BOGBINDSUNDERSØGELSER I DET KGL. BIBLIOTEKS SAMLINGER III: DANSKE BOGBIND OG BOGBINDERE CA. 1740-1760 - tidsskrift.dk

 

Fund og Forskning, Bind 36 (1997) FUND OG FORSKNING

BOGBINDSUNDERSØGELSER I DET KGL. BIBLIOTEKS SAMLINGER III: DANSKE BOGBIND OG BOGBINDERE CA. 1740-1760

AF

Ingrid Ilsøe

Bogbindere i København ca. 1730-1760

I foregående afsnit er meddelt en oversigt over de københavnske bogbindere efter en mandtalsliste fra 1728 (F &F 35 s. 41). I de følgende årtier flyder kilderne mere rigeligt, ikke mindst foreligger de årligt trykte officielle 'General-Tabelle paa samtlige Laugenes Interessentere, Mestre etc. i Kiøbenhavn', som bl.a. angiver antallet af de i København beskæftigede bogbindermestre, svende og lærlinge. Tabellerne er ikke fuldstændigt bevaret, men i Det kongelige Bibliotek findes i håndskriftet Ledreborg 231 fol. en omtrent komplet samling af tabellerne fra 1727 til 1760, og herfra meddeles en oversigt over antallet af beskæftigede i branchen 1732-60. En lakune for året 1759 har kunnet udfyldes fra gengivelsen af tabellen for dette år i Adresseavisen 4.1.1760, hvorfra ligeledes er hentet oplysningerne om antallet af mestre i 1756 og 1758.

Det ses uden videre af tabellen, at tallet er stærkt stigende i 1730erne
og derpå vokser fra ca. 20 mestre omkring 1740 til 28 i 1760, og fra en
beskæftigelse af ialt ca. 60 personer omkring 1740 til 70 i 1760.

For derpå at konkretisere tallene med nogle navne vælges året 1743, hvorfra der foreligger et skattemandtal med registrering af hovedstadens borgere kvarter for kvarter med oplysninger om, hvormange personer de havde i deres brød.1 Med * er markeret, når en bogbinder er anført som husejer. Dertil er føjet oplysninger om, hvornår de enkelte bogbindere er blevet mestre, som antikvarboghandler Mikael Kristensen har vist den store venlighed at stille til rådighed.



1 Rigsarkivet: Københavnske skatteregnskaber, Ekstraskatte-mandtal 1743.

Side 72

DIVL764

I næste tabel fordelingen på personer ifølge skattemandtallet fra 1743:

Side 73

DIVL766
Side 74

DIVL768
Side 75

DIVL770

Tælles antallet af svende og lærlinge sammen, var der 21 svende og 22 lærlinge, i begge tilfælde to flere end angivet i generaltabellen for 1743, men dette skyldes utvivlsomt, at oplysningerne er indsamlet på to forskellige tidspunkter af året, til skattemandtallet ca. 1. september, til generaltabellen pr. 31. december. Når der er fundet flere mestre end i generaltabellen, 24 i stedet for 21, bunder differencen formentligi, at nogle var gået på aftægt eller af anden grund havde opgivet dereserhverv

Side 76

reserhverv(Brandt, Busck og/eller Wolck), mens Teschendorph som
frimester under alle omstændigheder ikke var talt med, da han stod
uden for lavet.

Ser man på de enkelte værksteders størrelse, er det forbavsende hvor små de har været. Kun 4, nemlig Fenniger, Fosgraf, Liebe og Ritter, havde mere end en svend og en lærling. Normen var blot en svend og én eller 2 lærlinge eller blot én svend eller én lærling. Og det gælder også de mere kendte værksteder som f.eks. de to brødre Boppenhausen, der dog ellers havde arbejde for henholdvis Det Kongelige Bibliotek og Universitetet. Pigerne er medtaget i oversigten, fordi de måske i nogle tilfælde ikke blot har været tjenestepiger, men også har udgjort 'ufaglært' arbejdskraft i bogbinderværkstederne, som det ses på et kobberstukket billede fra 1751 (fig. 1). Om den ene af Andreas Lymans to piger meddeles dog udtrykkeligt, at hun var barnepige og „gaar af min tienist til Michael" (dvs. til Mikkeldag, d. 29. sept.).

Af de 24 nævnte bogbindermestre omtales i Sofus Larsen og Anker Kysters store værk Danish Eighteenth Century Bindings 1730-1780, 1930, de otte: brødrene Boppenhausen, von Fenden, Helmuth, Liebe, brødrene Lyman og Johan Tobias Wilhelmi. Disse er formentlig også de betydeligste og måske de eneste mestre, fra hvis værksteder det lader sig gøre at finde sikker dokumentation for udførte bind, men som det ved senere lejlighed skal vises blev yderligere en række bogbindere anset for så kvalificerede, at de benyttedes af Frederik IVs Datter, prinsesse Charlotte Amalie (1706-82), der ved sin død efterlod sig et stort og velplejet bibliotek. I hendes regnskaber er således noteret leverancer fra bl.a. Fenniger, Fosgraf, Greuel, Grono, Graae og Teschendorph. Da Fenniger i nogle få år var hofbogbinder skal han her have et par ord med på vejen.

Hofbogbinder Ludwig Fenniger

Ludwig Fenniger eller Fenninger (Pfenniger/Pfenninger) efterfulgte 1742 Martinus von Fenden som hofbogbinder med bestalling dateret 26. april. Han var udlært 1730, arbejdede nogle år i udlandet og nedsattesig 1736 som mester i København. Kongen havde støttet ham og hans broder under deres uddannelse, sidstnævnte som universitetsstuderende,og da udnævnelsen til hofbogbinder skete efter Christian Vis personlige ordre, skyldtes hans fremgang ganske åbenbart protektion. Fenniger var nemlig så heldig at have en ældre søster, 'die kleine Ficke',


DIVL783

Fig. 1. Interiør fra et tysk bogbinderværksted, hvor en kvinde bl.a. vises beskæftiget med foldning af papirarkene . Titelkobber til 2. del af C.E. Prediger: Der ... accurate Buchbinder und Futteralmacher, Anspach etc. 1751.

Side 78

som havde gjort tjeneste hos Christian Vis afdøde mor dronning Louiseog derpå hos dronning Sophie Magdalene, og ved at fremsende bønskrivelser plejede søsteren familiens interesser på det bedste. Det gik så vidt, at Fenniger, da han marts 1744 viste sig ude af stand til at betalesine kreditorer, ved søsterens hjælp fik Christian VI til at bevilge sig et otteårigt moratorium. Det stred mod alle regler, og sjældent har en monark vist så åbent indrømmet sin protektion, som da han kommenteredebevillingen: 'Das Gesuch an sich ist unbillig. Weil es aber das kleineMensch [Ficke Fenniger] ist, weil sie noch bei unser Frau Mutter gewesen, weil die Konigin vor ihr bittet, so wollen wir aus besonderen Gnaden und citra consequentiam ihr ihr Gesuch accordiren'!2

Fennigers udnævnelse til hofbogbinder skyldtes altså næppe faglige kvalifikationer, men da han synes død allerede 1746 og regningerne for hans leverancer til kongen derfor er få, er det vanskeligt at udtale sig herom. Det er ikke lykkedes at identificere nogen af de i de bevarede regninger nævnte værker, og da de blev indbundet til kongens og ikke Det kgl. Biblioteks brug, kan man heller ikke forvente dem bevaret her. Med kapaciteten var det åbenbart så som så, for på en regning for indbinding af bøger i årene 1743-44 indsendt af J.W. Boppenhausen findes noteret: 'Siden Hans Kongl. Maytt. ville have forbemelte Bøger hastig indbundne, og da den Kongl. Hofbogbinder Fenniger var noget langsom, saa er samme efter Hans Kongl. Maytt. allernaadigste Befaling af Bogbinder Boppenhausen bleven indbundne, og for Regningen 38 Rd. tilstaaetV

Som hofbogbinder har Fenniger imidlertid været hovedleverandør
til bindene om centraladministrationens rækker af protokoller m.v.,
og i Rigsarkivet vil det sikkert være muligt at fremdrage bind fra mellem1742



2 Brev fra Christian VI til J.L. Holstein i Holger Rørdam: Historiske Samlinger og Studier 111, Kbh. 1898, s. 416f; jvf. smst. s. 200 om hans andel i Fennigers udnævnelse til hofbogbinder. Kongens understøttelse til brødrene Fennigers uddannelse fremgår af kvartalsvise udbetalinger via kongens partikulærkammer under rubrikken 'Zu Armen Kinder', f.eks. i regnskabet for 1730, hvor det i bilag nr. 234 af 30. sept. oplyses, at Ludwig Fenniger nu har 'die Buchbinder Kunst ausgelernt' (Rigarkivet). Om hans nedsættelse som mester 1735 og nogle bogbindere, der har stået i lære hos ham frem til 1746, findes oplysninger i Carl P. Nielsens Samlinger til danske bogbinderes historie i NkS 2412 fol.

3 Rigsarkivet: Partikulærkammeret. 39. Partikulærkasseregnskaber 1744, bilag 303; sidste regning fra Fenninger sammesteds 9.4. 1746, bilag 508. Boppenhausens regning: sammesteds 1745, bilag 625.

Side 79

lem1742og 1746, som kan tilskrives hans værksted. Her er slået ned på rækken af 'Kongens håndbøger' i Krigskancelliet, som foreligger særlig rigt udstyret i røde maroquinbind med klap og guldornamentering.Et bind for året 1743, noget gammeldags og overlæsset i udsmykningen,kan antages at have Fenniger som mester (se fig. 2).

Arven efter Hofbogbinder von Fenden 1742

Normalt vil man gå udfra, at når en bogbinder var solvent ved sin død og havde arvinger, der kunne føre værkstedet videre, er hans ornamenteringmateriale gået i arv til disse, jvf. Johann Boppenhausen, der døde 1740, og hvis to sønner førte forretningen videre (se nedenfor). Men var bogbinderen ikke solvent, gik det naturligvis anderledes til, som det ses af skiftet efter hofbogbinder Martinus von Fenden, der døde insolvent april 1742.4 Det kom til en større skifteforretning, hvor alle fordringerne til boet foreligger. De viser f. eks. at han som andre bogbindere også har været boghandler og forhandlet forskellige opbyggelsesbøger, salmebøger, katekismer og ABC'er, som han har købt af bogtrykkerne eller forlæggerne og derpå solgt i heftet eller indbundet stand. Fra bogtrykker Andreas Godiche forelå en regning for bøger leveret 15.4. 1739, hovedsagelig salmebøger, katekismer og ABC'er. En regning fra bogtrykkeren Jørgen Høpffner lød på bøger leveret fra 1725 til 1734 til ialt 138 rigsdaler og 4 skilling, igen overvejende salmebøger, katekismer og ABC'er. Til Jacob Wilhelm Boppenhausen skyldte han for bøger og materiale fra 1738 til 1740, både salmebøger og forskelligt indbindningsmateriale såsom saffian (gedeskind) , fåreskind og zwischguld. Af bogbinder Johannes Friderich Pluer havde han købt pergament, og af en papirhandler guldpapir, tyrkisk papir og Pro Patria-papir.5 Og så fremdeles. Da gælden var større end formuen, kom alle hans ejendele på auktion. Bogbinderværktøjet bestod bl.a. af diverse beskærerpresser, håndpresser, og hvad der har størst interesse i denne sammmenhæng: 6 alfabeter (dvs. 6 sæt stempler med alfabetets bogstaver) og 27 andre stempler.



4 Landsarkivet for Sjælland: Borgretten i København, Konceptskifte 19.4.1742 for Martinus von Fenden.

5 Jvf. at Pro Patria-papir er anvendt ved nogle bind tilskrevet Fenden i F & F 35, s. 28 og 35.


DIVL799

Fig. 2. 'Kongens Haandbøger', for året 1743, en slags officersruller til kongens brug. Klapbind ('portefeuillebind') i rødt maroquin med forgyldt dekoration og antagelig indbundet af Ludwig Fenninger. Rigsarkivet: Krigkancelliet 1679-1763.

Side 81

Martinus von Fenden havde 7 børn, 2 sønner og 5 døtre. Den ldste bogbinderen Carl Gottfried von Fenden (se listen ovenfor), havde allerede begyndt sin egen virksomhed, mens den yngste søn var umyndig. Én søster, Anna Margrethe, var gift med bogbinder Lars Petersen Graae, og en anden søster, Christence Dorothea, var forlovet med bogbinder Johann Conrad Greuel, som havde været svend hos Martinus von Fenden, og året efter blev mester.

På auktionen over Martinus von Fendens ejendele optrådte såvel
bogbindersønnen og svigersønnen in spe som andre bogbindere som
købere. De 27 stempler blev købt af følgende bogbindere:


DIVL805

Desværre er der ikke nogen beskrivelse af de enkelte stempler. Men én ting er sikker, Martinus von Fendens ornamenteringsmateriale blev spredt for alle vinde mellem en række bogbindere. Sønnen Carl Gottfried von Fenden købte kun to stempler, og overtog altså ikke sin fars ornamenteringsmateriale, som man ellers kunne fristes til at tro. Dvs. bind kan ikke tilskrives denne ud fra ornamenter kendt fra faderens værksted, men kun med inddragelse af andre kilder. Da han ifølge regning har indbundet en række regnskabsbøger for kongen, vides der lidt om hans stempelmateriale, men kun ganske lidt, for han genanvendte her stort set de samme stempler. Et dokumenteret bind fra ca. 1756 er afbildet af Larsen og Kyster (pi. LX fig. 2), og efter hjørneudsmykningen af dette bind at dømme (men tilsyneladende ikke dokumenteret af regninger) har Fenden ligeledes indbundet 'Kongens Haandbøger' for Krigskancelliet 1756-63, røde maroquinbind hvor de samme forgyldte hjørneornamenter tillige er samlet i en stor rhombeformet komposition midt på bindsiderne (se fig. 3).


DIVL802

Fig. 3. 'Kongens Haandbøger1 for 1759 i rødt maroquinbind med forgyldt dekoration og antagelig indbundet af Carl Gottfried von Fenden. Rigsarkivet: Krigkancelliet 1679-1763.

Side 83

Nogle problemer omkring et standardværk

Det skal ikke bebrejdes Larsen og Kyster, at de ved udarbejdelsen af Danish Eighteenth Century Bindings 1730-1780 ikke kendte skiftet efter Martinus von Fenden. De to forfattere var udmærket klar over, at bogbindernes stempler kan være blevet spredt på mere eller mindre gennemskuelig vis, og har blot fulgt den nærliggende fremgangsmåde til dels at behandle Fenden senior og junior under ét. Men deres Fenden-tilskrivninger rejser et hyppigt forekommende spørgsmål, når man benytter deres værk: Hvilket eksempelmateriale og hvilke følgeslutninger ligger egentlig til grund for deres tilskrivninger. I tilfældet de to Fenden'er har de både fremdraget bind dokumenteret af regninger og bind, for hvilke der ikke er fremlagt dokumentation, så det for de sidstnævntes vedkommende er et uopklaret spørgsmål, dels hvorfra de har deres viden, dels hvor sikker denne er.tt

Sofus Larsen og Anker Kyster var det oplagte makkerpar. Larsen havde som overbibliotekar ved Universitetsbiblioteket gjort en fortjenstfuld indsats ved at fremdrage historisk interessante bogbind fra bibliotekets samlinger, hvorom han bl.a. har skrevet i Skønvirke X, 1924, mens Kyster var den fremragende og historisk kyndige bogbinder, som havde studeret de danske spejlbind på Holbergs tid og desuden gjort studier i det kulørte forsatspapirs historie (afhandlinger i Aarbogfor Bogvenner 11, 1918, og Bogvennen, 1928). Senest 1925, da Larsen skulle gå på pension, fandt de sammen om planlæggelsen af en publikation om dansk bogbinderkunst i det 18. århundrede og opnåede sidst på året 1925 tilsagn om 3-årig støtte fra Carlsbergfondet til udarbejdelsen. I et interview trykt i Extrabladet 3. dec. 1925 udtalte Kyster, at „det var Opgaven at faa konstateret, hvilke Bind vi skylder hvis Virksomhed". Udgangspunktet var Det kongelige Biblioteks bind og bogbinderregnskaber ca. 1750-1800, men undervejs modtog forfatterne et vink om de mange regnskaber, der fandtes for bind udført for kongen i Det kongelige Partikulærkammerarkiv, og udvidelsen til en gennemgang af disse har formentlig bidraget til, at værket først forelå trykt 1930.

Når forfatterne på titelbladet står anført i omvendt alfabetisk rækkefølge,Larsen før Kyster, kan det kun forstås således, at Larsen bærer hovedansvaret. At dette navnlig gælder arkivundersøgelserne fremgår af det citerede interview: „Dr. Sofus Larsen ... har jo nu efter sin Afskedigelsesom



6 Jvf. Harald Ilsøe IF&FZ6 s. 91. Larsen og Kyster s. 9 og 10.

Side 84

skedigelsesomOverbibliotekar Tiden til sin Raadighed, og han benytterden med Flid paa vore Biblioteker og i Arkiverne", men han har sandsynligvis også konciperet den indledende afhandling, hvor der redegøres for kildematerialet og metodiske problemer. Som en lille detalje, der peger i denne retning, kan opfattes den omstændighed, at der henvises til Larsens afhandling i 'Skønvirke', uden at forfatternavnetangives, hvorimod en henvisning til Kysters afhandling om spejlbindenehar en form, der kun kan være formuleret af Larsen: „satisfactoryexpert information is found in Mr. Anker Kyster's comprehensiveexplanation in 'Aarbog for Bogvenner 1918'".7

Med den arkivalske dokumentation, som i mange tilfælde har ført frem til bind udført af bestemte bogbindere, og med bogens over 100 illustrationer skabte Larsen og Kyster et stadig uovertruffet hovedværk om det danske bogbinderhåndværks historie. Men når man færdes på de samme revirer og søger støtte heri, støder man gang på gang på problemer som mangelfuld eller uigennemskuelig dokumentation, så de foretagne tilskrivninger kommer til at fremstå som postulater, og undertiden direkte misforståelser og fejl. Uden at det fremgår af den meddelte liste over eksisterende bind, som kan identificeres ved hjælp af bevarede regninger (s. 45-53), er mange af bindene indbundet for kongen, ikke for Det kongelige Bibliotek, hvad der som regel vil sige, at bindene er indgået i kongens håndbibliotek, som brændte 1794. Forfatterne ser sig så ofte nødsaget til at antage, at de pågældende bøger senere blev overført til Det kongelige Bibliotek, et indlysende svagt led i argumentationen, som de kunne have fået lidt mere greb om ved i det mindste at konferere titlerne med lister over bøger overført fra håndbiblioteket, som er bevaret i Det kongelige Biblioteks arkiv (E 39 og F 1). Som de selv gør opmærksom på kunne bøger indbundet for kongen iøvrigt også finde anvendelse som gaveeksemplarer. Andre bindeksempler er i ikke ringe omfang hentet fra Universitetsbiblioteket, hvad der altså vil sige, at tilskrivningerne ikke er dokumenteret ved regninger, men på grundlag af sammenligninger med stempler på dokumenterede bind. Forsåvidt ganske i sin orden, men som videnskabelig metode anfægtelig, når der ikke henvises til, hvilke dokumenterede bind identificeringerne bygger på (jvf. ovenfor spørgsmålet om von Fenden-tilskrivningerne).

Det selvskabte grundproblem turde være, at forfatterne har anbragt

Side 85

sig i den spændetrøje, at de så at sige har villet fremlægge en facitliste, hvor de afbildede bind var tilskrevet bestemte bogbindere. Der gøres ganske rigtig opmærksom på, at „if we ascribe to a binder tools he has never used, the most indescribable confusion in the arrangement of the material will ensue" (s. 26), men når det så viser sig, at de faktisk har begået fejl af nævnte art, ja så opstår der uvægerligt forvirring. F.eks. har de ikke gjort sig det tilstrækkeligt klart, at bøger indbundet for Det kongelige Bibliotek fra senest 1740 normalt adskiller sig fra andreved at være udsmykket med en kongemonogram i øverste rygfelt og det danske kongevåben i felterne under titelfeltet. Når Boppenhausenifølge regning fra 1741 vides at have indbundet en udgave af Appians romerske historie, kan eksemplaret derfor ikke identificeres med inkunabel nr. 287, der er udsmykket med en grevekrone ned ad ryggen (s. 461. 2), men må være identisk med inkunabel nr. 284 ietaf de karakteristiske biblioteksbind. Men har Larsen og Kyster benyttet udsmykningen af nr. 287 til identificering af Boppenhausen-bind, har de ført sig selv og læserne på vildspor. For et ornament på planche XCIII fig. 3 henvises ligeledes (s. 47 øverst) til en Boppenhausen-regningfra 1747, men værket anføres slet ikke i denne eller nogen anden regning, og til overflod viser et eftersyn af bogen ('Marmor Sandvicense'),at den har tilhørt Hans Gram, som ganske vist nok også anvendteBoppenhausen som bogbinder, men dog naturligvis ikke lod ham betale derfor af kongens kasse. Og når bogbinder Jørgen Piper hævdes at have indbundet en bog 1762, „still in the Royal Library" (s. 22), stemmer dette yderst dårligt med, dels at bindet blev udført for kongen, ikke Det kongelige Bibliotek, dels at det beskrevne eksemplar først er indgået i biblioteket med Hjelmstiernes privatbibliotek 1807! Flere eksempler på uheldige forvekslinger kunne anføres,8 men disse må være tilstrækkelige til at vise, at værket bør benyttes med en vis forsigtighed:Kildegrundlaget er undertiden usikkert, de foretagne tilskrivningerer ikke altid så sikre, som de giver sig ud for at være, og i alt for mange tilfælde er det umuligt at føre en diskussion om disse med forfatterne, fordi de har udladt at gøre rede for mellemregningerne.

De sikreste identifikationsmuligheder foreligger, når der findes
regnskaber for bind indbundet for Det kongelige Bibliotek, hvorfra



8 Jvf. F &f F 35 s. 35 note 29 og s. 55f fig. 12, hvortil skal føjes, at det senere er lykkedes at finde en regning fra Boppenhausen på indbinding af den pågældende bog af Dapper i bilag til partikulærkasseregnskaberne for 1758 nr. 1136.

Side 86

bind med det kongelige monogram på ryggen kun sjældent er blevet udskilt ved senere dubleterhvervelser,9 men Larsen og Kyster har ikke uret i, at rækkevidden af dette materiale er begrænset (s. 27). Biblioteketsbogbindere repræsenterer trods alt kun et lille udvalg af hovedstadensbogbindere, og for biblioteksbindene blev der tilstræbt en vis ensartethed, så det utvivlsomt kun var et vist udvalg af deres stempler, der kom i brug. Dette gælder især rygudsmykningen, idet bogryggene som nævnt blev præget med kongemonogram og -våben. Men det er mildt sagt ejendommeligt, at der af de mange smukke Boppenhausenbind,som er dokumenteret afregninger, kun vises to blandt ialt 18 afbildedebind .10 Deraf er de otte fra universitetsbiblioteket, og her som andetsteds kan det næppe afvises, at udvalget er præget af en vis forkærlighedfor at vise bind fra Larsens oprindelige arbejdsmark.

Måske har forfatterne ligefrem ikke orket at studere de mange dokumenterede Boppenhausen-bind til bunds, for der kan især på brede bogrygge findes karakteristiske stempler til udfyldning af rygfelterne, som de ikke har set eller fæstnet sig ved, og der findes også spejlbindstyper, som de ikke har beskrevet eller afbildet, muligvis fordi de er uden præg af elegance, men som dog hører med i spejlbindets stilhistorie. Bl.a. af disse grunde er det ikke overflødigt at gå videre med et afsnit om Det kongelige Biblioteks bogbinder Jacob Wilhelm Boppenhausen.

Jacob Wilhelm Boppenhausen, bogbinder ved Det kongelige Bibliotek 1737-1761

Som nævnt i forrige nummer af F (Samarbejdede Jacob Wilhelm Boppenhausensom mester i faderens forretning fra 1733 og overtog 1737, tre år før faderens død dennes stilling som bogbinder ved Det kongeligeBibliotek 1737." Han var født 1710 og døde 1761. Hans ældre bror



9 Eksempler herpå er et par inkunabler overført til universitetsbiblioteket i Oslo ved dubletudskillelsen 1811 (se Leiv Amundsen: Katalog over Universitetsbibliotekets Paleotypsamling, Oslo 1926, nr. 137 og 209) og et eksemplar af Missale Nidrosiense 1519, indbundet af Jacob Wilhelm Boppenhausen ifølge regningsbilag fra 1740 nr. 2165, der i 1946 befandt sig i 'Bibliotheca Qyarnforsiana' (se Philobiblon nr. 6, 1946, s. 108).

10 Angiveligt kun ét, for det nævnes ikke, at bindet vist på pi. XXV fig. 1 figurerer på regningsbilag 1743-1293 fra Boppenhausen, en regning som heller ikke er anført s. 45.

11 F&F3S, 1996, s. 49f.

Side 87

Johann Christoph, født i København ca. 1708, blev mester 1732, efterfulgtefaderen som universitetsbogbinder 1740 og døde 1751. Den yngre halvbroder Johann, født 1725, blev boghandler og døde 1789. Alle tre brødre var ugifte, og at Jacob Wilhelm og Johann Christoph har samarbejdet, fremgår med al tydelighed af det fælles testamente, som de fik konfirmation på 1.4. 1746.12

Vistnok i højere grad end andre bogbindere ernærede Jacob Wilhelm sig også som boghandler og forlægger enten alene eller sammen med sin broder Johann Christoph. Det faldt de andre bogbindere for brystet, at 'han søger at nedsætte det frie Lav ved at lade trykke en Del Bøger i adskillige Formater og overalt i Rigerne lader dem sprede i Eksemplarer tværtimod 18. Post af Forordningen af 23. Decbr. 1681 og 7. og 8. Post i Lavsartiklerne1, og oldermanden Frantz Herman Fosgraf anmodede 1751 magistraten om, at 'Boppenhausen maa forbydes slig Omgang og befales at igenkalde de af ham trykte Sedler'. Men magistraten kunne naturligvis ikke forbyde ham at sælge sine bøger og nøjedes med at få ham til at afholde sig fra at trykke sedler med priser.13

Af bøger han var forlægger for i disse år kan anføres Søren Matthiesen:En let Arithmetica eller Regne-Konst (Kbh. 1750), Hans Paus: Danske Dronninger (Kbh. 1751) og Fr. Chr. Schønau: Holger Danske (Kbh. 1751), som han annoncerede til salg i Extraordinaire Avertissementer til de Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender 17. sept. 1751. Andet oplag af LuthersKirke - og de tvende Hus-Postiller, trykt 1751, var ifølge titelbladet 'til kiøbs hos Boghandler Christian Gottlob Mengel, og indbunden hos J. W. Boppenhausen, Kongl. Bibliotheqves Bogbinder', hvad der sikkert betyder, at han var medforlægger, og da 3. oplag kom 1759, var han eneforlægger 'med første Forlæggers retmæssige Afstaaelse'. Med et lån på 500 rigsdaler til den nyetablerede bogtrykker Lillie havde han et vist hold på dennes virksomhed og lod som forlægger 1760 trykke en Fuldstændig Underretning om den ... Danske Enevolds Regierings BegyndelsehosLillies



12 Rigsarkivet, Danske Kancelli, D. Sjællandske registre, 1.4. 1746. - Et bind udført af Johann Christoph (som svendestykke?) er afbildet i Carl P. Nielsen og R. Berg: Danmarks Bogbindere gennem 400 Aar. Kbh. 1926, s. 55.

13 H. Weitemeyer: Smaatingom Boghandel og Boghandlere i 18. Aarhundrede. Kbh. 1908, 7f. - Lavsartiklerne fra 1685 og forordningen af 23.12. 1681 er trykt i Carl P. Nielsen og R. Berg (note 12) s. 190-202. - Med de nævnte sedler sigtes rimeligvis til prænumerationssedler, jvf. omtale af Boppenhausens medvirken til distribution af sådanne i Københavnske lærde Efterretninger, 1751, s. 379.

Side 88

delsehosLilliesenke, trykt både i oktav og kvart samt i en oversættelse til tysk. Desuden udsendte han flere udgaver af Kingos Salmebog (1757, 1759, u.å. og 1761). Salmebøger var en sikker handelsvare, men den driftige Boppenhausen havde enten mere travlt end godt var eller havde i dette tilfælde benyttet en ringe bogtrykker, for det viste sig, at salmebogen fra 1761 rummede så forargelige trykfejl, at kongen måtte lade den forbyde og pålagde hans dødsbo at erstatte køberne for de solgte eksemplarer. Hele 4000 eksemplarer af salmebogen fandtes der da på hans efterladte lager.14 Ligeledes havde han 1759 sluttet kontrakt om at være forlægger for en koralbog og givet forskud til udgiveren, men denne misligholdt kontrakten, og bogen udkom først 1764 med broderen Johann som forlægger.15

Hovedkilden til hans virksomhed er de mange bøger, han løbende indbandt for Det kongelige Bibliotek 1738-61.16 Larsen og Kyster har gennemgået et større udvalg af regningerne, men meddeler vel at mærke (uden at oplyse det) kun et udvalg af de titler, regningerne lyder på.17 Her er forsøgt en samlet optælling af Boppenhausens virksomhed for biblioteket.

Bind leveret af Jacob Wilhelm Boppenhausen til Det kongelige Bibliotek 1738-1761


DIVL897


14 Harald Ilsøe: Bogtrykkerne i København ca. 1600-1810, Kbh. 1992, s. 148 (lån til Lillie); Anders Bugge: Den forvildede psalmebog, i: Boken om bøker, 1. Aargang, Oslo 1926, s. 141-45.

15 Skandinavisk Bogtrykker-Tidende IV, 1873, sp. 58f.

16 Rigsarkivet, Partikulærkammeret. 39. Bilag til Partikulærkasseregnskaber 1738-61.

17 Larsen og Kyster s. 45-47.

Side 89

DIVL899

lalt har Boppenhausen indbundet 1998 bind. Som det ses, falder den mest aktive periode 1738-47 med ialt 1622 bind eller i gennemsnit ca. 162 bind om året. I 1748 døde bibliotekaren ved Det kgl. Bibliotek Hans Gram, og hans efterfølger Bernhard Møllmann var mindre aktiv, så der fra hans tid kun foreligger kun 3 regninger, 1 fra 1757 for arbejde udført 1750-56 på 57 bind, 1 fra 1760, der dækker årene 1757-59, 230 bind og endelig 1 fra 1761 for 89 bind, ialt 376 bind. I årene 1750 til 1761 har Boppenhausen i gennemsnit pr. år indbundet ca. 34 bind, kun en femtedel pr. år af hvad han indbandt i Grams tid.

Priserne for spejlbind, kaldet engelskbind, var i 1740rne for bind i folio fra 1 rdl. 3 mark til 1 rdl. 8 mark, for bind i kvart 4-5 mark og for bind i oktav 2 mark. I 1760 var prisen 2 rdl. for foliobind og 1 rdl. for bind i kvart. Prisen for oktavbind foreligger ikke. For franskbindVar prisen i 1740rne for foliobind 4 mark til 4 mark og 8 skilling og for kvartbind 2 mark til 2 mark og 8 skilling. I 1760 foreligger kun prisen for kvartbind, der var 5 mark.

For halvbind med ryg af engelskbind (dvs. som spejlbind) var prisen for kvartbind 1 mark 8 skilling og for oktavbind 12 skilling. Her er det heller ikke muligt at foretage nogen sammenligning, da det ikke er oplyst om de 4 halvbind, der forekommer i regningen fra 1760, har ryg som engelskbind eller franskbind, det sidste forekommer mest sandsynligt på grund af prisen 1 mark og 4 skilling. Om de øvrige bindtyper skal kun oplyses, at et foliobind af pergament kostede 1 rdl. 8 mark til 2 rdl. Et maroquinbind kostede i folio 5 rdl.

I Hans Grams periode blev der indbundet såvel ældre bøger og håndskrifter som samtidige bøger, mens det i Møllmanns tid som hovedregeler nogenlunde samtidige værker. F. eks. blev der under Gram indbundet en række inkunabler, udover de 5, som nævnes i listen hos

Side 90

Larsen & Kyster (s. 45f), 12 i spejlbind og 4 i franskbind, hvortil kommernogle i franskbind, halvbind og papirbind, der i regningerne ikke er specificeret særskilt. Som eksempel kan nævnes inkunabel nr. 1239 fol. Columna, Strassburg 1486, der blev indbundet i franskbind uden anden udsmykning end Christian Vis spejlmonogram i ryggens øverstefelt og kongevåbenet i de øvrige felter, og et samlingsbind indeholdendeinkunabel nr. 1687 og 382 i oktav, der er indbundet i halvbindmed rødt klistermarmor på siderne og ryg i kalveskind med ChristianVis monogram i alle felter bortset fra titelfeltet.18

I regningen fra 1746 anføres 20 håndskrifter indbundet dels i franskbind og dels i halvbind med mønstret papir med ryg som spejlbind. Da de enkelte håndskrifters titel er nævnt i regningen, er det forholdsvis nemt at identificere bindene. Et eksempel på et halvbind med overtrækspapir, GkS 1353 4to, vises som fig. 4.19

Halvbindene anføres ellers normalt summarisk som så og så mange halvbind uden angivelse af titel, men 12 halvbind, som indeholder en række småskrifter af Luther og andre reformatorer fra 1500-tallet, hører uden tvivl til Boppenhausens leverancer. De er indbundet med siderne i rødt klistermarmor og kalveskindsryg som spejlbind, dvs. med Christian Vis spejlmonogram i øverste felt og titel i andet felt og kongevåbenet i de øvrige felter.20

Hvad engelsk- eller spejlbindene angår, frembyder de 823 bind et
rigt materiale til den stilmæssige variation og udvikling af spejlet gennem
23 år.

De ældste af Boppenhausens biblioteksspejlbind er indbundet i den tidlige type med et rektangulært midterfelt og i hjørnerne en blomst eller andet hjørneornament i guld og fra denne en forgyldt skrålinie, der går ind i spejlet. Langs kanten løber en tynd forgyldt bort, ofte i



18 Følgende inkunabler er indbundet af Boppenhausen, men ikke medtaget af Larsen og Kyster ifølge regning 1741/1789: i franskbind nr. 200, nr. 528, nr. 2185 og Oslo nr. 256, i spejlbind nr. 1095, nr. 2674, nr. 3313, nr. 3315 og nr. 3751; ifølge regning 1741/830: i spejlbind nr. 953, nr. 1047, nr. 2964 og 3519 og ifølge regning 1740/2165: i spejlbind nr. 847, nr. 3994 og Oslo nr. 137. De i Larsen og Kysters liste s. 45f medtagne inkunabelbind er: nr. 1397, nr. 2265, nr. 3801, nr. 284 (forkert identificeret som nr. 287 se ovenfor s. 87) og nr. 2499.

19 Følgende håndskrifter er identificeret i regning 1746 nr. 1519: GkS. 19 fol., GkS. 24 fol., GkS. 184 fol., GkS 1322 4to, GkS 1327 4to, GkS 1343 4to, GkS 1344 4to, GkS 1350 4to, GkS 1353 4to, GkS 1799 4to, GkS 1849 4to, GkS 1979 4to, GkS 2147 4to, GkS 2148 4to.

20 Collectio Autographorum Lutheri et amicorum. Sign.: 23,-3 4to.


DIVL864

Fig. 4. Gennadius: Liber de ecclesiasticis dogmatibus. GkS. 1353 4to. Fra Boppenhausens værksted ifølge regning 1746 nr. 1515. Halvbind med mønstret papir i farver og ryg og hjørner af lysebrunt kalveskind. Ryggen er dekoreret med forgyldte små kroner indrammet i felter. I andet felt bogens titel: 'Gen. Dogm.'


DIVL867

På modstående side: Fig. 5. Tre bogrygge fra Boppenhausens værksted i lysebrunt kalveskind med forgyldning. Fra venstre til højre: }. Vaillant: Numismata Imperatorum Romanorum. I. Rom 1743 4to; Juan de Ferrera: Histoire générale d'Espagne. I. Paris 1742. 4to og Cicero: Opera. I. Padua 1753. 4to (nedenfor bilag nr. 15, 22 og 24).

Side 93

form af en kæde. Ryggens øverste felt bærer som flere gange nævnt den regerende monarks forgyldte monogram, mens andet og ved flerbindsværkertredie felt har henholdsvis titel og bindnummerering. De øvrige felter er normalt fra 1739/1740 dekoreret med kongevåbenet som midterornament, i reglen omgivet af små prikker, stjerner, blomsterog cirkler. Udover disse ornamenter findes på ryggene forgyldte ornamenter på ryggenes forhøjninger, ligesom der kan være udfyldningmed en særlig ornamentering øverst og nederst på ryggene. Indramningaf titel- og tomefelter kan bestå af en forgyldt linie, en bort ellerenkelte ornamenter, se ryggene på fig. 5, 6, 9 og 14. Bindkanterne er som regel ornamenteret i blindtryk, men kan af og til være forgyldte.Forsatspapiret udgøres af kammarmor eller bakkemarmor, enkeltegange af kattunpapir. Bindenes snit er normalt marmoreret i blå, røde og brune farver.

På bindsiderne har Boppenhausen i spejldekorationen givet frit løb for udformningen af fantasifulde geometriske figurer, som det f. eks. ses på fig. 6-10.21 Fig. 6 daterer den begyndende rundbuestil til 1739, men mest karakteristisk for disse bind fra Christian Vis tid (frem til ca. 1746) er, at stregfigurerne i midtfeltet ikke er stemplet, men skåret ned i skindet med en kniv efter skabeloner (fig. 6-8, 10). På fig. 6 ses i midten skåret en rund cirkel, på fig. 10 ses en oval cirkel. Sidstnævnte findes anbragt på 65 bind af tidsskriftet Journal des sgavans, som Boppenhausen leverede 1744 og fulgte op ved indbindingen af yderligere 17 bind i 1761. På de fleste af bindene er ovalen blevet skåret lidt skævt i forhold til rammeudsmykningen, og de hører absolut ikke blandt værkstedets bedste frembringelser, men det har jo næppe heller været mester selv, der dekorerede alle bindene. Bind med samme midterfigur er anført i bilaget nedenfor som nr. 6, 10, 12, 13 og 14, mens et bind med samme figur, men med en rund stemplet bort findes i bilaget som nr. 9.



21 Samt på bindet afbildet i Larsen og Kyster pi. XXV, fig. 1, hvis dekoration forekommer på de tidlige Boppenhausenbind; det oplyses ikke, at bogen ifølge regning er indbundet 1743.


DIVL870

Fig. 6. J.M. de la Motte Guion: Explications du nouveau Testament. VI. Koln 1713. Bvo (nedenfor bilag nr. 1). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL873

Fig. 7. Cl. Fleury: Histoire ecclésiastique. I. Paris 1722. 4to ((nedenfor bilag nr. 3). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL876

På modstående side: Fig. 8. Bern. Pez et Philibert Hueber: Codex Diplomatico-historico Epistolaris. Augsburg 1729. Fol. (nedenfor bilag nr. 5). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL879

Fig. 9. Matthias Bél: Notitia Hungariae novae Historico Geographica. 11. Wien 1735. Fol. (nedenfor bilag nr. 8). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL882

Fig. 10. Le journal des scavans. Paris 1740. 4to (nedenfor bilag nr. 4). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guldog blindtryk.


DIVL885

Fig. 11. Remarques critiques sur le Dictionnaire de Bayle. I. Dijon et Paris 1752. Fol (nedenfor bilag nr. 16). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld og blindtryk.


DIVL888

På modstående side: Fig. 12. Jos. Sim. Assemann: Italicæ Historiæ Scriptores. I. Rom 1751. 4to (nedenfor bilag nr. 31). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL891

Fig. 13. Titus Livius: Historiarum ab urbe condita Libri. I. Amsterdam 1738. 4to (nedenfor bilag nr. 25). Brunt kalveskindsbind med dekoration i guld- og blindtryk.


DIVL894

På modstående side: Fig. 14. To bogrygge fra Boppenhausens værksted i lysebrunt kalveskind med forgyldning. Johs. Meursius: Opera omnia. I. Firenze 1741-63. Fol.; Joh. Bona: Opera. I. Torino 1747. Fol. (nedenfor bilag nr. 20 og 29).

Side 103

På Frederik Vs tid forsvinder skæringerne, og borter får overtaget. Midt på bindsiderne af biblioteksbindene stemples nu et lille forgyldt „F5" med krone over, og dekorationen bliver mere elegant, se fig. 11-13 22 På fig. 13 forekommer et rokokoornament ved hjørnerne, som ligeledes ses anvendt på 10 andre værker. Alle bindene er dokumenteret i regning fra 1760 (bilag nr. 18-21, 23, 26-28 og 30-31), hvad der medfører en korrektion af Larsen og Kyster, som henfører ornamentet til Georg Julius Liebe's værksted.23 Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Liebe har fået fat i det pågældende stempel efter Boppenhausens død 1761, men endnu engang: Larsen og Kyster kan ikke tages for pålydende, før der er fundet nærmere begrundelse for en sådan udokumenteret

Nogle pragtbind som kan tilskrives Boppenhausen

Et rødt maroquinbind om Peter Terpager: Ripæ dmbricæ, Flensburg 1736,24 som har trykt dedikation fra Terpager til Christian VI, er formentliget mæcenatseksemplar (se fig. 15). Bindet er i den tidlige stil, dekoreret i forgyldning på for- og bagside med en midterdekoration sammensat af flere små ornamenter, hvori indgår vuggegænger, i en rektangulær ramme af en linie, hvortil ind mod midten slutter sig en bort af små vuggegænger. I hjørnerne et stort ornament, midt på rammensidder en krone og øverst og nederst Christian Vis kronede spejlmonogram,flankeret af løver med to haler. Derudover en bred yderbortsammensat af buer og blomster. Ryggen har forfatter og titel i andetfelt, og Christian Vis spejlmonogram i de øvrige felter. Bogen har guldsnit og forsats af tyrkisk papir dekoreret med rækker af rosetter forbundet med brede linier i grønt og guld. Størstedelen af ornamenternekendes fra Boppenhausen-værkstedets biblioteksbind, f.eks. ses



22 Sådanne bind er også afbildet, i farver i Harald Ilsøe: På Papir, Pergament og Palmeblade ... Skatte iDet kongelige Bibliotek, Kbh. 1993, s. 91, og i sorthvidt i Magasin fra Det kongelige Bibliotek 8. årg. nr. 2, 1993, s. 9.

23 Larsen og Kyster pi. XCVII fig. 5 (ifølge s. 42 fra bog i Kongens Håndbibliotek).

24 Eksemplar i Danske Afdelings hovedsamling med signatur: 33-380 4to, eks. 1.


DIVL922

Fig. 15. Peter Terpager: Ripæ Cimbricæ. Flensburg 1736. 4to. Eks. 1. Rigt udsmykket rødt maroquinbind. Formentlig fra Boppenhausens værksted.


DIVL925

Fig. 16. Dansk Bibel. I. Kbh. 1757. 4to. Rigt udsmykket rødt maroquinbind. Formentlig fra Boppenhausens værksted.

Side 106

Christian Vis spejlmonogram flankeret af løver på et par bøger indbundet1745 (bilaget nedenfor nr. 8 og 11). Hjørneornamentet er tidligerebeskrevet og afbildet i F å?F35, 1996, fig. 24, jvf. s. 50 og 54. Den indre bort forekommer på fig. 7 og 8, mens yderborten genfindes på fig. 13.

Større elegance præger udsmykningen af to kvartbind i rødt maroquin om en bibel, trykt i Vaisenhusets trykkeri 1757 (se fig. 16). I andet bind findes indklæbet en håndskrevet lykønskning fra dronning Juliane Marie til Frederik V 1760:

„Lev længe Friederich, i Sundhed, Roe og Fred! Giør endnu mange Aar dit Folcks Lycksalighed. Det ønsker Jeg af Hjiertens Grund, i allen Stund, den 16. october 1760 Juliane Marie."

Bindsiderne rummer en stor midterdekoration sammensat af mindre ornamenter omgivet af en ramme med buer, der går indad i hjørnerne og udad på siderne. I hjørnernes buer er stemplet en stilk med tre blomster, foroven og forneden bl.a. et nyreformet ornament, som også indgår i yderborten, der i hjørnerne afbrydes af en kvartbue ved blomsterornamenter. Bindene har titel og årstal i ryggens andet felt og bindnummerering i tredie felt, det sidste omkranset af to buede linier. I de øvrige felter ses som midterornament en stilk med blomster over to grene og rundtom små stjerner og cirkler. I hjørnerne ses en del af et ornament, det samme som også bruges på sidernes midterornament. Bindene har ciseleret og marmoreret guldsnit, og forsatsen er blåt klistermarmor. En række af ornamenterne genkendes fra Boppenhausens biblioteksbind, således grenene under blomsterstilken på ryggen fra bøgerne i bilagets nr. 19, 20 og 30 (jvf. fig. 14). Ornamentet midt på siden, som også er anvendt yderst i nogle af rygfelterne, genfindes på rygdekorationen på bilagets nr. 29 (se fig. 14 bindet til venstre). Grenborten under nederste rygfelt findes også på fig. 5 (bindet i midten) og på fig. 14 (bindet til højre), og blomsterornamentet i bindsidernes hjørner genfindes som hjørneornament på fig. 12.

Pragtbindet blandt bind, der kan tilskrives Jacob Wilhelm Boppenhausen,er dog et rødt maroquinbind om et eksemplar af Joh. Gunth. Aug. Placius: Breve-Bog, trykt 1757 hos Niels Hansen Møller i oktavformatpå Boppenhausens forlag. Bogen har Frederik Vs monogram midt på for- og bagside, og da Boppenhausen har dediceret den til kongen, er der utvivlsomt tale om mæcenatseksemplaret, indbundet af Boppenhausenselv. Snittet er dekoreret med guld og farver, og på bindets


DIVL928

Fig. 17. Jo. Gunth. Placius: Breve-Bog. 2. opl. Kbh. (på Boppenhausens forlag) 1757. Bvo. Rigt udsmykket maroquinbind. Fra Boppenhausens va>rksted. Bindets forside.


DIVL931

Fig. 18. Jo. Gunth. Placius: Breve-Bog, (som fig. 17). Bindets snit og ryg.


DIVL934

Fig. 19. Jo. Gunth. Placius: Breve-Bog, (som lig. 17). Bagsidens inderside.

Side 110

indersider er malet to billeder indrammet af guld- og sølvtrykte ornamenter(fig. 17-19). Blandt elementer kendt fra andre bind er fire ornamentermed krone, som slutter sig til yderborten. De ses afbildet på fig. 8. Grenranken under kongemonogrammet forekommer også på ryggen af Bibelbindet fra 1757 (se fig. 16, ogjvf. fig. 14). Blomsterranken,der er stemplet på langsiderne af maleriet på bagerste spejl, er ligeledes den samme, som findes forneden på ryggen af bibelbindet (jvf. fig. 5 og 14), og vuggegængeornamentet i hjørnerne kendes fra utallige Boppenhausen-bind, f.eks. bindet i bilaget nr. 2.

Bogen er oversat fra tysk og er en art brevskrivningens takt og tone, der som Boppenhausen skriver i dedikationen, skal give de „Unge og Uøvede Anviisning til at indrette deres Breve og Skrivelser saaledes som det stemmer overeens med Fornuften, Høfligheden og den vedtagne rigtige Danske Skrive-Maade". Udover eksempler på breve til forskellige lejligheder indeholder den „Erindrings-Seddeler og Billetter", f. eks. en sålydende til en bogbinder: „Pro memoria. Hosfølgende Bøger vilde Han behage at planere til Gavns, sprenge rødt paa Snittet, bestikke grønt, og indbinde i Fransk Bind; Dog maa de ogsaa vel bankes osr eriøres snart færdisr, thi iesr bier med stor Længsel efter Tiden at læse dem igiennem. For Arbejdet fornøyer jeg taknemmeligen ved Bøgernes Annammelse. Ilefield, d. 4. Decembr. 1756. Studiosus". I et afsnit om titler på dansk og fransk får man også at vide, hvordan en bogbinder tiltales, nemlig på dansk som 'Velfornemme Sr. N. Borger og Bogbinder', på fransk som 'Monsieur N. Relieur de livres.'

Endnu et pragtbind udkommet på Boppenhausens forlag, er Hans Paus: Samling af gamle norske Love, 1752, 4to, i tre bind. Hans Paus har dediceret værket til kongen, og de smukke bind er helt sikkert indbundetaf Boppenhausen. Det må så stå hen, om der er tale et mæcenatseksemplareller det eksemplar, der er indbundet for kongen af Boppenhausen fem år senere. Regningen oplyser ikke nærmere om bindet, men prisen for de tre bind lyder på 18 rdl., altså 6 rdl. bindet, hvad der normalt var prisen på bind i maroquin, og da det bevarede eksemplar er i brunt kalveskind, er dets tilblivelse usikker. Bindet er afbildetaf Larsen og Kyster (pi. XXV fig. 2), hvor materialet dog urigtigt


DIVL937

På modstående side: Fig. 20. Vollståndige Nachtricht von dem Ursprung und Vollziehung der ... Koniglichen Dånischen Selbstherrschaft. Kbh. (på Boppenhausens forlag) 1760. Bvo. Rødt papirbind med dekoration i forgyldning.

Side 112

angives som maroquin, velsagtens fordi forfatterne har husket forkert
og ment, at det burde været det ifølge prisen.23

Blandt andre Boppenhausen-publikationer skal sluttelig nævnes en lille Vollståndige Nachricht om enevældens indførelse 1660, uddraget af Holbergs Danmarks historie og udgivet i anledning af 100-årsjubilæet af Jacob Wilhelm Boppenhausen, Konigl. Bibliothek-Buchbinder, wohnhaft in der grossen Grun-Strasse1. Et eksemplar i Det kgl. Bibliotek er indbundet i rødt papirbind dekoreret med en forgyldt bort, næppe mæcenatseksemplaret, men under alle omstændigheder udført af Boppenhausen, for borten findes som allernederste rygornament på to andre dokumenterede Boppenhausenbind, nemlig Joh. Meursius' Opera og Ciceros Opera, begge indbundet 1760 (jvf. bilaget nedenfor nr. 22 og 29). Bindet ses på fig. 20, borten desuden på fig. 5.

Indbindingen af Frederik Vs salvingsakt

Frederik V blev salvet til konge 4. september 1747 af Sjællands biskop Peder Hersleb. Som under de foregående konger blev prædikenen ved denne lejlighed efter kongelig befaling trykt, forsynet med kongens og dronningens portrætter i kobberstik udført af I.M. Preisler 1747 efter malerier af CG. Pilo. Også til denne salvingsakt er der i Rigsarkivet bevaret regninger, hvoraf det fremgår, hvordan de kongelige eksemplarer blev indbundet, og hvem der har indbundet dem. Der blev gjort tre forskellige indbindinger, i fløjl, i marmoreret bind og i franskbind. Bogbinderne, der udførte arbejdet, var Georg Julius Liebe (1710-78), Peter Lyman (1695-1768) og Carl Gottfried von Fenden (ca. 1710-1792). havde alle tre indbundet for kongen i årene forud.

Georg Julius Liebe havde afløst Ludwig Fenniger som hofbogbinder i 1746. Han var søn af bogbinder Johan Daniel Liebe og udlært af stedfaderen Johan Friedrich Pliier 1728.1 1734 tog han borgerskab og blev mester. Derefter hører man ikke mere om han, før han d. 30.8. 1746 får kgl. konfirmation på at være hofbogbinder i afdøde Ludwig Fennigers sted. Stillingen havde han til sin død 1778. Igennem årene havde han faste leverancer til Kongens Håndbibliotek, men Frederik Vs Salvingsakt var hans første store opgave.26



25 Regningen (1757 nr. 1177) er ikke medtaget i listen s. 45ff over bind udført af Boppenhausen.

26 Larsen og Kyster s. 35.

Side 113

Peter Lyman var udlært hos sin far Andreas Lyman 1714. Han blev mester og fik borgerskab 1720. Samme år blev han gift.27 Da han 1734 blev valgt til oldermand, men af samvittighedsgrunde vægrede sig ved at aflægge ed til kongen, var han nærved at have forbrudt sit borgerskab og blive forvist fra byen. Men efter et indtrængende bønskrift til kongen fik han lov til at blive i byen,28 og havde fra 1738 regelmæssigt arbejde for kongen og kancelliet.29

Den tredie bogbinder, Carl Gottfried vonFenden, blev udlært af sin far, den tidligere hofbogbinder Martinus von Fenden 1731. Han tog borgerskab og blev mester 1736, og fra 1744 findes der bogbinderregninger for arbejde til kongen (jvf. fig. 3).

Ifølge regningerne for salvingsakten var fordelingen mellem de tre
bogbindere som følger.

I maj 1750 leverede Liebe ifølge regning 300 bind:


DIVL971

En måned senere leverede han yderligere 69 eksemplarer i franskbind
med samme udsmykning og til samme pris.

I juli leverede Peter Lyman derpå 70 eksemplarer indbundet i franskbind med forgyldt snit og kongens monogram på begge sider til en stykpris af 1 rdl. og Carl Gottfried vonFenden ligeledes 70 eksemplarer i franskbind for samme pris.30

lait blev der indbundet 509 eksemplarer, 9 i fløjl, 40 i marmoreret bind og 460 i franskbind. Det er næsten det samme antal og fordeling, som gjaldt Christian Vis salvingsakt, men denne gang udført af tre bogbindere.



27 Personalhistorisk Tidsskrift B.rk. I. 1922 s. 158.

28 Kirkehistoriske Samlinger 5. rk. IV, 1907-09, s. 105-10, og Carl P. Nielsen og R. Berg (note 12) s. 64-67.

29 Larsen og Kyster s. 48f, jvf. pi. XLII og XLIII fig. 1.

30 Rigsarkivet: Partikulærkammeret, Bilag til Partikulærkasseregnskaber 1750 nr. 987, 988, 989, 990.

Side 114

Alle bind, der er indbundet af Liebe, er forsynet med et dansk-engelsk alliancevåben, hvori indgår initialerne 'F 5' og 'L' på midten af bindsiderne, en komposition med kronregalierne (krone, scepter, sværd, æble) ud mod hjørnerne og en yderbort med heraldiske dyremotiver. Skønt stemplerne blev fremstillet i anledning af denne indbinding, har Larsen og Kyster underligt nok undladt at anføre regningen herfor i listen over dokumenterede Liebe-bind 47f. Man skulle ellers synes, at denne regning er ret væsentlig, al den stund den netop udtrykkeligt anfører de heraldiske ornamenter, som Larsen og Kyster henviser til som noget særligt for Liebe.31 Disse bind er derfor lette at identificere, og da han har indbundet broderparten af bindene, siger det sig selv, at det er dem, man oftest træffer på. Ifølge regningen skulle Peter Lymans bind til salvingsakten have Frederiks monogram på for- og bagside. Hvordan Carl Gottfried von Fendens bind har set ud, melder hans regning desværre intet om. Bind, der kunne tænkes udført af von Fenden, er ikke fundet.

Salvingsakten findes på Det kgl. Bibliotek i to eksemplarer: et i Hielmstiernes samling i franskbind i Liebes indbinding og et i hovedsamlingeni en senere biblioteksindbinding med Christian VIIs monogrampå ryggen. I Universitetsbibliotekets samling findes et eksemplar i franskbind i Liebes indbinding. I Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek findes 2 eksemplarer i franskbind i Liebes indbinding. Herlufsholms Bibliotek (nu i Odense Universitetsbibliotek) har et eksemplar i franskbind i Liebes indbinding, mens Sorø Akademis bibliotekseksemplar er i en indbinding med Frederik Vs kronede spejlmonogramog en forgyldt bort langs kanten. Denne kantbort er magentil borten på nogle bind, der ifølge Larsen og Kyster skulle være indbundet af Lymanfamilien og er afbildet på pi. XLI og pi. XLVI. Begge de der viste bind er ikke dokumenterede med regninger, men da den indre bort på bindet pi. XLI og rygornamentet på bindet pi. XLVI kan påvises på sikre Lyman-bind,32 må det anses for sandsynligt, at Sorø Akademis eksemplar af Frederik Vs salvingsakt er et af de af Lymanindbundne



31 Larsen og Kyster s. 31f.

32 Den indre bort på de afbildede bind findes f.eks. på Fr. de Salicnac de la Mothe: Les avantures de Telemaque. Leiden & Amsterdam 1761, indbundet af Peter Lymans bror Andreas Lyman for Det kgl. Bibliotek ifølge regning nr. 1764-1236, jvf. Larsen og Kyster s. 49; rygornamentet, afbildet Larsen og Kyster pi. XLII, fig. 2, og pi. XLIII, fig. 1, er på bind indbundet af Peter Lyman, begge med henvisning til regning.

Side 115

manindbundnebind. Udover disse eksemplarer findes ifølge Larsen
og Kyster også et eksemplar på Lerchenborg Bibliotek, der er i en Liebe-indbinding
.33

Liebes heraldiske dekoration, dog uden regalierne i hjørnerne, genfindes på flere andre bind. Et er afbildet efter et bind i Sorø Akademis bibliotek hos Larsen og Kyster pi. XXIX. To andre er fundet i Det kgl Bibliotek, nemlig Peder Hersleb: Rigernes Almindelige Jubel- Glæde, Kbh. [1749] og Matthias Hviid: Jubel Prædiken, Kbh. 1749, begge formentlig hidrørende fra prinsessse Charlotte Amalies bibliotek.34 Desuden findes den heraldiske bort alene anvendt i andre sammenhænge som vist af Larsen og Kyster på pi. XXXIV og XXXVII fig. 1, og menes kun at forekomme på Liebe-bind. Her afbildes et udsnit af den fine bort som fig. 21. 'Lindorm' og elefant er danske symboler, løve (uden krone) og enhjørning engelske:


DIVL969


33 Fra eksemplaret på Lerchenborg har Larsen og Kyster afbildet hjørneornamentet med regalierne på pi. XCV, fig. 7, jvf. s. 41; mens salvingsaktens rygornament vises på pi. XCVI, fig. 5, jvf. s. 41.

34 Se KBs arkiv E 61, Katalog over Charlotte Amalies bogsamling nr. 856 og nr. 871, hvor det ved titlerne er noteret, at de skal indgå i KB.

Side 116

BILAG

Bøger indbundet i spejlbind af Jacob Wilhelm Boppenhausen ifølge regning og omtalt i artiklen

Efter indbindingsåret henviser et nummer til bilagsnummeret fra det pågældende år
i Partikulærkasseregnskaberne, jvf. tabellen ovenfor s. 90f.

Bind udført 1739 (nr. 237):

1 J.M. de la Motte Guion: Explications du nouveau Testament. VI. Koln 1713. Sign.
91-112 Bvo.Jvf.fig. 6.

Bind udført 1740 (nr. 830):

2 J°h. Hardouin: Opera varia medica. Amsterdam 1732. Sign. 18-17 fol.

Bind udført 1743 (nr. 1293):

3 Cl. Fleury: Histoire ecclésiastique. I. Paris 1722. Sign. 29-58 4to. Jvf. fig. 7.

3a Joh. Jac. Mascou: Geschichte der Teutschen. Leipzig 1726, afbildet i Larsen og Kyster,
pi. XXV fig. fig. 1.

Bind udført 1744 (nr. 1599):

4 Le Journal des sfavans. Paris 1701-44. Sign. 80,1-95 4to. (Bindene for årene 1745-61
udført 1761 (nr. 1237). Jvf. fig. 10.

5 Bern. Pez et Philibert Hueber: Codex Diplomatico-historico Epistolaris. Augsburg
1729. Sign. 2-14 fol. Jvf. fig. 8.

6 Em. a Schelstrate: Antiquitas Ecclesiae. I-11. R0m1692-97. Sign. 4-28 fol.

7 W.E. Tentzel: Saxonia numismatica. Franckf., Leipzig & Gotha 1714. Sign. 59-418
4to.

Bind udført 1745 (nr. 1495):

8 Matthias Bél: Notitia Hungariae novae Historico Geographica. I-IV. Wien 1735-1742.
Sign. 15-342 fol. Jvf. fig. 9.

9 Augustin Calmet: Histoire universelle, sacrée et profane. I-VIII. Strassburg 1735-47.
Sign. 61-50 4to.

10 Catrou et Roillé: Histoire Romaine. I-XXI. Paris 1725-48. Sign. 61-242 4to.
11 Ghr. Fr. von Hauen: Leksikon = GkS 765-67 fol.

12 John Norden: Speculi Britanniæ, Pars: A Topographical and Historical Description of
Cornwall. London 1728. Sign. 65-15 4to.

Bind udført 1746 (nr. 1519):

13 Bruzen de la Martiniére: Histoire de la vie et du regne de Louis XLV. I-V. Haag 1740-42.
64-138 4to.

14 A. Foresti: Mappa Mondo Istorico. I-11. Venezia 1735. Sign. 61-49 4to.

Side 117

Bind udført 1747 (nr. 1025):

15 Joh. Vaillant: Numismata Imperatorum Romanorum. Rom 1743. Sign. 59-297 4to.
Jvf. fig. 5.

Bind udført 1756 (nr. 1113):

16 Remarques critiques sur le Dictionnaire de Bayle. I. Dijon et Paris 1752. Sign. 13-113
fol. Jvf. fig. 11.

Bind udført 1760 (nr. 1272):

17 Jos. Sim. Assemann: Kalendaria Ecclesice Universæ. I. Rom 1755. Sign. 31-11 4to.
18 Ang. M. Bandinius: De Obelisco Cæsaris Augusti. Rom 1750. Sign. 12-211 fol.

19 Benedictus XIV: De Servorum Dei Beatificatione. Ed. sec. I-TV. Padua 1743. Sign. 4-50

20 Joh. Bona: Opera. I-IV. Torino 1747. Sign. 4-56 fol. Jvf. fig. 14.
21 Ant. Bonfinius: Rerum Ungaricarum Decades IV. Wien 1744. Sign. 15-346 fol.
22 M. Tullius Cicero: Opera. I. Padua 1753. Sign. 74,11-174 4to. Jvf. fig. 5.

23 Dionysius Genuensis: Bibliotheca Scriptorum Ordinis minorum S. Francisci Capuccinorum.
Venezia 1747. Sign. 19-104 fol.

24 Juan de Ferrera: Histoire générale d'Espagne. I. Paris 1742. Sign. 63,111-79 4to. Jvf.
fig. 5.

25 Titus Livius: Historiarum ab urbe condita libri. I-VII. Amsterdam 1738. Sign. 74,11-49
fig. 13.

26 Jac. le Long: Bibliotheca Sacra. MI. Paris 1723. Sign. 1-243 fol.
27 M. Annaeus Lucanus: Pharsalia. Leiden 1740. Sign. 74,1-256 4to.

28 Edv. Mårtene: De antiquis Ecclesice ritibus Libri. Ed.sec. I-FV. Antwerpen 1736. Sign.
4-56 fol.

29 Johs. Meursius: Opera omnia. I-XII. Firenze 1741-63. Sign. 18-21 fol. Jvf. fig. 14.

30 Abbé Papilion: Bibliothéque des Auteurs de Bourgogne. I-11. Dijon 1742-45. Sign. 19-39

Bind udført 1761 (nr. 1237):

31 Jos. Sim. Assemann: Italicæ Historice Scriptores. I. Rom 1751. Sign. 63,1-45 4to.Jvf.
fig. 12.

Side 118

SUMMARY INGRID ILSØE: Investigations of bookbindings in the collections af the Royal Library. 111. Danish bookbindings and bookbinders c. 1740-1760.

In continuation of earlier articles in vols. 34-35, the present article examines the Danish bookbindings 1740-60. Basedon research in the annual register of guilds and corporations a record of the number of bookbinders, theirjourneymen, and apprentices demonstrates the extent of the bookbinding tråde.

An extant copy of the estate of Martinus von Fenden, bookbinder to the King, reveals that he was insolvent at his death and his possessions including his bookbindingtools were put up for auction and thus were not inherited by his son as assumed by Sofus Larsen and Anker Kyster in Danish Eighteenth Century Bindings 1730-1780, Copenhagen 1930. This gives rise to some critical remarks on the methodology af their hitherto undisputed work.

Basedon the bilis from Jacob Wilhelm Boppenhausen it is possible to determine the exact number of bindings executed for the Royal Library and to characterize his types of bindings (fig.s-14). Finally a number of other bindings, which it is now possible to ascribe to him, are described in detail (fig. 15-20).

From binders' bilis preserved in the National Record Office it is shown that copies of the text of the coronation-ritual of Frederik V were bound by three bookbinders (George Julius Liebe, Peter Lyman, and Carl Gottfried von Fenden). Fig. 21 shows the heraldic border used by Georg Julius Liebe, binder to the King, consisting of elements (elephant, lion, and unicorn) alluding to Frederik V and his English born queen Louise.

 



Udgivet af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek
Published by The Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library