P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146. Med 13 Tavler. (Kgl. Danske Videnskab. Selsk. Skrifter, 6. Række. hist. o. filos. Afd. V. 1.) 1900.

Middelalderens Møntvæsen er et Omraade, hvori det falder baade Historikere og Arkæologer meget vanskeligt at trænge ind. Mønterne, som oftest smaa og uanselige, har i sig selv lidet, som tildrager sig Interessen; det store Tal, hvori de findes, virker afskrækkende paa den, der ikke har gjort dem til Genstand for et særligt Studium. Ogsaa den Methode, der skal anvendes for at bestemme Mønternes Tid og Hjemsted, hvor selve deres Indskrifter ikke er tilstrækkelige, er fremmed for den ikke-numismatiske Forsker; man maa bygge paa Mønternes Typer og Stil, og der hører et øvet Øje til at komme frem ad den Vej; fremfor alt maa man studere Møntfundene, søge at bestemme disses Nedlæggelsestid, og derfra drage Slutninger om de Mønter, som forekommer i Fundet. Alt dette gør, at kun den særlige Møntkender ret kan komme til at beherske hele dette Omraade, og det maa da være hans Sag at forelægge det i en saadan Skikkelse, at det kan blive tjenligt for den almindelige Historie; før det er sket, vil de Oplysninger, som gemmer sig her, oftest komme til at Sigge übenyttede hen.

De danske Møntkendere har' tidligere kun i ringe Grad gjort de Kundskaber, de sad inde med, tilgængelige for andre. Kr. Jiirgensen Thomsen ordnede Møntrækkerne saavel i den kongelige Møntsamling som i sin store Privatsamling med megen Dygtighed, og han skaffede tillige Forskningen et

udmærket Grundlag ved at indføre, at ethvert Fund. som afleveredes til Statssamlingen, blev nøjagtig beskrevet i Møntkabinettets„Fundprotokol"; men skrive om Mønterne gjorde han saa godt som ikke, og vi har fra hans Haand kun et Par, faa Sider tællende Smaa-Afhandlinger. Hans Efterfølger, G. F. Herbst, hvis Nøjagtighed og Skarpsyn gjorde ham til en udmærket Møntkender, var litterært ogsaa kun meget lidt produktiv. Selv blev jeg, der i mine første Studieaar, ja allerede Drengeaar, var kommet dybt ind paa Møntoniraadet, tidlig draget borl herfra, og kom kun til at skrive en enkelt større Særundersøgelse („Roskildes ældste Mønter" ; Aarbøger f. nord. Oldkyndigh. 1875), hvori jeg fremsatte en Del lagttagelserom vore ældste Møntforhold. I det hele henlaa da vore middelalderlige Mønter endnu som et Omraade, paa hvilket Møntkendere var hjemme, men hvori ingen anden kunde eller turde vove sig ind i.

Dette Forhold er nu ganske forandret, takket være en Række Arbejder af Musæumsinspektør P. Hauberg. Allerede i 1884 fremstillede han i Aarbøger f. nord. Oldkyndighed den danske Mønthistorie i Tidsrummet fra Valdemar Sejrs Død og indtil Valdemar Atterdag, og ved Hjælp af de talrige Fund lykkedes det ham at bringe Orden i den store Masse, for største Delen ganske indskriftløse Smaamønter. som Møntsamlerneplejer at kalde „Borgerkrigsmønter". Et Par Aar efter føjede han dertil en Skildring af Danmarks Møntvæsen fra den Tid, da Dronning Margrete paa ny begyndte at slaa Mønter efter engelsk og tysk Forbillede, og indtil Kristjern l's Død (Aarbøg. 1886); desuden fremstillede han et Grænseomraade,Gullands Møntvæsen (Aarbøg. 1901), og hermed var da vore Møntforhold i hele den senere Middelalder oplyste. Nu vendte Hauberg sig mod vore ældste Møn:er, og efter Forarbejder, der har strakt sig over en lang Aarrække. har han i det store Værk, hvis Titel er anført over disse Linier, skildret vore Møntforhold fra de ældste Tider og frem til Erik Lams Død 1146. Hvad der staar tilbage, er kun den egentlige Valdemarstid, hvis Mønter for øvrigt er særligdunkleog hvor heller ikke Fundene synes at give tilstrækkelig

Oplysning; ogsaa denne Tidsalder tør vi dog vente behandlet
af Forfatteren, som endda først havde tænkt paa allerede at
medtage den i det sidst fuldendte Værk.

Saaledes foreligger da nu paa meget lidt nær en fuldstændig dansk Mønthistorie for Middelalderen; det Storværk, hvormed saa mange Numismatikere har syslet, har Hauberg haft Energi nok til at gennemføre. Han har derved kunnet bygge paa den rige Tradition, som i Tidens Løb er samlet op, men paa ethvert Punkt har han optaget Studierne fra Grunden af, gransket Mønterne selv fra alle Synspunkter og dertil knyttet de Oplysninger, der har kunnet fremdrages fra de historiske Kilder. Højst er han sikkert naaet i sit sidste og største Arbejde.

Naar det overfor vore ældste Møntforhold i første Række maatte gælde om at faa disse Tusinder og atter Tusinder af Mønter bragt i en sikker kronologisk Orden, har Hauberg derved med god Grund først og sidst bygget paa Møntfundene, og han har, hvad disse angaar, tilvejebragt et yderst omfattendeMateriale; vore egne Fundprotokoller har givet meget, men næsten endnu mere har han bragt for Lyset ved at gennemgaa de Fund, der er indkomne til den stockholmske Møntsamling, og ved at fremdrage talrige Fund. som er komne i Privates Hænder, hvorved hans udmærkede Møntsamlerforbindelserer kommet ham til Hjælp. Alt i alt kender han over 200 Fund, hvori der er forekommet danske Mønter fra Tiden før 1146¹), og for de fleste af disse kan Nedlægningstidenbestemmes i det mindste paa et Tiaar; man vil fatte, hvilket fortræffeligt Grundlag dette er for Tidsbestemmelsenaf Mønterne. — Hvor Fundene svigter, maa man ved Mønternes Ordning især bygge paa de Figurer, der fremtræder

---

1) S. J74 burde det veil Selsoiunclet vaere anfart. at Ramus' Athandling staar i Skandin. Litteraturselsk. Skrifter, Bd. XX. - Naar Enegaardsfundet (Nr. 79) af Thomsen er beskrevet under Navn af oster-Larsker Fundet og af mig orntalt som Nylarsker Fundet, havde det vseret praktisk. om der i den bogstavordnede Fortegnelse over Fundene (S. 184) havde staaet Henvisninger under disse Benaevnelser.

paa dem, og paa den hele Stil, hvori de er udførte. Her er Haubergs tidligere Kunstneruddannelse kommet ham til god Nytte, og i hans lagttagelser linder man rundt om Beviser paa, hvor fint og skarpt han ser. Hans Medvirkning skyldes det sikkert ogsaa, at de 13 Tavler Afbildninger, paa hvilke alle Tidens Mønttyper er gengivne, er blevet saa udmærkede, paa en Gang smukke og karakterfulde.

Paa dette Grundlag, udfyldt naturligvis med hvad selve Mønternes Indskrifter kan oplyse, har Hauberg i Slutningen af sit Skrift givet en kronologisk ordnet Fortegne.se over alle Mønterne fra det behandlede Tidsrum. Han beskriver her i alt 302 Mønttyper; Antallet af selve Mønterne i deres forskellige Variationer er imidlertid meget større, idet det samme Møntbillede blev benyttet af forskellige, undertiden talrige Møntprægere, og hver af disse endda ofte arbejdede med flere Stempler, og i Virkeligheden omfatter Fortegnelsen mange Tusinde Mønter. 1 Enkelthederne finder selv de indviede her overordentlig meget nyt, mange hidtil ukendte Mønttyper, ikke mindre helt nye Tidsbestemmelser; betegnende er det f. Ex., hvorledes Hauberg gennem sine Fundstudiei har kunnet godtgøre, at en Række Runemønter med Mac/nus re.r, som man hidtil uden Mistanke har henført til Magnus den Gode, i Virkeligheden tilhører Sven Æstridsøn.

Denne Møntfortegnelse afgiver den faste Basis for Mønthistorien,og det er den, hvormed Forfatteren arbejder i de forudgaaende Afsnit. Han belyser Møntretten, Møntembedsmændene, Mønternes Typer og Forbillederne derfor, endelig Møntregningen, og søger her at forbinde de Oplysninger. Mønterneselv giver, med hvad der kan hentes fra de historiske Kilder. Hvad disse indeholder, er rigtignok overmaade lidt for denne fjerne Tid, hvori de skriftlige Optegnelser kun lige begynder; Hauberg har stræbt at bringe det mesi: mulige ud deraf ved ogsaa at medinddrage Oplysninger fra senere Tider eller hvad der kan læres af Forholdene i vore Nabolande, især England. Interessant er det, hvad han vist med Rette gør gældende, at de Navne, der findes i saa stor I Antal paa Mønterne fra det 11. Aarhundrede og som rent navnehistorisk

har megen Interesse, ikke gælder selve Møntmesteren, men
hans Hjælpere, Møntprægerne1).

Hele det store Stof, Forf. sysler med, behersker han fuldstændigt; hans Undersøgelse er opstillet med stor Klarhed og alle Enkeltheder behandlede med en sjælden Flid og Nøjagtighed.I sine Slutninger viser Hauberg i det hele megen kritisk Maadehold. Ganske er han vel ikke undgaaet den Fristelse. som ligger saa nær for en Specialforsker, at overvurdereBeviskraften af sit Materiale; en Fundstatistik som den S. 41 anførte afgiver rigtignok en yderst svag Sandsynlighedfor, hvor de her omtalte Mønters Hjemsted egentlig er. Som Regel udtrykker Forfatteren sig dog med stor Forsigtighed, antyder selv, hvilken Va?gt der kan tillægges de Grunde, han kan anføre, og minder ofte om, hvor let nye Fund kan bringe Oplysninger frem, som vil foranledige Ændringer. Paa nogle Punkter kunde Studierne vel yderligere uddybes, maaske især hvad Mønttyperne og deres Forbilleder angaar; man faar f. Ex. ikke Klarhed over, om det mærkelige Slange- eller Ormebillede, der dukker op paa Knud den stores Mønter²), efter Forf.'s Mening virkelig er laant fra nogle gamle northhumbriske Mønter, der aldrig vides at være fundne i Danmark, eller ikke snarere er hentet fra selve den ejendommelige danske Ornamentik, hvad jeg i sin Tid har søgt at gøre sandsynligt. Imidlertid har vi jo her ikke en Monografi, tværtimod en Oversigt over

---

1) Blandt Møntstederne har Hauberg S. 73 et Tof'twn, der tindes paa Mønter fra Sven Æstridsøns Tid og af numismatiske Grunde sikkert maa søges paa Fyn, men han har ikke turdet stedfæste det nærmere. Der er dog vist god Grund til at tænke paa Gamtofte i Baagherred, som var Sæde for en af Fyns Provster og i denne Forbindelse kaldes Tofte (Rørdam i Saml. t. Fyns Hist. I. 203, jfv. 111, 263).

2) Typen S. 10!) næstnederst. Ogsaa ved de to nærmest efterfølgende Typer havde der vel været Grund til at henvise til min detaillerede Behandling af dem i den føromtalte Afhandling; nu vil det være ret übegribeligt for Læseren, at det Præg, som S. 110 kaldes „2 Vinkler adskilte ved et Tværbælte." S. 185 omtales som Gavle.

et yderst omfattende SLof, og netop med denne Oversigt til Baggrund vil det siden være frugtbart at gøre enkelte Punkter til Genstand for udtømmende Særstudier. Overfor Møntregningenhar Forf. fremlagt et stort positivt Stof; alligevel kan man her næppe naa til fuld Klarhed.

Saavel ved dette sit sidste Arbejde som ved sine tidligere Afhandlinger har Hauberg sikkert indlagt sig stcr Fortjeneste af dansk Historiegranskning. Mens jeg gav mig af med Møntstudier, ærgrede jeg mig ofte over, hvor systematisk Historikerne undlod at tage Hensyn til, hvad Mønterne kunde oplyse, som naar f. Ex. Oluf Nielsen skrev om vore Bynavnes ældste Former, ganske glemmende, at mange af disse forekom meget tidligere paa Mønter end i de skrevne Kilder (sml. Danske Samlinger, 2. R. 111, 121). Siden har jeg bedre forstaaet, at selve Stoffets Karakter her lagde store Vanskeligheder i Vejen for den, som ikke var inde i dette særlige Omraade. Netop derfor er det af saa stor Værdi for vor Historie, at vor middelalderlige Mønthistorie nu foreligger saa grundig fremstillet, som sket er gennem Haubergs Arbejc.er.