Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 3 (1900 - 1902) 1
Bemærkninger vedrørende enkelte Afsnit af Krigen i Jylland 1657.
Af
K. C. Rockstroh
1 en lille men interessant Artikkel i Historisk Tidsskrift 6. R., V har Hr. Dr. phil. Chr. Villads Christensen givet nogle Bidrag til nævnte Krigs Historie, hentede fra de jyske Kirkebøger. Deter med fuld Ret, at Dr. Christensen i Indledningen bemærker, at Krigsbegivenhederne i Jylland 1657—59 „ere i en paafaldende Grad übekendte og Materialet til deres Historie meget sparsomt", og derfor tør det antages, at de nedenfor givne Oplysninger, der supplere Dr. Christensens Artikkel, kunne paaregne nogen Interesse. — De ere i Sommeren 1900 uddragne i det svenske Rigsarkiv af dettes meget righoldige Samling af Aktstykker til den hele Krigs Historie, af hvilken Kampen med Bønderne i Limfjordsegnene skal berøres først.
Det er en Selvfølge, at da Dr. Christensen kun har haft, hvad han selv kalder „smaa Notitser", samt de faa i Forvejen trykte Aktstykker (og Pufendorf) at holde sig til, er der i den nævnte Artikel indløben nogle Fejltagelser; men det skal fremhæves, at Artiklen i det hele ved heldigeKombinationer
digeKombinationeraf det ringe
Materiale giver en ret
fyldig og nogenlunde rigtig
Fremstilling af det passerede.
Den 25. August 1657 blev det svenske Hovedkvarter, ved hvilket Carl Gustav da endnu var til Stede, forlagt fra Kolding til „foran Frederiksodde" *), og den 30. September udfærdigedes der Instruks for Generalmajor Hans Botticher (han skriver sig Beddecher) om at okkupere Jylland, nedslaa al Modstand af „sammenrottede, bevæbnede Bønder, Snaphaner og Ausschuss" (Landeværn) samt assistere den svenske Overkommissær for Jylland, Joh. Siltmann, ved de store Udskrivninger af Penge og Naturalydelser m. m. De svenske Rytter af delinger skulde vel brede sig over hele Landet, men dog overalt holde saadanne Styrker samlede, at de ikke vare udsatte for Overfald af Indbyggerne2).
Den 18. September skriver Rigsadmiral Wrangel fra Lejren ved Frederiksodde til den da bortrejste Carl Gustav, at han har haft Efterretninger fra Botticher selv, der sidst har været ved Aalborg, hvis Borgerskab sendte ham sine deputerede i Møde med Tilbud om Underkastelse.Derimodvare Bønderne i Vendsyssel fuldstændigunderVaaben og havde svaret paa Opfordringerne om Underkastelse og om at kontribuere ligesom Befolkningenide
1) Svenske Rigs-Registratur Maj—Sept. 1657. Fol. 1707.
2) Smst. Fol. 1711. Dr. Christensen mener, at Korpset var i Randers omtrent midt i September (Pag. 530). men dette er ikke Tilfældet, da Botticher var i Aalborg omtrent den 11. Han gaar ud fra, at Korpset holdt sig samlet, medens det i Virkeligheden havde Detachementer liggende omkring i Byerne. Af denne Grund kan Angivelsen af Korpsets Styrke Pag. 530: „ved 500 Heste stærk" ikke gælde hele det til Bottichers Raadighed staaende Kommando.
ningenideandre Egne, at „de selv vilde indfordre den af Kommissær Siltmann paalagte Kontribution og sende ham den over med Krudt og Bly". De havde opkastet tre Skanser: to ved Nørresundby og en ved Hals. De to første vare nok meget maadelige, men den ved Hals var i god Stand og forsynet med seks 8-Punds Kanoner. Der var ingen geworbne Fodknægte i Vendsyssel; men Oberstløjtnant Ziegler1), der tillige specielt var KommandantiHals Skanse, havde ekserceret Bønderne og ladet dem besætte Skansen. Derimod fandtes der omtrent 250 uddannede Ryttere, nemlig de i Landskabet Bremen „durchgegangene" og af Præsterne og Sognene i Vendsysselopstillede,hvilke Ryttere førtes af Oberstløjtnant Niels Lykke2). — Der er ingen Baade at faa paa Sydsiden af Limfjorden, da Bønderne have bortført dem allesammen,
1) Oberstløjtnant Friedrich Ziegler blev udnævnt til Chef for Landfolket i Aalborg Stift den 2ih 1657. Den 18/6 s. A. beordredes han til at assistere ved Udskrivningen af 1000 Bønderkarle i Aalborg og Viborg Stifter og til at føre dem til Frederiksodde, hvor han var den 13. August. Derefter beordredes han tilbage til Vendsyssel for at organisere Modstanden her (Jyske Tegn. aB/4 57, Krigskanc. Indk. S. 1661 Decbr. og 1662 Febr.j. Ziegler var for saa vidt godt egnet til at have med Bønderne at gøre, som han i en Del Aar i Trediverne og Fyrrerne havde været i dansk Tjeneste og kunde gøre sig forstaaelig paa dansk. Senere havde han krigedes i forskellige fremmede Lande. Som det senere vil ses, kunde han vistnok ogsaa drikke paa dansk, hvilket jo var mindre heldigt.
2) Niels Lykke havde som Oberstløjtnant ved seks Kompagnier af Christoffer Huass' jyske Rusttjeneste- og Sogneryttere været med i det Bremenske. Regimentet havde i den første Uge af August, haardt trængt af Svenskerne, over Hals og Hoved indskibet sig paa Weseren, efterladende Heste og Oppakning, hvorefter Rytterne i større og mindre Hobe vendte hjem til Danmark. En meget betydelig Del af Regimentet var dog falden i Svenskernes Hænder. (81. a. Skrivelser fra Carl Gust. Wrangel 2. og 4. August, Sv. R. Ark.) Den i Brevet fra Niels Lykke, Danske Samlinger Bd. 1, omtalte Skanse, hvor Oberst Huass forlod Regimentet, er Belem Skansen, paa Elbens sydlige Side, ved Oste-Floden.
og Botticher er betænkelig ved at gaa over Limfjorden, da han, dersom Foretagendet slaar fejl, kun kan trække sig tilbage mod Vandet. Han er derfor gaaet tilbage mod Viborg for at afvente nærmere Ordre fra Wrangel.
Wrangel > tilføjer, at han nu „godt havde kunnet forudsige alt dette, da jeg kender Folkene fra for fjorten Aar siden, jeg var her i Jylland, da det gik Generalmajor Helm Wrangel ganske paa samme Maade". Men da det jo ikke kan gaa an at lade „disse Bønder" forblive under Vaaben, befaler Wrangel Botticher at trække til sig det mest mulige af de ham underlagte Rytter- og Dragonregimenter og dernæst med hele Styrken at gaa vest om Limfjorden og falde over Bønderne hurtigst muligt, inden de faa mere Tid til at samle sig. For Eksemplets Skyld skal Botticher lade hugge ned alle de Bønder, der træffes under Vaaben, medens de, der ville underkaste sig, skulle aflevere deres Vaaben, hvorefter de kunne gaa til deres Hjem. Skanserne ved Nørresundby skulle sløjfes, men den ved Hals skal besættes med Dragoner.
Yderligere indberettede Kommissær Siltmann, at der i Vendsyssel, Thy, Mors og Salling var næsten ikke en Bonde hjemme, men at de overalt ere samlede ved Færgestederne og under Vaaben. I seks Mils Omkreds fra Viborg er alt øde, og Bønderne tilbyde at betale med Krudt og Bly for den paalagte Kontributionl).
Jo mere vi
saaledes træffe Vidnesbyrd om, at den
jyske Bonde
endnu besad en ikke ringe Del af Forfædreneskrigerske
Kraft og Uafhængighedsfølelse, desto
1) Breve fra Carl Gust. Wrangel til Carl X Gustav, Sept. 1657. S. R. A.
stærkere bør det fremhæves, at det kraftigste og mest vaabenøvede Mandskab paa Landet var blevet udtyndet meget stærkt indtil dette Tidspunkt. Jyske Regiment under Oberst Valdemar Lykke1) til Grinderslevkloster var i Foraaret afmarcheret til Hertugdømmerne med en Styrke af omtrent 1500 Mand. Jyske Adels Fodfolk i en Styrke af omtrent 1000 Mand under Major Iver Olufsenvar gaaet samme Steds hen. Rusttjenesten, Sogne-, Præste- og Fogedryttere samt Dragoner vare udmarcheredei et Antal af over 2000 Mand. 3000 unge Karle vare beordret udskrevne i Juli og August for at føres til Frederiksodde. Desuden havde hvervede Regimenter eller rettere sagt Regimenter, der skulde oprettes ved Hvervning, haft Løbeplads i Jylland i Foraaret og om Sommeren under meget stærk Tilgang af Folk.
Idet Tidspunktet noget foregribes, skal herved anføreset enkelt Træk af den Partigængerkrig, der førtes mod de Svenske flere Steder i Jylland. Sidst i September overfaldt hjemvendte Sogneryttere under en Ritmester2) en svensk Rytterstyrke under Ritmester Johan Schellner i Skive, tog hele Styrken til Fange og „slæbte os arme Syndere fra et Fængsel til et andet" for til sidst at indespærredem i Nykjøbing paa Mors. Den 5. Oktober befriedes dog de svenske Fanger ved en Afdeling af Bottichers Folk efter Kampen ved Agger; men de Penge,
1) Blev dræbt paa Transport fra Gliickstad til Frederiksodde sidst i September 1657 ved at en Kanonkugle, at'skudt ved en Fejltagelse fra en dansk Krydser (Udligger) paa Elben, rev Hovedet af ham. (Nicolai Bennichs Regnskaber 1657 i Rigsarkivet og Wrangels Brev uho 1657 i Sv. R.A.)
2) Uden Tvivl Jørgen Lykke. Bestalling som Ritmester ved Huass' Regiment 2/3 1657 (Jyske Tegn.). Hans Ryttere hørte navnlig hjemme i Salling og paa Mors.
som Ritmester Schellner havde indfordret i Landet, vare bleven ham fratagne tillige med Fortegnelserne over, hvem Bidragyderne vare. „Vi kunde godt have mistet Livet", skriver den svenske Ritmester, „da de flere Gange have svoret paa, at de vilde tage det. Men efter Regnen kommer Solen", og Ritmesteren var ikke sen til med sin nuværende Overmagt at kaste sig over dem af de danske Ryttere, der efter Affæren ved Agger havde søgt Tilflugt paa Mors. Han fik da ogsaa den Tilfredsstillelse at fange en halv Snes Stykker af dem, der havde været med til at overfalde ham i Skive. Han havde tillige erfaret, at to Oberstløjtnanter — det maa have været Ziegler og Niels Lykke — samt hans værste Avindsmand, Ritmesteren,vare tagne til Fangel).
Det ses heraf, at Dr. Christensens Formening om, at Svenskerne ikke kom til Mors (Pag. 525—26) ikke er rigtig. At der ingen Voldsomheder omtales i Dødslisterne kan hidrøre fra, at der ingen saadanne ere forefaldne paa Øen. De svenske Soldater vare Krigere, men ingenlundetøjlesløse Banditter. De kunde vel i deres „Furie" o: under Kampen, naar deres Blod var kommet i Kog, vise sig übønhørlige; men de fleste Efterretninger vise, at de knugende tunge Brandskatninger overalt inddreves efter en bestemt Plan, paa Grundlag af Jordebøger og Mandtal og saa vidt muligt under Medvirkning af den stedlige, indfødte Øvrighed, men uden Vilkaarlighed fra enkeltes Side. Forholdet mellem den svenske Soldat og Befolkningen var ogsaa mange Steder ret hjærteligt, hvilket Dr. Christensen ogsaa anfører Eksempler paa.
1) Brev fra Schellner, vedlagt Wrangels Skrivelse 9/io 1657. S.B.A.
I øvrigt veed
Sagnet endnu i vore Dage at fortælle om
Svenskernes
Ophold paa Mors.
Af andre Efterretninger om Bøndernes Færd skal anføres, at Wrangel fik en Beretning fra Aalborg, dateret den 21. September —■ vistnok fra en hæderlig Borger i denne By, da Beretningen er skreven paa dansk og den skrivende er hjemmehørende der — hvori bl. a. fortælles, at den 20. var en af Obltn. Zieglers Kaptajner med 200 Mand til Fods kommen fra Vendsyssel til Aalborg og havde bemægtiget sig de paa Raadhuset indsamlede Vaaben, tilhørende det tapre Borgerskab, og var derefter atter gaaet tilbage til Vendsyssel. Ziegler og Lykke have altsaa kendt deres Folk og anset det for bedre, at Aålborgenserne ingen Vaaben havde, naar de kun vare saa lidet tilbøjelige til at bruge dem mod Landets Fjender. Ziegler selv med „600 Mand og nogle" samt et Korporalskab af Lykkes Ryttere sagdes at være afgaaet til Harboøre, medens Niels Lykke med Resten af Vendelboerne stod ved Nørresundby l).
Underhandlingerne med Bønderne fortsattes i øvrigt hele September igennem; men Bøndernes Holdning og deres Svar paa Opfordringerne vedblev at være lige trodsig2). Imidlertid var der truffen omhyggelige Forberedelser til Tog imod dem, og i det svenske Hovedkvarter ved Frederiksodde afventede man i Spænding, hvorledes Bottichers Færd vilde løbe af. Først den 9. Oktober kan Wrangel dog meddele, at han har faaet en foreløbig Underretning fra Botticher om, at Ekspeditionen var „ziemlich fortgegangen" — altsaa kun nogenlunde.
1) Danska kriget, Jylland og Øerne 1657—58. S. R. A.
2) Breve fra Lars Flemming 22. og 30. Sept. 1657. S. R. A.
Vi skulle nu se, hvad der var gaaet for sig ved Agger (Harboøre), og hvorledes en af Carl X Gustavs Generaler forstod at udføre en Ordre om hurtig og energisk Handling.
Den 1. Oktober brød Botticher op fra Viborg ad Holstebro Landevej. Efter 4 Mils Marche „slog han Nattelejr" ved Haderup, tæt vest for Karup (Skive) Aa. Dagen efter stødte her til ham de Forstærkninger, som han havde beordret til sig fra Aarhus og Skanderborg m. fl. Steder, og med hele sin Styrke, bestaaende af „kommanderede"x) Ryttere og Dragoner af mange forskellige Regimenter, brød han op samme Dag, saaledes at han selv med Hovedstyrken marcherede ad Landevejen til Holstebro (3V2 Mil), medens en Flankedækning gik direkte mod Lemvig for at recognoscere mod Snævringen ved Aggersund og mod Lemvig. Hertil ankom Flankedækningen Klokken Bom Aftenen. For Penge købtes to fædrelandssindede Borgere i Byen til i Løbet af den samme Nat at føre hele Styrken de 4V2 Mil „gennem Moradser og Vand" til Fjendens „Retranchementer", der sagdes at ligge en halv Mil paa „denne Side" Vestervig Kloster.
Noget senere paa Aftenen ankom Botticher med Hovedstyrken fra Holstebro (4V2 Mil), hvorefter Marchen straks fortsattes med det samlede Kommando. Ved Harboøretraf Svenskerne paa de første Fjender: en Rytterpatrouille,hvoraf en Mand blev skudt, to bleve tagne til Fange inde i et af Husene, medens Resten undkom op over Tangen. De to fangne maatte nu paatage sig
3) Saadanne „kommanderede" Styrker toges altid blandt de dygtigste Folk og de bedste Heste.
det Hverv at føre Svenskerne „uden Skade" og skjulte af Natten lige ind i de Danskes „Retranchementer", medens Forsvarerne laa i deres søde Søvn, „hvilket let kunde lade sig gøre, da Officererne drak dygtig".
Botticher skyndede nu paa med den sidste Del af Fremrykningen, og „halvanden Time før Dag" — hvad der vil sige omtrent Klokken 4 om Morgenen — efter en Marche paa tolv og en halv Mil i til Dels meget vanskeligt Terræn, angreb Botticher uden Ophold den danske Forskansning paa to Steder paa en Gang, men maatte trække sig tilbage igen, dels paa Grund af Bøndernes Modstand, dels fordi en vandfyldt Grav hindrede Angriberens Bevægelser. De svenske trak sig derfor hen bag nogle Højder for at afvente Dagens Komme og dermed Signalet til et nyt Angreb.
Saa snart det blev tilstrækkelig lyst, recognoscerede Botticher selv Forholdene, og han saa da, at der paa det Sted, hvor Limfjorden („Harboøre Sø"), nærmede sig Havet paa et godt Musketskuds Afstand, havde Bønderne gravet en Grav mellem de to Vande, og den temmelig stærke Vind havde drevet Vandet fra „der See" (formentligLimfjorden) op til en anseelig Højde i Gravenx). Bag ved Graven var der opkastet et „lille Retranchement,
1) Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Aggertangen var gennembrudt i den Tid (Dr. Christensens Afhandling Pag. 536, Anrnærkn.), skal nævnes, at Pufendorf skriver (den franske Udgave, Niirnberg 1697), at Vendsyssel „est séparé du reste de la Presqu'lsle par un petit Isthme, a l'entrée duquel les Ennemis avoient élevé un fort". Naar man ikke tager det for nøje med Ordet „séparé", tyde Udtrykkene snarere paa, at Tangen („Isthme") ikke var gennembrudt. Den fortrinlige svenske Beretning bruger ogsaa Udtrykket, at Bønderne havde gravet en Grav. Dersom Tangen havde været gennembrudt i Forvejen, kunde Bønderne jo have sparet deres Arbejde.
bag hvilket
Bønderne stode i stor Mængde og lystig skøde
paa
vore. Ved Siden af Bønderne til Fods holdt omtrent150
Mand til Hest".
Forsvarerne ere sandsynligvis blevne allarmerede af Patrouillen ved Harboøre, og Officererne have aabenbart denne Nat i ethvert Fald ikke drukket mere, end at de i en Fart have faaet Folkene purrede ud og stillede op paa deres Pladser. Det synes i Følge Beskrivelsen og det næste Angreb, at der ikke kan være Tale om nogen lukket Skanse, men snarere om en lav Sandvold langs den nordre Rand af Graven, „bag" hvilken Bønderne have fordelt sig paa hele Strækningen. Den svenske Beretning l) siger end videre, at der oprindelig var omtrent1500 bevæbnede Bønder i Retranchementet; men allerede efter det første Angreb løb mange af dem straks deres Vej — vel sagtens da de saa, hvor stærk Fjenden var. Sandsynligvis have de „600 og nogle" Vendelboer, som havde fulgt Obl. Ziegler, først gjort sig usynlige, da Kirkebøgerne jo ikke fortælle om noget Mandefald blandt dem. Derimod ere alle Officererne, og i ethvert Fald en Del af Thyboerne, hvis Hjem jo ogsaa vare nærmest truede, samt den største Del af Rytteriet forblevne paa deres Post. De Danske synes altsaa at have talt højst 8—900 bevæbnede Bønder samt højst 150 Ryttere (Sogneryttereo: bevæbnede og beredne Bønderkarle) og have næppe i Antal været stærkere end Fjenden, fra hvem de kun vare skilte ved en smal og lidet dyb Grav og en
1) Overkommissær Siltmanns Skrivelse, Aalborg 7/i» 1657. S. R. A. Siltmann fulgte selv med til Hest under hele Ekspeditionen og var bl. a. ved Flankedækningen mod Lemvig og ved Fortroppen under den videre Marche.
lav Sand vold.
Udfaldet af den forestaaende Kamp kunde
derfor ikke
være tvivlsomt.
Efter endt Recognoscering lod Botticher den største Del af sine Folk sidde af, lod Rytterne angribe samtidig paa tre, Dragonerne paa to andre, forskellige Steder og førte selv alle Officererne samt Resten af Styrken til Hest mod Forskansningen. Uden at miste en Mand (saaledes siger den svenske Beretning) kom Svenskerne over Grav og Vold og huggede nu ned for Fode — „in der Furie" — blandt de ulykkelige Bønder, af hvilke der dræbtes omtrent 200 foruden omtrent 80 Ryttere. Officererne bleve „mest tagne til Fange". Det er sandsynligt, at Bønderne have greben til Flugten straks, da Fjenden satte over Forhindringen, og at de fleste ere blevne nedhuggede under Forsøget paa at komme bort. Havde hele Fjendens Styrke været paa Hestene, var Slagteriet vel blevet endnu værre. — De Svenskes Tab kendes ikke, men det har næppe været stort.
Endnu gav den utrættelige Botticher sig ikke Tid til at nyde Hvilen. Der blev straks sendt en Styrke paa 100 Heste over Thisted mod Skanserne ved Nørresundby, hvor der i Følge de modtagne Efterretninger skulde være 70 Ryttere samt nogle Hundrede Bønder. Andre Styrker ere sandsynligvis gaaede i andre Retninger — saaledes have vi jo set, at den i Nykjøbing fangne Ritmester og hans Folk bleve befriede — og have spredt sig over Landet for at fuldende Bøndernes Underkastelse. Hovedstyrken synes at være marcheret til Thisted endnu samme Dag, hvilket gav 5V2 Mil til de 12 Vs eller 18 Mil i to Dage og den mellemliggende Nat.
Den mod
Nørresundby udsendte Rytterstyrke ankom
dertil den
5. om Morgenen, efter et Ridt paa mindst
1972 Mil fra Agger, hvilken Strækning tilbagelagdes i to Døgn, eller, dersom Styrken har overnattet i Thisted, muligvis de 14 Mil fra Thisted til Nørresundby i et Døgn. Da Skansen imidlertid var fuldstændig forladt af de Danske, jog de svenske Ryttere i Følge deres Ordre øjeblikkelig videre til Hals Skanse (yderligere 5 Mil). I denne Skanse fandtes af Besætning kun „en Dienst- Kaptajn(V), en Konstabel og en Musketer". Skansen ved Hals fik nu fast Besætning lige til August 1658. — Et dansk Skib, der var sendt over fra Kjøbenhavn med nogle Stykker Skyts samt andre Vaaben og en Del Ammunition, løb samme Dag ind ved Hals, og Besætningen,hvoriblandt en Underofficer af Oberstl. Ziegler's (Sjællandske Kommissarieregnskab 1657), blev übehagelig overrasket ved, at Svenskerne straks styrtede ombord og bemægtigede sig Skib og Ladning.
Hermed var Bøndernes aabenlyse Modstand foreløbig slaaet ned. Siltmann erklærer, at „deres (Bøndernes) Ydmygelse var i Sandhed nødvendig; thi ellers vilde vi ikke have kunnet være her i Landet". Det er dog betegnendefor de jyske Bønders sejge Stædighed, at han i de samme Dage maa indberette, at han endnu ingen Vegne kan komme med Vendsyslerne, „welche, einen Weg wie den anderen, in ihrer Hartnåckigheit verpleiben". Det stemmer ogsaa godt hermed, at han den 13. Oktober skriver fra Viborg, at det er meget vanskelig i dette fattigeLand, med de faa adelige Gaarde, at skaffe Kontributionernetil Veje. Alle Papirer, der kunne give Oplysningom Ejendomsforholdene, alle Lensembedsmænd, Ridefogder, Slotsskrivere o. 1. ere skaffede af Vejen eller
flygtede, og
Prsesterne, der ellers, om de vilde, kunde
give
Oplysninger, ere af Treeskhed" og give med
Villie
fejl Underretningl).
Det vides ikke med Sikkerhed, hvor mange af de danske Officerer, der toges til Fange, og hvor. Naar det i Danske Magasin 5R., 3. Bd. siges, at Skanserne ved Nørresundby og Hals „indtoges" o. s. v. samt at Niels og" Jørgen Lykke fangedes, saa vide vi nu, hvorledes det forholder sig med denne „Indtagelse" og med Skansernes Besætning. Det vides tillige, at den før omtalte Ritmester Schellner den 5. Oktober i Nykjøbing paa Mors fik Underretning om. at de to danske Oberstløjtnanter og Kitmestcren vare fangne, og da de svenske Ryttere først samme Dag kom til Nørresundby og Hals, kunne de tre Officerer ikke være blevne fangne i denne Del af Vendsyssel, men maa være tagne tidligere og da rimeligvis ved Agger, hvor Ziegler ganske sikkert har været til Stede, de to Rytterofficerer sandsynligvis ogsaa, eftersom det meste af Rytteriet var marcheret her til. Ziegler skriver ogsaa selv 1662, at „da Fjenden om Efteraaret (1657) haardt angreb Stedet (Forskansningen ved Agger) og Folkene for største Delen vare løbne bort, faldt jeg og Oberstltn. Lykke i Fangenskab".
Man kan ikke
andet end beundre General Botticher
og hans Ryttere
for deres Præstationer. Fra den 2. til
5. Oktober
ved Middagstid, altsaa i tre Nætter og knapt
1) Endnu et Vidnesbyrd om det samme er nogle i Stockholm værende Skrivelser fra Ridefoged paa Oberstltn. Anders Sandbergs Gaard, Lundbæk, Erik Justesen ved Navn, til en af de svenske militære Embedsmænd, og hvori han træder meget energisk op mod Embedsmandens Fordringer overfor Bønderne paa (lodset.
fire Dage havde en De] af dem tilbagelagt mindst 37 danske Mil eller 10—11 Mil i Døgnet, og dette for en Del i meget vanskeligt og ufarbart Terræn. Alene den 2. Oktober og Natten mellem den 2. og 3. tilbagelagde de 12Va Mil for umiddelbart derefter at forsøge en Overrumplingaf Fjenden. — Med Energi og Omsigt havde Botticher saaledes løst sin Opgave: han har ikke opholdt sig med Plyndren og Røven, hvor han kom frem, men har alene haft sin Opgave for Øje.
Da der i Carl Gustavs Hær fandtes et betydeligt Antal højere Officerer, der i Energi, Duelighed og Samvittighedsfuldhed stode paa Højde med Botticher, og da den daværende svenske Soldat paa sin Vis stod fuldt ud paa Højde med Førerne, bør ingen undre sig over, at vore løst sammenføjede og næsten fuldstændig uøvede Afdelinger ved næsten alle Lejligheder i Krigen 1657 hurtigt bukkede under overfor Modstanderen. At det ikke kunde gaa Bønderhobene bedre, er selvindlysende. Ganske vist var Tabet af Menneskeliv ikke saa stort som hidtil antaget (Pufendorf m. fl.), men det var dog mere end stort nok.
Fremrykningen fra
Haderup stiller sig altsaa saaledes:
Dr. Christensen anser det for ganske umuligt, at Prof. Fridericia kan have Ret i, at Botticher med sine Regimenter har deltaget i Stormen paa Frederiksodde den 23. (!) Oktober (Pag. 539 Anni.). Han støtter denne Antagelse dels paa, at Opholdet i Vendsyssel var saa langt og Vejlængden til Frederiksodde saa stor, at Marchen ikke kunde udføres, selv om Botticher gik over Fjorden ved Aalborg, dels paa en Formening om, at Botticher saa vel under Indmarchen i som Udmarchen fra Vendsyssel gik over Agger. Naar man imidlertid har set, hvad Korpset var i Stand til at præstere i Retning af Marche, og da der intet foreligger om, at Botticher har gjort noget Ophold i Vendsyssel, hvilket endog er meget usandsynligt, saa er det indlysende, at hvad enten Korpset gik tilbage over Aalborg eller over Agger, vilde det uden Vanskelighed kunne naa at komme til Frederiksodde i god Tid inden Stormen — der i øvrigt fandt Sted den 24. Oktober, ikke den 23. — Vi vide, at en Del af Korpset marcherede fra Viborg til Hals fra den 1. til den 5. Oktober. Botticher vil da kunne marchere samme Vej tilbage i Tiden til f. Eks. den 12., og fra Viborg til Frederiksodde vil han kunne marchere i tre Dagmarcher (å c. 7 Mil) og altsaa være i Frederiksodde den 15. Oktober — eller, om han vilde unde Tropperne kortere Marcher, nogle Dage senere.
Formeningen om, at Botticher begge Gange gik over Agger, støtter sig dels paa Angivelserne af Kvarterer hos Pufendorf — nemlig at Marchlinierne paa enkelte Strækninger løbe ud fra hinanden og derved formentlig angive, at Vejen er tilbagelagt to Gange — dels paa enkelte andre Efterretninger, som dog tillægges mindre Betydning. Det er imidlertid nævnet tidligere, at Botticherdelte
cherdeltesit Korps paa Marchen mellem Haderup og Lemvig, og at en Deling ogsaa har funden Sted oppe i Vendsyssel. Som Følge heraf vil Dr. O. Nielsen formentligbeholde Ret i sin Opfattelse (P. 537 Anm.). Den flere Gange nævnte Ritmester Schellner angiver i øvrigt at have faaet Bottichers Ordre den 5. Oktober om at afgaa til Forening med Generalen ved Aalborg og medtagealle de Baade og Pramme, han kan faa fat i. Dette viser, at Botticher paatænkte en Overgang ved Aalborg. At han ikke skulde vove at udføre en saadan af Hensyn til Strømgang, er lidet sandsynligt, da Svenskerne jo ikke plejede at vige tilbage for den Slags Foretagender, og det samme var jo udført af Helm Wrangel i 1644.
Det er i øvrigt højst tvivlsomt, hvorvidt de paa Kortet hos Pufendorf angivne „itinera & mansiones Rx: Mtis: Sueciæ" betegne Korpsets Nattekvarterer; thi hvis saadant var Tilfældet, skulde Landsbyen Haderup have Nummer mellem Nr. 33 (Viborg) og Nr. 34 (Lemvig). Positiv urigtigt er det, at Lemvig og Nørresundby ere angivne som Nattekvarterer under Indmarchen. Sikkert er det, at Tallene fra 47 til 61 følge Carl Gustavs egen Rejse til Wismar og tilbage igen til Heils umiddelbart før Overgangen til Fyen, saa at i ethvert Fald disse Tal svare til den citerede Overskrift paa Kortet, og disse Tal slutte sig umiddelbart til den formentlige Afslutning (Nr. 46) paa Korpsets Tog til Vendsyssel.
Dr. Christensens
Bemærkning Pag. 539—40: „Den
23. Okt. var Fæstningen
bleven stormet og den danske
Hær tilintetgjort: 4000 Mand bleve fangne. Resten af Besætningen nedsablet" viser tydeligere end noget andet, hvor træffende den samme forfatters Bemærkning Pg. 520 er — „at Krigsbegivenhederne i Jylland i de nævnte Aar ere ien paafaldende Grad übekendte . ..", og det turde derfor maaske være af Interesse nærmere at omtale nogle Forhold vedrørende
Stormen paa
Frederiksodde
den 24. Oktober 1657.
Det er urigtigt, at den danske Hær blev tilintetgjort, og det er urigtigt, at 4000 Mand bleve fangne; den danske Hær stod paa Øerne og i Skaane, og Antallet af fangne var maaske ikke engang 2000 Mand. Frederiksodde var endnu ikke hverken ved sit Anlæg eller ved sin Besætning nogen Hovedfæstning, der dækkede Adgangen til Øerne eller til Jylland. Det var endnu kun et forholdsvis vidtløftigt men ufuldendt Brohoved, der sikrede Passagen mellem Jylland og Øerne, og Besætningen var saa vel i Kvantitet som i Kvalitet aldeles utilstrækkelig*).
1) I kgl. BibliotheL GI. kgl. Saml. Fol. 716. findes et Bind Planer over Fæstningerne i Danmark, som maa skrive sig fra Tiden før 1658, da ogsaa de skaanske m. fl. Fæstninger ere indtegnede. Heri er Frederiksodde fremstillet som fuldt færdig, med de 7 hele og 2 halve Bastioner. Da de svenske Regimenter imidlertid under Stormen marcherede lige over Gravene ind i Fæstningen, skal dette Plan sandsynligvis kun give et Billede af Fæstningens Udseende, naar Arbejderne engang bleve fuldendte. Planerne ere uden Tvivl tegnede af Ingeniøren Georg Hoffman.
Der er dog intet at sige til, at disse Urigtigheder forekomme i Dr. Christensens Artikkel, da denne Forfatter ikke har kunnet vide bedre Besked med disse Forhold, eftersom samtlige Historieforskere, der hidtil have behandlet dem, have fremsat lignende Angivelser. Selv Professor Fridericia har i sit fremragende og højst interessante Arbejde „Adelsvældens sidste Dage", der bringer saa overordentlig meget nyt og korrekt om de militære Forhold i denne Periode, ikke helt truffet det rette med Hensyn til Stormen paa Frederiksodde. Det efterfølgende skal derfor være Forsøg til et Korrektiv af Professorens Fremstilling, saaledes som det resulterer af en speciel Undersøgelse. Naar Resultatet som Følge heraf kan blive en anden Opfattelse af Forholdene ved Frederiksoddes Storm end den hidtil bekendte, maa det erindres, at dette Resultat skyldes en Fordybelse i et enkelt Spørgsmaal, som Forfatteren af en Haandbog i det hele Tidsafsnits Historie selvfølgelig ikke har kunnet indlade sig paa1). Sagen er, at det danske Kildemateriale er saa godt som intet med Hensyn til disse Begivenheder, og det er navnlig i Rigsarkivet i Stockholm, man skal søge Oplysningerne. Tidligere Tiders Historieskrivning har derfor nærmest holdt sig til den mundtlige Overlevering med dennes Overdrivelser baade i hin Tid og senere, og endnu i de nyeste Arbejder kan dette spores meget stærkt.
1) Hertil kommer, at Sag-erne fra Carl Gustavs Tid vistnok ere hlevne samlede og ordnede, efter at Professor Fridericia i det svenske Rigsarkiv undersogte disse Forhold. Derfor kunne Sager, som nu ere let tilgaengelige, tidligere have ligget spredte paa Steder. hvor ingen vilde falde paa at soge dem.
Saaledes skriver Prof. Fridericia *), at ... „det bedste uf Rytterregimenterne ... var blevet forlagt til Fyen" og senere: „Saaledes var Modstanden kun svag, skønt Garnisonen, vistnok henved 6000 Mand, var den svenske Hær overlegen i Antal". Endvidere: „Hvor uhyre var ikke Tabet for det levende Værns Vedkommende!" og opgiver „efter svenske" Kilder Tabet til blandt andet 2000 hvervede Knægte og 2000 Bøndersoldater fangne samt 1100 faldne Officerer og Soldater.
Idet det med Sikkerhed kan antages, at de svenske Beretninger — navnlig under de foreliggende politiskmilitaere Forhold -- have gjort det mest mulige ud af Sejren og saette dennes Resultater saa hojt som muligt. skulle vi anfore en Del Opgivelser af de Danskes Tab den i 24. Oktober, tagne af forskellige Aktstykker (alle svenske), for derigennem et Soge at naa et Resultat med Ilensyn til dette Pimkt.
Der haves
I) en Relation fra Gen.-Kvartermesterltn. Erik Dahlber g2), øjensynlig skreven faa Timer efter Kampen, endnu under det friskeste Indtryk af denne, men ogsaa inden nøjagtig Underretning var indhentet om Forholdene. Heri siges, at Fæstningen forsvaredes af 5700 bevæbnede Soldater. Der erobredes 41 Fodfolks-og Dragonfaner; 3000 Menige samt 500 Over- og Underofficerer fangedes, medens 2300 Mand (herunder de bevæbnede Borgeres Tab) taltes op som døde. Det er rimeligvis denne Beretning, der er trykt3).
1) Anf. Skrift p. 295.
2) Carl X Gustavs Tid; Handlinger \edlorende Armeerne; Danske Krig; Betfenkninger og Diarier. S. R. A.
3) Prof. Fridericias nævnte Skrift, Henvisning 6. Bog, Nr. 59.
Derefter er der i
samme Aktstykke, men aabenbart
noget senere,
tilføjet følgende „nøjagtige" Oversigt over
Besætningen:
Antal Mand
Under Oberstløjtnant
Linderoth som Kommandant . 630
Her have vi Maksimumsangivelsen. Den ser ved første Øjekast ret tillidvækkende ud paa Grund af sine detaillerede Angivelser, og det er aabenbart den, hvis Angivelser ere lagte til Grund for Antallet af Besætningen. Den er i Virkeligheden fuldstændig urigtig, og den skal nu efterhaanden blive reduceret, som den fortjener det.
II) Fortegnelse1) over Fangerne, nemlig: 6 Oberstløjtnanter, 8 Majorer, 26 Kaptajner, 27 Løjtnanter, 26 Fænrikker, 56 Underofficerer og „mindst" 2000 menige Knægte „foruden hvad der har forstukket sig i Buskene og Moradserne". I det samme Aktstykke angives Antallet af døde Officerer og Menige til „1100 eller lidt derover".
1) Samme Sted som Aktstykket I.
Nu er altsaa Fangernes Antal reduceret til „mindst" 2000 Knægte (før 3000) og 149 Over- og Underofficerer (før 500), de dødes Antal til 1100, idet dog Borgerne muligvis ikke ere indbefattede heri; men da Antallet af kæmpende Borgere paa Maksimumslisten under I) kun ansættes til 450, er der langt til 2300 døde. — Fanernes Antal er bleven til 33 mod 41 før.
III) Navnefortegnelse, vedlagt Wrangels Relation af 27. Oktober til Carl Gustav, over de fangne Officerer og summarisk Fortegnelse over de døde Officerer og Menige. — Antallene ere ganske de samme som under II), dog at der er tilføjet, at der er fanget 1 Løjtnant, 3 Underofficerer og 19 menige Ryttere af Rigsmarskens Livkompagni samt nogle faa Konstabler.
IV) „Korte Relationer" fra Carl Gustav til forskellige (Fyrster, diplomatiske Agenter, det svenske Rigsraad 0.5.v.) om Frederiksoddes Erobring og indeholdte i den svenske Rigs-Registratur for de første Dage af November (bl. a. Fol. 2214). Heri angives Fangernes Antal til „over" 2000, de dødes til 1000.— Disse Tal maa være de afWrangel angivne, da Kongen jo var i Wismar.
Man kan altsaa nu sige. at Frederiksoddes Besætning den 24. Oktober om Morgenen har talt omtrent 3000 Mand ialt, og den har ikke været den svenske Hær overlegen i Antal, men endog været betydelig underlegen.
Navnefortegnelsen under III) giver det bedste Korrektiv til den „nøjagtige" Fortegnelse under I). I Følge Navnefortegnelsen var der tagen til Fange Officerer og Underofficerer af følgende Regimenter og i følgende Antal:
Hertil kommer
endvidere nogle faa Officerer ni. fl. af
Rigsmarskens Stab samt enkelte Artilleri- og
Ingeniørofficerer.
Altsaa fandtes
„Fyenske Adels Kompagni", 480 Mand,
ikke i
Fæstningen2). Endvidere høre Eiler Hoicks 650
1) Førtes af Oberstløjtnant Eiler Holck.
2) Dette fremgaar i øvrigt ogsaa af en Skrivelse fra Oberst Lobrecht. Chef for det nylig opstillede Fyenske Regiment til Fods, af 19/io 1657. til Anders Bilde (Anders Bildes Papirer i Skoklosters Arkiv i Stockholm). — Disse Papirer betegner Prof. Fridericia i Henvisningerne, 6. Bog. Nr. 59). som ..Rester" og henviser til, at et gammelt svensk Skrift hævder, at der fandtes flere vigtige Sager deriblandt. Denne Formodning er sikkert rigtig. Bildes Papirer udgøre nu kun en lille Pakke, men det ses af Wrangels Korrespondance, at Samlingen har været større. Wrangel har saaledes selv udtaget en Del „Schartequer" til Brug ved de svenske Udskrivninger af Mandskab i Jylland fra Januar 1658. og i flere Skrivelser til Carl Gustav siger Wrangel gentagne Gange, dels at Bilde ønsker en Del af sine mere private Papirer udleverede, da han vil faa Brug for dem som Bevis mod sine „Fjender", der ville skade ham, dels at der findes en Samling meget vigtige politiske Papirer, særlig vedrørende den danske Krones Forhold til Hertugdømmerne. Da den dødelig saarede Marsk benytter enhver Lejlighed, naar Wrangel besøger ham, til indtrængende at bede om sine Papirer, foreslaar Wrangel, at der vises den tapre men dybt ulykkelige Bilde den Gunst, at han i det mindste kan faa en Afskrift af de Brevskaber, han mest ønsker.
Mand, Rigsmarsken Anders Bildes Regiment, 320 Mand, samraes Dragoner 120 Mand og Kapt. Brabenhahrers(V) Dragoner, 130 Mand, til samme Regiment, nemlig Rigsmarskensblandede Fodfolks- og Dragonregiment. Dette havde under Oberst Paul Benfeldt (Bentfeldt) taget virksomDel i Kampene i Holsten, hvor Benfeldt blev tagen til Fange og Regimentet oprevet — syv Kompagnier bleve dels nedhuggede, dels fangne — hvorefter Anders Bilde, der selv havde opstillet Regimentet, som ogsaa almindeligt bar hans Navn, tog de svage Rester med sig til Frederiksodde. Claus Dyres Regiment er det samme som Oberst Valdemar Lykkes „Gamle Jyske Regiment til Fods" og var den 27. September, i et Antal af 400 Mand ialt, blevet indskibet i Gliickstadt og sejlet til Frederiksodde. Altsaa har det den 24. Oktober hverken talt 400 Mand eller 600, som af de Svenske angivet.
I det Aktstykke,
hvorpaa Professor Fridericia støtter
sin Opgivelse
af den danske Styrke i Frederiksodde,
hedder det om
Fangerne: „. ... 2000 gemene Soldater
och något
derofver, foruthan de som hafwa sigh i Buskar
och
Moras forstuckit och 2000 Bonder som finge gåå
heem".
Denne Angivelse kan vel være tilstrækkeligt Grundlagfor Professorens Udtalelse, at „2000 Bøndersoldater var gjorte til Fanger" : men Professoren synes selv at have tvivlet om Rigtigheden af, at de 2000 Bønder fik Lov at gaa hjem, da han jo kun siger, at de var gjorte til Fanger. Alle øvrige Efterretninger tale ogsaa stærkt imod Rigtigheden af, at de Svenske have sluppet Bøndersoldaterneløs — saaledes de anførte Oversigter (I, II og IV) over Fanger m. m. samt de høje Officerers (Wrangels,Dahlbergs
gels,Dahlbergsm.
fiVs) Relationer, der ikke nævne et
Ord derom.
Foruden dette, at Menneskematerialet i sig selv var alt for kostbar en Vare til, at Svenskerne skulde have sluppet 2000 unge Karle løs uden videre, taler Svenskernes hele øvrige Forhold i denne Krig stærkt imod, at de ved Frederiksodde have vist en saadan Overbærenhed. I den foregaaende Del af Krigen vare saadanne Fanger, der vare indfødte Danske, blevne omhyggelig pillede ud, formerede i Batailloner og sendte til de svenske Fæstninger i Pommern og Liffland. Endvidere foretoge Svenskerne fra December 1657 stærke Udskrivninger af jyske Bønderkarle, der ligeledes sendtes over Østersøen. En Opgørelse, som Forfatteren heraf har foretaget efter svenske Kilder, viser, at Antallet af udskrevne og bortførte unge Karle (altsaa ikke Krigsfanger) i disse Aar udgør mindst 8300 Infanterister, 2250 Dragoner og 2200 Ryttere eller ialt 12750 Mand.
Motivcrne til disse Udskrivninger ere i Folge Ordren af 21. December 1657 (Svenske Rigsregistratur Fol. 2840) disse, at Hvervningerne i Tyskland ikke have tilstrsekkelig Fremgang, og deter vanskeligt at skaffe Garnisoner nok til Ingerraanland og Lifland o. s. v. „. ... Selv om vi maaske ingen Tjeneste faa af dem nu, mene vi, 1) at vi traekke Krsefterne bort fra Fjendens Lande, saa at, dersom det nu kommer til Fred, Fjenden ikke saa snart skal bryde denne igen, og 2) at vi hermed ville besaette Ingermanland, hvor mange Familier ere gaaede over til Russen". De danske Bonderkarle vare altsaa udsete til at kolonisere nsevnte Provins og forstserke den „MilitBergreense", som ogsaa tidligere svenske Konger havde interesseret sig saa stserkt for.
Den Pag. 136 citerede Bemærkning af Prof. Fridericia om Rytteriet kunde lade formode, at der i Frederiksodde fandtes andre, om end mindre gode, Rytterregimenter; men dette er saa langt fra Tilfældet, at der kun fandtes en lille Brøkdel af et enkelt Kompagni, da alt det øvrige Rytteri efterhaanden var ført over til Fyen.
Af hvilket Værd i
militær Henseende vare nu de
3000 Mand, der udgjorde
Besætningen i Frederiksodde?
To af de seks Regimenter: Rigsmarskens (Eiler Hoicks) og Rosenkrantz' (Jørgen Gundesen), vare „hvervede" i Foraaret 1657, men bestode næsten udelukkende af danske Bønderkarle, dels udskrevne, dels virkelig hvervede. Det første havde som nævnt allerede før taget Del i Krigen, men bestod nu kun af nogle „lasede og abgerissene"x) Rester af et oprindelig smukt Regiment. Rosenkrantz" Regiment bestod nu hovedsagelig af en Hob nylig udskrevne fyenske Bønderkarle, der vare uden Uddannelse. Det nu meget svage Jyske Regiment havde kæmpet tappert i det Bremenske, og det var navnlig dette Regiment og Rigsmarskens, der ydede tapper Modstand under Stormen2). De øvrige tre ..Regimenter", nemlig Linderoths, Bessells og Powisch' bestode alene af de jyske Bønderkarle, der i den første Halvdel af August over Hals og Hoved vare bleven udskrevne og førte til Fæstningen. De havde altsaa nu været Soldater i to Maaneder, men havde ingen Uniformer endnu og ingen Faner.
1) Brev fra Wrangel 26.957. S. R. A.
2) Erik Dahlbergs Rapport. Svenskerne lede i Stormen et Tab fif omtrent 3(X) døde og saarede (Wrangels Rapport 27/ja 57).
Hertil kommer at Sult og anden Nød drev de endnu udisciplinerede Bønderkarle til skarevis at løbe bort fra Fæstningen til deres Hjem i Jylland og Fy en, og der herskede stor Sygelighed iblandt dem. En Fortegnelse blandt Anders Bildes Papirer1) viser saaledes, at omtrent midt i Oktober var Antallet af bortløbne 166 Mand, medens 484 Mand vare syge. Disse syge ere uden Tvivl talte med blandt Fangerne, men maa gaa fra i Antallet af kæmpende.
Wrangel vidste fuldkommen god Besked med Forholdene i Fæstningen, dels gennem Spioner, dels gennem Overløbere2), og det hed sig, at der blandt de Menige herskede megen Misfornøjelse, hvilket de talrige Desertioner blandt Bønderkarlene jo ogsaa tyder paa. Tillige herskede den mærkelige Skik, som i øvrigt var almindelig overalt i den Tid, at Belejrer og Belejret jævnlig udvekslede fangne Officerer med hinanden — saaledes den 22. Oktober, et Par Dage før Stormen. Wrangel vidste tillige, at Anders Bilde nylig havde været meget syg og endnu var svag.
Det hedder i Beretningerne, at de Svenske toge 33 Fanerog Standarter. Hermed har det ogsaa sin egen Sammenhæng.Dels havde Linderots, Bessells og Powisch' Regimenteringen Faner, dels vare kun Rester af Rigsmarskens
1) Skokloster Arkivet. S. R.A.
2) Prof. Fridericia omtaler i Henvisning G. Bog Nr. 58) en tysk Overløber, der har givet Underretning om Besætningens Styrke i Slutningen af September. Wrangel skriver 21I$, at to Kaptajner ere deserterede til ham fra Fæstningen: den ene en født Tysker. den anden en Skotte.
Regiment og Jyske Regiment til Stede — saaledes stode flere Kompagnier af det sidste Regiment i Holsten som Fæstningsgarnisoner. Antallet 33 kan derfor kun være fremkommet ved, at en Del i Fæstningsmagasinerne opbevarede,gamle, kasserede Faner1) med Tak ere medtagne som „erobrede". Den endnu opbevarede originale Fortegnelse '2) i Stockholm siger bl. a ogsaa om Nr. 24: „gammel,sønderskudt" ; Nr. 25 er „sønderreven"; Nr. 26 er kun „en Stok af en sønderreven Fane"; men Nr. 27 er endda kun „et Stykke af en gammel sønderbrudt Fanestok".
„Frederiksoddes
Fald skyldtes ikke Uheld eller
Fjendens numeriske
Overlegenhed, direkte og indirekte
stammede det fra
Uduelighed og Demoralisation ....":
disse ere en
højt fremragende Historikers3) sammenfattendeDom
i
Anledning af Begivenhederne hin 24. Oktober.Saa
stor
har Mangelen paa Indsigt været hos den
store Mængde
i hin Tid, saa stor Perfiditeten og Ondskaben
— mod
bedre Viden — hos nogle (her tænkes selvfølgelig
ikke paa Svenske), der i deres egen Interesse
udnyttede
Begivenheden med Tilsidesættelse af
Sandhed og Ret
og med Tilsidesættelse af
Fædrelandets Interesser, at
endnu, næsten to og et
halvt Aarhundrede efter ere vi
ikke naaede videre,
end at vi gaa hine samvittighedsløse
Bagvaskeres
Ærinde og benytte denne Begivenhed til at
fremsætte
Sigtelser mod en enkelt Stand og specielt mod
1) Den Slags gamle Faner fandtes i alle Fsestninger. saaledes som det fremgaar at' Faestningsregnskaberne.
2) Trykt i Theatrum Europæum.
3) Prof. Fridericia anf. Skrift.
den daværende Repræsentant for denne Stand, den af hine Bagvaskere hadede, misundte og delvis frygtede Mand, Rigsmarsken Anders Bilde. Mod ham særlig vendte det uvidende, opviglede Folk sin Vrede; det var ham, hvem Hofkredsene i Kjøbenhavn frakendte Ære og Duelighed: ham der. syg og svag. forblev paa det mest udsatte Punkt, skønt han i Følge sin Stilling som den danske Hærs Overhoved, som Organisator og Ordner, egentlig ikke hørte hjemme her. Ja, dersom han havde været Skyld i. at Frederiksoddes Besætning var saa utilstrækkeligi enhver Henseende, saa kunde man med Rette bebrejde ham noget; men det vides jo. at han ved sin Ankomst fra Hertugdømmerne i September forefandten Fordeling af de danske Stridskræfter, som han ingen Indflydelse havde haft paa.
Hvorledes har ikke Ondskaben og Uretten triumferet den Gang, Jiaar Virkningerne endnu i vore Dage ere saa kraftige! Og det var navnlig denne Begivenhed: at en syg og svag Mand. omgiven af kun en 1 lob uøvede Bønderkarle, blev overvunden af en Fjende, der stod paa Højden af Datidens Krigskunst og Krigerdygtighed. det var den. der blev saa kraftig en Løftestang til at styrte i Støvet den eneste Stand, for hvem Fædrelande! virkelig betød noget.
Betragter man alene den militære Side af Sagen, maa enhver indrømme, at saaledes som Forholdene foktiskforelaa hos de to Modstandere, betegner Begivenhedeni Frederiksodde den 24. Oktober 1657 vel en Ulykke for Nationen, men er ikke nogen Skamplet. HOOO hovedsagentlig uøvede Bønderkarle bl eve overvundne af en i Tal betydelig overlegen Modstander, der i militærKraft var mange Gange stærkere. At Begivenheden
fra svensk Side udbasunedes som en Vaabendaad af første Rang var et nødvendigt politisk Træk, som ogsaa bar rigelig Frugt — at den kunde faa saa skæbnesvangre Virkninger i Danmark taler hverken til Fordel for Nationenssunde Sans eller til Gunst for deres Oprigtighed og gode Villie, der i hine mørke Dage vare de virkelig styrende og ledende l).
Til Slut skal omtales en særegen Begivenhed fra denne Krig, nemlig Rigsmarskens formentlige Marche fra Ilibe til Frederiksodde under Belejringen. Det har hidtil været den almindelige Antagelse2), at Anders Bilde indskibedesig med en Del Tropper i Gluckstadt, sejlede til Ilibe og derfra marcherede gennem det af Fjenden besatteJylland til Frederiksodde. Ja Pufendorf ved endog at fortælle3), at Anders Bilde først marcherede til Koldingog der fra til Frederiksodde. Prof. Fridericia siger, at Marsken havde 1000 Mand Infanteri med sig. at. han afgik fra Gluckstadt den 2. September og ankom til Frederiksodde midt i September. Professoren har aabenbartselv næret nogen Mistro til Rigtigheden heraf; thi han finder det „mærkeligt nok", at det lykkedes at komme
1) Det var dem, Christen Skeel advarede Kongen imod. da de udsprede Mismod, søge at skabe Forvirring og udsætte Konge og Rige for den største Fare ved deres Skamskrifter. ,L)e nyde Lejde og med vores Formue beriges, som af ingen anden end Eders Majestæt dependere og alting med Eders Majestæt opopsætte". Rigsraadsbreve 2/n 1657.
2) F. Eks. Fridericias anf. Skrift Pag. 278 og Meidell: Fra Enevældens Dæmring Pag. 139.
3) Den franske Udgave Pag. 398.
gennem den svenske Belejringshærl). Kaptajn Meidell lader Rigsmarsken indskibe sig allerede den 15. August samme Sted; han bliver vel opholdt af Modvind o. s. v., men slipper alligevel ind i Fæstningen. En Fortælling om, at Marsken sejlede Jylland rundt med sine Skibe og Folk. betragter Meidell som en af de mange Bagvaskelsermod Anders Bilde.
Og dog er netop denne Fortælling rigtig, det andet urigtigt. Allerede dette, at Beretningerne om denne mærkelige Marche ere afvigende fra hinanden, maatte gøre Forskeren forsigtig. Siden den 25. August laa Wrangel foran Fæstningen, hans „Partier", stærke Rytterafdelinger, gennemstrejfede hele det sydlige Jylland og holdt specielt Øje med Egnen omkring Ribe. da Spionefterretninger sagde, at den danske Rigsmarsk paatænkte at gaa i Land her for at marchere tværs over Halvøen.
Allerede den 10. August skriver Carl Gustav til Wrangel, at han har sikker Efterretning om, at Anders Bilde med de Ryttere, Knægte og Dragoner, han har hos sig, vil gaa ad Søvejen til Ribe2), og den 30. underrettes Wrangel om, at Bilde vil forsøge pr. Skib at komme til Ribe og derfra vil marchere til Aarhus eller Aalborg, og Wrangel skal absolut forhindre, at dette sker.
Men Anders Bilde
har næppe for Alvor tænkt paa at
forsøge noget saa
dumdristigt. Han har bestemt sig til at
benytte
Søvejen nord om Skagen, og for at lede Fjenden.
1) Endnu stærkere fremtræder denne Tvivl i „Danmarks Riges Historie" (Side 383), hvor Professoren indskrænker sig til en kort Bemærkning om, at Anders Bilde med 1000 Mand naaede ind i Fæstningen, uden nærmere Angivelse af Maaden, hvorpaa dette skete.
2) Svenske Rigs-Registratur Fol. 1631 og 1711.
hvis gode Efterretningssystem han sikkert har kendt alt for godt til. at han kunde tænke paa at skjule sin Indskibning,paa Vildspor, har han selv udspredt Rygtet om den paatænkte Landgang ved Ribe. Derfor indløbe EfterretningerneSlag i Slag i det svenske Hovedkvarter i Slutningen af September, at nu er Marsken ankommen ad Søvejen.
Saaledes skriver Wrangel den 20.. at han i Følge Kongens Befaling (nu har Kongen altsaa erfaret den rette Sammenhæng, men for sent) havde givet Admiral Geertson Ordre til at krydse ved Skagen for at opsnappe Marsken: men han har nu erfaret, at Marsken for fire Dage siden (altsaa den 16. eller 17.) er ankommen til Fyen. og AV rangel har selv set, at to hollandske Skibe, fulde af Bildes Folk, ére løbne ind til Frederiksodde1).
Fra Aalborg skriver den tidligere omtalte svenske Spion (formentlig en dansk Borger) den 21.: „For tre Dage siden er vor Rigsmarsk med fem Skibe fra Gluckstadt sejlet forbi Sæby til Frederiksodde. Han havde med sig 2000 Mand, nogle sige 4000. Han har haft god Vind og er nu vel naaet til Stedet. Han har været meget syg og har ladet hente Præsten fra Sæby ud ti i sig for at berette sig"2).
Den 26. har Wrangel faaet nye Efterretninger og skriver, at Bilde har været meget syg og er det endnu efter sin Ankomst til Frederiksodde. Han har ladet sig beretteved Samsø. Han havde med sig omtrent 1000 Mand. men mest „lasede og abgerissen"3). Samme Dag deserteredede
1) Wrangels Breve. S. K. A.
2) Den danske Krig, Jylland og Øerne 1057—58. S. H. A.
3) Wrangels Hreve. S. R. A.
terededeto tidligere omtalte Kaptajner til Svenskerne, og de have nok sørget for at være forsynede med gode og paalidelige Efterretninger for at være sikre paa en god Modtagelse hos Wrangel.
Endelig skal det nævnes, at Anders Bilde døde den 10. November og ikke den 9. som hidtil antaget. Wrangel skriver nemlig den først nævnte Dag, at Rigsmarsken døde „i Dag, tre Timer efter Midnat" x).
1) Wvangels Breve. S. H. A.