Dorothea, Kristiern den førstes dronning, og familien Gonzaga.

Side 455

kan undertiden falde grumme langt fra stammen. — Markgrev Johan af Brandenburg, ældste søn af kurfyrst Frederik I, besad såre lidt af slægten Hohenzollerns energi. Ikke heller var han den vanskeligestilling voxen, som faderen gav ham, ved 1426 at gøre ham til styrer af Mark Brandenburg. Snart kom der fra alle sider klager over hans slaphed og svaghed ; der var altid usikkerhed og misfornøjelse i landet, og stæderne måtte hjælpe sig selv mod hussiterne. Sin energiske svigersøn Kristiern I lignede han kun i sin stadige pengeforlegenhed, som han mødte med idelige pantsættelser af kronens lande. Det guldmageri, som han begyndte med i en ung alder, bidrog vel heller ikke til at forbedre finanserne. Til sidst måtte faderen 1437 fjærne ham, og han fik da en del af familiens frankiske lande, hvor han levede roligt og übemærket til sin død 1464. „Af den energi, som en ung opadstræbende slægt må have, er der hos ham intet spor¹)". — Energien

1) Droysen: Geschichte der preussischen Politik I—II passim.

Side 456

savnes derimod ingenlunde hos hans to døtre, Barbara
af Mantova og Dorothea af Danmark (de andre børn
døde før faderen).

Der var i en senere alder stor ydre lighed mellem disse to søstre. Denne lighed var alle påfaldende under dronning Dorotheas besøg i Rom 1475. „Af mange grunde anser enhver hende for Eders Nådes søster, da hun i ydre og bevægelser ligner Eder meget", skriver en af de gejstlige i kardinal Gonzagas tjeneste til markgrevinde Barbara¹). Mere betyder det vel, at kardinalen selv fremhævede denne lighed stærkt, og .mest, at dette bekræftes af en samtidig mantovansk krønikeskriver²), der intet havde at gøre med markgre vinde ns familiekreds. — Det er da heldigt, at man på det gamle fyrstelige slot i Mantova har et udmærket portræt af Barbara i de berømte fresker, som Mantegna udførte i Camera degli Sposi 1474. På den ene va^g er hele familien Gonzaga fremstillet, og her troner Barbara i midten, tydelig nok også som den, der har mest myndighed — Lodovico, hendes Mand, var på den tid aldrende og svagelig. Trækkene ere brede, kraftige og energiske, om end ikke smukke, typen er rent tysk, noget for grov, men hovedindtrykket er fasthed og myndighed, og hun er „et levende billede af den antike romerske matrone"³). ■— Omtrent således har dronning Dorothea set ud, på den tid, da hun foretog sin rejse til Rom.

1) Brev fra Giovanni Arrivabene. Rom 3die maj 1475.

2) Andrea Schivenoglia: Cronaca di Mantova 1445—1484. Udgivet i „Raccolta di cronisti e documenti storici Lombardi inediti" vol. II af Carlo d' Arco (1857). Forfatteren er fuldt samtidig og pålidelig, dog ikke altid i datoer.

3) Mfintz: Histoire de I'art pendant la Renaissance I, 156. Friedlånder i „Jahrbuch der konigl. preuss. Kunstsammlungen" IV, 49.

Side 457

Til den ydre lighed svarer en betydelig overensstemmelsei karakteren. De ere begge gode hustruer, der forstå at vinde deres mænd og have dygtighed nok til at være dem en god støtte i statsstyreisen, endogså til ofte at styre staten — og styre den godt — under deres fraværelse. De ere udmærkede mødre og arbejde ivrigt på at få deres børn vel anbragte. Og her stille de absolut fainiliehensynet over statshensynet. Lige som Dorothea til Danmarks skade skaffede sin yngre søn Frederik andel i hertugdømmerne, således bevægede Barbara sin mand til at dele sit land mellem sine sønner, så at den ældstes, Federicos, andel blev stærkt formindsket(1478). Og alligevel modtog denne hende efter faderens død med dyb ærefrygt og gjorde ikke forsøg på at omstøde testamentet. Thi lige så vel som Dorothea øvede stor indflydelse over sin mand og måske endnu mere over sin søn Hans, således gælder noget lignende om Barbara. Man ser det allerede af Mantegnas freske, men endnu mere af kong Kristierns og dronning Dorotheasmodtagelse hos hendes søn kardinalen i Rom, thi hverken havde denne været så god eller brevene så talrige,hvis ikke Barbara havde givet sine bestemte ordrer — Kardinal Gonzaga forsikrer gang efter gang, at han har modtaget dronningen så vel, „mest af ærbødighed for Eders Nåde, da hun er Eders søster" 1). — Fælles for søstrene er endvidere deres stærke vedhængen ved familien.Dette viser sig allerede i, at lige som Dorothea opkaldte sine sønner efter sin fader og farbroder, således blev Barbaras ældste søn kaldt Federico efter hendes farbroder og en datter Dorothea efter hendes søster

1) Således i breve af 20de april, 15de og 22de maj 1475.

Side 458

(denne datter blev forlovet — eller måske gift — med hertug Galeazzo Maria af Milano, men døde ung). Barbara havde jævnlig besøg af sin slægt og sørgede for at få adskillige af sine børn gift med tyske. — Fælles er desudenderes stærke religiøsitet; lige som Dorothea som bekendt var ivrig for at få de danske franciskanerklostre reformerede, således fremhæve samtidige, at Barbara var en flittig besøgende af kirker og klostre¹). — Men fælles er endelig deres utrættelighed og hensynsløshed, når det gælder deres ret — vi skal senere se, at de kæmpe med lige iver for deres arvekrav. I det hele gælder det vel nok om dem begge, at de ere mere respekterede end elskede. Selv de danske franciskaneres historieskriver er ikke synderlig varm i sin omtale af Dorothea, ordenens velynderinde, og alle de tyskere, som Barbara drog til Mantova, vare just ikke afholdte dér.

Livet havde imidlertid bragt søstrene i vidt forskellige forhold. Barbara, der blev født 1423, kom i 10 års alderen til Italien for at blive 'gift med tronfølgeren til Mantova, den 9 år ældre Lodovico. Det lille hof var allerede under hendes svigerfader Gian Fnncesco et midtpunkt for humanisme og renæssance. Den udmærkedepædagogVittorino fra Feltre virkede dér, og Barbara blev som markgrevens egne børn opdraget af ham. Hun var en flink elev, og samtiden roste hende for, at hun talte og skrev fire sprog, tysk, italiensk, græsk og latin. 1 endnu højere Grad fortsattes de kunstneriske og litterære sysler, da hendes mand kom på tronen 1444. Ganske vist var hans første ti år krigerske. Han måtte

1) B. Hofmann: Barbara von Hohenzollern s. 27 (41ster Jahresbericht des historischen Vereins fiir Mittelfranken 1881), Hovedværket om Barbara.

Side 459

deltage i de store krige mellem Milano og Venezia, der fremkaldtes af dogen Foscari; han viste sig som en dygtig kriger og forstod at bevare sin lille, men på grund af hovedstadens beliggenhed meget vigtige stat trods gentagne farer, og efter freden i Lodi (1454) fik han lejlighedtilat sørge for statens indre udvikling. Den fred, han nu nød til sin død (1478), blev benyttet godt. Landets materielle udvikling blev fremmet, bl. a. ved anlæg af kanaler, velstanden og folketallet tiltog, så at byen talte 32,000, hele landet 128,000 indbyggere, og mange fremmede adelsslægter flyttede til Mantova. Der blev anlagt et stort hospital, og indbyggerne vare meget imponerede over et stort kunstfærdigt uhr, som han lod opstille. — Men også for de åndelige interesser blev der sørget. Der oprettedes et bogtrykkeri i Mantova, et af de første i Italien, hvor Decamerone blev trykt 1472. Ved hans hof færdedes berømte humanister som Guarina, Filelfo og Piatina. Af samtidens store kunstnere var Leone Battista Alberti en tid i Mantova, hvor han udførteetaf sine bedste arbejder, kirken S. Andrea. Endnu vigtigere var det, at det 1459 lykkedes Lodovico at knytte Mantegna til sin hovedstad, hvor han forblev til sin død (1506). Han var ikke alene hofmaler, men stod tillige i nært venskabsforhold til familien, hvad talrige breve fra ham vidne om. — Var Lodovicos indre styrelse fortjenstfuld,såvar hans anseelse udad til også betydelig. Denne fyrste „med det milde sind og den stærke kærlighed til retfærdighed" samt en fremragende klogskab blev højt skattet af alle, særlig af Francesco Sforza, hvis nære ven han i mange år var. Af Milanos hertuger „kaldte Philippo Maria ham for søn, Francesco for broder og Galeazzo Marie for fader", siges der, og vist er det, at

Side 460

han flere gange under vanskelige forhold blev kaldt til Milano for at hjælpe med at styre staten. — Barbara stod værdigt ved hans side og delte hele hans sans for kunst og videnskab. Hun, den fuldt ud tyske kvinde, vandt anerkendelse for sin høje dannelse, sin klogskab og sin elskværdige optræden hos fremragende Italienere, selv hos den ypperste af alle hendes samtidige, Æneas Sylvius Piccolomini¹).

De forhold, Dorothea kom til at leve under, bleve vidt forskellige herfra. Hun blev dronning over tre riger, men hvor magten ikke altid svarede til glansen, hendes energiske og fantasirige, men i politik som i pengesager højst uvederhæftige mand var den største modsætning til den kloge Lodovico. En vigtigere modsætning er det, at hun stod ganske udenfor renæssancebevægelsen, savnede både Barbaras humanistiske dannelse og hendes forståelse for kunst. Heller ikke søsterens fine ydre optræden fandtes hos hende. ■ Kurfyrstinde Anna, hvem hun besøgte 1475. gav en meget lidet smigrende skildring, og den dom, som den pavelige ceremonimester, Johann Burckard, fældede cm hende under besøget i Rom 1488, var just heller ikke mild.

Trods den store ulighed var slægtbåndet dog stærkt
nok til, at søstrene i mange år vedligeholdt en livlig

1) Hoftnann: Barbara. Litta: Famiglie celebri d1 Italia (famiglia Gonzaga). — Om Mantovas historie under Lodovico: Piatina: Historia Mantua? (går til 14G4, først udgivet 1675). Schivenoglias krønike. — Equicola: Gronica di Mantova (1521). — A. Possevinus junior: De familia Gonzaga 1628. — Lodoviccs forhold til humanisterne er fremstillet af Luzio-Renier (I Filelfoel'umanismo alia corte dei Gonzaga. 1890). — Hans forhold til Mantegna skildret bl. a. af Henry Thode (Kiinstler-Monographien 27).

Side 461

forbindelse1). Der er endnu bevaret over 60 breve af denne korrespondance, og der henvises i dem til flere, der senere ere gåede tabt, så at man tør sige, at der i en lang årrække — i al fald 1458-80 — gik breve frem og tilbage²) flere gange om året. Brevene besørgedes af faste budbringere i begge hoffers tjeneste, Mantovas bud var den længste tid Gonr.adus Hertensteiner (Hertrystanus),fradansk side nævnes oftere Henricus Sprenger (Swartz). Sendebuddene må have været pålidelige og højt betroede mænd, thi det siges ofte, at de mundtlig skal berette, hvad slægtningene i øvrigt have at meddele hverandre. Formodentlig ere da ofte netop de vigtigste oplysninger gåede tabt. — Undervejs besørgede sendebuddenebrevetil de fælles tyske slægtninge, faderen markgrev Johan og farbrødrene kurfyrst Frederik II og markgreve — senere kurfyrste — Albrecht Achilles. — I

1) Kilderne for det følgende ere væsentlig fund fra Archivio Gonzaga i Mantova, som jeg efter opfordring af hr. Hofrath Pastor undersøgte i januar 1901. Dér findes en samling breve fra kong Kristiern og dronning Dorothea til slægten i Mantova, 59 i alt, der strække sig fra 1450 (?) — året for det første brev er usikkert — til 1496 (det sidste brev hidrører fra kong Hans). I arkivet noteres de som E, IX, Affari di Danimarca. Af brevene ere 5 på tysk. resten på latin. Disse breve suppleres delvis af dem, der ere trykte i Script. Rer. Danic. VIII. — I Archivio Gonzaga findes endvidere 26 "breve fra 1474 og 1475, der omhandle kongens og dronningens udenlandsrejse. De ere dele af den store brevvexling, som kardinal Francesco Gonzaga og de gejstlige i hans tjeneste førte med Mantova. De ere alle italienske og noteres i arkivet under mærket E. XXV. 3.

2) De tilsvarende breve fra Mantova synes alle at være gået tabt. Dette må så meget mere beklages, som Barbara — hvad de breve fra hende, som Hofmann har ladet trykke som bilag til sin afhandling, vise — skrev udmærket latin, vidt forskelligt fra det frygtelige sprog, som findes i brevene fra Kristiern den førstes kancelli.

Side 462

faderen havde søstrene deres kæreste sammeriknytningspunkt,hanbesøgte Barbara to Gange^x), og det tør vel antages, at søstrene også have truffet hinanden hos ham. I det mindste udtaler Dorothea 1458 håbet om, at hun og Barbara kan træffes dér, og beder 8., hvis hun vil rejse til ham, da meddele hende det sex måneder forud. „Jeg ønsker af mit inderste hjærte at se eder" 2). Hvis de ikke havde set hinanden, siden Barbara drog hjemmefra, må deres gensidige erindring have været svag. for Dorotheavarda kun tre år.

Med kort tids mellemrum mistede de deres forældre. Faderen døde 16de november 1464, moderen, Barbara af Sachsen, 10de oktober 1465. Strax efter faderens død begyndte for begge søstre den lange strid om fædrenearvenmed Albrecht Achilles. De havde jo den samme interesse og søgte også at virke sammen så godt, som afstanden tillod det. Iste januar 1465 opfordrede dronningensin slægtning Albrecht til at lade hende og hendes søster samt deres moder få deres arv³). Hans svar har ikke tilfredsstillet Dorothea, thi tre måneder efter opfordrerhun Barbara til en sammenkomst for at træffe aftale om fælles forholdsregler. En udsending, som hun havde sendt til Albrecht, havde bragt det svar. at der ikke var noget, der tilkom hende. „Formodentlig har eders bud bragt samme svar. Men med dette svar kan jeg ingenlunde lade mig nøje, og I sikkert heller ikke. — Min høje fader har meddelt mig mundtlig og efter moden og alvorlig overvejelse, at han i et kloster i Nurnberg havde en stor sum guld- og sølvpenge, kostbareklenodier,

1) Hofmann: Barbara s. 7, 11.

2) Dorothea til Barbara. Stockholm Ilte maj 1458.

3) Riedel, Codex Bran. 111, 3, 70-71.

Side 463

bareklenodier,juveler, guld- og sølvtøj, og at to eller tre munke i klosteret og lige så mange af byens råd skulde tage vare derpå. Men det synes ovennævnte markgreve at nægte". Derfor beder hun Barbara forhøre sig hos sin søn kardinalen og andre gode venner om den sikreste måde at træffes på; hun lover ikke at foretage sig noget skridt overfor Albrecht eller slutte forlig med ham, før hun har faaet Barbaras svar, og beder hende love det samme 1). Også senere udtalte dronningen ønsket om en sammenkomst med søsteren²) —om den er kommen i stand, er übekendt —, og i oktober erklærede hun Barbara:„Jeg har endnu ikke indgået noget forlig med Albrecht om arven og medgiften og vil heller ikke gøre det, før eders tarv er sket fyldest så vel som min; jeg vil ikke gøre noget, der på nogen måde kan være eder til skade". — Hun opfordrede Barbara til at komme til stede ved et muligt forligsmøde, som skulde finde sted Iste maj 1466 i Liibeck eller et sted i nærheden. — Kort i forvejen havde dronningen også ladet sin mand opfordre kardinal Gonzaga til at virke for hendes sag³).

1) Dorothea til Barbara. København 3die april 1465.

2) do. til do. Roskilde 26de juni 1465.

3) S. R. D. VIII, 424-26. Breve af 3die oktober 1462 (kongen til kardinal Gonzaga) og 14de oktober 1462 (kongen til Barbara. — Aarstallet må være galt. Det er klart, at dronningen ikke kunde have strid med Albrecht Achilles om sin arv efter faderen, før end denne var død, og at A. A. heller ikke forinden kunde have noget at gøre med udbetalingen af hendes medgift Da aftrykket i S. R. D. er sket efter en meget slet afskrift, er man berettiget til at antage, at årstallet beror på en fejllæsning. 1465 vilde da passe bedst, så meget mere som tallene V og II let lade sig forvexle. — At brevet af 14de okt. er fra Dorothea og ikke fra kongen, fremgaar af hele indholdet. I S. R. D. er overskriften også kun „Ad dominam Mantuanamll. — Den Fredericus, som omtales i brevet, er naturligvis ikke Barbaras unge søn — således som forfatterne af registret til S. R. D. antage — hvis inening vilde have grumnie ringe vaegt, men kurfyrst Frederik, som Dorothea faktisk henvendte sig til. — De ovrige udaterede breve angaende arvesagen i S. R. L). VIII, som i Regesta I ere henforte til 1462—63, mi rettes pa samme made til 1465—66. I det hele ma denne brevsamling sikkert benyttes med den yderste forsigtighed.

Side 464

Det er ikke stedet her til at udrede den uendelige arvesag, der trak ud fra år til år. Ej heller er det let at sige, på hvilken side retten var. Søstrene kunde have grund nok til at beklage sig over, at de hverken fik deres medgift — for Dorothea 30,000 gylden, for Barbara 12,000^x) — eller deres arv, især hvis der havde været så mange kostbarheder, som Dorothea meddelte. Men Albrecht hævdede med bestemthed, at der intet var eller rettere sagt kun gæld. „Jo længere jeg undersøger min broders affærer, des vidtløftigere blive de". Gælden opgiver han til 14,000 gylden og alle boets aktiver til knap 6000, og han mener med rette, at det vilde være en dårlig forretning for kongen at overtage dette bo. Guldmageriet havde slugt alt²). Dorothea fik sin mand til at udstede et åbent brev om Albrechts forurettelser mod hende³), selv klagede hun til kejser og pave, Barbaraial fald til kejseren⁴), men intet hjalp. 1471 skriver Barbara til Albrecht, at hun ingen strid har med ham uden i én sag — da havde hun altså endnu intet fået⁵). Endelig i december 1472 kom der et forligsmøde i stand i Wilsnack, hvor kongen, dronningen og den nuværende kurfyrste (siden 1470) Albrecht, Johan af Sachsen-Lauenburg,Magnus

1) Riedels Godex 111, 2, 40.

2) Albrecht Achilles til kurfyrst Frederik Iste juli 1466. Riedels Codex 111, 3, 79.

3) S. R. D VIII. 430.

4) Albrecht Achilles- til Barbara 28de marts 1469. Riedels Codex 111. 2, 40.

5) Hofmann: Barbara 47.

Side 465

burg,Magnusog Dorothea af Mecklenburg vare til stede. Dorothea meddelte sin søster, at hun havde været dér for at tilbede det hellige blod, men at der tillige var truffet en afgørelse i arvesagen. Denne afgørelse gik formodentligud på, at søstrene skulde have livgeding, Dorothea på 2000 gylden årlig, Barbara på 1000, et forslag,der tidligere havde været oppe¹). Men heller ikke dette gennemførtes. Endnu så sent som 1478 opfordrede Dorothea vidnerne ved forliget til at sørge for, at det blev overholdt — sandsynligvis uden frugt²). Hos Dorotheai al fald efterlod den hele sag en varig bitterhed mod de tyske slægtninge.

Men søstrene satte ogsaa hinanden ind i deres øvrige familieforhold. 1469 var dronningen stærkt optaget af sin datter Margrethes giftermål med kongen af Skotland og særlig af de klæder, der vare nødvendige for at optræde på en værdig måde ved bryllupsfesten. Barbara måtte til hende og datteren sende fløjel og gyldenstykke. 20de april meddelte Dorothea, at datteren skulde drage afsted i løbet af 10 dage. men afrejsen blev udsat, formodentlig på grund af ordningen af medgiftspørgsmaalet. Den Bde juni var hun og datteren på Ørekrog, hvor de ventede på medbør, til sejladsen. „Gud give, det må ske i en salig stund", tilføjer dronningen. Snart efter sejlede Margrethe afsted, og brylluppet holdtes i Edinburgh den 10de juli³).

1472 er der et mærkeligt forsøg fra Barbaras side

1) Dette forslag omtales i brevet af 28de marts 1469. — Brev fra Dorothea til Barbara, dateret Wilsnack 16de december 1472.

2) Dorothea til hertuginden af Mecklenburg 17de september 1478. Riedel 111, 3, 113.

3) Dorothea til Barbara. København 3die marts og 20de april. Ørekrog Bde juni 1469.

Side 466

på at benytte de danske slægtninges hjælp til at få hendes børn forsørgede. — Barbara havde ved Dorotheassendebud ladet fremstille for søsteren, at hun havde en lille søn, som skulde være gejstlig (Lodovico, 1483 bisp i Mantova, død loJ1), og hvem hun, når han blev voksen, ønskede at sende til Danmark, for at han „skulde blive som søn" og opnå gejstlige beneficier eller bispedømmer dér. „Blodets bånd er så stærkt, at jeg vil gøre eder alle mulige tjenester", skriver Dorothea.

— Sandsynligvis er planen dog bleven opgivet. — Samtidigmeddelte Barbara sin søster, at hun havde en giftefærdig datter, som hun kunde ønske at få gift med en af kongen af Polens sønner, og hun bad da kongen og dronningen, som måtte kende forholdene bedre, om at anstrænge sig for, at dette giftermål kom i stand. Dorothea svarede, at kongen ganske rigtig for omtrent fire år siden (formodentlig 1467, da der aftaltes forlovelse mellem prins Hans og kong Kasimirs datter)¹) havde haft sin „heraldus, vir discretus" som gesardt i Polen, og at denne oplyste, at kong Kasimir havde tre sønner, hvoraf den ældste var i en passsende alder og nu konge i Bøhmen. Imidlertid „eders Nåde ved jo godt, at konger skal lokkes til ægteskab ved stor medgift", og da Barbara kun kunde byde 20,0(X) rhingylden, kunde sagen vanskeligt drives igennem. Alligevel, „jeg skal gøre for eders børn, alt hvad jeg format"', og selv om dette ikke lykkedes, var der jo andre muligheder. — Barbara sendte så Hertensteiner til Danmark for at træffe nærmereaftaler, og kongen lod en „lærd og værdig mand, der var doktor i Kejserretten", ledsage ham til Polen.

1) S. R. D. Vil I, 439- 40.

Side 467

Dorothea forsikrede sin søster, at den lærde mand sikkert skulde gøre sig alle mulige anstrængelser, men alligevel blev det påtænkte ægteskab ikke til noget. Den af Barbaras døtre, som talen må have været om, Barbara, blev 1474 gift med den berømte grev Eberhard im Bart af Wiirteiriberg^x).

Det var ikke alene breve, som sendebuddene bragte fra den ene søster til den anden, de udførte også kommissioner. Både moden og stoffet vare finere i Italien end i Norden, og Mantova var berømt for sine væverier. Dronningen lod derfor i stor udstrækning sin søster besørge tøj til sig. Beskrivelsen af det tøj, der ønskes, er, som det sømmer sig en god husmoder, meget omhyggelig. Det skal være „et stykke tøj, indvævet med guld, af den slags, som kaldes samyt (fløjel), af sort eller grå farve, og 10 alen længere, end det, eders Nåde sendte sidst"²), eller „bedste slags fløjel i tre farver, mørkt, grønt og hvidt eller himmelblåt, 16 alen af hver"³). Til gengæld sendtes der gaver til Mantova. Kongen sendte sin svoger to heste⁴), dronningen oftere sin søster, såvel som hendes søn kardinalen, hermelin. Således sendte hun 1458 Barbara 20 timmer hermelin, som hun bad hende bære til minde om, at kongen var bleven herre over Sverige⁵).

Endnu kærkomnere måtte det være, at kong Kristiern1465
lod sin sekretær Caspar de Gassis (Cassill),
en gejstlig fra stiftet Mainz, overbringe sit ordenstegn,

1) Dorothea til Barbara. Segeberg 28de old. og Wilsnack 16de decbr. 1472.

2) do til do. København 20de april 1469.

3) do. til do. Gottorp 26de juli 1475.

4) Kristiern til Lodovico. København 2den april 1465.

5) Dorothea til Barbara. Stockholm Ilte maj 1458.

Side 468

den gyldne kæde, både til Barbaras mand og til hendes ældste søn Federico¹). Selv fik Barbara ordenstegnet under kongens besøg i Mantova 1474. — I de sjælemesser,som Dorothea lod stifte for sin slægt, glemte hun ikke søsteren og hendes søn kardinalen.

Det vilde have været heldigt, om sendebuddene havde taget andet med til Danmark end fløj el og guldbrokade.Forbindelsen var så livlig, og kunst sansen hos familien Gonzaga så stor, at man kunde vente at fmde påvirkning fra den mantovanske kunst i Danmark. Miintz antager også uden videre dette for givet („Barbarasuophørlige forbindelse med sin familie bidrog i ikke ringe grad til at lade renæssancen trønge op til Norden" 2), men i al fald for Danmarks vedkommende gælder det aldeles ikke. Det eneste kunstværk, man kan sætte i forbindelse med dronning Dorothea, altertavlenfra Thurø, viser en middelalderlig stil, fuldstændig gotik³). Det kan være ganske rimeligt, at en eller anden humanistisk dannet mand fra Gonzagaernes hof er kommen i kongens tjeneste — som skriver el. lign. —, men har det været tilfældet, har det i al fald heller ikke efterladt

1) Kristiern til Lodovico. Gottorp 1465. Kristiern til „Franco Fredericus" (o: Dorotheas ældste søn Federico). Gottorp Iste december 14(»2. S. R. D. VIII, 431 — Det sidste årstal må rettes til 1405 som i de tidligere omtalte breve. — Det er ikke tænkeligt, at kongen med tre års mellemrum har sendt den samme mand ned med ordenstegnet og næstei enslydende breve, end mindre, at sønnen skulde have fået det før faderen. — Det er også ganske rimeligt, at ordenstegnet først uddeltes efter ordenens stiftelsesbrev 1464. Se Wertauff: Om en paatænkt Ridderorden for Norge 1747.

2) Miintz: Histoire de l'art pendant la Renaissance I, 155.

3) For denne som for andre oplysninger må jeg takke hr. dr. phil. Francis Beckett. Se samme forfatters „Renaissancen og Kunstens Historie i Danmark" 7.

Side 469

sig spor. Den gunstige lejlighed til at lade fremmed kultur trænge op til Danmark blev altså ladt ganske übenyttet. — Det stemmer godt hermed, at hvad kongenog dronningen på deres rejser interesserede sig for, kun var kirker og festligheder.

Politiske begivenheder omtales kun sjældent og flygtigti brevsamlingen. Kongen spurgte et par gange sin svoger, hvorledes det gik med Tyrkerkrigen, et par gange nævnes også — ganske kort — de svenske forhold. Af interesse er kun en beretning om den heldige, men betydningsløse rytterkamp i nærheden af Axevalla 28de marts 1461), som kongen ligeledes omtalte i breve til Liibeck og Rostock 9de april¹). Dronningen skriver derom: „Henimod begyndelsen af februar drog min høje herre og husbond med en ikke ringe styrke op til Gøtlandfor at befri borgen Axwold fra belejring. Denne borg blev da angrebet af næsten hele Sveriges magt, men da belejrerne erfarede kongens personlige tilstedekomst,efterlod de deres forråd og flygtede. Mange dage igennem oppebiede kongen dér sine fjenders tilbagekomst. Da disse ved deres spejdere erfarede, at kongen med det kækkeste mod ventede dem, skræmmedes de og holdt sig på et sikkert sted. For da ikke til ingen nytte at vente på de frygtsomme fjender og fuldstændig udspiseden egn, hvor han var med sine folk, forlod kongenGotland og drog tilbage til Danmark. Da fjenderne havde erfaret hans bortmarsch, drog de lige ned til Danmarks grænser, men da kongen havde fået dette at vide, greb han til våben, skønt han var farlig syg, ilede mod dem, gik dem imøde i en ryttertræfning, dræbte

1) Regesta I 4347. Anden række I, % 6711.

Side 470

mange, fangede en stor mængde og jog resten på flugt,
og tilsidst kom han tilbage til mig med sundhed og sejr"').

Af mest betydning måtte forbindelsen være på ét punkt af den udenrigske politik, forholdet til paven. Kristiern den førstes kirkepolitik var jo meget ivrig, om end ikke altid heldig. Det var da til nytte netop på hovedvejen til Rorn at have et venskabelig sindet hof, til hvilket han kunde anbefale sine udsendinge, og hvor de kunde nyde gæstfrihed. I de første år gjorde han dog mindre brug heraf; da var hans væsentligste forbindelseved pavehoffet kardinal Prospero Colonna (død 1463), en meget indflydelsesrig mand, der bl. a. havde afgørende betydning for valget af Pius den anden²). I disse år omtales da også kun to gange kongens sendebud,den bekendte Marcellus, ærkebisp i Trondhjem, vistnok 1450^B), og kongens tit anvendte udsending Geminianusfra Treviso 1458. Den sidste havde i Mantova beklaget sig over, at han ikke havde fået penge nok med. Dorothea afviste med harme en sådan beskyldning, da kongen altid gav sine gesandter tilstrækkeligt, og lovede at lade Geminianus exemplariter afstraffe⁴). — xMen i 1459 henledtes hele Evropas blik på Mantova. Pave Pius den anden, der havde gjort det til sin livsopgave at kæmpe mod Tyrkerne, sammenkaldte en stor kongres for at forhandle derom, og Lodovico og Barbara opnåede

1) Dorothea til Barbara. København 20de april 1469.

2) Se Litta: Famiglie celebre italiane. Golonna.

3) Kristiern til Lodovico. København 3die december. Brevet er halvt ødelagt, så at årstallet er faldet bort. Et senere arkivmærke har året 1463, hvilket må va;re galt. Brevet er ial fald før 1457, da kongen kun kalder sig konge af Danmark og Norge, snarest 1450, da Marcellus beredte sig til at drage til kurien (Regesta I 3926, Anden række I, % 5751).

4) Dorothea til Barbara. Stockholm Ilte rnaj 1458.

Side 471

efter store anstrængelser at få kongressen henlagt til deres by. De behandlede deres høje gæster vel, men resultatet af kongressen, der har mest interesse ved at være den første almen-evropæiske, var grumme magert. Paven var ivrig nok; han opholdt sig i Mantova i 8 måneder (27de maj 1459 til 19de januar 1460) trods det usunde klima og sin svaghed, men hans flammende ord vandt ingen genklang, og hans vidtskuende blik for, hvad der måtte være Evropas fælles sag, deltes ikke af de snævertsynede samtidige — og mindst af Italienerne¹).

Kristiern I havde naturligvis ikke tænkt på at indfindesig — han undskyldte sig for paven med, at han ikke havde fået tid til at sammenkalde rigets pai'liamentum —2), man havde vel heller ikke ventet nogen bistand fra hans lande, der regnedes for at „have større rigdom på fisk end på penge". Derimod kunde han passende benytte lejligheden til ved slægtningenes og Golonnas hjælp — Golonna var med paven i Mantova — at opnå forskellige ønsker. I juni 1459 sendte han således sin kandidat til den ledige bispestol i Linkøping, Kettil Karlsson Vasa, til Mantova for at opnå pavens stadfæstelse og anbefalede ham stærkt ikke blot til paven og flere kardinaler, men også til Lodovico og Barbara, for at de skulde virke for ham. Som bekendt opnåede han, hvad han ønskede, men han skulde få år senere sande, at han ikke havde karakteriseret Kettil godt, når han skrev, at han „med et ungdommeligt ydre frembød et billede af den ærværdige alderdom"³). Senere på

1) Om kongressen i Mantova se Pastor: Geschichte der Papste 11, 33-71.

2) Kristiern til paven juni 1459. S. R. D. VIII, 413—14.

3) Kristiern til paven juni 1459, til kardinal Golonna og andre kardinaler 1459. S. R. D. VIII, 413—14. Kristiern til Lodovico. Kobenhavn lode juni 145'). Dorothea til Barbara ITde juni 1459.

Side 472

året bad han også slægtningene virke til, at hans kandidattil bispestolen i Odense, Mogens Krafse, blev stadfæstetaf paven i steden for Peder Axelsøn. Hans brev om denne sag er meget voldsomt i sine udtryk — Peder Axelsøn kaldes en gammel, sløv og næsten sindssygmand— og meget karakteristisk for så vidt, som kongenomtaler sig selv som den eneste, der har retten til at besætte de ledige bispestole¹). — Også på dette punkt fik kongen sin vilje frem, om end striden varede i flere år. Den sluttede med, at paven 1462 pålagde Peder Axelsøn evig tavshed²).

Også i de følgende år anbefalede kongen adskillige af sine sendebud til slægten i MantovaB). Men snart efter kongressen fik han en slægtning i det høte kardinalkollegium,der med ganske anderledes eftertryk kunde virke for hans sager. Pave Pius havde under kongressen sluttet et varmt venskab med familien Gonzaga, og han viste den da den velvilje at ophøje Lodovicos næstældste søn, Francesco (født 1444), til kardinal 18de december

1) Kristiern til Lodovico. København 25de november 1459. — En række aktstykker om denne mærkelige og næppe; endnu fuldt opklarede sag i Danske Magazin 11, 1—25.

2) Pavebrev af Iste juli 146-2. Utrykt.

3) 1458 Ilte maj havde Dorothea anbefalet kongens sendebud Marquardus Gonrivel (Gemel?) kannik fra Øsel, kongens kapellan ; 3die marts 1462 anbefalede kongen adelsmanden Johannes Kokeritze. der var på vejen til Rom (dateret fra (Jottorp), 15de juli samme år (København) anbefalede Dorothea Schelmerus Gerardi(?), der så 30te oktober samme år blev koadjutor i Vexiø. 29de novbr. 1472 anbefalede kongen endelig (fra Segeberg) Christoffer van Breydenbach. Wilhelmus Molitoris, tidligere notar hos kardinalen, trådte 1466 i kongens tjeneste som hans notar i Rom og overbragte 1473 bud til Danmark.

Side 473

1461. Den unge mand, der da studerede i Padova, blev modtaget med megen ære i Rom, og glæden var stor i Mantova, men noget værdigt medlem af det høje kollegiumblev han just ikke. Kirkelige interesser lå ham ganske fjærnt. Han var en smuk og livsglad mand, der satte megen pris på denne verdens glæder og var „mere skabt for jagt og glæde end for kirken". Han var en varm tilbeder af det smukke køn og efterlod sig i al fald én uægte, men legitimeret søn, der blev betænkt i hans testamente. Samtiden så dog mildt på hans udskejelser,den verdslige retning var godt på veje til at trænge ind i kirken, og hans gavmildhed og „fyrstelige luxus" gjorde ham populær. Eftertiden bedømte ham hårdere, og en af familien Gonzagas historikere siger: „Han levede kort og vil ikke mindes af efterkommerne".

Dog har man ikke ret til med Miintz at karakterisereham kun som „un assez mauvais sujet". Fra forældrenehavde han arvet interessen for kunst og havde selv en samling antike broncer og kameer; han stod i forbindelse med fremragende humanister og reddede en af de berømteste, Piatina, da han havde deltaget i en sammensværgelse mod Paul den anden (1468). — Men også politisk dygtighed havde han arvet. En samtidig siger: „Skønt han havde sæde blandt de ringeste kardinaler"— han blev aldrig andet end diakon -_— „stod han dog i klogskab, anseelse og yndest kun tilbage for få eller for ingen". Hos Paul den anden var han i gunst, og paven gjorde ham til biskop af Mantova (1466) og apostolisk legat i Bologna (1471). Hans anseelse var så stor, at man varslede ham selve tiaraen for pavevalget1471. Han virkede imidlertid for Sixtus den fjerde og havde hovedandel i dennes valg. Paven viste sig

Side 474

taknemlig, ikke blot ved at give ham store beneficier og embeder — således ærkebispedømmet Bologna 1476 — men også ved at indrømme ham betydelig indflydelse. En nærmere udredning af hans politiske rolle under pave Sixtus kan imidlertid ikke gives, da der aldrig er fremkommetnogen fyldig fremstilling af hans liv. Man ser dog, at han blev anvendt i betydelige hverv, som krævedestor diplomatisk dygtighed — f. ex. en udsendelse til Bologna, da det gjaldt om at forhindre denne stads hersker fra at slutte sig til Lorenzo af Medici efter attentatetpå denne (1478). Kuriens forhandlinger med Tysklandgik væsentlig gennem ham, da han havde så stor slægt dér, og det siges, at han var ivrig for at få det påtænkte store fyrsteforbund mod byer og bønder i stand (1474). — I det hele var han en indflydelsesrig mand, hvis venskab det nok var værd at have¹).

Det var da heldigt for hans familie, at han, som
hans sekretær Giovanni Pietro Arrivabene sagde, var
„en god og nyttig slægtning at have ved hove': 2). Han

1) En gunstig dom om ham hos de samtidige Gaspar Veronensis (Muratori: Scriptores rerum Itahcarum 111. -2, 1029) og Jacobus Yolaterranus (Muratori XXIII, 190), en mindre gunstig hos den noget yngre Raphael Volaterranus (Gommentariorum urbanoruni libri |38j. Hans testamente aftrykt hos Miintz: Les ai'ts ala cour des papes 111, 297 ff. I øvrigt den under Mantova anførte litteratur og Pastor: Geschichte der Piipste 11, passim.

2) Gio. P. Ait. til Barbara 16de maj 1475. Denne Arrivabene, der har skrevet de fleste af brevene om kongens og dronningens besøg, var en fremragende humanist, elev af Filelfo og i længere tid kardinal Gonzagas sekretær. Senere blev han pavelig nuntius i Napoli og døde som biskop i Urbino 1504. — Hans langt mindre betydelige broder Giovanni, der har skrevet en del af brevene om dronningens besøg, var ligeledes en tid kardinalens sekretær og døde i Rom 1489. — For disse oplysninger må jeg takke hr. arkivar Davari i Mantova.

Side 475

fik sine to yngre brødre, Gian Francesco og Ridolfo, anbragte som kondottierer hos paven, og strax efter sin ankomst til Rom erklærede han sin morfader, at han skulde stå til tjeneste for sine slægtninge, deriblandt kong Kristiern, om de måtte ønske noget i Rom¹). Kongen henvendte sig da også flere gange til ham, og hvad han ønskede, blev hurtig besørget. Således anbefaledehan den 24de marts 1466 Albert Krummedige, der var valgt til biskop i Liibeck, til hans velvilje, og Krummedige fik derefter pavelig stadfæstelse 2den juni samme år. 14de november 1468 anbefalede kongen den bekendte klosterreformator Laurentius Branderi, der da også 25de juni 1469 fik tilladelse til at reformere franciskanerklostreti Odense²). Brevvexlingen mellem kongen og kardinalener så ufuldstændig bevaret, at man ikke kan anføre stort flere end disse tilfælde, men man tør sikkert antage, at han på alle punkter har været kongen en god støtte i hans kirkepolitik. Den væsentligste hjælp ydede han ham dog i spørgsmålet om Ditmarsken, men hvornår og hvorledes,er det umuligt at sige. Det er sagtens sket ved en henvendelse fra paven til kejseren⁹).

Francesco gjorde dog ikke folk tjenester af pur velvilje.Hans ødselhed bragte ham i stadig pengeforlegenhed,og han anmodede derfor også straks efter sin udnævnelsesin morfader om at underrette ham om, hvor der måtte være gode beneficier ledige i Tyskland,

1) Francesco til Johan af Brandenburg 2den april 1462. Aftrykt i Hofmann: Barbara 43.

2) S. R. D. VIII, 435—36, 444. Utrykte pavebreve.

3) Giovanni P. Arrivabene til Barbara 16de maj 1475: „Jeg ved godt foruden mange andre ting, hvor meget han har hjulpet dem i en sag om et af deres hertugdømmer, der kaldes Ditmaria"'.

Side 476

for at han i tide kunde søge dem og derved forbedre sine indkomster¹). Selv i det fattige Danmark kunde der vel lindes et eller andet beneficium, der var værd at have. Da den genstridige Peder Axelsøn var død 1463, lod Francesco paven overdrage sig hans forrige embeder, provstiet i Lund og prioratet i Dalby. Sagtens har dette været en betingelse for den gode hjælp, han havde ydet kongen i denne sag. Imidlertid fik kardinalen ikke noget af embedernes indtægter, kongen forestillede ham, at de vare for små til at kunne afgive noget, og kardinalen var da føjelig nok til at afstå dem til fordel for to af kongens kapellaner, Johannes Bing, der blev provst i Lund, og Johannes Brostorp, den senere rkebisp,der Dalbys priorat. Nogen afståelsessum var der ikke tale om, da embederne bleve taxerede meget lavt-). Det var vel som en trøst, at dronningen samtidig sendte ham hermelin.

Nogle år efter var der imidlertid en fed3re bid at få. Da ærkebiskop Tuvo af Lund var død 1472, provideredepaven Francesco Gonzaga med stiftet, kort efter at Johannes Brostorp var valgt af kapitlet3). Kardinalensendte „Meister Wilhelm" (Molitoris) op for at bede sine slægtninge sørge for, at han blev indsat. Der blev svaret fra dansk side, at kongen og dronningen havde

1) Hofmann: Barbara 43.

2) Den nærmere gang i denne sag er følgende: 23de august 1463 får kardinalen de to embeder, 3die oktober 1465 (1462 i S. R. D. må rettes som i de forud omtalte breve) brev fra kongen til kardinalen om embedernes fattigdom, 28de december samme år resignerer Gonzaga på provstiet i Lund, 2den oktober 1466 anmoder kongen ham om ligeledes at resignere på prioratet, 1468 mevnes Johannes Brostorp som prior i Dalby. S. Pi. D. VIII. 424. 434. Utrykte pavebreve.

3) Utrykt pavebrev af 3die maj 1472.

Side 477

gjort sig al mulig flid, så meget mere, som de gærne havde set kardinalen som ærkestiftets ihændehaver, men forgæves, thi ridderskabet, der var meget mægtigt i Danmark,havde ladet formærke, at om de ikke opretholdt Joh. Brostorp, så skulde de og deres arvinger miste land og rige. Selvfølgelig beklagede kongen og dronningen meget dette resultat og gjorde en mængde undskyldninger^x). — Denne beretning kan naturligvis ikke tages for gode varer. Et beneficium i Danmark kunde man nok unde kardinalen, derimod kunde det let blive farligt at lade ham komme ind i landets højeste gejstlige embede. Det var jo en af kuriens teorier, at et embede, der én gang var besat ved pavelig provision, dermed for al fremtid var hjemfaldet til dets besættelse, og man kunde således skabe et übehageligt præcedens. — Efter hele Kristierns karakter er det dog ikke utroligt, at han kan have givet kardinalen løfte på Lund, men nu brød sit ord. Kardinalenfik foreløbig ikke andet end gode løfter. Men næste år kom kongen til Rom, og da kunde der vel være udsigt til at få i al fald en afståelsessum. Den klemme havde han på kongen, at den pavelige bekræftelse endnu ikke var givet Johannes Brostorp.

Kongen vedligeholdt under sin rejse2) en livlig forbindelsemedslægten i Mantova. Den kunde være ham til stor nytte, til at forsyne ham med lejdebreve, lade sikre bud bringe breve til paven o. lign. Allerede på afrejsens dag, 9de januar (147i) (som Paludan-Muller

1) Dorothea til Barhara. Segeberg 18de marts 1473.

2) Det har ikke været meningen at give en ny skildring af denne rejse, der er så godt behandlet af Paludan-Muller (Hist. Tidskr. V, 2). Hvad jeg kan bringe, er kun spredte rettelser og tilføjelser.

Side 478

rigtig har antaget), afsendte han Henricus Sprenger til Lodovico i et sådant ærende og meddelte tillige, at han ex solempni vota vilde drage til Rom. Herred bevises altså tilværelsen af det såmeget omtalte løfte, hvis existens Pal. Muller har betvivlet¹). Hvad løftet er gået ud på, og når det er aflagt, skal jeg lade være usagt. Men det forekommer mig unægtelig, at P. M. skyder rejsens religiøsekarakternoget for meget i baggrunden. Kongens religiøsitet var vistnok oprigtig nok, og han kunde sikkert efter sit bevægede liv længes efter at få aflad. Det stemmer godt hermed, at han senere fra Innsbruck udtalte,athan vilde frabede sig al modtagelse undervejs, men kun i Mantova, for slægtskabets skyld, ønskede at hædres. — Da Lodovico modtog dette brev, var kongen imidlertid langt sydpå. 19de januar passerede han Brandenburg"²) og drog så til møde med Albrecht Achilles og kejseren. På et senere tidspunkt af rejsen afsendte han fra Bozen sin ledsager Henricus Sanckenstede, doctor legum, kannik i Liibeck og Hildesheim, til Mantova for at give nærmere oplysninger om sin rejse₃). Fra Bozen var det hans hensigt at drage over Wormseijoch, den gang den eneste forbindelse mellem Adigedalen og Valtellina(Stilfserjochexisterede ikke), men man forestillede ham i Meran, at den rute på denne årstid var umulig at følge. Et pas på 8000 fods højde, tilmed ad datidens snævre stier, var sikkert også umuligt at passere først i marts. Han rejste da hurtigt tilbage fra Meran, var i

1) Anf. afhdl. L257.

2) Breve fra Kristiern til Lodovico fra Segeberg 'Mc januar, Brandenburg 19de januar, lisprugh(!) 27de februar 1474.

3) Kristiern til Lodovico, Poczano(!) 30te marts 1474. Poczano kan kun betyde Bozen. Men 30te marts var kongen i Firenze. '50te er derfor vistnok fejlskrivning for 3die.

Side 479

Trento Bde marts og agtede derfra at drage videre over Borghetto, Peschiera (altså syd om Gardasøen), Brescia og Martinengo til Milano. Dér skulde han forhandle „visse hemmelige og vigtige sager" med hertugen, og derfor kunde han ikke, som det ellers var hans agt, komme til Mantovaførs t¹).

1 steden for at drage til Martinengo begav kongen sig imidlertid til det nærliggende slot Malpaga, der tilhørte den berømte kondottiere Bartolomeo Colleoni, hvis rytterstatue i Venezia endnu giver den bedste forestilling om vildheden og menneskeforagten hos datidens krigshøvdinger. Johan Petersen fortæller ganske kort om dette besøg: „Den tolvte marts kom kongen til Malapago i det venezianske område. Der red herren af Koya(!!) kongen i møde med 500 heste af én farve og førte ham til sit slot. Næste dag ledsagede han ham så vidt. som hans område strakte sig, under højt råb Koya, Koya". I den afsidesliggende egn holdt der sig imidlertid også en tradition om den mærkelige nordiske konges besøg. Denne tradition lyder, som den blev optegnet af en hundrede år senere historiker, omtrent således²):

„Kongen vilde, da han var vendt tilbage fra sin pilgrimsfærd til Rom, besøge Colleoni, før han forlod Italien. Han blev modtaget med gæstebud, turneringer og jagt og udtalte sin forbavselse over, at der på dette ensomme landslot kunde findes så stor pragt og glans. — Colleoni havde udenfor slottet indrettet en formelig

1) Kristiern til Lodovico. Trento Bde marts 1474.

2) Spino i ..Vita e fatti dell' eccellentissimo Gapitano di gueiia Bartolomeo Goleone" (Venezia 1569), citeret af C. Fumagalli i hans bog „11 Gastello di Malpaga e le sue pitture" (Milano 1894), der indeholder en god samling afbildninger af slottet og dets fresker.

Side 480

teltlejr med grave og palissader for at lade en del af slottet blive ryddeligt for kongen og hans følge og tillige for at give den fremmede konge en prøve på den italienskekrigsdygtighed.Da kongen nærmede sig, drog Golleoni ham i møde på en stor pansret stridshest, to svende bar hans hjælm og lanse; efter dem fulgte hele lians trop, 100^l) ryttere i slagorden, alle smukke og velrustedefolk,med vajende faner og under trompeternes klang, som om de drog i kampen, et vidunderligt og prægtigt skue. Kongen havde nu blandt sine folk en dansk af en umådelig og fabelagtig størrelse, som få havde vovet at brydes med, og ingen havde kunnet overvinde.Kongenplejede at prale med hans styrke for at vise nationens kraft og vildhed. En dag havde nu denne i kongens og Golleonis nærværelse overvundet adskillige Italienere, der havde dristet sig til at brydes med ham, og medens han hovmodigt vedblev at udæske alle til kamp, stod der tilfældigvis udenfor kredsen blandt tilskuerneenung bjærgbo, der netop havde kørt kul til slottet, en firskåren mand på 25 år. Han var vant til at brydes med sine lige, og derfor havde han strax lagt mærke til, at den danske nok var stærk, men ikke behændig,ogda han var forbitret over, at en barbar skulde prale af at have ydmyget Italienere, udtalte han: „Hvis han havde at gøre med mig, vilde han måske ikke overvindemig".Da Golleoni havde erfaret dette, lod han bonden kalde til sig, og da han havde undersøgt ham og fundet ham brugbar, lod han ham klæde fornemt på i soldaterdragt og sagde: „Vis dig nu som en modig mand, og denne dragt skal være din". Da sonden så

1) Johan Petersens tal 500 er rigtigere. Golleoni, som holdt et glimrende hof i Malpaga, havde 600 ryttere i sin tjeneste.

Side 481

i nogen tid behændigt havde undgået den danskes angreb, benyttede han en gunstig lejlighed og kom med et pludseligtsætlige ind på sin modstander, greb han? om livet og kastede ham til jorden med hovedet nedad og benene i vejret til største glæde for alle tilskuerne. Bifaldet voxede, da Bartolomeo lod den kæmpendes gamle klæder bringe ind på kamppladsen. Dem bandt han i en bylt, kastede denne over ryggen og bar den hjem som minde om sin sejr. — Bartolomeo gav kongen ved hans afrejse en af sine rustninger af fint og kostbart arbejde, og hele følget en dragt i sine farver, rødt og hvidt".

Denne fortælling bærer bestemt præg af en lokal tradition. Nogle urigtigheder er der kommet ved dens vandring fra mund til mund i 100 år; kongen kom ikke på hjemrejsen, men på udrejsen til Malpaga, han opholdt sig dér kun én dag, ikke flere, som fortællingen synes at antage. Men i øvrigt stemmer dens kærne ikke dårligt overens med Johan Petersens skildring, og den fortjener i al fald at bevares som en morsom og ikke usandsynlig anekdote. — Det har sikkert interesseret kong Kristiern, som selv var en dygtig kriger, at se italiensk krigsvæsen på nært hold.

På det endnu velbevarede slot minde sex store fresker om kongens besøg. De forestille hans ankomst, en jagt, et måltid og en turnering til ære for ham. uddelingaf belønningen til bonden (eller af dragterne til kongens følge) og kongens afrejse. Malede som de ere ved år 1530 af Girolamo Roman ino fra Brescia, en fremragendemaler af den venezianske skole, måske som afløsningaf ældre fresker, kan de vel gøre krav på kunstnerisk interesse, men ikke gælde som historisk vidnesbyrd. Dragterne tilhøre tiden fra det 16de århundredes begyndelse,og

Side 482

gyndelse,ogafbildningerne af kongen stemme kun altfor godt med den upålidelige Gorio.s¹) beskrivelse af ham som „en gammel mand af alvorligt udseende med langt skæg og hvidt hår", så godt, at man må antage, at Romanino har sin forestilling om kongen netop fra Gorio. — Meliolus' medaille. der stammer fra kongens besøg i Mantova. viser, at han intet skæg havde²). — Det er jo også umuligt, at kongen på én dag, trods sine kæmpekræfter, skal have kunnet overkomme en turnering og en jagt og desuden siddet model for en maler i flere forskellige stillinger.

Efter kongens besøg i Milano kunde Lodovico og Barbara endelig få deres slægtning at se hos sig. En pålidelig samtidig krønikeskriver giver en livlig og interessantskildring af kongens besøg i Mantova3): „Den 22de marts 1474 kom kongen af Danmark til Mantova. Han havde et smukt følge og kom fra Milano og drog ind i Mantova ad Porta di Gerese. Denne konge drog til Rom for at få kronen på rette vis, efter som han havde gjort sig til konge med sværd i hård. Han var en mand på 56 år, høj og svær med et fornemt ydre, klædt i brunt og lige så alle hans fæller. Han havde

1) Citeret i Paludan-Mullers afhandling s. 345.

2) Se Becketts Renaissancen og Kunstens Historie i Danmark s. <>. — Kongen er som bekendt også fremstillet pa en freske i S. Spirito i Rom. Denne freske, som synes at være malet af en maler af den umbriske skole mellem 147(.) og 1482, har sikkert oprindelig givet et pålideligt billede af kongen. En væbner til venstre på billedet holder et våbenskjold, der er fuldkommen korrekt. Grov overmaling og senere ødelæggelse have imidlertid berøvet billedet al betydning. Sig. Brockhaus: -Das Hospital Santo Spirito zu Rom im 15. Jahrhvmdert" i Repertoriurn fur Kunstwissenschaft VII.

3) Andrea Schivenoglia; Gronaca di Mantova 1445-84 (Raccolta di eronisti e documenti storici Lombardi inediti vol. 11, s. 177 f.).

Side 483

omtrent 200 heste med sig, men i hans følge var der en hertug af Sachsen og mange andre fyrster fra hans land. Og de vare meget fromme og smukke mænd¹), klædte i brune kapper og med udtakkede (afrapatij) hætter på hovedet. Hr. markgreven af Mantova udsendte for at møde denne konge hele adelen ved sit hof lige til Gasalmaggiore.Han overnattede i Viadana. derpå i Borgoforte,og så drog han ind i Mantova. Og dér var opstilleten baldakin, hvor der var mange doktorer, riddere og dommere, og man viste ham stor hæder. Men denne konge var svoger til hr. Lodovico, markgreve af Mantova, på følgende måde: „Denne konges hustru og markgrevens hustru vare søstre". Jeg vilde ikke kunne fortælle den hæder, som man viste dem alle.

Den 23de marts var der de smukkeste udstillinger i butikkerne i Mantova, som man nogen sinde havde set, og der blev udstillet omtrent 5000 kæmmede tøjer vævede af uld (deij garzarij panij intreghij di lana). Men dette blev gjort for at vise landets rigdom for disse tyske2).

Den 24de marts rejste ovennævnte konge fra Mantovaog
drog til San Benedetto; derpå overnattede han
i la Mirandola. Denne konge vilde absolut være i Rom

1) Med denne meget smigrende bedommelse af vore landsmsend ma man sammenstille, livad den samme forfatter (s. 151-53) siger om de tyske. der 1463 ledsagede Barbaras svigerdatter, Margrethe af Bayern, til Mantova: n_Du skulde have set dette gesandtskab! Alle sa. ud som kokke og kokkedrenge. Mantovanerne undrede sig nieget over slige folk og deres darlige levemade. — Prinsessen kunde slet. ikke tale italiensk, og med hende kom mange tyske msend og kvinder, og hun var tielt klaedt i redt, det vil sige i grovt stof af en lneslig farve. Om hendes levemade og optaeden vil jeg slet ikke tale".

2) Langs med Mantovas hovedgader og pladser strækker sig buegange, hvor butikkerne findes. Byen var herømt for sit uldvæveri.

Side 484

til påsken for at få afladen, og påsken var den 10de april 1474. Det vilde være meget trættende at tale og skrive om den hæder, som markgreven af Mantova viste kongen" 1).

Hvad de høje slægtninge i øvrigt have forhandlet o ni, derom tie beretningerne. Dog indlod Lodovico sig på at anbefale kongens ansøgning om, at Milano måtte gøres til kongerige, overfor Albrecht Achilles. Sikkert har den kloge markgreve med megen mistillid hørt om sin svogers fantastiske planer. Om morgenen den 54de marts drog kongen så „rask og fornøjet" fra Mantova til Horn, „hvor han ventedes med stor længsel" <i).

I Rom havde man imidlertid forberedt alt til kongenskomme. Da kardinal Gonzaga underrettede paven herom, svarede denne, at det gla^dede ham, og at han vilde lade kongen bo i det palads, hvor kejseren før havde boet3). Dette palads lå nord for Peterspladsen, omtrent der, hvor nu Scala regia fører op til Gappella Sistina⁴). Kongen boede altså i pavens umiddelbare

1) Denne skildring stemmer godt. overens med Johan Petersens. Dette gælder også om datoerne, thi J. P. siger, at kongen kom til Viadana den 20de. Hans kilde har da udeladt nattelejet i Borgoforte. At. kongen forlod Mantova den 24de og ikke den 23de, bekræftes af Barbaras nedenfor anførte brev. Lidt påfaldende er det, at Schivenoglia kalder kongens og hans følges dragt brun, alle andre kilder sort. Men forskellen mellem disse farver er jo ikke stor.

2) Lodovico til Albrecht 24de marts 14/4 trykt i Arcliiv tur Kunde dsterreieh. Geschichtsforschung VII. 91. Barbara til Albrecht af samme dato. trykt i Hofmanns Barbara 48.

3) Francesco Gonzaga til Barbara 3die marts 1474.

4) Se Ehrle-Stevenson: Appartamento Borgia. Gommentario (1898). hvori der gives en omhyggelig redegørelse for hele Vatikanets udseende i det 15de århundrede. — I det palads, hvor kongen boede — der kaldtes Palatium Gameræ, fordi Camera apostolica havde sine kontorer dér — modtog paverne jævnlig fyrstelige gsester, som Kail den Bde af Frankrig, Francesco Gonzaga at' Mantova (1484-1519) og den beromte tyrkiske prins Djem.

Side 485

nærhed, og denne kunde besøge ham uden at komme ud af sit palads. Det meddeles da også, at paven den 16de april gik ned i kongens lejlighed og var hos ham i tre timer *). Samtalen må have vårret noget anstrængende, da kongen jo ikke talte latin („pulchra bestia, si non careret loquela"). Det havde været kardinalens hensigt at modtage kongen i sit hus, hvis ikke paven havde overtaget værtskabet. Men kardinalen kunde jo vise sin elskværdighed på anden måde. Han modtog ham i Viterbo, og den 17de april holdt han stort gilde for ham og hans følge. Til bords med kardinalen var kongen, hertugen af Sachsen-Lauenburg, Greven af Helfenstein og kongens marsk, Claus Rønnov; i de andre værelser spiste kongens følge, og det hele måltid var prægtigt og rigeligt,men ikke pralende. Efter måltidet gav kardinalen kongen tre smukke muldyr, hver med et par kasser, hvoraf den ene var til et alter med alt det fornødne til messetjenesten, den anden til et spisebord, desuden fik kongen et juvelbesat kors til værdi af 150 dukater med et stykke af det hellige kors, hvis ægthed først blev prøvet over ilden, og til dronningen skulde han medtage et krystalglas, der indeholdt en torn af tornekronen. — Kongen var meget glad over disse gaver og hele gildet.

Men kardinal Francesco kunde gøre kongen væsentligeretjenesterend at holde gilder for ham,- han var hans bedste støtte til at opnå, hvad han ønskede sig af paven. Desværre er det ikke muligt at følge i det enkelte, hvorledes Francesco virkede for kongens sag. Da Mantova-brevene fra tiden før 19de april ere

1) Giov. Pietro Arrivabene til Barbara 19de april 1474.

Side 486

gåede tabt, findes den eneste efterretning derom nu i Arrivabenes ovenfor omtalte brev: „Den 18de april var der konsistorium, fordi kongen vilde anbefale en kirke i sine riger til paven og kardinalerne og takke for den hæder, man havde vist ham. Gon/aga og en anden kardinal hentede kongen op til konsistoriet, hvor hans forslag bleve fremsatte, derpå fulgte de ham atter ned. Monsignore (Gonzaga) tik expederet to bispedømmer, som kongen ønskede (Carl Rønnov blev bisp i Odense, Helrik von der Wisch i Slesvig), derpå gav han afkald på stiftet Lund og skaffede den udvalgte ærkebisp (Johannes Brostorp) pavelig provision, og alle kongens andre ansøgningerskaffedehan en god og hæderlig expedition. Efter konsistoriets slutning bleve flere kardinaler sendte til kongen for at overbringe ham svaret på hans forslag. Jeg er vis på. at han vil vende hjem vel tilfreds og sige, at han er bleven hædret endogså over forventning, men han har grund til at være taknemlig mod kardinalen af Mantova. fordi disse præster af naturen ikke pleje at være så elskværdige". — Blandt desager, der expederedes. var vel også omdannelsen af Benediktinerklosteret i Odense til et domkapitel, en sag, der som bekendt førte til en endeløs strid. Det er ganske mærkeligt, at kardinal Gonzagaetår før havde foretaget en ganske tilsvarende omdannelseafsin biskopskirke S. Andrea i Mantova. Det er måske ikke for dristigt at antage, at efterretningen herom har tilskyndet kongen til at gøre noget lignende. I samme konsistorium expederedes sikkert bullen om de 16 beneficier i Danmark og Sverige, som kongen vilde reservere sig (bulle af 22de april). — Om kongen netop fik sat alle sine ønsker igennem, bl. a. at hans ret til

Side 487

at besætte bispestole i sine lande skulde ligefrem anerkendesafpaven, kan man ikke se med sikkerhed. — Imidlertid havde han grund til at være tilfreds med kardinalen.Hangjorde ham da også til sin protektor og generalprokurator ved kurien, og „jeg er vis på", siger Arrivabene. „at han ikke ønsker, at hans sager skal gå gennem andre hænder". — Men kardinalen havde da også grund til at vente belønning for sine tjenester.

Sagen om stiftet Lund stod uafgjort, da kongen kom til Rom. Imidlertid gik kardinalen efter længere forhandlingerind på at give afkald på stiftet, hvilket han da gjorde i konsistoriet 18de april. „Skønt Monsignore nu forlangte, at han i det mindste skulde have erstatningforstiftets indkomster i de forløbne to år, som han vurderedetil 8000 dukater, så svor kongen næsten grædende på, at når de nødvendige udgifter vare fradragne, var der ikke et udbytte af 600 dukater årlig; det vilde ruinere hans riger aldeles at betale en så stor sum. Kongen gjorde så mange undskyldninger og forsikrede så ofte, hvor oprigtig ondt det gjorde ham. at kardinalen blev ganske rørt. Derfor gjorde kardinalen alt muligt for ham og sørgede for det samme fra pavens side og føjede ham da også i dette spørgsmål, for at vise. at han satte mere pris på hans velvilje end på penge. Tilsidst blev man da også enig om, at kongen skulde give 4000 rhingylden. Imidlertid bad kongen kardinalen om at holde denne sag ganske hemmelig, da man i Danmark vilde være meget fortrydelig over. at det skulde siges, at han havde købt dette bispedømme for penge. Derfor vilde han betalepengene af sin egen lomme, og han lovede at betale 1000 rhingylden, før han forlod Italien, og de andre i

Side 488

løbet af tre år" 1). — Hvor usandfærdig kongens henvisningtil den mulige uvilje i Danmark var, er klart nok, men kardinalen troede i al fald, at han nu havde sikkerhedfor at få sine penge.

Kongen viste som bekendt under sit ophold den største ærbødighed mod paven. Kardinal Ammanati fortæller,at han endogså holdt vaskebækkenet for ham. Paludan-Muller²) tvivler uden grund om, at dette kan forholde sig rigtigt. Ceremoniellet for pavens festmåltider påbød netop, at når paven før og efter måltidet skulde vaske sine hænder, skulde den fornemste tilstedeværende lægmand, kejser eller konge, række ham vaskevandet³). Og Ammanati siger ikke noget om, at det var ved gudstjenesten, at kongen viste paven denne høflighed. Hvad lian beundrer hos kongen, er da kun. at han så villigt rettede sig efter ceremoniellet. — Men også Roms forskellige helligdomme viste han sin ærbød ghed. To gange så' han Peterskirkens relikvier, hvoraf den ypperste er „billedet af herrens ansigt" (o: Veronikas svededug), og gav hver gang almisse til kirken, i alt 15 dukater⁴). Han besøgte pavens store stiftelse, hospitalet S. Spirito in Sassia, og skal have givet en større pengegave dertil; i det fine tyske broderskab i hospitalet Anima lod han sig optage med sine fornemste ledsagere⁵). Også det svenske Brigitta-hospital viste han sin velvilje ved at skaffe absolution for dets forstander Petrus Henrici for

1) G. V. Arrivabene til Barbara 19de april og Iste maj. Francesco Gonzaga til Barbara Iste maj.

2) P. M.'s afhdl. s. 284 f.

3) Diarium Paridis di Grassis (ar 1504). I'trykt i Va;ikanets arkiv.

4) Gancellieri: Notizie delle venute in Roma di Ganuto II e Christiano I. s. 11-14.

5) Kirkehistoriske Samlinger IV. 6, 711-1:2.

Side 489

et drab, denne havde begået1). Endelig besøgte han den 22de april Roms syv pilgrimskirker. Det var da intet under, at han kunde vinde navn for fromhed, og at det kan siges om ham på underskriften til den freske i S. Spirito, der forestiller hans besøg hos paven:

„[Sixtus] Regera Daciæ, Sueciæ. Norvegiæ Gothortimque ad limina apostolorum et ad sedem mira cum devotione venientem magnifice, tit pontificem decebat, in ædibus suis recepit²)".

Men ikke alene for sin — uden tvivl meget oprigtige — fromhed vandt kongen anseelse, også ellers lyder der kun ros over ham, særlig for hans elskværdighed og gavmildhed. Naivest udtrykker sig en gejstlig, Bartolomeo Marasca, der havde været kardinalens lærer og nu var bleven „attacheret" kongen for den tid, han var i Kirkestate n³): „Kongen synes mig at være den hæderværdigste fyrste, der nogensinde har været i Rom, og det har været alles mening, der have haft at gøre med ham. Jeg har hverken forladt ham dag eller nat, d. v. s. til han kom i seng. Jeg fattede så stor kærlighed til ham. at da han fik feber, blev jeg meget bedrøvet derover. Men når han og hans folk spise så mange løgspiser og krydrede retter (mane vivande), som om de vare i deres fædreland, hvor man kan tåle sligt, så er jeg bange for. at det skal gå dem galt som franskmændene for to år

1) Pavebrev af :20de april 1474 Utrykt.

2) Denne oprindelige indskrift, der var forfattet af pavens bibliotekar Piatina, er nu afløst af en senere, der dog er temmelig enslydende.

3) Bart. Marasca til Barbara 23de april 1474. M. var provst i Mantova. kardinalens sekretær og pavelig kapelmester, døde 1487. Da han blev anvendt til diplomatiske sendelser i Tyskland, kunde lian formodentlig tvsk.

Side 490

siden, der døde næsten allesammen1). Derfor beder jeg Eders Nåde om at få ham til at tage kraftige afførelsesmidler,når han kommer til Mantova, da det vilde være en stor betryggelse for hans sundhed. Det vilde være synd, om der passerede ham noget, så stor er nans godhedog elskværdighed, from hed og gavmildhed, især med almisser. Mellem kongen og kardinalen er der kommen den største ømhed. Dette kan jeg sige, fordi jeg hele tiden var til stede". — Mere at betyde havde det, at kardinalen og hans følge åbenbart bleve imponerede af kongen. „Han har store planer og mægtige forbindelser", siger Arrivabene. Kardinalen tænkte på at benytte sig af hans indflydelse til at fremkalde en gunstigere stemninghos Bologneserne mod sig₂).

Også kongens følge efterlod sig et godt navn og blev rost af alle. Der er grund til her at dvæle ved enkelte af dette følge. --- 1 det var bl. a. kongens marsk, Claus Rønnov. der her kunde virke for sin søn Carls anerkendelse som biskop i Odense. Kongen viste sin trofastetjener stor ære; marsken var den eneste ikke fyrsteligeperson af følget, der ved festerne sad til bords med kongen, han var også den eneste, der sammen med ham optoges i Animas broderskab. Af andre skandinaviske adelige var sikkert rigsråden Eggert Krummedige, en svensk adelsmand, der for sin troskab mod kongen var bleven fordrevet af Karl Knutson. med på rejsen. I det mindste

1) 1472 havde Ludvig XI sendt, et stort obediensgesandtskab til paven; det blev bl. a. beværtet fyrsteligt af kardinal Gon/.aga. — Den 19de april fik kongen et let anfald af feber, som dog hurtigt gik over. — Kongen og hans folk pie ede at spise en kraftig frokost, suppe og kød, strax om morgenen. Synderlig heldig under italiensk klima har denne diæt næppe været.

2) <i. P. Arriv.ibene til Barbara. Iste maj 1474.

Side 491

meddeler kardinal Gonzaga sin moder, at han efter hendes ønske havde forestillet en dansk adelsmand for paven og skaffet ham de sager expederede, som han ønskede, og Eggert Krummedige fik netop på den tid forskellige pavelige begunstigelser, bl. a. tilladelse til at spise smør. ost o. lign. i fastetiden¹). En anden fordrevensvensk adelsmand, der ligeledes ledsagede kongen, fik en mærkelig skæbne. Han kaldte sig senere Peter Gohorn, men har vel nok været medlem af den store slægt Horn. Han havde hjulpet ærkebiskop Jøns med at få kong Kristiern indsat som konge i Sverige og blev til løn kammerherre og feltoberst. Efter kongens fordrivelsemåtte også han flygte til Danmark, og lige som Krummedige deltog vistnok han i slaget på Brunkeberg på kongens side. I Rom duellerede lian med en anden deltager i rejsen, der kaldes grev Scheilemberg(l), og var så uheldig at dræbe ham. Kardinal Giuliano della Rovere (senere pave Julius II) hjalp ham mod kongens vrede, men han blev i al fald dømt til landflygtighed. Han begavsig da til den lille by Montfavet ved Avignon og døde dér 1479. Hans efterkommere leve endnu ved Avignon 2).

Blandt kongens tyske ledsagere vare to unge gejstligeaf hans slægt. Den ene, Johannes Diepolt fra stiftet Utrecht, der kaldes kongens neveu, tik pavelig dispensationfor uægte fødsel — han var søn af en biskop3). Den anden. Conrad, greve af Ritberch eller Rethberg

1) Francesco Gonzaga til Barbara ste juni 1474. Utrykt pavebrev af 6te juni 1474.

2) L. Bygden: „Peter Cohorn" i Svensk Personhistorisk Tidskrift 1899, 146 ff.

3) Utrykt pavebrev af 24de april 1474.

Side 492

(o: Ritberg), kannik i Køln, som kongen kalder sin svoger, blev samme dag som denne optaget i Animas broderskab. 1477 var han kongens udsending til Mantovaog paven¹), senere blev han biskop i Osnabruck og Miinster (død 1508). — Om en tredje af kongens følge meddeler Arrivabene følgende²): „Fra Napoli ankom den 23de april greven af Barby, der havde nydt overordentligstor ære af kongen af Napoli og medbragte gaver til værdi af mere end 1000 dukater, fløjel, gyldenstykke, halskæder og to heste. Han havde mange kærlige bud til kongen, blandt andet forslag om at lade Kristierns ældste søn ægte kongen af Napolis datter. — rkebispenaf har været hos kongen for at indbyde ham til Napoli". — Dette forandrer fuldstændig opfattelsen af den temmelig miskendte greve af Barbys optræden. Når kong Kristiern kendte det napolitanske gteskabstilbudallerede Rom, kan han ikke være bleven overrasketover det i Lodi. Hans forsikring overfor Milanos gesandter om, at han slet ikke kendte noget til denne sag, lians vrede overfor gerven, har da kun været komediespil,der vel var nødvendigt for at skjule for hertugenaf Milano, at der var andre planer oppe er.d tanken om ægteskabet med „jomfruen af Savoyen", og den unåde, som greven af Barby faldt i, kan ikke have været alvorlig ment. Kong Kristiern må have været et ganske fint hovede, når han så fuldstændig har kunnet narre Italienere³).

Kongen udsatte sin afrejse fra Rom fler? gange,
væsentlig af hensyn til sin nylig overståede sygdom.

1) Dorothea til Lodovico og Barbara, Nyborg 20de april 1477.

2) G. P. Arrivabene til Barbara 24de april 1474.

3) Sig. Pal. Mullers afhdl. 308-10.

Side 493

Endelig den 27de blev han atter ledsaget op i konsistoriet og tog afsked med paven og alle kardinalerne. De ledsagedeham udenfor porten, og kardinal Gonzaga drog med ham over Bracciano til Viterbo. Den 29de april fulgte kardinalen kongen to mil udenfor Viterbo, hvor de tog afsked med hinanden „med mange tårer". — Det var i Viterbo, kongen modtog brev fra kejseren, der opfordredeham til møde med sig og kongen af Frankrig ' Strassburg. Brevet bad han kardinalen om at vise paven, og denne udtalte sin glæde over denne kongens politik, da også han holdt med Frankrig mod Karl af Bourgogne1). Kongen og paven have sikkert drøftet den evropæiskestorpolitik sammen, men ikke kampen mod Tyrkerne,som ikke nævnes med et ord i depescherne. Hvad der blev sagt derom i samtiden, er lige så løs folkesnak som Schivenoglias formening om, at han vilde til Rom for at få sin kongeværdighed bekræftet.

Iste maj anmeldte kong Kristiern fra Siena sin ankomst til Mantova for sine slægtninge dér. „Det vilde være for besværligt at berette", siger han, „med hvilken ærbødighed og hæder jeg er bleven modtaget både af paven og eders søn kardinalen, der er meget venligsindet mod mig"2), og vel havde han grund til at rose kardinal Gonzaga for hans ivrige støtte.

Kongens andet ophold i Mantova varede sex dage. Der blev afholdt store fester for ham, han gav Barbara sin orden og slog to italienske adelige til riddere. Den ene af disse, Philippus Novolonius (Nugolanus), skal have

1) G. P. Arrivabene til Barbara 28de april, Francesco Gonzaga til B. lste maj 1474. Slg. Pal. Miillers afhdl 307.

2) Kristiern til Lodovico. Siena Iste maj 1474.

Side 494

vundet ridderslaget ved en stor tale til kongen1). — Men der blev også tid for ham til at lade kunstnerne forevige sig. Det var formodentlig nu, at Meliolus slog sin udmærkede medaille af ham, og at Mantegna malede ham i en freske på Mantovas gamle slot. Om denne freske véd vi nu intet andet, end hvad en senere krønikeskriver-)beretter: „Lodovieo hædrede i høj grad kejser Frederik og kongen af Danmark, hvis billeder malede af Mantegna efter naturen ses i det værelse, han har malet i Mantovas kastel, og disse malerier ere således, at de give en god forestilling om, hvor udmærket en kunstner Andrea Mantegna var". — Freskerne fandtes altså endnu først i det 16de århundrede, men ere nu sporløst forsvundne. Da Mantegna er en så skarpsynet og sandfærd: g kunstner, er tabet af dem i høj grad at beklage.

Foruden de andre ting, kongen på sin senere rejse skulde forhandle med hertugen af Milano om, havde slægten i Mantova også bedt ham forhøre sig om, hvorledesstemningen imod dem var dér. Det venskab, der havde hersket imellem de to stater, sålænge Francesco Sforza levede, var nemlig nu stærkt kølnet, og det indtryk,kong Kristiern fik i Milano, var da også, at stemningendér ingenlunde var gunstig mod Mantova, og at man pønsede på ondt mod denne stat³). Også for kardinalGonzaga havde kongen påtaget sig at virke hos

1) Utrykt, beretning af Vedel, citeret i Werlauffs „De hellige tre Kongers kapel i Roskilde" 27. Beretningen lider af flere urigtigheder ved f. ex. at lade hertugerne af Milano og Mecklenburg være til stede i Mantova, men at den indeholder noget sandt, ser man at', at kongen 18de maj fra Cremona anbefalede sit sendebud Philippus Nugolanus, miles ei dilectus, til Barbara.

2) Equicolas Gronica di Mantova trykt 1521.

3) Kristiern til Lodovieo. Milano 24de maj 1474.

Side 495

hertugen af Milano, og han gjorde det. I det hele var hans villighed til at optræde som mægler stor. og netop på dette tidspunkt kom hans våbenkonge, der kaldes Denimark, tilbage fra England og Bourgogne med breve fra disse landes herskere¹). Sikkert nok har han søgt at få dem til at opgive angrebet på Frankrig.

Medens kongen nu nærmede sig mere og mere til Italiens grænser, ventede kardinal Gonzaga med ængstelse på de 1000 dukater, han skulde have som første afdrag på kongens gæld til ham. Han burde være bleven mistænksomved, at det varede så længe, inden han fik det formelige gældsbevis udleveret. Albrecht Glitzing. der jo var den betydeligste rejseledsager, kongen havde, mellemleddetmellem ham og Albrecht Achilles og kongens tolk i alle vigtige anliggender, havde stadig gjort vanskelighederog udleverede det først den sidste morgen i Viterbo. Man tilskrev Albrecht skylden — „han har to slemme egenskaber, hovmod og ondskab" — men skylden var nok snarere kongens. Kardinalen ventede så meget mere utålmodigt, som han skyldte de 1000 dukater og flere til bort, men pengene kom ikke. Forgæves bad han sin moder lægge sig imellem, forgæves tænkte han at få Eggert Krummedige til at minde kongen om betalingen. Det lyder som nødsskrig, når der skrives: „Gud give. at kongen ikke undlader at sende pengene'¹. „Vi ere ien sådan pengenød, at jeg er bange for en skandale med det første"²). Men på den tid var kongen forlængst ude af Italien. Efter at have besøgt kejseren i Augsburg og Albrecht Achilles i Ansbach kom han 6te august til Tangermiinde. hvor han blev modtaget af Albrechts søn

1) Kristiern til Barbara. Cremona 18de maj 1474.

2) Forskellige breve til Mantova, det sidste af 9de juli.

Side 496

Johan Cicero og opholdt sig i flere dage1). Og et par uger efter var han atter i sit land. — Men få måneder senere kunde kardinalen fatte nyt håb om pengene, da det meddeltes, at dronning Dorothea var på rejse til Italien.

Dronning Dorotheas rejse til Rom var i sin karakter vidt forskellig fra kongens. Den sidste havde væsentlig været politisk, hendes var virkelig, hvad den kaldte sig, en „bedefart", pilgrimsrejse, for at opnå jubelårets aflad. Dette viste sig allerede i dragten, hun og hendes følge vare beskedent klædte i hvidt, siges der. hun selv var klædt som en nonne. Under sit ophold i Rom viste hun den største iver for at besøge de hellige steder. Det forstår sig, at hun benyttede lejligheden til at opnå forskellige begunstigelser af paven ved sin søstersøns hjælp, men disse vare ikke store nok til alene at kunne forklare hendes rejse. Med politiske personer kom hun så godt som ikke i berøring, og politik nævnes meget lidt. Og dog trods sin beskedne karakter fik hendes rejse ved sit hovedresultat, oprettelsen af Københavns universitet, en større betydning for Danmarks historie end kongens.

Hun ledsagedes på sin rejse af et følge på 40—50 heste og en vogn; selv red hun i reglen. Af følget kan man med bestemthed kun nævne hendes hushovmester Johan Oxe til Tordsø, Barbara Brahe til Bollerup, enke efter Stig Olufsen Krognos, og dronningens skriftefader, Sachseren Conrad Gruben. Dekanen fra Bamberg optrådtei

1) Kristiern til Barbara. Tangermiinde 10de august 1474. Sig. Kegesta I, 4510, Anden vække 1, 2, 7201. — Når kongen var i Tangermiinde 10de august, kan han ikke, som Johan Petersen siger, være kommen til Braunschweig den 12te. Braunschweig ligger sydligere end Tangermiinde.

Side 497

trådteiRom som hendes tolk. Måske har også Lave Brok til Estrup og den forhenværende bisp i Slesvig, NicolausWulf, været Died, da de lige som de ovenfor nævnte opnåede forskellige pavelige begunstigelser.

Man ventede i Rom, at dronningen sammen med sin svigersøn kong Jakob af Skotland skulde komme dertil allerede ved midfaste, men man formodede dog, at hun vilde blive opholdt noget længere på grund af kongens rejse til Køln for at mægle fred¹). Det blev også ganske rigtigt tilfældet. Hun havde begyndt sin rejse den 6te januar, men blev en tid opholdt ved forhandlingermed staden Limeburg om det fornødne lejde til at drage igennem dens distrikt. Staden fornærmede hende ved at fordre, at h.un ikke måtte have stratenrøveremed, eller folk, der skyldte borgerne penge, hun fordrede da et lejde, „som man plejede at give det til fyrster og herrer", og fik det formodentlig²). Men i Lauenburg, hvorfra hun den Iste februar bad sin søster om at skaffe hende lejdebreve fra Milano og Venezia, vilde hun oppebie kongen, der havde meddelt, at han snart vilde komme tilbage med velforrettet sag. Han tog fejl heri, og Dorothea ventede da også forgæves og måtte drage tilbage til Holsten. Endelig den 28de februarfik hun meddelelse fra ham om. at hun kunde

1) G. P. Arrivabene til Barbara ste februar 1475. I samme brev nævnes som et rygte, at kong Kristiern lagde råd op med her. tug Karl af Bourgogne om slægtskab o: om. at prins Hans skulde ægte hertugens datter. Hvis dette rygte — der nævnes allerede i november 1474 (Regesta Anden række I, 2, 7226) — taler sandt, har man deri den bedste forklaring på. at gteskabet „jomfruen af Savoyen" blev opgivet. Kongen havde altid mange strænge på sin bue.

2) Quellensammlung der schl. holst. lauenb. Gesellsehaft 11, 19-20. — 16de januar var dronningen i Gottorp, 27de i Reynebeke.

Side 498

rejse1), og hans instruxer for hende. Hun måtte, uvist
uf hvad grund, gøre omvejen fra Segeberg over Liibeck-),
men kunde så derfra den 7de marts drage sydpå.

Dronningens forhold til hendes slægt i Ansbach havde jo ikke været det hjærteligste, og hun synes da fra først af slet ikke at have villet besøge den. Dog ændrede hun sin bestemmelse og meddelte fra Eichsfeld i Thiiringen, at hun på sin „Kirchfart" til Rom også vilde til Ansbach. Albrecht Achilles var ikke hjemme, og kurfyrstinde Anna kunde på grund af det korte varsel ikke gøre store anstalter. Alligevel gjorde hun, hvad hun kunde, og sendte en af sine riddere. Sebastian von Seckendorff, til Niirnberg for at byde hende velkommen.Dorothea, der oxn aftenen den 22de marts var kommen til Bamberg, drog derfra tidlig næste morgen til Niirnberg. Det var Skærtorsdag, og hun fejrede påskendé r³). — Tidlig om morgenen 2den påskedagmødteAnnas søn, markgrev Frederik, hende ved stenbroenudenfor Niirnberg med et følge på 40 ryttere, hilste ærbødigt på hende og førte hende derpå til Heilsbronn. 1 denne lille flækkes berømte klosterkirke (Miinsterkirche) er en stor mængde medlemmer af huset Hohenzollern begravet, bl. a. husets tre første kurfyrster. Blandt de mange interessante gravmæler, der strække sig fra 1297 til 1625 og vedligeholdes af den tyske kejsei familie, kan man særlig fremhæve den smukke ligsten over kurfyrstindeAnna, der viser hendes kloge og smukke træk. Også Dorotheas fader ligger begravet her. Hun besøgte

1) Dorothea lil Barbara. Lauenburg lste februar, Segeberg lste marts.

2) Daae: Kong Christiern den Førstes norske Historie. 92.

3) Dorothea til Barbara. Niirnberg 27de marts 1475.

Side 499

graven og tik det ønske at rejse faderen et mindesmajrke. Barbara og hun bleve under hendes ophold i Mantova enige om at dele udgifterne, og da dronningen på sin tilbagerejse atter besøgte Heilsbronn, forhandlede hun med klostrets abbed derom. Mindesmærket vilde koste 400 rhingylden („der svare til en rente af 20 gylden"), hvad Dorothea også var villig til al betale, og desuden skulde der fire gange årlig holdes højtidelig mindefest for faderen med vigilier, messer og anden gudstjeneste. Begge søstrene synes at have været ivrige herfor — „vi vil handle med oprigtighed i denne sag, lige som vi elske denne vor faders sjælefrelse" l) — men hvis monumentet er bleven udført, findes det i al fald ikke mere. Måske har Tillys ryttere ødelagt dette som forskellige andre gravmæler i kirken. Johan Alehymistas levninger findes nu i en stor stenkiste, der indeholder lig af tyve medlemmeraf familien Hohenzollern.

Abbeden i Heilsbronn trakterede Dorothea godt med steg og fisk, så hun først „sent om aftenen" (kl. 7r) den 27de nåede til Ansbach, hvor kurfyrstinden modtog hende. Tonen var just ikke hjærtelig fra nogen af siderne. Dronningen var ikke til at formå til at blive mere end én dag over og beklagede sig meget over kurfyrsten, naturligvis angående arvesagen. Anna hævnede sig ved at give sin mand en meget satirisk skildring af dronningen. Denne vilde have alt, hvad hun så', så at kurfyrstinden måtte gemme flere ting for hende. Da hun så; kurfyrstindensordenskæd e²) og fik at vide, at den var af guld, forlangte hun den strax. „Hvad det så havde været, der havde tilhørt Eders Nåde, havde hun taget det alt

1) Dorothea til Barbara. Gottorp !26de juli 1475.

2) Den af kurfyrsterne Frederik II og Albrecht stiftede svaneorden.

Side 500

sammen, thi hun mener, at hun har ret dertil". —- Dorotheahar vel på denne temmelig nemme måde tænkt at få i al fald noget af sin arv. — Dronningen var ikke mindre forfængelig end havesyg. Anna måtte pynte hende med sit hovedtøj, hun spejlede sig og fandt meget behag i sig selv. og trådte derpå ud til sine folk, for at de også skulde beundre hende. „Thi jeg ser vel", bemærker Anna, „at alderen ikke hjælper mod dårskao, vi forekommeos selv så smukke, at vi ikke se rynkerne ved øjnene". — imidlertid blev dronningen stærkt formildet ved, at man foranstaltede en jagt for hende og fangede en hjort, og ved det gilde, der fulgte efter, synes Jet at være gået meget gemytligt til. „Vi gav hendes fruer og jomfruerså godt at drikke, at de stod på hovedet. En af dem havde nær mistet et øje, hun gik fejl at' døren og faldt med hovedet ned mod trappetrinene'- l).

Den 29de marts drog dronningen lige sydpå, kurfyrstinden og hendes søn ledsagede hende til Kønigshofen, og nogle af Annas riddere lige til Augsburg, hvor hun ankom den 31te marts og fik store gave.1.1 af byens øvrighed, 7G kander vin, 24 æsker med sukker og så mange fisk, som 8 mand kunde bære"-). Fra Augsburg fulgte hun så den almindelige rute over Brennerpasset. Søndag den *.)de april var hun i Bozen og vilde rejse derfra over Neumarkt, Trento, Roveredo og Verona og komme til Mantova næste fredag³).

„Den 7de marts kom til Mantova dronningen af

1) lvurtyvstinde Anna til Albrecht Achilles. Sebastian von Seckendorff til den samme. Ansbacli 3die april. Riedel: Godex 111, 2, 160-63.

2) Kroghs afhandling i „For Romantik og Historic" VIL 363.

3) Dorothea til Barbara. Bozen 9de april 1475.

Side 501

Danmark, som var søster til fru Barbara, markgrevinde af Mantova. Denne dronning lignede sin søster meget, men hun var klædt som en nonne og drog til Rom med et smukt følge af mænd og kvinder, og hun blev 4 dage i Mantova og blev derpå ledsaget ud af byen under store æresbevisninger af mange folk". Således fortæller den mantovanske krønikeskriver¹), og mere véd man ikke om hendes besøg. Man tør dog antage, at mødet mellem søstrene har været hjærteligt — Lodovico traf hun ikke, da han for sin sundheds skyld brugte badene i Acqui ved Genova —, og at dronningen ikke har undladtat vise sin andagt over for „Kristi blod", der var Mantovas fornemste relikvie. — Fra Mantova gik rejsen med samme hurtighed sydpå over Bologna og Firenze²). „Den 29de april 1475 ankom til Viterbo dronningen af Danmark for at få afladen med omtrent 40 ryttere, alle klædte i hvidt, beskedent (marmorino, domesticamente). Hun var omtrent 55 år gammel"³).

I Rom havde imidlertid kardinal Gonzaga forberedt alt til at modtage sin moster. Da han meddelte paven hendes komme, svarede denne spøgende: „Godt, det bliver din sag at gøre honnør for hende, da hun er din veninde". Kardinalen så' deraf, at paven ikke vilde påtage sig udgifterne, hvad han heller ikke vilde tigge ham om, og han modtog hende derfor i sit eget palads. Han var administrator for kirken S. Lorenzo in Damaso

1) Schivenoglia anf. st. 180. Datoen er gal, efter brevet fra Bozen er hun kommen til Mantova 14de april.

2) Dronningen var i Firenze 24de april.

3) Gronica di Viterbo 1475-79 af den samtidige Giovanni di Juzzo (Documenti di storia Italiana Tom. V, 411). — En del andre italienske kilder nævne kort dronningens rejse.

Side 502

og boede i nærheden af den1). Såvel paladset som kirken nedreves senere af kardinal Raffaello Riario og erstattedes af det berømte Gancellaria. I sit palads gjorde han plads til hende, hendes jomfruer og nogle få andre af følget, resten boede på gæstgiverstederne i nærheden -).

Da kardinalen havde hørt. at dronningen var nær ved byen. sendte han „Johan af Brandenburg" (medlem af familien Hohenzollern V) ud for at modtage hende. Han traf hende den 30tc april syd for Viterbo og fulgte hende til Bracciano. hvor hun måtte blive en dag. Den Men maj blev hun nærmere ved Rom modtaget af kardinalens broder, Gian Francesco Gonzaga, der var kondottiere hos paven (han kunde formodentlig tysk. da han i tidligere år havde opholdt sig ved Albrecht Achilles' hof). Ved totiden („kl. 20") red kardinalen selv hende i møde og modtog hende med megen kærlighed hinsides Ponte Molle. Imellem broen og Porta del Popolo traf hun „mange gesandter og prælater^I',1 _', og ved pDilen modtoges hun af 18 kardinaler til hest, som ledsagede hende til kardinalens palads igennem en stor menneskemasse og dér tog afsked med hende. Værelserne, der bleve anvist hende, vare smukt udstyrede, middagen, hvor hun var til bords med kardinalen og Gian Francesco, lige så, alt skulde vise hende, at hun var hjærtelig velkommen³).

Der var vrimlende fuldt af pilgrimme, samtalerne drejede sig kun om jubelåret, så at selv politiske begivenhederikke vakte interesse. Det blev bestemt at uddele jubelafladen til de mange fremmede på Kristi Himmelfartsdag,den 4de maj. Dronningen, som strax dagen

1) Raphael Volaterranus: Conimentariorum urbanoruin - 7:5.

2) Francesco Gonzaga til Barbara 20de april 1475.

3) Giovanni Arrivabene til Barbara 3dic maj 1475.

Side 503

efter sin ankomst havde vist sin fromhed ved at besøge tre kirker, drog den 4de maj sammen med kardinalen til Vatikanet. Hun var helt sortklædt, som endnu alle kvinder, der få audiens hos paven. Paven ventede hende i „ Papegøjeværelset" sammen med kardinalerne, og hun viste ham sin ærbødighed ved at kysse hans fod og hånd ; han modtog hende med stor venlighed og kærlighed.Da alle hendes folk ligeledes havde kysset pavens fod (det er kun de fornemste personer, der få tilladelse til at kysse hans fingerring), blev hun ført til „Loggia della Benedizione", hvorfra velsignelsen skulde lyses ud over de forsamlede. „Lidt efter lod paven sig bære derhen, og det glædede ham meget at se på trapperne til S. Pietro, pladserne og gaderne, ja helt ud til Engelsborg,en umådelig mængde mennesker, hvis tal man anslog til 200,000(1). Paven gav højtideligt velsignelsen, fuldstændig aflad og jubelaflad til alle tilstedeværende. Kardinal Gonzaga oplæste afladen på latin, en anden kardinal på italiensk. Derpå vendte han sin stol hen imod dronningen, der sad ganske tæt ved, og gav hende velsignelsen med smilende ansigt"^x). For den fromme dronning har denne dag sikkert været uforglemmelig. Selv for vor tid er det et stort minde at have set paven uddele velsignelsen til de troende, og hvor meget mere dengang.

Det Kom. som dronning Dorothea den 4de maj 1475 så* ud over, var vidt forskelligt fra vore dages. Den smukke loggia, som hun stod på, den ærværdige Peterskirkemed alle sine dyrebare minder, ere blevne jævnede med jorden af kunstelskende vandaler, Julius II og Bramante.Raffaels

1) Giov. Arrivabene til Barbara ste maj 1475.

Side 504

mante.Raffaelsfreske „Branden i Borgo" giver dog en god forestilling om den daværende Peterskirke; han såvel som Michelangelo protesterede forgæves mod vandalismen. Af Vatikanet fra hin tid existerer kun den inderste kærne. Renæssancen var først lige begyndt at trænge ind i Rom, et af dens hovedværker dér, hospitalet S. Spirito, var netop påbegyndt, Nikolaus den femtes gigantiske planer om byens ombyggelse existerede væsentlig kun på papiret. Kunstimpulser har Dorothea da ikke kunnet få her. og hun fik dem heller ikke, så lidt som antiken, der endnu kun interesserede enkelte fremskredne ånder, betød noget for hende. For hende var Rom kun byen med de mange kirker og hellige relikvier. Og med utrættelig energi søgte hun at få alt det af Rom med.

Efter den store velsignelse den 4de maj besøgte dronningen Vatikanets kapel, hvor Giuliano de la Rovere læste en højtidelig messe. Derpå begav hun og kardinal Gonzaga sig til Peterskirken, hvor hun så' relikvierne. særlig „Herrens åsyn". Efter middag red dronningen og kardinalen kl. -1 først til S. Maria della Gonsolazione, derpå til Lateranet, hvor hun viste sin ærefrygt mod hovederne af Petrus og Paul us. I det gamle Lateranpalads'skapel, Sancta Sanctorum, så' hun det ældgamle billede af Kristus, der skal være malet af Lukas. Endeligred hun og kardinalen til hans egen kirke, S. Maria Nuova, hvor munkene kom hende imøde i procession og sang et Te Deum. Kardinalen viste hende klostret og dets haver, man indtog en improviseret forfriskning og vendte tilbage ved solnedgang. Men tidlig næs he morgen besøgte hun de syv pilgrimskirker, og „således vil hun sikkert, tilbringe hele tiden med fromme øvelser". Hendes utrættelige fromhed imponerede kardinalens omgivelser,

Side 505

for hvem sligt var langt mere en forretningssag, men fik
dem samtidig til at jamre over, at hun for hitter fromhedaldrig
kunde passe spisetiderne l).

Dronningens hovedformål med rejsen var at opnå jubelafladen, men tillige skulde hun benytte lejligheden til at få forskellige pavelige gunstbevisninger. [ alt skulde hun opnå 9 buller og nogle brevia. Det lykkedes kardinalen med stor anstrængelse at bevirke, at bullerne bleve givne gratis, og brevene kun taxerede til nogle få hundrede dukater. Besparelsen var betydelig, da bullerne ellers vilde have kostet mange tusind dukater'²). —En del af de buller, der udstedtes under hendes ophold, ere også ganske rigtig gratis. Synderlig interesse have de fleste af dem dog ikke. Hun fik ret til at have rejsealter og vælge skriftefader, og hendes tidligere skriftefader Conrad Gruben fik tilladelse til at drage til Jerusalem (på hendes vegne V). Størst betydning havde en skarp bulle, der udstedtes mod dem. der forholdt hende hendes ejendele³). Den skulde vel især bruges mod Sten Sture, måske dog også mod Albrecht Achilles. — Af hendes ledsagere fik Barbara Brahe og Johan Oxe store afladsbegunstigelser for en række kirker og kapeller. de havde givet gaver til. lignende buller udstedtes (dog efter afrejsen) for biskop Nicolaus af Slesvig, medens Lave Brok nøjedes med at få tilladelse til at have rejsealte r⁴).

Efter dronningens afrejse var der endnu tre buller

1) Giov. Arrivabene til Barbara st.e maj 1475.

2) Giov. Arrivabene til Barbara Ilte maj. G. P. Arrivabene til Barbara Hide maj 1475.

3) Dipl. Norveg. VI. K2O—21.

4) Utrykte pavebreve, de fleste af Bde og 9de maj, de. der vedrøre bispen af Slesvig, dog først af 28de juni 1475.

Side 506

tilbage at oxpedere. „Det var vanskeligt at få dem udstedtgratis, da de i virkeligheden hverken vedrørte kongeneller dronningen, men kardinalen håbede dog at få dem gratis" !). Af disse tre buller kendes nu Iran de to, der begge ere udstedte 19de juni₂). Den ene giver medlemmerne af kongens broderskab ret til at vælge skriftefader, den anden er bullen om oprettelsen af et universitet i København. Man har tidligere, gs.nske uden bevis, antaget, at dette sidste skyldtes kongens rejse. På forhånd vilde det være usandsynligt. Vel var man ikke hurtig med expeditionerne i det pavelige kancelli, men så længe som 14 måneder ventede man dog ikke i en så vigtig sag, der var fuldstændig afgjor:. — Vort universitet bør da mindes, at dets oprettelse skyldes dronning Dorotheas rejse, men at kardinal Francesco Gonzaga var den, der her som ved alle andre lejligheder gav hende og kongen en værdifuld støtte. — For så vidt som kongen og dronningen naturligvis på forhånd havde drøftet denne sag. tilkommer der dog også kongen en stor del af æren.

Dronningens rejse var jo en beskeden pilgrimsrej.se. Der var ingen af de fester som under kongens besøg, og paven nøjedes med at give hende nogle Agnus dei og indviede lys; ved afreisen gav han hende dog en smaragdring,der vurderedes til 250 dukater. men brevskriveren tilføjer forsigtigt: „Jeg véd ikke, om Eders JNåde, når I ser den. vil vurdere den til så meget"a). Også kardinalengav hende kun nogle småting. Selv viste hun

1) G. P. Anivabene til Barbara 18de maj 1475.

2) RegesUi I 454H-4547. Bullen om universitetets oprettelse trykt i Matzens: Kjebenhavns Universitets Retshistorie I.

3) G. P. Arrivabene til Barbara 16de maj 1475.

Side 507

heller ikke den samme gavmildhed som kongen, og intet steds nævnes der gaver af hende til kirker eller klostre. Rosen over hende lyder også ganske anderledes mat end over kongen, selv om der siges, at hun er en „dignissima Madonna". — Selv om hendes elskværdighed dog måske ikke var stor, og hendes energiske fromhed kunde virke noget trættende, så bevarede kardinalen den samme velviljefor hende. Efter hendes ønske optog han i sit hus en ung gejstlig, der var greve og kongens slægtning (ConradRitbergV). Da hun fik gigt i skulderen, som følge af, at hun havde været for længe i badet, lod han sin læge sørge for at helbrede hende med salve og piller, fik hende til at opsætte sin rejse nogle dage for ikke at risikere tilbagefald, og han lod lægen ledsage hende på rejsen. Det var næppe alene af ærbødighed mod sin moder, at lian viste dennes søster så megen elskværdighed,han lader virkelig til selv at have syntes om dronningen,og det var ikke helt usandt, når han efter hendes afrejse skrev til sin moder: „Udgifterne have været meget store for mig. dog har jeg gjort det alt sammen med glæde i enhver henseende og mest af rbødighedmod Nåde, og med så meget mere ømhedog kærlighed, som det ofte forekom mig. når jegvarsammen med hende, også hvad det ydre angår, at jeg var sammen med min moder"¹). — Det var da ikke uden grund, at det kunde siges om dronningen: „Det har ikke lidt at betyde, at hun her har truffet en søstersøn, der er kardinal", eller at hun senere ofte takkede for al den venlighed, hun havde mødt „in reysa(!!) sua".

Den 15de maj opnåede dronningen atter privat

1) Francesco Gonzaga til Barbara :22de maj 1475.

Side 508

audiens hos paven, der tilstod hende, hvad hun ønskede. Kardinalen førte hende til Vatikanets kapel, hvor der var messe i pavens nærværelse. Hun tog derpå afsked med paven, regningerne fra de „hoteller", hvor hendes følge havde boet. bleve betalte l), og kl. 12 drog hun fra Rom. Kardinalerne ledsagede hende fra Gonzagas hus til byens port, og hun nåede så den aften til Bracciano. Kardinalen havde givet hende sin læge og Johan af Brandenburg med, som ledsagede hende i al fald til Innsbruck. Hendes hjemrejse kan ikke bestemmes nærmere.Hunpasserede Mantova og drog derfra samme vej, som hun var kommen, over Brenner. Hun havde på sit første besøg i Ansbach lovet at komme igen, da hun gærne vilde forhandle mundtlig med kurfyrsten om arvesagen, og hun har sikkert også været der; i al fald var hun i det nærliggende Heilsbronn. [ juli var hun hjemme²). — Omtrent samtidig var kongen vendt tilbage fra sin menings- og frugtesløse mæglingsrejse til Køln. Dronningen havde med interesse fulgt hans mæglingsforsøgundersin rejse. I Firenze fik hun på nedvejen brev fra ham om, at han håbede at kunne forsone hertugenafBourgogne med kejseren i løbet af 12 dage³). I Trento talte hun på opvejen med en dansk: pilgrim, deraf hertugen af Braunschweig havde hørt, at kongen havde haft held med sig og var på hjemrejsen; hun håbede

1) G. P. Arrivabene til Barbara 16de maj 1475. — Regaingen var på 240 dukater. hvoraf paven betalte de 140. dronningen resten, medens hun selv og hendes nærmeste følge vare kardinalens gæster. — 240 dukater, c. 2500 kr.. er just ikke meget, for c. 35 personer i 14 dage. Dronningens hele rejse har næppe kostet stort.

2) Dronningen var i Rendsborg 19de juli. på Gottorp 26de juli.

3) Dorothea til Barbara. Firenze 24de april 1475.

Side 509

dog at få nærmere besked af hertug Sigismund af Tyrol1). — Som bekendt havde kongen dog ikke held med sig. Ægtefællerne traf sammen på Gottorp omkring den 20de juli. han efter en kostbar og unyttig, hun efter en hurtig og billig rejse, hvorfra hun vendte hjem, ikke alene med en „vel renset samvittighed", men også med vigtige resultater.

Kardinal Gonzaga opnåede derimod ikke, hvad han ønskede. Dronningens kapellan, der meldte hendes komme, havde ganske vist 2000 dukater med. men det var annaterneforLund, der skulde betales i det pavelige kammer. Kardinalen havde skaffet udsættelse for betalingen af disse annater indtil jul og siden fået denne frist forlænget,såhan var noget bittert stemt over, at der intet var til ham. Dronningen svarede, at hun intet kendte til sagen, og det samme svarede Johan Oxe. — Han kunde da ikke gøre andet end lade et bud bringe brev til kongen for at minde om pengene. Mans moder, der var bekymret over sønnens pengetrang, lod Hertensteiner rejse med i samme ærinde og talte også personlig med sin søster om sagen. Kardinalen havde dog ikke stort håb om sine penge, —■ „men komme de, vil de være i høj grad til pas" — og resultatet var da også kun et ganske übestemt løfte af kongen om at holde et eller andet ærkesæde disponibelt for en af Barbaras sønner²). Hvad den slags løfter betød, havde man i Mantova nu temmelig tydelige prøver på. — Takkeskrivelser var der

1) Dorothea til Barbara. Trento sabato proximo!!!). I mange af alle andre holdepunkter kan denne dato ikke bestemmes. — Hun var nået fra Mantova til Trento i 6 dage.

2) Kristiern til Lodovico. Gottorp 28de juli 1475.

Side 510

nok af fra dansk side1), men af penge kom der sikkert, ingen. I al fald måtte kongen 1476 undskylde sig overforLodovico,fordi han endnu ikke havde betalt ham de penge tilbage, som denne havde lånt ham på hans rejse. — Formodentlig fik hverken Lodovico eller kardinalennogensindenoget; kongens pengetrang var meget stor i hans sidste år. Imidlertid meddeler en dansk krønike,derer skrevet af en klærk hos ærkebisp Birger kort efter 1500. at ærkebisp Johannes Brostorp måtte betale en stor afståelsessum til kardinalen'²). Om krønikens pålidelighed er der ingen grund til at tvivle. Den eneste forklaring er da, at kongen vel har fået pengene udbetalte af ærkebispen, men har ladet dem gå i sin egen lomme; den hemmelighedsfuldhed, som kongen undei sine samtalermedkardinalen vilde indhylle sagen i. bliver da også lettere forklarlig. En sådan optræden fra kong Kristierns side — der kun kan kaldes bedrageri — var ikke just værdig for de nordiske rigers konge, men den var heller ikke klog. Kardinal Gonzaga havde virkelig, som han og hans omgivelser mente, et moralsk krav på at få belønning for de store tjenester, han havde ydet, og han var for mægtig en mand til, at man skulde gøre sig ham til uven for 4000 dukater, der kun kunde veje lidt i kongens uhyre gæld. Måske ændrede han virkelig sin holdning. 1477 udstedtes der en pavelig bulle, der gav Ditmarskerne fuldstændig ret i deres opfattelse af striden med kongen³). Om dronningens standpunkt skulde have været forskelligt fra kongens, om hun, hvis slæ^tkærlighed

1) Saledes tie breve Ira Grottorp 25de. iGde og iBde juli 147r». et fra Ivobenhavn i29de august s. ar. tre fra Kobenha.vn 1476.

2) Script. Rer. Dan. V, 628.

3) Hegesta I. 4604.

Side 511

var så stor, ikke har haft noget imod, at kardinalen fik
stiftet. Lund eller i al fald erstatning derfor, derom lader
sig intet sige.

Forbindelsen mellem Danmark og Mantova fortsattes i de følgende år, men savner interesse. Dog ser man dronning Dorotheas kærlighed til søsteren af, at hun efter Lodovicos død (1478) skrev til den daværende markgrevindeaf Mantova, Margrethe af Bayern: „Da nu efter Guds vilje markgreven af Mantova er død, så bede vi med inderlig flid Eders Nåde at vise venlighed mod vor kære søster Barbara, markgrevinde af Mantova, ved hendes kære herre og gemals død og i hendes kære mangfoldige bedrøvelse"^x). Brevet nåede ikke sin adressat, thi netop på den tid (oktober 1479) døde Margrethe. I de næste år ryddede døden i det hele godt op mellem dronningens slægtninge. 148] døde både hendes mand og hendes søster Barbara, 1483 døde kardinal Gonzaga som følge af sine udsvævelser, 1484 døde Barbaras ældste søn Federico, markgreve af Mantova. Det var da under helt andre forhold, at dronningen anden gang (1488) drog til Rom. I Mantova traf hun nu som markgreveFedericos søn, den unge Gian Francesco (1484^— 1519), som hun næsten ikke kendte. Hun passerede Mantova på nedrejsen, men følte ikke lyst til at vende tilbage dertil. Hun meddelte da markgreven fra Bologna, at hun vilde lægge hjemrejsen over Venezia²) hvor hun ganske vist blev vel modtaget. I Rom plagede den pavelige ceremonimester Johan Burchard hende med sine forskrifter om ceremoniellet, blev afvist, men hævnede sig ved at opfordre kardinalerne til ikke at vise hende

1) Dorothea til Margrethe. København 9de oktober 1479

2) Dorothea til Gian Francesco 20de maj 1488.

Side 512

synderlig ære og ved at give en ugunstig skildring af
liende i sin dagbog1). Sikkert har hun med bitterhed
måttet føle, at tiderne vare forandrede.

Endnu et brev minder om det gamle slægtskab. 149(> sendte markgrev Gian Francesco, sin tids ypperste jæger og ridder, en mand til Danmark for at købe falke, og denne fik en skrivelse med tilbage fra kong Hans²). Men dermed var også forbindelsen mellem Danmark og Mantova ophørt for bestandig.

1) Skildringen er trykt i Nye Kirkehistoriske Samlinger VI og bedre i Diarium Johannis Burchardi ed. Thuasne I, 306-308. — Den betydning, man har tillagt denne skildiing, lader sig næppe hævde, især ikke, når man siger —- som i Biografisk Lexikon — at „hun og hendes følge gjorde et davligt indtryk på de fortinede Romere". For det første var Johan Burchard hverken forfinet eller Romer. Han var fra Stra?sburg og bevarede altid sin tyske karakter, fuldstændig upåvirket af humanisme og renæssance. — Men derna^st er denne pedant, for hvem ceremoniellet var alt, og som forstod begivenhederne i verden så lidt, at hans va^sentligste tanke under Karl deu Bdes indtog var, at ceremonierne endelig måtte være i orden — skønt dette tog vel kunde give anledning til dybere betragtninger — ikke en mand, hvis karakteristik kan gøre krav på at kaldes slående eller træffende. —• Skildringerne af dronningen fra egentlig italiensk side ere slet ikks ugunstige.

2) Kong Hans til Gian Francesco. Nykøbing 12te september 1496.

Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 3 (1900 - 1902) 1

Dorothea, Kristiern den førstes dronning, og familien Gonzaga.