Blev Tordenskjold myrdet? En Prøve paa C. P. Rothes Kildebenyttelse - e-tidsskrifter.dk

 

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 6 (1960 - 1962) 1

Blev Tordenskjold myrdet? En Prøve paa C. P. Rothes Kildebenyttelse

af

H. D. Schepelern

For faa Aar siden meddelte Stadsarkivar J. Boisen Schmidt i »Historisk Tidsskrift« nogle sidste Rettelser til Tydningen af den »Obduktionsberetning« over Tordenskjold, der findes i hans paa Frederiksborg opbevarede Lommebog1. Med dette Samtidsdokumenti Haanden er det fristende at undersøge et af de Spørgsmaal, hvorom man aldrig er naaet til Enighed: Faldt Tordenskjold i en regulær Duel eller var han Offer for et Komplot?Her i Danmark kan den skiftende officielle Stillingtagen til Spørgsmaalet illustreres med Henvisninger til C. F. Brickas biografiske Leksikon2, hvori Duellen kaldes »ærlig og lovlig«, og til det nye Dansk Biografisk Leksikon3, hvor der om selve Duellen siges, at den »foregik paa en ret ureglementeret Maade og med meget ulige Vaaben«. Den førstnævnte af disse to stærkt divergerende Opfattelser staar vel under Indflydelse af SvenskerenA. Hammarskolds Bestræbelser for at rehabilitere TordenskjoldsModstander, Oberst J. A. Staél von Holstein;4 den anden Opfattelse er utvivlsomt paa tilsvarende Maade præget af NordmandenOlav



1 11. R. IV (1955), 485—89. Jfr. Medicinsk Forum 5. Aarg. (1952), 340—46 og 6. Aarg. (1953), 83—85, 225—26.

2 Bd. 17 (1903), 452. Samme Standpunkt indtager endnu C. Schøller i Personalhist. Tidsskr. 6. R. V (1914), 164.

3 Bd. 24 (1943), 193.

4 Svensk hist. Tidsskr. XI (1891), 1—72.

Side 82

mandenOlavBergersens rigt dokumenterede, men stærkt lidenskabeligeVærk om Tordenskjold,1 hvori det mere end antydes, at Tordenskjolds tidlige Død skyldtes et Komplot, hvori ogsaa hans Sekundant, den hannoveranske Oberstløjtnant Miinchhausenvar

Sagens Bedømmelse gøres ikke lettere gennem den ihærdige Opledning af biografiske Detailler vedrørende de i Affæren implicerede. Det er heller ikke let at tinde nogen klar Sammenhæng mellem det paastaaede Komplot og de ret konfuse Skænderier, ledsaget af Haandgribeligheder fra begge Sider, som udgør Duellens Forhistorie. Man kan, som sket er,2 tegne et lidet tiltalende Billede af Miliø'et i Hannover omkring 1720. Her har afskedigede Officerer, Spillere og Lykkeriddere tydeligt nok boltret sig med langt større Sikkerhed end en Sømand og Udlænding som Tordenskjold. Men var Oberst Staél og hans Omgangsfæller saa meget værre eller bedre end mange andre? Som Grundlag for en Mordanklage har biografiske Data ringe Vægt, selv om man tror derigennem at kunne danne sig et Billede af vedkommendes Personligheder og sandsynliggøre Anklagens

Teorien om et Komplot kommer først ud over det rent hypotetiske, naar man godtager Paastanden om, at der skete et Brud paa Duelformaliteterne, og ingen har før tænkt paa at betvivle Rigtigheden af C. P. Hothes Fremstilling,3 naar han som a.ngiveiigl uiuid ±\cnriab citationstegn^ Si AvSrniiicrtjCnerenChristian Nielsen Kolds Øjenvidneberetning skildrer Duellen og derunder anfører: »Imidlertid dette passerede trekkedeStahl sin Kaarde, som var en af de lange svenske Kaarder, og Tordenskjold tillige sin, som var en liden Galanterie-Kaarde«. Tordenskjolds Sekundant maa have vist stor Forsømmelighed, naar han har kunnet lade dette passere upaatalt, og han maa betragtes med største Mistænksomhed, da han formentlig har været med til at overtale Tordenskjold til at vælge Kaarder



1 Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskjold I—II (Oslo 1925).

2 R. Halle i Norsk Tidsskr. f. Sjovesen, Juli 1958, 10 f.

3 C. P. Rothe: Tordenskiolds Liv og Levned 111 (1750), 272 ff.

Side 83

i Stedet for Pistoler, i hvis Brug Tordenskjold besad anerkendt
Færdighed.

Kravet om lige Vaaben var en almindeligt anerkendt Duelregel .1 Naar denne overtrædes, er det ikke alene Sekundanten, der kommer under Mistanke, men ogsaa Modparten og dennes Sekundant; ja, samtlige tilstedeværende maa have været med i Komplottet. Duellen overværedes af talrige hannoveranske Officerer, og ved nærmere Eftertanke maa det paastaaede Komplot da have været baade omfattende og særdeles velorganiseret,idet alle de nærværende maa have været interesserede i bagefter at dække over Uregelmæssigheden.2 Gennemgaar man nemlig Samtidsberetningerne, som langtfra alle er skrevet i Staéls Favør,3 finder man ikke saa meget som en Hentydning til



1 Seb. Minister: Cosmographia (Basel 1544), lib. 5.: »Wen zwey Edel Ritlermåssige mit einander Kåmpffen wollen umb Ehre und Glimpf, wird eineni als dem andern gleich Wehr zugelassen«. Julius af Brunsvigs Duelforordning af 1579: »Wer voller Weise gefordert wirdt, soli Nuchtern bey verletzung seiner Ehre kommen, und seinem Escher Wahrnehmen, und sien also mit gleichmåssigen Lands Knechtschen Degen oder schneidigen Wehren und mit keinem Happier Balgen daraufl, dann gesehen werden soli, das keiner iiberwehrt werde«. Begge Citater her anført efter L. Grønbech Fyhn: Annotationes in tractatum Stenchelstrupii de duellis, Disp. Coll. Med. 1723. Om europæisk Duellitteratur, se: Carl A. Thimm: A complete bibliography of fencing (London 1896).

2 Det gælder altsaa ogsaa en saa umilitær Person som den franske Sprogmester Congedis, der i 1742 fortalte Terkel Klevenfeldt, at han havde været Øjenvidne til Duellen. Heller ikke han antyder noget om Brud paa Duelreglerne. Af Terkel Klevenfeldts Reise-Journal 1741--45, Memoirer og Breve XXIX (1919), 49 ff.

3 Stael-venlig er naturligvis hans egen Rapport, dateret Hamburg 15. November 1720; dens franske Originaltekst er aftrykt i (svensk) Hist. Tidskr. XI (1891), 60, norsk Overssettelse hos Bergersen 11, 1119 f. Endvidere en Beretning, skrevet paa Fransk, maaske af Staels Sekundant, Generaladjutant Sicre; denne Beretning synes sendt gennem Lovenorn til Carl Gustaf Tessin, der senere forsynede den med nogle Randbemserkninger, der rummer nedssettende Udtalelser ora Stael. Originalen i Videnskabernes Selskab, Trondheim, Oversaettelse hos Bergersen 11, 112530. Endvidere Notits i Europaische Fama, 1720. Tordenskjold-venlig er en anonym Rapport, maaske skrevet af den danske Legationssekretser i London, Matthias Jessen, som i Anledning af den engelske Konges Ophold netop var i Hannover under Begivenhederne; hans(?) Beretning er bilagt den officielle Rapport til den danske Konge fra den danske Resident i Hamborg. Fransk Original trykl i (svensk) Hist. Tidsskr. XI (1891), 71, norsk Oversættelse hos Bergersen 11, 1120- 21. Jfr. Personalhist. Tidsskr. (i. R. V (1914), 158—79. Endvidere en kort Notits i »Kjobenhavns Postrytter« 1720, aftrykt hos Bergersen 11, 113334, samt Kolds oftnævnte Rapport.

Side 84

formelle Uregelmæssigheder. Heller ikke de Nidvers, som snarl var i Omlob,1 og som ikke skaanede Stael, der helegnes som »Spiller«, »Morder« o. 1., nævner noget om det paafaldende i at lade Tordenskjold kæmpe med en spinkel Dragtkaarde mod sin Modstanders lange svenske Kaarde. Kl saa eklatant Brud paa Duelreglerne i mange Vidners Nærværelse, i Duellernes HjemlandTyskland og i Slutningen af en Krigsperiode, hvor Dueller havde floreret, maa betragtes som noget enestaaende i europæisk Duelhistorie. Hvorledes har dette kunnet holdes skjult saa længe, at det først dukker op næsten 30 Aar efter i C. P. Kolhes heroiserende »Tordenskiolds Levned«?

Offentlighedens Syn paa Dueller var skiftet stærkt imellem
1720 og 1740'erne, da Rothe skrev sin Bog. Det har Holberg
fortalt os med klare Ord.2 Umiddelbart efter Tordenskjolds Død



3 Stael-venlig er naturligvis hans egen Rapport, dateret Hamburg 15. November 1720; dens franske Originaltekst er aftrykt i (svensk) Hist. Tidskr. XI (1891), 60, norsk Overssettelse hos Bergersen 11, 1119 f. Endvidere en Beretning, skrevet paa Fransk, maaske af Staels Sekundant, Generaladjutant Sicre; denne Beretning synes sendt gennem Lovenorn til Carl Gustaf Tessin, der senere forsynede den med nogle Randbemserkninger, der rummer nedssettende Udtalelser ora Stael. Originalen i Videnskabernes Selskab, Trondheim, Oversaettelse hos Bergersen 11, 112530. Endvidere Notits i Europaische Fama, 1720. Tordenskjold-venlig er en anonym Rapport, maaske skrevet af den danske Legationssekretser i London, Matthias Jessen, som i Anledning af den engelske Konges Ophold netop var i Hannover under Begivenhederne; hans(?) Beretning er bilagt den officielle Rapport til den danske Konge fra den danske Resident i Hamborg. Fransk Original trykl i (svensk) Hist. Tidsskr. XI (1891), 71, norsk Oversættelse hos Bergersen 11, 1120- 21. Jfr. Personalhist. Tidsskr. (i. R. V (1914), 158—79. Endvidere en kort Notits i »Kjobenhavns Postrytter« 1720, aftrykt hos Bergersen 11, 113334, samt Kolds oftnævnte Rapport.

1 C. P. Rothe aftrykker en fyldig Samling heraf ved Slutningen af sin Tordenskjoidbiografi og har tiiiige udgivet dem særskilt med Tilføjelser under Titlen »Endeel samlede Lov-Taler I bunden Stiil over .... Peder Tordenskjold« (Kbh. 1750).

2 86. li^ist**! "for 4^ AQ.r s'('pn var Pn Kpoipnip^ipr mli samme Anseelse som en Professor ved UniversiteteL. . . blanrit adskilligc onde Ssedvaner og Misbrug, som i vor Tid ere afskaffede, kan fornemmeligen regnes den fordtervelige Skik at duellere«. Om Holbergs littersere Kilder til Emnet, se: Holbergs Epistler, udg. m. Kommentarer v. Fr. .1. Billeskov Jansen, Bd. VI, 1946, 217. Danske Lovs Foibud mod Dueller indskserpedcs ved Forordninger af 11. Okt. 1737 og 17. Marts 1741. Inden for den sparsomme Duellitteralur trykt i Danmark kan nsevnes et Par juridiske Disputatser fra 17. og 18. Aarhundrede samt den i 1755 trykte »Soren Knudsens Helden-Geschichte«, der ganske vist fremkom efter Rothes Vserk om Tordenskjold, men ganske godt viser Stemningsskiftet: Den anonyme Forfatter raillerer heri over Duellanter i Almindelighed paa Baggrund af en »Duel« i 1715, hvorved Rakkeren Soren Knud&en i Viborg drsebte sin Stiffader, og naturligvis domtes som almindelig Manddraber. Konklusionen er, at Rakkeren enten maa ligeslilles med Kavallererne eller disse med Rakkeren, naar de duellerer.

Side 85

spores der ingen Tilbøjelighed, selv mellem hans Beundrere, til al skjule, at han dræbtes i Duel. Danske Lovs Bestemmelser mod Duellanter1 synes paa dette Tidspunkt slet ikke at være slaaet igennem som almindelig Tankegang. At en tapper Helt ikke dør Straadøden, er ikke paafaldende, at han indlader sig i Duel, kræver intet moralsk Forsvar. Men da Rothe skrev hans Levned, vilde det ikke være uvelkomment, om den Duelhistorie, der beklageligvis endte med Heltens Død, kunde fremstilles som et Komplot, bag hvilket Læseren kunde ane de lavsindede Misundere, om »Duellen« fremtidigt kunde sættes i moraliserende Anførselstegn som en ureglementeret Affære, og om Modstanderenkunde skildres i grelle Farver som en forløben Landsknægt, Spiller og Duellant.2

Som Hjemmelsmand for Duelhistorien fandt Rothe frem til et saa udmærket Vidne som Kammertjeneren Christian Kold, der nu sad som Herredsfoged i Jylland. Der er ingen Grund til at tro andet, end at han som en ærlig Mand har bestræbt sig for at afgive et korrekt Vidneudsagn. Selv som en Rettens Tjener kunde det vel ikke komme ham til Skade, at han tyve Aar tidligerehavde overværet en Duel i Udlandet. Der er ingen tungtvejendeGrunde til at betvivle hans hæderlige Forsøg paa at sige Sandheden, selvom visse Erindringsforskydninger kan paapeges,f. Eks. vedrørende Affærens Afslutning, hvor Kold fortæller,at alle Tilstedeværende var flygtet og havde ladet ham, Kold, alene om at sørge for den døde. Dette strider baade mod hidtil kendte officielle Beretninger og mod nyfundne Dokumenter ,3 der bekræfter, at Sekundanten, Oberstløjtnant Munchhausen,er Medforsegler af Tordenskjolds Ejendele i Hannover og i det hele ikke synes at være løbet fra det juridiske Ansvar,



1 Danske Lov 1683, 6. Bog 8. Kap.

2 Der vides intet om, at Oberst Staél hverken før eller siden duellerede, saa deter højst tvivlsomt, om han ifølge almindelig Sprogbrug kan kaldes »Duellant«. Spiller synes han at have været, men behøver derfor ikke at have været Falskspiller.

3 Udskrifter af den lokale Kirkebog for det Pastorat, hvori Duellen fandt Sted, officielle Korrespondancer mellem den hildesheimske og den hannoveranske Regering, m. m. er aftrykt ved R. Halle i Norsk Tidsskr. f. Sjøvesen Juli 1958 og i det danske Tidsskrift for Søvæsen December 1958.

Side 86

der paahvilede ham som Sekundant for den afdode. Trods visse Svagheder er der dog inlet i vejen for at betragte Kolds Beretningtil Rothe som en ærlig Gengivelse af del Helhedsindtryk, han har bevaret i Erindringen om den tyve Aar gamle Begivenhed:Den uhyggelige Koretur, de mange Udlændinge, Kold selv paa en Græsmark med Tordenskjolds blodige Legeme i sine Arme. Men Rothe. har vel mellem Linierne gerne villet læse en dulgt Mistanke om, at alle de implicerede, ogsaa TordenskjoldsSekundant, har udgjort et skurkagtigt Komplot, imod hvilket kun den trofaste Tjener har sogt at værne sin Herre.

Kendte vi nu kun Kolds Beretning gennem Rolhes Citat, inaatte vi tro paa dennes Citationstegn og kunde ikke let betvivle Rigtigheden af Paastanden om de ulige Yaaben. Duellen maatte da staa hen som en tvivlsom Affære, ogsaa derved, at Kold først saa længe efter har turdet røbe noget om den formelle Uregelmæssighed. Selve hans lange Tavshed vilde sandsynliggøre Teorien om et Komplot med indflydelsesrige Bagmænd, som maaske først nu var borte.

Men for at citere Bergersen,1 »Kold har forresten også avgitt en annen beretning, som under tittelen »Officiel rapport« er inntatt i »Det norske Nationalblad« for Bde september 1818. Under hvilken dato rapporten er avgitt anføres ikke. Denne rapport spenner over hele tidsrummel fra avreisen fra Kjøbenhavn, men fremstillingen til Rothe er betydelig mere detaljert, hvad duellen og hvad der gikk foran denne angår. Noen uoverensstemmelse er der ikke mellem de to dokumenter«.

Forholdet mellem de lo Beretninger er saa nært, at det kan betvivles, om Kold selv har skrevet mere end den ene af dem, nemlig »Officiel rapport«, som tryktes 1818.2 Den er i Ordvalg og Stil den enkleste og naturligste af de to, men afviger ganske rigtigt i Indhold ikke meget fra den af Rothe gengivne, der er noget mere sprogligt overarbejdet; de fleste af Tilføjelserne hos Rothe kan betragtes som uvæsentlige, lidt ordrigere, Omskrivningeraf,



1 Tordenskjold 11, 1052 f.

2 Norsk Nationalblad 1818, 12. Hefte Nr. 31—34, 141—51.

Side 87

ningeraf,hvad der rummes i den anden. Man er mest tilbøjelig til, trods Citationstegnene, at fole Rothes Gengivelse som en redaktionel Tilrettelægning af Kolds egentlige egenhændige Happort. Er dette rigtigt, da er det højst bemærkelsesværdigt, at den fatale Passus om den lange og den korte Kaarde ikke findes i den „officielle rapport', men kun hos Rothe. Dette er den eneste virkelig betydningsfulde Uoverensstemmelse mellem de to Dokumenter, og man maa undre sig over, at Bergersen, som vil have sin Styrke i den udførlige Dokumentation, kan have overset dette i en saadan Grad, at han blandt sine Kildebilag1 af trykker »Kolds egenhændige Beretning« direkte efter Rothe og saaledes ikke giver sine Læsere Lejlighed til selv at sammenlignede to Dokumenter.

Er man naaet til den Overbevisning, at Beretningen om den lange og den korte Kaarde, den eneste virkelig haandgribelige Uregelmæssighed, som skulde kunne paavises ved denne Duel, kun bygger paa en Tilføjelse i Kolds Rapport, foretaget af C. P. Rothe for egen Regning uden paaviselig Støtte i ældre Kilder, saa bortfalder det mystiske Moment, at ikke een af de mange andre Tilskuere har røbet noget om Uregelmæssigheden, idet denne da slet ikke har foreligget. Den var i Forvejen saa usandsynlig, at det mærkeligste egentlig er, at den ikke forlængst har været underkastet en nøjere Prøvelse.

Imidlertid skylder vi Rothe at undersøge, om ikke Tilføjelsenkan være foretaget helt eller delvis i god Tro, og om ikke Kimen til Misforstaaelsen kan findes i selve Kolds Rapport. Til Vurdering af dennes Kildeværdi maa det erindres, at selv om Kammertjeneren er kommet til at indtage en ret central Plads i Eftertidens dansk-norske Beretninger om Tordenskjolds Død, har han ved selve Begivenheden været en Biperson eller mindre end det, nemlig slet og ret en Tjener, der vil blande sig i fornemme Folks Affærer og tildels med Magt maa holdes fra at blande sig i Duellen. Som en jævn Mand har han næppe forstaaet Baggrunden for Duelformaliteterne, men netop fordi meget har været ham nyt og ukendt, kan han have faaet Enkelthedermed,



1 11, 1134—36.

Side 88

hedermed,som gor hans Beretning til et kulturhistorisk nieget interessant Dokument, maaske inden for vort Sprogomraade den bedste og mest detaillerede Redegorelse for de mange Formaliteter, der iagttages ved en efter nlle Hegler formelt og korrekt gennemfort Duel. At Kold ikke bar forstaael eller kendt disse Regler, er en anden Sag; han foler det saaledes som en Kraenkelse, at han ikke maa beholde sin Kaarde, idct han aahenbartikke ved, at kun Sekundanterne og de kccmpende maa bsere Vaaben. Der kan altsaa ikke bygges nogen Koinplot- Teori paa folgende Skildring, der her citeres efter den i 1818 trykte »officiel rapport*1 sammenstillet med C. P. Rothes tilsvarendeTekst :2

»Officiel rapport«

C. P. Rothe:

Herpaa sprang Admiralen af
Vognen og Miinnchhausen af
Hesten, begge gik lidt tilsides,
og da de
havde talt med hinanden,
raabte Admiralen til mig,
at jeg skulde
levere Miinnchhausen min
Kaarde, thi han skal vaere
min Secundant. Men da min
Kdaiile var en god Defensions-
Kaarde, sagde jeg til Admiralen:
tag De min Kaarde, thi
Deres egen er saa liden og ikke
tienlig til at slaaes med. Nej,
sagde Miinnchhausen, den er
ham for svser, og derpaa tog
han min Kaarde og lod sin egen
sidde ved Siden.

Herpaa sprang Tordenskjold af Vognen, og Mynnichhausen af Hesten og gik sammen lidet hen afsides fra Vognen, og da de havde talt nogen Tid sammen, raabte Tordenskiold paa mig og sagde, at jeg skulde levere Mynnichhausen min Kaarde, thi han skulde vaere hans Secundant; Nu var min Kaarde en god Defensions- Kaarde, saa siger jeg: Deter best at Admiralen tager min Kaarde! Lhi hans egen er saa ganske liden, og tjener ikke til at slaaes med: Ney! sagde Mynnichhausen, den er ham for svaer, og derpaa tog Mynnichhausen min Kaarde, og lod sin egen sidde ved Siden;



1 Norsk Nationalblad 1818, 14b ff.

2 111, 280 ff.

Side 89

Kndnu var Tordenskiold og Stahl ikke kommen hinanden saa nær, al de kunde, tale sammen ; Herpaa gik Mynnichhausen hen til Stahl og talede med hannem, men hvad der blev talt, kunde vi ikke høre, og imidlertid gik Stahl noget nærmere til Tordenskiold, hvorved de kom hinanden saa nær, at de kunde hilse hverandre. Derpaa siger Mynnichhausen til Tordenskiold, at Stahl lod bede, at Tordenskiold selv allene vilde avancere lidet ud paa den grønne og slette Plads, saa vilde Stahl møde, og de vilde saa allene giøre det af; Hvorpaa alle Tilskuerne som vare forsamlede, maatte retirere sig et Tag tilbage, og som jeg endnu stod ved Tordenskiold, saa raabte Stahl til Mynnichhausen, at Tordenskiolds Tiener maatte gaae tilbage, derpaa vente Tordenskiold sig om til mig og sagde paa Dansk: Du skal gaae bort, strax hen til de andre, thi jeg vil ingen Spot have! Hvorpaa Mynnichhausen strax spurdte, hvad det var, thi han forstod ej hvad Tordenskiold sagde til mig, men jeg tav stille. Derpaa kom Mynnichhausen hen, tog mig ved Armen og trekkede mig tilbage,

Herpaa gik Miinnchhausen
hen til Stall] og talede
med ham, men hvad del var,
kunde vi ikke here;
imidlertid gik Stahl noget
videre til Tordenschiold, hvorved
de hilsede hinanden.

Miinchhansen sagde derpaa til
Tordenschiold, at Stahl lod
ham bede at han vilde komme
lidet frem paa den slette
Plads, og at ingen Uvedkommende
maatte vsere tilstede.

Men da jeg endnu
stod ved Admiralen,
raabte Stahl til Miinnchhausen,
at Tordenschiolds Tiener
maatte gaae tilbage.
Admiralen sagde derpaa strax
til mig: Du skal
gaae tilbage,
thi jeg vil ingen Skam
have!

Derpaa kom Miinnchhausen og en anden, som jeg ikke kiendte, tog mig ved begge

Side 90

og en anden Persohn, som jeg ey kendte, tog mig ved den anden Ann, og holdte mig saaledes fast. Imidlertid dette passerede trekkede Stahl sin Kaarde, som var en af de lange Svenske Kaarder, og Tordenskjold tillige sin, som var en liden Galanlerie-Kaarde. Det første Udfald Stahl gjorde . . .

Anne og holdt mig saaledes
fast!

Del
forste Udfald Stahl gjorde . ..

Uden først at have sat sig lidt ind i Duelformaliteter vil man virkelig føle sig overrasket over »Afvæbningen* af Tjeneren, og man kan let deri komme til at finde en Støtte for Komplot- Teorien. Tillige faar vi den konkrete Oplysning, at i hvert Fald Tordenskjolds Kaarde var »liden«; om Modstanderens tales der slet ikke i den »officielle Rapport«, men efter de gængse Hegler bør den have været af nøjagtig samme Dimensioner som Tordenskjolds, og de to Sekundanter bør i Fællesskab have undersøgt og godkendt dette før Kampen. Det er da ikke mærkeligt, om Kolds Kaarde betegnes som »for svær«, og i hvert Fald vilde det være ganske utænkeligt, om en af Parterne pludselig fik Lov til at ombytte sin (formentlig godkendte) Kaarde med sin Kammertjeners.

Hvorledes kan Tanken om Kaardernes Forskellighed være opstaaet? Maaske kan den forklares som en misforstaaet Følgeslutningud fra en Vending i en sekundær Kilde, nemlig Tycho Hofmans »Portraits Historiques«1, hvor der om Duellen siges, at »Stahl Tattaqua si furieusement de pointe avec sa longue épée. . .«. Hofman synes at bygge paa en Kilde, der ligger nærved



1 Portraits Historiques des Hommes Illustres de Dannemark (Kbh. 1746), hvori Tordenskjolds Levned findes i det særskilte Tillæg med Titlen •».Memoires de Griffent'eld, Adeler et Tordenskiold«. Duellen omtales her S. 86, og i en Note paa den følgende Side meddeles nogle, vistnok aldeles opdigtede eller misforstaaede, Oplysninger om Oberst Staéls Levned. I Oversættelsen af Hofmans Værk (Historiske Efterretninger om velfortiente danske Adelsmænd, Tredie Deel (Kbh. 1779), 206 f.) oversættes »longue épée« ved »lange Kaarde«.

Side 91

General Loyenørns Rapport1. Tillægsordet »longue« er imidlertid hans egen Tilføjelse og forekommer ikke i nogen af de kendte Samtidsheretninger om Duellen. Rothe kan da antages at have sammenstillet Hofmans »longue épée« med Kolds Vidnesbyrd om Tordenskjolds spinkle Vaaben og fundet Støtte for en indskudt Passus om de ulige Vaaben, der kunde karakterisere hele Duellensom en ureglementeret, skurkagtig Affære.

Men har der ikke været nogen Forskel paa de anvendte Vaaben, er del næppe muligt at finde Begrundelse for Paastandenom, af Duellen »foregik paa en ret ureglementeret Maade og med meget ulige Vaaben«. Her er ikke Tale om en improviseretTvekamp, hvor Parterne trækker blank og kæmper med, hvad de har ved Haanden. Det er en gennem Sekundanter omhyggeligt forberedt Duel, der finder Sted i mange, formentlig duelkyndige, Tilskueres Nærværelse »auf niichtern Morgen« flere Dage efter den Uoverensstemmelse, som var Anledningen. Heller ikke behøver der at have ligget nogen forræderisk Hensigtbag, naar Tordenskjolds Omgivelser overtaler ham til af vælge Kaarder; som den udfordrede Part var det Tordenskjold, der havde Retten til at vælge Vaaben. Rothe siger:2 »Men som man her atter giorde Tordenskiold den Indvending, at man med Pistoler gik hinanden paa Livet, dette derimod kun skulde være en liden Proforma Fægtning, for at give Oberst Stahl nogen Revange, lod han, som af Gemy te. var meer raisonabel, sig fil sin store Ulykke overtale, at antage Cartellet paa en Kaarde, hvori han slet ingen Force besad, men hans Contraparf desto mere«. Skønt altsaa Obersten tik en Fordel gennem Vaabenvalget,kan Raadet dog være givet Tordenskjold (velsagtens af Oberstløjtnant Miinchhausen) i god Tro ud fra den gængse Opfattelse af Kaarder som mindre livsfarlige3 men ogsaa uden tilstrækkelig Viden om, at Tordenskjold maaske aldrig havde



1 Se Note 3 S. 83 jfr. »Politik og Historie«. Xl Ilæfteskrift af Jens Kragh Host, IV, 1821, 14-50.

2 111, 278.

3 Otto Olsen: Fægtningens og Duellens Historie i Danmark, Kbh. 1932, 189ff. giver en Oversigt over danske Duelbestemmelser i Tiden før Chr. V's danske Lov: Medens »Kugleveksel« kategorisk forbydes, har det været Militærpersoner tilladt at duellere med »Sidegevær«. Hensigten har tydeligt været at muliggure Æresoprejsning uden dodelig l'dgang for nogen af Parterne.

Side 92

lært egentlig hojerc Fægtekunst; som Sokriger liar han kun haft Brug for den ukomplicerede »all-in wrestling«, som maa tænkes benyttet paa et Skibsdæk under Entringsforetagender. Nogen Mistænkeliggorelse af hans Sekundant for Meddelagtighedi et Komplot kan ikke bygges herpaa.

Havde nu Tordenskjold været en særlig dygtig Fægter eller blot sin Modstander nogenlunde jævnbyrdig, kunde der maaske have været Grund til at undre sig over, at han tabte Tvekampen. Men denne blev jo simpelthen vundet af den dygtigste Fægter, et Resultat, der ikke i sig selv nødvendiggør Antagelsen af reelle eller formelle Uregelmæssigheder. Derimod kan man med Rette spørge, om ikke Oberst Staél netop i Kraft af sin overlegneFægtekunst kunde og burde have undgaaet at dræbe sin Modstander? Og naar han faktisk dræbte ham, har vi saa ikke heri Beviset for, at han er kommet til Duellen med den Hensigt at dræbe og eventuelt heri har handlet i Forstaaelse med TordenskjoldsFjender og Misundere? En saadan Paastand kunde kun underbygges gennem Paavisning af en Forstaaelse mellem Oberst Staél og disse hemmelige Bagmænd, og der maatte fremføres Eksempler - hvilket ikke er sket - paa, at han ved andre Lejligheder er optraadt som kynisk Duelmorder og saglefl^s kimrlp nntnop«; at være et eiznet Redskab for et Morderkomplot.Men intet af dette er Tilfældet; han var ret velstillet og har næppe kunnet fristes blot ved Bestikkelse, og der er ikke paavisl nogen som lieisL Forbindelse meiiem ham og de danske Admiralitetskredse, hvor Bergersen vil finde TordenskjoldsDødsfjender. Skal Obersten beskyldes for overlagt Drab, maa vi anstændigvis ogsaa lytte til hans Paaberaabelse af al have handlet i et Slags wSelvforsvar:1 Han har holdt sig Tordenskjoldfra Livet med et Modstød, som uheldigvis har ramt i Skulderen og har gennemboret ham fra oven. En, nærmest Tordenskjold-venlig, anonym Relation dateret 12. November 17202 fortæller, at »Thordenschold løiTtet Kaarden Høit for at



3 Otto Olsen: Fægtningens og Duellens Historie i Danmark, Kbh. 1932, 189ff. giver en Oversigt over danske Duelbestemmelser i Tiden før Chr. V's danske Lov: Medens »Kugleveksel« kategorisk forbydes, har det været Militærpersoner tilladt at duellere med »Sidegevær«. Hensigten har tydeligt været at muliggure Æresoprejsning uden dodelig l'dgang for nogen af Parterne.

1 Staels egen Rapport, se Note 3 S. 83.

2 Danske Samlinger 2. R. I (1871—72), 296 fl.

Side 93

animere den anden til at pharere lige saa høit, at hand ved den Leilighed kunde komme ham under Klingen og greben ham med Hænderne, men Stahl gav ham el Stød igiennem Lungen og Livet, hvor ved hand fait til Jorden«. Hverken denne eller nogen af de andre Samtidsberetninger støtter i særlig Grad den Antagelse, at Staél har lokket sin Modstander til sig ved en Finte for at kunne gennembore ham paa nært Hold, snarere tyder det paa, at Tordenskjold har villet bøde paa sin manglende Fægtekunst ved at søge at komme Modstanderen »under Klingen«for at gribe ham med Hænderne; Staél har som erfaren Fægter intet Ønske om, at Duellen skal udarte til Nævekamp, men har instinktivt »ladet« sin Modstander en stiv Arm, som det hedder i Kolds Beretning. Virkningen af dette Stoppested har været fatal, især hvis den er blevel øget ved Vægten af Tordenskjolds Legeme, idet han synes at have villet kaste sig ind paa sin Modstander. Ogsaa Obduktionsberetningen tyder paa, at de kæmpende i det afgørende Øjeblik har været hinanden tæt inde paa Livet. Boisen Schmidt1 formulerer sin Opfattelse saaledes: »Svenskeren støder med højt løftet Kaarde oppefra og nedefter og rammer naturligt Tordenskjold i eller ved skulderen.«

Vil man haardnakket fastholde Paastanden om de ulige Vaaben, maa man overveje, hvorledes en lang svensk Kaarde vilde passe ind i den ovenfor skildrede Duelsituation: Den lange svenske Kaarde2 var et svært Krigsvaaben, velegnet til Brug i et Rytterchok. Oberst Staél havde ganske vist i sin tidligeUngdom tjent i den svenske Hær, og tilsvarende lange Sidevaaben benyttedes ogsaa i andre kontinentale Hære end den svenske. Men i 1720 er Staél ikke i Tjenesten; han synes som ret velstillet Enkemand og Levemand at have delt sin Tid mellem Selskabssaloner og Spillehuse, hvorved han næppe har adskilt sig synderligt fra mange af sine Standsfæller. Men det vilde sikkert have virket noget absurd, om han her under



1 Hist. Tidsskr. 11. R. IV (1955), 489.

2 I Heribert Seitz: Svårdet och vårjan som armévapen (Stockholm 1955), 303 ff. gøres der Rede for den berømte Karolinerkaardes særlige Egnethed i Haandgemæng, mens der intetsteds tales om, at den skulde være noget særlig godt Duelvaaben.

Side 94

Fredsforhold liavde slæbt rundt med en lang, tung og udpræget krigersk Rytlerkaarde. Selv om vi saa bort fra baade denne Urimelighed og fra den formelle Umulighed af at kunne anvende et saadanL Vaaben i Duellen, medmindre hans Modstander forte et tilsvarende, saa vilde det endda have tjent ham daarligl netoj) i den Situation, der opstod: Han har med en lynsnar Bevægelse maatlet bringe sig i Forsvarsstilling mod Tordenskjoldspludselige Anfald, og her vilde en lang, svær Kaarde være ulige vanskeligere aL haandlere end en af Tidens lette, ret spinkle, men sylespidse og dødsensfarlige »Galanterikaarder«, der sandelig ikke var uskyldigt Legetøj i en øvet Fægters Haand. Med et saadant Vaaben er Tordenskjold utvivlsomt blevet dræbt, og et saadant har han selv haft i Haanden ved sin Død.

l)e »meget ulige Vaaben« bor hetragtes som en af C. P. Hothe konstrueret Legende, og Tordenskjold l)lev kun for saa vidL inyrdet, som man vil anse Dueldrab for Mord; juridisk set var del allerede ifolge Danske Lov at anse for Mord, men melleiii Kavallerer gjaldt en anden Kodex, ifolge hvilken Tordenskjold levede som Kriger og faldt som en tapper Mand med Vaaben i Haand. Teorien om planlagt Mord bygger paa det loseste (icettevaerk, naar formelle Uregelmsessigheder ved Duellen ikke kan paavises. Blandt de mistaenkelige Ornstaendigheder naevnes bl. a. den, at Staels Sekundant, (ieneraladjutanten Sicre, ogsaa liar vteret under Mistanke for at staa bag Carl Xll's Ded. *i/r ] ] T\T" 4- —1 1-1 1 -- ¦ 1 i 1 l r»ii ifiLu ,jLiv viii u^uiil lTXiouanivc uicv 11U1\. Sctfcl SLcCIKL JJCK.I ctJl Let, er der intet Bevis for, at bans Tilstedevaerelse i Hannover i 1720 skulde vaere andet end en Tilfaeldighed, set i Relation til Tordenskjolds Dod. Her maa meget kraftige Beviser til, for man kunde tro paa, at han har udset sig Tordenskjold som Offer. Carl Xll's Dod kunde dog standse en Krig og skabe Historic Tordenskjolds Dod her efter Krigens Afslutning kunde aldrig faa nogen vsesentlig storpolitisk Betydning, hans Fortjenester i Krigstid ufortalte. Er han faldet i en »serlig og lovlig« Duel, staar Komplot-Teorien paa meget svage Fodder.

Kunde man herefter enes om at lade Tordenskjolds, som historiskSkikkelse
ganske uinteressante, Modstander faa Ro i sin

Side 95

Grav, behøvede det ikke at forklejne Tordenskjold. C. P. Rothe har aabenbart en Gang for alle givet al Tordenskjoldforskningen Drejning i Retning af Herodyrkelse, og det har Gang paa Gang vist sig vanskeligt at beskæftige sig, selv med Enkelthederi hans Levned under anden Form end den skarpt polemiske. Næppe mange i Danmark og Norge ønsker at forringeTordenskjolds national-heroiske Position, men denne bør ikke gøres afhængig af løst underbyggede Skurke- og Helteteorier.For at modvirke den uheldige Virkning af saadanne kan det undertiden vise sig nødvendigt med nogen Vidtløftighed at gaa ind paa Detailler, som bør revideres. En enkelt skæv Retragtningkan trække flere med sig og tendere mod Historieforfalskning.Skal Tordenskjoldforskningen videreføres paa en sund Rasis,maa man sikkert i mange andre Tilfælde, end det her behandlede,være forberedt paa at maatte gaa bag om C. P. Rothe, hvis Værk ikke, som det hyppigt sker, kan benyttes som primærtKildeskrift. Dets Forfatter var en livlig Skribent, men ikke Forsker. 1 Spørgsmaalet om Tordenskjolds Død maa hans Kildebenyttelsebetragtes med største Skepsis.



Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library.