Norden som idé og praksis Den danske Foreningen Nordens rolle som politiskideologisk pressionsgruppe 1940-60

 

Historie/Jyske Samlinger, Bind 1996 (1996) 1

Norden som idé og praksis Den danske Foreningen Nordens rolle som politiskideologisk pressionsgruppe 1940-60

Mens der foreligger historiske undersogelser af bade den norske og den svenske Foreningen Norden, er der ikke tidligere foretaget nogen selvstcendig analyse af den rolle, som den danske Foreningen Norden spillede i bestrcebelserne for et oget nordisk samarbejde i 1940'erne og 1950'erne. Selv om der pa dette tidspunkt var bred politisk enighed i Danmark om, at man skulle udbygge det nordiske samarbejde, var der store forskelle pa de politiske partiers tilgange til den nordiske sag. I den sammenhceng kom Foreningen Norden til atfungere som et uofficielt politisk modested, hvor fremtrcedende politikere kunne diskutere pa tvcers af de partipolitiske skillelinier. Cand.phil. Lars Hovbakke Sorensen analyserer her debatten i den danske Foreningen Norden og foreningens funktion iforhold til det officielle politiske system.

Af Lars Hovbakke Sørensen

Indledning

I 1940'erne og 1950'erne blev der taget en lang raekke politiske initiativer til en udvidelse af det nordiske samarbejde. I samme periode sad der adskillige fremtraedende politikere i den danske Foreningen Nordens ledelse. Blandt andet var alle de danske statsministre fra arene 1945-60 pa et eller andet tidspunkt i dette tidsrum medlemmer af Foreningen Nordens hovedstyrelse, som var det organ, der fastlagde foreningens politik i praksis .1 Det samme gjaldt en raekke andre ministre og forskellige ledende folketingspolitikere .2



1. Referater af moder i Foreningen Nordens hovedstyrelse i perioden 1940-1960 i Rigsarkivet, Foreningen Nordens arkiv, privatarkiv nr. 10.365 (herefter: FNA), pk. 1,5,1,6,1,7, 1,8, 1,9, 11,9, 11,10, 11,11, 11,14, 11,15; Bandinterview med direktor for Foreningen Norden 1962-74 Ole Harkjaer og generalsekretaer for Foreningen Norden siden 1985 Peter Jon Larsen, 3. december 1993 (herefter: Interview 1); Bandinterview med generalsekretaer i Nordisk Rad siden 1984 Henrik Hagemann, 12. September 1994 (herefter: Interview 2).

2. Fortegnelser over medlemmerne af Foreningen Nordens hovedstyrelse i Foreningen Nordens medlemsblad Norden, december 1941, s. 6, September 1942, s. 11, juni 1943, s. 6og 16, februar 1944, s. 16, juni 1944, s. 13, november 1945, s. 17, august 1949, s. 4 og 8, juni 1950, s. 8, September 1953, s. 2.

Side 85

Et andet interessant trask ved Foreningen Norden i 1940'erne og 1950'erne er, at de politikere, der sad i hovedstyrelsen i denne periode, kom fra vidt forskellige politiske partier. Hovedstyrelsen indeholdt saledes personer fra alle »de fire gamle partier«.3 Dette afspejler den store interesse, der i disse ar fandtes blandt danske politikere fra alle dele af det politiske spektrum for en udvidelse af det nordiske samarbejde.4

Den danske Foreningen Norden adskilte sig pa flere mader fra foreningerne Norden i Norge og Sverige. I Norge var det ikke i neer sa stor udstraekning som i Danmark hojtstaende politikere, der var de ledende personer inden for foreningen. I den norske forening var det i hojere grad personer med tilknytning til kulturlivet, der udgjorde ledelsen. I den svenske forenings ledelse var der forholdsvis flere politikere end i den norske forenings ledelse, men forholdsvis fserre end i den danske forenings ledelse .3

Den naevnte forskel mellem den danske og den norske Foreningen Norden er symptomatisk for den forskel, der vanned hensyn til graden af interesse for det nordiske samarbejde i de politiske kredse i Danmark og i Norge. I Danmark havde det nordiske politiske og okonomiske samarbejde en meget hojere prioritet end i Norge, hvor interessen for det nordiske samarbejde i hojere grad begraensede sig til en interesse for et kulturelt samarbejde.

Forskellen mellem Norge og Danmark med hensyn til prioriteringen af det nordiske samarbejde afspejler sig ogsa i valget af formand for Foreningen Norden. I hele perioden 1939-64 var formandsposten i den danske Foreningen Norden besat med fremtraedende personer fra finansverdenen og det politiske liv. For den norske Foreningen Nordens vedkommende var det derimod forlagsdirektorer, der bestred formandshvervet il6 af de naevnte 25 ar.6

Ogsa med hensyn til medlemstallets udvikling i 1940' erne og 1950'erne adskilte den danske Foreningen Norden sig markant fra foreningerneNorden i Norge og Sverige. I 1940 havde foreningerne Norden i alle de nordiske lande hver for sig under 5.000 medlemmer. I den danske Foreningen Norden steg medlemstallet i lobet af besaettelsesarene eksplosivt,saledes



3. Senote2.

4. Kun Kommunisterne og Danmarks Retsforbund var ikke repraesenteret i Foreningen Nordens

5. Lister over deltagerne i f'oreningernes faelles delegeretmoder i perioden 1940-60 i FNA pk. 1,9,1,10,11,7,11,8.

6. Jan A. Andersson: Ide & Verklighet. Foreningarna Norden genom 70 ar, Stockholm 1991. s. 105 og 106.

Side 86

sivt,saledesat det i 1945 var naet op pa lidt over 30.000.7 Stigningen fortsattei de folgende ar, og i 1960 havde foreningen ca. 65.000 medlemmer. Forst i begyndelsen af I96o'erne indledtes en periode med medlemstilbagegang .8 Den norske og den svenske Foreningen Norden oplevede ikke den samme eksplosionsagtige vaekst. I 1945 var den svenske forening kommet op pa ca. 15.000, mens den norske havde under 10.000.11960 la den svenske forening stadig pa andenpladsen med ca. 30.000 medlemmer. Den norske forening havde da knap 15.000.9

Den danske Foreningen Norden havde altsa i perioden 1940-60 en meget storre tilslutning end foreningerne Norden i de ovrige nordiske lande, ogsa relativt set.10 Selv om Foreningen Nordens medlemstal ikke er et fuldkomment mal for befolkningens tilslutning til den nordiske ide, ma den meget store forskel mellem den danske forenings og de ovrige foreningers medlemstal betragtes som et symptom pa en storre interesse i den danske befolkning end i de ovrige nordiske landes befolkninger for et oget nordisk samarbejde.

I denne artikel vil der blive givet en vurdering af, hvilken rolle Foreningen Norden spillede i forbindelse med udviklingen af det nordiske samarbejde, og af, hvilken funktion foreningen havde i forhold til »det officielle politiske system«. Samtidig vil der blive gjort rede for foreningens idegrundlag i perioden 1940-60, og hvorledes dette afspejlede vidt forskellige tilgange til det nordiske samarbejde. Hovedvaegten vil her blive lagt pa tre punkter. For det forste konflikten mellem en sikkerhedspolitisk og en kulturel/okonomisk nordisme 1940-45. For det andet opgivelsen af ideen om et Nordens Forenede Stater i 1945. Og for det tredje diskussionen om nordisk samarbejde i forhold til europaeisk samarbejde 1956-60.

Foreningen Nordens politiske funktion

Foreningen Nordens rolle i forbindelse med udviklingen af det nordiske
samarbejde var ikke den samme i hele perioden 1940-60.1 de sidste ar af
1950'erne skete der en fundamental aendring af den made, hvorpa ForeningenNorden



7. I tallet for den danske Foreningen Norden er ikke medregnet de 10.000 nye medlemmer, som kom til i efteraret 1945 ved sammenslutningen med foreningen Det Frie Nord.

8. Andersson 1991, s. 111.

9. Andersson 1991, s. 111.

10. Befolkningstal for de nordiske lande i StatistiskArbog, arg. 1942-62, Kobenhavn 1942-62.

Side 87

ningenNordenfungerede i forhold til de ledende politikere. Denne asndringhavde
sammenhaeng med den revurdering, som den danske regering
pa dette tidspunkt foretog af sin nordenpolitik.

I begyndelsen og midten af 1950'erne havde regeringens og Socialdemokratiets ledelse vaeret meget nordistisk indstillet. Henimod 1960 begyndte ledelsen imidlertid at prioritere bredere europaeisk samarbejde hojere end nordisk samarbejde.111 1961, da Storbritannien Sogte om optagelse i EF, fulgte den danske regering straks efter med sin ansogning.

I hele perioden siden befrielsen i 1945 havde Foreningen Norden som regel haft de ledende regeringsmedlemmers opbakning til sine ideer om nordisk samarbejde; men dette forhold aendrede sig, da trekantregeringens topfolk henimod 1960 begyndte at interessere sig for at knytte Danmark til »De Seks« i stedet for at satse pa et nordisk okonomisk samarbejde. Ganske vist foretrak store dele af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre samt Retsforbundet stadig det nordiske samarbejde; men de ledende regeringsmedlemmers stotte til det nordiske projekt var dalet betydeligt.

Foreningen Norden varetog tre forskellige funktioner i forbindelse med udviklingen af det nordiske samarbejde:12 1) Foreningen fungerede som en pressionsgruppe, der forsogte at pavirke politikerne og myndighederne. 2) Forskellige politikere brugte foreningen som et instrument til at fremme deres egne nordistiske synspunkter. 3) Forskellige politikere brugte foreningen som et »miniparlament«, hvor de afprovede, hvor bred en politisk opbakning deres ideer om nordisk samarbejde ville kunne fa i folketing og regering.

I perioden fra 1945 til ca. 1960 havde funktion nr. 2 og nr. 3 meget stor betydning ved siden af funktion nr. 1. Fra ca. 1960, da de ledende politikere ikke laengere var saerligt nordistisk indstillede, var det naesten udelukkende funktion nr. 1, der havde betydning.

I arene 1945-60, hvor stort set alle de ledende danske politikere var megetnordistiskindstillede,



11. Denne udvikling er der naermere redegjort for i Vibeke Sorensen: »Fra Marshall-plan til de store markedsdannelser 1945-59«, i Tom Swienty (ed.): Danmark i Europa 1945-93, Kobenhavn 1994, s. 9-91 samt Thorsten Borring Olesen og Johny Laursen: »Det europaeiske markedsskisma 1960-72«, i samme vaerk, s. 93-160.

12. Det folgende bygger pa studier af en raekke breve, protokoller og referater i Rigsarkivet, Udenrigsministeriets Arkiv, 73.c. 100.a., »Nordisk okonomisk ministerrad og samarbejde«; Rigsarkivet, Undervisningsministeriets Arkiv, 1. dep., 3. kt., journal nr. 1060/58; Rigsarkivet, C.V. Bramsnaes' Arkiv, privatarkiv nr. 5203; Rigsarkivet, Jorgen Jorgensens Arkiv, privatarkiv nr. 5737; Arbejderbevaegelsens Bibliotek og Arkiv, Hans Hedtofts Arkiv; samt FNA.

Side 88

DIVL1676

En rcekke fremtrcedende politikere, navnlig fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, anvendte i 1940'erne og 1950'erne Foreningen Norden som en loftestang for gennemforelsen qfderes nordenpolitik. Pa dette billedefra 1951 ses Hans Hedtoft flankeret afde radikale ledere Jorgen Jorgensen og Bertel Dahlgaard. Manden yderst til hojre er senere statsminister H.C. Hansen. (Foto: Polfoto).

getnordistiskindstillede,blev Foreningen Norden i hoj grad brugt af dissepolitikeresom instrument til at fremme deres ideer om nordisk samarbejde.Vidnesbyrdherom findes i en raekke breve og protokoller i de ministeriellearkiverog i Foreningen Nordens arkiv. Heraf fremgar det, at Foreningen Norden ofte rettede anmodninger til forskellige ministerier og offentlige institutioner om at styrke det nordiske samarbejde i forbindelse med forskellige konkrete sager. Det fremgar endvidere, at de personer, der modtog henvendelserne i deres egenskab af repraesentanter for de offentligeinstitutionerog myndigheder, i mange tilfaelde selv havde vaeret med til at udforme henvendelserne i deres egenskab af medlemmer af ForeningenNordenshovedstyrelse eller andre af Foreningen Nordens organer. Det var navnlig radikale og socialdemokratiske politikere, der benyttede Foreningen Norden som instrument til at fremme deres ideer om det nordiskesamarbejde.Det gjaldt f.eks. Jorgen Jorgensen, K. Helveg Petersen

Side 89

og Hans Hedtoft. Pa dette tidspunkt var der ogsa et tset samarbejde mellemForeningenNordens direktor Frantz Wendt13 og forskellige ledende politikere. Det var et samarbejde, der i en af sine mest vidtgaende former bestod i, at Wendt fungerede som radgiver i nordiske sporgsmal for de pagaeldende politikere, og at han i flere tilfselde ligefrem skrev deres taler eller dele heraf. Et sadant samarbejde havde Wendt blandt andet med Hans Hedtoft og Jorgen Jorgensen.14

Foreningen Norden og det nordiske samarbejde 1919-39

Foreningerne Norden i Sverige, Norge og Danmarkblev stiftet henholdsvis den 1. marts, den 12. april og den 15. april 1919efterenkoordineretindsats fra en raekke fremtraedende politikere, kulturfolk, erhvervsfolk og akademikere ide tre lande.151 begyndelsen beskaeftigede foreningerne Norden sig forst og fremmest med nordisk samarbejde pa frivillig, privat basis. I mellemkrigstiden tog foreningerne en raekke initiativer til at fremme de kulturelle, folkelige og erhvervsmaessige forbindelser i Norden. Som eksempler kan na^vnes afholdelse af kurser for nordiske studenter og laerere, udveksling af skoleelever og gymnasiaster, afholdelse af en »Nordens Dag« i 1936, systematisk granskning af nordiske la?reboger i historic blandt andet med henblik pa at fjerne fagligt übegrundede negative omtaler af de andre nordiske folk samt arrangering af rejser til de andre nordiske lande.

I 1930'erne begyndte foreningerne Norden ogsa at beskseftige sig med



13. Wendt var direktor 1943-53. Efter at han i 1953 var blevet generalsekretaer i Nordisk Rad, fortsatte han med at va?re aktiv i Foreningen Nordens ledelse, blandt andet som medlem af hovedstyrelsen.

14. Brev fra Hans Hedtoft til Frantz Wendt 1. august 1951; Brev fra Frantz Wendt til Hans Hedtoft 14. juni 1951; Brev fra Hans Hedtoft til Frantz Wendt 18. juni 1951; alle i Hans Hedtofts Arkiv, lasg: »Nordisk Samarbejde«. Brev fra Frantz Wendt til Jorgen Jorgensen 2. november 1955; Foredragsmanuskript forfattet af Wendt; Jorgen Jorgensens manuskript til tale i Sakskobing pa »Nordens Dag« 30. oktober 1956; Optegnelser fra Jorgen Jorgensen, sendt til Foreningen Norden; alt i Jorgen Jorgensens Arkiv, pk. 38, laeg: »Nordiske Forhold. Det nordiske sporgsmal«.

15. Af fremstillinger af det nordiske samarbejdes og de nordiske Foreningers historie se Svein Olav Hansen: Drommen om Norden. Den norske Foreningen Norden og det nordiske samarbeidet 1919-1994, Oslo 1994; Svein Olav Hansen: »Foreningene Norden 1919-94- ambisjoner og virkelighet«, Denjyske Historiker, nr. 69-70, 1994, s, 114-131; Jan A. Andersson: hie & Verklighet. Foreningarna Norden genom 70 ar, Stockholm 1991; Jan A. Andersson: Nordiskt samarbete: Aktorer, ideer och organisering 1919-1953, Lund 1994. Hele dette afsnit bygger, hvor intet andet er anfort, pa Andersson 1991, s. 17-42 og Hansen 1994, s. 15-102.

Side 90

nordisk samarbejde pa »statsligt niveau«. Dette skete i forbindelse med disse ars officielle politiske bestraebelser for at udvide det okonomiske samarbejde mellem de nordiske lande. I 1930-31 underskrev de nordiske lande og Beneluxlandene Oslokonventionen, hvorved de forpligtede sig til at arbejde for at afskaffe den indbyrdes told. Samtidig blev der for penge,der allerede i 1928 var blevet bevilget til formalet af A.P. Moller, sat undersogelser i gang af rnulighederne for en nordisk toldunion. ForeningerneNorden var ikke formelt involveret i undersogelserne; men reelt havde de forbindelse med de personer, der deltog. Forst i 1934 blev alle foreningerne Norden enige om at ga ind for et okonomisk samarbejde pa statsligt niveau. Dette sene tidspunkt afspejler, at der i mange kredse, navnlig i Norge, var en behersket tilslutning til projektet. Dette viste sig ogsa ved, at politikerne i resten af 1930'erne ikke tog initiativ til at gore noget alvorligt ved sagen. I 1939 satte udbruddet af 2. Verdenskrig en forelobig stopper for alle droftelserne.

Foreningerne Norden blandede sig i ovrigt ikke i den diskussion, som flere gange i lobet af 1930'erne blev fort fra officielt politisk hold om etablering af et forsvarspolitisk samarbejde mellem de nordiske lande.16 Diskussionen i disse ar forte aldrig til, at man indledte egentlige forhandlinger mellem landene om et sadant samarbejde.

Foreningen Det Frie Nord

I 1939 blev der dannet en ny nordistisk forening i Danmark: Det Frie Nord. Foreningen Norden og Det Frie Nord repraesenterede to vidt forskellige tilgange til det nordiske samarbejde, og i de forste ar af Danmarks besaettelse stod de i et skarpt modsaetningsforhold til hinanden. Henimod krigens slutning begyndte de to foreninger imidlertid at naerme sig hinanden, og i efteraret 1945 blev de sluttet sammen til en forening med navnet Foreningen Norden.

Umiddelbart inden foreningernes sammenslutning havde Foreningen Norden ca. 33.000 medlemmer. Det Frie Nord havde pa dette tidspunkt ca. 18.000 medlemmer, hvoraf 10.000 gik med over i Foreningen Norden ved sammenslutningen.17 Disse medlemstal er et tydeligt vidnesbyrd om,



16. 1930'emes diskussion om et forsvarspolitisk samarbejde er behandlet i Sven G. Holtsmark og Tom Kristiansen: En nordisk illusjon, (Forsvarsstudier 6), Oslo 1991.

17. FNA pk. 1,6, laeg: »Styrelsen 1945-46«, »Materiale til styrelsesmodet 14. december 1945«, s. 1.

Side 91

at Det Frie Nord i tiden inden sammenslutningen var en vsesentlig potentielmagtfaktor
i kampen for den nordiske sag.

Det var journalisten Karl Bogholm, der var hoveddrivkraften bag dannelsen af Det Frie Nord i 1939.18 Bogholm var aktiv inden for Det Konservative Folkeparti, og en stor del af de personer, der blev ledende inden for foreningen, naerede ligeledes konservative anskuelser. Dette gjaldt ogsa generallojtnant Erik With, som 1940-45 var foreningens formand.19 Bogholm fungerede som hovedredaktor af medlemsbladet »Det Frie Nord«, fra dette begyndte at udkomme i 1941 og indtil 1943.20 With og Bogholm var i hoj grad de toneangivende personer inden for foreningen, og det var forst og fremmest disse to, der formulerede foreningens ideologiske og politiske synspunkter.21

Det Frie Nord var dannet som en reaktion mod Tysklands ekspansionspolitik i Europa. Foreningen var saledes staerkt antitysk i sit vaesen. Men Det Frie Nord var tillige meget kritisk over for den udenrigs- og forsvarspolitik, som den socialdemokratisk-radikale regering havde fort i arene inden besaettelsen. Det Frie Nord mente, at det var kombinationen af Danmarks isolerede neutralitet og en manglende vilje hos regeringen til at styrke og anvende forsvaret, der havde fort til situationen den 9. april 1940, hvor Danmark var blevet besat uden kamp.

Det Frie Nord betragtede et nordisk forsvarsforbund og et tset udenrigspolitisk samarbejde mellem de nordiske lande som de vigtigste opgaver for nordisk samarbejde efter krigen, og foreningens ledende personer fremforte ofte malsaetningen »aldrig mere en 9. april« som argument for, at et nordisk forsvarsforbund og et udenrigspolitisk samarbejde skulle etableres.22



18. FNA pk. 11,39, laeg: »Det Frie Nord 1943-45«, brev fra Karl Bogholm til direktpr Chr. H. Olesen 14. december 1939, breve fra Chr. H. Olesen til oberstlojtnant Helge Bruhn 16. december 1939 og 18. december 1939.

19. Kraksßlaßog 1950, s. 235-236 og s. 1454-1455. Det Frie Nords forretningsudvalg, der tog sig af foreningens daglige styrelse, bestod i 1941 og 1942 af folgende personer: generallojtnant Erik With (foreningens formand), grosserer E. Trock-Jansen, overretssagforer Knud Dahl, cand.jur. J. Bent Wellejus, grosserer W. Roper-Petersen og redaktor Karl Bogholm. De to sidstniEvnte havde gennem mange ar va^ret aktive inden for Det Konservative Folkeparti. Den unge Wellejus havde vaeret bade formand for Konservative Gymnasiaster og naestformand for Konservative Studenter. Withs konservative indstilling fremgar af mange sammenhaenge, f.eks. fodselsdagsinterviewet i Nationaltidende 19. november 1944.

20. Kraks Bid Bog 1950, s. 236.

21. Forskellige numre af Det Frie Nord 1941 -1945.

22. Se f.eks. Erik Withs tale ved mode arrangeret af Det Frie Nord i Kobenhavn 19. november 1941, refereret i Det Frie Nord 1941, nr. 3, s. 1 og s. 12-14 og Karl Bogholms lederartikel i Det Frie Nord 1942, nr. 1, s. 3.

Side 92

Generallojtnant Withs kritik af Danmarks udenrigspolitik op til den 9. april fik ofte karakter af en skarp kritik af Det Radikale Venstre og navnlig af udenrigsminister P. Munch. With take blandt andet om »... den Munch'ske Politik, der som en Lygtemand forte Danmark ind i 9. Aprils forsmaedelige Katastrofe...«. Han understregede gang pa gang, hvordan det var »de radikale forsvarsnihilister«, som var skyld i, at det danske forsvar havde vaeret alt for svagt i arene op til 1940. Tillige sammenkaedede han det faktum, at der ikke var blevet etableret et nordisk forsvarsforbund inden krigen, med tilstedevaerelsen af den radikale »and« i 1930'ernes Danmark. Withs opfattelse var, at forst nar den radikale and i Danmark var blevet erstattet af en aegte og folkelig forsvarsvilje, var der en mulighed for, at Danmark efter krigen pa laengere sigt ville kunne bevare sin selvstaendighed.23

With betragtede et nordisk forsvarsforbund som den bedste fremtidige sikkerhedsgaranti for Danmark. Et staerkt rustet, neutralt Danmark ville vaere den naestbedste losning, mens et svagt rustet, neutralt Danmark, som i 1930'erne, ville vaere den vaerst taenkelige mulighed. Gennemforelsen af savel den bedste som den naestbedste sikkerhedspolitiske losningsmodel ville saledes vaere betinget af, at den radikale and blev erstattet af forsvarsvilje.

De ledende personer inden for Det Frie Nord take for, at udvidelsen af det nordiske samarbejde burde begynde med etableringen af et forsvarsforbund og et udenrigspolitisk samarbejde. Men de mente ogsa, at oprettelsen af et forsvarsforbund og et udenrigspolitisk samarbejde ville nodvendiggore, at en raekke andre samarbejdsomrader blev oprettet. With, Bogholm og de andre ledende personer inden for Det Frie Nord synes naermest, for nu at bruge et begreb fra forskningen i efterkrigstidens vesteuropaeiske integration, at have forestillet sig en funktionel »spill-over«effekt fra forsvarsforbundet og det udenrigspolitiske samarbejde til et samarbejde inden for alle andre omrader.24

Ideen om en funktionel spill-over-effekt inden for det nordiske samarbejdeudkrystalliserede sig efterhanden i en ide om en egentlig nordisk statsdannelse: Nordens Forenede Stater. Denne ide tog sin form hos de ledendepersoner i Det Frie Nord i lobet af perioden fra de sidste maneder af



23. Det Frie Nord 1942, nr. 2, s. 1 og s. 4-6.

24. Se f.eks. Det Frie Nord 1941, nr. 3, s. 12-14 og 1942, nr. 1, s. 3. Ingen af de personer, om hvis ideer begrebet »funktionel spill-over« vil blive anvendt i denne artikel, anvendte selv dette begreb. Det stammer fra den neofunktionalistiske skoles forskning i efterkrigstidens europaeiske integration. Se i ovrigt Stephen George: Politics and Policy in the European Community, 2. ed., New York 1991, s. 20-26.

Side 93

1941 til maj 1942.251 maj 1942 gjorde Det Frie Nords landsrad ideen om Nordens Forenede Stater til foreningens officielle politik. Man vedtog en resolution, hvori der blandt andet stod: »... Foreningens Straeben sigter mod en nordisk Folke- og Forsvarsunion - Nordens forenede Stater - der ud i Fremtiden afgorende vil foroge Muligheden for at holde Nordens Lande uden for Krig. Denne nordiske Sarngang har som Forudsaetning faelles nordisk LJdenrigspolitik, fa?lles nordisk Forsvar og i Ly heraf en viderefaelles nordisk Udvikling paa de politiske, okonomiske og sociale Omraader...«.2f)

Den sidste del af formuleringen er taget naesten ordret fra en tale, som generallojtnant With holdt pa et mode i Kobenhavn den 19. november 1941.27 Kontinuiteten i ideudviklingen fra efteraret 1941 til foraret 1942 fremstar saledes saerdeles tydeligt.

I de forste numre af medlemsbladet, der udkom, efter at landsradet havde erklaeret sig som tilhaenger af Nordens Forenede Stater, skrev With og Bogholm en raekke artikler om, hvorfor og hvordan de kunne taenke sig, at ideen blev realiseret.28 Man forestillede sig Nordens Forenede Stater som en forbundsstat med en faelles nordisk rigsdag, ud fra hvis flertal der skulle dannes en nordisk regering. Bogholm foreslog desuden, at et rigsrad, hvor de nordiske landes statschefer skiftedes til at praesidere, blev sat i spidsen for den nye nordiske stat.

Det var tydeligvis ogsa onsket om »aldrig mere en 9. april«, der var drivkraften bag ideen om et Nordens Forenede Stater. Dette fremgar af en lang raekke af de artikler, hvor With og Bogholm omtalte statsdannelsesideen.

Foreningen Norden og Det Frie Nord 1939-45

I arene 1939-41 var det meget sjaeldent, at et politisk samarbejde var pa dagsordenen, nar man inden for Foreningen Norden diskuterede nordisk samarbejde. I foreningens ledende organer beskaeftigede man sig pa dette tidspunkt forst og fremmest med emner inden for kulturelt og privat nordisk samarbejde (dvs. samarbejde pa ikke-statsligt niveau) samt med at diskutere,hvordan man kunne styrke foreningens karakter af at vaere en folkebevsegelse.Desuden



25. Se f.eks. Det Frie Nord 1941, nr. 3, s. 3.

26. Det Frie Nord 1942, nr. 6, s. 6.

27. Se note 24.

28. Se f.eks. Det Frie Nord 1942, nr. 6, s. 1 og 7-9 og 1942, nr. 6a, s. 8-10.

Side 94

vsegelse.Desudenbrugte man mange kraefter pa at organisere forskellige
former for hjaelp til det krigshaergede Finland og til det besatte Norge.29

Foreningen Norden onskede, at det nordiske kulturelle samarbejde fortsat skulle have den hojeste prioritet, og at det politiske samarbejde forst skulle komme i anden raekke. Og i hvert fald var man ikke interesseret i, at det politiske samarbejde skulle tage sit udgangspunkt i forsvarsog udenrigspolitikken. Man sa hellere, at de okonomiske forhold blev samarbejdets forste genstandsomrade.30 Deter pa denne baggrund, man ma forsta det meget anspaendte forhold mellem Det Frie Nord og Foreningen Norden i de forste ar af besaettelsen.

Foreningen Nordens styrelse betragtede Det Frie Nords virksomhed som et sa alvorligt problem, at man besluttede at henvende sig til Det Frie Nords ledelse for at fa skabt klare linier.31 I efteraret 1941 modtes Foreningen Nordens formand C.V. Bramsnaes og naestformand H. Stein, der var chefredaktor for Borsen og konservativt medlem af Landstinget, rned formanden for Det Frie Nord, generallojtnant Erik With. Modet forte imidlertid ikke til nogen naermere forstaelse mellem de to foreninger. Holdningsmaessigt stod foreningerne langt fra hinanden, og man havde pa modet ikke indgaet nogen aftaler om at samarbejde, endsige om at mindske den indbyrdes konkurrence.32

For at forsta Det Frie Nords og Foreningen Nordens forskellige holdninger til det nordiske, politiske samarbejde er det vigtigt at vasre opmaerksom pa den store forskel, der var mellem de to foreningers ledende personers partipolitiske orientering.

Hvis man betragter sammensaetningen af Foreningen Nordens hovedstyrelsei sidste del af 1942 - hvilket var det tidspunkt hvor man internt i ForeningenNorden begyndte en debat, der snart skulle fore til en idemaessig nyorienteringvaek fra den rent »kulturelle linje« - viser det sig, at ti af de i alt 22 medlemmer af hovedstyrelsen var eller havde vaeret politisk aktive.33



29. FNA pk. 11,14, laeg: »Styrelsen 1939-40«, referater af forretningsudvalgs- og styrelsesmoder 1939-40; pk. 11,15, laeg: »Foreningen Nordens Styrelsesmoder 1941-47«, referater af forretningsudvalgs- og styrelsesmoder 1941.

30. Dette synspunkt fremgar af en lang raekke artikler, forfattet af forskellige af foreningens hovedstyrelses medlemmer, i Norden arg. 1941.

31. FNA pk. 11,15, laeg: »Foreningen Nordens Styrelsesmoder 1941-47«, referat af styrelsesmode2l. august 1941, s. 3.

32. Ibid., referat af styrelsesmode 12. december 1941, s. 3.

33. Fortegnelse over styrelsens medlemmer i Norden, nr. 4, September 1942, s. 11. De enkelte personers partitilhorsforhold kendes fra omtalerne i Kraks Bid Bog, arg. 1944-46, 1950 og 1960. For en af personernes vedkommende (hofjaegermester Chr. Liittichau) er partitilhorsforholdet oplyst mig af Ole Harkjaer i en telefonsamtale i december 1994.

Side 95

Disse ti styrelsesmedlemmers partitilhorsforhold kan derfor fastslas med sikkerhed. Af de ti var fern socialdemokrater, to radikale, to konservative og en venstremand.34 Foreningen Nordens ledelse var altsa ikke, som Det Frie Nords ledelse, domineret af konservative. Styrelsen indeholdt repraesentanterfra alle de fire gamle partier, og halvdelen af de styrelsesmedlemmer,hvis politiske tilhorsforhold med sikkerhed kan fastslas, var socialdemokrater.De socialdemokratisk-radikale kraefter stod forholdsvis staerkt inden for foreningens ledelse. I alt syv af de ti styrelsesmedlemmer, som var partipolitisk aktive, var socialdemokrater eller radikale.

Dette er meget interessant, da det netop var den socialdemokratisk-radikale regerings udenrigs- og forsvarspolitik i arene inden besaettelsen, som Det Frie Nords formand altid kritiserede sa hardt og fandt det vigtigt at gore op med. I denne forbindelse er det ogsa vaerd at bemaerke, at Withs »yndlingsaversion« P. Munch sad i Foreningen Nordens repraesentantskab. Det samme gjorde den radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard ,35 med hvem With ogsa forte en voldsom debat om forsvarspolitikken og det nordiske samarbejde.36

Det Frie Nords og Foreningen Nordens uenigheder om, hvilken mordisk linje der skulle fores, synes altsa at afspejle en brydning mellem to vidt forskellige opfattelser af, hvad det nordiske samarbejde skulle bruges til: en konservativ og en radikal-socialdemokratisk. Brydningen mellem disse to opfattelser viste sig ogsa i den interne debat i Foreningen Norden.37

Den forste gang, hvor der pa et mode i Foreningen Nordens styrelse blev udtrykt et onske om, at foreningen skulle ophore med kun at diskutere et nordisk kulturelt samarbejde og begynde pa ogsa at ga ind for et nordisk politisk samarbejde, var den 18. december 1942. Her foreslog Franz Wendt, at man gjorde Foreningen Nordens program mere politisk.38

Sporgsmalet om en aendring af foreningens formal sparagraf blev atter
sat pa dagsordenen ved et mode i foreningens agitationsudvalg den 19. februar1943
.39 Her blev der ogsa blandt andet fremsat forslag om »...et



34. Man ma dog tage det forbehold, at de af personerne, der ikke laengere var aktive i politik pa dette tidspunkt, evt. kan have skiftet politisk standpunkt, efter at de var ophort med det aktive partipolitiske arbejde. Dette ma dog anses for temmelig usandsynligt.

35. FNA pk. 11, 15, fortegnelser over reprsesentantskabets medlemmer i 1942 og 1943.

36. Se f.eks. Det Frie Nord 1942, nr. 3, s. 3.

37. FNA pk. 11,15, la;g: »Foreningen Nordens styrelsesmoder 1941-47«, referater af styrelsesmoder i perioden 1942-45.

38. FNA pk. 1,5, laeg: »Styrelsen 1942«, referat af styrelsesmode 18. december 1942, s. 5.

39. FNA, pk. 1,5, lasg: »Styrelsen 1943«, referat af rnode i Foreningen Nordens agitationsudvalg 19. februar 1943.

Side 96

Samarbejde med »Det Frie Nord« om denne Forenings Program eller en Prascisering af, at »Norden«s Program laa paa samme Linie som »Det Frie Nord«s...«. Referatet fra modet rober desvaerre ikke, hvem der fremsatteforslaget; men flere formuleringer i referatet tyder pa, at ideen om at sla ind pa en mere politisk og sikkerhedspolitisk linje havde stotte fra mere end blot en enkelt person i det seks mand store udvalg.

Pa styrelsesmodet den 30. marts 1943 diskuteredes sporgsrnalet atter,40 og her kan der saettes navne pa nogle af de styrelsesmedlemmer, der gik ind for, at foreningen skulle vaere mere politisk/sikkerhedspolitisk orienteret. Det gjaldt i hvert fald skoledirektor Thorkild Jensen, professor L.L. Hammerich og til dels direktor, dr.phil. Hilmar odum. Bade Thorkild Jensen og L.L. Hammerich take i denne forbindelse ogsa for en tilknytning til eller et samarbejde med Det Frie Nord.

Pa baggrund af ovenstaende analyse af Foreningen Norden og Det Frie Nord og de to foreningers synspunkter og deres »politiske profik, er det ikke overraskende, at den fremtraedende radikale politiker, indenrigsminister og gruppeformand Jorgen Jorgensen var et af de styrelsesmedlemmer, der pa modet take imod forslaget om et samarbejde med Det Frie Nord.

Pa det folgende styrelsesmode, den 13. rnaj 1943,4' take blandt andet L.L. Hammerich atter for et naermere samarbejde med Det Frie Nord. Pa dette mode udtryktes der imidlertid modstand mod et sadant samarbejde fra en raekke fremtraedende radikale og socialdemokratiske politikere i styrelsen: C.V. Bramsnaes, Christian Christiansen, der var folketingsmedlem for Socialdemokratiet, og Jorgen Jorgensen. Deter saledes tydeligt, at det i hoj grad var en radikal-socialdemokratisk »blok« inden for foreningen, der var imod Det Frie Nord og denne forenings ideer.

Deter karakteristisk for de store modsaetninger, der var mellem Det Frie Nord og Det Radikale Venstre, at Jorgen Jorgensen var den, der pa styrelsesmodet tog skarpest afstand fra et samarbejde med Det Frie Nord. Han sagde pa modet direkte, at »...Samarbejde med Det Frie Nord vilde vaere odelaeggende for »Norden«...«. Denne formulering var langt voldsommere end de formuleringer, som Bramsnaes og Christian Christiansen anvendte. Af de ovrige modedeltagere, der udtalte sig om forholdet til Det Frie Nord, var bankdirektor Olaf Hedegaard modstander af et samarbejde med denne forening, medens borgmester i Store Heddinge J.P Jensen- Stevns fra Venstre naermest indtog et mellemstandpunkt.



40. Ibid., referat af styrelsesmode 30. marts 1943.

41. Ibid., referat af styrelsesmode 13. maj 1943.

Side 97

DIVL1844

Foreningen Nordens formand i hele perioden fra 1939 til 1960 var nationalhankdirektor C. V. Bramsnces, der spillede en uhyre vigtig mile i udformningen af foreningens politik. Pa styrelsesmfiderne var han dygtig til at fa sine egne synspunkter igennem, ogsa i de tilfcelde, hvor der var modstand imod dem fra andre medlemmer af styrelsen. Billedet her erfra 1946. (Foto: Polfoto).

Selv om der var stor modstand fra dele af Foreningen Nordens styrelse mod et samarbejde med Det Frie Nord, bevaegede Foreningen Norden sig alligevel i lobet af 1943 i retning af et mere politisk program. I en tale i Nykobing Falster den 15. april 1943 slog C.V. Bramsnces for forste gang til lyd for et forsvarspolitisk samarbejde mellem de nordiske lande.42 Den 20. maj vedtog Foreningen Nordens repraesentantskab en resolution, hvori det blandt andet hed, at man gik ind for et naermere nordisk samarbejde pa »det udenrigspolitiske, det erhvervsokonomiske og det forsvarsmaessige Omraade«.43 I lobet af sommeren udtalte en raskke af foreningens personer sig i tilsvarende vendinger.44

Bramsnses personligt var i foraret 1943 ikke begejstret for tanken om at inddrage det forsvars- og udenrigspolitiske samarbejde som malssetninger for foreningens arbejde.45 Men han har pa dette tidspunkt sikkert oplevet et meget stort pres fra kraefter, som fandtes inden for Foreningen Norden



42. Talen er refereret i Norden, nr. 7, juni 1943, s. 3.

43. FNA pk. 11,15, referat af repraesentantskabsmode 20. maj 1943.

44. Artikler i Norden; nr. 7, juni 1943; nr. 8, august 1943; nr. 9, oktober 1943.

45. FNA pk. 1,5, lasg: »Styrelsen 1943«, referat af mode i Foreningen Nordens agitationsudvalg 19. februar 1943; referat af styrelsesmode 30. marts 1943; referat af styrelsesmode 13. maj 1943.

Side 98

og inden for hans eget parti Socialdemokratiet, og som gik ind for en mere politisk/sikkerhedspolitisk orienteret nordenpolitik. I andre situationerveg Bramsnaes ikke tilbage for at optraede meget eneradende inden for foreningen.46 Reprassentantskabets resolution i maj 1943 og udtalelserne fra en raekke ledende Foreningen Norden-folk i sommerens 10b tyder da ogsa pa, at den politiske/sikkerhedspolitiske linje nu havde temmelig stor opbakning. I sidste halvdel af 1943 tog flere fremtraedende medlemmer af Foreningen Norden endda ideen om Nordens Forenede Stater til sig.47

Modsaetningen mellem Det Frie Nord og Foreningen Norden drejede sig nu ikke laengere om en modsaetning mellem en politisk/sikkerhedspolitisk linje og en kulturel linje. Modsaetningen drejede sig nu om holdningen til, hvorvidt man skulle begynde arbejdet hen imod et taet politisk samarbejde, en nordisk union, med etablering af et sikkerhedspolitisk samarbejde eller med etablering af et taet okonomisk samarbejde mellem de nordiske lande.

Den gradvise aendring af Foreningen Nordens holdning til det nordiske samarbejde i lobet af perioden fra slutningen af 1942 til efteraret 1943 ma ses i noje sammenhaeng med udviklingen i forholdet mellem den tyske besaettelsesmagt og den danske stat i den samme periode. Det tidspunkt, hvor man i Foreningen Nordens styrelse begyndte at diskutere, om man evt. skulle gore foreningens program mere politisk/sikkerhedspolitisk, og om man skulle samarbejde med Det Frie Nord, var tidspunktet lige efter, at den danske regering var blevet omdannet efter et krav fra den tyske udenrigsminister Ribbentrop. Erik Scavenius havde ved denne lejlighed aflost Vilhelm Buhl som dansk statsminister (9. november 1942). Det nyopstaede onske hos en raekke af medlemmerne af Foreningen Nordens styrelse om en mere politisk/sikkerhedspolitisk linje ma nok i hoj grad forklares ud fra det mere anspaendte forhold, som efterhanden var opstaet mellem det officielle Danmark - og den danske befolkning - pa den ene side og den tyske besaettelsesmagt pa den anden side, og som den tysk»inspirerede« regeringsomdannelse ogsa var et udslag af. Regeringsomdannelsen og omstaendighederne i forbindelse hermed medforte desuden, at modstanden mod samarbejdspolitikken voksede yderligere, bade i befolkningen generelt og blandt politikere og i andre indflydelsesrige kredse i Danmark.



46. Interview 1; Interview 2. Et andet tegn pa pres fra socialdemokratisk side for en kurssendring er det tidligere medlem af Kobenhavns borgerrepraesentation, skoledirektor Thorkild Jensens udtalelser pa styrelsesmodet 30. marts 1943, FNA pk. 1,5, laeg: »Styrelsen 1943«, referat af styrelsesmode 30. marts 1943.

47. Artikler i Norden, nr. 7, juni 1943; nr. 8, august 1943; nr. 9, oktober 1943.

Side 99

Pa samme made ma fremtraedende Foreningen Norden-rnedlernmers tilslutning til ideen om et Nordens Forenede Stater i sensommeren og efteraret 1943 ses pa baggrund af det yderligere anspaendte forhold til den tyske besaettelsesmagt, som opstod pa dette tidspunkt. Efter en august maned med skaerpede tyske krav til den danske regering og strejker over hele Danmark erklaerede tyskerne undtagelsestilstand den 29. august 1943, og dagen efter gik regeringen af. Sabotagen accelerede nu yderligere, og tyskerne skaerpede kursen pa en lang raekke omrader.

Imidlertid var der endnu staerke kraefter inden for Foreningen Nordens styrelse, der var modstandere af et sarnarbejde med Det Frie Nord. Efter at have iagttaget, at Foreningen Norden i lobet af 1943 havde revideret sit syn pa et nordisk politisk samarbejde og et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde, sendte Det Frie Nord den 22. december 1943 et forslag til Foreningen Norden om, at de to foreninger skulle sammensluttes.481 brevet henviste Det Frie Nord saerligt til Bramsnaes' nykobingtale den 15. april og til resolutionen fra Foreningen Nordens repraesentantskab den 20. maj som baggrund for, at man nu formodede, at de to foreninger la sa tact op ad hinanden holdningsmaessigt, at en sammenslutning ville vaere mulig.

Men da skrivelsen fra Det Frie Nord blev droftet pa et styrelsesrnode i Foreningen Norden den 22. marts 1944., naede man frem til, at »... den tilsendte Skrivelse ikke kunde danne Grundlag for en Sammenslutning...«.4<J Referatet fra styrelsesmodet afslorer ikke meget om, hvem der mente hvad om sagen. Deter dog mest sandsynligt, at det fortsat har vaeret (dele af) den tidligere omtalte socialdemokratisk-radikale blok, der har vaegret sig ved en tilnasrmelse til Det Frie Nord.

Selv om Foreningen Nordens styrelse i marts 1944 afviste, at Foreningen Norden og Det Frie Nord kunne si as sammen, havde Det Frie Nords henvendelse imidlertid bevirket, at der var blevet etableret en blivende kontakt mellem de to foreninger. Denne kontakt udviklede sig i lobet af sommeren og efteraret 1944 til egentlige forhandlinger om en sammenslutning .50 Dette ma ses som et udtryk for, at modstanden mod Det Frie Nord blandt socialdemokrater og radikale i Foreningen Nordens hovedstyrelse var aftagende.

En vaesentlig del af forklaringen herpa ma findes i det stadigt mere kritiskeforhold



48. FNA pk. 11,15, laeg: »Foreningen Nordens styrelsesmoder 1941-47«, brev fra Det Frie Nord til Foreningen Norden 22. december 1943.

49. Ibid., referat af slyrelsesmode 22. marts 1944.

50. Ibid., referat af styrelsesmoder i 1944.

Side 100

tiskeforholdtil den tyske besaettelsesmagt. I lobet af 1944 intensiverede modstandsbevaegelsen kampen mod tyskerne, og tyskerne svarede igen med en hardere kurs i forhold til Danmark. Arrestationen af politiet den 19. September 1944 er blot en af de begivenheder, der vidner om den mere og mere konfliktfyldte situation.

Forhandlingerne om en sammenslutning af Foreningen Norden og Det Frie Nord endte som tidligere naevnt med, at foreningerne i efteraret 1945 blev slaet sammen til en forening. Visse medlemmer af Foreningen Nordens styrelse fastholdt dog lige til det sidste deres afstandtagen fra Det Frie Nord. Dette gjaldt f.eks. en af den socialdemokratisk-radikale bloks ivrigste repraesentanter, Christian Christiansen. Sa sent som pa et styrelsesmode den 28. juni 1945 udtalte han, at Foreningen Norden og Det Frie Nord ikke burde sammensluttes.51

Foreningen Norden 1945-56

Efter befrielsen videreudviklede man inden for Foreningen Norden de ideer om et nordisk okonomisk samarbejde, et sikkerhedspolitisk samarbejde, en faelles nordisk statsborgerret og et faelles nordisk arbejdsmarked, som man havde droftet under besaettelsen.52 Derimod holdt Foreningen Norden meget hurtigt efter befrielsen op med at agitere for ideen om et Nordens Forenede Stater. Dette skete pa trods af, at foreningen i de sidste ar af krigen, naermere bestemt fra efteraret 1943, havde tillagt denne ide meget stor betydning.

Den 15. maj 1945 holdt Bramsnaes en tale ved den stort anlagte »Nordens Fest«, som fandt sted i Kobenhavn i forbindelse med »Norden«'s kobenhavnsafdelings oprettelse. Allerede i denne tale, kun ti dage efter befrielsen, nedtonede han kraftigt ideen om, at en ny nordisk statsdannelse skulle vaere endemalet for det nordiske samarbejde.53 Ikke et eneste sted i talen finder man en direkte tilkendegivelse af et onske om en sadan statsdannelse. Pa intet tidspunkt i talen benyttede Bramsnaes ord som »Nordens Forenede Stater«, »forbundsstat«, »statsdannelse« eller lignende ord. I stedet brugte han en stor del af talen pa at redegore for ideerne om et udvidet samarbejde mellem de nordiske stater pa en raekke konkrete omrader: udenrigspolitik, forsvar, okonomi og med hensyn til statsborgerskab.



51. FNA pk. 1,6, laeg: »Styrelsen 1945-46«, referat af styrelsesmode 28. juni 1945, s. 6.

52. Norden, arg. 1945ff.

53. Talen er refereret i Norden, nr. 3, juli 1945, s. 3-4.

Side 101

Ved »Nordens Fest« talte ogsa formanden for De samvirkende Fagforbund og medlem af Foreningen Nordens hovedbestyrelse Eiler Jensen. Denne anbefalede ligesom Bramsnaes bade et udenrigs- og forsvarspolitisk samarbejde og et taet okonomisk samarbejde mellem de nordiske lande .54 Men heller ikke Eiler Jensen naevnte pa noget tidspunkt ideen om et Nordens Forenede Stater. Eiler Jensens tale bekraefter altsa indtrykket af, at statsdannelsestanken, der havde vaeret en af Foreningen Nordens maerkesager i de sidste ar af besaettelsen, allerede her ti dage efter befrielsen var meget staerkt pa vej til at blive forladt.

Dette monster fortsaetter, nar man gransker de artikler, som Foreningen Nordens ovrige ledende personer skrev i foreningens medlemsblad i manederne efter befrielsen, og de taler, som de holdt pa samme tidspunkt .55 Kravet om et Nordens Forenede Stater er brat forsvundet fra alle disse personers tilkendegivelser.

Ogsa Det Frie Nords holdning til Nordens Forenede Stater var i bevsegelse i foraret 1945. Den sidste gang nogensinde, hvor der i Det Frie Nords medlemsblad blev slaet til lyd for en ny nordisk statsdannelse, var saledes i majnummeret 1945. Her anbefalede With stadig, at der blev dannet en nordisk forbundsstat; men samtidig var han nu tydeligvis meget opmasrksom pa, at dette kunne give visse problemer i forhold til omverdenen: »... DET FRIE NORD bestaar ikke af Drommere. Vi ved meget vel - og det har vi aldrig lagt Skjul paa - at Dannelsen af en nordisk politisk Union vil faa sine Vanskeligheder at overvinde, og at den Verdensopinion, der sigter mod et nyt jordomspaendende Sikkerhedssystem, ikke gor disse Vanskeligheder mindre. Men vi ser ingen Modsaetning mellem de nordiske og de internationale Samgangsplaner. Ogsaa inden for den store Organisation vil et forenet Norden kunne finde sin Plads, en regional Sammenslutning, som i det mellemfolkelige Samarbejde kan tolke Nordens Mening med een Rost og ikke med fern Roster, og som gennem et stadig mere omfattende Samarbejde kan naa frem til vort endelige Maal: den nordiske Forbundsstat...«.56

Dette citat afslorer, at With var meget opmaerksom pa, at planeirne om
nordisk samarbejde havde vanskelige vilkar pa dette tidspunkt. Hovedarsagen
til problemerne for det nordiske samarbejde var folgende:57



54. Talen er refereret i Norden, nr. 3, juli 1945, s. 16.

55. Norden, nr. 3, juli 1945; nr. 4, September 1945; nr. 5, novernber 19451Y.

56. Det Frie Noni nr. 3, maj 1945, s. 3.

57. Thorsten Borring Olesen: »Jagten pa et sikkerhedspolitisk stasted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948«, i Birgit Niichel Thomsen (ed.): Tenuier og brwndpunkter i dansk politik efter 1945, Odense 1994, s. 15-54.

Side 102

Sovjetunionen var staerk modstander af et sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de nordiske lande, idet Sovjetunionen opfattede dette som et forsog pa blokdannelse. En ny nordisk statsdannelse var i endnu hojere grad uacceptabel set fra et sovjetisk synspunkt. I tiden efter befrielsen i 1945 tog de danske politikere stort hensyn til den sovjetiske mistro over for et sikkerhedspolitisk og et taet politisk samarbejde mellem de nordiske lande. Dette skyldtes, at man i Danmark pa dette tidspunkt havde flere gode grunde til at vaere meget forsigtig med at provokere Sovjetunionen.

For det forste var Bornholm stadig besat af russiske tropper. For det andet havde Sovjetunionen pa grund af Danmarks mangel pa modstand i forbindelse med den tyske besaettelse i 1940 og den danske samarbejdspolitik med tyskerne under krigen vist sig ret skeptisk over for Danmarks onske om at blive optaget i FN, og en nodvendig forudsaetning for, at et land kunne blive optaget i FN, var netop, at alle de allierede stormagter, inkl. Sovjetunionen, ville acceptere det pagaeldende land som medlem. For Danmark var indtradt i FN i juni 1945, var det derfor meget vigtigt for de danske politikere ikke at provokere Sovjetunionen med nordiske sikkerhedspolitiske samarbejdsinitiativer. I den forste tid efter optagelsen i FN lagde man fra dansk side endvidere stor vaegt pa at vise, at man levede op til de forpligtelser, som medlemskabet kraevede. Forpligtelserne over for FN blev nu af alle de fire gamle partier regnet som det vigtigste grundlag for dansk udenrigspolitik.

Hermed er der fundet en mulig forklaring pa, hvorfor bade Foreningen Norden og Det Frie Nord umiddelbart efter befrielsen (Det Frie Nord lidt senere end Foreningen Norden) helt holdt op med at agitere for Nordens Forenede Stater. I begge foreninger var man klar over, at planerne om en ny nordisk stat ville skabe alvorlige problemer i forhold til Sovjetunionen og dermed blandt andet forringe muligheden for at gore FN-medlemskabet til hovedhjornestenen i dansk udenrigspolitik.

Det gjaldt alle de ledende medlemmer af Foreningen Norden, at de nu ikke laengere omtalte statsdannelsesideen.58 Heller ikke iet eneste af referaterne fra Foreningen Nordens styrelsesmoder i hele 1945 er det omtalt, at nogen pa moderne skulle have foreslaet, at man nu skulle arbejde for at fa etableret en ny nordisk stat.59

Foreningen Nordens neddaempning af arbejdet for det nordiske politiske
samarbejde i tiden lige efter befrielsen kom ogsa til udtryk pa andre mader.
Allerede i sin tale ved »Norden's Fest« i Kobenhavn den 15. rnaj 1945



58. Norden, nr. 3, juli 1945; nr. 4, September 1945; nr. 5, november 1945.

59. FNA pk. 1,6, laeg: »Styrelsen 1945-46«, referater af styrelsesmoder i 1945.

Side 103

gjorde Bramsnass, sikkert blandt andet af hensyn til Sovjetunionens skepsisover for enhver tendens til blokdannelse i Europa, meget ud af udtrykkeligtat understrege, at Norden ikke onskede at optraede som en blok.60 Et andet eksempel findes i forbindelse med, at landsretssagforer Poul Hjermindi Foreningen Nordens hovedstyrelse den 28. juni 1945 foreslog, at man hurtigt skulle arrangere et uofficielt mode for de ansvarlige politikere, hvor man skulle drofte, hvilke konkrete nordiske samarbejdsinitiativer man skulle tage i den kommende tid.61 Bade Christian Christiansen, HolgerAndersen og til dels Bramsnaes udtalte sig imidlertid imod dette forslag,og referatet fra modet naevner ingen andre end Hjermind selv, der udtaltesig for forslaget. Det foreslaede politikermode blev da heller aldrig til noget.62 Hensynet til Sovjetunionen har nok spillet ind her.

I den forste tid efter, at Foreningen Norden og Det Frie Nord var blevet sluttet sammen, var der visse holdningsmsessige forskelle mellem tidligere medlemmer af Det Frie Nord og »oprindelige« medlemmer af Foreningen Norden.63 De tidligere medlemmer af Det Frie Nord var generelt mere utalmodige end »de gamle« Foreningen Norden-medlemmer efter en udvidelse af det politiske samarbejde i Norden. Specielt naerede de tidligere medlemmer af Det Frie Nord en storre interesse end de gamle Foreningen Norden-medlemmer for en udvidelse af det sikkerhedspolitiske samarbejde.64

I flere ar efter krigen kan man ogsa tale om, at der fandtes en saerlig »socialdemokratisk linje« inden for Foreningen Norden. En raekke fremtraedende socialdemokratiske medlemmer af foreningens styrelse onskede, at det statslige nordiske samarbejde forst og fremmest skulle tage udgangspunkt i et okonomisk samarbejde. De udviste ikke den samme grad af begejstring, nar det gjaldt sporgsmalet om et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde.65 Dette gjaldt f.eks. Bramsnaes, Christian Christiansen og Eiler Jensen.66



60. Se note 53.

61. FNA pk. 1,6, la:g: »Styrelsen 1945-46«, referat af styrelsesmode 28. juni 1945, s. 4-5.

62. Ibid., referat af formandens beretning ved forretningsudvalgsmodet i Foreningen Norden 27. maj 1946

63. FNA pk. 1,6, 1,7, referater af forskellige styrelsesmoder i Foreningen Norden i siidste halvdel af 1940'erne.

64. Se f.eks. FNA pk. 1,6, referat af styrelsesmodet 22. marts 1946.

65. Artikler og referater af taler i Norden, arg. 1945ff.

66. Der var dog gradsforskelle mellem f.eks. de tre naevnte personers holdning til et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde. Bramsnaes og Eiler Jensen var tilhaengere af et sadant, tnedens Christian Christiansen var mere skeptisk. Faelles for dem alle tre var imidlertid, at de udviste en langt storre interesse for et udvidet nordisk okonomisk samarbejde end for et nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde.

Side 104

Denne saerlige socialdemokratiske linje havde, som det vil vaere fremgaet tidligere, ogsa haft betydning inden for Foreningen Norden under krigen. Det ser altsa ikke ud til, at krigen pa den made kom til at betyde et grundlaeggende brud med hensyn til socialdemokraternes og arbejderbevasgelsens holdning til det nordiske samarbejde. Dette er i god overensstemmelse med den kontinuitet, som kan konstateres i Socialdemokratiets holdning til forsvarspolitikken, nar man sammenligner perioden for 1939 med perioden efter 1945.67 Der skete ikke noget brud inden for den socialdemokratiske floj af Foreningen Norden i lobet af besaettelsestiden pa den made, at man nu fik en generelt mere forsvarspositiv holdning.

Foreningen Norden beskaeftigede sig stort set ikke med sporgsmalet om et nordisk forsvarsforbund i tiden lige inden og mens de officielle forhandlinger herom stod pa i 1948-49.68 Derimod fortsatte man fra Foreningen Nordens side i hoj grad med at diskutere sporgsmalet om et tast okonomisk samarbejde mellem de nordiske lande.6911947 besluttede de nordiske regeringer med undtagelse af den finske at nedsaette et faellesnordisk udvalg, der skulle undersoge mulighederne for et naermere okonomisk samarbejde, herunder en nordisk toldunion.70 I 1948 begyndte udvalget sit arbejde. Den danske Foreningen Nordens formand, nationalbankdirektor Bramsnaes, valgtes til dets formand. I 1950 afgav udvalget en forelobig og i 1954 sin endelige rapport, hvorefter der pa politisk plan forhandledes videre om det okonomiske samarbejdssporgsmal.

Nar de forskellige ledende personer inden for Foreningen Norden talte
for etableringen af en nordisk toldunion, var de hovedargumenter, som de
fremforte, folgende:71

En nordisk toldunion ville give mulighed for en hojere grad af specialiseringi produktionen i de nordiske lande, der ellers i vid udstraekning konkurrerede, fordi de producerede de samme varer. Toldunionen ville give en raekke stordriftsfordele, og den ville give et stort hjemmemarked, hvilket ogsa ville forbedre de nordiske landes muligheder for eksport til



67. Kontinuiteten i Socialdemokratiets holdning til forsvarspolitikken er pavist i Borring Olesen

68. Norden, arg. 1947-1949; Interview 1. Mange er referaterne fra styrelsesmoderne i arene 1948-49 findes ikke pa deres plads i FNA.

69. Se f.eks. Norden, arg. 1945ff.

70. Det folgende er baseret pa Johnny Laursen: »Fra nordisk Faellesmarked til Helsingfors Konvention - nordisk okonomisk samarbejde, 1945-62«, Denjyske Historiker, nr. 69-70, 1994, s. 179-200; Frantz Wendt: Nogle resultater af nordisk samarbejde gennem 15 ar, Kobenhavn 1960, s. 19.

71. Artikler i Norden, arg. 1941-1956.

Side 105

ikke-nordiske lande. Formalet med toldunionen var derimod ikke, at Nordensom en okonomisk enhed skulle blive selvforsynende og holde op med at handle med lande uden for Norden. Dette var slet ikke muligt, eftersomde nordiske lande netop i hoj grad producerede den samme slags varer, medens der var andre varetyper, som ingen af dem producerede.

Den vaesentligste arsag til onsket om et nordisk okonomisk samarbejde var saledes, at man regnede med, at et sadant samarbejde ville vasre en okonomisk fordel for Danmark som helhed. Dette er vel ogsa baggirunden for, at der var sa bred politisk opbakning til ideen. Det forekommer ikke i et eneste af referaterne fra de hovedstyrelsesmoder, hvor sporgsrnalet om det nordiske faellesmarked blev diskuteret, at nogen pa disse moder skulle have udtalt sig mod ideen om faellesmarkedet.72

Imidlertid synes der ogsa at have vaeret nogle indenrigspolitiske arsager til de forskellige politikeres onske om et naermere okonomisk samarbejde mellem de nordiske lande. Nar man betragter de udtalelser om de nordiske fsellesmarkedsplaner, som de forskellige medlemmer af Foreningen Nordens hovedstyrelse fremkom med i Foreningen Nordens medlemsblad, er det helt tydeligt, at nogle af de socialdemokratiske medlemmer af hovedstyrelsen havde et perspektiv med i deres positive bedommelse af fsellesmarkedsplanerne, som de ovrige medlemmer af hovedstyrelsen ikke havde. Socialdemokraterne sa nemlig i det nordiske fsellesmarked en mulighed for at fremme saerlige socialdemokratiske ideer, dvs. »traekke samfundet i en mere socialdemokratisk retning«. F.eks. fremgar det af Bramsnaes' udtalelser, at han onskede at bruge det nordiske faellesmarked til at fremme en socialdemokratisk maerkesag som bekaempelse af arbejdslosheden.73 Bevidstheden om, at Socialdernokratierne stod stasrkt i bade Norge og Sverige, har sikkert styrket Bramsnaes' formodning om, at det saledes ville kunne lade sig gore at benytte det nordiske samarbejde til at fremme socialdemokratiske mserkesager i Danmark.

Tilsvarende udtalelser som Bramsnaes' finder man ikke hos de fremtraedende borgerlige politikere, der vanned i Foreningen Nordens ledelse, f.eks. venstremaendene Thorkil Kristensen og Erik Eriksen, nar disse i Foreningen Nordens medlemsblad udtalte sig om det nordiske faellesmarked .74 Her lagde de forst og fremmest vaegt pa de rent udenrigsokonomiske fordele, som Danmark kunne have af at vaere medlem af et nordisk okonomisk faellesskab.



72. FNA pk. 1,6,1,7, referater af styrelsesmoder i arene 1945-1956.

73. Norden, nr. 3, September 1954, s. 12.

74. Norden, Kg. 1945-1956.

Side 106

I midten af 1950'erne 10b droftelserne om oprettelsen af et nordisk faellesmarked ind i alvorlige vanskeligheder. Norge viste sig at vaere temmelig skeptisk over for planerne om et nordisk faellesmarked. I denne situation foreslog Bramsnaes i Foreningen Nordens hovedstyrelse i februar 1956, at Foreningen Norden skulle nedtone sin agitation for det nordiske faellesmarked.751 stedet skulle man ifolge Bramsnaes oge agitationen for en fri naeringsret i Norden og for en faelles nordisk kulturfond. Bramsnaes' forslag ma betragtes som et forsog pa at forhindre, at problemerne i forbindelse med de nordiske faellesmarkedsforhandlinger skulle skade forholdet mellem de nordiske lande og dermed mulighederne for nordisk samarbejde inden for alle andre omrader af samfundslivet. Bramsnaes' forslag om at laegge storre vaegt pa det kulturelle samarbejde og lidt mindre vaegt pa det okonomiske samarbejde kan ses som udtryk for en imodegaelse af de holdninger til det nordiske samarbejde, som var dominerende blandt norske politikere og inden for den norske Foreningen Norden. Det gjaldt nemlig generelt i denne periode, savel inden for norske politikerkredse som inden for den norske Foreningen Norden, at man var meget ivrige fortalere for forskellige former for kulturelt samarbejde mellem de nordiske lande, medens man i langt hojere grad, end det var tilfaeldet i de tilsvarende kredse i Sverige og Danmark, var skeptisk indstillet over for visse forslag om et taet politisk og okonomisk samarbejde.76

Bramsnaes' forslag om at nedtone kampagnen for det nordiske faellesmarked modte massiv modstand fra flere medlemmer af Foreningen Nordens hovedstyrelse.77 Det gjaldt forst og fremmest Einar P. Foss, Erik Trock-Jansen, Sigurd Christensen og Chr. H. Olesen. Deter karakteristisk, at de personer, der protesterede mod Bramsnaes' forslag, i hoj grad var betydningsfulde repraesentanter for dansk industri (Foss, Trock-Jansen og Olesen). Industrien var det erhverv, der ville opna de storste fordele ved oprettelsen af et nordisk faellesmarked. Modstanden fra industrifolkene bevirkede, at man besluttede, at sporgsmalet om det nordiske faellesmarked stadig skulle have en vigtig plads i Foreningen Nordens arbejde og agitation.78



75. FNA pk. 1,7, laeg: »Styrelsen 1956«, referat af styrelsesmodet 27. februar 1956.

76. Se f.eks. referaterne fra delegeretmoderne for foreningerne Norden i perioden 1945-60, i FNA.

77. FNA pk. 1,7, laeg: »Styrelsen 1956«, referat af styrelsesmode 27. februar 1956.

78. Ibid.

Side 107

Foreningen Norden 1956-60

I 1956/57 kom der en helt ny dimension ind i den officielle politiske diskussion om et nordisk okonomisk samarbejde. Planerne om oprettelsen af et europasisk faellesmarked (»De Seks«) bevirkede nemlig, at: sporgsmalet om et nordisk okonomisk samarbejde nu hele tiden blev droftet i relation til sporgsmalet om europaeisk okonomisk integration.

Den forste gang, sporgsmalet om de europaeiske markedsplaner blev rejst pa et mode i Foreningen Nordens hovedstyrelse. var den 4. marts 1957.79 Diskussionen om europaeisk okonomisk samarbejde i forhold til nordisk okonomisk samarbejde figurerede ikke som et selvstaendigt punkt pa modets dagsorden; men under det sidste punkt, »eventuelt«, fremforte Poul Hjermind, at hovedstyrelsen burde tage samlet stilling til sporgsmalet. I sit svar pa Hjerminds anmodning om, at styrelsen skulle tage stilling til de europaeiske markedsplaner, viste Bramsnaes sig temmelig afvisende over for ideen om en sadan stillingtagen.

Bramsnaes' holdning til de okonomiske samarbejdsbestraebelser afspejlede den holdning, der pa dette tidspunkt fandtes inden for de ledende kredse af Socialdemokratiet.80 Bramsnaes onskede at vente med at tage stilling, til det var mere klart, hvad udgangen blev pa de igangvaerende forhandlinger mellem landene om etableringen af et bredt europaeisk frihandelsomrade, der skulle omfatte bade De Seks, Storbritannien og de skandinaviske lande. Han foretrak det nordiske samarbejde inden for det brede europaeiske frihandelsomrade; men han onskede abenbart ogsa, at man skulle »holde alle dore abne«, ogsa for at Danmark evt. kunne tilslutte sig det europaeiske faellesmarked, hvis tingene udviklede sig sadan, at dette skulle vise sig at vasre den eneste eller bedste mulighed.

Bramsnaes' skepsis over for forslaget om, at Foreningen Nordens hovedstyrelseskulle tage samlet stilling til sporgsmalet om de europaeiske markedsplaner,kan altsa for en del forklares ud fra en afventende holdning hos Bramsnses til hele sporgsmalet om det okonomiske samarbejde. En anden grund kan meget vel have vaeret, at Bramsnaes frygtede, at en diskussion indenfor



79. Ibid., referat af styrelsesmode 4. marts 1957.

80. Om de socialdemokratisk ledede regeringers, Socialdemokratiets og de ovrige partiers holdning til de nordiske og europaeiske okonomiske samarbejdsplaner 1956-60 se Borring Olesen og Laursen 1994; Sorensen 1994; Johnny Laursen: »Mellem faellesmarkedet og frihandelszonen. Dansk markedspolitik 1956-58«, i Birgit Niichel Thomsen (ed.): The Odd Man Out? Danmark og den Europceiske integration 1948-1992, Odense 1993, s. 65-87; Niichel Thomsen: »Danrnarks vej til Europa. Det politiske forlob 1957-1961«, i samme vaerk, s. 105-134.

Side 108

denforForeningen Nordens hovedstyrelse om de europaeiske okonomiske
integrationsplaner og et krav om, at hovedstyrelsen skulle tage en samlet
stilling til sporgsmalet, kunne medfore splittelse inden for hovedstyrelsen.

Der var pa dette tidspunkt langt fra enighed blandt de fire gamle partier i sporgsmalet om den europaeiske okonomiske integration.81 Venstre var efterhanden meget positiv over for tanken om, at Danmark skulle tilslutte sig det europaeiske faellesmarked. Pa dette tidspunkt - i det tidlige forar 1957 - fremstod ogsa Det Konservative Folkeparti som forholdsvis positivt over for tanken, idet dog dele af partiet og vigtige kraefter inden for industrien var skeptiske. Heroverfor stod Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der hellere sa et nordisk faellesmarked inden for et bredt europasisk

Hvis man inden for Foreningen Nordens hovedstyrelse begyndte at diskutere de europaeiske okonomiske integrationsplaner med henblik pa, at hovedstyrelsen skulle tage en samlet stilling hertil, kunne man altsa risikere, at der i hovedstyrelsen ville fremkomme en splittelse efter de partipolitiske skillelinjer. En sadan splittelse ville vaere noget af det mest katastrofale, der kunne overga Foreningen Norden. Den ville gore det vanskeligere for foreningen at opretholde sin position som en forening, som alle, uanset partifarve, lyttede til, nar den udtalte sig om nordiske sporgsmal. Desuden ville en sadan splittelse gore hovedstyrelsen mere eller mindre handlingslammet og svaekke foreningens gennemslagskraft.

Forst pa et styrelsesmode den 16. September 1957 fik man en lasngerevarende droftelse af sporgsmalet om det europaeiske okonomiske samarbejde i forhold til det nordiske okonomiske samarbejde.82 Bramsnaes' udtalelser ved denne lejlighed viser, at han stadig ikke onskede, at styrelsen skulle forsoge at tage samlet stilling til planerne om det europaeiske okonomiske samarbejde. Om sin personlige holdning til sporgsmalet udtalte han sig meget forsigtigt. Han sorgede behaendigt for ikke at udelukke, at det pa et tidspunkt evt. kunne vise sig at vaere den bedste losning, at Danmark tilsluttede sig det europaeiske faellesmarked, f.eks. hvis forhandlingerne om det nordiske okonomiske samarbejde og det europaeiske frihandelsomrade ikke forte til det onskede resultat. Bramsnaes indtog altsa fortsat den samme afventende holdning til sporgsmalet om de nordiske og europaeiske okonomiske samarbejdsplaner, som de ledende personer inden for Socialdemokratiet og den socialdemokratiske regering gjorde.



81. Se foregaende note.

82. FNA pk. 1,8, lasg: »Styrelsen 1957«, referat af styrelsesmode 16. September 1957.

Side 109

Det fremgar af referatet fra styrelsesmodet den 16. September 1957, at Bramsnxs ikke var den eneste i Foreningen Nordens styrelse, der pa dette tidspunkt mente, at styrelsen ikke burde forsoge at tage samlet stilling til planerne om den europaeiske okonomiske integration. For dette synspunkt udtalte sig ogsa Erik Trock-Jansen og Frantz Wendt, som i 1953 var gaet fra posten som direktor for Foreningen Norden til stillingen som generalsekretaer for Nordisk Rads danske delegation, men som stadig var medlem af Foreningen Nordens styrelse.

Det var ikke, fordi Trock-Jansen frygtede en splittelse inden for Foreningen Norden, at han fraradede, at foreningen skulle tage stilling, men udelukkende, fordi han personligt havde en afventende holdning til markedssporgsmalet og ikke onskede at »lukke doren« for nogen af de europseiske eller nordiske losninger. Han udtalte, at Foreningen Norden ikke burde udtale sig for ikke derved at komme til at »sla noget i stykker«.

Andre af de personer, der udtalte sig pa styrelsesmodet, fremforte, at man i Foreningen Norden burde diskutere de europeeiske markedsplaner og tage stilling til dem. I flere tilfaelde blev det fremfort som et argument, at graesrodderne forventede og onskede, at man skulle diskutere sporgsmalet i foreningen. Sadanne udtalelser blev fremsat af lektor Svend Jakobsen fra Vejle, konsul Sigurd Christensen fra Herning og Glostrups kommunaldirektor Johannes Christiansen.

Deter karakteristisk, at det blandt andet var to af de personer, der havde de mest fremtraedende poster og altsa det storste ansvar i forbindelse med arbejdet for den nordiske sag (foreningens formand Bramsnaes og den tidligere direktor for foreningen Wendt), der ikke onskede, at foreningen skulle tage en samlet stilling til sporgsmalet om de europaeiske markedsplaner.

Deter i ovrigt meget betegnende for denne tids diskussion om det okonomiske samarbejde, at ikke et eneste medlem af styrelsen ved dette mode i en forening, hvis formal var at fremme det nordiske samarbejde, erklaerede, at det nordiske samarbejde skulle ga i stedet for et europaeisk samarbejde, eller at han var imod dansk medlemskab af det europaeiske faellesmarked. Pa dette tidspunkt onskede de fserreste, selv inden for en nordistisk forening som Foreningen Norden, et isoleret nordisk samarbejde. Danmark havde vigtige okonomiske band til bade Norden og det ovrige Vesteuropa. Mange onskede derfor et europaeisk samarbejde ved siden af det nordiske samarbejde. Som Bikubens direktor Jens Toftegaard meget rammende udtrykte det pa modet: »... man burde fremhaeve, at der ikke forela et »enten eller« men at der kunne vaere tale om et »bade og«, altsa et nordisk praktisk samarbejde indenfor de storre planers omrade...«.

Side 110

Ved et styrelsesmode den 16. december 1957 diskuterede man atter sporgsmalet om den europaeiske okonomiske integration i forhold til det nordiske okonomiske samarbejde.83 Det var altsa nu, trods modstand fra blandt andet Bramsnaes, for alvor lykkedes de styrelsesmedlemmer, der havde onsket en diskussion af de europaeiske markedsplaner, at fa sat den europaeiske integration pa dagsordenen ved styrelsesmoderne. Til gengaeld udtalte stadig flere styrelsesmedlemmer sig for, da man droftede sporgsmalet pa styrelsesmodet, at Foreningen Norden ikke skulle tage samlet stilling til de europaeiske faellesmarkedsplaner. Det gjaldt f.eks. den fremtraedende konservative politiker Ole Bjorn Kraft.

Styrelsesmodet i Foreningen Norden den 24. februar 1958 afspejlede, hvordan fronterne inden for debatten i Danmark om de forskellige planer om okonomisk samarbejde nu var ved at vaere trukket skarpere op.84 Nu udtalte flere af styrelsesmedlemmerne sig mere direkte og tydeligt om deres holdning til den europaeiske okonomiske integration i forhold til det nordiske okonomiske samarbejde, end de havde gjort ved de tidligere styrelsesmoder.

Savel Bramsnaes som en anden fremtraedende socialdemokrat inden for foreningen, Christian Christiansen, gav saledes udtryk for en temmelig EF-skeptisk holdning. Bramsnaes var dog stadig meget bevidst om, at et forsog pa at opna en samlet stillingtagen fra styrelsens side til de europseiske markedsplaner sikkert ville medfore svaere brydninger inden for styrelsen. Han var derfor stadig modstander af, at styrelsen skulle forsoge at na frem til en faelles holdning. Gennem det meste af 1958 lykkedes det da ogsa for Bramsnaes og de andre modstandere af et forsog pa en samlet stillingtagen til de europaeiske markedsplaner at holde dette emne uden for styrelsesmodernes dagsorden.85

Den 14. november 1958 brod forhandlingerne om et bredt europaeisk frihandelsomrade sammen. Kort efter tog Storbritannien initiativ til droftelser om oprettelse af et europaeisk frihandelsomrade af stater, der ikke var medlemmer af EF. Tanken fra britisk side var, at Storbritannien og Skandinavien skulle udgore kernen i dette »ydre« frihandelsomrade. Dette aendrede forudsaetningerne for diskussionen om faellesmarkedsplanerne. De danske nordister oplevede snart, at sporgsmalet om nordisk og europaeisk samarbejde ikke laengere var et »bade og«. Nu blev det i hojere grad et »enten eller«.



83. FNA pk. 1,8, laeg: »Styrelsen 1957«, referat af styrelsesmode 16. december 1957.

84. FNA pk. 1,8, laeg: »Styrelsen 1958«, referat af styrelsesmode 24. februar 1958.

85. FNA pk. 1,8, laeg: »Styrelsen 1958«, referater fra styrelsesmoderne i 1958.

Side 111

Pa et styrelsesmode i Foreningen Norden den 24. novernber 1958 foreslog Poul Hjermind, at man i hovedstyrelsen droftede, hvordan Foreningen Norden skulle stille sig til hele situationen med hensyn til markedsplanerne, idet han onskede en saerlig droftelse ved denne eller ved en senere lejlighed .86 Flere andre stottede dette synspunkt, saledes blandt andet Christian Christiansen og Frantz Wendt, der i ovrigt begge gav udtryk for, at de foretrak dannelsen af et nordisk faellesmarked inden for et bredt europseisk frihandelsomrade, fremfor at Danmark tilsluttede sig De Seks. Frantz Wendt og Christian Chistiansen var saledes i god overensstemmelse med den linje, som trekantregeringen nu fulgte, hvor man forsogte, om man ikke kunne fa gang i forhandlingerne om det brede frihandelsomrade igen.

Presset i hovedstyrelsen for, at Foreningen Norden skulle tage samlet stilling til de europaeiske og de nordiske markedsplaner var nu sa stort, at Bramsnaes matte love at sorge for, at der blev lejlighed til at drofte markedsplanerne i hovedstyrelsen forst i det nye ar. Trods dette lofte undlod han at sastte markedssporgsmalet pa dagsordenen til det forste styrelsesmode i 1959.87 Det tyder pa, at Bramsnaes ma have vurderet risikoen for en splittelse af hovedstyrelsen pa markedssporgsmalet som temmelig stor.

Bramsnaes blev imidlertid nodt til at boje sig, og sporgsmalet om markedsplanerne blev fojet pa dagsordenen, inden modet blev holdt den 9. februar 1959.88 Pa modet fremforte enkelte styrelsesmedlemmer deres holdning til de forskellige markedsplaner.89 Det gjaldt f.eks. Christian Christiansen, der fortsatte med, dog nu mere indirekte end tidligere, at tage afstand fra ideen om et dansk EF-medlemskab og at tale for losningen med et nordisk fsellesmarked inden for et bredt europaeisk frihandelsomrade.

Det, der frem for alt praegede modet var imidlertid, at en stor del af styrelsens medlemmer nu abenbart var naet til den erkendelse, at styrelsen ikke skulle forsoge at na frem til en samlet stillingtagen til sporgsmalet om de europaeiske markedsplaner. Bade foreningens formand og naestformand (Bramnaes og Hedegaard), fhv. justitsminister Helga Pedersen fra Venstre, skoleinspektor H. Benthin, Sigurd Christensen og selv Poul Hjermind, der havde vteret sa ivrig efter at fa markedssporgsmalet droftet i hovedstyrelsen, anbefalede pa dette mode, at hovedstyrelsen ikke skulle tage samlet stilling til dette sporgsmal.



86. FNA pk. 1,8, lsg: »Styrelsen 1958«, referat af styrelsesmode 24. november 1958.

87. FNA pk. 1,8, laeg: »Styrelsen 1959«, Bramsrues' indkaldelse 3. januar 1959 til naeste styrelsesmode (med vedlagt dagsorden).

88. Ibid., ny dagsorden til styrelsesmodet, udsendt af Bramsnses 7. januar 1959.

89. Ibid., referat af styrelsesmode 9. februar 1959.

Side 112

Arsagen til disse anbefalinger var tydeligvis forst og fremmest frygten for en splittelse af hovedstyrelsen efter de partipolitiske skillelinjer. Frygten kom klart til syne i det memorandum, som styrelsen vedtog efter diskussionen. I memorandummet stod blandt andet: »... Deter ikke foreningen Nordens opgave at tage noget standpunkt til problemer, som kan virke splittende erhvervspolitisk eller partipolitisk...«.90

Arsagen til, at sa mange medlemmer af Foreningen Nordens styrelse i februar 1959 pludselig anbefalede, at foreningen ikke skulle tage samlet stilling i markedssporgsmalet, skont mange tidligere havde presset pa for en samlet stillingtagen, ma findes i sammenbruddet af forhandlingerne om et bredt europaeisk frihandelsomrade. Sammenbruddet af disse forhandlinger samt det efterfolgende britiske forslag om oprettelse af et »ydre frihandelsomrade« havde tilvejebragt en situation, hvor en evt. tilslutning til nordisk okonomisk samarbejde nu let kunne risikere at betyde, at man ikke ogsa kunne deltage i den europaeiske okonomiske integration, og omvendt. Sporgsmalet om de nordiske faellesmarkedsplaner var saledes i de sidste maneder blevet staerkt politiseret, som folge af, at et »valg af Norden« nu i hojere grad end tidligere muligvis ville vaere ensbetydende med et »fravalg af Europa«.

Med den nye politisering af sporgsmalet om det nordiske okonomiske samarbejde var risikoen for, at der ville opsta en splittelse langs de partipolitiske skillelinjer inden for Foreningen Norden, hvis man forsogte at tage samlet stilling til markedssporgsmalet, nu vaesenfligt foroget. En sadan splittelse onskede styrelsens medlemmer ikke, og derfor var der sa mange, der pa styrelsesmodet anbefalede, at Foreningen Norden ikke skulle tage samlet stilling til markedssporgsmalet. Bramsnaes har desuden sikkert ogsa frygtet en splittelse af socialdemokraterne. I disse ar var der internt i Socialdemokratiet en staerkt tiltagende uenighed om integrationspolitikken.

Hovedstyrelsen besluttede, ud over at man ikke skulle tage stilling til
de europaeiske faellesmarkedsplaner, at man fra nu af ogsa skulle nedtone
agitationen for de nordiske faellesmarkedsplaner.91



90. Ibid., memorandum vedtaget pa styrelsesmodet 9. februar 1959.

91. Ibid., referat af styrelsesmode 9. februar 1959.

Side 113

Afslutning

I slutningen af 1940'erne og i 1950'erne havde Foreningen Norden en vigtig funktion i forbindelse med arbejdet for oget nordisk samarbejde. Foreningen fungerede bade som selvstaendig pressionsgruppe og som politisk instrument for ledende politikere, navnlig fra Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Foreningen havde imidlertid ogsa en vigtig funktion som politisk diskussionsklub og formidler af en faelles nordisk politik for de fire gamle partier. Her kunne politikerne afprove deres ideer, inden de fremlagde dem officielt. I debatten inden for Foreningen Norden fandt der saledes en brydning sted mellem nogle vidt forskellige politiske tilgange til det nordiske samarbejde. Pa denne made tradte forskellene i synet pa Norden ofte mere tydeligt frem i diskussionerne i Foreningen Norden end i den officielle politiske debat om det nordiske samarbejde.



Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library.