Studier ovep Ælnods skrift om Knud den hellige. - e.tidsskrifter.dk

 

Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 4 (1892 - 1894) 1

Studier ovep Ælnods skrift om Knud den hellige.

Af

Hans Olrik

a) Ælnods personlighed og stil.

Vi véd ikke andet om Ælnod end hvad vi kan læse os til i det skrift, han har udarbejdet om Knud den helliges liv, død og skrin!æggelse. Af dette skrift fremgår det, at han var fra Canterbury, og at han havde været 24 år i Danmark, da han skrev sin helgenkrønike. Dette forfatterskab falder inden foråret 1124; biskop Arnold af Roskilde omtales nemlig som endnu levende, men han døde 24. Maj 1124. Den højtidelige skrinlæggelse af Knuds legeme i foråret 1101 ses Ælnod at have overværet, hvorimod han ikke har været øjenvidne til den forste skrmlæggelse i Påsken 1095. Mellem disse to år, altså i Erik Ejegods kongetid, må han være kommen til vort land.

Hvad der har bevirket, at Ælnod skiftede fædreland, står ikke ret klart. Rigsarkivar A. D. Jørgensen har udtaltden formodning, at hans komme til Danmark står i forbindelse med Erik Ejegods møde med Anselm af Ganterbury i Bari 1098: i sin iver for kirkens fremme i Norden skulde den landflygtige ærkebisp have bragt

Side 206

det offer at afstå kong Erik en af sine klerke1). Så fristende denne gisning end er, kan den dog ikke kaldes berettiget. For det forste vilde det være næsten utænkeligt,at Ælnod ikke med et ord skulde mindes Erik Ejegods Romafærd, når den havde fået så indgribende betydning for hans eget liv; men på dette punkt er han tavs, han nojes med at omtale den sendefærd, kong Erik lod udgå til pave Paschalis 11. En anden og vægtigeregrund lader sig dernæst rejse mod gisningen. Munken Eadmers skrifter viser os nemlig, at den landflygtigeærkebiskop Anselm af frygt for det antigregorianskepartis efterstræbelser kom til Italien forklædt som munk, kun fulgt af to ledsagere, munken Baldum, der havde været hans hojre hånd og derfor allerede 1095 var udjagen af kong Vilhelm 11, og selve Eadmer, som har skildret deres mærkelige rejse2). Der bliver således ikke plads til Ælnod i Anselms følge.

Sporger man, hvorledes Ælnod da kan være kommen hertil, må man kaste et blik på de andenstedsfra kendte forbindelser mellem England og Danmark i Erik Ejegods tid. Vi véd, at kong Erik allerede i begyndelsen af sin styrelse hentede munke fra Evesham til Odense, uden at vi for øvrigt kan sige, hvorledes han netop er kommeni berøring med dette engelske kloster. Denne forbindelsekan imidlertid ikke fuldtud forklare os Ælnods komme hertil, da han dog næppe kan være udgået fra Evesham. I så fald måtte han have nævnt sig som munk fra dette kloster og kunde ikke have nojedes



1) A. D. Jørgensen, Den nordiske kirkes grundlæggelse, s. 879.

2) Eadmer, Historia novorum in Anglia II; De vita et conversatione Anselmi archiepiscopi 11, 28 (ed. M. Rule, London 1884, s. 95. 389).

Side 207

med at omtale sin fødsel i Ganterbury. — Imidlertid har der mellem de to lande tillige været kirkeligt samkvem af anden art. Anselm af Ganterbury skriver i alt fald i sit lykønskningsbrev til ærkebiskop Asser: „Jeg beder Eders hellighed, at I med Eders hellige nidkærhed vil rense det land [o: Danmark] for frafaldne klerke, så at ikke nogen fremmed dér får noget kirkeligt embede; thi det. hænder, at folk, som er afviste af deres egne bisper, går did og på fordommelig vis opnår indvielse til forskellige embeder"x). Anselm taler her af erfaring, og sagen vedrører ham tydelig nok personlig. Den daværendeeuropæiske kirkespaltning er ganske vist til dels baggrunden for hans anke; men det er meget sandsynligt,at der mellem de forløbne klerke i Danmark også har været Angelsaksere, som delte den nationale uvilje mod de normanniske erobrere og derved blev modstandere af den nye engelske kirkeretning med dens romerske tugt og lovmæssighed. I så henseende stod den angelsaksiske præstestand nemlig ikke enig; nogle sluttede sig straks til den kirkelighed, Normannerne indførte fra fastlandet, andre så den kun som et led i de fremmedes åg. Ælnod, der i hoj grad nærede angelsaksisk nationalfølelse,har stået på de uforsonlige klerkes side. Harme mod erobrerne har da rimeligvis drevet ham til at forladesit

Hvilken stilling har Ælnod indtaget her i Danmark? Den tidligere gængse opfattelse, at han skulde have tilhørtmunkelaget i Odense, er bleven afvist af rigsarkivar A. D. Jørgensen med den begrundelse, at Ælnod i sin omtale af Knudsbrødrene synes at stille sig selv udenfor



1) Liljegren, Diplomatarium Suecanum I 44.

Side 208

dem; i steden for fremhæves det som sandsynligst, at
han har været knyttet til kong Nils, hvem han tilegnede
sit skrift, og haft plads blandt hans kapellaner.

Det må nu ganske vist indrommes, at Ælnod aldrig betegner sig selv med ordet „munk", men kalder sig „den ringeste af præsterne"1); og nogle af de steder, hvor Ælnod omtaler Odensemunkene, kunde virkelig i og for sig lade læseren formode, at den engelske klerk ikke hørte hjemme blandt dem. Men der er imidlertid andre steder, der afgjort viser, at Ælnod har været knyttet til Odense kirke. Fremfor alt siger han i forordet, at han har udarbejdet sit skrift med ivrig understøttelse af munkene, som tjener Jesus Kristus og den herlige sejrherre (o: Hellig Knud) på samme sted som han selv2). I et vers, hvor han taler om Knuds helligdom, siger han ligeledes3):

Mængden strommer herhid, her fromme glæder den nyder

Har Ælnod altså sikkert hørt hjemme i Odense, må man også antage, at han har hørt til Knudsbrødrene, hvor påfaldende det end er, at han ikke selv kalder sig munk. Kun hvis han har været i St. Knuds kloster, forstår man hans indtrængende bon til kong Nils om at



1) S. r. D. 111 328. 389.

2) Sed qvæ de gestis religiosi principis .... agnovi, religiosi habitus viris, Jesu Ghristo ibidem insigniqve triumphatori deservientibus, obnixe suffragantibus, posterum memoriæ apicibus contradidi (S. r. D. 111 329). — Så vel her som senere henviser jeg tillige til min oversættelse af Ælnod (i „Helgenlevneder", 1893), der helt igennem har været underkastet et indgående gennemsyn af sprogmændene professor dr. M. Cl. Gertz og fhv. rektor H. H. Lefolii.

3) S. r. D. 111 361: Gonfluit hue populus, håbet hic pia gaudia vulgus.

Side 209

støtte klosterets munke1). Men her må vi lægge mærke til de ord, hvormed han slutter: „Lad os i vor svaghed holdes oppe ved håbet om Guds barmhjertighed og ved hjælp af den kongelige støtte!" Her taler Ælnod ikke særlig om sin egen person, så meget mindre, som han ellers i forordet ligesom i efterskriften bestandig bruger „jeg" og ikke „vi" om sig selv; som det fremgår af sammenhængen, taler han om hele det samfund, han tilhører. Når Ælnod da ved omtalen af Knuds skrinlæggelsesiger: „Vi syndere så med egne ojne den salige martyrs dyrebare relikvier"2), må han, i det mindste forst og fremmest, have tænkt på de forsamlede Knudsbrødre.Således vidner hans eget skrift om, at han har været præsteviet munk i Odense; han har søgt til det sted i Danmark, hvor han traf landsmænd.

Om sine forhold i Danmark giver Ælnod for øvrigt yderst sparsomme oplysninger; han berører egenlig kun, hvad han har dojet af modgang og avind. I efterskriften klager han i mere almindelige udtryk, men i forordet udtaler han sig lidt bestemtere: Når han nu vover sig i lag med så stort et værk, venter han, at „den bidske dadlelysts syge", som nu og da rejser sig imod ham, vil flamme op i lys lue. Straks derefter siger han: „Lad hanen, der spankulerer om i gården og oppe under tjald lader sin skingrende galen klinge gennem luften, stolt gå forbi spidsmusen, der tumler sig i sin krukke, og lad den hellere med sine hvasse sporer give sig i kast med sine ligemænd!" Disse ord tager næppe sigte på læsernes kritik i al almindelighed, men tyder snarest på



1) Slutningen af forordet: S. r. D. 111 330.

2) S. r. D. 11l 387 f. Laesemaden i handskriftet fra Ter Doest ma foretraekkes.

Side 210

uvenskab med en hojere stillet klerk, af hvem han ser sig forfulgt ved alle lejligheder, trolig nok også ved tidligereforfatterskab. Hvem denne mand har været, er det umuligt at danne sig nogen sikker forestilling om. Den tanke kunde måske opstå, at der sigtedes til selve ærkebiskop Asser: i henhold til Anselms formaning kunde han have søgt at få den fremmede klerk ud af landet, nærmest ved at fortrædige ham, hvor der frembød sig lejlighed. Men da Ælnod hørte til et munkesamfund, der var grundlagt af Englændere og rimeligvis havde yderst lidt med ærkebispen at gore. er en sådan formodningdog lidet sandsynlig.

Det følger af sig selv, at Ælnod under sit lange ophold i Danmark har lært det danske tungemål. Hans tydninger af danske stedsnavne godtgor det tilfulde. samtidig med at de viser, at han dog er den fremmede mand; ingen indfødt vilde finde på at give sådanne sproglige forklaringer1). Trods sit gode kendskab til Dansk kan Ælnod dog komme til at sammenblande det med sit eget modersmål. Blandt forklaringerne af byen Viborgs navn forekommer også den. at forste del er „Vig" (angelsaksisk wig), der svarer til det gammel danske „vi" ; men medens det danske ord kun betyder en helligdom, et indviet sted, betyder det oldengelske ord tillige gudebilledet på sådant et sted, og herudfra giver Ælnod ikke blot tydningen „offerbjærg", der passer på begge mål, men udleder tillige navnet fra en „afgud Vig" der på stedet.

Har Ælnod nu også helt følt sig hjemme i det land,



1) Også Hobert af Elgin har i sit „Knud Lavards levned" haft forklaring af flere danske stedsnavne, som vi kan se det af Vedels uddrag af skriftet.

Side 211

som var blevet hans andet fædreland? Svaret må lyde: nej. Stadig omtaler han de danske som et fremmed folk, og skont han tilegner den danske konge sit værk, er hans dom over Danskerne i det hele dog såre ugunstig.Han kalder dem det hårdeste, trodsigste og grummestefolk, og det ikke blot på grund af Knud den helliges drab, men også fordi kristen sæd og skik ikke har kunnet bryde nedarvede vedtægter og love, hvorved troen efter hans opfattelse kun bliver overfladisk1). For den engelske klerk er de danske altså ikke blot et fremmed,men også et usympatetisk, i flere måder barbarisk folk. Det er England, der stadig har hans hjerte. Hans stolthed er det at tilhøre Angelsakserne, „det ædleste folk"2). Derimod hader han Normannerne, disse „Francigenæ"eller „Romani", som han kalder dem efter deres land og deres tungemål3), og han fordommer deres magt over England. Skont Knud den helliges tog imod dem ikke blev til noget, og der var gået lang tid hen siden da, har han dog ikke opgivet håbet om, at Gud ved et andet middel vil straffe dem og uddrive dem af det herlige land, de har tilranet sig4).

Ælnods skrift viser ham i besiddelse af stærk religiøsitet,parret
med en vis selvfølelse, men røber tillige
hans fremskredne åndsdannelse. Denne dannelse er



1) Jfr. særlig S. r. D. 111 329. 344 f. 370 f.

2) S. r. D. 111 331. 346. 348.

3) Ælnod undgår navnet Normanner. Kun ét sted kalder lian dem „de sydlige Normanner", tydelig nok i modsætning til Nordmændene, der også på Latin kaldtes „Normanni" (S. r. D. 111 331). Når han ellers kalder dem Romani og Francigenæ, er det derfor uden tvivl for ikke at sammenblande dem med Nordmændene.

4) S. r. D. 111 348.

Side 212

imidlertid på ret ejendommelig vis sammensat af nordiske
og boglig-kirkelige bestanddele.

I Danmark har han lyttet til de folkelige sagn: han har ladet sig fortælle, at Hedeby havde sit navn af en dronning Hede, som vi også kender fra Bråvallakvadet og fortællingen hos Sakse; ligeledes har han fået underretning om, at Borglums navn hidrørte fra en dronning „Burlina", om hvem der altså også har været sagn i omløb. Han har noje sat sig ind i danske forhold, så at han kender de egne og beliggenheden af de byer, han nævner. Han har spurgt, fra hvilken tid de danske har været kristne, og har til svar fået fortællingen om Poppos jærnbyrd og dens følger, som han optegner i sit værk. Det må også være her i Norden, han har hørt om sin landsmand Eskils martyrdød blandt de hedenske Svear1). Alt i alt viser disse træk, at den fremmede klerk trods sin uvilje mod, hvad der ikke var præget af den kristelige kultur, har levet sig ind i Danmarks forhold og ladet sig belære også af det nordiske åndsliv.

Ælnods boglige dannelse har efter den tids forhold været betydelig. Som klerk kender han sin bibel; han anfører den idelig og, som det synes, allevegne efter hukommelsen. Derfor kan der også indsnige sig fejl. Han citerer således et sted af Begrædelsernes bog, som om det var af David, og et sted af Joel som et ord af Jeremja, ligesom han synes at gore Salme 79, 1—313 til et sted af profeterne. I forordet taler han om, at Aron slog vand af klippen, mens han burde have skrevet Moses. Han anfører oftere stederne unojagtig, og en



1) S. r. D. 111 351. 356. 330 ff.

Side 213

sammensmeltning af flere, helt forskellige skriftsteder kaldes wapostelens udsagn" 1). Men netop i betragtning af, at han ikke slar skriftstederne efter, men bygger pa sin hukommelse, kan man ikke sige andet, end at han i det hele har vseret bibelfast. Vedrorende skriftens udlsegningbrugeriElnod selvfelgelig den tids allegoriske fortolkning. Men af de fa steder, hvor dette kommer frem, lader det sig ikke afgore, hvilken kommentar han har haft for sig. I efterskriften bruger han fortsellingen oni den barmhjertige Samaritan og tyder der herberget som „forligelse med Gud". Den almindelige fortolkning af herberget var ellers siden Ambrosius's dage wkirken"; men i denne tydning ligger jo rigtignok iElnods opfattelseindesluttet,og jeg tror ikke, at man af den grand skal tsenke sig, at han har brugt andet end Wahlafrid Strabos glosser eller en anden geengs fortolkning. — Fremdeles har iElnod kendt flere af klassikerne. I efterskriftenhentyderhan til Horats's oder 111, 30, og i forordetomtalerhan kampen mellem Hellener og Trojaner i sadanne udtryk, at de ma vgere genklang af Vergils iEneide. Fra dette va^rk har han ogsa sit kendskab til Priamos, der jaevnstilles med Sven Estridson, og til Agamemnon2). Hans omtale af Hannibals grusomhed i Spanien og af Nero, der lod sin moder drsebe, stammer rimeligvis fra Orosius's verdenshistoried). Endvidere ses det af hans stil, at han har kendt Martianus Gapella, inaske ogsa Boethius's „De consolatione philosophise".



1) S. r. D. 111 373 (Begr. 4, 1). 375 (Joel, 1, 17). 370 (Salme 79, 1-3). 329 (Aron). 374. o. s. v.

2) S. r. D. 111 332. 370.

3) S. r. D. 111 370. Orosius, Historiarum adversus paganos lib. IV, 12. VII, 7 (ed. Zangenmeister, Wien 1882, s. 244. 454).

Side 214

Endelig har han læst sin store landsmand Bedas beromte skrift, „Anglerfolkets kirkehistorie"; selv henviser han til det, hvor han taler om Anglerfolkets oprindelse1). Alt i alt har han således en ikke ringe læsning.

Ælnods måde at skrive på er meget bred. Idelig afbryder han den historiske fortælling med betragtninger, overvejende af religiøs art, stundom prægede af patetisk deklamation, stundom røbende alvorlig selvbekendelse. Disse afbrydelser kommer nu og da med såre liden foje, særlig i slutningen af kap. 2 (efter udgaven i Script, rer. Dan.), hvor han tilsidst helt umotiveret forvilder sig hen i betragtninger over synd mod Helligånden. Ejendommeligfor Ælnods stil er hans forkærlighed for tveleddede, harmoniske, stundom rytmiske udtryk og for kunstige omskrivninger; i steden for at sige, at han har opholdt sig 24 år i Danmark, siger han, at han har været der 4 femår og 2 gange 2 til; om Knud den helliges lig siger han, at det lå i jorden i 2 gange 4 år og 3 gange 3 måneder, og ved omtalen af Knuds skrinlæggelse kalder han alteret „det livnærende måltids bord". Mærkeliger også hans lyst til pludselig at slå over fra prosa til heksametre; så vidt går han endog, at han flere gange begynder en sætning i prosa og fortsætter på vers. Hans forbillede med hensyn til denne underlige skiften er Martianus Gapella, som dog også nytter andre versemålforuden heksametret, og måske Boéthius. Denne sidste har dog i reglen kun versene i begyndelsen og slutningen af kapitlerne, mens Ælnod som sagt viser storre uregelmæssighed. Ælnods vers må i det hele kaldes ret gode i deres bygning, på sine steder ikke



1) S. r. D. 111 34(i.

Side 215

uden poesi, men på andre steder kunstige og i reglen svulstige. Hans prosa kan være aldeles udtværet. Flere sideordnede sætninger udtrykker stundom nojagtig samme tanke, så læseren må finde sig i kedsommelig marsch på stedet. Undertiden røber vor forfatter imidlertid ypperlig evne til at skildre malende og anskueligt. Således har han særlig haft held med sig i skildringen af flådens opbrud fra Vestervig; ligeledes er de bevægede scener fra Vendelboernes rejsning lykkedes ret godt for ham, om end fremstillingen ikke allevegne er helt klar. Man får således et levende indtryk af bøndernes rasen mod biskop Henrik, da han søger at stifte fred, og af den vilde tummel, da de overrumpler kongsgården Agersborg.Det blodige optrin i Albanskirken er også skildret på ret fængslende måde. Mangler Ælnods stil end ofte form,- så savner den ikke farve.

b) Ælnods kilder. Forholdet til „Historia martyrizationis".

Da Ælnod udarbejdede sin levnedstegning af Knud den hellige, havde der allerede i over en snes år foreliggetet lille helgenskrift om den myrdede konge, „Passio sancti Kanuti regis et martyris". Det fremtræder som en slags prædiken og er skrevet af en Odenseklerk, der måske næppe har været danskfødt. Affattelsestiden falder mellem 1095 og 1101: efter den foreløbige skrinlæggelse og inden den endelige altersættelseaf Knuds relikvier. Snarest er det at henføre til 1096 eller 1097, den nærmeste tid for Erik Ejegod drog til paven for at frembære sit ønske om Knuds kanonisation.Skriftet har ikke ringe værd for historiegranskningen;i

Side 216

ningen;iflere måder dommer det godt om forholdene,
men den kirkelige idealisering skinner dog allerede stærkt
igennem.

Forholdet mellem dette lille skrift og vElnods storre vserk er af stor interesse for vurderingen af det sidste. At iElnod har haft den seldre Odenseklerks skrift for sig, er sikkert nok. Flere steder gor det i hoj grad sandsynligt, et par steder godtgor det med vished. Som prever kan anfores:

Passi o (S. r. D. 111 318).

Nam crevit in eo morum
prudentia cum juventutis gratia.

Sustentabat inopes ae refovebat

Ælnod.

Grescebat enim in eo morum
honestorum prudentia cum venustæ
juventutis gratia (s. 342).

Famelicos fovebat et pauperes,
.... peregrinos at egentes
misericordiæ stipendiis sustentabat
(s. 343).

Trods disse enkelte overensstemmelser er det imidlertidtydeligt, at Ælnod næsten helt gennemgående undgårat bruge de samme udtryk som „Passio". Han omskriver de vendinger, han finder i det ældre skrift, og ynder at udvide og udsmykke sætningerne. Denne evne hos Ælnod til at kunne bevæge sig langs med sit kildeskriftsudtryk mærker man mange steder. Selv ved Knuds død foran alteret, hvilken han i „Passio" og Knuds gravskrift *) fandt skildret omtrent med de samme ord, vidste han at variere udtrykkene. Som de enkelte udtrykviser slægtskabet mellem de to kilder og dog tilligegodtgor, at Ælnod skyer at afskrive „Passio", således gælder dette forhold også i mange måder, når



1) Ælnods forhold til Knuds gravskrift skal senere blive omtalt.

Side 217

man kaster et blik på anlæg og ordning af stoffet. På den ene side viser Ælnod sig i så henseende oftere påvirketaf „Passio"; på den anden side vil man dog finde forskelligheder. Lad os tage et eksempel! Til Knuds forherligelse anfører „Passio": a) han tog sig af de små og svage i samfundet; b) han støttede bisper og præster ved løfter og privilegier; c) han skænkede gaver til kirker og klostre. Nojagtig den samme ordning af Knuds gode gerninger finder vi hos Ælnod. Men dog er der afvigelser.Særlig nævner Ælnod ikke således som „Passio" de kirker, som i hojest grad nød godt af Knuds gavmildhed.Vi kan også tage et andet eksempel: Straks efter at „Passio"s forfatter har fortalt om Knuds død, fremhæver han, at denne begivenhed ikke har sin lige, hverken i litteraturen eller folkets overlevering. Denne tanke griber Ælnod, men han udfører den på sin måde, i hojstemte toner: andre folk har fundet sig i de værste tyranner, som Hannibal, Herodes og Nero; men det danske folk vilde ikke tåle den konge, der dog kun var dets velgorer!

Det vil heraf fremgå, at Ælnod vel har brugt „Passio", men meget frit, så at dette skrift ved sin udtryksmådeog form kun i ringe grad har været hans forbillede. Forskellen viser sig dog endnu storre, når man ser på indholdet. Der kan ikke være tvivl om, at Ælnod ofte med velberåd hu har taget afstand fra den ældre Odenseklerk. Således ved omtalen af den foreløbige skrinlægning i foråret 1095. „Passio" fortæller bredt om tre „store jærtegn", der hændte ved denne lejlighed: ilden slukkedes straks, da den blev lagt på de hellige ben; vejret klarede op, da skrinlæggelsen fandt sted; og Olav Hunger, der blev hævet til konge, den gang Knud

Side 218

den hellige blev lagt i graven, blev nu stedt til jorden, efter at Knud var tagen op af graven. Ælnod har sin kundskab om begivenheden fra „Passio" ; men med sit videre og friere syn forsmår han at gå på jagt efter jærtegn og vrager derfor også den ældre Odenseklerks fremstilling.Jærtegn et med ilden omtaler han kun ganske kort som en ildprøve, der var rent selvfølgelig. Opklaringen af vejret er ham for godtkøbs; han tager det slet ikke med. Kun Olav Hungers død i samme år som Knuds skrinlæggelse fremhæves som underfuldt tegn på Knuds hellighed; her var det også ganske naturligt, at den troendesporede en hojere styrelse.

Andre afvigelser hos Ælnod er endnu mere iojnefaldende.„Passio" vil vide, at Knud efter Haralds kongevalg blev fordreven af sine brødre; men Ælnod har en fremstilling af sagen, der går i helt anden retning.„Passio" lader Knud ruste tog mod England, fordi han deri sér et middel til at genføde og hæve det danske folk. Denne idealiserende opfattelse, som hverken regner med Knuds ærgerrighed og kamplyst eller mindes de undertrykte Angelsakseres bon, er dog Ælnod for unaturlig; han dvæler ved sine landsmænds tunge kår og bitre klager som den væsenligste grund til Knuds store forehavende. Forfatteren af „Passio" går så vidt i forherligelse af sin helt, at han fremstiller Knuds voldshandlingmod Olav (Hunger) som en fortjenstlig gerning, der blev gjort for Olavs skyld, for at forbedre ham og fri ham fra vanry (!). Men Ælnod, der for øvrigt mangler meget i at bedomme Knuds færd overfor broderen på rette måde, prøver ikke på at opfatte fængslingen som hensynsfaldhed overfor Olav; han nojes med i denne sag at heromme Knuds politiske skarpsyn og har dermedaltså

Side 219

medaltsåfastslået, at Knud tog sigte på eget tarv. „Passio" lader Knud under optrinnet i Odense kirke straks nedlægge våbnene; Ælnod lader ham forst kæmpe mod fjendernes skarer.

Udbyttet af den hele lille undersøgelse om forholdet mellem de to skrifter bliver da dette: Ælnod har nyttet „Passio", men på fri, overlegen måde. Han har meget stof, som ikke forekommer i „Passio", og hvor dette ældre skrift er hans kilde, afviger han dog i reglen stærkt fra det både i udtryksmåde og i fremstilling af de enkelte begivenheder.

Som kilde har Ælnod endvidere haft gravskriften på den plade, der ved altersættelsen 1101 blev nedlagt i Knuds helgenskrin. Denne plade kom for dagen ved åbningen af skrinet i året 1582, og senere afskrev professorvedOdensegymnasium,Ghr. Lund (født 1596, død 1672). dens indskrift. Efter den tid er pladen forsvunden,menindskriftenvarefterverdenen sikret ved et aftryk i Worms „Fasti Danici" (efter Lunds afskrift?), der vel har sine mangler, især vedrørende læsningen af de faldne kongsmænds navne, men dog har stor betydningforfastsættelsenafden oprindelige tekst1). Indskriftensesathavebestået



1) Fasti Danici (1626) s. 20; i udgaven fra 1643 (s. 29 f.) er tilfojet en sammenligning mellem gravpladens indskrift og Ælnods gengivelse af den, således som man kendte den fra Huitfeldts udgave af Ælnod. Om Lunds afskrift se Bircherods note til Westphalens Monumenta IV, sp. 1438. At verset og prosastykket ikke begge skulde have haft deres plads i skrinet og på en og samme plade, er hævdet af justitsråd Herbst (Helgenskrinene i St. Knuds kirke i Odense, s. 41 f.) og tiltrådt af rigsarkivar A. D. Jørgensen (Årb. f. nord. oldkyndigh. ISB7, s. 156 f.J; men jeg kan ikke se, at nødvendigheden af denne antagelse er godtgjort. — En unojagtig og ufuldstændig gengivelse af gravskriften findes i Pontanus's Danmarkshistorie s. 1199; Pontanus har sikkert holdt sig til gengivelsen i Huitfeldts udgave af Ælnod, og ved et lån fra Sakse eller måske snarere fra Huitfeldts Danmarkskrønike fojer han uden videre forræderen „Blakkes" navn til. Fremdeles gengiver Hamsfort prosa-indskriften alene, „fra et gammelt pergament" (S. r. D. VII 218), og denne tekst er bleven erklæret for den bedste (A. D. Jørgensen, anf. st.). Denne tekst afviger både fra den, vi finder i de nordiske Ælnod-udgaver, og fra teksten hos Worm, men dens afvigelser forekommer mig ikke at tale særlig til gunst for den, og en af dem bliver i hojeste grad til dens fortræd: Blandt de 17 hirdmænd, der faldt i Albanskirken sammen med Knud den hellige, nævnes også — ligesom i de andre gengivelser af gravskriften — en Blakke, men til hans navn fojes der „traditor", forræder. Hvorfra denne tilfojelse skriver sig, er let at se. Den høvding, der forrådte Knud i Odense, kaldtes i dansk overlevering Blakke, og derfor er betegnelsen „forræder" fojet til den hirdmand, der bærer dette navn. Hamsfort, der anfører pergamentbladets ordlyd, har været for samvittighedsfuld og antagelig også for tænksom til at gore den tilfojelse. Den er nemlig aldeles tankeløs: de 17 hirdmænd er alle faldne på Knuds side og siges alle at have del i hans salighed; men det passer selvfølgelig ikke på forræderen Blakke. I det tidligste i 14. årh., da man begyndte at bruge mindetavler af pergament, må en Odensemunk have taget afskrift af gravpladens beretning eller af en ældre afskrift af denne, ja, måske netop af den afskrift, der allerede var indfojet i et Ælnod-håndskrift, og han har gjort det unojagtig og på hojst uheldig måde lagt sit kendskab til forræderens navn ind i den gamle mindeskrift, som han burde have gengivet uforandret. — Endelig har vi i flere breviarer forkortede gengivelser af indskriften, men de har mindre betydning for os her. da de bygger på Ælnod-håndskrifter. hvori gravskriften har været indfojet.

Side 220

skriftensesathavebeståetaf to dele, et prosastykke, nemlig en kort beretning om Knuds og hans kampfællers død, i sådanne udtryk, at „Passio" tydelig nok er nyttet som kilde, — og et ærevers til Knuds minde. Dette sidste har Ælnod indflettet i slutningen af sit værk; dog er det ikke nojagtig gengivet, enten det nu er lnodsegenskyld,ellerfejlen at søge hos afskriverne.



1) Fasti Danici (1626) s. 20; i udgaven fra 1643 (s. 29 f.) er tilfojet en sammenligning mellem gravpladens indskrift og Ælnods gengivelse af den, således som man kendte den fra Huitfeldts udgave af Ælnod. Om Lunds afskrift se Bircherods note til Westphalens Monumenta IV, sp. 1438. At verset og prosastykket ikke begge skulde have haft deres plads i skrinet og på en og samme plade, er hævdet af justitsråd Herbst (Helgenskrinene i St. Knuds kirke i Odense, s. 41 f.) og tiltrådt af rigsarkivar A. D. Jørgensen (Årb. f. nord. oldkyndigh. ISB7, s. 156 f.J; men jeg kan ikke se, at nødvendigheden af denne antagelse er godtgjort. — En unojagtig og ufuldstændig gengivelse af gravskriften findes i Pontanus's Danmarkshistorie s. 1199; Pontanus har sikkert holdt sig til gengivelsen i Huitfeldts udgave af Ælnod, og ved et lån fra Sakse eller måske snarere fra Huitfeldts Danmarkskrønike fojer han uden videre forræderen „Blakkes" navn til. Fremdeles gengiver Hamsfort prosa-indskriften alene, „fra et gammelt pergament" (S. r. D. VII 218), og denne tekst er bleven erklæret for den bedste (A. D. Jørgensen, anf. st.). Denne tekst afviger både fra den, vi finder i de nordiske Ælnod-udgaver, og fra teksten hos Worm, men dens afvigelser forekommer mig ikke at tale særlig til gunst for den, og en af dem bliver i hojeste grad til dens fortræd: Blandt de 17 hirdmænd, der faldt i Albanskirken sammen med Knud den hellige, nævnes også — ligesom i de andre gengivelser af gravskriften — en Blakke, men til hans navn fojes der „traditor", forræder. Hvorfra denne tilfojelse skriver sig, er let at se. Den høvding, der forrådte Knud i Odense, kaldtes i dansk overlevering Blakke, og derfor er betegnelsen „forræder" fojet til den hirdmand, der bærer dette navn. Hamsfort, der anfører pergamentbladets ordlyd, har været for samvittighedsfuld og antagelig også for tænksom til at gore den tilfojelse. Den er nemlig aldeles tankeløs: de 17 hirdmænd er alle faldne på Knuds side og siges alle at have del i hans salighed; men det passer selvfølgelig ikke på forræderen Blakke. I det tidligste i 14. årh., da man begyndte at bruge mindetavler af pergament, må en Odensemunk have taget afskrift af gravpladens beretning eller af en ældre afskrift af denne, ja, måske netop af den afskrift, der allerede var indfojet i et Ælnod-håndskrift, og han har gjort det unojagtig og på hojst uheldig måde lagt sit kendskab til forræderens navn ind i den gamle mindeskrift, som han burde have gengivet uforandret. — Endelig har vi i flere breviarer forkortede gengivelser af indskriften, men de har mindre betydning for os her. da de bygger på Ælnod-håndskrifter. hvori gravskriften har været indfojet.

Side 221

Prosaberetningen om Knuds fald vil man også finde i de danske udgaver af Ælnod ligefra Huitfeldts og ned til Langebeks i Scriptores rerum Danicarum, og den må da have været indfojet i det Herisvad-håndskrift, som oprindeligliggertilgrundfor alle disse trykte udgaver1). Men anderledes forholder det sig, når vi undersøger Bollandisternes tekst i Acta Sanctorum, der gengiver et langt bedre håndskrift, som har været opbevaret i det flanderske kloster Ter Doest og kaldes efter det2). I



1) Selve håndskriftet gik til grunde på universitetsbiblioteket ved Københavns ildebrand 1728.

2) Dette håndskrift, en foliomembran, der tillige har Karl den danskes levned og flere andre helgenlevneder, findes nu i stadbiblioteket i Briigge (Archiv der Gesellschaft fur åltere deutsche Geschichte VIII 556). Der findes for øvrigt endnu et flandersk håndskrift af Ælnods værk, ligeledes indfojet i en samling helgenlevneder; det er nr. 716 i St. Orners stadbibliothek. Til St. Orner er det kommet med 115 andre håndskrifter fra det nærliggende kloster St. Maria de Glaro Marisco (Archiv VIII 415. 81). At der er slægtskab mellem de to håndskrifter, lod sig på forhånd formode og støttes ved ligheden i overskrift (der vel for øvrigt stammer fra en sen tid). Håndskriftet fra Ter Doest er vistnok det a^ldste. Også andensteds fra hører vi om forbindelse mellem dette kloster og Norden. I Ter Doest var det, at Roskildebispen Peder Jakobson døde 1225, på vejen til det hellige land (Årbøger f. nord. oldkyndighed 1878. s. 311 ff.J. Da enkedronning Ingeborg af Frankrig de to følgende år sendte sin broder Valdemar II 540 og- 549 mark sterling for at hjælpe ham med udredelsen af løsepengene til grev Henrik af Schwerin, foregik det gennem abbeden i Ter Doest: i 1226 var det Gistercienserabbederne fra Esrom og Sorø, der afhentede pengene (Wauters, Table chronologique des chartes et diplomes imprimés concernant Thistoire de la Belgique, IV, Bruxelles 1874, s. 29. 43). Af et, diplom fra Erik Magnusson i Norge ser vi fremdeles, at da striden udbrød mellem ærkebiskop Jon Raude af Nidaros og den norske krone (1281), deponerede ærkebispen en storre sum i dette kloster (Ghronique de Tabbaye de Ter Doest, Bruges 1845, s. 63), ligesom vi også véd, at hans tro tilhænger, biskop Thorfinn af Hamar. i sin landflygtighed tog ophold i Ter Doest, hvor Jian (1284) opsatte et testaniente, hvis ordlyd endrm kendes, og dode S.Jan. 1285, og hvor der seneve digtedes ham et ferevers; asrkedegnen fra Upsala, Johannes, ses ogsa at have vaeret i klosteret 1284, niaske i folge med biskop Thorfinn (Garolus de Visch, BiJiliotheca scriptorum sacri ordinis Gisterciensis, Koln 1665, s. 316 if.).

Side 222

dette håndskrift fra Ter Doest ånder man ikke denne beretning. Det viser sig da også ved nærmere eftersyn, at denne gravskrift kun kan være indkommen i Ælnods tekst ved at man i en senere tid har skudt den ind. Beretningens torre, opregnende fortællemåde står for det forste i skarpeste modsætning til Ælnods blomstrende stil, og dernæst bryder den helt fortællingen, ja, den beretter endog om Benedikts fald som et vel kendt faktum, mens den udførlige skildring af hans grulige død forst findes senere hos Ælnod1). Hvor klodset man end har fojet Knud den helliges gravskrift ind i håndskriftetfraHerisvadklosterog andre Ælnod-håndskrifter, synes man dog at have forsøgt en tillempning til lnodstekst.Hvisnemlig„Fasti — som det er rimeligst at antage — gengiver hele indskriften uden at glemme noget, har gravpladen ikke haft ordene „ut Ghristus a proprio satellite traditus", som forekommer i de danske Ælnod-udgaver; da Ælnod i det foregåendehavdelagtsåstor vægt på Pipers forræderi, har afskriveren af egen drift sat disse ord ind i gravskriften,foratdensåledes bedre kunde passe ind i teksten. Men hvis ordene oprindelig ikke hører hjemme i indskriften, er tilfojelsen på den anden side sket temmeligtidlig,daderifra



2) Dette håndskrift, en foliomembran, der tillige har Karl den danskes levned og flere andre helgenlevneder, findes nu i stadbiblioteket i Briigge (Archiv der Gesellschaft fur åltere deutsche Geschichte VIII 556). Der findes for øvrigt endnu et flandersk håndskrift af Ælnods værk, ligeledes indfojet i en samling helgenlevneder; det er nr. 716 i St. Orners stadbibliothek. Til St. Orner er det kommet med 115 andre håndskrifter fra det nærliggende kloster St. Maria de Glaro Marisco (Archiv VIII 415. 81). At der er slægtskab mellem de to håndskrifter, lod sig på forhånd formode og støttes ved ligheden i overskrift (der vel for øvrigt stammer fra en sen tid). Håndskriftet fra Ter Doest er vistnok det a^ldste. Også andensteds fra hører vi om forbindelse mellem dette kloster og Norden. I Ter Doest var det, at Roskildebispen Peder Jakobson døde 1225, på vejen til det hellige land (Årbøger f. nord. oldkyndighed 1878. s. 311 ff.J. Da enkedronning Ingeborg af Frankrig de to følgende år sendte sin broder Valdemar II 540 og- 549 mark sterling for at hjælpe ham med udredelsen af løsepengene til grev Henrik af Schwerin, foregik det gennem abbeden i Ter Doest: i 1226 var det Gistercienserabbederne fra Esrom og Sorø, der afhentede pengene (Wauters, Table chronologique des chartes et diplomes imprimés concernant Thistoire de la Belgique, IV, Bruxelles 1874, s. 29. 43). Af et, diplom fra Erik Magnusson i Norge ser vi fremdeles, at da striden udbrød mellem ærkebiskop Jon Raude af Nidaros og den norske krone (1281), deponerede ærkebispen en storre sum i dette kloster (Ghronique de Tabbaye de Ter Doest, Bruges 1845, s. 63), ligesom vi også véd, at hans tro tilhænger, biskop Thorfinn af Hamar. i sin landflygtighed tog ophold i Ter Doest, hvor Jian (1284) opsatte et testaniente, hvis ordlyd endrm kendes, og dode S.Jan. 1285, og hvor der seneve digtedes ham et ferevers; asrkedegnen fra Upsala, Johannes, ses ogsa at have vaeret i klosteret 1284, niaske i folge med biskop Thorfinn (Garolus de Visch, BiJiliotheca scriptorum sacri ordinis Gisterciensis, Koln 1665, s. 316 if.).

1) Jfr. G. Burman Becker i „Helgenskrinene i St. Knuds kirke", s. XXIII note 4, hvor imidlertid udgangspunktet tages i „Historia martyrizationis" som rammende den oprindelige gravskrift. Denne betragtning af „Hist. mart." er, som jeg straks skal vise, helt urigtig.

Side 223

meligtidlig,daderifraÆlnod-håndskrifter har fundet
indpas i flere breviarer og tillige har været at finde i
den afskrift på pergament, som Hamsfort har gengivet.

Det er min overbevisning, at andre skrevne kilder end „Passio" og gravskriften harÆlnod ikke haft for sig. Men har jeg ret heri, da må også et brudstykke, der hidtil har haft den ære at blive betragtet som vort næstældste historiske skrift, udgå af kildeskrifternes række. Dette brudstykke er „Historia martyrizationis sancti Kanuti regis", der findes i Peder Olsons collectanea (Arnemagnæanske samling 107 BVO,8VO, blad 8b og 9 a. b) og er trykt i Scriptores rerum Danicarum 111 323 ff., umiddelbart foran Ælnod. Det fortæller om Knuds død og skrinlæggelse, og man har i almindelighed antaget, at det var affattet straks efter denne, altså i de forste åringer af 12. århundred.

Hvis Ælnod virkelig, således som man har troet, havde nyttet dette lille skrift som kilde, vilde han unægtelig have båret sig ad på en måde, som danner den grelleste modsætning til hans frie brug af „Passio". Man vil nemlig næsten ordret genfinde „martyrhistorien" i Ælnods skrift. En eller anden vil måske tyde dette påfaldende forhold på den måde, at Ælnod selv har skrevet det kortere brudstykke og senere indflettet det i sit storre værk. Men endda vilde forholdet mellem de to skrifter vække forbavselse, og ved nærmere eftersyn kan denne udvej slet ikke bruges, da enkelte uoverensstemmelserviser, at de to skrifter ikke kan have samme forfatter. Dette sporgsmål om Ælnods brug af „martyrhistorien"bortfalder imidlertid helt. En sammenlignendeundersøgelse vil nemlig føre til, at Ælnods skrift er ældst af de to, og at „Historia martyrizationis"

Side 224

ikke er andet end et meget senere uddrag af
Æ1 nod.

Et fast holdepunkt for bedømmelsen af de to skrifters forhold til hinanden vinder vi forst ved at mærke os deres indbyrdes afvigelser. Tager vi aftrykket af „martyrhistorien" i Scriptores rerum Danicarum for os, finder vi snart adskillige historiske oplysninger, som ikke findes hos Ælnod. Dette vækker mistanke. Når Ælnod ellers slavisk skulde have fulgt „Historia martyrizationis", hvorfor tager han så ikke disse oplysninger med? Vi må da se nærmere på disse afvigelser, der er af meget ulige ai't og fremtræder på temmelig forskellig måde.

Jeg tager en lille gruppe af afvigelserne i „Historia martyrizationis" for sig. Straks i begyndelsen af Langebeks aftryk finder vi følgende oplysning om forræderen Piper: „Han var en Frisér, men var bleven gift på Fyn, han, som skammelig sveg kongens tillid og forrådte ham". Efter Knuds død har „martyrhistorien" den tilføjelse: „Under Urbanus II var det, han led martyrdøden". Fremdeles, hvor der fortælles om dronning Edels forsøg på at tage Knuds lig med sig til Flandern, tilføjes dronningens navn, og der gives den oplysning, at hun var datter af grev Robert af Flandern, medens Ælnod på tilsvarende sted ikke nævner hendes navn og overhoved ikke nævner hendes fader ved navn, uden hvor han taler om Olav Hungers fængsling.

Når jeg har udsondret disse 3 tilføjelser i „Historia martyrizationis" fra de øvrige afvigelser, da er det ikke, fordi de i indhold har noget med hverandre at gore, men fordi de har det tilfælles, at de i håndskriftets tekst kun står som randbemærkninger, den forste skreven på langs, de andre over og under teksten. Kun ved

Side 225

meget uheldig og upålidelig udgivelsesmåde har de i Scriptores rerum Danicarum kunnet få plads i den sammenhængende tekst, hvor de slet ikke hører hjemme. Ja, Langebek er endog gået så vidt, at da den sidst anførterandbemærkning ikke let lod sig indfoje i teksten, ændrede han den uden videre for at kunne indflette den i den sætning, hvor han havde mest lyst til at anbringede n1). I virkeligheden er disse noter ikke andet end afskriverens tilfojelser, og allerede om dem tor det siges, at de sikkert hidrører fra en langt, langt senere tid end Ælnods.

Den forste af tilføjelserne er interessantest, da den synes at give os en yngre folkelig overlevering: forræderenPiper var ikke nogen rigtig Fynbo, men egenlig en Frisér. Der ligger næppe andet i denne oplysning, end at man helst vilde gore den mand, der skammelig havde forrådt sin konge, til en fremmed. Og var der ikke andre eksempler, der kunde lette slige rygters opståen?Thetlev, der ved det lumske overfald i Roskildekongsgård nedhuggede Knud Magnusson og nær havde fældet Valdemar, var en Ditmarsker; en nordtysk vasal havde overlistet den store kong Valdemar Sejr, og en Tysker, Herman Kerkwerder, havde forrådt Erik Plovpenning. Så kunde den forestilling også let dukke op, at den høvding, som havde sveget Knud den hellige,også var udgået fra et af de danskes nabofolk. Vi har endog en fuldstændig parallel i Lundeårbogens påstand,at Hjarvard, der forrådte Rolv Krake, var „Tysker



1) Randbemærkningen om Edel står nederst på bladet, nærmest ved de ord i teksten „Metusque reginam comitesque perculit", og den lyder i virkeligheden således: „nota uxor sancti Kanuti nonrine Ethla fuit filia comitis Roberti de Flandria".

Side 226

af fødsel" 1). — Don anden randbemærkning, at Knud don hellige led martyrdøden under Urbanus 11, er helt urigtig, da Urbanus forst blev pave to år efter Knuds død. Oplysningen, der tilmed er aldeles fremmed for de latinske krønikers skrivemåde, er i virkeligheden ikke andet end en langt senere tids ilde anvendte boglige lærdom. Den tredje randbemærkning, som nævner dronningEdels fader, skyldes ligeledes boglig lærdom; den skriver sig enten fra læsningen af Sakses krønike eller fra Ælnods skildring af Olav Hungers fængsling og bortsendelsetil Flandern. De tre noter kan rolig antages at hidrøre fra Peder Olson selv, der ved sine flittige granskninger i fortidens kilder vel kunde føle sig fristet LI 1 at lægge noget af sin viden til de efterretninger, han forefan dt.

Randbemærkningerne kunde nok allerede vække forestillingen om. at hele „martyrhistorien" kun er et uddrag af Ælnods skrift og skyldes den samme mand, der har tilfojet noterne. Men selvfølgelig vilde en sådan skilning endnu ikke være berettiget. Det kunde jo godt i og for sig tænkes, at Peder Olson havde afskrevet et meget gammelt kildeskrift og så blot tojet disse randnoter til. For at komme til bunds i sagen må vi derfor gå til de afvigelser fraÆlnod, som vi tinder i „martyrhistoriens" sammenhængende tekst, således som den foreligger i Peder Olsons samlinger.

Fælles med Ælnod har „Historia martyrizationis" fortællingen om, at den mand, som under kampen ved Albanskirken hindrede Knud den hellige i at få en drik vand. styrtede på hovedet i en brond og druknede der,



1) Pertz, Monumenta Gennaniæ, Scriptores XXIX 11)5,

Side 227

med benene ragende op over vandet; men dernæst fojer martyrhistorien til: „Skont den afsindige hob så dette jærtegn, lod den sig alligevel ingenlunde kalde tilbage fra sin ondskab". Denne tilfojelse har Ælnod ikke, og allerede dette røber, at han ikke har haft „martyrhistorien" for sig. Hvis han nemlig helt igennem havde udskrevet den, vilde han selvfølgelig ikke have givet afkald på at nytte dette træk, der kunde stille oprørernes formasteligefærd i endnu skarpere lys; i alt fald kan han ellers ikke finde stærke beskyldninger nok imod bønderne. Forholdet mellem de to ellers enslydende beretninger må da være således, at „forfatteren" af martyrhistorien har misforstået Ælnod og fået dannet sig den sammenhængi begivenhederne, at den hårdsindede mand endnu under kampen er druknet i en brond; han har støttet sig til Ælnods ord, at det skete „ikke længe efter", og da fortællingen om kampen ved kirken fortsættes, indskødhan uden videre ordene om, at oprørerne fik det at vide, men alligevel ikke bojede af fra deres forehavende.

Efter at have omtalt Knuds og hans Vederlagsmænds fald fojer „Eh'storia martyrizationis" til: „Det skete i det Herrens år 1086". Hvis Ælnod virkelig havde fulgt dette skrift, vilde det være temmelig uforståeligt, at han ikke tog en så vigtig optegnelse med. Men nu har Ælnod ikke nogen årsangivelse — den findes jo i gravskriften, men denne hører som ovenfor vist oprindelig ikke hjemme i Ælnods værk —, og tilfojelsen i martyrhistorien tyder da atter på, at Ælnods skrift er ældst, og at forfatteren til martyrhistorien af sig selv har forøget beretningen, som han fandt den hos Ælnod.

„Historia martyrizationis" giver fremdeles kongerne

Side 228

Olav og Erik deres tilnavne Hunger og Ejegod. Det er lidet sandsynligt, at en samtidig vilde have gjort det. Men rent påfaldende bliver det, at Ælnod, om han ellers udskrev „Historia martyrizationis", ikke skulde have taget disse tilnavne med, da de så ypperlig passede til hans skildring af nøden under Olav og lykken under Erik. Ligeledes anfører „Historia martyrizationis" i modsætningtil Ælnod navnet på den pave, der gjorde Knud til helgen. Alle disse tilføjelser er tydelig nok den senere granskers boglige lærdom og viser, at martyrhistorien er langt yngre end Ælnods værk. De kan selvfølgelig tilligetjene til at godtgore, at Ælnod umulig kunde være forfatter til martyrhistorien.

I „Historia martyrizationis" hedder det: da Erik. Ejegods sendefærd var vendt tilbage fra paven, indvies (dedicatur) kirken til hellig Knud. Ælnod siger derimod: efter sendefærdens hjemkomst bygges der kirker, der skulde indvies til hans martyrium. Alt tyder også i dette tilfælde på, at „Historia martyrizationis" har gengivet meningen hos Ælnod og gjort det mindre nojagtigt. Som vi véd af talrige eksempler, tog opførelsen af storre kirker lang tid. Odense nye stenkirke, som blev indviet til Vor frue, Hellig Alban og Hellig Knud, er først bleven færdig i kong Nils"s tid, så at Ælnod ved sin ytringom, at den „nu" er indviet til Knuds navn (kap. 32), tænker på en meget nærliggende begivenhed. For øvrigt vilde da heller ikke noget være rimeligere end at sætte indvielsen i forbindelse med Nils's store gave, der efter den pavelige stadfæstelse at domme snarest skriver sig fra tiden henimod året 1117 eller fra begyndelsen af dette år.

Lidt efter ordene om kirkens indvielse har „Historia

Side 229

martyrizationis" sin beretning om, at Knuds relikvier blev tagne op af stenkisten i krypten og lagte „i det for nævnte skrin" (in archa predicta). Alene ordet „predicta" er dræbende for martyrhistorien som kildeskrift. Der har nemlig i det foregående ikke i mindste måde været tale om noget helgenskrin. Men forklaringen er at finde hos Ælnod, hvor vi på det tilsvarende sted støder på ordene: „det skrin, som vi ovenfor har omtalt11 (eadem, qvam prædiximus, arca).

Skont sidstnævnte sted i „Historia martyrizationis" er så afgorende, at man ikke behøver at gå videre i sammenligningen mellem dette skrift og Ælnod, skal jeg dog for fuldstændigheds skyld endnu tilfoje nogle iagttagelser vedrørende deres indbyrdes forhold. Efter at have skildret skrinlæggelsen, væsenlig med de samme ord, har begge skrifterne: „Vi så hellig Knuds relikvier, hvide som sne". Det måtte vel vække forbavselse, at to ojenvidner vilde udtrykke sig på selv samme måde om, hvad de havde set. Skrev den yngste af dem end ellers ud af den ældres skrift, måtte man dog vente nogen afvigelse i skildringen af det selvoplevede. Nu bliver denne påfaldende overensstemmelse let at forklare: som forfatteren af martyrhistorien har gjort uddrag af Ælnods skrift med så liden omtanke, at han taler om det „for nævnte" skrin, skont det ikke for har været nævnet, således har han ved omtalen af Knuds skrinlæggelse rent mekanisk udskrevet Ælnods ord: „vi har med egne ojne set" o. s. v. Så slet står det med disse ord om selvoplevelsen, der hidtil i særlig hoj grad har givet „Historia martyrizationis" den fremragende plads som et af vore ældste kildeskrifter!

Dernæst siger martyrhistorien, at skrinlæggelsen fandt

Side 230

sted år 1100, medens Ælnod henfører den til Erik Ejegodssjette år, d. v. s. 1101. Uoverensstemmelsen må nu ud fra det foregående forklares således, at afskriveren i „Historia martyrizationis" har beregnet Eriks sjette kongeår galt. Martyrhistorien har endelig kun de to forste linjer af Knud den helliges versificerede gravskrift, Ælnod har den hele. Også dette tyder på, at Ælnods skrift er ældst. Det fortjener også at tages med, at „Historia martyrizationis" straks i begyndelsen kalder Odense for „Otthensby" ; denne uhjemlede form er ikke andet end en misforståelse af byens gode. gamle navn hos Ælnod: Othens Wi.

De sidste fire linjer i Langebeks aftryk af „Historia martyrizationis" indlader jeg mig ikke på. De findes nemlig aldeles ikke i martyrhistorien, således som den foreligger i Peder Olsons samlinger, hverken i teksten eller som randnote, og jeg har heller ikke kunnet finde dem andensteds. -Siden Langebek har taget dem med, må jeg dog antage, at de dølger sig et sted i de kaotiske „collectanea" ; i så fald er det værd at lægge mærke til, at året for skrinlæggelsen her sættes til 1101, altså afvigende fra martyrhistoriens opgivelse. Som et kuriosum kan jeg her bemærke, at i det lige udkomne 29. bind af Pertz's Scriptores er der af „Historia martyrizationis" netop kun medtaget disse fire linjer samt det meste af randnoterne, vel at mærke ikke som randnoter, ja endog Langebeks vilkårlige ændring er kommen med. Det kunde jo ikke godt have været uheldigere!

Efter denne undersøgelse af enkelthederne kan vi endelig i almindelighed stille de to skrifter overfor hinanden.Det er allerede fremhævet, at hvis „Historia martyrizationis" havde ligget til grund for Ælnods skrift,

Side 231

vilde den engelske klerk have båret sig hojst besynderlig ad: mens han brugte et andet kildeskrift såre frit både med hensyn til form og1 indhold, skulde han derimod pludselig være slået om, da han kom til Knuds død; han skulde så at sige have indsuget et helt kildeskrift i sit arbejde. Og på hvad måde? Ja, her strejfer vi så temmelig ind i umulighedernes verden. Ælnod skulde nemlig have optaget det historiske, som han fandt i martyrhistorien, med nojagtig de samme eller noget udvidedeudtryk, og dette historiske lånegods skulde han så i hojeste grad have udstoppet med sine religiøse betragtninger,som han skrev ud af sit eget hoved. Hver gang han vilde skrive noget historisk, måtte han have taget sin kilde for sig og indfojet den, oftest ordret, for atter at lægge den bort, når han skulde nedskrive religiøsebetragtninger, og atter skrive den af, hver ganghanvendte tilbage til fortællingens gang! Men således bærer ikke noget menneske sig ad. og mindst en forfattermed Ælnods dannelse og autoritet.

Er Ælnods skrift derimod den kilde, der ligger til grund for martyrhistorien, da bliver dennes tilblivelse let at forklare. En senere gransker — eller rettere: en historisk samler — har villet bruge Ælnods skildring af Knud den helliges død; men han har følt sig hæmmet af skriftets store bredde og idelige henfalden til religiøse betragtninger. Han har da, temmelig skødesløst og mekanisk, gjort uddrag af sin kilde for des lettere at kunne bruge den til sit formål. Hvad han har knyttet uddraget til, er ikke godt at vide. Således som optegnelserne er, begynder de med et meningsløst „altså". Men sikkert er det i hvert fald, at hele karakteren af den så kaldte „Historia martyrizationis" vidner om, at den er et

Side 232

senere uddrag. På den måde lader Ælnod sig netop
ekscerpere, når man holder sig til hans historiske fortælling.

Det er allerede sagt, at man hidtil har givet „Historia martyrizationis" plads blandt vore kildeskrifter. Som sådant anføres det endnu af professor Kr. Erslev og af Waitz i Pertz's Scriptores1). Kun rigsarkivar A. D. Jørgensen,der for øvrigt også oprindelig tillagde martyrhistorienbetydning som kildeskrift'2), har i forbigående udtalt den samme dom, som jeg er kommen til3). I kraft af den redegorelse, jeg ovenfor har forsøgt, må jeg frakende skriftet al ret til at stå blandt vore kildeskrifter, ovenikøbet i deres forreste række. Tilbage står blot at drøfte, hvornår dets oprindelse kan antages at falde. Der er nu næppe grund til at tro andet, end at Peder Olson selv har gjort dette uddrag af Ælnod. Tilfojelsernekan i alt fald bedst henføres til den humanistiske Reformationstid, da den historiske interesse var vågnet og drev historikerne til sammenstilling af de forskellige kilders efterretninger. Vi hører ganske vist. at der i et nu tabt håndskrift sammen med et digt om Hellig Anders og munken Arnfasts skildring af Knud den helligesundere har været et kort uddrag af Ælnod om Knuds martyrdød i Odense4), og det kunde jo være fristende at sætte dette „breve compendium" i forbindelsemed Peder Olsons bearbejdelse. Men da det var



1) Kr. Erslev, Kilderne til Danmarks historie i Middelalderen, s. 5. Pertz. Monumenta Gennaniæ, Scriptores XXIX 4 f.

2) Bidrag til Nordens historie i Middelalderen, s. 189 f.

3) Den nordiske kirkes grundlæggelse, s. 879 note 1. Årbøger f. nord. oldkyndighed 1887, s. 136 note i 2. 157.

4) S. Birket Srnith, Universitetsbiblioteket for 1758, s. 150 note 1.

Side 233

ganske naturligt, at man gjorde uddrag af Ælnod, og da vi slet ikke véd noget nærmere om dette „breve compendium", er der ikke nogen grund til at antage, at Peder Olson netop har afskrevet det, i steden for selv at gå til kilden.

Kun i én henseende får den detroniserede „Historia martyrizationis" værd, nemlig ved at bidrage til at vise os den udbredelse, Ælnods skrift har haft. Det kunde synes at være en tarvelig værd, da vi iforvejen vidste Ælnods Knudskrønike nyttet i Lundekapitlets mindebøger og i de forskellige breviarerl), ligesom vi jo også hører om et ekscerpt, der rimeligvis er forskelligt fra Peder Olsons. Men „Historia martyrizationis" har dog betydning ved at røbe tilværelsen af et Ælnod-håndskrift, der både har afveget fra håndskriftet i Ter Doest og det i Herisvad. Fra det sidste, som ellers har været det eneste, man har sporet på dansk grund, afviger det ved at følge flere læsemåder, der stemmer med det flanderske håndskrift; man kan således se det meget tydelig ved fortællingen om vægbjælken i Albanskirken, der bliver væltet ind over alteret. Men fra Doest-håndskriftet har det skilt sig ved ligesom Herisvad-håndskriftet at have den vilkårlige indfojning af gravskriften midt i Ælnods tekst. Da det er hojst usandsynligt, at Peder Olson — eller hvem der nu har foretaget uddraget — skulde have kombineret to håndskrifter, et af Ter Doest-typen og et af Herisvad-typen, står vi altså her overfor en tredje, nu tabt redaktion.

Det er en selvfølge, at nedstyrter man „Historia



1) Det forste af de i Script, rer. Dan. 111 trykte breviarer røber i påfaldende ringe grad genklang af Ælnod, men bygger i langt storre udstrækning på „Passio".

Side 234

martyrizationis" fra hojsædet, hæver man samtidig Ælnod betydeligt. For måtte man sige, at Ælnod på det væsenligste punkt af sin fremstilling havde gjort sig skyldig i vidtdrevet plagiat. Nu viser hans hele værk sig originalt og ensartet sammensat vedrørende både indhold og form. De få skrevne kilder, han har haft for sig, har han nyttet med storre overlegenhed end det er almindeligt blandt Middelalderens krønikeskrivere.

Foruden de beretninger, der allerede fandtes i den ældre Odenseklerks skrift, giver Ælnod os et omfattende historisk stof, som ikke hidrører fra skrevne kilder. Hvorfra han har det, siger lian selv. Det hedder nemlig i forordet: „Hvad jeg ved fortælling af troværdige menineskeraf begge kon og begge klasser har erfaret om den fromme fyrstes og gudelskede martyrs gerninger, det har jeg nu ved ivrig understøttelse af munkene, som tjener Jesus Kristus og den herlige sejrherre på samme sted som jeg, overgivet til efterverdenens erindring, at det skal bevares ved skriftens tegn". Vi ser altså, at mænd og kvinder, klerk og læg har været Ælnods kilder. Hvor han traf dem, der enten selv havde stået kong Knud nær eller gennem deres forældre havde pålidelige frasagn om ham, der har han udspurgt og således sanket sig en rig høst. Ret ejendommeligt er det at se kvinder som overleveringens bærere. Der må snarest tænkes på høvdingers hustruer, som stod kongeætten nær, ligesom lægmændene vel til dels er at søge blandt de ædelbårne Vederlagsmænd. De klerke, der har været hans hjemmelsmænd,har vel forst og fremmest været de ældre klosterbrødre i Odense, som han daglig samtalte med. Deres kloster var rejst på den jordbund, hvor bøndernes

Side 235

oprør mod Knud havde nået sit mål, og det kan ikke være andet, end at kongens bratte død for undersåtters hånd har fremkaldt en levende tradition, der blev Ælnod til stor nytte. Blandt hans hjemmelsmænd har måske også været klerke fra Vendsyssel, hvor rejsningen begyndte;i alt fald finder vi denne epoke særlig udførlig og anskuelig skildret. Det har selvfølgelig sin store betydning,at Ælnod levede så nær op imod selve begivenhederne,at han til hjemmelsmænd har kunnet skaffe sig folk, der selv havde oplevet Knuds styrelse og fald og derfor var vidner af forste rang.

c) Fremstillingen af Knud den helliges flugt og fald.

Ælnod giver en udførlig skildring af den norrejydske rejsning mod Knud den hellige i sommeren 1086 og Knuds bratte død i Odense. Men Knytlingasaga giver en endnu bredere fremstilling, der i hoj grad afviger fra Ælnods. For blot at holde os til rejsningens udbrud, som vi foreløbig skal dvæle ved, er skuepladsen helt forskellig ideto skrifter. Ælnod knytter begivenhederne til fire punkter i Vendsyssel, sagaen samler derimod alt om det ene punkt, Sævarende, d. v. s. Sjorind (skrives nu Sjorring), i Thy1). Allerede dette er en god målestok for den fuldstændige uoverensstemmelse mellem skrifterne.

Historikerne synes ikke at have følt sig let stillede,
når de har skullet klare forholdet mellem de to modstridendeberetninger.



1) Ælnod kap. 17—30: S. r. D. 111 355 ff. Knytl. kap. 46 ff. (s. 251 255. 261).

Side 236

stridendeberetninger.Kun enkelte, som Helveg- og Ræder, har dristet sig til helt at lade sagaen ude af betragtning. Men de fleste har gjort forsøg på at sammensmeltebegge fremstillinger. Fuldkomnest foreligger denne kombination i rigsarkivar A. D. Jørgensens værk „Den nordiske kirkes grundlæggelse og forste udvikling" l). Jeg kan for mit vedkommende ikke gå ind på nogetsomhelstsammensmeltningsforsøg overfor de to skrifters beretning. Af grunde, som jeg senere skal udvikle, mener jeg, at Ælnods og sagaens fremstillinger af rejsningen og Knuds flugt aldeles ikke lader sig forene; man får vælge mellem dem.

Hvad der bliver afgorende for dette valg, er let at se. Det er dels de to skrifters værd som kilder i det hele, dels den indre sandsynlighed og sammenhæng i deres fremstilling af folkets rejsning og kongens flugt, når disse skildringer tages for sig.

Sagaens autoritet kan ganske vist efter al rimelighed støttes ved den noget ældre „Knudssaga" , som omtales i Morkinskinna og Heimskringla. Ikke uden grund antagesnemligdennesaga, om hvilken vi ellers ikke véd noget, at være udskrevet eller bearbejdet i Knytlinga. Thi dels danner Knytlingas fortællinger om Knud den hellige så temmelig en helhed for sig, dels taler dens 32. kapitel med opregningen af kirketallene i Danmark særlig for, at Knytlinga har optaget en samlet saga eller i det mindste et omfattende brudstykke i sig. Denne opregnings plads er i alt fald så påfaldende, at Knytlingasforfatterikkeaf egen drift kan have anbragt den



1) S. 788 ff.; tillæg s. 79 ff. Jfr. Årb. f. nord. oldkyndighed 1886 s. 211. Fortællinger af Nordens historie, I 117.

Side 237

der. For sa vidt er det rigtigt nok, at vi ved KnytlingasagasfortsellingeromKnud den hellige feres et stykke tilbage i tiden, til en seldre saga, der har staet sit emne en del nsermere. Men pa den anden side ma det huskes, at vi aldeles ikke kan vinde nojagtig kundskab om, i hvor hoj grad Knytlinga har nyttet „Knudssagaen". Vi ved ikke, om den sidste helt og holdent er optagen i Knytlinga eller om den har undergaet en friere bearbejdelse;faktiskharvi derfor kun Knytlinga at holde os til. Og dernsest, selv om vi turde hsevde, at vi i Knytlinga havde „Knudssagaen" vsesenlig uforandret for os, da star denne dog ogsa meget fjernt fra de begivenheder,denskildrer.Thi for henimod ar 1200 kan den ikke vsere skreven, og intet taler for, at den har nyttet seldre kilder. Enten vi da antager, at „ Knuds saga" er optagen übeskaren i Knytlinga eller foreligger bearbejdet i den, synes det i hvert fald at vsere halslos gerning at stille den op som medbejler, efter nogles skon endog lykkelig medbejler, til iElnod. Den engelske klerk havde levet 24 ar i Danmark og skrev der; sagaen er skreven pa det fjerne Island. iElnod skrev en menneskealderefterKnudsfald, da talrige ojenvidner endnu var i live og kunde fortselle om deres egne minder; „Knudssagaen" er derimod skreven over et arhundred, og indredaktionen i Knytlinga er sket henimod to arhundrederefterdebevsegede optrin! Ja, byggede sagaens skildring af Knuds sksebne endda pa samtidige eller i alt fald gamle skjaldekvad, pa samme made som Markus Skeggesons Eiriksdrape er underlag for en stor del af fortaellingerne om Erik Ejegod! Men deraf er der ikke nogen antydning. Vel er Kalv Manesons kvad om Knuds bedrifter i „Austrveg" oratalt; men disse sejrvindingertilhørertideninden

Side 238

vindingertilhørertidenindenKnud blev konge. Og i sin følgende fremstilling har „Knudssagaen" afgjort ikke nyttet nogen „Knudsdrape"; vi finder ikke den mindste hentydning til de kvad om Knud, som Skule Illugeson og Markus Skeggeson ifølge Skåldatal har digtet. Tager vi Knuds billede, således som det foreligger i Knytlingasaga,erderganske vist mere mening i det end i så meget andet af dens opfattelse af danske forhold; blandt fortællingerne om Knud den hellige vil man f. eks. ikke tinde noget sidestykke til den utrolig forvirrede beretningomdronningBodils tyske byrd og hendes fangenskab,slegfredlivoghjemsendelse. Men på den anden side er der nok, der straks overbeviser den uhildede læser om sagaens upålidelighed som almindelig kilde til Knud den helliges historie. Således lægger man ojeblikkeligmærketilden rent romanagtige forherligelse af Thorgunnesonnerne, der gores til hovedpersoner i det hele drama, mens danske kilder slet ikke kender den ene af dem (Astrad) og ikke véd det mindste om deres optræden i tiden omkring Knuds død. Et andet punkt, der også straks må vække mistanke, er sagaens letfærdigeomgangmeddanske stedsnavne, til dels også med personnavnene. Overfor disse løse fantasier står Ælnods samvittighedsfulde arbejde med dets sikre forståelseafdehistoriske og topografiske forhold. Og ganske vist kunde det på forhånd antages, at Ælnod som munk i Odense kloster havde lyst til at give et meget idealiseret helgenbillede af Knud, hvilket måtte svække hans troværdighed: men. som vi senere skal se, hilder Ælnod sig i mærkelig ringe grad ind i denne almindeligelegendeagtigeomdannen.I den sag, det foreløbigdrejersigom, nemlig kongens flugt, vilde tilmed

Side 239

en sådan tendens aldrig kunne få synderlig indflydelse. Ja, det viser sig endog, at sagaens fremstilling, der ikke kender noget til Knuds ombudsmænds uretfærdighed og ikke lader Knud være tilstede ved oprørets udbrud, på denne måde kommer til at gore kongen mere uskyldig, og derved bliver den selv mere legendeagtig end Ælnods skrift, skont dette er en helgenkrønike. Skal man altså domme om, hvilket af de to skrifter der rent i almindelighedkanantagesat have den rigtigste fremstilling af Jydernes rejsning, da må det blive en afgjort sejr for Ælnod.

Vi vil dernæst se nojere på de to skrifters fremstilling
af oprøret i dets enkeltheder.

Ælnod lader Knud den hellige gå over Limfjorden, og efter at kongen har gæstet det sydlige Vendsyssel, går han henimod Vesterhavskysten „Vendle" og tager med sine Vederlagsmænd ind på kongsgården Borglum. Harmfulde over hans ombudsmænds vilkårlige optræden flokkes Vendelboerne, både høvdinger og almue, ved „Pontus cornicus". Knud indfinder sig dér, søger forgævesat tale Vendelboerne til rette og vender tilbage „for at overveje sagen". De indtryk, han har modtaget, får ham dog til straks at forlade Borglum. Sine mænd og tilhængere lader han for storste delen gå til Agersborg,„Urbs agn"; selv er han med et anseeligt følge biskop Henriks gæst i en nærliggende „torp under hans bispedomme" (villa episcopii ejus). Vendelboerne får nys om, at kongen er rommet fra Borglum; de styrter til kongsgårdene, jager kongsbryderne ud, hærjer og vender op og ned på alt. Biskop Henrik drager oprørshærenimøde, men hans formaninger gor dem kun rasende. Hurtig farer Vendelboerne mod „den fornævnte

Side 240

by", Agersborg; dér opstår en voldsom kamp, men kongsmændene må tilsidst give tabt og flygte. Kongen er imidlertid med nogle af sine mænd sat over Limfjordenog rider skyndsomst til Viborg, men da han mærker ulmende oprør, farer han videre hele Jylland igennem ned til Slesvig, hvor han indskiber sig og sejler til Fyn.

Denne fremstilling af udviklingsgangen i Jydernes rejsning indeholder ikke blot anskuelige enkeltheder og dramatisk liv og spænding; men den er tillige i alle måder naturlig. Ikke på noget punkt rummer den blot den ringeste usandsynlighed. Det vil vise sig, når vi tager kortet for os og således følger Ælnods skildring af bevægelsens fremskriden:

Knud den hellige er kommen til Vendsyssel på gæsteri. Han er gået over Limfjorden ved Ålborg og har i alt fald forst virket i Kjær og Jerslev herreder1). Ælnod siger nemlig udtrykkelig, at det af landet nord for Limfjorden var den del, som ligger borte fra Vesterhavet,og dette viser os, at han ikke kan have tænkt på Thy (hvor Knytlinga anbringer kong Knud), da denne landsdel jo strækker sig langs Vesterhavet. I de sydøstligeherreder har Knud „fuldført de kongelige hverv", som Ælnod siger. Han har ført forsædet på herredstingene,hvor alle mulige retssager er blevne dragne frem. I forvejen var folket rasende over de kongelige ombudsmænds færd; de havde vist snu kløgt, når det gjaldt at plage hoje og lave med retssager, og forurettet dem på det groveste, når de skulde indkræve bøder



1) Jerslev herred svarer hovedsagelig til det nuværende Dronninglund

Side 241

eller hvad andet der skulde udredes til kongen. Således skildrer Ælnod os situationen. At Knud selv kom tilstede,skulde ikke gore det bedre. I sin iver for at håndhæve og udvide kongemagten havde han altid været de danske en streng herre, og den store skuffelse, han havde lidt forrige sommer, da hans stolte Englandstog var glippet, har ikke gjort ham mildere stemt: kunde han ikke nå sin ærgerrigheds dromme som kriger, fordi han manglede sit folks tilslutning, så skulde han dog vide at gore sin magt gældende i sit eget land og kue enhver, der stod ham i vejen. Hårde domme og strenge straffe har da præget Knuds færd i de forste vendsysselskeherreder. Og har folket klaget over hans ombudsmændsuretfærdighed — hvad der turde være meget sandsynligt —, så har han sikkert stillet sig på sine mænds side, afvist klagerne og derved end mere opirret folket.

I en håndevending er det imidlertid ikke muligt for et par herreders mænd at rejse sig mod en myndig konge. Uviljen skal have sin tid, for den kan bryde løs. Så længe der mangler faste og sikre aftaler mellem beboerne, er kraftig fællesoptræden umulig; og forend folket er i stand til at fylke en ordnet hær, tor det ikke binde an med den krigsvante konge og hans velrustede Vederlagsmænd. Derfor må de sydøstlige herreder endnu finde sig i kongens hårde optræden. Rygtet iler imidlertidhurtigforud for Knud, og i de næste herreder står man rede til at modtage kongen med trods, hvis han farer frem med samme strenghed. Mændene har uden tvivl hojtidelig lovet hverandre at stå Knud imod, hvad det så skulde gælde, og man har gensidig forpligtetsigtil ikke at svigte i den forestående krise.

Side 242

Derfor er det i det tredje herred, omkring kongsgården Borglum, at rejsningen begynder. Stolende på sin overlegenhedtagerkongen ind på Borglum og fortsætter sin færd; men de trodsige Vendelboer samles og holder på egen hånd ting ved et sted, som Ælnod kalder „Pontus cornicus". Hvilket dansk navn der dølger sig bag denne latinske omskrivning, er ikke helt sikkert. Enten kan der tænkes på Kragestrand ved Vesterhavet op imod Hirtshals, således som Gram og A. D. Jørgensen har foreslået; eller også må man med etatsråd Japetus Steenstrivpantage,at det er et sted nærved Borglum, nu kaldet KragedamJ). Den sidste tydning har til forudsætning,atÆlnod ved „pontus" har tamkt på det oldengelske ord „pond" eller „pund"; og ret mærkeligt er det, at medens dette ord ifølge det latinsk-angelsaksiske glossar (fra 8. århundred), der tindes i Gorpus Ghristi College i Gambridge2), svarer til det latinske „præsorium", en dam, dannet ved vandets sammenløb i en lavning, har vi, som etatsråd Steenstrup har gjort opmærksom på, det gamle navn „Kragesig" for et sted ved Borglum, og ordet „sig" svarer ligesom „pund" fuldstændig til „præsorium". Kragestrand ligger noget fjernt fra Borglum,omtrent2a/4 2a/4 mil; man vilde have ventet, at oprørernesamledesig nærmere ved kongsgården, men på den anden side har dette sted i ældre tid haft en vis betydning. Kragedam er derimod ikke for langt borte fra Borglum; snarere måtte man sige, at det var alt for



1) Harald Hårdrådes tog til Limfjorden og Limfjordens tilstand i 11. århundred, s. 56 f., jfr. noten s. 79 og kortet.

2) An eight-centuvy Latin-Anglo-Saxon glossary, by J. H. Hessels (Cambridge 1890) s. 97. Jeg bringer herved professor dr. Otto Jespersen, som har gjort mig opmærksom på dette glossar, min tak.

Side 243

nær til at kunne være oprørets arnested. Sporgsmålet er vanskeligt at afgore, men ikke meget væsenligt. Knud indfinder sig en bestemt dag på dette sted, men møder en sådan ophidselse, at han må opgive at få bønderne i tale, og hurtig må han forlade deres ting. Ælnod siger, at Knud gik tilbage til kongsgården for at „overveje" sagen; men hans egen skildring viser, at kongen straks har været klar over sin stilling. Der havde ikke kunnet være tale om længere forhandlinger med tingskarerne, men det var overhoved for farligt nu at dvæle i de trodsige Vendelboersnærhed.End ikke på Borglum turde han blive. Han har allerede set, at han stod overfor en almindelig folkerejsning, der var i færd med rask at vokse ham helt over hovedet, og efter blot at have givet kongsbryden på stedet nogle få ordrer sniger han sig skyndsomst fra kongsgården,medensVendelboerne, sikkert med bævende hjerte, laver sig til at angribe den krigsvante konge dér.

Snart får man dog nys om kongens flugt, og nu bliver oprørerne kry og voldsomme. De stormer Borglum og røver de store forråd, der var samlede dér som „nathold" for kongen og hans mænd. Ælnod taler om flere kongsgårde, der således blev hærjede. Man må naturligvis også tænke sig, at rejsningen hurtig forplanter sig til det øvrige Vendsyssel, bl. a. til de herreder, hvor kongen nylig havde været, og oprørets forste udslag var da at plyndre kongens gårde. Særlig må man dog foruden Borglum tænke på en kongsgård, som selve oprørshæren kommer til på sit tog syd på efter den flygtende konge. I Hvetbo herred har der været en sådan gård, rimeligvis Udholm (i Hune sogn), der i kong Valdemars jordebog nævnes som krongods, og den er straks falden i Vendelboernes hænder.

Side 244

Kong Knud er imidlertid flygtet videre i sydvestlig retning, ned mod Limfjorden. Hovedmassen af de mænd, der bliver ham tro ,• lader han gå ad hovedvejen til kongsgården Agersborg, der beherskede overfarten over fjorden. Selv tager han med sine Vederlagsmænd ind hos biskop Henrik af Vendsyssel, i en nærliggende „torp, hørende til hans bispedomme" (villa episcoirii ejus). Da Ælnod idelig bruger latinske omskrivninger og forklaringer af de danske stedsnavne — således ved Suddatorp, Sælland, Roskilde, Dalby, Vestervig, Vendle, Kragesig (Kragestrand), Agersborg, Viborg, Hedeby —, må der også her dølge sig et navn, og den nærmeste by ø. n. ø. for Agersborg hed virkelig Biskopstorp (nu Bejstrup). Grunden til, at Knud den hellige tager ind der i steden for at gå til sin befæstede kongsgård, har vel været den, at han derved kunde skuffe sine forfølgere. Disse måtte tro, at han tog ind på Agersborg, og når de straks efter går således til værks, at de overrumpler denne kongsgård, så har det sikkert fortrinsvis været deres mål at få fat på kongen dér. Fra Biskopstorp, der lå et stykke øst for hovedvejen, kunde Knud med mindre fare holde udkig og se sagen an; dér var han bedre værnet mod overrumpling.

Som god vært og nidkær præst søger biskop Henrik nu at bringe forlig til veje og rider atter nord på frem imod oprørsskaren. Hvor han har truffet de voldsomme Vendelboer, siges os ikke; men da vi hører, at de i deres raseri pisker strandsandet op med deres spyd, må det have været ved Vesterhavets kyst, vel omtrent der, hvor nu Øster og Vester Hanherred mødes. Oprørerne er da efter udplyndringen af den yderlig liggende kongsgård i Hvetbo herred dragne videre langs stranden. Da biskop

Side 245

Henrik knap nok i sit hellige embede har et værn mod Vendelboernes forbitrelse, skonner han, at oprørsluen har taget endnu voldsommere fat, end han havde troet. Nu gælder det for ham om skyndsomst at vare sin kongeligegæst, han sprænger afsted, skildrer ham stillingen og får ham til ufortøvet helt at forlade Vendsyssel. Fra stranden ved Biskopstorp har kongen søgt ombord, hurtig er han bleven roet over på den anden side af Limfjorden, og nu rider han rask med sine Vederlagsmændad hovedvejen til Viborg. Den voldsomme kamp, som hovedmassen af hans mænd måtte bestå ved Agersborg,kom han selv ikke til at overvære.

Når Knud den hellige lod storstedelen af dem, der havde fulgt ham gennem Vendsyssel, blive på den store kongsgård ved Limfjorden, var det hans hensigt på den vis dels at værge sin ejendom, som det måtte harme ham at vide prisgiven, dels at opholde fjenderne, så at de ikke kunde komme over fjorden, hvorved han selv kunde vinde des storre forspring. Efter den anstrengende flugt for Vendelboerne har kongsmændene og Knuds tilhængerepå Agersborg imidlertid været trætte, så de lader sig overraske, rimeligvis i det tidlige gry. Vi hører, at flere af dem nøgne blev trukne ud af deres senge eller nøgne styrtede sig mod fjendernes våben. Vendelboerne har altså brudt op om natten, og deres overrumpling er lykkedes ret godt; har de haft håb om at gribe kongen, er de dog blevne skuffede. Medens adskillige af kongens mænd altså var værgeløse, har dog andre fået tid til at gribe til våben, så at kampen blev blodig. Undersøger man levningerne af Agersborg, vil man forstå,at stedet har kunnet være skueplads for en bølgendekamptummel. Voldstedet er nemlig i sit nuværende

Side 246

omfang 5—656 tønder land, og dertil kommer forborgen, der muligvis allerede har været til på Knuds tid1). Vendelboerne får imidlertid overtaget, en stor del af kongsmændene bliver nedhuggede, andre bliver grebne og enten hængte eller styrtede i vandet, nogle lykkes det at frelse sig ud på skibe og sætte over Agersund, medens det ellers hidtil (hactenus) kun var kongen og hans følge, der var sluppen over Limfjorden. Ved denne sidste oplysning viser Ælnod, at Knud alt tidligere havde forladt Vendsyssel og ikke var på kongsgården, da den blev overrumplet. Agersborg bliver fuldstændig hærjet, og dernæst kan Vendelboerne sætte over fjorden for at forfølge kongen videre og øge den rejsning, som allerede var i gang.



1) Oplysningen om voldstedets omfang skylder jeg velvillig meddelelse fra musæumsdirektør dr. Henry Petersen, som i sin tid har undersøgt stedet og indgivet beretning til Oldnordisk musæum. I et pergamentbrev, udstedt i Lemvig 9. Marts 1373 (Rigsarkivet, Nørrejylland 53 b), hvorved ridder Nils Erikson forpligter sig til at genopbygge det ødelagte Agersborg, har vi en opregning af borgens enkeltheder: „castrum Akersburgh. una cum suburbio dicto Vorborgh, .... edificiis, domibus, propugnaculis dictis bargfreth, curn asseribus dictis plankær, pontibus fossatis tumulis dictis varsele". Lidt efter omtales en ladegård: „curia ante castrum Akersburgh .... dicta grangia". Hvor meget af dette der har været til på Knuds tid, er vanskeligt at afgore. Selvfølgelig har det i alt fald haft. et helt andet udseende end på Valdemar Atterdags tid. Kampestensgrunden af forborgen, som findes under den nuværende Aggersborggård, er langt yngre og kan aldeles ikke henføres til 11. århundred. Hovedborgen har derimod nok været af samme storrelse som i 14. århundred og haft omfang som det nuværende voldsted. — At det er til Agersborg, at Ælnod henlægger kampen, er aldeles utvivlsomt. Han taler om Vendelboernes fremstormen mod „den for nævnte bya (ad urbem prænominatam); men han har i det foregående ikke nævnt nogen anden „urbs" end „Urbs agri", Agersborg.

Side 247

Følger man denne gang i begivenhederne, vil man ikke spore de vanskeligheder, som man efter rigsarkivar A. D. Jørgensens mening må støde på ved at rette sig efter Ælnods fremstilling: Det skulde være meningsløst, at bønderne angriber Agersborg, når kongen var på bispens gård i nærheden; og har kampen drejet sig om dette sidste punkt — hvilket for øvrigt er umuligt efter Ælnods ord —, skulde det være uforståeligt, at kongsmændene ikke iler til fra Agersborg for at hjælpe deres herre. Men sagen er, at kongen er sluppen fra Vendsyssel, inden Vendelboerne overrumpler Agersborg, og dette er det eneste sted, hvor der har stået en kamp. Havde kongen endnu været på Biskopstorp, da oprørerne trængte ind i Agersborg, vilde han også efter al rimelighed være bleven afskåren fra flugten videre syd på. Det kan enten tænkes, at bønderne har ventet at finde kongen i Agersborg, hvilket forekommer mig sandsynligst; eller det kan antages, at de har fået nys om hans flugt og skynder sig da mod borgen for at blive herrer over Agersund og således i stand til at forfølge kongen videre. Men i begge tilfælde har Vendelboernes angreb på Agersborg sine gode grunde.

Så vidt altså Ælnods fremstilling af oprørets udviklingsgang.Vi skal dernæst gengive det samme optrin efter Kny ti in gas ag as skildring: Da ledingshæren til det påtænkte Englandstog har sveget kong Knud, drager han til Sælland, derfra „syd på" til Fyn, hvor han indkræverbøder for ledingsbruddet, og derfra „syd på" til Jylland, hvor han fortsætter med disse straffe. Rygtet om Knuds strenghed når op til Vendelboerne, og kongens egen sysselmand vest på i „Vendilskaga", Thord Skori, ægger bønderne til oprør. Knud er imidlertid kommen

Side 248

til deres nabolag: han er på gæsteri på det sted, som hedder „at Sævarenda" (Sjorind), inderst ved Limfjorden. Derfra sender han Thorgunnesonnerne og 60 af sine mænd til „Vendilskaga" for at lægge folket i skat. Ved en å møder de Vendelboernes oprørshær og nødes til at vende tilbage. Ved denne tidende bliver kongen ilde til mode, forlader Sjorind og drager „nord på" til Fyn for dér at tage ind på gæsteri, som han alt havde i sinde. Toli, en af de snildeste af Knuds mænd, bliver efter hans vilje tilbage for at forhandle med Vendelboerne;han råder dem fra at fare frem med hærskjold, men til svar skyder Thord Skori sit spyd igennem ham. Bønderne fortsætter deres tog, indtil de nåer Sjorind; dér dræber de kongens årmand og plyndrer kongsgården. Rejsningen vinder storre område, Asbjorn Ødane-jarl og Eyvind Bifra træder i spidsen for oprørerne og fører hæren til Randers. Efter nogle dages forløb går de videre til Fyn.

Som man vil se, er der i denne sagaskildring kun én eneste efterretning, som kan forenes med Ælnods fremstilling, nemlig at oprøret udbryder i Vendsyssel. Ellers er der uoverensstemmelse på alle punkter. Sagaen har Danskernes ledingsbrud som historisk baggrund; Ælnods fortælling taler afgjort imod, at der har fundet ledingsbrud sted, så Knuds strenghed skyldes andre forhold.Sagaen lader en af kongens egne mænd være særlig virksom ved rejsningen, Ælnod lader alle kongens mænd stå på hans side. Sagaen lader rejsningen begynde,mens Knud er andensteds; Ælnod lader derimodrejsningen foranlediges ved Knuds egen nærværelse. Sagaen lader Knud bevæge sig fra Thy henimod Vendsyssel,Ælnod lader ham (under flugten) bevæge sig fra

Side 249

Vendsyssel hen imod grænsen af Thy. Sagaen lader Knud flygte, da han hører om Vendelboernes rejsning, så at han end ikke betræder Vendsyssels grund og personlig ikke får det mindste at gore med Vendelboerne for i Odense; Ælnod gor derimod Vendsyssel til skuepladsen for Knuds bevægede oplevelser.Sagaen lader Knud flygte ved forste efterretningom oprøret, Ælnod lader ham søge at tale folket til rette og senere udsende biskop Henrik for at dæmpe rejsningen.

Det er derfor umiddelbart indlysende, at man umulig kan forene de to beretninger på den måde, at man fastholder alle enkeltheder hos dem begge. Det har vel heller ikke nogen villet påtage sig. For sammensmeltningens skyld må man ofre noget af Ælnods og noget af sagaens efterretninger. Dette kunde jo i og for sig ske på forskellig måde; men jeg holder mig i det følgende kun til rigsarkivar A. D. Jørgensens forsøg på ad denne vej at klare den historiske sammenhæng. Ælnod tages som udgangspunktet; hans skildring bliver brugt som begyndelsen, Knytlinga bliver til dels nyttet som fortsættelsen. Knud er med andre ord i Vendsyssel, da oprøret begynder; han flygter fra Borglum, lader en del af sine mænd gå til Agersborg og sætte over Limfjorden, men går selv vester på gennem Thy til Sjorind, som skulde være den „villa episcopii", der nævnes af Ælnod. Kampen, som Ælnod knytter til Agersborg, henlægges så til Sjorind, og Knud er tilstede ved dens begyndelse, men flygter ud af faren.

Meget hensyn kan man ikke sige, at der på denne
måde er taget til sagaen. Thi den véd ikke noget om
kongens flugt fra Vendsyssel til Thy, den lader ikke

Side 250

kongen opleve nogen kamp, ja den taler overhoved ikke om nogen egenlig kamp; endelig kalder den Sjorind en kongsgård og ikke en bispegård. Hvad bliver der da egenlig tilbage af Knytlingas beretning? Kun, at Sjorind har spillet en hovedrolle under den jydske rejsning.Men selv denne rolle bliver anderledes, end sagaen har betegnet den.

Sporgsmålet er nu, om der ikke er givet en meget
for hoj betaling for brugen af Sjorinds navn i denne
sammenhæng.

Tiltræder man det ovenfor skildrede sammensineltningsforsøg, tvinges man for det forste ind på den påfaldende teori, at Ælnod vel skulde være udmærket underrettet om oprørets begyndelse blandt de nordlige og mellemste Vendelboer, men fuldstændig i vildrede med dets videre fortsættelse. Ælnod siger nemlig udtrykkelig, at den torp under Henriks bispedomme, hvor Knud den hellige tog ind, lå i nærheden af Agersborg. Men skulde der ved denne torp tænkes på Sjorind, havde vor krønikeskriver taget meget fejl, da Sjorind ligger såre langt fra Agersborg, i en anden landsdel. Allerede denne formodning, at Ælnod skulde være stedkendt ved Borglum, men ikke ved Limfjorden syd derfor, synes mig at ligge det sandsynlige fjernt.

For det andet nødes man til at gore Sjorind, der ellers kun kendes som kongsgård, til bispens gård1). Der findes imidlertid slet ikke nogen støtte for sådan en antagelse. Henvisningen til den bekendte „bispegrav" på Sjorind kirkegård forandrer ikke sagen. Thi dels



1) Jeg har selv tidligere sluttet mig til den gisning, at Sjorind da var bispegård og senere blev mageskiftet med Borglum: Konge og- præstestand i den danske Middelalder I 242 note 2. 266.

Side 251

hidrører gravstenen med bispebilledet fra tiden om 1200, da Sjorind efter rigsarkivarens egen gisning for lang tid siden skulde være mageskiftet til kronen; dels er der intet, der godtgor, at den er gravsten over en biskop. Stenens bispebilled kan ved sin sammenstilling med engelen efter den tids fremstillingsmåde ikke være billede af den jordfæstede, men må forestille en helgen, snarest St. Nikolaus. Lignende fremstilling af en helgenbisp har man på Gjessingholm-stenen og den i 1887 fundne Grenå-sten. Den stedlige overlevering fra Sjorind har da også ved at tale om „bispegraven" kun villet fortælle,at stenen var sat over en fremmed, skibbruden bisp, men ikke over en af landets egne kirkestyrere. Derved kan overleveringen i alt fald ikke blive noget fingerpeg mod Sjorind som bispegård. Tilmed synes denne tradition om bispegraven kun at være vrangbytningmed den udvalgte Oslobisp Johannes Mules jordfæstelsei Vestervig 1524x). Ligesom Agersborg nævnes Sjorind i kong Valdemars jordebog blandt kongelev, og intet tyder på, at det har været anderledes i Knud den helliges tid.

For det tredje lader man Knud den hellige foretage et dumdristigt og tankeløst skridt, hvis man lader ham gå fra Vendsyssel til Sjorind. Under flugten for Vendelboerneskulde han have bortsendt de fleste af sine mænd og kun med et lille følge trukket sig ud i det smalle Thyland, afskåren fra det øvrige Jylland ved Limfjorden! Det synes umuligt, at han kunde slippe derfra. Og hvis han var sluppen fra Thy, da vilde det være vanvid at



1) J. B.Loffler i Årbøger f. nord. oldkyndigli. 1877, s. 83ff.; Gravstene fra Middelalderen, s. 16 f. XV.

Side 252

gore den store bue syd om Limfjorden til Viborg. Oprørernemåtte her kunne komme ham i forkøbet, så han slet ikke havde kunnet nå frem. Men således kan det heller ikke være gået til. Hvis han virkelig havde trukket sig ud på Thy, der var som en gren fra Vendsyssel, så vilde han være løbet lige i fælden og havde sikkert allerededa måttet bøde med livet. Knud har kunnet være stivsindet, men et så planløst træk kan man ikke med foje tillægge den dygtige konge :).

At man har fundet våben ved Sjorind vold, kan ikke berettige til at opgive Agersborg som det egenlige kampsted. Man har for den sags skyld også opgravet våben ved Agersborg2). De ved Sjorind fundne økseblade,sværd, spydspidser og stigbojler kan — ifølge velvilligmeddelelse fra musæumsdirektør dr. Henry Petersen — hidrøre fra Knud den helliges tid, men der er ikke noget i vejen for, at de også kan være ældre. Efter dette er det altså muligt, at våbnene kan være minder om en kamp i sommeren 1080. Thi oprøret har forgrenetsig til Thy, man har selvfølgelig stormet kongsgården,og det kan jo godt tænkes, at der har været kongsmamd, som satte sig til modværge; kun har denne kamp ikke direkte noget med kongens flugt at gore, Knud har været langt derfra. Men selv om en kamp ved Sjorind efter Knuds flugt kan kaldes en mulighed, så kan man med lige så god grund henføre de der fundne våben til Sven Estridsons kampe med Magnus den gode eller Harald Hårdråde, ja måske endog til Sven Tjugeskægs kampe med Svenskerne i Danmark.



1) Allerede A. G. Fabricius liar ytret betaenkeligbeder i «a lienseende: Antikvar. tidsskrift 1846-48, s. 181 ff.

2) Suhm: Historie af Danmark IV 681.

Side 253

Våbenfundet kan derfor aldeles ikke afgore sporgsmålet
til fordel for sagaen.

Men fortjener Knytlingas beretning nu i det hele den tillid? Bor man tage så meget hensyn til den, så man derved forringer Ælnods værd ret føleligt og tillægger kong Knud et meningsløst tilbagetog? Nej, sagaen viser sig så dårlig stedkendt i Norrejylland og fremfor alt så vrang i sin historiske opfattelse, at dens autoritet over for Ælnod bor sættes lig nul.

Hvad sagaens stedfæstelser angår, kan der gores indvendinger nok. Landet nord for Limfjorden kaldes Vendilskaga eller Hjarranda sysla; men denne sidste gådefulde betegnelse — det er næppe nogen fordrejelse af Hjorring, der på et par steder nævnes i sagaen og kaldes Jorungr — savner al hjemmel. Sagaen påstår, at Asbjorn jarl og Eyvind Bifra hørte hjemme i Vendilskaga,ogat to steder dér var opkaldte efter dem, AsbjarnarbuSirogEyvinsarbusir; men dette turde være fuldstændig fri fantasi af sagamanden, og det er vel knap nok rimeligt, at han overhoved har hørt noget om danske stedsnavne, som lignede de af ham lavede (f. eks. Esbønderup og Everdrup på Samland). Det svarer til sagaens vilkårlighed på andre punkter vedrørende danske stedsnavne, således når den i kap. 33 nævner „Ragnarsstaåir" og „Ragnarssjor" , liggende „i Ribe bispedomme" , som opnævnte efter Blod-Egils fader Ragnar, skont Ringkøbing (med Ringkøbing fjord), hvortildersagtens skal hentydes, umulig kan udledes af dette mandsnavn. For nutidens læsere tager det sig endvidere mærkeligt ud, når Knytlinga lader Knud fare fra Sælland syd på til Fyn og derfra syd på til Jylland, ligesom han senere flygter fra Sjorind nord på til Fyn,

Side 254

og oprørsskaren drager nord på til Randers. Her vilde det dog være urigtigt at gå i rette med sagamanden; han har samme stedsbetegnelser, som vi også ellers møder hos Islænderne; de anførte steder viser en regelmæssigforskydningaf verdenshjornerne: syd skal være vest, vest skal være nord, nord skal være øst, og tillige ser vi, at landsdelene betragtes som helheder overfor hverandre. Derimod viser det uklarhed, når nogle stedsbetegnelserkommeri modstrid med denne forskydning. 1 kap. 32 siges „Vendilskaga" at strække sin spids i nordlig retning og „Jyllandsside" at strække sig fra Vendilskagasydpå ned til Ribe; disse i og for sig rigtige bestemmelser står ikke i samklang med de andrel). Rent forvirret bliver det, når Vendsyssel lægges vest for Sjorind. Det følger af sig selv, at det var vanskeligt for en fremmed at forene de snævrere stedsbestemmelse!' med grundretningerne; men selv om man kan undskylde sagamanden, kan man dog ikke frikende ham for en uklarhed med hensyn til de steder, han omtaler, og dette må straks svække hans historiske pålidelighed noget. — Jeg er da overbevist om, at Knytlinga ikke røber dybere indsigt ved at omtale Knud den helliges ophold på Sjorind, og jeg tvivler stærkt på, at sagaen her støtter sig til en dansk overlevering. Grunden til, at Sjorind er gjort til skueplads for det bevægede optrin, er kun den, at Sjorind på sagaskriverens tid var kendt som stor og anseelig kongsgård i det nordligste Jylland, værnet med stærke volde; sagamanden har med andre ord, så vidt jeg kan skonne, nyttet sine kundskaber om



1) Jap. Steenstrup, anf. skr., s. 43 f.

Side °255

Danmark på samme frie måde, som en romanforfatter
nu til dags vilde gore det.

Som Knytlingasaga stedfæster begivenhederne i Nørrejylland på vrang og selvlavet måde , således gengiver den også den historiske stilling meget ændret, og det er en endnu væsenligere sag. Den lader urigtig Knuds indkræven af ledingsbøder være grunden til rejsningen (herom senere). Den lader endvidere Knud ved efterretningen om oprøret kundgore, at han nu vil tage til Fyn, hvor han alligevel agtede sig på gæsteri, og det skont han efter sagaens egne ord lige kom derfra, og skont man dog skulde synes, at han havde andet at gore end at lade, som om der ikke var forefaldet det mindste i Jylland! Endelig indfører sagaen foruden flere ellers helt ukendte mænd, to hovedpersoner, som har mere præg af digtning end af virkelighed: Asbjorn Ødanejarl og Eyvind Bifra. Vi vil kaste et blik på fortællingerne om disse to høvdinger, i det vi derved samtidig følger begivenhedernes gang videre fra Jylland over til Fyn.

Det er almindelig og med god grund antaget, at sagaens„EyvindBifra" er den samme som „Piper" (egl. Pipre, lat. Pipro) hos Ælnod. Begge steder er han forræderen, men på hojst forskellig måde. Sagamanden har hørt en dansk overlevering om Pipers forræderi og har da omdannet hans danske navn, der var Islænderne fremmed, til det symbolske Bifra, Bævre x). Det var så meget naturligere,somman



1) P. E. Muller stiller det i forbindelse med ny-islandsk bifræn og bifræfinn, hvorved betydningen må blive „den frække * (Vidensk. selsk. filosof, og hist. afh. IV 169). Mon betydningen ikke snarere er „den upålidelige"? Så kommet1 det til at svare til det ligeledes symbolsk klingende Blakke, det navn, han har fået i senere dansk overlevering (Saxo 589 f. S. r. D. 111 410. 420).

Side 256

turligere,sommanfra Landnåma kendte en Bifra-Kåri. Da dette Bifra ikke kunde stå som selvstændigt navn, blev det gjort til øgenavn og fojet til det i sagaerne vel kendte navn Eyvind, der ellers aldrig, så vidt jeg véd, forekommer på dansk grund. Alt, hvad Knytlinga fortæller om ham, er digt og ikke historie. Den lader ham myrde Knud foran alteret, skont Benedikt og hirdmændenestårvagt ved kordoren, noget som ikke blot på det stærkeste strider mod fortællingen i „Passio" og hos Ælnod, men tillige i sig selv var umuligt. Sagaen lader ham dernæst prøve på at slippe ud af vinduet ved alteret, skont vinduerne i de gamle trækirker har været meget for små til den slags idræt; ellers måtte jo oprørerneogsåhave kunnet trænge ind ad vinduerne, medenskongsmændenekæmpede ved kirkedoren, men det hører man ikke noget om. Da han har nået op i gluggen, hugger hirdmanden Palmer ham tværs over: benene falder indenfor, overkroppen udenfor kirkevæggen. Den slags fremstilling behøver ikke nogen kommentar. For øvrigt gores Eyvind Bifra til Asbjorn jarls villige redskab. Derfor er han allerede hovedmanden i rænkespilletmodKnud, da Harald Hén ved kongevalget bliver foretrukken for ham. Det vidner om sagamandens kompositionstalent.Dasagaen opfatter den hele rejsning som jydsk, så at det er Jyderne, som i Odense dræber Knud, gores Eyvind også til Jyde og Vendelbo. Ælnod står ligeledes på dette punkt i modstrid med sagaen, da han gor Piper til fynsk høvding. Hvem man bor følge, vil vist ingen tvivle om. Og med hensyn til Ælnods



1) P. E. Muller stiller det i forbindelse med ny-islandsk bifræn og bifræfinn, hvorved betydningen må blive „den frække * (Vidensk. selsk. filosof, og hist. afh. IV 169). Mon betydningen ikke snarere er „den upålidelige"? Så kommet1 det til at svare til det ligeledes symbolsk klingende Blakke, det navn, han har fået i senere dansk overlevering (Saxo 589 f. S. r. D. 111 410. 420).

Side 257

gengivelse af forræderens navn er der ingen grund til at nære mindste betænkelighed. Navnet Piper forekommer ofte på dansk grund; i året 1249 nævnes således netop en fynsk herremand af dette navn1), og der kan også henvises til de gamle stedsnavne fra Slagelseegnen, PebertorpogPepringe (nu herregården Falkensten).

„Eyvind Bifra" må altså vige for Piper, og sagafortællingerneom ham, der slet ikke stemmer med Ælnods skildringaf Pipers forræderi, må opfattes væsenligst som digtning.Men nu Knytlingas „Asbjorn jarl", Knuds farbroder. Her stiller sagen sig noget anderledes, da vi andensteds fra véd, at Sven Estridson virkelig havde en broder ved navn Esbjorn (således hedder navnet på Dansk). Men selv om sagaens Asbjorn for så vidt er en historisk person, er dens fortælling om hans optræden mod Knud den hellige under rejsningen aldeles uhistorisk. Jeg skal ikke dvæle ved det meningsløse i, at sagaen kalder ham Ødanernes jarl og dog anbringer ham i Vendsyssel for tilsidst alligevel at lade ham fra Fyn tage hjem „nord på" (o: øst på) til Øresund. Men jeg vil hævde, at alt, hvad Knytlinga fortæller om hans forhold til sin brodersonKnud under folkerejsningen på Fyn, står virkelighedenfjernt. Lad os tage sagaens fortælling i dens grundtræk: Asbjorns forræderi mod kongen, i det han går til ham, tilsyneladende for at give ham råd og hjælp, i virkeligheden for at udspejde ham; hans ærinde til bønderne, som han udfører på den måde, at han i stedenfor at overbringe kongens fredsbud på det ivrigste ægger dem til at overfalde Knud i Odense; endelig hans kamp i spidsen for oprørerne. Alt svarer noje til,



1) S. r. D. I 289.

Side 258

hvad Æ]nod fortæller om Piper. Nu lægge]1 lnodoverordenlig vægt på dette forræderi; for ham er det et såre væsenligt led i Knuds martyrium, at han er bleven sveget af en af sine egne. iil hvem han havde tillid. Havde forræderen da virkelig været kongens egen farbroder, vilde det i den grad have været velkomment emne for Ælnod, at han umulig kunde have udeladt det. Og der kunde ikke være tale om, at han ikke havde hørt noget om det, når han udspurgte mænd og kvinder om den tids hændelser. Havde Esbjorn jarl virkelig båret sig ad, som Knytlinga fortæller, vilde folk have talt vidt og bredt om hans færd. Han kan såledos slet ikke have været hovedmand for kampen mod Knud de]] hellige.Slige fortællinger må stå for sagamandens egen regning;som han har forandret Pipers navn til Eyvind Bifra, således har han henført enkelthederne i lut ns forræderitil Esbjorn jarl.

Hvad sagaen ellers fortæller om sin Asbjørn, skal heller ikke styrke tilliden til skildringen af hans optræden i Odense. Fremfor alf gælder det fortællingen om hans død: 1 en landsby ved Øresund overfaldes han af „vælske mus", der ikke efterstræber nogen af hans følge, men blot ham; han løber ned til sit skib og støder fra land, in en dyrene svømmer efter ham, kravler op pa skibet og bider sig fast i ham allevegne, indtil han udånder. Dette er ikke andet end en genspejling af det bekendte tyske sagn om biskop Hatto, som under hungersnød indebrændte en del fattigfolk i en lade, men til straf blev overfalden af mus, og da han vilde frelse sig ud på den lille Rhinø ved Bingen. hvor der endnu findes et „Måuserthurm". satte musene efter ham og bed ham ihjel der. — Sagaen gor fremdeles sin Asbjorn jarl til

Side 259

Harald Héns svigerfader; men, som jeg allerede tidligere har haft lejlighed til at hævde, er det af kirkelige grunde så at sige umuligt, at kong Harald kan have været gift med en datter af Sven Estridsons broder Esbjorn1). Dette giftermål har sagaen vel også blot arrangeret for at støtte sin Asbjorns modarbejden af Knud, den gang Harald Hén blev valgt til konge. Men hvorledes forholderdet sig i virkeligheden med Esbjorn jarls optræden ved dette kongevalg? Det er muligt, at sagaen her giver en rigtig efterretning; men jeg er alt andet end tilbojelig til at tro det. Som sagaen egenmægtig har anbragt sin Eyvind Bifra i denne sammenhæng, således kan den også godt på egen hånd have indsat jarlen. Atter her har Ælnods tavshed megen vægt. Thi var Knud bleven fortrængt ved sin farbroders rænker, kunde Ælnod bruge det som indledning til hans martyrium; men i steden for lader han Knuds egen heftige karakter være grunden til, at de danske vrager ham. Det kan også anføres, at „Passio", der står begivenhederne så nær, lader Knuds brødre fordrive ham fra Danmark, men der tales ikke noget om hans farbroder.

Man vil sporge, hvorledes sagamanden da overhoved har fundet på at tildele sin Asbjorn denne rolle. Hvorvelhistorikeren sikkert ikke vil forpligte sig til allevegne at udpege et virkelighedsgrundlag for sagaens fortællinger, vil han dog her næppe betænke sig på at vise hen til de engelske årbøgers oplysninger om de to frænders tidligere forhold. Muligvis kan ad den vej gåden løses. Som bekendt udsendte Sven Estridson i året 1069 en stor flåde til England. Flådens førere var hans to sonner



1) Konge og præstestand i den danske Middelalder I 309 f.

Side 260

Harald og Knud og hans broder Esbjorn jarl. Som den ældre var Esbjorn vel den egenlige leder. Toget førte ikke til noget, og efter hjemkomsten blev Esbjorn jarl beskyldt for at have modtaget bestikkelse af Vilhelm Erobrer, og Sven Estridson jog da sin broder i landflygtighed.Det er rimeligt, at den fyrige og krigerske Knud har græmmet sig mest over togets uheldige udfald, og i sin harme har han da, næppe helt uden grund, kastet skylden på Esbjorn jarl. Således kan der under og efter Englandsfærden have udviklet sig særligt fjendskab mellem jarlen og hans broderson. En sådan overlevering kan under omdannelser have nået sagamandens øre; muligvis er den slet ikke udgået fra Danmark, men fra England. Thi også andensteds har England ydet sagaerne stof. i alt fald legenden om St. Edmund, der dræbte Sven Tjugeskæg. Historisk sikkert har vi ikke efterretninger om Esbjorn jarl efter flådens hjemkomst og hans domfældelsei 1070. Snarest er han vel død i landflygtighed, formodenlig i Sverige, og det turde være tvivlsomt, om han har levet endnu, mens Knud den hellige var konge.

Vedrørende det blodige optrin i Albanskirken kan man så nogenlunde følge Ælnods fortælling. Ganske vist får tendensen henimod Knuds helgenære nogen indflydelse på fremstillingen; men begivenhedernes virkelige gang lader sig alligevel ret godt bestemme ud fra krønikens

Når Ælnod til begyndelse fremstiller sagen således, at Knud den hellige går over i kirken blot for at høre vespersangen, ligger der heri en overdrivelse af hans fromhed. Den påfølgende voldsomme kamp viser, at kongen og hans mænd har været fuldstændig væbnede, rede til at sælge deres liv så dyrt som muligt. Man må

Side 261

derfor opfatte stillingen således: Forræderen Piper har gjort kongen tryg, så han ikke aner, hvad der forestår; pludselig ser Knud bøndernes skarer styrte ind i Odense, så at det er for sent at flygte; han opgiver da at værge sig i kongsgården, og i sidste ojeblik tyer han over i kirken for at søge ly i den. Det er let at forstå, hvad der har bevæget ham til dette skridt. Den mulighed var jo nemlig for hånden, at oprørerne vilde nære sky for at krænke stedets hellighed. Og skulde det komme til kamp, da var kirken med dens enkle rumforhold, dens ene indgang og dens små hojtsiddende vinduer et bedre værn end kongsgården, der må have været en samling af lavere bygninger, ulige vanskeligere at forsvare.Når jeg hævder, at Knud og hans mænd har været rede til forsvar, vil jeg dermed ikke sige, at fortællingenom vespertjenesten er urigtig. Det må antages,at der virkelig har været klerke samlede til aftensang,så at de har kunnet skrifte kongen og hans mænd. Thi dette sidste træk turde være en helt troværdig efterretning.

Sporges der, hvem der har kæmpet for kongen i Albanskirken, må man svare: det har Knuds broder Benedikt og de 17 „medkæmpere", der af gravskriften navngives som delagtige i hans martyrium. Af Ælnod véd vi, at Piper æskede kongsbryden i Odense til enekamp,ogat denne fik banesår, så at han udåndede indenfor kirkedoren. Kongsbryden må sikkert være mellem de 17 navngivne mænd. Disse „medkæmpere" (commilitones) har vel for øvrigt været de Vederlagsmænd(milites),som var flygtede med Knud den hellige gennem Jylland og til Fyn. Kongsbryden kan også antagesathave hørt til Vederlaget; det var i alt fald tilfældetmedkong

Side 262

fældetmedkongNils's bryde i Varde, Eskil Ebbeson, som nævnes i Vederlagsrettens historie. — Erik (Ejegod) har sikkert ikke været med i kirken, således som Knytlingafortæller.Ælnod, som udtrykkelig lader Erik og „den beromte Sven" slutte sig til kongen på Fyn og følge ham til Odense, vilde ikke have undladt at omtale deres deltagelse i kampen , hvis de virkelig havde gjort Knud følge til det sidste. De må derfor antages at have forladt Odense for bøndernes indtrængen1) eller i det mindste, som Sakse beretter om Erik, have banet sig vej gennem skarerne inden disses angreb på kirken. Knytlinga siger, at brødrene Palmer og Blakmer faldt ved kirkedoren sammen med Benedikt. Muligvis er herenlillestump af en virkelig overlevering, da gravskriften blandt Knuds faldne mænd nævner en Paine og en Blakke, hvis navne kan være blevne omdannede af Islænderne.Mennår sagaen videre fortæller, at efter Knuds og Benedikts fald fik de genievende af kongens mænd fred, blandt dem Thorgunnesonnerne Sven og Astrad, så er vi udenfor historiens enemærker. Således som de to brødre fremtræder, er de rene romanfigurer; hvad der senere fortælles om deres fangeliv i Flandern og deres underfulde udfrielse, er ren digtning, og med deres deltagelse i kampen er det næppe bedre vendt. Sven Thorgunneson (Trundson) kendes ganske vist fra Vederlagsrettens historie og fra Lundekapitlets mindebøger,mendanske kilder véd ikke noget om hans optrædensomKnuds trofaste medkæmper, ikke en gang „den beromte Sven", som Ælnod nævner, og som jo for øvrigt efter hans fremstilling ikke kom til at deltage i



1) Saledes A. D. Jørgensen, Nord. kirkes grundlæggelse, s. 791.

Side 263

kampen, kan være denne Sven, da han nævnes mellem Erik og Benedikt og derfor må opfattes som en af Sven Estridsons mange sonner, snarest den Sven, der senere blev beromt som korsfarer. Det er overhoved ikke rimeligt med sagaen at antage, at nogen af kongens mænd i kirken har overlevet den frygtelige kamp. lnodsordom afslutning må forstås således, at alle Knuds mænd er faldne med ham. Og hvad er vel rimeligere ? Lidenskaben er under kampen vokset til vildhed, de våbendjærve kongsmænd har fældet mange af bønderne, og kongens fjender har da ikke længer været til sinds at skåne nogen.

I Ælnods fremstilling af tvekampen mellem forræderen Piper og kongens bryde skimter man noget af det legendeagtige. De skifter svære hug, fortælles der, og begge dør af deres sår; men medens bryden dør indenfor kirkens dor, bliver Piper bragt til sit hus, hvor han under dødskampen udstøder de grueligste eder og forbandelser og i sin rasen bider sin egen tunge af. Af Ælnods egne ord kan vi skonne, hvorledes der blandt Odensemunkene kunde opstå slige overleveringer om Pipers endeligt. Ælnod er nemlig ærlig nok til at fortælle os, at kongsbryden døde forst, umiddelbart efter tvekampen, og denne omstændighed var übehagelig for dem, der vilde forherlige Knuds minde; thi tvekampen skulde jo være en slags gudsdom, og døde kongens forkæmper forst, måtte oprørernes sag snarest siges at være den retfærdige. Odensemunkene har da snart vidst at fortælle om disse rædsler ved Pipers efterfølgende død for at godtgore, at hans og oprørernes sag alligevel var Djævelens værk, og dette syn på sagen har Ælnod ganske naturlig gjort til sin betragtning.

Side 264

Meget legendeagtig lyder Ælnods fortælling om, at Knud under kampen beder sine fjender udenfor kirken om en drik vand; en af dem er menneskekærlig nok til at løfte en strib med vand op til et af vinduerne, men da støder en anden til stribben med sit spyd, så vandet spildes; snart efter styrter udådsmanden på hovedet i en brønd og kommer ynkelig af dage. Den sidste del af denne lille fortælling er fremgået af lysten til at finde gengældelse, hvis form svarede til brøden; hvad fortællingens forste del angår, har evangeliets beretning om Kristi torst, da han hang på korset, fremmet denne legendedannelse. Men Ælnod er ikke dens ophavsmand; i verset på gravpladen hentydes der allerede til dette led i Knuds martyrium.

Kongens personlige forhold i kirken skildres selvfølgeligaf Ælnod på sådan måde, at hans fromme skriftemålog bon foran alteret bliver hovedsagen. Imidlertid siger han dog lejlighedsvis, at bønderne ikke vilde høre Knud, „da han kom med billige forslag og lovede fred", og „Passio" skildrer endnu tydeligere, hvorledes kongen straks bød oprørerne forlig og vilde stille borgen derfor. Heraf ser vi allerede, at Knud har forsøgt alt for at redde livet. Ælnod fortæller også, at han skiftevis lod sine mænd gå til skrifte hos præsterne, hvilket ligeledes viser os, at han har færdedes iblandt dem nede ved kirkedoren. Men er det tilfældet, da bor vi ingenlunde tænke os Knud fra forst til sidst optagen af bon og skriftemål. Det vilde heller ikke ligne en krigersk konge som Knud at holde sig tilbage, når det gjaldt kamp på liv og død; og desuden var kongsmændenes tal så ringe, at der tilvisse var brug for enhver, som kunde bære våben. Ælnod taler da også med rene ord om kongens

Side 265

deltagelse i kampen, selv om han just ikke betoner den. Efter at der allerede længe er dvælet ved kampen i Albanskirken,hedder det nemlig: „Hidtil har vi set den fromme fyrste kæmpe sammen med sine herlige helte imod fjenderne." Det meste af tiden har da Knud den hellige færdedes blandt sine mænd med sværd i hånd, og under kamp er det, at han er bleven såret af spyd og sten. Rimeligvis har han forst trukket sig tilbage til alteret, efter at han var bleven alvorlig såret og følte døden rykke nærmere på livet. Har forholdet været således, bliver Knud aldeles ikke den vege og lidet heltemæssige skikkelse, som sagaen fremstiller for os i sin skildring af optrinnet i Odense. Trods sin fremhævelse af alt det, som passer i en helgenkrønike, har Ælnod derimod givet os et langt sundere og sandere billede af Knuds sidste optræden.

De nærmere omstændigheder ved selve Knuds død er det vanskeligt at få klarhed på. „Passio" og Ælnod siger, at han blev ramt af spyd og stene, som blev slyngedeind ad vinduerne, men derved fik han endnu ikke banesår. Knytlinga fortæller, at Knud blev ramt af et stenhug på brynet; det blødte stærkt, og han satte sig derfor med et bækken i skødet og sang salteren som for. Denne efterretning har man ment at finde bekræftet ved undersøgelsen af bruddet på Knuds pandeskal, og man har deri set en vægtig støtte for sagaens autoritetx). Det følger af sig selv, at når en anset anatom kommer til det resultat, at det store tindingebrud på kraniet kan



1) Professor F. Schmidts indberetning i„ Helgenskrinene i St. Knuds kirke", s. 26. A. D. Jørgensen i Årb. for nord. oldkyndigh. 1887, s. 149 ff.

Side 266

hidrøre fra den sten, hvormed Knud ifølge sagaen blev ramt „på brynet", vil en lægmand vogte sig for at gore indvendinger. Men mulighed er ikke nødvendighed. Det behøver ikke at være gået således til; et slag med en kølle eller med bagen af en økse kunde frembringe samme virkning. Om Knud har levet efter det voldsommeslag, har lægevidenskaben ikke kunnet afgore; den har blot konstateret, at muligheden derfor, som forsi syntes at måtte afvises, alligevel må siges at være for hånden, og at Knytlingas fortælling om, at Knud sad og nynnede salteren efter at være bleven ramt af stenen, derfor ikke absolut er en umulighed. Men når den anatomiske undersøgelse ikke kan støtte Knytlinga stærkere — og det kan den efter forholdenes natur ikke —, forekommer det mig altfor voveligt at opfatte fortællingen om stenkastet som aldeles uomtvistelig. Jeg kan i alt fald ikke se sagensåledes, samtidig med at jeg har måttet vrage Knytlingasskildring så at sige på alle punkter. Og mulighedenaf, at dette ene isolerede træk virkelig er historisk,kan i alt fald ikke redde sagaens øvrige fortælling om rejsningen mod Knud og kongens død i Odense kirke1).

Som bekendt lader „Passio" og Ælnod Knud den hellige få banesår ved et spyd, der rammer ham i siden. Ælnod lader ham dog endnu efter dette slutte Benedikt i sine arme og tage afsked med ham. Med rigsarkivar A. D. Jørgensen anser jeg dette sidste træk for ren



1) Når rigsarkivar A. D. Jørgensen ud fra beretningen om stenhugget har taget sagaen i forsvar, er det for at styrke dens fortælling om, at det ene af de to skrin i Odense er Benedikts (ikke Albans). Også jeg tror, at sagaen i så henseende giver rigtig besked; men dens notits om Benedikts skrin har intet at gore med dens fortælling om kampen i Albanskirken.

Side 267

legende, og selve spydsåret har rimeligvis også fået for stor betydning; spydstikket i Kristi side, som spillede så stor en rolle i Oldtidens og Middelalderens allegoriserendeskrifttydning,blev uvilkårlig gjort til forbillede1). Men jeg vil ikke med denne hojt agtede gransker stille den kirkelige omformen af begivenhederne på lige trin med sagaens fortælling om Eyvind Bifra, der snigmyrder Knud. Thi der er sikkert virkelig slynget spyd mod kongen gennem gluggerne, måske også gennem den bning,derlige kongens død blev tilvejebragt ved at man løsnede en af vægbjælkerne2). Og disse våben er ikke udsendte i blinde; folk har klatret op til vinduesgluggerneforat tage sigte, og kirkens rumforhold har været så små, at kastevåbnene kunde ramme med kraft. Et af spydene kan have ramt kongen således, at det væsenlig bidrog til hans død. For øvrigt er der, som bekendt, ved undersøgelsen af hans skelet påpeget en voldsom beskadigelse af hvirvlerne; dette viser, at kongen, død eller døende, har været genstand for den råeste mishandling. Men denne gruopvækkende afslutning på det blodige optrin i kirken har klerkenes overlevering, som vi kender den fra Ælnod, tydelig nok skudt ud. Mishandlingen har været dem for afskyelig, den vilde berøve Knud den helliges „lidelseshistorie" dens harmoniskeprægog kun lidet svare til evangeliernes korsfæstelsesberetning,dervar



1) A. D. Jørgensen i Årb. f. nord. oldkyndigh. 1887, s. 115 f.

2) Grunden til, at man løsner den svære bjælke eller planke, er vistnok ikke blot ønsket om at skaffe endnu en indgang til kirken; men man har tillige prøvet på at knuse kongen ved pludselig at vælte bjælken ind imod ham. Den tornede imidlertid mod alteret, hvor den slog korset og relikvieæskerne til gulvet,-og alteret tog således af for Knud.

Side 268

stelsesberetning,dervarmartyrlegendernes forbillede1). Den kirkelige overlevering lægger megen vægt på, at Knud døde foran alteret med armene udbredte „som et kors". Forklaringen hertil er, at det „at stå med armeneudbredtesom et kors" (således at hele personen dannede et kors) var en i klostrene meget brugt bodsøvelse.Deter ikke umuligt, at klerkene virkelig har fundet kongen liggende i den stilling og deri allerede set et symbol på hans hellighed.

Vederlagsmændene er imidlertid blevne overmandede og nedhuggede af deres overmægtige fjender, og nu styrter bønderne ganske naturlig over i kongsgården og plyndrer. Men dér, fortæller Ælnod, opstod pludselig det sporgsmål, om ikke nogen af kongeætten endnu var i live; oprørerne gav sig til at ransage allevegne og fandt Benedikt liggende hårdt såret i et herberg, hvorpå de slæbte ham ud og tog ham af dage ved at hugge til ham og sætte spydene gennem hans bryst. Rigsarkivar A. D. Jørgensen har peget på det sandsynlige i, at det er mishandlingerne af Knud, der er overførte på hans broder; tillige foretrækker han Knytlingas beretning, i kraft af hvilken Benedikt efter Knuds drab hugger vildt ind på bønderne, indtil han falder ved kirkedøren, og grunden til, at han her giver sagaen fortrinnet, er den, at det vilde have været Benedikt umuligt at komme ud af kirken. Den forste antagelse tiltræder jeg uden betænkning;selv om bønderne har været ophidsede, synes Ælnods skildring af deres grusomhed mod den døende kongeson noget overdreven. Vedrørende det andet punkt kan jeg naturligvis indromme det som mulighed, at Benedikter



1) Jfr. A. D. Jørgensen, anf. sted.

Side 269

nedikterbleven fældet i kirken. Men der vilde ikke være nogen tilskyndelse for Odensemunkene og Ælnod til at ændre en sådan kendsgerning, da det måtte være en ære for Benedikt at falde på kirkens hellige grund, hvor kongehelgenen selv havde vædet gulvet med sit blod. Når der da har været bestemt beretning om, at Benedikt blev fundet døende i et herberg, har det dog vistnok haft sin gyldige grund. Det kan tænkes, at han ved kampens ophør har ligget som død i kirken; præsterne, der havde skriftet kongen og hans mænd og selvfølgelig straks tog sig af de dræbte, så snart bønderne var styrtedeover i kongsgården, har da måske mærket, at der endnu var liv i den unge mand, og båret ham over i herberget, der enten har hørt til kongsgården eller til klosteret. Der er han så bleven opdaget, er bleven slæbt ud og har fået banehug.

d) Karakterskildringen af Knud den hellige.

Det er vanskeligt at danne sig et pålideligt billede af Knud den helliges personlighed. Man står jo nemlig overfor en konge, der i sit liv har været hadet som få, men efter sin død opnåede en helgens ære og påkaldelse. Helgenkransen har, som det var at vente, kastet så stærke stråler, at adskillige af Knuds væsenstræk er trådte i skygge. Den kirkelige idealisering har med andre ord her som andensteds ladet noget af det individuelle gå til grunde.

Vil man gribe Knuds historiske personlighed, må man gå ud fra det uomtvistelig sikre i hans handlinger — og i hans skæbne. Pålidelige udgangspunkter har vi i hans tidligere tog til England, endvidere i hans sejrrige

Side 270

kampe i „Østervejen", som skjalden Kalv Måneson havde forherliget, og i hans store forberedelser til et nyt Englandstog.Et hovedpunkt finder vi fremdeles i hans iver for at hæve præstestanden; allerede hans mægtige gave til Lundekirken er borgen herfor. Ved at følge den historiskeudviklingsgang her i Danmark kan vi imidlertid fastslå, at hævede kongen præstestanden, fremmede han derved også sin egen magt; dette forhold må tages med, når det gælder at vurdere Knud den hellige på rette måde. Endelig har vi et sikkert udgangspunkt i hans fald for undersåtters hånd. Vi skonner, at i det mindste hele landet vest for Storebælt har reist sig mod ham, og at et politisk modparti er kommet til roret ved hans død.

Tager vi alene hovedpunkterne i Knud den helliges styrelse for os, tyder de på en stræben, der både er ædel og storladen. Men den modsigelse, som er mellem dem og hans ynkelige død, kan kun forklares ud fra modsætninger i kongens egen karakter. Thi Knuds avindsmænd er ikke en lille kreds, der af rent personligeog private grunde søger hævn; nej, det er folket som helhed. Men folket er ikke en samling forbrydere. Rejser det sig til uforsonlig kamp mod kongen, da har det sin dybere grund deri, at han har trådt dets dyreste interesser under fødder. De få historiske grundtræk i Knud den helliges liv lader os da allerede skonne, at der hos ham har været en mærkelig blanding af store fortrin og store fejl. Kæk og mandig har han været, dristig i sine planer, kraftig i sin optræden. Hans korte kongetid blev et af de mærkeligste afsnit i vor historie, og dette vidner atter om, at han har været en fremragendepersonlighed. Men hans skæbne afslører os, at

Side 271

han tillige har været hård og streng, ja ligefrem voldsom.Har han været hojtstræbende, så har han i endnu hojere grad været hensynsløs. Blandt kongerne for og efter ham har flere kunnet håndhæve et myndigt kongedommeog fremme kirken uden derfor at miste folkets kærlighed; det gælder særlig Sven Estridson og Erik Ejegod, der begge netop i hoj grad havde de danskes yndest. Når Knuds stræben fik det modsatte udfald, da må det mere have ligget i hans karakter og de midler, han valgte, end i de mål, han higede frem imod.

Denne Knud den helliges grundejendommelighed, løselig skitseret ved nogle få hovedlinjer, må tjene os til udgangspunkt, når vi skal værdsætte det billede, Ælnod giver os af sin helt.

Er det ikke let for os nutildags at klare os Knuds karakter i dens enkelte træk, så har det tilvisse heller ikke været let for Ælnod at skildre hans personlighed. Helgentroen må have haft mangen en dyst at bestå med den historiske overlevering, og brydningen mellem disse to faktorer skimtes også på flere steder hos Ælnod. De fleste kirkelige krønikeskrivere vilde helt igennem have ladet hensynet til kirken være rådende. Det var således allerede tilfældet med „Passio"s forfatter, der dog har skrevet kun få år efter Knuds død: helgenværdigheden udvisker eller omdanner her kongens karaktertræk i ikke ringe grad. Men det er Ælnods store fortjeneste, at han i det væsenlige ikke følger „Passio"s eksempel. Ærlig gengiver han, hvad han har hørt, også fra lægfolk, og da han levede på en tid, hvor helgentroen endnu ikke helt havde kunnet omdigte Knuds skikkelse, har han ikke fragået, at der kunde være fejl både i Knuds personlighed og i hans styrelse.

Side 272

Det taler straks til Ælnods ære som krønikeskriver, at han indfører Knud som „såre lidenskabelig" (acerrimus). Hans heftighed er grunden til, at de danske ved kongevalget efter Sven Estridsons død vrager ham og vælger Harald Hen, som ikke blot var ældre, men tillige „mere afdæmpet i sin optræden". Hvor vid er ikke kløften her mellem „Passio" og Ælnod! Det ældre skrift lader Knud blive offer for brødrenes og høvdingernes had: de vil ikke have ham til konge, og så jager de ham ud af landet, til Sverige; Knud er allerede den forfulgte martyr. Denne kirkelige forvanskning har Ælnod haft liggende for sig, og dog er han oprigtig nok til ikke at optage den, men følge en anden overlevering, skont den gav et langt mindre kirkeligt billede af Knud den hellige. Hvorvel han lever senere, så at den kirkelige idealisering efter almindelige forhold måtte synes at have vokset i omfang og styrke, har han dog vovet at ombytte billedet af den forfulgte uskyldighed med billedet af den lidenskabelige, frygtede tronkræver, og i steden for at gore de danske høvdinger til hadere af retskaffenhed har han givet gode grunde for, at de ikke valgte Knud. Men det må ikke glemmes, at Ælnod i hoj grad havde interesse af at forherlige sin helt; når han da alligevel har skildret os ham som den heftige karakter, da kan vi med sikkerhed sige, at han har talt sandt.

Det kan måske være berettiget endnu at dvæle et ojeblik ved det beromte kongevalg på Isøre efter Sven Estridsons død. Spørgsmålet er, om Harald og Knud efter de daværende forfatningsforhold havde lige god adkomst til tronen. Den senere overlevering, som vi kender den fra Sakse, ligesom også Knytlingasagas skildring går utvetydig ud på, at Knud havde forret for

Side 273

Harald, men skammelig blev trængt til side. Ælnod hævder i grunden aldeles det modsatte, og hans fremstillingerselvfølgelig rigtig, så meget mere, som den bliver alt andet end fordelagtig for Knud. De danske foretrækkerefterhans sigende Harald af to grunde: a) han havde forrang i alder; b) han var dem den mest sympatetiskepersonlighed.Det forste af disse hensyn peger afgjortpåen fast retsregel ved kongevalgene. Hvor der ikke var meget tvingende grunde imod det, valgte man den ældste af flere brødre. Vi ser det i den følgende tid blandt Svenssonnerne; og når den sidste af dem, Nils, fik kongedommet i sin ældre broder Übbes levetid, da var det kun, fordi Übbe gav afkald på sin ret til kronen. Da Sællænderne i året 1131 rejste sig mod Nils, valgte de ganske vist Erik, den yngste af Knud Lavards brødre, til konge; men der var den særlige grund til at forbigå den ældste, Harald Kesje, at han havde gjort sig forhadt ved sin voldsfærd overfor sine egne landsmænd, og netop fordi forbigåelsen af Harald Kesje var en tilsidesættelse af den almindelige regel, vægrede Erik Emune sig i begyndelsen ved at modtage kronen. Men anvender vi disse iagttagelser på det omtalteIsørevalg,ser vi med andre ord, at Knud ligefrem gor et forsøg på at fortrænge Harald fra hans ret. Og selv om Ælnod ikke stempler Knuds færd således, som deri måske fortjente det, antyder han dog, at Knud havde uret. Efter at have fortalt, hvorledes Harald ved hele folkets valg (totius gentis electione) blev indsat til konge med ønsket om langt og lykkeligt liv, siger han videre: „Skont nu den heftige Knud tog sig dette nær, holdt han det for bedre at gå af vejen for sin broders vrede (fraternæ iræ cedere) end ligesom fordum de thebanskeynglingeaf

Side 274

banskeynglingeaflidenskabeligt magtbegær at begynde kamp." Medens den senere overlevering kun lod Knud være den forbitrede, ser vi her Harald, den milde og vege Harald Hén, som den, der er vred, og det skont hans valg er sikret, da hele folket har sluttet sig om ham. Det er da klart, at efter Ælnods egen opfattelse har Knud ikke haft den adkomst til tronen som Harald; men han har altså gjort et forsøg på at trænge den ældre broder ud af hans gode ret. I de få ord har den engelske klerk givet et såre værdifuldt bidrag til bestemmelsenafKnuds virkelige karakter, og vi vil komme til at se, hvorledes hans hensynsløse optræden ved denne lejlighed kommer i samklang med adskillige karaktertræk,derkan skimtes gennem hans kongestyrelse.

Hvor fristende er det ikke som følge af denne Knuds optræden efter faderens død at tænke sig ham blandt dem af Svenssonnerne, der rejste sig mod deres svage broder Harald og søgte hjælp hos Olav Kyrre i Norge? Dobbelt fristende, når vi mindes det gode forholdmellem Knud og Olav Kyrre i den følgende tid, da den norske konge bidrog til Knuds rustninger til Englandstoget.At Knud ikke er bleven i Danmark som Haralds jarl (Knytlinga), er vel en given sag. I udlandet har han færdedes, efter „Passio"s ord rigtignok ikke i Norge, men i Sverige. Da Ælnod imidlertid ellers ikke forvansker de historiske kendsgerninger,, er det vel næppe berettiget, afgjort at forkaste hans fremstilling på dette punkt og hævde, at Knud må have fejdet mod sin broder; men som mulighed kan det ikke afvises. At Knud senere gav gods til Dalby kirke, hvor Harald havde fået sin grav, tilintetgqr ikke muligheden; døden

Side 275

havde jo den gang slettet deres fjendskab, og tanken
om frændskabet måtte trænge i forgrunden.

Ælnods forste karakteristik af Knud stemmer godt med det mere udførte billede, han senere giver os, i det han kalder ham „en fyrig ånd, med kongeligt ydre og livfulde ojne, våbendjærv" o. s. v. Selv om disse træk er mere sympatetiske, bliver fyrigheden dog det væsenligste af dem og falder godt i tråd med det lidenskabelige sind. Der er kun gradsforskel mellem dem, og denne gradsforskel kommer netop frem i Ælnods udtryksmåde (acer, acerrimus). Uden skade kunde den engelske klerk have betonet Knud den helliges kamplyst noget stærkere. Der var anledning til det ved omtalen af det påtænkte Englandstog. Thi når Knuds rustninger blot begrundes ved Angelsaksernes bitre klager over Normannernes herredomme, da er det ganske vist den grund, der ligger Ælnod nærmest, men Knuds stærkeste bevæggrund er forbigået. Slige mægtige forberedelser indlader han sig selvfølgelig ikke på blot for at fri et fremmed folk fra undertrykkelse. Ælnod omtaler heller ikke Knuds tidligere våbenfærd, hans to tog til England og hans sejrrige kampe med Sember og Ester i „Østervejen", hvor han ifølge Kalv Månesons kvad skulde have overvundet ti konger. Dette faldt udenfor Ælnods ramme, interesserede ham vel også til dels mindre, da det ikke vedrørte Knuds kongegerning; men disse træk kan ikke undværes til et nogenlunde fuldstændigt billede af Knud. Kamplyst og ærgerrighed har drevet ham frem; og sammenligner vi ham med hans fader og hans brødre, vil vi finde ham langt mere krigersk end nogen af dem.

Også på andre områder har man sandet, at Knud

Side 276

havde et fyrigt og lidenskabeligt sind. Knytlinga skildrer, hvorledes han byder sine mænd føre den smukke præstekonetilhans alkove, men dog, greben af hendes alvorligeord,lader hende være i fred (kap. 31). Denne fortællinggårjo ligefrem ud på, at han har haft stærk attrå. Ganske vist tror jeg ikke, at sagaen her beretter en virkelig kendsgerning; men jeg antager, at denne sagafortælling ligesom flere andre er et godt udtryk for eftertidens uhildede opfattelse af Knuds karakter. Når Ælnod med bestemthed fremhæver, at Knud altid var Edel tro, er man ikke berettiget til at nægte det; men selv om deres ægteskab fuldtud var lykkeligt, kan Knud tidligere have givet lidenskaberne tojlen og vist sig som sin faders son. Ælnods tanker går vistnok i den retning,nårhan taler om hans ungdoms forvildelser. For at sone dem lod han sig piske af sine kapellaner: også i sin bodfærdighed er han lidenskabelig. Man bor ikke tænke sig, at Knud for rene übetydeligheder ydmygede sig så stærkt; storre forseelser må have tynget hans samvittighed.Forøvrigt kan denne selvydmygelse let vække falske forestillinger om Knud som svag og afhængig af præstestanden. Men til forståelse af dette forhold kan man henvise til adskillige fyrster i Middelalderen, som vidste at forene lignende munkedyd med myndigt herredomme,ikkemindst på det kirkelige område. Holder vi os blot til 11. århundred, møder vi konger som Henrik II og Henrik 111 i Tyskland og Robert den fromme i Frankrig, hvis personligheder af den kirkelige overlevering mer eller mindre blev omdannede til munkehelgener, indtil den nyeste historiegranskning har ladet dem træde frem for os i helt anden skikkelse. Hvor meget end Knud har ladet sig hudflette i lonkammeret,udelukkerdet

Side 277

kammeret,udelukkerdetda ikke, at han har været
stolt og fuld af selvfølelse i sin styrelse.

Vi kan også sige os selv, at Knuds lidenskabelighed har givet sig udslag i voldsomme handlinger; ellers vilde harmen mod ham ikke have været så mægtig. Sikker efterretning har vi om en enkelt sådan handling. Jeg sigter her til den bekendte fortælling om, at Knud lod sin broder Olav fængsle, da han kom som ledingshærens ordfører, og derpå bringe i lænker til Flandern. Da det er en betydningsfuld begivenhed, og da den særlig har vægt i nærværende sammenhæng, vil vi også på dette punkt søge at klare os, hvor vidt Ælnods opfattelse af Knud er rigtig.

Som det allerede tidligere er berørt (se s. 218 f.), begynderden kirkelige historieskrivning med grov ensidighedi sin dom om fængslingen. „Passio" vil nemlig fortælle folk, at Knud handlede således mod sin broder for hans skyld, for at Olav ikke skulde blive berygtet i Danmark. En storre forvanskning af kongens bevæggrundeend denne opdigtede hensynsfuldhed kan ikke let tænkes. Ælnod tager stærkt afstand fra „Passio", men roser dog fængslingen som en snild handling af Knud. Han har altså gjort et heldigt skridt bort fra den helgenagtige synsmåde i dens krasseste form, men noget er der dog blevet tilbage. Skont eftertiden ellers på mange punkter gik videre end Ælnod i kirkelig idealiseringaf Knud den hellige, ser vi på dette punkt folkets sunde omdomme modvirke den kunstige fortolkning, som kirkens mænd havde givet. Sakse har den talende skildring af, hvorledes Knud forgæves byder sine Vederlagsmændat gribe Olav; ingen vil lægge hånd på kongesonnen,så at Erik (Ejegod), der er sin broder Knuds

Side 278

tro tilhænger, må træde til og binde ham. Skont Sakse ikke bruger Vederlagsmændenes vægring som en dadel over Knuds påbud, bliver den det alligevel1), og det forekommer mig hojst sandsynligt, at andre, der for ham har fortalt om Vederlagsmændenes holdning, uforbeholdenthar brudt staven over kongens færd. Jeg vil også her minde om Knytlingasagas fortælling: den lader Knuds mænd ytre mishag med fængslingen, og den lader Thorgunnesonnerne ved deres komme til Flandern erklære,at i den sag havde Knud ikke båret sig rigtig ad. Ganske vist ligger der i disse træk ikke andet, end at forfatteren på sagamænds vis lægger sin egen dom om begivenheden i de handlende personers mund; men denne dom falder sammen med den almindelige ikkekirkeligeopfattelse af Knuds handling.

Hvad var egenlig Olavs brøde, siden hans broder uden lov og dom lod ham lægge i lænker og føre langt bort fra fædrelandet? Her er det værd at lægge mærke til, at Ælnod ikke nævner os nogetsomhelst, som kan kaldes brøde! Hans fremstilling går ud på, at ledingshæren,somersamlet ved Vestervig, bliver utålmodig over Knuds tøven i Slesvig og kræver ret til enten at vælge en anden fører til toget eller at vende hjem. Man anmoder kongens broder Olav om at forebringe



1) Når Sakse siger, at Vederlagsmændene snarere vilde have dræbt Olav, end de vilde trællebinde ham, da er det sikkert en rent vilkårlig opfattelse af den daværende situation. Det er hojst rimeligt, at Knuds mænd ikke havde noget mod at følge ham i åben fejde, selv om det gjaldt kamp mod hans broder, men at de skulde have haft mere lyst til det ligefremme niddingsværk, at dræbe ham værgeløs, end til at fængsle ham, er aldeles utroligt. Stillingen har været den samme, som den gang Sven Erikson i Ringsted forgæves bød sine mænd at gribe Valdemar (Saxo 704).

Side 279

Knud disse ønsker, og med veltalenhed fremstiller han da for sin broder grundene til hærens klage. Dernæst er det, at Knud, samtidig med at han overfor hæren trækker sagen i langdrag (negotio diutius protracto, Doest-håndskriftet), lader dens afsending, sin egen broder Olav, gribe og føre til Flandern. Men ledingshæren sender bud på ny: tiden er nu så fremrykket, at høsten i Danmark ikke vil blive besorget, hvis man tager afsted til England. „Adelen og stormændene" gor nu Knud forestillinger, og han giver hæren hjemlov. Efter Ælnods egen fremstilling har da Olav ikke gjort andet end efter ledingshærens bon at tolke dens ønsker. Og disse ønsker har tilmed været aldeles berettigede. Ledingsmændene måtte forsyne sig selv med proviant, og deres beholdningvarsikkertikke beregnet på, at man i længere tid skulde ligge orkesløs, men på at man snart kunde komme til fjendens land og der tage, hvad man havde brug for. At provianten snarlig kunde slippe op, var virkelig en betænkelig sag, og ligeledes så det morkt ud med høstudsigterne; når hele det unge mandskab var på togt, var der ingen til at bjærge høsten, og man kunde da vente sig sult og nød. Det kan også fremhæves,at„adelenog stormændene" stemmer i med hærens ombud; thi ved disse kan der kun være tænkt på kongens omgivelser, fremfor alt hans Vederlag, der jo ikke faldt fra ham i nødens time og altså heller ikke her har talt folkets sag for at modarbejde kongen. Alt dette taler meget afgjort for, at hærens krav har været billige, og derom vidner også den omstændighed, at Knud ser sig nødt til at imødekomme dem. Men des mindre kan kongens übroderlige færd overfor Olav forsvares. De krav, på grund af hvilke han lod ham fængsle, har han

Side 280

faktisk selv snart efter måttet godkende! Det er ganske vist rimeligt, at Knud har haft Olav mistænkt for at have sat trods i ledingshæren, skont det på den anden side er meget påfaldende, at Ælnod ikke taler derom. Men i alt fald bliver hærens ønsker ligefuldt retfærdige, og fremfor alt bliver Knuds færd en voldshandling, så meget mere som han har manglet beviser for sin mistanke.—Karakteristisker det også, at eftertiden i sin trang til at finde en fyldestgørende forklaring til Knuds handlemåde efterhånden gjorde Olav til en trodsig og rænkefuld modstander af sin broder. Medens „Passio" og Ælnod blot havde fremstillet ham som hærens redskab,varhanspolitiske betydning vokset mægtig i overleveringen,daSakseskrev sin krønike: Olav, der er jarl i Slesvig, søger at lægge sin broder kong Knud for had; derfor styrker han ham i planen om Englandstoget, som han véd ikke vil hue de danske, men samtidig enes han med stormændene om at modarbejde ham, og da Knud ligger med flåden i Limfjorden, tøver han i Slesvig under alskens påskud, indtil Knud pludselig overrasker ham i hans by og giver ham forræderens lon. I den grad er der her vendt op og ned på de virkelige forhold,atKnudog Olav har byttet opholdssted. Det var i virkeligheden Olav, der var ved ledingsflåden, og Knud, som tøvede ved landegrænsen af hensyn til et optrækkendeuvejrfraTysklan d1). Knytlingasaga, der for øvrigt lader Olav udføre hærens ærinde nødtvungen, gor hans fængsling til årsagen, hvorfor ledingshæren egenmægtigopløstesig.I



1) Jfr. A. D. Jørgensen, Nord. kirkes grundlæggelse, s. 785 f. — Det forekommer mig sandsynligt, at fortællingen om, at jarlen Eliv blev i Slesvig, da Nils ventede hans hjælp, kan have bidraget til denne omdannelse af de virkelige forhold.

Side 281

mægtigopløstesig.Idet hele fik Olavs betydning for rejsningen og for Knuds fald meget for stort omfang i deres tanker, der stod begivenhederne fjernt. Hojdepunktetafsagndannelsefinder vi allerede hos Orderik Vital: Flåden ligger rede til at sejle over til England; inden farten begynder, går Knud ind i en kirke og knæler i bon; det ser hans broder og tænker da, hvor megen moje og fare han kan fri de danske for ved at rydde Knud af vejen; derfor træder han til og hugger hovedet af ham1).

Ser vi nu tilbage« på Ælnods forhold til fortællingen om Olavs fængsling, da er altså hans dom mindre vrang end den ældre Odenseklerks, men ingenlunde selv helt retfærdig, i det han giver Knuds adfærd en ros, som den ikke fortjener. I selve skildringen af begivenheden og dens forudsætninger repræsenterer han imidlertid en opfattelse, som ligger forud for sagndannelsen om Olavs brøde. Det er derfor Ælnods egen uforvanskede fremstilling af sagens udvikling, der sætter os i stand til at underkende hans dom over den. Netop fordi han selv er oprigtig nok til ikke at gore Olav til forræder, kan vi påvise, at hans lovprisning af fængslingen ikke er retfærdig. De kirkelige hensyn har altså ikke kunnet ændre hans fremstilling af selve begivenheden, men kun hans vurdering af den.

Vi har dvælet ved en enkelt handling af Knud, vel skikket til at karakterisere hans heftige og stolte personlighed.Endnu står tilbage at undersøge Ælnods skildring af Knud den helliges kongegerning i almindelighedog prøve den ved hjælp af de få midler, som



1) Orderik Vital VII, 11 (ed. le Prevost 111 201 ff.).

Side 282

står til vor rådighed. Thi gælder det altid, at en konges karakter lægger sig for dagen i hans regeringshandlinger, så gælder det særlig under uudviklede og ufæstnede forfatningsvilkår,fremfor alt, når kongen er ualmindelig stærkt fremtrædende og søger at bryde vej for et helt nyt system.

Ælnods beretning om Knud den helliges ærefrygt for præstestanden og hans gavmildhed overfor kirkerne er der ingen grund til at opholde sig længe ved. Vi véd, at Knud særlig har beriget Roskilde, Dalby, Odense og Viborg hovedkirker, fremfor alt dog Lunds domkirke l). Alene den sidste gave, som efter vore hjemlige forhold er temmelig enestående, stadfæster tilstrækkelig efterretningen om Knuds kirkelige iver. Denne begejstring for kirken som åndelig kulturmagt er et af de ædleste træk hos kongen; han giver rundhåndet af sit eget for at fremme dens tarv. Det kan måske nok undre os, at Ælnod her aldeles ikke indlader sig på enkeltheder, således som „Passio" gor det. Naturligt havde det særlig været, om han havde fremhævet Knuds gave til Lundekirken. Imidlertid må han rimeligvis have ment, at han forherligede Knud bedst ved at holde sagen i dens almindelighed.

Men ifølge Ælnods fremstilling greb Knud den hellige også til andre midler for at hæve kirken: „Han søgte at hojna ærefrygten for gudsdyrkelsen, han udvidede præstestandensrettigheder,og ved en kongelig kundgorelse, hvori der også indeholdtes straffebestemmelser, fastsatte han overholdelsen af højtidsdagene og de retmæssige fastetider,såledessom



1) Jfr. A. D. Jørgensen, Nord. kirkes grundlægg., s. 780 ff. og min: Konge og præstestand I 215 i'.

Side 283

tider,såledessomman ellers overholder dem allevegne i verden." Vi har altså her en bestemt efterretning om, at Knud har gennemført en kongelig kirkelovgivning; at opfatteordeneanderledes, vilde være at gå udenom teksten1). Med forkærlighed synes Ælnod at fremhæve Knud den helliges lov om helg og faste, ligesom han andensteds dvæler ved kongens egen strenge overholdelse af kirkens bud i så henseende. Derimod lyder ordene om, at Knud fremmede præstestandens rettigheder, så underlig vage og übestemte. Sakse giver os derimod mere udformet, men just ikke helt klar besked om, hvori disse reformer bestod:Knudgav bisper og præster hoj rang (hvilket stadfæstes ved ordningen af vidnerne i gavebrevet til Lundekirken), han gav præstestanden domsmagt i visse sager og friede den i flere måder fra at være folkets domstol underlagt. Har Ælnod mon ikke vidst noget om disse enkeltheder? Jo, det kan ikke tænkes andet. Men husker man, at han var fremmed klerk, vil man også forstå, at han undlader at nævne dem. I fremmedesojnemåtte de nemlig mere blive en målestok for, hvor langt Danmark endnu var tilbage i udvikling, sammenlignet med de store kulturlande, end en målestokforkongens iver for at hæve kirken: den, der var ukendt med de nordiske forhold, måtte uvilkårlig udbryde,nårhan hørte om Knuds kirkelige bestræbelser:



1) Jfr. L. Holberg, Dansk og fremmed ret, s. 192f. Min: Konge og præstestand I 219. Jeg beklager, at jeg tidligere (anf. sted, note 2) ud fra en urigtig opfattelse af Ælnods tekst har kaldt dr. Holbergs henførelse af den kongelige straffelov til overtrædelse af fasten „en vilkårlig begrænsning". Imidlertid bliver mine ord om Holbergs opfattelse alligevel berettigede, for så vidt som han i sin gengivelse af Ælnods udsagn ikke har fået „hojtidsdagene" med, der nævnes ved siden af fastedagene.

Side 284

„Ikke andet end det!" Ja, når man så, at Knud endnu ikke helt fik frigjort præstestanden fra tingenes domsmagt,måtteman vel endog finde udbyttet af kongens virksomhed ret tarveligt. Derfor var sagen i en udlændingsojnebedst tjent med at holdes så almindelig som muligt. Af samme grund, tror jeg, har Ælnod undladt at omtale Knuds virken for at indføre tiende, hvilket dog allerede „Passio" havde fremhævet. Da tienden ikke blev almindelig gennemført, måtte Knuds bestræbelser i denne sag for udlandets klerke tage sig ud af mindre, end de i virkeligheden var. I sådanne omstændigheder, tror jeg, må man søge grunden til, at Ælnods skildring af Knud på dette væsenlige punkt til dels mangler fylde og individualitet. Hvor Ælnod derimod vilde skildre Knuds rent humane bestræbelser, var han mindre bunden af slige hensyn. Derfor giver han os på dette punkt oplysning om de enkelte love (at frigivne trælle virkelig skulde være frie, og at fremmede skulde behandles som kristne brødre og ikke stå retsløse) og skildrer os derved igen et af de smukkeste træk i Knuds kongegerning.

Rent umiddelbart viser Ælnods fremstilling af Knuds lovgivervirksomhed kun ideel stræben hos kongen, og således har det utvivlsomt været Ælnods mening. At Knud ved at arbejde for kirken tillige faktisk arbejdede for sig selv, var Odensemunken ikke statsmand nok til at ojne, ligeså lidt som han har kunnet se, at måden, hvorpå Knud gennemførte sine tanker, måtte vække anstød.Men skont det har ligget ham fjernt at anstille sådanne betragtninger, røber dog hans egen fortælling, uden hans vidende og mod hans vilje, begge disse forhold,både at Knud den hellige i sin lovgivning søgte at

Side 285

udvide kongemagten, og at han viste folket hensynsløshed.

Ælnod fremhæver lejlighedsvis, at Knuds humane love til værn for de frigivne trælle og for de fremmede var „de danske til misnoje og had", og andensteds1) siger han mere i almindelighed, at da Knud satte sig for at underkue de mange nedarvede skikke, som trængte til at ændres i overensstemmelse med Guds lov, klagede de danske i deres forsamlinger over, „at han slog ind på tåbelige veje og syntes at lægge vind på nye og uhørte påfund", og straks efter siges det, at de „holdt ham for så at sige at være en forstyrrer af deres gamle fred og ro og en ransmand af deres tidligere frihed". Ælnod siger ikke, at folket havde uret i den påstand, at lovene var nye og uhørte påfund; han hævder blot, at man burde have bojet sig for Knuds ædle stræben i steden for trodsig at foretrække egne vedtægter for de guddommelige love. På en vis måde har Ælnod ret i sin dom, da Knuds love vel i det hele og store tilsigtede noget godt. Men han er blind for, at selv gode reformer ikke må fremtvinges hovedkulds, og at folket må have fattet deres nytte, for det kan betragte dem som noget andet og noget mere end vilkårlig indgriben i dets nedarvederetog vedtægt. Netop fordi Ælnod mangler sans for denne side af sagen, har han ikke tænkt på at dølge Knud den helliges fejl i hans lovgivervirksomhed. Af hans ord fremgår det klart, at Knud har kundgjort sine love på trods af folkets vilje og ønske. Var lovene altså efter deres indhold til dels vidnesbyrd om ideel stræben, var de i måden for deres fremkomst udslag af hensynsløsstolthed.Sikrere



1) S. r. D. 11l 341 f. 371.

Side 286

løsstolthed.Sikrerekunde vi bedomme kongens færd, om vi vidste, hvor megen magt den daværende statsforfatninghjemledeham i så henseende; men vi mangler oplysning om forholdet mellem den tids »kongelige rigslovgivningogfolkelige provinslovgivning. Dog er det værd at lægge mærke til, at Harald Héns bekendte lovgivningkunrent formelt hidrørte fra kongen, medens den i virkeligheden var stadfæstelse af, hvad folket selv allerede havde vedtaget, og Erik Ejegods lovgivning må også have været efter de flestes ønske; thi vel siger Roskildekrøniken,at han fandt på mange uretfærdige love, men af alle de andre kilder og af hans tilnavn fremgår det, at han var i hoj grad yndet af folket, så at hans love ikke kan have været flertallet imod. Disse kongelige lovgivningersynesda at være fremgåede af overenskomst mellem konge og folk. Under Knud derimod finder vi en omfattende rigslovgivning, som er hele folket imod. Det tyder da på, at Knud egenmægtig har udvidet omfanget af den kongelige lovgivning — således er de senere kirkelovefremkomneved overenskomst mellem bisp og folk, hvorimod Knud på flere punkter egenmægtig har ordnet kirkens stilling til folket —, og det vil jo sige, at han under sig har inddraget områder, som tidligere tilhørtefolketslovgivning. Når han så tilmed i udøvelsen af denne tiltagne magt slet ikke har søgt at komme overens med folket, hvad der jo var det naturlige, så kan man forstå, at hadet til Knud i løbet af få år har kunnet blive så voldsomt. Medens kongen stirrede sig blind på sit stolte mål, blev han for menigmand en tyran,dertrængte folket ud af dets gamle ret. Trods sin sunde dommekraft har Ælnod ikke kunnet se denne side af sagen; han fælder den dorn, som en udenforståendeklerkmåtte

Side 287

endeklerkmåttefælde, men gor det så troskyldig, så
uvidende om sin helts fejl, at han derved afslører dem.

På samme måde antyder Ælnod os Knud den helligesovergrebi den egenlige styrelse. Som årsag til folkets rejsning fremhæver han nemlig de kongelige ombudsmændshårdhedog uretfærdighed: „Mere end billigt var de ivrige for at yppe retssager i hobetal, de brugte altfor svære lodder på deres vægt, satte alle tings værd lavt, ja, for at udtrykke mig i gængs folkemål (vulgariter): en „unze" lod de knap nok gælde en „solidus"; de bojede retten, fortæller man, og søgte med vold og magt at kue både ædelbårne og menigmand." Det taler til Ælnods ære, at han ikke anslår den sædvanlige helgentone,ikraft af hvilken martyrerne plejer at omkomme uden egen skyld. Her er det sagt med rene og klare ord, at ombudsmændene på det groveste forurettede folket. For det forste var de opfindsomme lovtrækkere, når det gjaldt at påføre folk retssager. Dernæst krævede de flere penninge i afgifter og bøder, end der tilkom dem, og brugte falsk vægt; og hvor de måtte tage gods i steden for penge, vurderede de det falsk. Ælnod selv viser os, hvor frækt overgrebet var: en „unze" regnede de knap for en „solidus", hedder det. Ved det sidste ord forstås der ørtug, af hvilke der gik 24 på en mark sølv. En „unze" var efter almindelig evropæisk beregning1/i2 1/i2 mark, altså 2 ørtug. Efter denne beregning har kongens mænd vurderet tingene til under halvdelen af deres værd. Ved „unze" må Ælnod imidlertid have tænkt på øre (ora), da disse ord i England brugtes enstydigl).Men taler han om øre, er det selvfølgelig den



1) H. Ellis, Introduction to Domesday Book I 166.

Side 288

danske øre, der bestod af 3 ørtug. Således bliver forurettelsenendnugrovere, idet kongens mænd har vurderettingenetil knap en tredjedel af deres virkelige værd! Det bor vel ikke opfattes således, at ombudsmændenealtidplanmæssig - og nojagtig overholdt netop dette som princip; men det er udtryk for, hvorledes den folkelige overlevering udmalte deres overgreb, og disse har i alt fald været temmelig følelige. Endelig var selve deres domme uretfærdige; de tænkte ikke på, hvad retten krævede, men brugte domfældelser som middel til at kue og ydmyge både hoje og lave. Sporgsmålet bliver nu, hvor megen del Knud har i sine ombudsmændsfærd.Den falske vurdering vil man helst lade stå for fogedernes egen regning; men når hele det hårde retssystem er ejendommeligt for kongens ombudsmænd i almindelighed — Ælnod antyder ikke i mindste måde, at det blot var nogle af dem, som pinte og forurettede folket —, så må kongen selv stå bagved. En sådan planmæssig fremgangsmåde vilde ikke kunne blive gennemførtudenhans vilje; thi en myndig drot som Knud har selvfølgelig ikke tålt den mest hensynsløse egenrådighedhossine ombudsmænd. Retsvæsenet har da været Knud et tjenligt magtmiddel. Særlig er han gået skrapt frem, da han ved ledingsflådens opløsning havde set sig skuffet i sin stolteste drom. Det kan gerne være, at kongen ofte har været stillet overfor selvrådighed og trods fra storbøndernes side; Harald Héns svage styrelse synes at have været en velkommen anledning for folkets uheldige instinkter til at bryde frem. Men for at få bugt med al modstand har kongen på sin side gjort sig skyldig i overgreb, hvis følger måtte blive endnu farligere. Med hvad ret øvede han den hårde domsmagt? Efter

Side 289

hvad vi ellers véd, tilkom det folket selv at domme på tinge. Når så tilmed dommene har været uretfærdige, hjalp det kun lidet, at målet, Knud higede frem imod, i sig selv vistnok var godt. En antydning af den strenge straffemyndighed, Knud den hellige har øvet, finder vi også i hans gavebrev til Lundekirken; thi det må være mere end en tilfældighed, at adskilligt af det gods, kongen bortgiver, har han selv fået i „fredkøb". Og Ælnods beretning om, at Knuds ombudsmænd krævede afgifter ud over, hvad de havde ret til, stadfæstes på en vis måde af Roskildekrøniken, som lader Knud blive dræbt, fordi han vilde gennemføre „Nævgæld", en ny og uhørt skat af hver „næse". På dette område har Knud i det hele håndhævet en endnu mere hensynsløs kongevælde end ved lovgivningen, og det er Ælnod — mere end nogen anden —, der giver os indblik i dette forhold.

Senere tider satte Jydernes rejsning mod Knud den hellige i forbindelse med den strenge indkræven af bøder for ledingsbruddet. Men når Ælnod fremstiller sagen således, at ledingen aldeles ikke var brudt, hvorimod kongen selv havde givet hjemlov, så har han sikkert ret. Ved den senere overlevering bliver Knud jo nemlig i langt hojere grad den uskyldige martyr: forst har ledingsmændeneved at romme bort grovelig forurettet deres konge, og da han dernæst lovmæssig indkræver bøder, rejser de sig ovenikøbet! Det er ejendommeligt således atter her at se de yngre ikke-kirkelige skrifter give en langt mere helgenagtig fremstilling end Ælnods kirkelige skrift. Men dette viser os klart, at senere slægter efterhånden übevidst gav efter for lysten til at. kæde hovedbegivenhederne noje sammen, og netop derforer Ælnods skildring, som ikke går ud på denne

Side 290

sammenkobling, et langt pålideligere billede af udviklingsgangen.

Straks efter bryder Ælnods ganske naturlige hang til at forherlige Knud dog atter frem : skont han selv hævder, at folket var hårdt forurettet, bliver dets rejsning alligevel kun afsind og ugudelig forbrydelse. Det er mærkeligt at se, hvorledes han fremhæver årsagen til rejsningen, uden dog at kunne forstå det naturlige i, at årsagen fik sin virkning. Men det følger af sig selv: skulde han prise Knud som helgen, måtte rejsningen mod ham i alle måder blive Djævelens værk. Og ganske naturlig trænger oprørets blodige afslutning alle andre indtryk til side. Ælnod har på dette punkt ikke været herre over sin egen fremstilling. Det billede, han maler os af Knud, er en mosaik af kirkelige og folkelige træk; farverne stemmer ikke altid. Men falder hans skildring af begivenhederne således noget fra hinanden, så tjener det dog til hans ros som historisk vidne, at han tro har gengivet os, hvad han hørte fortælle, selv om det var mindre smigrende for Knud. Han har uforbeholdent udtalt sin dom, men han har ikke som så mangen middelalderlig forfatter komponeret sin helt.

I fortællingen om Knuds flugt og drabet i Odense kirke har Ælnod mindre lejlighed til at skildre kongens personlighed. Vedrørende det sidste punkt har dog, som ovenfor påpeget, den kirkelige forherligelse ganske naturlig gjort sig noget gældende; Odensemunkene var her Ælnods hjemmelsmænd. For øvrigt må det være nok på dette sted at henvise til, hvad der allerede er sagt om Knud den helliges optræden i Albanskirken.

Endnu blot et tilbageblik på Ælnods skildring af
Knud den helliges personlighed. Har han end ikke

Side 291

efterladt os en helt klar og sluttet karakteristik, giver han os dog gode midler i hænde til at bestemme den mærkelige konges væsenstræk. Vi får indblik i Knuds kække og fyrige, men også lidenskabelige og hårde karakter.Vi ser ham hige mod det hoje mål, at hæve kongedommet og kirken, og vi ser ham udfolde humane ideers banner; men vi kommer tillige i det mindste til at skimte, at måden, hvorpå han udfører sine tanker, er voldsom, og at han lidet eller intet bryder sig om nedarvetskik og ret, lige så lidt som han skyer voldshandlinger,når han ad den vej kan nå sit mål. Dette har Ælnod været ædruelig fortæller nok til at antyde os. At han helt skulde have udviklet det, vilde være for meget forlangt af en forfatter, hvis opgave var at forherlige helgenen Knud. Vi vil ikke gå i rette med ham for hans mangler, som er meget undskyldelige, men rose ham for det, han har ydet. Sjælden har nogen klerk malet et helgenbillede med storre troskab mod virkeligheden,end Ælnod har gjort det.

Refbacks (eksterne referencer)

  • Der er p.t. ingen refbacks.


Hosted af Det Kongelige Bibliotek - Danmarks National Bibliotek og Københavns Universitets Bibliotek / Hosted by the Royal Library - National Library of Denmark and Copenhagen University Library.