Årg. 45 Nr. 123 (2017): Topos

Længe gjaldt det som god og indiskutabel æstetisk epistemologi, at litteraturen og kunsten ikke skulle analyseres med henblik på deres hvad, men på deres hvordan, og ikke med henblik på værkernes indhold, men på deres form. Det er velkendt, at denne formalistiske impuls har mistet meget af sin appel. Man har de sidste ti år kunnet iagtage både en renæssance for mere indholdsorienterede analyser og en fornyet interesse for selve den æstetiske og litterære oplevelse. Dette har også givet – lidt overraskende – ny aktualitet til en række af de litterære discipliners tidligere så forsmåede begrebslige redskaber til indholdsanalyse, så som tema, motiv, figur etc. Til disse gamle og velkendte analytiske redskaber hører også toposet, som står i centrum for dette nummer.