Jjen Mand, som det her skal forsøges at drage frem fra lange Tiders, som det forekommer mig, ufortjenteForglemmelse, gør ingen Fordring paa en Plads blandt Danmarks store Digtere. Hvad der giver ham Interesse, er hverken hans Personligheds Ejendommelighed eller hans Digtnings Værd i og for sig, men snarere den Tid, han levede paa. Grændsen mellem det 17. og det 18. Aarhundrede var for Nordeuropas Vedkommende et af de Tidspunkter, da noget nyt ligger i Luften, og da det næsten kan synes at bero paa en Tilfældighed, om den ene eller den anden kommer først til at forkynde det. Det nye, som skulde frem, var da en almindelig Verdsliggjørelse af Livsanskuelsen og i Forbindelse dermed en større Naturlighed, Lethed og Frihed i Digtekunsten, hos os betegnet ved Overgangen fra tysk til fransk Indflydelse.Og det, der gjorde Reenberg til dette nyes Herold, var hverken Seerblik eller overordentlige Digtergaver,men simpelt hen et livligt Hoved og en sund,

jævn Natur, der hverken vilde stylte sig op eller være andet og mere, end den var. Han kunde ikke finde sig Hl Rette med den conventionelle gudelige Tone saa lidt som med Alexandrinerens og den 2. schlesiske Skoles forlorneHøjtidelighed, som dengang herskede i Digtningen. [ den franske Klassicisme fandt han derimod en Retning, der laa hans egen og den nye Tids Aand nærmere: det rolige Maadehold og den forstandige Klarhed, forbunden med Respect for Regler og skarpt satirisk Blik for alle Taktløshedens Overdrivelser, men fremmed for al Begejstring,den religiøse og erotiske saa vel som jNaturfølelsens.Vistnok kom denne franske Aand ikke efter alle sine Sider til fuld Udvikling hos os, men paavirket af den indfører Reenberg dog en friskere Tone i Lejlighedsdigtningenog den moralske Satire, samt efter Boileaus Mønster en helt ny Digtretning, den poetiske Kritik. Var han end ikke den, som skulde komme, og blev han i mange Henseender kun en Røst, der raabte i Ørken, saa har han i alt Fald Fortjenesten af at forberede en ny Litteraturperiode, den, der culminerede i og tildels afsluttedesmed Holberg; ja, i en enkelt Henseende, i Drikkevisen, varsler han endog Ambrosius Stub. Denne Fortjeneste er i alt Fald tilstrækkelig til at hævde ham som facile princeps mellem Samtidens rigtignok kun lidet fremragende Poeter, og det er ingen retfærdig Vurdering, naar N. M. Petersen stiller ham sammen med Vilh. Helt og Jacob Schandrup og dømmer, at „ved disse tre Mænd havde Poesien intet vundet" 1).

---

1) Bidr. t. den dsk. Litteraturs Hist., 2. Udg., IL 302.

I.

Slægten Reenberg synes at være af jydsk Bondeæt, og som dens første Mand nævnes Ridefogden, senere Herredsfoged i Hammerum Herred, Christen Laursen, der 1616 skal være bleven stukken ihjel af en Bisværm¹). Han var gift med Kirsten Klausdatter Rennerg eller ReniorfraSlesvig, efter hvem Børnebørnene skulle have

---

1) Tøger R.\s Levnetsbeskrivelse og Stamtavle i Udg. af hans Poetiske Skrifter I—11, 1769, ved hans Dattersøn Tøger Reenberg Teilmann. V. Rang, Familien Reenberg, i Saml. til jydsk Hist. og Topografi 2. R, 111, efter Optegnelser i Worms Samlinger fra Horsens Skolebibliothek, der i det hele gjøre et nøjagtigt og paalideligt Indtryk. Andre Familiesagn henvise rigtignok til tysk Oprindelse; saaledes beretter Præsten Frederik Monrad, der vistnok omkring ved 1740 skrev Tøger R.'s Broders, Provst Morten Reenbergs Levnet, mest efter Meddelelser fra denne selv (Kirkeh. Saml. 3. R., 111, 454), at Familiens Stamfader var en Tysker ved Navn Reinberg, som kom her til Landet i „den kejserlige Krig". Nogen Usikkerhed er der med Hensyn til Familienavnet. Efter Hundrup i Viborg Skoles Program 1875, 45 er Tøger Reenbergs Broder, Peder, dimitteret og immatriculeret under Navnet Reimerus. I Hofmans Fundatser 1756, 11, 325 siges Stamfaderen Christen Laursen, som dog levede før Trediveaarskrigen, ogsaa at være indvandret fra Tyskland; men Hofmans Efterretninger om Slægten synes temmelig løse og stride mange Steder baade mod de Oplysninger, Teilmann 13 Aar senere gav i Udgaven af sin Bedstefaders Digte, og mod Opgivelserne i Worms Saml., der udtrykkelig nævne Ghr. Laursens Fødested, Feldborg Sogn ved Holstebro. — Endelig fortæller Degnen Thjørring i sine Optegnelser om viborgske Personligheder i forrige Aarhundrede (Saml. t. jydsk Hist. og Topografi IV, 384), at Tøger Reenbergs Fader, Klaus Christensen, i sin Ungdom af de kejserlige Tropper blev ført til Tyskland og antog Navnet Reenberg efter sit Herskab der ude. Dette er vistnok kun en sagnagtig Udvidelse af, hvad der berettes i de Wormske Saml., at Klaus Christensen 1628 maatte flygte fra Ringkjøbing, hvor han havde en Skrivertjeneste, fordi de kejserlige vilde føre ham bort med sig.

antaget Familienavnet Reenberg. Hans ældste Søn, Klaus Christensen, blev efterhaanden Slotsskriver paa Hald Slot, Landcoinmssarie-Skriver i Jylland, derefter Handelsmand i Viborg, 1G49 Raadmand og 1659 Borgmester samme Steds. Han betegnes som Viborgs rigeste og mest ansete Mand og var vistnok som de fleste Kjøbstadsborgere paa den Tid en ivrig Ven af Regeringsforandringen 1660. Som Borgmester var han en af Byens Delegerede paa Rigdagen i Kjøbenhavn 1660 og underskrev Hyldingen efter Enevoldsakten, og det var maaske i denne Anledningellerunderet af de tidligere aarlige Adelsmøder i Viborg, at han, som Sønnen Morten Reenberg beretter, nær havde faaet samme Skæbne som de kejserlige Raader paa det bekendte Prager-Møde 1618, idet en Adelsmand greb fat i ham og vilde kaste ham ud af Vinduet paa Raadhuset. 1661 blev han Medlem af Commission en til Udarbejdelse af Danske Lov¹), og til Peder Villadsen, en af de virksomste Hjælpere ved Souverainstetens Indførelse,som1661 var bleven Biskop i Viborg, traadte Borgmesteren i nært Forhold, idet hans to ældste Sønner ægtede Døtre af Villadsen. Kl. Christensen ejede og drev en stor Del af Viborg Bymark, 34 Tdr. Hartkorn²), og kjøbte i sine senere Aar af Fru Dorthea Lykkes Bo HovedgaardenLynderupved Hjarbæk Fjord, IV2 Mil Nord for Viborg, under hvilken han samlede 230 Td. Hartkorn. 1639 havde han ægtet Mette, en Datter af Peder Pedersen(Løvenbalk),Sognepræst til Sortebrødre :i Viborg, og fik med hende ikke mindre end 16 Børn, deraf 7 Sønner, som han alle evnede at holde til Studier og sende paa

---

1) Seeher og Støchel, Forarbejderne til Danske Lov I, 3.

2) Ursin, Stiftsstaden Viborg 1849, p. 310.

Udenlandsrejse. De 6, der naaede den voksne Alder, kom ogsaa i anseelige Stillinger; den ældste, Peder Reenberg,blevStiftsprovst i Aalborg, Jens blev Rector i Viborg,FrantsDr. med. og Provincial-Medicus i Aalborg, Peder Hegelund Reenberg Borgmester samme Steds, og den yngste, Morten Reenberg, en ejendommelig, kraftigt udpræget Personlighed, var Præst ved Frue Kirke og Stiftsprovst i Sjællands Stift.

Det 13. Barn, Tøger Reenberg, fødtes 10. Oct. 165G. Han blev først sammen med nogle af sine mange Sødskendeundervist af Huslærer i Hjemmet, siden i Viborg Skole, hvorfra han blev Student 1675. Om Reenbergs Skolegang og Viborg Skoles Tilstand under Rectoren Jens Juulbye vide vi intet nærmere. Juulbye var gift med en Datter af Biskop Villadsen, og var eller blev saaledes Svoger til to af Reenbergs Brødre, af hvilke den ældste, Peder, var Skolens Gonrector siden 1672. Som Søn af ansete Forældre har Tøger Reenberg vol lidt mindre under den da almindelige Raahed, og ikke som de fleste Peblinge behøvet at søge sit Underhold ved Tiggeri og Sang i Kirken eller for Dørene. Men med Undervisningen var det i sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede saare ringe bevendt, og neppe har hverken Skole eller Universitet havt stor Betydning for hans aandelige Udvikling i de Retninger, hvori hans Virksomhedsiden kom til at gaa. Nyere Sprog og Litteratur dyrkedes ingen af Stederne, og ved Universitetet var Theologien det eneste Studium, der førtes igjennem til en afsluttende Examen, hvilken R. ogsaa underkastede sig 1679. Dansk Ret havde kun Peder Resen foredraget; men han var dengang gaaet over i anden Stilling, og fra Universitetets naturvidenskabelige Glansperiode stod

kun Filologen og Ghemikeren Ole Borch samt Fysikeren Rasmus Bartholin tilbage; men deres Fag gav R. sig neppe af med. Derimod indførte Griffenfeld netop i Aaret 1675 den filosofiske Forberedelsesexamen for at raade Bod paa Studenternes utilstrækkelige humanistiske Grundlag. Den maa R. have taget, da den var Betingelsefor at stedes til theologisk Examen; men det var kun et Repetitionskursus i Skolefagene: Filosofi, klassiske Sprog, Mathematik, Fysik og Geografi.

Allerede under Skolegangen 1671 havde; R. mistet sin Fader, og 1677 døde Moderen; men trods den store Børneflok vare Familiens Kaar alligevel saadaine, at han 1680 i Sommeren efter, at han havde taget Examen, kunde tiltræde en længere Udenlandsrejse. Han hørte i et Par Maaneder Orientalisten Edzardi i Hamburg, tilbragte Vinteren 1680-_—81 i Oxford og London, traf dernæst i Paris sin ældre Broder Frants, som allerede havde været flere Aar udenlands og blev ham en god Fører paa Resten af Rejsen. Efter over et halvt Aars Ophold i Frankrig, især i Paris, drog de til Italien og laa ved Universitetet i Padua i Vinteren 1681—82, gik dernæst over Venedig til Rom og Neapel og tilbage over Tyrol og Bayern til Frankfurt. Her btev de Sommeren over, sejlede saa ned ad Rhinen til Colin, tog gjennem Brabant til Holland og til Søs hjem sent paa Efteraaret 1682.

Det vilde nu være af største Interesse, 011 vi havde Optegnelser fra Reenbergs Haand, ved Hjælp af hvilke vi kunde gøre os Rede for de Indtryk, han modtog paa denne Rejse i alle Europas Hovedlande netop ved den Tid, da den franske Klassicisme gjorde sit Sejerstog igjennem dem. Der er ingen Tvivl om, at den har havt en lignende Betydning for ham, som. Holbergs Rejser til

de samme Lande 20—30 Aar senere fik for denne. Men Holberg rejste som en fattig Student, hvis Rute tildels bestemtes af hans tynde Pengepung, og som maatte nøjes med at se, hvad man kunde faa gratis, og de fleste af Tidens danske Borgersønner maatte være glade ved at komme udenlands i den underordnede Stilling som Hovmestre for unge Adelsmænd og følge de foreskrevne Veje til et foreskrevet Maal. Reenberg derimod rejste som den velhavende Mand, der kunde følge egen Lyst og egne Planer. At han har rejst med Udbytte, er klart nok deraf, at han efter Hjemkomsten blev den første danske Digter, der med fuld Bevidsthed pegede paa og søgte at efterligne de nye Retninger, Poesien udenlands havde indslaaet, — tildels de samme, som Holberg senere, med større Evner og større Virkning, gjorde til Nationens Eje. Det var imidlertid ikke den Tids Sæd at skrive „confessions" og reflectere over sit Sjæleliv og dets Impulser og Stemninger, uden højest i religiøs Henseende. Holberg meddeler os fra sine Rejser kun de ydre Begivenhederog de ydre Indtryk, og om Reenbergs vide vi ikke engang saa meget; vi kjende kun Rejseruten i dens simpleste Grundrids¹).

Det var en i alt Fald i udvortes Henseende glimrendeTid,
i hvilken Reenbergs Rejse falder. Ludvig XIV

---

1) I sine Digte naevner han kun Rejsen et eneste Sted, Poet. Skr. v. T. R. Teilmann 11, 402, i et Vers til sin Ven Landsdommer Helverschou, hvor han minder denne om deres forste Bekendtskab for „t,i Gang fire Vintre" siden, Just da jeg kom tilbage Fra Seine, Tiber, Thems og Rhin, Og da vi, begge unge, Ved Drue-Saft, hin aedle Viin, Om Galathea siunge.

stod efter Freden i Nimwegen paa sin Magts Højdepunkt, og Hoffet i Versailles, hvor den mørke Fromhed endnu ikke var bleven herskende med Mad. de Maintenon, repræsenterededen højeste europæiske Dannelse og Aand, Smag og Elegance. Fransk var ved at blive anerkjendt som Verdenssproget og iransk Litteratur som Verdenslitteraturen.Medens Corneille var forstummet, skjøndt han først døde 1684, havde Racine dengang allerede skrevet sine berømte Dramer af den romerske Historie og delte Theatret med den en halv Snes Aar før afdøde Moliére. Boileau havde afsluttet den betydningsfulde Del af sin kritisk-satiriske Production, men Lalbntaine var endnu midt i sin Fabeldigtning. England besøgte Reenbergi Karl Il's senere Aar, da Restaurationen allerede var mindre populær, men da Kongen stræbte at efterligne Ludvig XlV's Hof i Pragt og lette Sæder saavelsom i Beskyttelseaf Litteraturen; da Dryden indførte fransk Smag i Kritiken og paa Scenen, medens Miltons lige udkomne Paradise lost, der var i en helt anden Aand. gik temmeligübemærket hen. Italien havde vistnok ved denne Tid tabt baade sin politiske og litterære Betydning; Renaissancensædle Kunst var med Bernini begyndt at udarte til Rococco, og Florens var under de sidste Medicæer sunken ned fra Førerstillingen i Videnskabens Verden. Men her saa vel som i Rom og Venedig kunde Reenbergdog beundre de herlige Levninger fra Romertiden, fra Pavemagtens og Kunstens store Dage, og endnu udfoldedesig ved de mange smaa Fyrstehoffer, i de pragtfuldePaladser og Villaer midt i den yppigste Natur, et aristokratisk forfinet Liv, der paa sin Vis kunde maale sig med det franske.

Overgangen fra al denne europæiske Herlighed til

de smaa og snævre danske Forhold formidledes ved Tilbagerejsen gjennem Tyskland, der befandt sig i politiskOpløsning, truet af Frankrigs Overmagt, og hvor Aandslivet endnu ikke var slaaet ind paa de nye Baner. Under Indflydelse af Hoffmannswaldau og den endnu levende Lohenstein stod Digtningen her ligesom hos os stadig paa den udartede Efterrenaissances Standpunkt, og det er da intet Under, at Reenberg, efter alt hvad han andet Steds havde set og oplevet, kunde komme paa Tanker om at opgive Efterligningen af Tyskerne og vende Blikket der hen, hvor Livet og Fremskridtet var.

Vistnok er det ikke sandsynligt, at den unge og übetydelige theologiske Gandidats Rejser have bragt ham i nogen saadan personlig Berøring med Udlandets politiske eller litterære Storheder, som i sin Tid Bartholinerne, Ole Borch eller Steno, men hans senere Virksomhed viser, at han har besiddet sund Sans og en livlig Opfattelsesevne. Selv i vore Dage vilde nu Modsætningen være næsten overvældende for et ungt og modtageligt Sind ved at komme tilbage fra de store Culturmidtpunkter med deres stærkt pulserende ydre og indre Liv, og for Resten af sine Dage bosætte sig i Viborg eller paa en lille Gaard midt inde i Jylland. Hvor meget mere da paa Reenbergs Tid, da Danmark i en ganske anden Forstand stod udenfor hele Gulturbevægelsen, da de fjernere Provinser laa afsondrede hen, fortabte i Dagliglivets og de locale Interessers Smaalighed, og da Forbindelsen med Hovedstaden frembød større Vanskeligheder end nuomstunder med Paris eller London!

Men det var en helt anden Slægt, der levede i hine
Tider, mindre nervøs og let paavirkelig, men sejgere,
mere vedholdende i de færre og mere usammensatte Indtryk,den

tryk,denmodtog. Da Reenberg vender hjem, føler han hverken Trang til at storme frem som Reformator for at meddele Samtiden alt det nye, han har set, eller til at sætte sig hen at klynke over de smaa Forhold, han nu var nødt til at virke i. Han tager sundt og naturligt fat paa de nærmest liggende praktiske Opgaver og forarbejderuden Hast og Utaalmodighed sine aandelige Indtryk. Efterhaanden som Hensynet til Livets Ophold tillader det, optræder han som Digter, i Begyndelsen i gammel Stil, som Lejlighedspoet, og det er næsten en Snes Aar efter Rejsen, fra først af mere tilfældigt, at hans Digtning præges af de der modtagne Impulser. En stærkere, mere udpræget Individualitet vilde vel have sat dybere Spor i dansk Aandsudvikling; men Reenbergs jævne og sunde Natur stemte godt baade med den lidt smaatskaarne Tidsaand og med den klare Forstandsretningi Poesien, som bredte sig fra Frankrig, og som han først slog til Lyd for her hjemme.

Efter Hjemkomsten synes han at have tilbragt en tre Aars Tid med fortsatte Studier, vistnok mere i litterærog poetisk end i theologisk Retning, skjøndt han i disse Aar anonymt oversatte (Lady Pakingtons?) „The whole duty of man": „Et Menneskes Skyldighed imod Gud, sig selv og sin Næste", 1686. Oversættelsen oplagdespaany 1740 og atter 1779x), saa den raaa have slaaet godt an. Et andet Andagtsskrift „omUdvælgelsen", ligeledes oversat fra Engelsk, og en Oversættelse af den reformerte Præst i Kjøbenhavn Jean La Placettes „La Communion devote" omtales i hans Levnetsbeskrivelse,men have ikke kunnet gjenfmdes; formodentlig ere

---

1) Literatur-Journalen 1780, p. 320.

de begge noget senere₁). Det siges udtrykkelig, at han paa sine Rejser grundigt havde tilegnet sig det franske, engelske og italienske Sprog, i hvilke han førte en Del af sin Brevvexling²). Brudstykkerne af franske Breve i Levnetsbeskrivelsen ere meget vel skrevne, og at han havde sat sig godt ind i fransk og engelsk Litteratur, har han givet Beviser for. Naturligvis forsømte han heller ikke den klassiske, i alt. Fald den latinske Litteratur,som han ofte citerer³).

---

1) La Placettes Skrift er i alt Fald først fra 1695. Et Par religiøse Digte „om Udvælgelsen" og „Guds Naade-Kald", det sidste oversat fra Tysk, stamme fra Aarene 1725 og 32.

2) Endel af Reenbergs Manuscripter, deriblandt flere paa Fransk, brændte, ifølge Oplysninger fra Familien, for ikke mange Aar siden paa Arrnvanggaard ved Varde.

3) I et Brev til Bogholder Peder Rasmussen af 1704 (Poet. Skr. I, 279), hvor han taler om sin SOll Christian, som ban selv bar undervist, heclder det maerkelig nok: Hos mig var kun Latinet fall .... Vor Ungdom heller, som er saert. Af franske Vare roser ..... og Tysk kunde Sonnen slet ikke. Udtalen af franske Ord. saaledes som den bestemmes ved Rim og Rhytme i Reenbergs Digte, lader unaegtelig meget tilbage at cmske. Men deter utvivlsomt, at han overalt har benyttet de fremmede Forfattere i Originalsprogene. Sorterup siger i sin Note til Omtalen af Reenberg i „Cacoethes carminificum" (Luxdorphs Saml. af danske Vers X, 734), at denne bar efterlignet Boileaus Satire til Moliere, i Tydsken er oversat og findes i Hofman Waldaus Gedichtes Tom. 11, p. 218". Heri finder Rahbek i Bidrag til den danske Digtekunsts Historie IV, 37. Noten „et nyt Beviis. hvorledes vor Litteratur, selv hvor den synes at have franske Monstre, dog var en stadig Drabant af den Tydske". Men Sorterup siger jo egentlig ikke, at Reenberg har oversat fra Tysk, og deter i ethvert Fald ikke Forholdet. I G. H. v. Hoffmannswaldaus und anderer Teutschen auserlesene Gedichte 11, Leipzig 1697, findes fiere tyske Oversaettelser og Bearbejdelser af Boileaus Satirer, deriblandt S. 226 (ikke 218) den 2den Sajire oversat af B. N(eukireh), og Tom. VII, 51 en Efterligning af den ved Gottsched; men Reenberg har aldeles ikke fulgt nogen af dem.

Formodentlig har Rejsen gjort et betydeligt Skaar i Reenbergs Fædrenearv, og i Længden kunde; han ikke leve blot for sine litterære Interesser, især da han d. 29. Dec. 1685 havde ægtet Magdalene Broberg, en Datter af Dr. jur. Mathias Broberg til Sjelleskovgaard¹). Det lader ikke til, at han nogensinde har tænkt paa at søge præsteligStilling, skjøndt han som ovenfor anført havde taget theologisk Examen, der jo dengang ved Siden af Graderne var den eneste existerende officielb Studieafslutning.Derimod var Reenberg praktisk anlagt, og det kan da ikke undre, at han greb den Udvej at forpagte Fædrenegaarden Lynderup, som Arvingerne 1686 havde solgt til den næstældste Brodér, Jens, dengang Gonrector i Viborg. Her levede Reenberg i 18 Aar fra 1686, og maa have passet sin Dont og havt sit gode Udkomme, siden han trods sin Families stærke Tilvækst endte med at kjøbe sig sin egen Herregaard, hvad der ganske vist i de Tider betød mindre end nu. Dog synes han fra først af at have havt vanskelig ved at underordne sine litterære Interesser under sin praktiske Virksomhed, i alt Fald efter hans egne, halvt spøgefulde Ytringer at dømme, og fra denne Forpagtertid stamme hans fleste og betydeligsteDigte.

---

1) Nu Vedelslund, V. for Aarhus. Søn af Borgmeste; Rasmus Nielsen Skriver i Aarhus, immatriculeret i Kjøbenhavn KioO og i Leyden, hvor han sagtens har taget Graden, 1658 sammen med Broderen, Lie. jur. Niels Broberg. Sandsynligvis er han død allerede i Begyndelsen af 1686, da Arvingerne d. 11. Marts tilskødede hans Søn Rasmus Broberg Sjelleskovgaard (Skøde- og Panteprotokol Nr. 22, pag. 401, i Provinsarkivat for Jylland). Sml. J. Vahl, Ghr. Nielsens Slægtebog I, 172, Rørdam, Studenternes Deltagelse i Kbhvns Forsvar 145 ff., Personalhist. Tidsskr. 11, 201.

ligsteDigte.Det er rigtignok mest kun Lejlighedspoesi, knyttet til det daglige Livs Smaabegivenheder, og kun udmærketved en vis Lethed og Fyndighed, der mere og mere taber sig, efterhaanden som han bliver ældre. Men kunne disse Digte saaledes ikke gjøre Fordring paa stort sthetiskVærd, have de desto større biografisk Interesse og give et ualmindelig klart og livligt Billede af en jydsk Landmands Liv fra de Dage, da ellers de fleste Poeter tilhørte den gejstlige Stand, og deres Digtning i høj Grad farvedes af deres Stilling. Reenbergs Digte vare efter deres hele Character kun undtagelsesvis bestemte for Offentligheden; Lejlighedsdigtningen opfattedes som en ganske privat selskabelig Forlystelse, hvor da et eller andet Digt, der udmærkede sig ved sin Kvikhed, kunde løbe Landet rundt i Afskrifter og til sidst komme i Trykken, ikke altid paa Forfatterens egen P^oranledning; saaledes se vi, at Rostgaard lod trykke Reenbergs Bryllupsverstil ham og Gonradine Revenfeldt^r). Saadanne Vers samledes atter i Tidens Anthologier, de Wielandtske, Høpfnerske (1725—28) og Luxdorphske (1742) Samlinger, hvor Reenberg aabenbart er en Yndlingsdigter. Men selv betragtede han kun Digtningen som en Bisyssel; endnu i 1703 skriver han til Rostgaard (1,202):

Det gaaer mig som den Grseker, der
I Bogen altid haengte,
Paa Huset og Forretninger
Ey nogensinde taenkte,

---

1) Reenbergs Poet. Skr. I, 60. En Msengde af Reenbergs Digte flndes i Haandskriftsamlingerne, saaledes i Rostgaards Saml. 244 og 264 4to, Additamenta 247 a—c, 251, 252, 518 4to, 46 a, Bvo paa Univ. Bibl.; i Thotts Saml. 1526 og 28 4to, Ny kgl. Sml. 826, 826 c paa kgl. Bibl.

(Han og, som jeg, en Landmand var) Hvad skeede? Han blev ode: Hans Ager hannem Tidsel bar, Da Jorden ey flk Giode ....

hvilket dog i høj Grad maa forstaas cum grano salis, da
Reenberg netop i dette Aar tilforhandlede sig Ristrup.

Reenbergs Digte give os ogsaa ved deres, nøjagtige Ordning og Datering1) i Udgaven af hans Poetiske Skrifter, et godt Indblik i hans private og huslige Forhold siden 1694, fra hvilket Aar det første Lejlighedsdigt i Samlingen stammer. Det er dog ikke sandsynligt, at han først skulde have begyndt at skrive Vers i en Alder af 38 Aar; men rimeligvis kom ved denne Tid de første af hans Vers frem i Trykken og med Datering. Nogle af hans religiøse Digte ere ogsaa fra 1691, men af de verdslige har jeg kun fundet et eneste, der sikkert stammer fra tidligere Tid, nemlig „Panegyricus generosi Philax", der i flere Haandskrifter bærer Aarstallet 1679, altsaa endog før Reenbergs Udenlandsrejse, og er optaget i Høpfners trykte Samling af danske Rim 1728, 111, Nr. 11. Det er en meget langtrukken og snaksom Levnetsbeskrivelse og Gravskrift over en skudt Jagthund, nærbeslægtet med Kingos 20 Aar ældre „Sæbygaards Koklage over den døde Tyr". Det synes nærmest at bero paa en Tilfældighed, naar dette og enkelte andre af Reenbergs Vers ere udeladte i Udgaven af hans Poetiske Skrifter, der dog optager adskilligt, som ikke er mere værd").

---

1) Den synes at stamme fra en Optegnelse, som Rostgaard fik fra Luxdorph 1739, altsaa endnu i Digterens Levetid. Addit. 265 4to paa Univ. Bibi.

2) Under Reenbergs Navn, men ikke optaget i de Poet. Skr., forekommer i Wielandts Sml. af dsk. Vers XV, 131 e:i Gravskrift over Mogens Skeel, i Luxdorphs Sml. V, 360 Brev til Lands- dommer Lange 1694, VII, 533 Passions-Bon: „Bliv, syndig oie, til en Brond\ I Haandskrift desuden i Additain. 247 b, 4to paa Univ. Bibl.: Til Hr. Fr. Buskis Bryllup (Praest i Daugberg- Monsted, c. 1700, ogsaa i Ny kgl. Sml. 826 og i Addit. 4to 172), Over Dr. Frants Reenbergs Kjsereste, Bente Marie d'Hemmer; Addit. 4to 518: Binde-Brev til Frk. Bjelche; Ny kgl. Saml. 826 en Omskrivning af Te Deum paa en tysk Melodi: „O Gud, vi love Dig", hvis slette Vers ikke ligne R., skJondt den ogsaa tillsegges ham i Ghronologien over hans Digte.

De tidligste af Reenbergs Vers, omtrent indtil den Tid, da han blev Landsdommer 1703, ere mest rettede til private Venner og bekjendte eller Medlemmer af hans udbredte Slægt. Det er rimede Indbydelser, Taksigelser, Barsel- og Bindebreve o. lign. Übetydeligheder, der imidlertid udmærke sig ved en vis Friskhed og Realisme, hvor Digteren snakker ugenert fra Leveren om alt, hvad der i Øjeblikket optager ham, fortæller nyt fra Slægt og Venner og skildrer sit daglige Liv:

Naar Klokken er sex, jeg da først vaagner op,
Et Qvarteer jeg rækker og strækker min Krop,

hvor svært han har ved at komme op af Sengen, hvordan
han deler sig mellem Studeringerne og Avlingen:

Visite jeg gior
I Stalden og Laden, til oxen og Ivoer,
Dernaest i mit Kammer, fra Otte til Ti
Thuanus, Sleidanus1) mig gior Gompagnie,
Dog stundom jeg rykker min Christians Hani1
Og siger: Lses over, du skabbede Faar2).

Kl. 12 spiser han, men synes ellers at tilbringe det meste
af Dagen i sit „Kontor":

de Dode jeg sper,
Hvad Julius Ceesar. Tiberius gior.
Med Drake jeg seiler aid Verden omkring ..

---

1) I, 28. Latinske Verdenshistorier af Franskmanden de Thou og Joh. Sleidanus. Professor i Strassbourg.

2) Reenbergs ældste Søn, som han altsaa læste med.

Naar Klokken er Otte, mig baeres tre Egg ....
Men haster til Stedet i Bogen, jeg slap,
Og synes at Tiden, den er mig vel knap.

Men ogsaa hans Landmandsinteresser komme til deres Ret, naar han sender Postmester Gandorph et Rimbrev med 3 Lispund Ost, diskuterer Sædpriserne og sine Hoppers Bedækning med Svogeren Jens Broberg eller forhandler om Landgilde med Amtsforvalter Randulf i Aarhus¹). Han er end ikke fri for overfor sine fornemme bekjendte at kokettere lidt med, at han kun er

en übeleven Bondemand2),

og han kommer hvert Øjeblik ind paa sine slette økonomiske

Nemo er min Debitor
Og Nihil er rain Rente;
Min Jordebog i Null bestaaer,
Min Indtsegt er i Vente.

Da han bidrager til Gollecten for Navigationsskolen paa
Møen, kalder han sig

sandelig en fattig Mand.
Dog ikke den. der tigger,

og da han søger Anbringelse for sin ældste Søn, klager
han over

en Kone syg og mange Smaae,
En giftefaerdig Datter
Og ingen Beiler; Trarig for Straae,
Lidt Indkomst, store Skatter.

Disse Klager blive ved lige op i hans aeldre Dage, endnu
1720:

Mit 01 er slett. min Viin er suur
Min Jordebog er liden.3)

---

1) I, 3, 26, 178.

2) I, 43, 44, 67.

3) I, 115, 201, 274. 313, 395.

Men man kan ikke vserge sig imod den Mistanke, at Reenberg i Pengesporgsmaal har vseret en aegte Jyde, naar man husker, at ban ved den Tid sad paa sin egen Herregaard, som han trods sin Families Talrighed kunde efterlade til sin Son. Samme Aar, 1720, udgik der en Opfordring til Rangspersoner om at tegne sig for Sedler i Tallotteriet — en af den Tids mange uregelmsessige Beskatninger, -- og Reenberg tegner sig da ligesom adskillige af Midtjyllands store Proprietserer, paa Hessel. Skjerso, Tyrrestrup, Stenalt, for 15 Sedler, ganske vist med et Hjertesuk: „Det falder inig sandelig tungt, da jeg dette Aar ved Kjobmanden, som flk mine oxen, tabte over 1000 Rd." 1727 sogte han og bans Colle^ga, Landsdommer Ponlsen, om Moderation i den paalignede Brandhjselp til Viborg By, da de selv havde lidt betydelig Skade ved Branden, men Amtnianden svarer, at ban vilde onske, at alle havde „saa god Evne til at contribuere, som de to Herrer". Kort for sin Dod legerede Reenberg 320 Rd. til Skolerne i Sabro og Faarup Sogne¹). Ved Skiftet efter hans Dod 1742, som fmdes i Stamhuset Norholms Arkiv, vurderedes bans Gaard Ristrup, som overtoges af Sonnen Fridrich, til 14000 Daler (couraiit), c. 44000 Kr., og Boets Masse belob 11044 Dl. 2 Sk., c. 38000 Kr., hvorved jo maa erindres, at Pengenes Kjobeevne dengang var mindst tredobbelt saa stor som nu.

Men unægtelig havde Reenberg mange Munde at
sørge for. 1686 fødtes hans ældste Søn Christian, og
fra da af fik han indtil 1702 regelmæssig med 1—21—2 Aars

---

1) Hiibertz, Aktstk. vedk. Aarhus 111, 100, 138. Hofman, Fundatser 11, 3:25.

Mellemrum et Barn, i alt 4 Sønner og 8 Døtre, hvoraf dog kun G naaede den voxne Alder, og kun 1 Datter og Sønnen Major Fridrich Reenberg til Ristrup overlevede Faderen. De mange Fødsler svækkede Hustruen, som i de sidste 25 Aar før sin Død, 27. Dec. 1729, næsten altid var sengeliggende. Disse Forhold synes nok til Tider at have trykket Reenberg. Adskillige af hans Vers ere Indbydelser til Barsel, som vel ere holdte i humoristiskTone, men hvor Utaalmodigheden over de mange Børn jævnlig faar sit Udtryk:

Vel siger Praesten, at vi faae
Velsignelser og Lykker
Med Bornene: men selv jeg maae
Fornemme, Skoen trykker.
Til Amme. Skole, Stromper, Skoe
Min Udgift sig foi'oger.
Hvad er jeg? Paa min sande Troe!
En ret elendig T[oger"].J)

Stundom kan han være saa oprigtig, at det f3r vor Følelse
forekommer stødende, ja oprørende:

Jeg vilde Himlen sige Tak
Og mig lyksalig regne.
Om jeg udi min Almanak
Saaledes kunde tegne:
I Mandags blev Charlotte fod,
I Tirsdags blev hun Christen,
Men inden Onsdag var hun dod
Og emu lagt i Kisten.2)

Dette christelige Ønske fik Faderen opfyldt, idet den vedkommende lille Pige kun blev et Aar gammel, og ikke mindre end 5 af Børnene døde i den spæde Alder. Han ytrer i det hele oftere Fortrydelse over

---

1) I, (i-2, -277.

2) i. M, (ri. -277.

det übetænksom Trin
Til Ægtesengen ....]),

og navnlig ser han med Bekymring paa de mange Pigebørn,

voxer op
foruden Frier at mode;

medens ogsaa Sønnerne

paa deres Krop
Min Sved og Arbeid øde.2)

I sin ældre Alder har han travlt nok med at anbefale disse sidste til indflydelsesrige Patroner og faa dem sat i Vej, og nu gaar det løs med rimede Ansøgninger3). Især havde han Bekymring af den ældste Søn Christian, der kom ind i det tyske Gancelli og blev Legationssecretær i Berlin, men derefter, uden at det ses hvorfor, blev hjemkaldt i en Slags Unaade og gik et Par Aar hjemme hos Faderen, indtil han døde 1718, som det synes af Sorg. 2 andre Sønner blev Officerer, men den ene, der vel var ansat ved de Tropper, Frederik IV lejede ud under den spanske Arvefølgekrig, faldt i en ung Alder ved Neufchatel. Af Døtrene ægtede den ældste Amtmand Chr. Teilmann til Skrumsager, medens den yngste, Charlotte Amalie, som Barn mistede Armen ved et Vaadeskud af en af Brødrene, men alligevel i en moden Alder blev gift med Chr. Fischer til Allinggaard.

Skjøndt Reenberg saaledes havde nok om Ørerne, tabte han aldrig sit gode Humør, og den djærve Gemytlighed,som præger hans Vers, fulgte ham op i den høje Alderdom, støttet af et fortrinligt Helbred. Han var en

---

1) I, 171.

2) I, 63, 274. 355.

3) I. -274, 312. 390.

Ven af Kvindeselskab, af et muntert Liv og el: godt Glas:
endnu i sin ældre Alder minder 'han som før anført
Landsdommer Helverschou om den Tid

da vi, begge unge,
Ved Druesaft, hin ædle Viin.
Om Galathea siunge.

Trods Klagerne over sine Indtægter førte han et gjæstfrit
Hus:

Jeg elsker gierne Compagnie,

siger han oftere1). Viborg Snapsthing, en Landsthingssamling forbunden med Termin og Marked, var et Knudepunkt for Egnens selskabelige Liv, og Reenberg beskriver 1697 ganske morsomt de Forventninger, hvormed den aarlige Fest blev imødeset i Egnen, de travle Forberedelser, hvor Hvermand pynter sig selv og sit Tyende op paa det bedste for at gøre Figur ved Stævnet:

Den Kiortel, som Lakeyen ban-
Til Juul og Høytiids-Dage,
Han nu igien i Snapstings-Færd
Paa Bonde-Bag skal drage.

og Markedsmylderet i den overfyldte By:

Hvert Hus er fuld af Dreng og Svenc, Saa langt som Gaden rsekker. Dei' hores Fidler, Spillemaend, Fantaster, Aber, Gekker.

Men han skjuler heller ikke, at der gaar Penge med:

Min Snapstings-Viin tog meget bort.
Og lutter Rhinske Draaber
De plukkede mig immerfort2).

En stor Del af Reenbergs Vers ere Indbydelser til eller

---

1) I. 13. 136, 11, 402.

2) I, 113, 5.

Taksigelser for Gilder, hvor det gjerne gik lystigt til. Hans snakkesalige Beskrivelser af disse er ikke uden culturhistorisk Interesse og giver os Indblik i Sider af Tidens Liv, som Litteraturen ellers lader ligge: den daglige Levemaade, Kjøkkenet og den selskabelige Omgang. Saaledes i den fornøjelige Indbydelse til Patrioten og Digteren Henrik Gerner, der var Biskop i Viborg 1693_—1700^l). Reenberg søger paa alle Maader at lokke Bispen ud til Lynderup, skjøndt han kun kan love ham fire Retter: Suppe, Fisk, Steg og Kage, højst endnu en Biret til Stads. Trods den tarvelige Beværtning vil Bispen af Høflighed forsikre:

Ret nu min Mave sprækker,

hvilket glæder Husmoderen i den Grad, at hun trækker
Reenberg i Enrum for at give sit Hjerte Luft:

See. hvor Bispen lod
Sig Maden vel befalde!

Efter Maaltidet gaar efter den Tids Skik (ligesom nu i England) først Vinen rundt for Alvor med Rækker af Skaaler (uden Taler) og Passiar om politiske og religiøse Materier2):

0 Hierne-maegtig Drue-Blod,
Hvor kandst Du skasrpe Tunger,
1 Harer snette Love-Mod
Og reformere Konger!
Ved Viinen rsesonnere vi.
Hvad Ende Krigen tager,
Om Fred og Feide, Fransk Partie,
Religionens Sager.

---

1) I, 9.

2) Sml. I, 53, 357-61: Naar Tungen nu er bleven sraurt, Vi Land og Riger skifte, Og Printzer (dennem uadspurt) Med Printzessinder gifte.

Om Alcoran og Pavens Mesz Og om Galvini Laerdom, Et vos, faecundi calices, Me facitis disertum!

Andet Steds skildrer Reenberg et Barselgilde ined endnu
solidere Spiseseddel:

Eenfoldig, slet, dog det velmeent
Som hos en Landsbye-Broder:
En Sobekaal, en gronsalt Gaas,
En reget Oxe-Tunge,
Kiod, Polse, Flesk, en hakket Moes
Tilreed af Lev'r og Lunge;
En Steeg udaf min Faarestie,
Det beste Lam af alle,
Og stander Fiorden mig vel bi
Med Giedder eller Skalle . ..
Om vi os ey med denne Kost
Tilfulde kunne msette,
Vi med en Kavring, Smor og Ost
Vel skulle Pinden seette.

Her synes det at gaa las paa 011et:

Saa slages Hull og tappes op
Af min Tormaaneds Tonde,
Jeg med en Valbirks Pa?le-Stob
De Skaaler vil begynde.
Det holdes ud paa Aftenen,
Derhos vi qvaede Viser
Om Axel. Vidrik Verlanden,
Svend Felding, Langbeen Riser1).

I Reenbergs senere Aar, inde i det nye Aarhundrede, er
Moden imidlertid forandret. Nu hedder det:

Kapunen er tilrede.
Kalkunske Hons, vor' Ortolans,
En tre Aars gammel Bede,

og Konen

krsese vil og brase
Med Saucer, Ta?rter, Fricasse,
Posteier og Potage.
Alting Fransosk! deter Maneer,

---

1) I. 59.

men det falder ikke ret i Reenbergs Smag:

Jeg mig dog vel i Enerom
Med Danske Spise mætter.1)

Ved saadanne Lejligheder nægtede Reenberg hverken sig
selv eller sine Gjæster et Glas over Tørsten:

Fy mig! om nogen skulde gaae
Ædruelig fra mit Gilde.

Nej

Et lidet Glas og eet Glas til
Kand ey aldeles skade,

forsikrer han i Indbydelsen til Gerner, hvor han forestiller
sig, at Bispen vil protestere, og han bekjender
aabenhjertigt:

Ey heller jeg forsvaerer slet Den aabenhierted' Drue Og skotter lidet, Mahometb Med Helvede vil true.2)

Hvad han derimod blev nødt til at „skøtte", var Protester Ira en anden Kant. Fru Reenberg var som sagt sygelig, men synes ogsaa efter jævnlige Antydninger i Mandens Vers at have havt et noget vanskeligt Sind8). Fra Begyndelsen var ogsaa hun gjæstfri:

Og vel jeg veed, at Konen der
Vil gierne have Giaester,
Vi hende saa velkommen er
Som Jule-Dag er Praester,

lader han Gerner sige i Indbydelsesbrevet; men i senere
Aar tilføjer han i sin Indbydelse til Etatsraad Lerche:

---

1) I, 259 (1704), 328 (1709).

2) I, 16, 53, 135.

3) Planctus conjugis audiens Tristi perfruar otio et Ludani carmina danice, siger han i et spogende latinsk Vers om sit Hjemmeliv 1702 (I, 50).

Heist Konen min clet gierne seer;
(Mig tor vel ingen raade,
At byde Gisester, naar det ev
Mit Herskab ey til Maade).J)

Overfor Mandens Skødesynd har hun aabenbart strax
taget bestemt Stilling. Allerede 1694 tør han ikke love
at komme over til Svogeren Lange paa Asmild Kloster:

Du veedst Junonis Nykker,
Naar Jupiter for lystig er
Og Nectar søde drikker.

Man kan ordentlig have ondt af den arme Mand, der sidder ene og melancholsk tilbage, efter at de lystige Brødre have forladt hans Gaard og ere tagne andet Steds hen for at tømme nok et Bæger Rhinsk:

Det angrer mig, jeg sagde Ney
Af Frygt for min Gudinde,

og han tænker stærkt paa, om man ikke skulde kunne
hitte paa „en liden Løgn", et Paaskud til at ride bagefter.
Men der er ingen Naade:

En Ruus Du Dig vil hente,
En Daler braender Dig paa Laar;
•leg Stakkel sidder eene;
Du drikker op, hvad jeg et Aar
Med Kniplen kand fortiene.
Hvad vil Du svare for Din Gud?
Din Son Du slet forsommer;
Skal ban da blive til en Stud? l)

Det vilde dog være Uret at slutte heraf, at Reenberg var forfalden, eller at han var en Tøffelhelt. At drikke tæt i et muntert Lag var i de Tider ikke blot son nu undskyldeligt,men ligefrem en selskabelig Forpligtelse, og de

---

1) I. 13, i 257.

2) I, 6, 7.

halv spøgende Udtalelser om Konen vise kun, at hans Forhold til hende var præget af den samme Føjelighed og Godmodighed, som overalt var et Hovedtræk i hans Gharakter.

Det stemmer godt med Reenbergs selskabelige Anlæg, at han i Grunden er den, der indfører Drikkevisen i vor Litteratur. Vistnok havde Søren Terkelsen midt i det forrige Aarhundrede oversat nogle enkelte Drikkeviser fra Tysk i sin Visebog; Bording havde forsøgt een: „Frisk op, naar Djævlen gjør sig vred", og en anden tilskrives Griffenfeld, men ingen af dem har dog den ægte bacchiske Klang, som siden voxér hele det 18de Aarhundrede igjennem, fra Ambros. Stub til Rahbek og hans samtidige, og fortsætter sig endnu i vor Tids Studentersang. Den lyder for første Gang i Reenbergs tre Viser. Ogsaa disse ere rigtignok Oversættelser eller rettere Omskrivninger, men fra Fransk, og Prof. Nyrop har i Dania IV, 43 f., meddelt Originalen til den bekjendteste af dem:

I et Viinhus jeg skal sige
Mit Farvel og sættes ned,

som i Abrahamsons Bearbejdelse vel endnu synges i vore Dage1). Ogsaa Originalerne til Reenbergs øvrige Viser findes alle, endog flere Gange, i de haandskrevne Samlingeraf hans Vers paa vore Bibliotheker2). Som Supplementtil Nyrops Meddelelse hidsætter jeg den franske og danske Text til Visen: „Kommer, I Philosophister",

---

1) Det er iovrigt ikke, som Nyrop siger, i Kofod Anchers Fortale til Reenbergs Skr., I, 39, men i (Teilmanns?) Levnetsbeskrivelse af Digteren, I, 59, at denne og den følgende Vise nævnes som oversatte og henføres til Aaret 1702.

2) Thotts Sml. 1528 4to, Xy kgl. Sml. 826, 4to, Additam. 247 b, 4to.

som synes at være Forbilledet for flere senere spøgende Sammenstillinger af Vinen og Filosofien, Lyder Sagens: „Diogenes, vranten og stolt", Plougs: „Soldets Philosophi" og Chr. Richardts: „Da Hegel engang laved Puns":

(^a. troupe philosophique,
Beuvons, voici la saison,
De cette liqueur bacchique
Qui nous regorge a foison!
CommenQons
Et voyons,
S'il y a quelque hydropote.
Ne SQait-on pas qu'Aristote
Les bannit de sa leqon?

Kommer, 1 Philosophister!
Smager denne klare Viin!
En Fantast, der Bacchus mister
For aid Giceros Latin!
Er og sandt,
Ingen fandt
Stor Behag i Vand at drikke.
Aristoteles og ikke
Var saa stor og slem Pedant.

Les sept sages de la Grece
S'enivroient tousles matins,
Ghantoient avec allegresse.
Leurs sentences aux festins,
Et Platon,
<',e dit on,
Ainsi qu'on le certifie.
Trouva la philosophie
Bien cachee dans un flacon.

Graekernes de store Viise
Toge sig liver Morgenstund
Udaf denne Sode Sfii.se.
Lserdom flod af deres Mund.
Plato med,
Som man veed.
Der han laenge sig betaenkte,
Fandt i Glasset, han iskienkte
Ud sin Viisdoms Hemlighed.

L'on me dit que Diogene.
Si je ne me suis trompe.
Eut plutot souffert la gene,
Que d'avoir son vin trernpe.
Tout son fleau
Etoit eau,
Ainsi par mille bouteilles.
Tout environne de treilles,
II mourut dans un tonneau.

Jeg og haver hort t.t sige
(1m min Sla?gt, Diogenes.
Han for Vinen skulde skrige,
Naar den hannem fattedes;
Men for Vand
Skiselved han,
Til han, som en Seyerherre.
I sit Fad og Huus Tied iEre
Reyste til de Dodes Land.

L'on me dit que Demosthene
Etoit un bon biberon;
Et c'est chose bien certaine,
()ue le scavant Giceron
Eut debat
Au senat
Pour vouloir defendre un horame
Qu'on alloit punir a Rome
Pour avoir bu du Muscat.

For Demosthenes begyndte
At udlee Philippi Kraft.
Han sig nieget vel forsynte
Med den skionne Drue-Saft.
Jeg vil troe,
Cicero
Sig mod alle Patres satte.
Da de fordum vilde skatte
Een, som fandtes i en Kro.

Epicure, tu merites
Des louanges tousles jours,
Tes leqons seront benites
Dans la ville et a la cour,
Gar levin.
Jus divin,
Bannira de nos cervelles
Les tristesses trop mortelles
Et la crainte du matin.

Fader Epicurus kiendte
Intet Trae, der bedre vai"
Eller Livet mere tiente,
End den Qvist, som Yiinen bar;
Thi med den
Slog han hen
Grimmert. som med sine Griller
Os ved Lyst og Glanle skiller.
Livets Fiende, Dodens Yen.

J'ai appris dans I'histoire
Que le serieux Gaton,
Quand il crioit a boire,
II vouloit des grands flacons,
Et .souvent
En buvant
Pere reverend Socrate
S'epanouissant la rate
Se moquoit du Dieu tonnant.

Gato, som jeg fordum horte.
I min Ungdoms Skolegang
Yiinen tog og Glasset rarte.
Indtil Morgen-Lerken sang.
Socrates
Gik til Giest
Denned andre smukke Lferde,
Drak sit Glas og sig ey keerde
Efter Jupiter og Pra?st.

Luther en trempant sa eroiite
Etoit, dit-on, plus content
Qu'en expliquant quelque doute
Dans le nouveau Testament,
Et Calvin
Un matin,
Refutant le purgatoire,
Fit voir a force de boire
Qu'on se purge dans levin.

Luther, Luther selv ey skiendte
Paa et lystigt Gompagnie,
MeddenYiin, som Fyrsten sendte,
Drak Melanchton ey forbi.
Fleere med
Giorde det:
Thi Galvinus til Geneve.
Ihvor suurt han vilde leve,
Ey forsoer aid Lystighed.

Les chanoines, gros yvrognes.
Aussi bien que les prelats,
Font parade de leur trogne
Parmi les pots et les plats.
Et leurs nez
Boutognes
Montrent par cette devise
Que pour bien servir l'eglise
II faut etre enlumine.

Paver, Bisper, Munke. Praeste.
Uden de er Hypocrit.
Naar de spiiser af det beste,
Drikker de til Appetit.
Faaer igien,
Som jeg meen',
Blusset Nsese, rode Kinder;
Det om deres Stand os minder.
At de er oplyste Mtend.

Les Arabes qui s'eseriment Et qui pestent(V) contre Dieu, G'est a cause de leurs crimes, Que levin n'est pas pour eux.

Ingen uden Guds Fornegter, Mammelukker, Tarterer, Mod den a?dle Drue fegter; Billig derfor sluttes her,

Muscadet,
Yins clarets,
Fuyez, fuyez tons les laches,
(les perfides qui s'attachent
Aux lois de Mahomet!

At hver Mand
Sige kand:
Alle I, som Viin forsvaere
Og vil gla?delig ey vaere,
Folger eders Alkoran!

Den tredie, mindre bekjendte Drikkevise lyder saaledes
paa Fransk og Dansk:

L'autre jour que j'avois bu tant,
Je fis un songe incomparable;
•Ie rfivois que dans un instant
Tout le monde fut devenu table,
Et les montagnes tlacons de vin,
Les villes jambons de Mayence,
Et les forets saucisses et boudins,
Moi rien qu'un gueux de potence;
Lorsque la cruelle Atropos
Vient couper mon avaloire,
Pour mettre mon ame en repos
Je chanterai a ma gloire
(let epitaphe tout de nouveau:
Cy gist un huveur invincible.
Les cabarets l'ont rendu gueux,
Ses enfants en font maigre chere,
Encore sont-ils trop heureux,
Trop heureux sont-ils encore
D'etre nes enfants d'un tel pere!

Rusendes var jeg anden Dags
Gaar,
Sov lien, og sodeliL; dramte:
Mig tyktes. Verden var bleven et
Bord.
Det jeg i Dromme beromte:
Biergene vare Boteller med Viin.
Og Stivder Westphaliske Bester,
Skovene Polser: Men jeg. af et
Sviin
Blev til en Stodder og Kryster.
Doden i dette kom, slukte min
Torst.
Jeg onskede mig a; finde
En Hiertens Ven, der vilde mig
ferst
Opskrive til
Her hviler en Kempe, saa viide
beromt,
At tomme Boteller en Mester:
Da Pungen tilligemed Botlen blev
toint,
Smal-Hanse hos Bornene giester.
Lyksalig er dog denne Son,
Denne Son lyksalig dog er,
Som fedes af saadan en Fadei- .

II.

Med Aaret 1703 foregaar der i flere Henseender en
Vending i Reenbergs ydre Livsforhold, som ogsaa sætter
Spor i hans Digtning. Fra nu af er han ikke mere den

jævne Forpagter paa Lynderapgaard, men en af Jyllands ansete Herremænd og Embedsmænd, en mere og mere indflydelsesrig og søgt Mand i offentlige Hverv og praktiskeAnliggender.

I October dette Aar kjøbte Reenberg Hovedgaarden Ristrup i Sabro Herred. N. V. for Aarhus, ikke, som det i hans Levnetsbeskrivelse hedder, af Gehejmeraad Wibe. men af sin Svoger H. v. Lossows Arvinger¹). Imidlertid fiyttede han ikke derhen det første Aarstid, thi i October 1704 klager han for sin Ven, Kammerraad, Finansdeputeret Peder Rasmussen over, at

den gamle Frue,
Som jeg forpagtet har min Gaard,
Vil ikke doe af Snue;
Og selv skal flytte, veed ey hvor
At samle mine Klude,
Nu min Patron fra Skolen gaaer
Og handle vil med Stude2).

Patronen er Lynderupgaards Ejer, Broderen Jacob Reenber g3), som næste Aar, 1705, tog Afsked som Rector i Viborg, efter Sagnet paa Grund af Sammenstød med den unge og myndige Biskop Deichmann4). Han boede

---

1) I, 315. — Skade-og Panteprotokol Nr. 33. pag. 314. iViborg Provinsarkiv. Af Wibe kjobte ban derimod noget Strogods, som behevedes for at complettere Gaarden (og den noget sydligere beliggende Lyngbygaard, med hvilken R. ogsaa maa have havt at gJore) til fri Saedegaard. Paa Grund af senere indlobne Misforstaaelser synes R. dog at have fortrudt denne Handel (I. 178). — Lossow havde vaeret gift med Kirstine Marie Broberg. SoSter til Reenbergs Hustru, s. Skode- og Panteprotokol Nr. 21. pag. 117, i Viborg Provinsarkiv.

2) I, 274.

3) Hundrup, Lanerstanden ved Viborg Kathedralskole, Program, Viborg 1875. Jens R. blev adjungeret Broderen Peder som Conrector 1(577, og blev Rector efter Juulbye 1691.

4) Efter Degnen Thjorrings for omtalte Optegnelser (Saml. t. jydsk, Hist. IV, 385, 409). Udgiveren Dr. Heise na?vner en Tradition om, at der i Anledning af Jens Reenbergs Afsked skal vaere opstaaet Uvenskab mellem Brodrene Reenberg og Deichmann. og Prof. Holm i Biogr. Lex. IV, Art. Deichmann, tillsegger Toger Fl. et latinsk Skandskrift over Deichmann i Form af Epitafium ved hans Foitlyttelse til Christiania Bispestol 1712, som isasr i dansk Overssttelse er overmaade plumpt og voldsomt (s. ogs. Saml. t. jydsk Hist. IV. 296, hvor Thjorring imidlertid siger, at det stammede fra en eller Here gejstlige). Kilden er Bruun, Rostgaards Levnet, 271. og Reenbergs Navn findes tilskrevet i et Par Haandskrifter (Add. 255. 4to) af Paskvillen paa Univ. Bibl., men dette er neppe bevisende. I alt Fald anser jeg det for liojst usandsynligt, at Reenberg saaledes skulde have angrebet Biskop Deichmann, som i hans Levnetsbeskrivelse naevnes blandt hans naere Venner, til hvem han blandt de forste senc.te Afskrifter af B^Forsamling paa Parnas" og r^Ars poetica" 1701. Deichmanns umaadelige Ros over dette sidste Digt loranledigede dets videre Udbredelse og Tilfojelsen af de for D. meget smigrende Slutningslinier. Senere spores rigtignok irgen Forbindelse mellem R. og D.. men Biskoppens Udtalelser i Beskikkelsen for Jens Reenbergs Eftermand (TbJorring 409) tyde paa alt andet end et fjendtligt Forhold. Det hedder her. at Reenberg i snart 27 Aar „med berommelig Flid og Vindskibelighed" bar forestaaet Skolen, men nu ikke laengere vil blive ved den, ,sorn Skolen saa vel som jeg dog gjerne havde onsket^u. Hovedsagen er dog, at hverken Reenbergs Personlighed eller hans Digtnings hele Character gJOr det sandsynligt, at han skulde have nogen Del i den uhyggelige Paskvillitteratur, som paa hans Tid sneg sig om i Krogene. Et andet rimet Skandskrift (over Landsdommer Lerche) findes imellem hans Digte i Additam. 4to. 265, dog med udtrykkelig Tih°oJelse af, at det neppe skyldes ham, men en Mag. Stistrup. Det ene^ste personlig naergaaende Vers. denned Bestemthed kan tillsegges ham. findes i det Digt, han sendte sin Ven Landsdommer Bartholins Datter ved hendes Bryllup med Gapitain Muller 1704. Ligesom Holberg siden laante den forfaldne Student Poul Rytters Navn i sine Angreb paa Andr. Hoijer, saaledes skriver Reenberg her under en samtidig Rimers, den fordrukne Herredsfoged Jacob Knudsen Schandrups Navn, og slutter med det onske, at Gud vil beskfei'me de nygifte mod alt ondt og Mig selv fra Drukkenskab og- Ruus, l)et onsker Jacob Knudsen (I, 273). Skjondt Reenberg taenkte, Bat den Poetaster, hvis Xavn jeg liar laant for at skiule mit eget, ikke fortryder paa at komme f'rem i saa godt Selskab", tog Schandrup, som rimeligt var, Angrebet meget ilde op, og haevnede sig samme Aar ved at slutte el. andet Bryllupsvers med onsket om, at Brudeparret maatte bo i Fred, Til Toger ej kan skumle. Til Randers Mand har ingen Pram Og Brunsvig ingen Humle.

siden paa Lynderup, hvor han holdt en meget besøgt
Privatskole og døde i en høj Alder 1733. Det synes efter
Hinibrevets noget uklare Udtryk, som om Ristrup ved

Salget har været forpagtet bort til „en gammel Frue", saa at Tøger Reenberg ikke vidste, hvor han skulde flytte hen fra Lynderup. Dette maa dog snart have ordnet sig, og Reenberg fik nu travlt med at bringe sin Gaard i Orden, ombygge Udlængerne, anlægge Have o. s. v., som en driftig Landmand egner og anstaar.

Allerede 1688 var Reenberg bleven udnævnt til Sekretær i Danske Gancelli, hvilket dog kun kan have været en Titel, da han allerede dengang var Forpagter paa Lynderup og aldrig kom til Kjøbenhavn. Imidlertid synes han stadig at have næret Ønske om at beklæde en anseeligere Embedsstilling, og den 27. Marts 1703, et halvt Aar før han kjøbte Ristrup, opnaaede han Beskikkelse som 4. Landsdommer i Jylland, som sædvanlig ved den Tid gjennem personlig Protection, idet en fjern Slægtning, daværende Ceremonimester, Etatsraad Vincens Lerche, anbefalede ham til sin Svoger, Oversekretæren i Danske Gancelli Ditlev Wibe. Dette var imidlertid ogsaa kun en ulønnet Expectancestilling, som Reenberg ifølge Takkeverset til Wibe nærmest synes at have naaet som Anerkjendelse af hans digteriske Virksomhed:

Hen- Wibe til min Konge
Suppliquen gav: Han naadelig
Bad Tityrum at siunge (I, 228).

Først 1714 ved Etatsraad Bartholins Død opnaaede han lønnet Ansættelse (300 Rd.) som anden Landsdomnier1). Reenberg var uden juridisk Uddannelse, hvilken ved denne Tid saa godt som ikke gaves i Danmark og ve! heller ikke behøvedes paa Grund af Danske Lovs Simpelhedog Klarhed. Men som en dygtig og praktisk Mand var han vel skikket til Dommerstillingen og' skal have gjort god Fyldest, bl. a. i den langvarige og indviklede Sag om Mariager Klosters Indløsning til Kongen fra FriherreLiliencrones Arvinger 1713_—16. Fra nu afse vi ham ogsaa stadig anvendt i allehaande Tillidshverv, som Medlemaf Gommissioner o. s. v. 1724 foreslaas lian og hans Gollega Landsdommer Poulsen til Curatorer for den umyndiggjorte Peder Bentzon²); 1729 og de følgende Aar administrerede han Hovedgaarden Kabbel ved Lemvig for Justitsraad Berregaard og senere for dennes Bo³), og 1732 var han og Justitsraad P. Fogh til Ryomgaard Commissærer i en Sag mod Gancelliraad Kjær til Børglum,som var indviklet i Bestikkelsesanklagen mod Rostgaar d⁴). 1730 paaskjønnedes hans Virksomhed ved Udnævnelsetil Justitsraad, og først efter at være naaet over 80^ue synes han at have standset den, idet det i hans Levnet hedder, at han 3—43_—4 Aar før sin Død slog sig

---

1) Ifolge den nojagtige Angivelse i Levnetsbeskrivelsen. Reenbergs Bestalling findes dog ikke i Jydske Registre i Rigsarkivet, og andre Steder, f. Ex. i Krogs Efterretn. om Viborg By og Ursin, Stiftsstaden Viborg, findes andre Aarstal, hvis Hjeimnel heller ikke kjendes.

2) Hubertz, Aktstk. vedk. Aarhus, 111, 131.

3) O. Nielsen, Skodborg-Vandfuld Herreder. 47.

4) Bruun, Rostgaards Levnet, 372.

fra Verden og kun befattede sig med Læsning af gudelige og historiske Bøger. Som Digter forstummede han tidligere;efter Oversættelsen af Phædrus 1725 (V) findes kun et Par übetydelige Digte; det sidste daterede, fra 1732, er af religiøst Indhold. Han døde efter faa Dages Sygelejepaa Ristrup den 24. Juni 1742, 86 Aar gammel og som det synes temmelig eensom. 13 Aar forud var han bleven Enkemand; hans eneste overlevende Datter var gift i Nærheden paa Allinggaard, og Sønnen Fridrich, der arvede Ristrup, var Officer. Derimod boede hans yngste Broder Peder Hegelund hos ham efter at have opgivet sin Forretning og Borgmesterpost i Aalborg og henlevet nogle Aar hos Jens Reenberg paa Lynderup. Han døde næste Aar, 1743, som en Soaarig Olding.

Ved Aar 1703 havde Reenberg den betydningsfuldesteDel af sin Digtervirksomhed, navnlig ogsaa den litterær-satiriske, bag sig. Han vedblev vel at skrive Lejlighedsvers, men den Kreds, til hvilken de rettedes, blev i hans nye Stilling efterhaanden en anden. Tidligerevar det mest Slægt eller jydske Venner og Naboer: Svogrene Broberg til Sjelleskovgaard og Lange til Asmild Kloster, Biskop Gerner, Oberst Peperlow, General-Fiscal Brostrup Albertin til Tølløse, Oberstlieutenant Gregers Friis til Tustrup, Oberst Parsberg til Eskjær, Fr. Juel til Villestrup, Brødrene Landsdommer Christopher og ProfessorHans Bartholin, Sønner af den berømte Thomas. Enkelte fornemmere Velyndere havde Reenbergs Muse vel ogsaa allerede tidlig, f. Ex. Generalmajor Joh. Ranzau til Frydendal og flere af den Ranzauske Slægt; men først da han efter Aar 1700 naaede sin Berømmelses Højdepunkt,traadte han i hyppigere Forbindelse med Landets indflydelsesrige Mænd. Til den store Mæcen Fr. Rostgaardsender

gaardsenderhan uden endnu at kjende ham personlig et Bryllupsvers 1703*), som gav Anledning til nærmere Bekjendtskab og Brevvexling, navnlig angaaende Samlingenaf Bordings Vers, som Rostgaard ved den Tid havde for, og hvortil han blandt mange andres ogsaa benyttede Reenbergs Hjælp. Allerede samme Aar tilstillededenne Rostgaard en „skyldigst Taksigelse" fuld af litteraturhistorisk Lærdom og med Forjættelse om, at

Du ved Bording, han ved Dig
Udødelig skal blive (I, 304).

alt i Anledning af Udgaven af Bordings Poet. Skr., som for Resten først fremkom 32 Aar efter. Lidt tidligere er det litterære Forhold til Biskop Deichmann, lidt senere det til Biskop Laurids Thura i Ribe, der selv var Lejlighedspoet, og til Professor, siden Sjællands Biskop Christen Worm. Reenbergs Forretninger som Landsdommer og Trangen til Protection for ham selv og hans Sønner bragte ham ind i nye Forhold til Mænd i den højeste Styrelse: OversekretærerneWibe og Sehested, Etatsraad Lerche, de Finansdeputerede Johan Neve og Peder Rasmussen, Etatsraadog Højesteretsassessor Fogh til Ryomgaard, KammerherreGabel og Gehejmeraad Krabbe. Alle disse fornemmeVelyndere maatte efter Tidens Skik opvartes med Vers, og Tonen bliver da ganske naturligt en helt anden. Det er den jævne, ligefremme Gemytlighed, der virker saa velgjørende i Reenbergs første Digte og i de Brevfragmenter,der findes spredte i hans Levnet som Rester af en udbredt Correspondance, der vilde have været af uvurderligt Værd til hans egen og Tidens Characteristic men som desværre er gaaet tabt'²). Efter 1703 kommer

---

1) I. 181.

2) I, 30, 36, 44, 47, 48, 337.

denne Tone kun sjeldnere frem i nogle enkelte Vers til Oberst Lange i Hamburg, Janus Friedenreich paa Palstrup (Dedicationaf Fablerne), Neve og den senere Svigersøn Fischer. De nye Venner ere ikke saaledes at spase med, og fra Begyndelsen af det 18de Aarhundrede kommer ogsaa Reenberg ind paa den ellers saa almindelige Massefabrikationaf Bryllups-, Lig- og Ærevers, rimede Ansøgningerog Taksigelser, undertiden endog skrevne i andres Navn, hvor Sprænglærdom og Mythologi, opstyltede, overdrevneUdtryk og Billeder eller, om end heldigvis sjelden, den endnu værre, søgte og kunstlede Leg med Ord og Navne, Anagrammer o. s. v.^x) maa erstatte personlig Følelse, Varme og Hengivelse i Emnet.

Reenbergs Optræden betegner umiskjendelig et nyt Stadium i vor Lejlighedspoesi. Det var egentlig først med og efter Bording, at denne var blomstret op; det store Navn, han vandt, og den Lethed og Færdighed, hvormed han havde bearbejdet Sproget, kaldte en Flom af Efterlignere for Lyset. Men allerede Bordings Virksomhedviser i dobbelt Retning. De Vers, hvori han udtalersig om sine private Forhold eller henvender sig til Venner og jævnlige, udmærke sig ved Friskhed og Naturlighedog gennemtrænges af ægte dansk Lune. Her tumler han sig frit i en national Form, den firefodede Jambe, hvor han lemper det gamle fireleddede Knittelversefter Kunstdigtningens Fordringer til større Regelmæssighed.Naar hans afhængige og nødlidende Stilling derimod tvang ham til at henvende sig til Stormænd, der ikke som Gabel eller Tscherning forstod og yndede hans lette Form, eller naar han i Egenskab af Hofpoet skal besynge,hvad

---

1) I, 369, 403.

synge,hvadder hænder Riget og Kongehuset, saa bliver hans Muse en helt anden. Idet hun stiger op paa AlexandrinerensStylter og ifører sig det mythologiske Højtidsskrud,taber hun hele sin frimodige Naivitet, s:n personligeHengivelse og sin glade Spøg. Med et conventionelt Smil paa Læben bevæger hun sig i abstracte Lignelser og koldt højtidelige, engang for alle fastslaaede Vendinger og Udtryk.

Desværre var det næsten udelukkende denne sidste Stil, Efterfølgerne optog. Det fulgte dels af den submisse Aand, den stærkere og stærkere Afhængighedsfølelse, som Enevælden efterhaanden udviklede, dels ogsaa af Renaissancens Fordringer til Digtningens Værdighed, som kun altfor ofte forvexledes med Pedanteri og Stivhed. Dertil kom saa den 2den schlesiske Skoles Indflydelse, den affecterede Hyrdestil og det kunstlede Sprog med dets Ordspil, Brandere og Verskunster, hvori man dengang saa Poesiens Sjæl. De følgende 30 Aar, fra Peder Syv til Gerner og Kingo, kjendte kun Alexandrineren eller den tyske Viseform, enten man nu besang Phyllis og Chrysillis, en Vens Bryllup eller Ligfærd, Niels Juels Søsejre eller Griffenfelds lysende Stjerne.

Da er det, at Reenberg paa Overgangen til det følgende Aarhundrede atter vender tilbage til den ægte bordingske Tone. Strax fra sin første Optræden anslaar han denne med aldrig svigtende Sikkerhed: ikke et eneste Digt har han skrevet i Alexandrinere; han benytter overhovedetnæstenkun den firefodede Jambe, og lean dennes Rhytme end ogsaa blive ensformig, saa har den dog en ganske anden Friskhed end den klaprende og forlorent højtidelige Alexandriner. Andet Versemaal har Reenberg kun i nogle Fabler, i et Par gudelige Digte med trochaisk

Rhytme, samt endelig i nogle ganske faa og ene staaendeLejlighedsver s^l). Til denne „Bordings lette Skrivemaade"svarerogsaa Aanden i de allerfleste af Digtene: det er rene Bagateller, friske og naturlige Rimbreve til Enkeltmand, der i dagligt Samtalesprog dreje sig om Digterens Hverdagsliv. I Modsætning til Fortidens livløseogupersonlige Poesi overraskes vi her behageligt ved at se Digterens eget Billede træde lyslevende ud af Versets Ramme: en elskværdig, om end ingenlunde betydeligPersonlighedi Dagligdragt, ikke i Selskabstoilette, uden Pudder og Sminke. Som blæst bort er den forlorneIdealisme,der hidtil havde skjult Digteren selv og det Liv, der bevægede sig om ham, under et tykt Lag af trivielle Almenbetragtninger og en conventionel høj eller poetisk Stil, der gjør det ene Digt saa ligt det andet som to Draaber Vand og breder Kjedsommelighedens Taage over hele Litteraturen. Reenberg er ægte Realist, og det er jo ikke hans Skyld, at den Virkelighed, han gjengiver,oftester temmelig interesseløs og prosaisk. Selv paa hans ældre Dage, da som før anført hans Kreds og dermedhansDigtnings Tone bliver en anden, forfalder han aldrigtilAlexandrinerens Trivialitet, den stivt højtidelige eller krybende underdanige Tone. En Rest af individuelt Præg og naturligt Lune bryder dog altid igjennern Respecten for de højgunstige Patroners Stand og Rang, der nu ofte gjør hans Vers langtrukne og kjedelige og bringer ham til at pynte dem op med Lærdom og mythologiske panni purpurei. Denne Tidens almindelige Uvane spores vel ogsaa i Reenbergs tidligere Rim, naar han f. Ex. 1694 med utrolig Snakkesalighed faar Jaques Clement og Ravaillac,Jonasog

---

1) I, 38 Daglige Forretninger, 396 Nytaarsønske til Oberst Lange.

vaillac,Jonasoghans Kikajon, Kong Frode og Properts puttede ind i et Bindebrev til Biskop Gerner1). Men den tager aldrig helt Magten, og det er undertiden morsomtatse, hvorledes den gamle og den nye Form, de mythologiske Billeder og de realistiske Stillelivsskildringerfraden jydske Herregaard staa uformidlede overfor hverandre. I en af Tilskrifterne til Phædrus' Fabler beder han Vennen Friedenreich paa Pal strap om at læse disse ved Aftentide,

Naar Titan hos Antipodes
Vil Sonderpolen gieste,
Naar Hesperus sig dukker ned
I Tharsis's Vester-Vande,
Naar Borgestuens Menighed
Ved fittet Kort vil bande,
Naar Lade-Noglen bfpres ind
Og- Studen faar sin Natter .... 2j

Reenbergs Gjenoplivelse af den bordingske Stil beror ingenlunde blot paa Naturslægtskab; den er fra Begyndelsen af fuldt bevidst Efterligning. Han kalder endog sig selv

En Mester Bordings Ahe,

og undertiden finde vi ordret Gjenklang af Bording. Naar
denne i „Forhaabnings- og Forhalings Griller" lover at

stræbe paa Parnassi Spids
Saa højt hen op at stige
Som Cats og Rist

eller at

anvende Flid og Kunst
Mit Fædr'nemaal til Ære,

saa formaner Reenberg sin Brodersøn til at arbejde paa

---

1) I, "21.

2) 11, 172.

at Du til Parnassi Spids
Med Tiden kunde stige.
Men da maa bruges Fliid og Kunst . .. .v)

1720 begynder han en Ansøgning til Overkrigssekretær Gabel med et Citat af Bordings Vers til Gabels Farfader, Frederik Ill's bekjendte Yndling, og i Bryllupsdigtet til Rostgaard lader han Bordings „Gejst" aabenbare sig som Overbringer af et Brev fra Parnas'²). I Taksigelsen for Udgaven af Bording stiller han denne lige saa højt „paa Bjerget" som de fornemste udenlandske Digtere: Shakespeare (!), Boileau, Gorneille, Tasso og Ariost, med hvem rigtignok i Tidens Smag ogsaa Cats, Marot, Opitz og Rist ligestilles. Og endelig hylder han Bording i Begyndelsen af „Forsamling paa Parnas" som Rimets Mester³). Deter da intet Under, at et latinsk Æredigt til Reenberg⁴) fremstiller ham som Bordings Medbejler o«' Overmand i en mere cultiveret Tid:

Lusit jambseis trimetris(?) Bordingius olim,
Et sparsis salibus carmina coepta novis.
Huic tamen obstiterit prisci qvoqve forsitan am
Simplicitas, cultse non satis apta lyra?.
Simplicitas abiit, et adest limatiov aetas,
Et pariunt Vatem jam nova Secla novum.

Den ændrede Tone, som Reenberg anslog, fandt snart Efterligning, og lidt ind i det nye Aarhundrede finde vi de lette jambiske Vers og den gemytlig humoristiskeTone saa temmelig herskende i Lejlighedsdigtningen.Selv Poeter i ældre Stil som Jørgen Friis opgive

---

1) I, 32, 229.

2) I, 183. 204.

3) I. 207. 11. 105.

4) I, 65. INy kgl. Sml. 826, 4to er det tillagt Luxdorpb, hvad allerede Rahbek formoder i Bidr. til den danske Digtek. Hist., IV, 50.

nu af og til Alexandrineren for at slaa ind paa den nye Retning, og lige fra Sorterup og Schandrup ned til Wadskjær møder der os, som jeg andet Steds har sagt, „et fordringsløsere, jævnere, mere ægte dansk Pust, og selv om dette fører noget af den gamle Plumphed med, virker denne næsten som en velgjørende Modsætning til Forgængernes unaturlig conventionelle Stil" J). Men nægtes kan det ikke, at med den lettere Form bliver Dgsaa LejlighedsdigtningensIndhold bestandig mindre vægtigt, at det smaa og hverdagslige, de snævre Privatinteresser mere og mere brede sig paa ægte Følelses og almindeligeIdeers Bekostning. Hos P. Dass, i Kingos Ungdomsdigteog i hans Morgen- og Aftensange finde vi endnn Rester af en Naturfølelse, som man ellers forgjæves søger i den beskrivende Digtning; men Reenberg, so:n dog tilbragtehele sit Liv paa Landet, synes ikke at have havt noget Syn for Naturen; hans Omtale af Landbruget er saa praktisk økonomisk som muligt og former sig aldrig til Idyl som i Gerners Hesiodos. I en af Indbydelserne til Gerner søger han at lokke denne ved Sommerens Skjønhed, men det bliver ikke til andet end Trivialiteter uden individuelt Syn, selv i de af Fr. Barfoci i Ambr. Stubs Levnet fremhævede Linier:

Heist nu det smukke Sornmer-Vaer Til Lystighed indbyder, Og Kreaturerne enhver Sig i Naturen fryder:

---

1) RenaissancebeviKgelsen i Danm. Liteiatur i 229. Reenberg selv synker dog sjelden ned i den uhoviske Skaemt, selv i Icke i Brudevers, hvor den saa at sige b.orte til. Kun i Bryllupsdigtet til Gapt. Miiller og Jfr. Bartholin (I, 267 ff.) dvaeler ban ved den endnu ufodte Efterslaegt, og et Par andre Steder, I, 63,161, tillader ban sig noget droje Udtryk.

Sin gronne Kiortel Skoven basr, Og Engen staar i Grade, Ja Marken udstafferet er Med gule Baand og rode.

Heller ikke Begyndelsen af „Foraars-Jagt" hæver sig
højere *):

Aprilis, du smukke, du deilige Vaar! Som volder, Naturen sin Skikkelse f'aaer: Da Markerne grønnes, da Træerne knoppes, Da Fugle med Fugle vil parres og kroppes.

Og disse Udbrud er endda noget temmelig ene staaende. Der findes i hans to tykke Bind heller ikke et eneste erotisk præget Digt, og til den patriotiske eller heroiske Lejlighedsdigtning føler han lige saa lidt noget Kald. Det er jo ogsaa vist nok, at denne under Enevælden som oftest bar et temmelig smaatskaaret Præg, saa Fædrelandet incarneret i Kongens Person, og i enhver Storbedrift mindre øjnede et Udslag af Folkeaanden end Enkeltmandspersonlige Fortjeneste, saa at den fædrelandske Aand, som skulde have baaret den, taber sig i Kryberi og Smiger. Dog skød denne Digtning i Reenbergs Samtidlivskraftige Skud i Sorterups Heltesange og tildels i Jørgen Friis's Digt om Norges Forsvar 1716, og der er ingen Tvivl om, at Reenberg selv af Hjertet hyldede Enevælden og havde al Grund til at føle sig vel under den; han, som ved Slægtskab og Venskab var forbunden med mange af dens Støtter og over hvem dens Naades Sol oftere lyste. Men kun i et Par tarvelige Digte synger han om fædrelandske Emner; det ene udtaler gode Ønskerfor Frederik IV, det andet forklarer Felterne i DanmarksVaabe n²). I Tilegnelsen af Fablerne til Rostgaard

---

1) I, 12, 37.

2) I, 369, 427.

og i Slutningen af Ars poetica undskylder han selv, at han ikke har besunget Kongen og hans rastløse Virksomhed,hans Helte og- hans Sejre: dertil behøves en Homer eller Horats,

men kort er Høne-Flugt;
Mig fattes Ørne-Vinger:
Tilmed, at sees med Landsbye-Tugt
For Thronen, ey gelinger.*)

Men Tilegnelsen er blot Efterligning af Horats's 2den Bogs Iste Satire og Boileaus Discours au Roi IGGS og 9de Satire: Digteren er ikke Smigrer, han følger sit Kald til Satiren og overlader de højere Emner til større Aander:

Je mesure mon vol a mon foible genie.
Pour chanter un Auguste. il faut etre un Vergile.9)

Vi have i disse Digte et slaaende Vidnesbyrd om, i hvilken Grad Enevældens Aand var den samme i Augustus's Rom, i Ludvig XIVs Frankrig og Frederik IVs Danmark. Det er mærkeligt at se Digtere fra saa forskellige Tider ganske paa samme Maade og næsten i samme Udtryk og Vendingergjøre Undskyldning for, at de ikke have sunget Monarkens Pris, idet de tillige forvandle selve Undskyldningentil en Lovsang. For Reenbergs Vedkommende var Sagen vel den, at han som de fleste af hans samtidige ingen Trang følte til at blande sig i det offentlige Liv. Han passede sig selv, sin Bedrift, sin Familie og sit Embede,og

---

1) 11. 163; sinl. Vilh. Helt i Lima mordendo decorat, 1690. (Curieuse poet. Skr. 1732, 225): Jeg vilde synge ora vor Nordens store Love. Som af et Konge-Mod aid Verden gav sin Prove; Men holt, niin Musa, holt, Du Tonen foist maa here. Som sommer sig en Sang til store Kongers iEre.

2) (Euvres de Boileau, La Have 1722, I, S. 3 og 5, cfr. 149.

bede,oglod dem skøtte Statens Anliggender, hvis Stillingmedførte det. Tiden var lidt filistrøs; dens Sans for offentlige Interesser var lige saa uudviklet, som vor Tids er overudviklet.

Hvad der udmærker Reenberg er altsaa kun Formens Lethed og den personlige Friskhed og Elskværdighed, som præger hans Digte. Som Aand stod han ikke over sine samtidige; ogsaa han er udelukkende Forstandsmenneske; han griber ikke dybere i Tilværelsens Strenge og leder ikke Digtningen ind paa nye Baner, men bliver i de gamle Spor: Lejlighedsdigtningens, den gudeligeDigtnings og Læredigtningens. Det var ikke nogen uimodstaaelig Hjertets Trang, der førte ham ind paa den religiøse Poesi; det var noget, der nu engang hørte sig til. Hver eneste Digter i det 17de Aarhundrede har aflagt Vidnesbyrd om sin Rettroenhed i gudelige Vers, og var der end i Reenbergs Dage begyndt at trænge en mere verdslig Aand ind, saa var denne dog endnu ikke den herskende. Ligesom vi i hans Lejlighedsversse, at Samtalerne ved Selskaber og Gilder skiftede mellem religiøse og politiske Emner, saaledes maatte ogsaa Digterne endnu dele sig mellem det jordiske og det himmelske;men i Reenbergs Digtning indtager det sidste ikke længere nogen fremtrædende Plads. Hans gudelige Digte hæve sig hverken i Tanke eller Udtryk over Tidens almindelige Niveau. Nogle af dem høre til hans allertidligste, allerede fra 1691, saaledes „Forberedelses- Suk" , Syndsbekjendelse" og Skriftebøn ved Nadveren. maaske ogsaa de vigtigste, Oversættelserne af Davids Iste Psalme og de 7 Pønitensepsalmer¹). Davids Psalinervare

---

1) Efter Chronologien i Addit. 265, 4to; i de Poetiske Skrifter ere de udaterede.

inervarebearbejdede og parafraserede af Digtere i Snesevisi det 17de Aarhundrede, bl. a. af de allerstørste: Arrebo, Bording og Kingo. Rahbek har i Bidrag til den danske Digtekunsts Historie 11, 244 f., sammenstillet disse Behandlinger med Reenbergs og har vistnok Ret i, at denne er mindre inspireret end Forgængerne. Da Arrebo sad i Malmø, tynget af sin Konges Unaade og paa til Dels uretfærdige Beskyldninger afsat fra Trondhjems Bispestol,kunde han nok fristes til at paakalde Guds Hævn over sine Forfølgere og sukke med David: „Herre, hvor længe?" Og „Psalmisten i det danske Kirkechor" har sikkert ligesom det gamle Testamentes Psalmist følt LysternesStorme bruse i sit Indre, og atter vendt sig med Lede fra Verdens Forfængelighed. Men neppe har den brave Forpagter paa Lynderupgaard, hverken i sit indre Liv eller sine ydre Skæbner, havt nogen Opfordring til at røre de samme Strenge som Israels kongelige Sanger. Hans jævne, regelmæssige jambiske Vers, hvor passende de end monne være for dansk Lejlighedsdigtning, egne sig ogsåa kun i ringe Grad til Gjengivelse af hebraisk Hymnepoesi.

Til Reenbergs senere Aar høre et Par rimede opbyggeligeBetragtninger over det guddommelige Naadevalg,af hvilke den sidste, fra 1732, er frit oversat efter den tyske Digter Ganitz1). Men derhos sta.ar noget af hans moraliserende Læredigtning i. gammel Stil endnu paa Overgangen til den religiøse Poesi. Saaledes gaar den temmelig langtrukne „Markedsgave til min Dotter"2)

---

1) Gedichte bei Konig, 1727, 16.

2) 11, 464. Den skal stamme fra 1709 og være rettet til hans ældste Datter Christine Marie, som dengang var 21 Aar og siden ægtede Etatsraad Teilmann.

vaesentlig ud paa at indskserpe et fromt Liv, hvorved
Reenberg dog tager Afstand fra de begyndende pietistiske
Bevsegeiser:

Du skalt ey troe og tamke
Din Christendom saa vanskelig
En Byrde, som en La?nke,
Som den beskrives af Endeel.
Hvis sorte Galdes Griller
Saa mangen angergiven Sia>l
Ved aid sin Glsede skiller.

Af et betydelig mere verdsligt Præg ere de tilsvarende moralske Leveregler, som Reenberg 1707 i en Ansøgning til Oversekretær Sehested for sin ældste Søn Christian1) fingerer at have sendt denne i Stedet for Penge til hans Underhold, hvilket Faderen ikke mere har Raad til at bekoste. Det er egentlig kun en Omskrivning af den „hedenske Morale" i Pythagoras's „gyldne Sprogø, hvilke Reenberg nogle Aar før havde sat paa danske Vers, eller i hans senere Oversættelse af „Morales du Duc de Bourgogne" '2). Det er en rent praktisk Levevisdom, som ganske vist for et Syns Skyld indledes med en flygtig Compliment til Religionen, et „Frygt Gud" ganske i Forbigaaende, men som ellers vidner om, at Livsanskuelsen nu er i Begreb med at blive verdsliggjort, og at Moralen emanciperer sig fra sit religiøse Grundlag, til Dels under Indflydelse af den indtrængende franske Aand.

I den lille Oversættelse „Min søde Pibe"3) løber

---

1) I, 312.

2) 11, 451, 456, ogsaa betitlet „Portrait dun honnéte bomme" i Haandskrifterne.

3) I, 255. Den franske Text, som Nyrop har optrykt i Dania IV. 47, blev i Almindelighed (ogsaa i nogle af vore Haandskrifter, f. Ex. Rostg. Sml. 264, 4to) tillagt den tyske Filolog Joh. G. Grævius, f 1703. Den tyske Oversættelse ved Ganitz (Gedichte bei Konig 17^7, XLVI og 159; ikke benyttet af Reenberg) nsevner derimod som Forfatter en fhv. fransk Prtest i Middelbmg i Zeeland, Lombard. Men Visen synes at bave en lang Stamtavle, der ender i England, s. Ztscbr. f. vgl. Littgescb., N. F. XIII: Internationale Tabakspoesie.

Tobakkens Pris ud i en allegorisk Betragtning over, hvorledesalt i Verden kun er en flygtig Røg, og Mennesket tilsidst skal blive til Støv og Aske. Forkjærligheden for et Emne som Tobakken er betegnende for Tidens Prosaaand.Allerede Bording skjaldrede om „Nyse-Krud eller Snuu-Tobak"; Vilh. Helts „Tobaks-Aske« indeholder samme allegoriske Tanker som Reenbergs Oversættelse, men vidtløftigere og i en mere udpræget religiøs Tone. Lucoppidans bredt udmalende „Tobaks Berømmelse" 1714 endelig roses af J. E. Schlegel.

Allerede ved Omtalen af Reenbergs Lejlighedsdigtning
har der været Anledning til at pege paa Tidens
Smaahedsaand, dens Hang til at søge Lykken indenfor
det private og huslige Livs Omraade og sky de med
videre Interesser og større Aspirationer forbundne Farer1).
„Bene vixit, qui bene latuit" var Valgsproget, og „den
ædle Middelmaadighed", den stille, fredelige og nøjsomme
Tilværelses Fortrin blev et Hovedemne baade i Hyrdedigtning
og Moral. Horats's bekjendte 2den Epode:
ille, qui procul negotiis" udtaler en Klogskabsregel,
som passede lige godt i den augustæiske Tidsalder
og under den danske Enevælde, og dens Grundtone
klinger igjennem vor Digtning lige fra Terkelsen og Bording
til Reenberg, som, vistnok fra Tysk, oversætter et
lille Vers:

Lyksalig den, (lev i sin Hytte
Ukjendt af Verden lever hen, (I, 425)

---

1) Paludan, Renaissancebevægelsen i Danm. Litt. v_2ll.

der meget minder om Opitz's populære Bearbejdelse efter
Horats:

Wohl dem, der weit von hohen Dingen
Den Fuss stellt auf der Einfalt Bahn.

Et andet lille Digt behandler „Lykkens Übestandighed", om hvilken ogsaa Lucoppidan sang i mere religiøs Aand og i Visetone¹). Endelig udformer Reenberg 1707 i et Nytaarsvers til Etatsraad Lerche efter Juvenals 10de Satire hele denne Tidens spidsborgerlige Livsanskuelse: Nøjsomhed er det eneste i Verden, som er værd at ønske sig; Rigdom er et forgængeligt Gode, som Tyvehaand, Ildebrand eller Bankerot paa et Øjeblik kan berøve os; den fattige er sundere og mere tilfreds i sin straatækte Hytte, og fører Rigdommen oven i Kjøbet til Gjerrighed, saa giver den kun Uro og Plage. End større Farer medfører Ærgjerrigheden:

Endnu vor Danmark mindes den,
Som blev med Ørne-Vinge
I Været bragt, men ned igien
For Avind maatte springe,
Sin Konge, som der siges, troe;
Men jeg mig ey befatter
Med hans Process: qvo teste, quo
Sub crimine, quis delator?

Higen efter Krigerry fører oftere til en brat Død end til et stort Navn, medens derimod en høj Alder gjerne er forbunden med Svaghed, Knarvornhed og søvnløse Nætter. Det er, som man ser, hverken nye Tanker eller et frejdigt Livssyn, Reenberg her fremsætter og senere gjentager i sammentrængt Form og mere gudelig Tone i en Oversættelse af nogle franske Vers af Baronesse Gyldenkrone 1718 2).

---

1) I, 41. Wielandts Saml. af dsk. Vers V.

2) 11, 462. Ogsaa Ganitz besynger den ringe Stands Fordele, men uden Beroring med Reenberg.

Emnerne for den moralske Satire ere i dst hele paa denne Tid temmelig ensartede: man hentede dem hos Juvenal eller Horats og lempede dem med lidt større eller mindre Selvstændighed efter Datidens Forhold. Saaledes gaar Juvenals blodige Philippika mod Kvinderne og Ægteskabet noget afdæmpet igjen i Boileaus 10de Satire. Hos os havde Jens Sthen Sehested i „Pigernes Dydog Laster-Spejl" paa en jævnere og billigere Maade gennemgaaet Kjønnets Fejl og Fortrin. 1696 optog Reenberg Diskussionen om Ægteskabet i en fra Virgils Ekloger laant Dialogform, men ikke i Hyrdetone. I „Samtale mellem Timander og Philemon" søger den sidste at bevæge sin Ven til at gifte sig, medens Timander først forholder sig noget satirisk afvisende, hvorved Samtalen faar mere Liv og individuelt Præg end dengang almindeligt. Siden angriber han Kvindernes Vanart i den sædvanlige Stil, medens Philemon fører et tungere, moralsk-religiøst Forsvar for Ægteskabet, hvor han dog ifølge Tidens Tankegang ikke undlader at fremhæve de materielle Fordele: Hustruen

Kand fore Dig til Brude-Skienk
Ti Tusinde Rixdaler;
Jeg selv har Skifte-Brevet sect
Een Gaard dertil, besat og frie,
To Gange Hundred Tender ....

Bag efter hedder det saa rigtignok:

Skjondt hun i bare Middeler Saa stor en Rigdom ever, Personen dog. som dydig er, Yel firedobbelt veyer.

Det Kvindeideal, der skildres, er vistnok ikke det moderne:

I Kirken, hvor man hende seer,
Hun synger, laeser, beder.
Og det med saadan god Maneer,
Man sig derover glaeder.

Huustavlen hun foruden kand ....
Glaus Pors, Romancer, eller det
Som forer ingen Nytte,
Hun skotter ey, men i dets Sted
Vil virke, sye og knytte.
Er mesten taus og sielden leer ....

Reenberg nævner og citerer her paa et Par Steder Juvenal og Boileau og henter nok fra dennes 10de Satire Ideen til nogle af sine Kvindetyper, som forekomme næsten i samme Orden: den utro Hustru, Koketten, den spillesyge, den trættekjære, den ahnestolte. Derimod forbigaar han dem, til hvilke der ikke fandtes nærliggende danske Paralleler: den lærde Dame, den bigotte, det. bekjendte rystende Exempel paa Gjerrighed, Ægteparret Tardieu, og indfører i Stedet en her hjemme hyppigere forekommende Figur, den fordrukne Kvinde. I det hele følger Reenberg her endnu ingenlunde Boileau saaledes som i andre af sine Satirer. Var Afstanden allerede stor mellem den romerske Kejsertids Furier og Megærer, som Juvenal skildrer dem, og de letfærdige eller hykkelske Verdensdamer i Paris og ved Hoffet i Versailles, saa var den endnu større mellem disse og de brave, kjedsommelig dydige eller stundesløst virksomme, trættekjære og sladderagtige Husmødre i vort jævnt borgerlige Samfund.

Jeg troer, at Kvinde-Kjøn var slemmere til Rom.

siger ogsaa Holberg i sit 4de Skjemtedigt, hvor „Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig". Situationen er hos Holberg den samme som hos Boileau, men modsat Reenbergs, idet det er Vennen, der fraraader Ægteskabet. Holberg er imidlertid ikke paavirket af nogen af sine Forgængere og kjender vel ikke engang Reenbergs 25 Aar ældre Satire. Han vil slet ikke angribe Ægteskabet i og for sig, end sige Kvindekjønnet:

Jeg derfor ey bifalder
En Juvenalis, som med sin forgiftig Pen
Greb an det hele Kion.

Han vil kun foreholde sin Ven Farerne og Betænkelighederne ved et Giftermaal i hans høje Alder. I sin samtidige Satire „Det daarlige Giftermaal" raader ogsaa Falster til at se sig vel for, og skildrer i korte Træk den ødsle, forlystelsessyge og slette Hustru.

Menneskelige Daarskaber og Latterligheder i Almindelighed omhandler Reenbergs „Verdens Eaarekiste", H>99, i endnu nærmere Tilslutning til Boileaus berømte Sde Satire „De l'homme" (1668) end Holbergs Iste Skjemtedigt, som har samme Emne. Naar Holberg i sit Digt tiltaler en Magister, siger han selv i Indledningen, at det sker for at „imitere Boileau", som rettede sin Satire til Claude Morel, Doctor ved Sorbonnen. Men fraset denne formelle Lighed behandler Holberg sit Emne langt mere uafhængigt af Boileau end Reenberg, og skjøndt han naturligvis i mange Enkeltheder maa træffe sammen med denne, spores der dog heller ikke nogen directe Paavirkning fra Reenberg. Billedet af Verden som en Daarekiste ligger jo ved en Satire af dette Indhold saa nær, at det næsten med Nødvendighed maatte frembyde sig ogsaa for Holberg¹):

Hvad Arbeyd var det ey, oin man kun gjorde Liste
Paa Daarer, som man seer i mangen Daare-Kiste ....
Mod Verdens Dulhuus det dog ey at ligne er.

Paa samme Tanke hviler Boileaus 4de Satire, der er
nær beslægtet med den Bde og har blandet sig med den
baade hos Reenberg og Holberg: alle Mennesker ere

---

1) Mindre poet. Skr. v. Liebenberg 148.

Daarer, og dog tror enhver, at han er den eneste kloge:

D'ou vient, cher Le Vayer, que Tb omme le moins sage Groit toujours seul avoir la sagesse en partage, Et qu'il n'est point de Fon, qui par belles raisons Ne loge son voisin aux Petites-Maisons? .... Tousles hommes sont fous et malgré leurs soins Ne different entre eux que du plus ou du moins.

Ligesaa siger Holberg efter at have gjennemgaaet alle
Civilisationens Latterligheder:

Sligt uanseet. enhver stor Viisdom hos sig seer,
En Daare bryster sig. en andens Feyl beleer.

8 Aar efter Holberg anvender Falster i sin Satire „Verden som et Dolhuus, afdeelt i sine besynderlige Værelser", 1730, ikke blot Daarekisten i Titelen, men gjennemfører Billedet i alle dets enkelte Led, idet han først skildrer nogle virkelige Vanvidsformer, men dernæst viser, at de saakaldte normale Menneskers Taabeligheder ere langt latterligere:

Naar jeg udi Tanker seer
Vor Verdens Bors igjennem,
Der som et Dolhuus er besat
Af kloge Grillenfamger,
Da er det mig umuligt, at
Jeg mig kan bare laenger.

Satiren fremfører en Række Typer af forskellige Livsaldre og Livsforhold, som hver plages af sin Orm, især Indbildskhedens og Storhedsvanvidets i dets vexlende Former, og slutter med Digteren selv, der bilder sig ind at være kaldet til Dommer over andre, uden dog at kunne forbedre

Hovedtanken i Boileaus Bde Satire er derimod den at ydmyge Mennesket ved at stille ham sammen med Dyrene og kritisere hans indbildte Fortrin fremfor dem. Skjøndt han besidder Fornuft, lader han sig i de fleste

Tilfælde lede af blind Lidenskab, og Civilisationen har for en stor Del netop sit Udspring af hans Laster og udvikler disse, medens Dyrene leve lykkeliger s og fredeligerei Naturtilstanden. Dette Paradox kommer hyppig igjen i det 17. og 18. Aarhundredes moralske Satire og i de fantastiske Rejseromaner lige ned til Niels Klim¹), ligesom det staar i nær Forbindelse med Rousseaus Gulturfjendskabog Oplysningstidens Lovprisning af Naturen og det naturlige. Tankegangen i Reenbergs Digt svarer nu saa ganske til Boileaus, at man kan betegne det som en Bearbejdelse, der paa sine Steder nærmer sig til fri Oversættelse. Naar Boileau begynder:

De tous \e< animaux qui s'elevent dans Fair
Qui rampent sur la terre. ou nagent dans la mer
Le plus sot animal, a mon avis, c'est rhomine.

v. 13.

II est vrai, de tout terns la raison fut son lot,
Mais de la je conclus que l'homme est le plus sot.

v. 35.

Mais I'homme sans arret dans sa course insensee,
Voltige incessamment de pensee en pensee,
Ce qu'un jour il abhorre, en I'autre il le souhaite,

saa hedder det hos Reenberg:

i, us.

Thi faer med Drake Verden oin.
Du skal dog ikke finde,
Et Kreatur saa gal og dum
Som Dyret, fod af Qvinde.
Men den Fornuft, vi rose rneest,
Vort oye tidt forblinder ....

---

1) Paludan, Om Holbergs Niels Klim 79 f., HG. Boileau har maaske laant Ideen hos Montaigne.

Den Ting, hvorfore jeg i Gaar
Til Himlen vilde storme,
I Morgen skal forskydes, naar
Mig plager andre Orme.
Bestandig Übestandighed,
Omskiftelige Tanker
Vi Mennesker regieres ved ....

Hos Holberg mere afvigende1):

Han en fornuftig Siel til Lod bekommet har, Er derfor just Tyran, just derfor ene Nar, Der meget viislig kand om alting raisonnere, For Passioner dog kand intet practisere.

Menneskets postulerede Verdensherredømme har heller
ikke meget paa sig; Boileau:

v. 59.

De tousles animaux il est, dit il, le maitre;

men mon det egentlig er Bjørnen, der er bange for
Vandreren eller Vandreren for Bjørnen ? Hos Reenberg:

I, 121.

Hvad det angaaer, at os er sagt,
Det vi, som Herrer, kunde
Befale Dyrene med Magt ....
Men vilde Du en Slagter-Hund,
Som Dyre-Konge, byde
At l«gge sig og holde Mund,
Jeg tvivl, han vilde lyde.

Vistnok har Mennesket gjort sig Verden underdanig ogopfundet
Love og Straffe, Kunster og Videnskaber; Boileau:

v. 119.

Lui seul vi vant, clit-on, dans l'enceinte des villes
Fait. voir d'honnétes mæurs, des coutumes civiles,
Se fait des gouverneurs, des magistrats, des rois.

Reenberg:

I, 123.

Han jo med Viisdom og Foistand
1 Verden Love giver ....

men Dyrene kunne undvære Loven; de kjende hverken

---

1) Mindre poet. Skr. v. Liebenberg 154.

til Krig, Forbrydelse eller Proces:
v. 122.

.... sans lois et sans police, Sans craindre archers, prevot ni suppot de justice, Voit-on les loups brigands, comrae nous inhumains. Pour detrousser les loups, courir les grands chemins?

On ne connait chez eux ni placets, ni requetes

v. 147.

Reenberg:

I, 120.

Naar hortest blandt de vilde Dyr
Som ufornuftig kaldes,
En Abner udi Yens Postyr
Af Joab overfaldes ....
Man saae dem aldrig i Procesz
Om Liv og Mre trette ....
Ey Herreds-, Birke-, Landstings-Dom,
Ey Procurator Renker.

Holberg (Liebenb. Udg. 131):

Betragt Dig Menneske, betragt og vilde Baxter.
Hvorover Du af Gud er skabt at vaere Mester,
See Tigrens Grumhed an, see Pievens List og Svig,
Ja. alle Bassters Feyl, de findes jo hos Dig ....
Man derfor ey en Bye, en Flek fast ey kand linde,
Hvor jo tillige med en Kag, en Galge er.
En Byfogd, Boddel, Lov. Sverd, Riis og andet nieer.
En Ulv ey aeder Ulv. sin Mage aldrig vor,
Han heller lider Nod, af Hunger heller doer.

Som Bevis paa, at Dyrene lade sig lede af det usvigelige Instinct uden at føres vild af Lune og Lidenskab, omskrive alle tre Digtere det bekjendte Exempel om Myren fra Horats's Iste Satire i Iste Bog. Boileau:

v. 25.

La fourmi tousles ans traversant les guérites
Grossit ses magasins des trésors de Gérés . . .
Jouit Thiver des biens conquis durant l'été.

Reenberg:

1, 120.

Den liden Myre-Republik
Bestaaer. at sammenbasre
Sin Spiisning efter Aarsens Skik
Og den igjen udt;ere.

Holberg:

3. 133.

Paa Proviant et Aar sig laver kun en Myre;
Men \iise Seneca kand her i sig ey styre.

Efterhaanden forholde dog begge de danske Digtere sig noget friere til deres Mønster og variere Emnet selvstændigt. Reenberg begynder med at sige, at han heller vilde være en Kat, en Slange eller en Abe end et Menneske, og støtter siden Paastanden om Menneskets Slægtskab med Dyrene paa Pythagoras's Sjælevandringslære, hvorefter Sjælen, naar den farer ud af Mennesket,

I, 122.

da farer ind og giester
Nu Bæsternes i Mennesker,
Nu Mennesker i Bæster.
Saaledes er en Muldvarps Siæl
Indgivet en Forpagter,
Et Asens i en Bonde-Træl,
Og Ulvens i en Slagter o. s. v.

Boileau har intet tilsvarende, men derimod er det samme Tanke, hvormed Lauremberg 1652 begyndte sit første Skjemtedigt, og som kommer igjen i Holbergs Metamorphosis, rigtignok begge Steder i noget anden Forbindelse.

Holbergs Iste Skjemtedigt,, som er betydelig vidtløftigere end Boileaus og navnlig Reenbergs, har ogsaa langt mindre Enhed i Tankegangen. Ved Siden af Sammenstillingen mellem Mennesker og Dyr indføres strax fra Begyndelsen et andet Synspunkt for de menneskelige Daarskaber, idet Digteren lader Heraklit og Demokrit, den grædende og den leende Filosof, betragte dem hver ud fra sin Livsanskuelse. Ogsaa dette Motiv forekommer allerede hos Lauremberg i hans 2det Skjemtedigt, og det er ligeledes antydet i Reenbergs før omtalte „Viborg- Snapsting", der mod Slutningen former sig til en Satire, navnlig over Modedaarskaberne:

I, li().

To gamle, graae Philosopher,
Een graed, den anden griinte.
Hvor denne fandt saa meget Vand,
Vi sparge maae med Rette,
Men undres ey. den anden kand
Sig ey af Latter maette.

Sml. Holberg:

S. 131.

Jeg dog den sidstes Latter
Meer end den for.stes Graad og vaade oyen .-katter.

Hos Holberg tager imidlertid dette Motiv efterhaanden ganske Magten fra det boileauske, Sammenligningen med Dyrene. Boileaus og efter ham Reenbergs Satire slutter ganske følgerigtigt med, at dersom Æslet havde Talens Brug og saa vore Moder og Lader, vilde det dømme:

v.oOS.

Ma Ib i, non plus que nous, Tliomme n'est qu"une bete!

1. 129.

De Øren, som hans Moder bær,
Os skulde bedre sømme.

I Stedet for Æslet indfører Holberg en Maanebeboer som den, der dømmer Jordboernes Sæder, en Fiction, der var meget almindelig i de vidunderlige Rejsebeskrivelser, og som han siden nærmere udførte i Tanians Rejse i Niels Klim. Men medens Boileau og Reenberg til Slutning navnlig gaa ud paa at vise, at Civilisationen bunder i Menneskets slette Natur, fremstiller Holberg den snarere som en Samling af Selvmodsigelser og- Latterligheder gjennem en Række Typer, som kun af og til minde om tilsvarende Træk hos Boileau. Saaledes er Holbergs dristige Philippica mod hedensk og christelig Overtro kort antydet af Boileau, der ogsaa har beslægtede Skildringer af Ærgjerrighed, Gjerrighed c. s. v. Boileau:

v. 80.

Il t'aut souffrir la faim et coucher sur la dure
Alin qu"un héiitier, bien nourri, bien vétu etc.

Holberg :

S. 146.

M. haver Midler, hans Døds-Time flux tilstunder,
Hans Gods tilfalder dem, som han ey gierne under.
Sig dog cyder mæt . . .

Men dette er jo loci communes: allerede Helt siger i
„Lima mordendo decorat", 1690:

Den, som ham arve skal, ham onsker i sit Hierte
Ti Alen under Jord . . .
Den Tak vor Puge faaer,
Fordi han sultet har i tredsindstyve Aar.

Nok saa nær paa disse Boileauske Typer kommer Reenberg i Tilegnelsen af Phædrus's Fabler til Gehejmeraad Rosenkrantz*), en lille Satire, der i mange Henseender slutter sig til „Verdens Daarekiste", omtrent som Boileaus 4de Satire til den Bde. Boileau viser gjennem en Række Typer, hvorledes Mennesket

IV. bc2.

De ses propres défauts se fait une vertu

og paa samme Maade hævder Reenberg, at skjøndt
Mennesket roser sig af sin Fornuft, kunne dog kun faa
sige sig fri for Griller. Her hedder det, at den gjerrige

11, 168.

Med Sult og Vagt sin visne Krop
Udmartrer, som en Fange,
Og tidt for den, han tænkte mindst
Xaar han til Jorden skatter . . .

Den ærgjernge, som

11, 167.

i Rolighed og Fiyd
Sit Levnet kunde fore,
Übudden tager Svaerd og Spyd
For sig et Navn at giore.

Boileau:

VIII, 91.

Bientot F ambition et toute son escorte
Dans le sein du repos vient le prendre å main forte,

---

1) 11, 166.

L'envoie en furieux, au milieu des hazards,
Se faiie estropier sur les pas des Cesars.

Billedet hos Reenberg:

11, 106.

enhver sig kaarer
En vildsom Vey, forvirret Stie,
Der leder os som Daarer.
Knap een af femten traeffer paa
Den Vey, han meen' at vide,
Men slipper den. han burde gaae,
Og skejter ud til Side,

er hentet fra Boileau:

IV, 41.

Gomme on voit qu'en un bois, que cent route:? séparent.
Les voiageurs sans guide assez souvent s'égarent,
lAm a droit, I'autre a gauche, et courant vairement.
La nierne erreur les fait errer diversement.
Ghacun suit dans le monde une route incertaine,
Selon que son erreur le joue et le proméne.

Endelig gjøre begge de danske Digtere ligesom senere Falster i „Verden som et Dolhus" en Slags Undskylning for deres Kritik over andre ved at tage sig selv med blandt Daarerne. Reenberg:

I, 127.

Jeg og af samme Vanitet, Blandt andre Narre fleere, Vil her mig gjøre til Poet, Og Verden reformere.

11, 170.

Jeg skriver mig i samme Flok.
Er og en Gek med andre.

Holberg:

S. 149.

Jeg1 finder, hvis mig selv jeg ene giennerngik,
At skrive andet jeg ey Tid og Stunder fik.

Med „Det latterlige Gjæstebud" 1701J) ere vi ude over den egentlig moralske Satires Ornraade og inde paa den sociale. Det er endnu mere end „Verden som en Daarekiste" en blot Efterligning af Boileau, hvis 3die

---

1) I, 140.

Satire, „Festiri ridicule", Reenberg følger Skridt for Skridt, idet han blot localiserer den. Hvad der her har Interesseer altsaa Sammenligningen mellem danske Sæder og de franske 25 Aar tidligere, samt Reenbergs Evne til at opfatte og gjengive sit Forbillede. Satiren skildrer en rig Parvenu, der vil vise sin Flothed ved et kostbart Gilde, men kun røber sin Mangel paa Smag og Evne til at sammensætte saa vel Spisesedlen som Indbydelserne saaledes, at nogen kan have Fornøjelse af det. Her har Boileau atter efterlignet Horats Sat. lib. 11, 8, om Nasidienus'sGjæstebud, men med Tilføjelse af en Indledning og en Slutning, som navnlig tjener til at characterisere den Gjæst, der fortæller om Gildet, som en fin Gourmand, for hvem hans skuffede culinariske Forventninger staa som noget frygteligt. Han er bleven ganske bleg:

111, 5.

Qu'est devenu ce teint, dont la couleur fleurie
Semblnit d'ortolans seuls et de bisques nourrie?

og til Slutning onsker han, hvis han lader sig saaledes
narre en anden Gang:

v. 284.

Que tousles vins pour moi deviennent des vins de Brie.
Qu'a Paris le gibier manque tousles hivers,
Et qu'ii peine au mois d'Aout l'on mange dcs pois verts!

Disse kvikt characteriserende Trseks Betydning har Reenberg
ikke forstaaet. Hos ham faar Gjaesten vel ondt af
den daarlige Mad og Vin, men om ham hedder det kim:

I. 140.

Du seer saa gusten, bleeg og suur.
Som Konen, naar hun liorei
En Kat udi sit Fadebuur . . ..

og hvis han kommer der igjen, lover han

I, 160.

Jeg skal til Straf Assessors Rang
For Penge paa mig smore,

m. m., som aldeles ikke er betegnende for hans Individualitet.Det

dualitet.Detkan nu ikke undre os, at Reenberg er en mindre fin Psycholog end Boileau, der lader et let satiriskSkær falde ogsaa over sin Fortæller. Indledningen, hvor Gjæsten søger at unddrage sig Indbydelsen, spinder Reenberg videre ud og laaner her et Par Smaatræk fra Horats Sat. lib. I, i), om det tilfældige Møde med en paatrængendePerson, hvem Fortælleren kun kjender af Navn, og hvem han forgæves prøver at undgaa ved at lade, som om han har noget at tale med sin Karl om. I selve Beretningen om Gildet er der ogsaa et Træk, som Boileau ikke har, men som synes hentet fra Horats lib. 11, Sat. 8, v. 34, at nemlig Gjæsterne, da de komme til Fisken, forlange større Vinglas:

I, 156.

Hr. Vært, giv større Skaaler,
Thi Viinen smager vel paa Lax
Og Fisken Væde taaler!

Fra Retternes Orden og Mangfoldighed, der afviger meget fra vore Dages Brug, kan man neppe drage nogen sikker Slutning om Datidens Spiseseddel, da Boileau her synes at være Forbilledet. Ogsaa han har Suppen, kogt paa en gammel Hane, som

I, 148.

Nu til Kapune ctabtes om
Af Verten cum honore.

111, 47.

Qui cliangeant sur ce plat et d'etat et de riom
Par tousles convies s'est appele chapon.

Mellemretterne ere hos begge omtrent de samme: Fricassée paa en Bede, som egentlig er en gammel Vædder, Oxetunge i Ragout. Derefter les pieces da resistance: atter en gammel Hane, garneret med Snepper, Stære og Ænder, som imidlertid ere skudte i Rugetiden. Boileau:

Sur un lievre, flanque de six poulets eti([ui3s,
S'elevoient trois lapins . . .
Et sur le bord du plat six pigeons etales.

v. 89.

Det højtidelige Optog, hvori Tjenerne bære Stegen frem:

I, 151.

Som Rector, ja Magniflcus
For fire Faculteter.

kommer hos Boileau igjen ved Skinken:

v. 51.

Un valet le portoit. marchant ii pas comptés
Gomme un Recteur suivi des quatre Facultés.

I Stedet for denne Ret slutter Gildet hos Reenberg med forskjellige Slags Fisk, og hos begge Digterne fremhæves Retternes stærke Krydring som Tegn paa slet og gammeldags

Hvad Gjæsterne angaar, saa forholde de sig hos Horats nærmest satirisk til den mislykkede Anretning; hos Boileau og Reenberg derimod indfinde de ansete Mænd, hvis Nærværelse er stillet i Udsigt, sig slet ikke, men erstattes af et Sæt Snyltegjæster, der istemme Værtens egne Lovtaler over Maden og Vinen. Gjæsterne ere dog ganske andre hos Reenberg, og navnlig forsøger han sig i en selvstændig Characterskildring af Værtinden, som slet ikke forekommer hos Boileau: en falmet Kokette, der nok holder af en temmelig vovet Conversation. Gharacteristisk for Forskjellen mellem franske og danske Samfundsforhold er det, at den mest fremtrædende Gjæst hos Boileau er en Poet, hos Reenberg en Præst. Overensstemmende dermed kommer Samtalen ved Bordet, efter begge Steder at være begyndt med Politik, hos Boileau ind paa Poesien, hos Reenberg paa Religionen, Djævelens personlige Tilværelse og den thistedske Besættelsessag. Begge Steder ender det saa med et vildt Slagsmaal mellem de drukne Gjæster, under hvilket Fortælleren lister sig ud af Døren.

III.

Til Reenbergs moralske Digtning hører er.delig hans Bearbejdelse af Phædrus's Fabler. Fabeldigtningen, som i den orientalske og den klassiske Oldtid saavel som i Middelalderen havde spillet saa stor en Rolle i Moralens og Satirens Tjeneste, var siden Lafontaine a:ter bleven moderne som Middel til at meddele Levevisdom under en let fattelig, billedlig Form, svarende til de naturligere og friere Opdragelsesgrundsætninger, der hen imod Oply sningsperioden bredte sig fra Hofferne ned ad. Fénelon skrev Fabler for den lille Hertug af Bourgogne og Tessin for den unge Gustaf 111. Men først efterhaanden fik man Øjet op for, at Lafontaine havde hævet Fabelen fra billedlig Moral til fri Digtning og gjennem sin forstaaelsesfulde Dvælen ved Naturen i det smaa og det enkelte rejst en første, halvt übevidst Protest mod den franske Klassicismes Naturløshed. I hans Spor var det, at Schweizerskolen og siden Gellert (De poesi apologorum 1744) og Lessing 1759 gav Fabelen en Æresplads i Poesiens Rige og benyttede den som et Hovedvaaben i Kampen mod fransk Smag og fransk Stivhed.

Denne senere Udvikling kunde Reenberg naturligvis ikke ane. Han var en übetinget Beundrer af den franske klassiske Smag, og naar han, som det synes ved en Tilfældighed,blevført ind paa Fabeldigtning, gik denne nærmest i Tidens pædagogisk moraliserende A and. Efter Anmodning af sin Velynder, Generallieuter.ant Johan Ranzau, oversatte han i Aaret 1706 et engelsk Lystspil, „Æsop", som den bekjendte Architekt og Dramatiker John Vanbrugh 1(597 havde bearbejdet for Drury Lane Theatret. Den oprindelige Forfatter var Franskmanden

Boursault, en meget frugtbar Lystspildigter fra Ludvig XIVs Dage, hvis Navn nu mest erindres fra hans Angreb paa Moliéres „Critique de l'École des femmes", i Anledningafhvilket Moliére spottede ham i „L'impromptu de Versailles", og Boileau nævnede ham mellem „les froids rimeurs" i sin 7de Satire. I sin Tid gjorde hans Komedier dog ikke ringe Lykke. Til et Par af disse har han laant Emnet fra den sagnagtige Levnetsbeskrivelse af Fabeldigteren Æsop, som gaar under Constantinopolitaner-MunkenMaximusPlanudes's Navn. Boursaults „Les fables d'Ésope" 1690 (senere under Titel „Ésope ;\ la ville") og „Ésope å la cour" ere byggede paa Sagnet om, at den pukkelryggede Vismand stod i høj Gunst hos Krøsus, Kongen af Lydien. I det første af disse Stykker vil en lydisk Statholder af Ærgjerrighed tvinge sin Datter til Ægteskab med Kongens Yndling: men da denne snart opdager, at Pigen føler sig frastødt af hans Hæslighed og desuden elsker en anden, tager han det fornuftige Parti at forene de elskende. Uden synderlig Forbindelse med Hovedhandlingen er der indlagt en Række Scener, hvor Folk af forskjellige Stænder og Stillinger forebringe Æsop deres oftest übegrundede eller taabelige AnsøgningerogKlager, og give ham Anledning til at fortælle nogle af sine Fabler for at afvise dem eller bringe dem til Fornuft. I Fortalen undskylder Boursault sit Forsøg paa at kappes med Lafontaine i Gjenfortælling af æsopiske Fabler paa Vers, og han har ganske vist hverken været særlig heldig i den Henseende eller i Opfindelsen af sit højst udramatiske Stykke. Ikke desto mindre nød dette Æren af at blive oversat paa en Mængde europæiske Sprog, formodentlig fordi man under den almindelige Interesse for Fabeldigtning fandt Behag

i det dristige Forsøg paa ogsaa at lempe den for
Scenen.

Vanbrugh har nu ingenlunde forbedret sin Original ved at lægge den til Rette for den plumpere engelske Smag. Boursaults eneste Fortrin, Dialogens let flydende Alexandrinere, gaar tabt ved Omsætning paa engelsk Prosa, som kun paa enkelte pathetiske Stede? hæver sig til blank-verse; i Fablerne ere dog de rimede Vers bibeholdte. Navnene ere angliserede, og Vanbrugh har foretaget en Mængde Omflytninger, Udvidelser og Tilføjelser, der især sigte til at føre Stykket mere over i det burleske, med drøje Pryglescener o. s. v. Især er hans ote Act næsten helt ny¹), og adskillige af Fablerne ere vilkaarligt ændrede eller ombyttede med andre.

Reenbergs danske Oversættelse af Vanbrughs Stykke er næsten ganske ordret og temmelig tarvelig. Boursaults Original kjendte han aldeles ikke. Dialogen er stiv og übehjælpsom og viser tydeligt, hvor langt den digteriske Prosa i Udvikling stod efter Verset. Men hver ufuldkommentoguselvstændigt dette dramatiske Arbejde end er, var det dog i Datidens Litteratur, 16 Aar før Holbergs

---

1) I denne Vanbrughs ste Act iindes den .poetiske Biudevielse11. som Holberg i „Just Justesens Betaenkning over Comoedier" liellere havde set udeladt. og ligeiedes den lille Balletscene, som Rahbek i Bidrag til den danske Skueplads's Historie 59 ff. citerer efter Wielandts Laerde Tidender. men — ganske naturligt — ikke liar kunnet gjenfinde hos Boursanlt. Vanbrugh paabegyndte ogsaa en aldeles original Fortsfettelse af /Esop. som Reenberg liar oversat sammen med Stykket Naar Rahbek finder en chronologisk Vanskelighed i, at 3 Fabler af dette übetydelige Fragment allerede forelaa i Reenbergs Oversaettelse 1706, beror det paa, at han ikke kjendte lste Udgave af den engelske Fortsrettelse 1697, men ansaa Udgave 1720 for Originaludgaven. Gfr. Sir John Vanbrugh, ed. by Ward 1803. I, 155.

Optræden, noget ganske ene staaende som Forsøg paa at overføre moderne europæisk Smagsretning i Dramet paa dansk Grund, hvad der kun var forsøgt een eneste Gang af Mogens Skeel o. 30 Aar tidligere. Ogsaa deri spore vi Reenbergs videre Blik, der gjorde ham om ikke til en Reformator, saa dog til en Ideernes Forløber, at han vendte sig til det engelske Skuespil, som ellers først henimodAarhundredetsSlutning blev almindeligere kjendt, men da ogsaa almindelig yndet her i Landet, bl. a. ved Tode. Han optager ogsaa nogle af den engelske Scenes Ejendommeligheder, f. Ex. de senere saa moderne characteriserendeellertypiserende Personnavne og paa en vis Maade ogsaa det urimede Vers. Her viser det sig imidlertidien beklagelig Grad, at Reenberg med al sin Rutinesavnedemetrisk Indsigt. Fra hans egen firefodede Jambe skulde Overgangen synes let til Englændernes nationale dramatiske Vers, den urimede femfodede Jambe, som han fandt hos Vanbrugh. Dermed vilde den Reform i den versificerede Dialog, som nu først Ewald indførte med „Balders Død", have været angivet 70 Aar tidligere, og Alexandrinerens Herredømme i vort Drama muligt betydelig indskrænket. Men ligesom Reenberg af Magelighedshensynførerde engelske Fablers friere, uregelmæssigeRhytmeover til sin egen sædvanlige jambiske Trav, saaledes undgaar han øjensynlig med Villie det i hans og hans Publikums Øren fremmed klingende engelske Vers. Vanbrugh anvender det oftere, ganske vist temmeligprincipløst;men Reenberg omsætter det til Prosa paa to eller tre Steder nær, i Elskerparrets Repliker, og her gjengiver han de femfodede Jamber i sexfodede, o: i den Tiden tilvante Alexandriner, som han ellers selv aldrig benytter, og oven i Kjøbet i dennes allerutaale-

Jigste Skikkelse, urimet og med lutter kvindelige Udgange:

Jeg ineente. Riigdom var det storste [Verdens] Gode,
Men da jeg [eff'ter] saae, hvad Riigdoms Magi formaaede,
Jeg fandt. det lidet var ... . 1).

Blot ved et saa simpelt Middel som Udeladelse af de
indklamrede Stavelser, vilde den femfodede Jambe være
kommen frem.

Reenbergs Drama har aabenbart tildraget sig SamtidensOpmærksomhed, skjøndt det aldrig blev trykt2). Det var nemlig det eneste Stykke, der foruden Holbergs og Moliéresblev opført paa den danske Skueplads i dens første Saison, Efteraaret 1722, rimeligvis paa Foranledning af Reenbergs Velynder Rostgaard, som allerede tidlig har ejet Haandskriftet dertil. Langebek fortæller, at han under sit første Besøg paa Krogerup 1738 har hørt af Rostgaard, at der i Reenbergs Oversættelse af Æsop, som „engang" blev spillet i Kjøbenhavn, tales om, at Æsop vilde være noget til Hove, hvorved dsr var lidet at bestille og meget at fortjene, Ober-Secreteier eller saadannoget (det er dog ikke Æsop, men Landmanden Holger

---

1) Euplnonias Replik i 111 Act.

2) Naar Rahbek i Bidragene 1. c. siger, at hverken Brudevielseseller Balletscenen er ,aftrykt" hos Reenberg, teenker ban vel paa ile Poetiske Skrifter, hvor Overssettelsen af iEsop jo ovevhovedet ikke er optagen. Begge Scenerne findes naturligvis i de to Haandskrifter af Oversaettelsen, Rostgaards Saml. 238—39. 4to. Kun et at' dem (239) bar Titelblad, hvor Stykket betegnes som r_.Esopus. oversat af Engelsk, var prented London 1702", uden at Forfatter eller Overstetter nsevnes. Men de i Stykket indlagte Fabler ere aftrykte under Reenbergs Navn i Luxdorphs Samling af danske Vers VII, 1742, og i Reenbergs Poetiske Ski1. Det andet Haandskrif't synes (efter Overbibliothekar Dr. Birket-Smiths Formodning) at vaere det ved Stykkets O]jforelse l>enyttede Regisseurexemplar, hvor der, sikkert ved Rostgaards Foranstaltning. er foretaget en Mfengce Textrettelser.

i 2den Act, der ønsker sig en saadan Plads). Folk havde da troet, at dermed stikledes paa Rostgaard, men denne forsikrede Frederik IV, at det stod ligesaa i den engelske Original, hvis Oversættelse han havde havt i sit Bibliothekvel 10 Aar tilforn¹), Man maa dog ikke have følt sig tilfredsstillet ved Reenbergs Behandling, thi den opførteskun denne ene Gang; 1761 oversatte Skuespilleren Reerslev atter Stykket, lige efter Boursaults Original, og 1763 tryktes i Sorø hans „Æsopus i Byen, Gomedie i 0 Acter af Boursault, oversat af R.", saa vel som Tvillingstykket„Æsopus ved Hoffet", begge enkelte Gange opførtepaa den danske Skueplads 1762—63^<2). Herved var dog intet vundet; ogsaa Reerslev omsætter Boursaults Alexandrinerdialog i bleg og farveløs Prosa, dog af en lidt modernere Holdning end Reenbergs, og hans Vers 1 Fablerne ere yderst tarvelige.

Det er vistnok Skuespiloversættelsen, der har vakt R.eenbergs Interesse for Fabeldigtning og bragt ham til at ofre en stor Del af sin Levetid paa Oversættelsen af Phædrus's Fabler:

Xu snart i 14 Aar
De mecl mig haver vandiet.

siger han ved Slutningen af sit Arbejde3). Allerede tidlig optager eller citerer han Fabler i sine Digte, 1696 i Samtalenmellem Timander og Philemon, 1703 i Bryllupsdigtettil Rostgaard4). Men de 14 Aar, da han syslede med Phædrusoversættelsen, maa falde mellem 1710—24.

---

1) Overskou, Den danske Skueplads I, 203. L. Daae i Norsk hist. Tidsskr. 11, 312.

2) Haandskr. i Additamenta 293, 4to paa Univ. Bibi. Overskou, Den danske Skueplads IL 252, 269.

3) 11, 413.

4) I, 100, 182.

I Tilegnelsen til Rostgaard med det fuldendte Værk tituleresdenne nemlig „Ober-Secreterer", fra hvilken Post han afskedigedes i Unaade d. 25 Jan. 1725 r_i. Og Levnetsbeskrivelsenberetter, at de tidligst oversatte Fabler af Phædrus forelagde Reenberg gjennem Prof. Ghr. Worm for den berømte Mathematiker Ole Rømer i dennes Dødsaar1710, og var meget begjærlig efter at høre hans Mening. Ifølge den nævnte Tilskrift til Rostgaard havde Reenberg selv staaet i Venskabsforhold til Rømer, og dennes Dom maa være falden gunstig ud:

Saa stor en Mand den første var.
Der mig til dette skyndte:
Strax, for det Venskab, han mig bar,
Min Sang-Gudinde nynte.

Efter Luxdorphs Note til dette Sted havde Rømer selv oversat en Del af Phædrus, men var ikke kommen videre godt derfra. At Rømer efter sit lange Ophold i Frankrig, hvor han som Mathematiklærer for Dauphin endog var knyttet til Ludvig XIVs Hof, havde bevaret sin Interesse for Poesi og ansaas for en Autoritet her hjemme, er ganske naturligt; i Rostgaards Saml.'²) findes enkelte Digte, til Dels efter Fransk (dog ikke Fabler), som menes at være afskrevne „efter Etatsraad Ole Romers egen Concept".

Reenbergs Oversættelse af Phædrus's Fabler, som først tryktes i Luxdorphs Verssamling i Oversætterens Dødsaar 1742, er i de Poet. Skr. indledet med og ledsagetaf en Række til forskjellig Tid affattede rimede Tilskrifter til Velyndere og Venner: Rostgaard, Friedenreich,Rosenkrantz,

---

1) 11, 159.

2) 159 fol.; deriblandt nogle Linier af en paabegyndt Oversættelse af Corneilles Horace.

reich,Rosenkrantz,Oberst Lange, Justitsraad Helverschou. De fleste ere allerede tidligere omtalte og gaa ofte ud paa at anmode om Vennernes Censur. Derhos localiserer Reenberg Horats's Epilog til første Del af Epistlerne i en spøgende Advarsel til sin Bog, der nu vil frem for Lyset og i Trykken, men som nok vil længes tilbage til sin rolige Bordskuffe, naar den først har prøvet Kritiken og Publikums Ringeagt og ender som Kræmmerhuse i Urteboden. Reenberg har vistnok i denne Oversættelse set sit Hovedværk, hvad den i alt Fald i kvantitativ Henseende ogsaa er. Men i digterisk Værd staar den tilbage for det meste af, hvad han ellers har skrevet, og hvad Valget af Original angaar, vilde han have indlagt sig større Fortjeneste, hvis han ogsaa i dette Tilfælde havde holdt sig til franske Mønstre og forsøgt at overføre Lafontaines Fabler paa Dansk. Reenberg var perfectibel, og der kunde da mulig have forplantet sig til ham noget af den fine og friske Natursans, som udgjør den inderste Poesi hos Lafontaine, men hvis Savn gjør Reenbergs Fabler som saa meget andet af Samtidens Digtning tørre og prosaiske.

Phædrus, der betegnes som Augusts frigivne Slave, oversatte i den første Kejsertid en Del æsopiske Fabler paa latinske Vers og tilføjede nye af mythologisk, allegoriskog anekdotisk Indhold, som kun uegentlig kunne kaldes Fabler. Allerede Qvintilian anbefalede denne Samling til pædagogisk Benyttelse, og Middelalderen igjennem, men især efter Luthers Anprisning af Fablers Nytte, var den en af de almindeligste Skolebøger, der paa engang tjente til Indøvelse af latinsk Versification og af gode Morallærdomme. I vore Skoler foreskrev dog Frederik Ills Uniformitetstabel af 1656 (Reenbergs Fødselsaar)Læsningen

selsaar)Læsningenaf Æsops Fabler i Joachim Carnerarius'slatinske Prosaoversættelse¹); men derfor kan Phædrus godt have været Reenberg bekjendt allerede fra Skolen, og det er forstaaeligt nok, at hans Valg just er falden paa denne.

Reenberg har sikkert oversat efter den Tids Standard- Udgave, P. Burmanns, Amsterdam og Haag 161)8 og 1718. efter hvilken sidste han i et Anhang tilføjer de 5 første af de saa kaldte „Fables nouvelles", som vare fundne i senere middelalderlige Prosasamlinger'²), men i hvilke man mente at kunne spore saa tydelige Rest3r af Phædrus'sjambiske Trimetre, at den poetiske Form lod sig restituere. Reenberg gjør intet Forsøg paa at efterligne den latinske Versification, men holder sig til sine simple firefodede Jamber, som dog i Fablerne ofte behandles uregelmæssigere end i hans øvrige Digte, med skiftende ufuldstændige og overfuldstændige Vers, endog i samme Fabel afvexlende med firefodede Trochæer. Som oftest betegner dog det skiftende Versemaal Indtrædelsen af et nyt Afsnit, enten Fabelen selv efter Indledningen eller Moralen efter Fabelen. Saaledes i 16 „Frøerne og Solen", 117 „Mulæslerne og Røverne", 11113 „Bierne og Humlerne",IV 7 „Slangen og Filen", V Prologen, V4 „Manden og hans Æsel", V9 „Oxen og Kalven". Enkelte Fabler som IV 16 „Styrmanden og Skibsfolkene", IV 24 „SimonidisBeskærmelse" ere endog affattede i sexliniet Strofe, som Reenberg ellers aldrig anvender, eller i helt

---

1) Fabellæ Æsopicæ q væd am notiores et in scholis u.sitatæ, a J. Camerario cornpositæ. Hafn. MDCXGIV.

2) Det var nogle af disse, navnlig de saakaldte „Romulus's Fabler", som Chr. Pedersen havde oversat paa Dansk 1556 efter Tyskeren Heinrich Steinhowel.

ejendommelige Verseraaal som „Krabben og hendes
Datter«1).

At Reenberg i sin Oversættelse har omskrevet og
parafraseret Phædrus, udtaler han selv i sin Afslutning:

Sandt nok, jeg ikke Spoi' i Spor
Dig haver fulgt; det ikke
Kom mii;' tilpas, da slige Kaar
Sig bedst for Skolen skikke 2).

Men han følger dog temmelig nøje den latinske Text; fra Lafontaine, som har behandlet de fleste af de samme Fabler, spores ingen Indflydelse3). Hentydninger til danske Forhold ere kun sjelden indlagte:

11,11.

Sprekke Tydsk og Eder flette,
Knebelbarter op at ssette
Vinder ikke Skaane Land,

11113 Indledningen til Jydske Lov, IV 12 Omtale af Hans Skonnings Dyredigte. Omskrivningerne og Udvidelserne, som forresten vare almindelige i Tidens Oversættelser, tjene dels til at lette Omsætteisen i danske Vers, dels ere de en Følge af Reenbergs naturlige Brede og Snakkesalighed.Han var ganske ude af Stand til at efterligne den epigrammatiske Korthed, som er Phædrus's største Fortrin, om den end undertiden kan udarte til Utydelighed. Fortællingen svulmer op, f. Ex. i 111 22 om Bjerget, som føder en Mus; men især ændres og parafraseres Prologerneog Epilogerne til de forskjellige Bøger, endog med helt selvstændige Tilføjelser som Tiltalen til Oberst

---

1) II Bd., S. 430.

2) 118d.413.

3) Undtagen mærkelig nok i een eneste Fabel, 114 „Ørnen, Katten og Vildbassen", hvor der om Vildgrisene bruges den sjeldne franske Glose „marcassin", som forekommer i samme Fabel hos Lafontaine 1116 „la gent mavcassine*.

Lange i Epilogen til II og efter Prologen til 111 Bog. OgsaaFablernes Begyndelses- og Slutningsmoral omflyttes og udtværes med stor Frihed. Saaledes er foran I 24, „Tudsen og Oxen", en enkelt Linie hos Phædrus:

Inops, potentem dum vult hnitari, perit,

bleven til et helt lille Læredigt om Samtidens honette
Ambition x).

Men trods sine Udvidelser og sin frie, ofte langtrukne Behandling var Reenberg ikke Sprogkunstner nok til let og utvungen at kunne gjengive en fremmed Tankegang. Hele Fabler som 111 4 „Abens Hoved«, IV 4 „Skifte mellem tre Søstre", vilde være rent uforstaaelige, naar man ikke havde Originalen ved Siden. Han er egentlig kun sig selv, hvor han ganske frit kan give sig hen i sin egen Tankegang, og Fablerne staa langt tilbage for hans originale Vers i Sprogets Behændighed og Renhed. Alderens Svækkelse gjør sig maaske ogsaa nok noget gjældende i den hyppige Brug af tvungne Ordstillinger, anakoluthiske Vendinger, uregelmæssige Participialconstructioner o. s. v. som en Nødhjælp, der ofte gjør Stilen knudret og Meningen uklar:

111, 4.

Men ey saa vist, at Reglen er
Jo under Feil-Exempel.

111,7.

Herr Ulv (forsogt hvad Hungers Tvang
I Snee og Slud betyder,
Og ey saa godt, som Bred og Mang
At slikke Folken's Gryder,)
Af Glfede sprang ....

IV, 11.

Soldaten, medens fattig, stod
Som Muur ....

---

1) Som for Resten er en Omskrivning af en til samme Fabel knyttet prosaisk Replik i Oversættelsen af Vanbmghs Æsop, IV Act, hvor Reenberg har versificeret Fabelen i noget forskjellig Form, Poet. Skr. 11. S. 433, sml. Rostgds. Saml. 239, 4to (upagineret).

IV, 14.

Naav Lykkens Drift mod Ønske gaaer, Det Sindet strax forrykker, Som andet Glas og Potteskaar Mod Gulvet slaaes i Stykker.

V. 4.

Den Frugt, Forvovenhed os bringer Skjøndt for den Onde findes sød. Dog ganske faa det vel gelinger, Og Enden er de fleestes Død.

Hans Levnetsbeskriver roser ham for en særlig sproglig- Omhyggelighed, ifølge hvilken han skulde have gjort sin Stil kort, hurtig og flydende ved bevidst Udeladelse af alle Forbindelsesord og Overgange, som syntes overflødige. Men allerede Rahbek gjør opmærksom paa, at Reenberg som de fleste af hans samtidige er overmaade vidtløftig og snaksom i sin Fremstilling trods den tilsyneladende sproglige Korthed, som vistnok ikke er tilsigtet, men snarere en Følge af, at han uden synderlig Kritik greb sit Udtryk, som det bød sig og nogenlunde passede i Rhytmen, selv om Meningen led derunder. Samme Sorgløshed, der stemmer godt med den Lethed, hvormed han strøede Vers om sig uden at lægge videre Vægt paa dem eller bryde sig om at bevare dem, røber sig i Ordvalget. Han klager selv over sin jydske Dialekt, som mange Steder kommer frem¹); han benytter en Mængde gamle, selv paa han egen Tid vanskelig forstaaelige, til Dels vel endog selvlavede Former, og ikke mindre hyppigt tager han sin Tilflugt til fremmede, tyske, franske og især latinske

---

1) Jeg haabes, Bd.l, S. 44, sml. Hans Navn maa blomstres, 1.23, Jeg haanes ved (skammer mig), 1,136, Skyvie (skjule). 1,116,453. Høre derhen ogsaa de ejendommelige, stadig tilbagevendende Passivformer paa -stV I, 120: Naar hørtest blandt de vilde Dyr; 142: Mit Key jeg baantest ved; 146: syntest have vårret: 151: Midt paa Bordet gjortest Vey; 186: bragtest Bud; endog 11,319: Xaar Godset siden svandtest hen.

1,7.

En blunt Penykke
Paa et Dogger-Hoved sat.

111, 17.

Hver Traee og. eftev sin Gemaes,
En Skytse-Guddom finder.

IV, 1.

Omsider kom en gau Krabat,
En gjennemtrappet Broder.

IV, (i.

Oni Du vil laste
Mit Skrift for dessen ringe Dragt ....

Vor Tid, som lægger mere Vægt paa en characteristisk end paa en correct og værdig Stil, vil maaske ikke gaa strengt i Rette med Reenberg for mange af disse Friheder, og man kan vel ogsaa være enig med Rahbek i, at ikke blot provinsielle, men ogsaa fremmede Ord kunne være paa deres Plads i spøgende Digtning og medføre Ideassociationer, som vilde gaa tabt ved Oversættelse¹). Ofte maa man ogsaa anerkjende en vis Lethed og Behændighed i Reenbergs dristige Tumlen med Ordene:

Bd. I, 270.

Nu, Barnet fodt. bun Manden spor
Om Navnet.

Fab. 111, 19.

jEsopus, eene Svend og Pige,
(Sin Herres rette Maitre Jacq',
Og, med et bagvendt Ord at sige,
I Huset eene Totum fac) ....

Men i de fleste Tilfælde ere disse Uregelmæssigheder dog ingenlunde fremkomne ved Valg eller Eftertanke, men ligefrem af Rimnød og for Nemheds Skyld2). Dette bestyrkesofte derved, at disse tvungne og uklare Vendinger næsten kun forekomme i Fablerne og Digtene fra Reenbergsældre Dage, medens han i sin Ungdom, da han kun skrev Vers for sin Fornøjelse og ikke lagde an paa

---

1) Bidrag til den danske Digtekunsts Hist. IV, il il., med de der anførte Exempler paa halv latinske Vers.

2) Ligesaa vistnok falske Betoninger: Qvarteer I, 38, Character 106, begge med Tone paa na;stsidste Stavelse.

at være Digter, bevæger sig i Sproget med en for den Tid ganske enestaaende Frihed og Naturlighed. Sproglig Renhed kan man derimod ikke just rose ham for; den tilstræbte Datiden egentlig kun i højere, især religiøs Stil, som Kingo i sine Psalmer, medens den ikke vilde have været paa sin Plads, naar Verset skulde nærme sig til daglig Tale.

I Aarhundredets sidste Halvdel beskjæftigede man sig flittig med Fabeldigtning, men mest i Oversættelser og Efterligninger af Gellert. Holbergs Fabler 1751 ere som bekjendt selvdigtede, men Aaret i Forvejen gav Suhm en Prosaoversættelse af Phædrus's Fabler sammen med Pythagoras's Gyldne Vers (som Reenberg ogsaa havde gjengivet i danske Rim), og siden oversattes Phædrus oftere, mest til Skolebrug og derfor i Prosa. Saaledes 1785 af N. F. S. Grundtvigs Fader, Præsten Joh. Grundtvig, og s. A. af J. H. Lehnert, 1797 af en anonym (Rathke?). 1826 fremkom en ny Oversættelse i Originalens senariske Vers af Mentz Rynning Thaarup, Søn af Statistikeren Fr. Thaarup.

IV.

Sin Hovedbetydning har Reenberg dog paa et andet af Læredigtningens Omraader, i den litterære Satire. Her er det, at han i Boileaus Fodspor hos os indfører Tidens nye aandelige Erhvervelse, den æsthetiske Kritik, og hvor uselvstændig han end er, tør vi dog betegne ham som aandsbeslægtet af Boileau, nemlig for saa vidt som begge vare Børn af samme Tidsaand. Allerede under Reenbergs Lejlighedsdigtning har der været Anledningtil at paapege hans „herskende Evne": den sunde, rolige, lidt nøgterne Forstandighed, der er betegnende

for hele Tidens Overgang mod Oplysningens Livssyn, saa vel som den jævne, naturlige Danskhed, der udmærker hans Stil og Form. Men netop samme Egenskaber, den borgerlige praktiske Fornuft og det nationale Præg, betinge baade Boileaus overlegne Syn og hans digteriske Begrændsning.Det er disse Egenskabers Overensstemmelse med hele Tidsaanden, der gjør ham til Lovgiver paa det franske Parnas, og det er dem, der rette hans Satire mod den fremmede, unationale Flitter, den spanske Pathosog den italienske Affectation, der dækkede over Digtningens Plathed i Frankrig, ganske som den Hoffmanswaldau-LohensteinskeSvulst søgte at skjule den i Danmark og æggede Reenbergs Spot. En anden Sag er det, at den større Personlighed, de større Forhold og den rigere Culturudvikling gjør Boileaus Blik saa meget videre og hans Rolle saa uendelig belydeligere, medens den franske Aands logiske Klarhed og Formsans skærper og hvæsser hans Satire til det prægnanteste sproglige Udtryk, hvor Reenbergs ofte sløves i lidt vrøvlet dansk Gemytlighed.

En Følge af de ensartede Tidsforhold var det ogsaa, at Reenberg som Boileau begyndte negativt og benyttede Satirens Kost til at feje ud i Digtningens Augiasstald. Den derved fremkaldte Uvillie og Polemik nødte saa begge til at føre Beviset for deres litterære Dommerkald ved hver efter sin Evne at opstille Reglerne for Poesien. Til Boileaus første Digterperiode, 60erne i det 17de Aarhundrede,høre hans fleste litterære Satirer, og omtrent 30 Aar efter, vistnok 1696, skrev Reenberg sin „Forsamlingpaa Parnas". Indtil da forelaa der fra hans Haand kun mindre betydende Lejlighedsdigte uden synderligeSpor af fransk Paavirkning, medens denne hans

første egentlige Satire strax viser sig som en Localisering af Boileaus bekjendte Satire II „å M. de MoJiére, sur la difficulté de trouver la rime et de la faire accorder avec la raison". Som Boileau her anraaber Moliére, saaledes besværger Reenberg sin Mester, Bording, om at lære ham Rimets Kunst:

Rare et fameux esprit, dont la fertile veine
Ignore en ecrivant le travail et la peine,
Enseigne-moi, Moliere, ou tu trouves la rime.
On diroit, quand tu veux, qu'elle te vient chercher.
A peine as-tu paiie, qu'elle meme s'y place.

Siig, gode Bording, siig mig dog,
Hvo laerte dig at skrive?
Naar jeg dig seer saa mesterlig
Din Digt at sammenbinde,
Jeg slutte skal, at Riimet dig
Vil ret med Forsiet finde.
Du digter ey saa fage,
•Jo dig et Ord tilrede staaer
Og tage vil sin Mage.

Omvendt gaar det Digteren selv, naar han vil efterligne
sit Mønster:

v. 14.

En vain, pour la [rime] trouver, je travaille et je sue,
Souvent j'ai beau rever du matin jusqu'au soir:
Quand je veux dire blanc, la quinteuse dit noir.
Si je pense exprimer un auteur sans defaut,
La raison dit Virgile et la rime Quinaut.

Her glipper det naturligvis for Reenberg at eftergjøre den
svidende Satire i disse lige saa knappe som træffende Vers:

11, 106.

Jeg tager ilux til Spansk Tobak
Og teminer ud min Dose,
Ja ssetter femten Gange Klak,
Dog hitter ey en Glose.

Indsaetter jeg det Ord: Poet,
Og jeg derpaa skal rime,
Jeg strax maa slutte med Privet
Og ende med en Lime (Kost).

Træt af de forgjæves Forsøg kaster Digteren Pennen og sværger, aldrig at rime mere, men Øjeblikket efter glemmer han sin Ed. Boileau ønsker nu blot, at han kunde overvinde sig til at fylde sine Vers med de tomme og trivielle Fraser, som Tidens Rimere ere saa stærke i, og giver en fortræffelig Prøvesamling af disse. Ogsaa her opgiver Reenberg imidlertid af gode Grunde at følge ham, og tager først Traaden op et Stykke længere henne:

v. 77.

Bienheureux Scudéri, dont la fertile plume
Peut tousles mois sans peine enfanter un volume!
Tes éerits, il est vrai, sans art et languissans
Semblent étre formes en dépit du bon sens,
Mais ils trouvent toujours, quoi qu'on en puisse dire.
Un marchand pour les vendre, et des sots pour les lire.

11, 107.

0 Dorus1), du lyksalige!
Hvor kunde du vel riime!
Vel tusind Vers du skaft'ede
Til Tiykken i een Time.
Vel er det sandt, din f'rugtbar Pen
Yar uden Sands og Hierne;
Blandt Gekke var dog altid den
Sum dig betalte gierne.

Derefter slutter Boileaus Satire med en kort Betragtning over Forskjellen mellem Digteren og Rimeren. Men Reenberg, som ikke har faaet Korthedens Naadegave, er endnu kun midt i sin Indledning, og udspinder disse Betragtningervidere paa egen Haand med Angreb paa Lejlighedspoeternes trivielle Emner og tvungne Sprog,

---

1) Den afskedigede Præst Klaus Bang, f l<->^»3. fabrikerede under dette Xavn slette Lejlighedsvers.

deres Forkortninger og Ordomsætninger, af og til med
en Mindelse fra Boileau:

11, 110.

Vil Slutningen sig passe net.
Om Resten da er grimet,
Det skader ey, deter ey ret,
Naar Verset kun er riimet.

Boileau:

Et quand la rime enfin se trouve au bout des vers,
Qu'importe que le reste y soit mis de travers?

83.

Nu først er Reenberg naaet til sit egentlige Thema, idet han som Bevis for og Exempel paa, hvor vanskeligt det er at klæde Tanken i en let og fri poetisk Form, giver en Kritik af de vigtigste nyere danske Digtere. Denne har intet enkelt Forbillede hos Boileau, men er indklædt i den gammeldags Ramme af en Drøm, hvor Bording viser sig for Reenberg og fortæller ham, hvorledes Phoebus Apollo og Pallas efter Arrebos Død holdt Ret paa Helikon eller Parnas for at afgjøre, hvem der skulde indtage den ledige Plads. Fortællingen gaar imidlertid umærkeligt over i Handling, hvor Reenberg selv sammen med Bording er til Stede ved Digtermønstringen og beretter i eget Navn, hvad der er sket. Den første, der træder frem, er Arrebos uheldige Fortsætter, Præsten Klaus Trundhjemb, som imidlertid afvises. Ikke bedre gaar det den før nævnte Klaus Bang og Mads Rostock med hans utrykte Digt om Ribe By:

Key. svarte Phoebus, skulde man
Saaledes Krandser give,
Hvert Laubaertras paa dette Land
Pilskallet maatle blive.

Heller ikke den meget ansete og endnu levende norske
Digterinde Dorothea Engelbretsdatter (f 1716) finder
Naade for Gudens Øjne; han indrømmer vel, at hun har

Evner, men laster hendes „selvgjorte danske Gloser" og
vil i det hele ikke vide af, at Kvindekjønnet giver sig af
med Digtning:

At skrive Vers, at ride Hest,
I Krigen modig vaere,
Det stedse sommer Manden bedst,
Er Kvinder ingen

Lige saa lidt vil han tilkjende Kvinderne kritisk Evne;
han henviser Lejlighedspoeter som Klaus Bang til et
Publikum af Idioter og Fruentimmer:

Jeg ydermere veed det Sted,
De kunde dig berømme.
Jeg meen1 hos Fruentimmeret,
Men Spørsmaal: Kand de dømme V

Endnu haanligere afvises Skandskriveren Jacob Vorm, skjøndt alle satiriske Digtere tage hans Parti og hævde, at Lasterne ville trives og Dyden gaa til Grunde, hvis man skal straffes saa haardt som Vorm, fordi man skriver Sandhed. Men efter Gjennemlæsningen af hans Vers (der unægtelig lade lige meget tilbage' at ønske fra Skjønhedens og fra Sandhedens Synspunkt), lyder Dommen:

Han liar foruden Naade
Fortient at miste Liv og alt
I Sted for Laurbaer-Blade.

Den sidste Concurrent er Sognepræsten til Ormslev og Koldt, Hr. Mads Trane, hvis versificerede „Ghristelige Pilegrim" findes at mangle „den Geist og Andagt", som maa til i et Opbyggelsesskrift, og efter Lnxdorphs Uddrag i Noterne virkelig synes at have været et tarveligt Arbejde. Reenberg siger om ham:

Og er ey Gek i Verden til,
Som en Poet vil vtere,
Han jo en storre finde vil,
Som <kal bans Foster baere.

ligesom Boileau om Scudérys Værker:

Mais ils trouvent pourtant, quoi qu'on en puisse dire,
Un marchand pour les vendre, et des sots pour les lire.

En stor Del af Samtidens bekjendte Poeter vil Reenberg
trods Bordings Opfordring ikke omtale, fordi han mener
at

hvis jeg skrev udtydelig(?)
Alt det, du mig befaler,
Aid Verden skulde kalde mig
En Skumler og Bagtaler.
Det farligt er. man tidt har laert,
At rore ved Poeter ....
Ja, raadde de, jeg blev ombragt,
Og ilde kom af Dage;
Min Krop blev vist paa Steile lagt,
Mit Hoved sat paa Stage.

Enden bliver da, at Kingo tilkjendes Sæde næst hos Ovidius, men dog paa Betingelse af, at han skal sigte sine Rim noget nøjere. Derefter vaagner Digteren og spørger sig selv:

Om jeg vel turde vaere
Min Drom bekiendt for Ting og Ret,
Og skaende manges iEre.

Det er intet Under, at Reenberg kunde nære BetænkelighedvedOffentliggjørelsen af sit Digt, thi det var virkelig noget helt ene staaende i dansk Litteratur. En litterær Kritik fandtes endnu ikke; de faa litteraturhistoriskeArbejder,som vare fremkomne i det 17de Aarhundrede,fraLyschanders „Scriptores danici" til P. Syvs „Danske Boglade" og O. Borehs „Dissertationes de poetis", ikke at tale om Daniel Paullis Litteraturtidende „Mercuriuslibrarius",indskrænkede sig til Navne- og Titelfortegnelsermeden enkelt indskudt Bemærkning eller et kort Referat. Udtalelser eller Domme om et Digterværk

kjendtes kun i Form af Udgivernes Fortaler og de smigrendeÆredigtepaa Latin og Dansk, som maatte ledsageethvertbetydeligere Værk, samt i Vennebreve, hvor man stod Ansigt til Ansigt med Forfatteren og ofte udtaltesigpaa hans egen Opfordring. Skribenterne vare kun vante til at høre Behageligheder paa Tryk; den eneste Art af Digtning, der var fuglefri, var Lejlighedspoesien.DaRenaissancesmagen trængte ind med sin Fordring paa højere Opgaver for Digtekunsten og en mere anset Stilling for Digteren, maatte den ganske naturligtvendesig mod det platte, krybende og betiende Lejlighedsrimeri. Hos os som i Tyskland og Frankrig rettede de samme Digtere, der selv skrev Lejlighedsvers i Skokketal, hele det 17de Aarhundrede igjennem deres Satire mod mindre begavede Kaldsfæller, der digtede for Betaling og i den gamle „lavere" Stil¹). Selv da den Men schlesiske Skole havde stemt Fordringerne til Digtningennedog bragt de gammeldags nationale Vers til Ære igen, vedblev denne Polemik hos L. Thura, Sorterup og Reenberg, ligesom siden Holberg og Fr. Horn gj_{enoptogdetteuudtømmelige} Emne for Satiren. Men det var ogsaa den eneste litterære Kritik, man kjendte, og den var hidtil altid holdt ganske i Almindelighed, uden at nævne Navne. Det er netop et af de mest betegnende Træk for Tidens smaaborgerlig pedantiske Aand, at den trækker sig ind som Sneglen i sin Skal og intet frygter mere end at drages frem for Offentligheden. Satiren var Gjenstand for sygelig Mistænksomhed og gav overalt Anledningtilpersonlige Udtydninger; Satirikerne ere ngsteligoptagneaf værge sig mod denne Misforstaaelse,

---

1) Paludan, Renaissancebevægelsen 484 ff.

lige fra Søren Tvilling og Lauremberg til Sehested og Helt; endnu 1717 advarer den store Mæcen Rostgaard frem for alt Poeterne mod, hvad der kan være „satyricumautquoquo rnodo scopticum eller i nogen Maade kunde udtydes til noget Menneskes, endog det allerringestes,Beskæmmelse".Det er jo bekjendt nok, hvorledeshanog Gram paa denne Maade misforstod Peder Paars, og hvorledes baade Holberg og Fr. Horn idelig maa belære deres Samtid om Forskjellen mellem den ægte Satire og ondskabsfulde Angreb paa Privatlivet. Digtningen betragtedes dengang i alt Fald ikke efter sin Form som offentlig Ejendom, hvilken det stod enhver frit at udtale sig om. Naar den var from eller nyttig, havde den løst sin Opgave: derefter bedømtes den. ikke efter, hvordan den var skreven. Og stilede den ikke saa højt, saa var den blot en Privatsyssel, en Morskab i ledige Timer, som ikke kom andre ved. Æsthetisk Kritik blev derfor betragtet som personligt Angreb, og ligesom de lærde Stridigheder gjerne udartede til privat Skænderi, saaledes opfattedes litterær Satire som Skandskrift, der ikke fortjente bedre end Arbejde i Bremerholms Jern. Paa Tryk forlød kun Ros og Æredigte; Dadelen sneg sig haandskreven om i Krogene og blev saa meget mere ondartet, især da Tiden jo var plump i Aand og Sprog, og Angrebene unægtelig lige saa ofte fremgik af personligesomaf litterære Grunde.

Under disse Omstændigheder var det en fast uovervindeligVanskelighed, at Kritikken efter Boileaus Mønster begyndte i poetisk Form, der maa lægge mere Vægt paa det skarpe og rammende Udtryk end paa den nøjagtige Motivering, et saa uforberedt Publikum som vort trængte til. Ikke mindre bidrog det til Misforstaaelse, at der efter

al den personlige Ros, som havde forvirret Begreberne om godt og slet i Litteraturen, naturligt maatte følge personlig Dadel, der ikke nøjedes med abstract og i Almindelighedat advare mod Digtningens Fejl, men lagde Fingeren paa Bylden og pegede paa bestemte Exempler. Man forstaar den Alarm, der maatte blive i Poeternes Lejr, da Reenberg første Gang trak baade levende og afdøde Forfattere frem med Navns Nævnelse og revsede dem for Brud, ikke paa Guds og Kongens, men paa Æsthetikens Love, hvis Gyldighed ingen endnu forstod og anerkjendte. Naturligvis kunde den litterære Satire give Anledning til Misbrug, og Boileau havde i saa Henseendeingenlunde nogen ganske ren Samvittighed; han var ikke fri for at lade sig lede af personlige; Hensyn og sætte sine Uvenner i Helvede ligesom Dante. Plan valgte ofte sine Exempler paa slette Skribenter blandt de Forfattere,der havde tilladt sig at tale eller skrive mod ham selv, og naar han saa forsonede sig med dem, slettedehan deres Navne ud og satte andre i Stedet. Saaledesgik det med den foran nævnte Boursault. med Golletetog mange flere. Men i Theorien har han jo ganske Ret. naar han søger at klare Forskjellen mellem Angreb paa Mennesket og paa Digteren:

Sat. IX. 203 ff.

„11 a toi't", dira Tun, rpourquo faut-il qu'il norame?
Attaquer Ghapelain! ah! c'est un si bon liomine.
Balzac en fait l'eloge en cent endroits divers".
Voila ce que Ton dit. Et que dis-je autre chose?
En blamant ses ecrits, ai-je d'un stile affreux
Distille sur sa vie un venin dangereux?
Ma muse en l'attaquant, charitable et discrete.
Sail, de riionune d'honneur distinguer le poete.
Ou'on vante en lui la foi, Thonneur, la probite,
On le veut; j'y souscris, et suis pret de me taiie.

Mais que pour un modele on vante ses ecrits,
Ma bile alors s'echauft'e, et je brule d'ecrire.

Reenberg, der aldrig vides at have nærmet sig Grændsen
for Smædeskriveriet, maa vie Slutningen af „Forsamling
paa Parnas" til at værge sig mod de samme Angreb:

11. 133.

Een svare vil, at den. jeg her
Ey for Poet vil fere.
Han from, gudfrygtig, aerbav er.
Maa dog i Fred ey vtere.
Men hor? hvad kommer (let herved?
Du hannem Titul giver
Af Fromhed, Dyd og jErlighed/
Vel an! Jeg underskriver.
Men siger du: Han er Poet.
Og hoyt paa Bierget klyver,
Jeg skal standhaftig negte det.
Tor sva?re paa, du lyver.

Ogsaa en anden Bornerthedens Indvending maa han
svare paa, naar den siger til Kritikeren: „Gjør det bedre
selv!«

Det skader ey, at du mig kand
Med bedre Foye sigte,
At jeg, soni dadler anden Mand
Selv veed dog ey at digte.
Det gives Magt; men dette jeg
Af Slibe-Steenen laerer,
Der giver Jernet Odd og Egg,
Og selv dog intet skiaerer.

11, 134.

Deter det horatsianske

.... fungar vice cotis, acutum
Reddere quæ ferrum valet, exsors ipse secamii.

som ogsaa Boileau omskriver i Slutningen af Art poétique,
hvor han betegner sig som

Plus enclin a blamer, que savant a bien faire.

Reenberg kunde jo nok vide, at alle disse Forklaringerintet

ringerintetvilde nytte, og han havde da holler ikke i Sinde at offentliggjøre sin Satire, men læste den kun for et Par gode Venner, indtil den ifølge Levnetsbeskrivelsen af en af hans Husfæller blev listet ud af hans Skuffe og i kort Tid spredt i Afskrifter over hele Landet. Det gik her som altid: man er ivrigst efter at læse det, man misbilliger og forarges over. Der stod „en hel Krigshær i Harnisk mod ham" under Anførsel af Forfatteren til den ..Christelige Pilegrim", Hr. Mads Trane, sorn dog ikke vilde være ved, at han var vred paa egne Vegne, men lod, som om han især tog sig Reenbergs haarde Dom nær over den afdøde Jacob Vorm, hvis Enke han havde ægtet. Reenberg var ilde tilmode over det optrækkendeUvejr og søgte at afværge det ved i de følgende Aar at sende sit Digt til ansete Mænd som denerallieutenant Joh. Rantzau og Biskop Deichmann, der maatte antages at have den rette Forstaaelse af Satiren.Derimod vilde han ikke lade Rostgaard udgive det. hvad denne havde i Sinde.

Naar det i Levnetsbeskrivelsen hedder, at „den befrygtedeKriig fra Parnasso gik over, som en Torden-Skye, uden at briste", saa er det vel sandt, at „Forsamling paa Parnas" ikke fremkaldte nogen saadan Versekrig som den, der netop i de samme Aar udbrød i Anledning af Sorterups „Cacoethes earminifkinum" 1701, en ganske lignende litterær Satire, og fortsattes 1709 med samme Forfatters „Poetiske Skandsekurv", der ogsaa i Formen af en Retsforhandling efterligner Reenberg. So.-terup var en langt mere stridssyg og mindre godmodig Character end Reenberg, og hans Fejde med Poeterne Frands Kyhn. Mads Viingaard. Rose o. a. viser tilstrækkeligt, at om end Poesien og Satiren var kommen ind paa nye

Baner, havde den derfor ingenlunde aflagt de gamle Fejl.
Personligheden og Plumpheden.

Imidlertid var det ikke blot indirecte, at Reenbergs Digt gav Stødet til de første litterære Versfejder her hjemme. Blev hans „Forsamling paa Parnas" end ikke offentlig angrebet, saa foreligger der dog et haandskrevet Forsøg paa en Gjendrivelse, „Echo som Raab, Svar som Tiltale", efter Sorterups JNoter til „Gacoethes" af Præsten Mads Bergenhammer i Maarslet, Nabo og formodentlig Ven af Mads Trane¹). Digtet er for en stor Del anlagt som Parodi paa Reenbergs, i samme Versemaal og ret let rimet:

Yor danske Bording, siig mig dog.
Hvo er den Skumlefante,
Hvad er det for et modigt Spog
Og hvad for en Glaus Gante,
Der henter dig op af din Grav.
Hans Skumleskiul at vaere,
Og gore vil sig til deraf,
Han smitter andres iEre?
Naar jeg ham saa pasquillelig
Sin Digt seer sammenbinde,
For Fred, jeg slutter, at ban Kriig
Vil ret med Forsaet finde.
Det ham saa flux fra Pennen gaaer
Han digter ei saa fage
For Skumle-Ord til Rede staaer;
Hver tage vil sin Mage.

Men ellers er Forfatteren ganske hildet i den bornerte Opfattelse, som Reenberg forgjæves har stræbt at hnødegaa,at det at dadle en Mands Vers er det samme som at skænde hans Ære. De døde skal man lade i Fred og

---

1) Uddraget i Nyerup og Rahbeks Bidrag IV. 9 stemmer ikke ganske med de i Luxdorps Noter til Reenbergs Skr. 11. 105 ani'orte Begyndelsesord. Afskrifter tindes hi. a. i Thotts Saml. 1537 og 15-28, 4to.

de levende ligesaa, naar de ikke have fornærmet en selv:

For Dorus t'orst jeg fsegte raaa,
Hvad gaaer dig an de dode?
Dem godt man bor at tale paa
Og skiule deres Brode.
Jeg troer nok, ban aldrig dig
For naer gik her ilive;
Hvi maa ban da i Himmerig
I Fred for dig ei blive!

Reenberg har i sine Vers vist sig som en goc. Poet, men
en daarlig Christen:

Hvo bar af disse Guds Born dig Vel dertil offenderet. At dennem saa übluelig Du liar exsibilered?

Han har endog dristet sig til at nægte „den Randers
Mand", Præsten Joh. Olavius, f 1698, Navn af Poet,
skjøndt

den store Borck om ham
Med største Ære melder,

nemlig i sin „Dissertatio de poetis". Det er jo næsten
Ord til andet Boileaus:

Balzac en fait Téloge en cent endroits divers!

For Resten giver Nyerup tilstrækkelige Prøver af dette Poem, der paaviser enkelte virkelige Fejl hos Reenberg, f. Ex. Dadelen af de „selvgjorte Gloser" i Dorthe Engelbretsdatters Digte, som beror paa manglende Forstaaelse af hendes norske Maal. Bergenhammer bebrejder sin Modstander, at han skriver anonymt, hvad der ellers er forklarligt nok, naar Digtet kun kjendtes i uautoriserede Afskrifter; at Bergenhammer i øvrigt meget vel vidste, hvem han havde for sig. fremgaar af de efter Tidens Skik branderagtigt forblommede Hentydninger:

Om du var end det største Berg, i Jylland er at finde

Og

Til Slutning end jeg mader dig: lad slige Tøger være!

Maaske ligger der ogsaa en nærgaaende Allusion til Reenbergs
Brødre i Linien:

Naar Broder Jens og Brodér Frantz i Bacchi Skole møde

Endelig formaner han:

Den Gave, som du lik af Gud
Brug vel og ikke ilde!

og minder Reenberg om hans haarde Dom over Skandskriveren
Jacob Vorm; det vil ikke gaa Reenberg selv
bedre:

Og deter det, soin ogsaa dig
Din Slibesteen smukt laerer,
Der slider Jern, dermed dog sig
Tillige kun fortserer.

Hvor tung Tiden var i sin Opfattelse af Satire, se
vi paa anden Maade i Sorterups Omtale af „Forsamling
paa Parnas" i „Cacoethes carminiflcinum":

Regn og Slud fra Pindi Bjerge Meer end Skarnet skyller fort; Boileau sig ey kand verge. Hand jo selv maa skumme bort(?)

med den tilføjede Note: „En Anonymus, som holdes for at være Tyge Reenberg, vil med Magt støde Bording ned af Parnasso, men glider selv med ...". Naar han kan tro, at Reenberg vil angribe sine højt skattede Mestre og Mønstre, Boileau og Bording, hvad maa andre saa ikke have faaet ud af Sorterups egne, vrøvlede og uklare Vers V

V.

Langt fra som Sorterup at indlade sig i Skænderi imødegik Reenberg paa en langt værdigere Maade Angreb og Misforstaaelser ved Affattelsen af sit Hovedværk, „Ars poetica", 1701. At dette ikke blev nogen selvstændig Poetik, bør vi ikke lægge ham til Last. Elan fulgte i Boileaus Spor ligesom det mere eller mindre var Tilfældet med Pope i England, med Ganitz og Gottsched i Tyskland, med Triewald i Sverig, og ligesom Boileau selv havde fulgt Horats, hvis „Epistola ad Pisones" Reenberg i øvrigt ogsaa helt igjennem benytter og frit sammenarbejder med Boileaus Art poétique. Det var den samme Aands- og Smagsstrømning, der gik hen over hele Europa; Reenberg er endda en af Boileaus allertidligste Disciple, og det er ganske oplysende at se, hvilke Modifieationer den latinske og den franske Poetik undergaar ved at overføres paa dansk Grund. De store Hovedregler. Fordringen om Fornuft, Klarhed, Simpelhed og¹ Naturlighed i Digtningen laaner Reenberg fra sine Forgængere, om det end ikke lykkes ham at udforme dem '. saa typiske Vers, at man føler dem som de Cardinalpunkter, om hvilke det hele drejer sig. Horats's saa ofte misforstaaede „utile dulci" træder allerede hos Boileau noget mere i Baggrunden:

Qu'en savantes leqons votre Muse fertile
Partout joigne au piaisant. le solide et l'utile.

og udviskes saa temmelig hos Reenberg:

Et Yers er giort til Lyst og Fi yd
Og viiser os at hlive
Til Mennesker. at elske Dyd ....').

---

1) Honit* v. :!4:i. Boileau IV. v. 87, Reenherg 11. S. 30.

I Ordningen af sit Læredigt følger han nærmest, men ikke ganske Boileau, der systematiserede Horats's lidt aforistiske litterære Causeri. Hos Reenberg, der savner Indledningen, træde Overgangene mindre klart frem og synes jævnlig lidt bratte; men han begynder dog ligesom Boileau med Bemærkninger om Poesien i Almindelighed, gaar derfra over til at behandle de enkelte Digtarter og slutter med Hylding af Kongen og Apologi for sin egen kritiske Virksomhed. I Begyndelsen af Digtet slutter han sig dog nærmest til Horats, idet han opstiller Orden og det rette Maal, Harmoni og Proportion, som den første Lov i Digtningen, ligesom i Naturen. Efter det bekjendte:

Humano capiti cervicem pictor eqvinam
Jungeie si velit ....

sammenligner han et slet bygget Hus med et ilde sammenflikket Vers, der falder fra det høje ned i det platte. Men naar Digterne ville undgaa een Fejl, tage de sig oftest ikke i Agt for den modsatte: den, der vil være kort, bliver uklar, og den. der stræber efter Tydelighed, bliver langtrukken. Desværre gjælder dette her som oftere Reenberg selv, naar han skal omskrive det horatsianske

v. 25.

Brevis esse laboro,
Obscurus tio.

eller Boileaus

I, 65.

J'evife d'etre long, et je deviens obscui1

11, 5.

Hiin skriver kort, ey veed derho.s
Sig vel at tage rare.
Man Soge skal en Oedipus
Hans Mening at forklare;
En anden klart og tydelig,
Men naar han os fortseller
Hvert Ord, han er keedsomnielig
Og vores Andagt qvaeler.

Lidt heldigere er han siden:

11, 30.

Vaer kort, dog klar og tydelig,
Ey Fylde-Kalk indflikke!

Den, der alligevel lader sig friste af Digtningens vanskelige Kunst, maa søge Vejledning hos Klassikerne, hvis Fortrin udførligt udvikles. Naar vi aldrig naa højere end til at blive deres Efterlignere, ligger Skylden til Dels i vor pedantiske Opdragelse, der fra smaa af vænner os til først og fremmest at se paa Skillingen. Det er det samme, som Horats bebrejder Romerne:

325.

Romani pueri longis rationibus assem
Discunt in partes centum diducere ...
.... Si de quincunce reraota est
Uncia, quid superat?

11, 17.

Xaar fem pro cento gives skal,
Hvad renter mig en Daler?
I den Trafik vort Liv bestaaer.

Man maa skrive for Ærens Skyld, ikke rose Folk for
Penge, om det end er en ærlig Sag at tjene sit Brød
ved sin Pen, som det ogsaa hedder hos Boileau:

IV. 125.

Travaillez pour la gloire, et qu'un sordide gain
Ne soit jamais l'objet d'un illustre écrivain.
Je sais qu'un noble esprit peut, sans honte at sans crime,
Tirer de son travail un tribut legitime.

Digteren bør først og fremmest

11, 19.

f©lge sit Talent
Og den Naturens Gave,
Han finder sig at vseve sendt;

de forskjellige Digtarter kræve forskjellig Evne. som vi se
hos Klassikerne og hos vore egne Poeter:

11. 20.

En Arebo med fyndig Ord
Kand Skabelsen udføre,
Og Kingo, med sit Siunge-Gbor,
Sin Harpe veed at røre.

Regelen er atter hentet fra Horats:

Sumite materiam vestris, qui scribitis, æqvam
Viribus ....

38.

og Boileau:

I, 12.

Gonsultez longtemps votve esprit et vos forces.

og Exemplerne tillempede:

I, 17.

Malherbe d'un heros peut vanter les exploits.
Racan chanter Philis, les bergers et les bois.

Men i Opfattelsen af Inspirationens Betydning for Digtningen er der dog en characteristisk Forskjel mellem Reenberg og hans Forbilleder. Boileau sætter det bekj

385.

Tu nihil invita dices faciesve Minerva

i Spidsen for hele sin Poetik: Ingen bliver Digter,

I, B.

S'il ne sent point du Giel l'influence secréte,
Si son astre en naissant ne l'a forme poéte.

Reenberg miskjender heller ikke den digteriske Indgivelses
Betydning:

11, 94.

En anden slaeber som en Hest,
Sig martrer med at skrive,
Men fattes det, Naturen meest
Til hannem skulde give:
Deter den Geist og Fantasie,
Som er den rette Moder
Til Vers og Riim ....

Men han priser den dog i temmelig beskedne og pro
saiske Ordelag:

Og viid, du intet artigt gjør,
Før Geisten er dig reede,

hvorpaa han skynder sig at knæsætte forrige Aarhundredes
pedantiske Syn paa Poesien:

Dog er os Geisten ikke nok ....
Ney, Verset kraever Fliid og Konst,
Om det skal artigt blive.

Og

IT. 94.

Naturen, Liwsning. ovelse
Skal os Poeten mage;
Men fattes eet af disse Tre,
Troe mig, du staaer tilhage.

Med desto bedre Samvittighed kan han følge Boileau i
Fremhævelsen af Fornuften:

11, 22.

Hun Mester er, og Riiniet bor
At følge som en Slave.

Que toujours le Bon-sens s'accorde avec la rime.
La rime est une esclave, et ne doit qu'obei'r.

1,28.

Ej heller savner han sine Mestres Autoritet for Flidens
Betydning:

2V2.

carmen reprehendite, quod non
Multa dies et multa litura coercuit, atque
Præsectutn decies non castigavit ad unguem.

I. 173.

Polissez-le sans cesse, et le repolissez,
Ajoutez ([uelquefois, et souvent effacez.

11, 24.

Naar du dit Skrift polerer glat
Og ofte gjennemhegler.

stryger og retter og gjerne lytter til Kritik, saa vil Du
undgaa,

At (let. paa Bockenhoffers Bord
Skal MOI og Orme f'ode,
Og siden solgt for ringe Va?rd,
Til Kraemmerhuus omstobes.
Gin Peber, Safran, Ingefaer
Og andre Varer svobes.

11. 22.

Derefter følger et lille metrisk Afsnit, der advarer
mod enslydende Stavelser, Hiater og falsk Rhytme:

Poetens Sjael Accenten er,
Der Liv til Verset giver,

11,

omtrent efter Boileau:

I, 104.

Ayez pour la cadence une oreille severe

medens Reglerne for Ordvalget, nærmest ere hentede fra
Horats: man skal ikke frygte for i Nødsfald at danne
eller fra et fremmed Sprog laane en Glose,

11, 25.

Der ey saa just fra Konning Dan
Af Borgerskab kand rose.

Sprogkunsten skifter som Naturen,

60.

Ut silvæ foliis pronos mutantur in annos.

Det gamle Tvhisspørgsmaal om Tilladeligheden af at benytte den hedensk-klassiske MythologP) beskæftiger baade Reenberg og Boileau. Begge ere enige om det mythologiske Apparats og Personificationens Nødvendighed for den episke Digtning:

111, 165.

Ghaque vertu devient une Divinite, Minerve est la Prudence, et, Venus la Beaute, Un orage terrible aux yeux des matelots, G'est Neptune en courroux, qui gourmande les tlots ....

11. 35.

At Dyden og med storre Pragt
Sin Majestnet kand bajre.
Hun laaner sig en Guddoms Dragt ....
Ved Godhed tegnes Jupiter,
Mercurius forstandig,
Minerva klog. Apollo laerd,
Bla;s Vinden op og stormer hart,
Det iEolus skal giore ....

111, 177.

Qu'Enee et ses vaisseaux, par le vent ecartes,
Soient aux bords Africains d'un orage einportes,
(Je nest qu'une avanture ordinaire et commune.
Que Neptune en courroux s'elevant sur la mer
U'un mot calme les flots, mette la paix dans l'air.
(Test la ce qui saisit, frappe, surprend, attache.
Sans tous ces ornemens levers tombe en langueur,
La Poe'sie est inorte ou rampe sans vigueur.

---

1) Paludan, Renaissancebevægelsen i Danm. Litt. 470 ff.

11.33.

Ulyssis vidervaertig Fart, Folk, Skib og Gods til Grunde, Er noget, som er ikke rart, Men hores mangelunde: Men at Neptunus bister er. Forfolger Manden her og tier Er det, som viiser sin Poet Og Sindet kand betage.

Reenberg kjender nok de religiese Betaenkeligheder overfor
Mythologiens Brug1),

11, 27.

Men jeg er ikke saa bigot,
Jeg skulde mig indbilde.
Min Daab dermed at gJoi'e Spot,
Min Christendom at spilde ....
Jeg som Poet beskrive kand
Gharonis Fa^rge-Skoite,
Neptuni Fork, en lodden Pan,
At leege paa sin Floyte.

Derimod siger Sorterup endnu 17 Mi i Indledningen til
wNye Heltesange" :

hvad haver jeg at giore
Med saadan Hedenske, forvorped Dievelskab?
Til Heiren Zebaoth mit Offer vil jeg fore.

1 Frankrig ere disse Betænkeligheder aabenbart allerede
et overvundet Standpunkt, der kort afvises:

111. 222.

D'oter a Pan sa flute, aux Pavques leurs ciseaux, D'empécher que Garon dans sa fatale barque Ainsi que le berger ne passe le monarque. G'est dun scrupule vain s'alarmer sottement.

Kun i gudelig Digtning hører den mythologiske Stil ikke
hjemme, og Boileau vil heller ikke have den erstattet
med den christelige Engle- og Djævlemytholog., aabenbart

---

1) Hele Stykket citeres i Rahbek og Nyerups Bidrag til den danske Digtekunsts Hist. IV, 32.

mindre fordi Christendommens Værdighed ikke taaler
poetisk Benyttelse, end fordi han tvivler om dens digteriskeBrugbarhed.
Beenberg er betydelig frommere:

11, 28.

Men er min Sang om Gud og Mand,
Bort Jupiter og "Venus!
Guds Ark og Dagon ikke kand
I eet Gape! forenes,

og derfor bør:

disse Hunde drives ud
Af Helligdommens Tempel.

Som Horats advarer mod Plumphed i Satyrspillet
og Boileau især i Satiren med Henvisning til Regnier,
hvis Stil

11, 177.

se sentait des lieux, que frequentait I'auteur;
Du moindre sens impur la liberte outrage,

saaledes vil Reenberg ikke vide af HtolperskeHt0lperske Ord",

11, 28—39.

som lugter af en Kippe ....
En Drossel kiendes paa sin Sang,
Og Fisken af sin Hale,
En Klokke ved sin Lyd og Klang
En Mand af Ord og Tale.

Stilen bar vsere let og afvexlende:

1,69.

Voulez vous du Public meriter les amours.
Sans cesse en ecrivant variez vos discours.

11, 29.

Vilt du, at Folk skal hove dig
See til, du ey keedsommelig
Ved een Materie bliver.

Men endnu mere maa man vogte sig for den modsatte
Fejl, Horats's „ampullæ et sesquipedalia verba", den
gængse Svulst og Affectation:

I, 39.

Ils croiroient s'abaisser dans leurs vers monstrueux,
S'ils pensoient ce qu'un autre a pu penser comme eux.

Reenbergs Advarsel mod den Tids Lohensteinere savner
ikke sin Anvendelighed endnu i vore Dage:

11,31.

Endeel, vi iinde, plaget er
Med saerlige Gapricer,
Snprdeles unge Mennisker,
Naar Blodet dennem hidser:
De, for at viise stor Talent
Og Stiilen hoyt at bringe,
Forkaste det, som er gemeent,
Sig hoyre ville svinge;
Udspidse Hiernen, tvinge Ord,
Udgrunde dyhe Klygter
Saa hoyt, at ingen det forstaaer,
Ey den, som Verset digter.

Stilen og Talen maa svare til Indholdet; Heltene maa fremtræde heroisk, og naar deres menneskelige Svagheder komme frem, maa dette kun tjene til at characterisere dem, ikke drage dem for langt ned:

111. 105.

Achille déplairoit moins bouillant et moins prompt.

I det hele maa Characteren overholdes fra Begyndelsen
til Enden,

120.

Achillem
Impiger, iracundus, inexorabilis, acer ...
Sit Medea ferox invictaque, flebilis Ino.

11. 87.

Achilles stolt, end i sin Grav,
Ulysses klog, forsigtig
iErgierrig Caesar, Hector brav

Ligeledes følger Reenberg Horats i Forskriften om ikke
at tage Munden for fuld:

Begynd saaledes, som du veed,
Du kand det vel udf'ore.
Hvo lioyt vil klyve, falder ned ... ,

med Henvisning til Homers Odyssee og Billedet om
Bjerget, der føder en Mus. Boileau laaner sine Exempler
fra franske Digtere og fra Virgil:

111, 269.

Que le debut soit simple etc.

Man maa ikke hente sin Indledning altfor langt borte:

147.

Nec gemino bellum Trojanum orditur ab ovo,

11, 37.

Af Tvilling-Egget du ey bør
Anfange Trojæ Brynde;

men

Ey heller du forpligtet er
At folge Dag og Time
Som hiin, der skriver Kroniker ....

Digteren skal ikke

111. 303.

garder dans ses vers un ordre méthodique,

eller

11. 73.

chantant dun Heros les progrés éclatants,
Maigre historien, suivre Fordre du temps.

Fra den episke Digtning gaar Reenberg nu over til den lyriske, Elskovs- og Klagedigtene, som maa holdes i anden Stil og Versemaal. Han hævder med Styrke overfor Tidens forlorne Hyrdepoesi, at Stemningen maa være følt og ægte; ligesom han senere gjengiver Horats's

102.

Si vis me flere, dolendum est
Primum ipsi tibi,

og Boileaus:

111, 142.

Pour me tirer des pieurs il faut que vous pleuriez.

11, 55.

Vilt du bevæge mig til Graad,
Dit Øye først maa flyde,

saaledes hedder det her om Elskovsdigtet:

11, 39.

Det hiælper ey, Poeten veed
Et Vers at sammenbinde,
Naar ey den rette Kierlighed
I Blodet er at finde.
Thi siig, du sukker, længes hart,
Vil døe for din Hyrdinde;
Men troe mig, Phyllis merker snart.
Om Kierlighed er inde.

11, 73.

Mais pour bien exprimer ces caprices heureux, G'est peu d'etre Poéte, il faut étre amoureux. Je hais ces vains auteurs, dont la Muse forcée M'entretient de ses feux, toujours froide et ;;lacée.

Derefter følger en længere Fremstilling af Sangens og Musikens historiske Udvikling, hvor Reenberg bl. a. fremhæver de gamle Viser som Saxos Kilder. Hertil svarer hos Boileau kun et lille Afsnit om Oden:

11,61.

Aux athletes dans Pise elle ouvre les barrieres.

11,41

Ved Pisa, naar de rendte Dyst. osv.

Naar det derpaa fremhæves, at

Ved Regler det forgieves er
At ville Viser tvinge,

gjælder dette vistnok her kun den ejendommelige lyriske
Begejstring, som i Oden bryder Former og Siranker:

11,72.

Chez elle un beau désordre est un effet de l'art;

men paa et senere Sted udvider Reenberg dog' Sætningen
til en almindelig Protest mod Fortidens mechaniske Opfattelse
af Poesien:

11, 99.

Ey kunde Regler nogen Tiid,
Poeten Hierne give,
Men vel, at han med større Fliid
Studere skal og skrive.

Satiren derimod behandler Boileau mere historisk, medens Reenberg ligesom andet Steds overfor Tidens Smaahedsaand her hjemme er udelukkende optagen af Spørgsmaalet om dens religiøse og moralske Tilladelighed:

11, 42.

Om det en Christen vel anstaaer
En anden sort at giøre ?

og dens Forskjel fra Nidvers og Skandskrift. Naar

Præsten har Lov at ivre mod Laster, bør Satyristen have
samme Frihed1). Forsigtigt tilføjer Reenberg:

11, 44.

Dog er det bedst, han ikkun leer
Og skiemter med sin Lige,

medens Boileau i Frankrig kun behøver at advare mod
at træde Gud og Religionen for nær.

De mindre lyriske Versarter, Sonet, Epigram, Ballade, Madrigal, Rondeau, som ikke spillede den Rolle i vor Litteratur som i den franske, forbigaar Reenberg, men giver efter Horats og Boileau en Udsigt over Tragediens Historie fra Grækerne til Renaissancen samt over den græske Komedies Udvikling:

11, 46.

Tragedien i første Dragt
Var Landsbye-liig og ringe,

111.61.

La Tragedie informe et grossiére en naissant

med enkelte selvstændige Indskud, f. Ex. om Overgangen
til Opera:

Med Spillen, Dandsen og Musik,
Maskiner, kostbar Klæder,

der jo allerede havde været dyrket ved Christian Vs Hof og særlig yndedes af Frederik IV, som netop var ifærd med Opførelsen af det 1703 fuldendte Operahus. Om den tyske Efterligning minder han i Anledning af Skuespillets Forplantelse fra Grækenland

11,48.

Til Rom, Athenens Abe.
Der hende fulgte, som vi her
Os efter Tydsken skabe.

Men medens hans Forbilleder give udførlige Regler for

---

1) Sml. Holbergs 3die Skjejntedigt: Straf derfor. Svoger, meer min Skrivemaade ey, Straf og en Pra?dikant, som gaaer den samme Vey.

den dramatiske Digtning, mener han, at dette tjener til intet hos os, hvor man aldrig har forsøgt sig i Dramet. Det er hverken fordi det skorter os paa typiske Characterer,eller fordi vort Sprog er for fattigt, men snarere af en vis Smaahedsaand og paa Grund af økonomisk Trvk:

11, 50.

Vor danske Geist for aerbar er
End sig denned at bryde ....
Med Norden Pikkelbajrings Dragt
Ey passe vil og mage.
Men allermeest vor Fattigdom
Naar Maven ledig er og torn
Forgaaer Poete-Gave.
Et Sorgelos og freidigt Sind
Sig for Theatret skikker;
Derfore forst er kommen ind
Og seet i Republikker1).

Reenberg tænkte vist lige saa lidt paa, med disse sidste Ord at ville give Monarkiet Skyld for Landets Fattigdom, som han drømte om det glimrende Dementi, Holberg faa Aar senere skulde give hele hans Bevisførelse.

I Anledning af Komedien kommer han dog ind paa
Characterskildringen og anbefaler efter Boileau Naturstudium

111, 359.

Que la nature soit done votre etude unique,
Qui sait bien ce que e'est qu'un prodigue, un avare,
Un bonnete homme, un fat, un jaloux, un bizarre.
Un geste la decouvre, un rien la fait paroitre,
Mais tout esprit n'a pas des yeux pour la connoitre.

---

1) Det hele, ret characteristiske Sted er citeret hos Rahbek og Nyerup IV, 30.

11, 54.

Studeer Naturen idelig,
Hun laerer dig at skabe
En From, Forsigtig, Taabelig ...
Et Ord, sagt hen i Vind og Va?r,
En Mine, mindste Fagter
Vil hannem robe, skjont enhver
Ey kiender det og agter.

I den speciellere Udførelse af, hvorledes Dictionen maa
svare til Handlingen og den talendes Character, holder
Reenberg sig imidlertid nærmere til Horats:

108.

Format enim natura prius nos intus ad omnem
Fortunarum habitum ....
Post effert animi motus interprete lingua,

11, 55.

Naturen forst udi vort Blod
Affecterne vil rore;
Hvad hun i Hiertet skrive lod,
Med Tungen vi udfere,

med de klassiske Exempler, Telephus og Peleus. I Horats's
fortrinlige Characteristik af Menneskets Livsaldre:

156.

Ætatis cujusque notandi sunt tibi mores,

hos Boileau:

111, 374.

Ghaque age a ses plaisirs, son esprit et ses mæurs;

11, 56.

Hver Alder sindet er for sig.
Med egen Lyst og Saeder,

gjengiver han heldigt, om end lidt vidtløftigt, den bekjendte
Skildring af Oldingen:

Difficilis, querulus, laudator temporis acti

11, 58.

Fortæller, hvor hans Ungdom gik
Blandt brave Folk og lærde,
Berømmer den fremfarne Skik
Fra Christian dea Fjerde,
Nysgierrig, snaksom, dadler hver ...,))

---

1) Rahbek og Nyerup IV, 26.

Heller ikke ilde er den videre localiserende Udførelse af
Stilforskjellen i Komedien:

114.

Intererit multum, Davusne loquatur an hens,
Mercatorne vagus cultorne virentis agelli,
Golchus an Assyrius, Thebis nutritus an Argis.

11, 59.

En Davus flittig hore maae,
Men Herren selv befaler.
Hver om det Vgesen, han er i:
Forpagteren om Stude,
En Enkemand om riigt Partie,
En Skipper om sin Skude,
Soldaten brouter om sin Magt,
Hr. Peder raaber: Offer!
Og hvor Personen haver hiem
Med Billighed du agter:
Lad ey Frantzosen komme frem
Med Spanske Trin og Fagter;
Lad Sverrig tale sodelig,
Lad Tydsken Eeder flette ....

Det er den vigtige Regel om Localfarven, de geografiske og Naturforholdenes Indflydelse paa Litteratur og Aandsliv, som senere skulde spille en saa stor Rolle fra Montesquieu ned til Victor Hugo og Taine og blive et Hovedvaaben i Kampen mod den abstract almenmenneskelige franske Klassicisme, som dog selv havde fremsat den, men ikke evnet at overholde desn. Boileau udtaler den tydeligt nok:

111, 113.

Des siécles, des pays étudiez les mæurs.
Les climats font souvent les diverses humeurs.

Men det falder ham naturligvis ikke ind at anvende dette mod den dramatiske Retning, hvis ypperste Talsmand han selv er; han advarer kun imod Romanskrivernes Lyst til at overføre den galante og sødlige Hoftone paa Fortidens Helte og Riddere.

Efter Horats 391 ff. og Boileau IV, 133 giver Reenberg nu en Fremstilling af, hvorledes Digtningen har ført Menneskene fra Barbari til Civilisation, og hvorledes denne Udvikling har fundet Udtryk i Amphions- og Orpheusmytherne og i de ældste græske Digteres nære Forhold til Religionen. Men hvad der hos hans Forbilleder kun er en Episode, hos Boileau indskudt for at vise, hvorledes Poesien har svigtet sine store Opgaver og er udartet til Styverfængeri, svulmer hos Reenberg temmelig uforanlediget ud til en hel Gultur- og Litteraturhistorie, der behandler de gamle Germaner og Tacitus, Nordboernes Runer og deres Udryddelse ved Ghristendommen, Eddaerne, om hvilke det hedder:

11, 88.

Ja, kunde vi, som hiine kand,
Dem læse denne Stunde,
Ey Norden skulde Grækenland
Sin Pindarurn misunde.

Rimet forsvarer han som en national „gothisk" Ejendommelighed mod Miltons og Isaac Vossius's Angreb, saa vel som overfor Renaissancens, hos os Bertel Knudsens, Forsøg paa at efterligne latinske Metra:

11, 87.

Et Sprog imod sin Skik og Gang
Med Qvantiteter bryde,
Soni Boge-Bark skal give Klang,
Som sprukken Klokke lyde.

Videre skildrer Reenberg Middelalderens og Reformationstidens
regelløse Digtning:

11, 89.

De digtede saa lystig hen,
Ey agtede saa noye,
Hvor Riimet gik, naar Slutningen
Sig naesten kunde foye;
Ey agtedes det heller stort
I deres Digt og Sange,
Om Stavelsen var lang og kort,
Om dev var een for mange.

Om Riime-Konsten syncs slet.
Var deres Andagt storre.

For Folkevisernes Poesi har han en paa den Tid usædvanlig Sans, sammenligner deres Kæmper med Achilles og minder i Anledning af German Gladensvend om Dædalus og Girces Forgjørelseskunster:

11,91.

Med Yerner Ravn. med Biornen, som
Udgik paa Dalby Heede.
Alt dette naesten er forgiet,
Det, som af aedle Fruer
Med Lyst var siunget, ei1 nu slet
Fordomt til Borgestuer,

siger han halv vemodig. Nu have vi faaet en ny og
fuldkomnere Poesi „i Riim, Accent og Tale"; men faa
dyrke den med fornøden Omhu og Flid;

1,93.

Vi have kun een Arebo, Og siden Bording dode Er Sa^det efter disse to Paa Bierget blevet ode.

Efter denne Udsigt over dansk Digtekunsts Historie, der i det hele vidner om sundt Blik og god Kundskab, slutter Reenberg sig atter til Horats i Fremhævelsen af, at medens det middelinaadige kan have sin Berettigelse i mange andre Forhold.

Certis medium et tolerabile rebus

368.

Recte concedi;

medens

En Hiem-Tings Procurator kand
Et Stevnemaal forrette,
Omskjent han ey som Vordeman1)
Har laert at gaa i Rette,

---

1) Reinhold VVordeman, f 1697, synes i sin Tid at have havt et stort Ry som Prokurator ved Højesteret.

saa gjælder det om Poesien:

378.

Si paulum summo decessit, vergit ad inium.

IV, 32.

Il n'est point de degrés du mediocre au pire.

siger Boileau, som ellers her vælger franske Exempler og med Hentydning til sin Uven Claude Perrault viser, at man heller maa være en god Murer end en daarlig Læge. Han foretrækker det uformelige for det kjedelige:

J'aime mieux Bergerac et sa burlesque audace,
Que ces vers ou Motin se morfond et nous glace.

Ligesaa Reenberg:

11,95.

Claus Porsis Snak, Tambowrs Bedriftl)
Jeg vil langt heller høre
End den Poet, hvis usle Skrift
Skamfere kand mit Øre.

I et betydeligt Værk støder selv den ringe Fejl. men
den er dog tilgivelig:

Indignor, quandoque bonus dormitat Homeru:

359.

11, 97.

Homerus blunder lidet, dog
Homerus er den samme,

Og

hvor den gode Arebo, Hvor Bording, Kingo feile, Jeg harmes, laeser med Uroe Og bider mine Negle.

Men den blot kjedelige og übehændige Digter er utaalelig.

Til sidst undskylder han atter, ligesom i BForsamling
paa Parnas" og ligesom Horats og Boileau, at han uden
selv at vaere Digter drister sig til at give Regler for

---

1) Claus Pors til Øllingsø udgav 1613 „Levneds-Gompas', en Samling moraliserende Anekdoter og Historier. En lignende, mere humoristisk og lasciv Samling, „De geest van Jan Tambour". Amsterd. 1660, benævnt efter en kjendt hollandsk Skuespiller, har mulig ogsaa været oversat paa Dansk.

Poesien, et overflødigt Arbejde, efter at Aristoteles og
Horats have skrevet:

11,98.

Kand vel den Blinde viise Stie?
Kand Vugge-Barnet tale?

Besad han en Virgils eller Horats's Talent, var det bedre
anvendt til at hylde „Nordens Sol" og

for min Jorde-Gud
Mig bukke ned og knaele.

Han slutter altsaa med Frederik IVs som Boileau med
Ludvig XIVs Apotheose, men dog, som før omtalt, i
nærmere Tilslutning til Horats Sat. lib. 11, 1, v. 10:

Si tantus amor scribendi te rapit, aude
C.æsaris invicti res dicere ....

og Boileaus Omskrivning deraf i den 9de Satire.

Men evner Reenberg end ikke at behandle saa høje
Emner, vil han dog stræbe, at han

11. 101.

saa vidt jeg kand formaae Og mig forleenes Styrke, Skal ikke slet tilbage staae Mit Fede-Sprog at dyrke,

selv om han

übesindig selv begaaer,
Hvad jeg hos andre laster.

Han frygter ingen Kritik, naar Mænd som

Krag og Rantzow, Juul og Friis,
En Bartholin og fleere

eller Biskop Deichman billige hans Forsæt cg opfordre ham til at skrive. Denne Udfordring; til Kritiken og Opregning af Digterens formaaende Venner og Velyndere er en Efterligning af Horats Sat. lib. I, 10, v. 81 ff., og for Anledningen til Tilføjelsen af de 4 sidste Linier til Deichmans Ære er tidligere gjort P».ede.

Nær til Ars poetica slutte sig de umiddelbart efter affattede sraaa Digte om „Poesiens Opmuntring⁴⁴ 1702 og „Poesiens Vanskeligheder" 1703. I det første har Reenberg faaet fat paa et lønnende Emne for Satiren, nemlig de rimede Ansøgninger. Der har allerede været Anledning til at gjøre opmærksom paa, hvorledes den Opblomstring af Poesien, som indtraf paa Overgangen til det 18de Aarhundrede, kun ytrede sig i Formen og i et friskere og mere nationalt Præg, medens man hvad Indholdet angaar mere og mere begrændsede sig til Lejlighedsdigtning og det private Livs smaa Forhold. Frederik IV var visselig ingen Ludvig XIV; hans litterære Opdragelse var i høj Grad forsømt og fra hans Side var der ingen højere Sans og Støtte for Digtningen at vente. Men en smaatskaaren realistisk og halv humoristisk Poesi som den, der udviklede sig i hans første Aar, den kunde han forstaa, og den tiltalte hans jævne, folkelige og i Ungdommen muntre Sind. Naturligvis vare de mange Sinaapoeter ikke sene til at benytte sig af denne Vej til Befordring og timelig Velfærd paa en Tid, da Embedsbesættelser mindre afhang af Dygtighed og Fortjeneste end af en kongelig Naadesact. Disse Forhold udviklede en ny Tiggerpoesi, holdt i Tidens almindelige hyperloyale Tone og saa meget mindre tiltalende, som det nu ikke var privat Understøttelse, men Statens Embeder, den gjaldt. I Bibliothekernes Haandskriftsamlinger findes fuldt op af rimede Ansøgninger og Taksigelser, paa hvilke ogsaa Luxdorph giver Prøver i Noterne til Reenbergs Digt, hvor han nævner Ghr. Muus som Ansøger om Ribe Bispestol 1701, Tychonius om Præsteembedet i Skive og Jacob Schandrup om Herredsfogedstillingen i Middelsom Herred 1702:

Jeg betler for Din Stol et lidet Levebrød!

En ihærdig Ansøger var ogsaa Francis Kyhn i Blidstrup,
der bl. a. vilde forbinde Degnekaldet i sit eget Sogn med
Præsteembedet og i den Anledning lovede Kongen:

Lad Præsten blive Degn, saa tigger ban ey ineer.

Endnu 1718 og 19 have vi lignende Ansøgninger af den
bekjendte Poet Jørgen Friis, bl. a. om Helsinge Sognekald.

Naar det alligevel ikke lykkedes Reenberg at gjøre synderligt ud af sin Satire, skyldes dette vist ikke blot Mangel paa slaaende Vid, men ogsaa en vis Forsigtighed, idet, Kritiken let kunde faa Udseende af at sigte paa allerhøjeste Sted. Satirens Anlæg og enkelte Udtryk minde noget om Joh. Laurembergs 4de Skjæmtedigt, idet Rammen paa begge Steder er et Møde og en Samtale med en Tiggerpoet. Men Lauremberg blander paa en uklar Maade Satire over Lejlighedspoesien med Klage over Digtningens Foragt og med Forsvar for den gammeldags Digtning mod den nye højtravende Renaissancepoesi. Hos Reenberg derimod har Tiggerpoeten pakket alt sit Eje paa Ryggen og er i Begreb med at flytte til Hove. Paa Grund af det Optog, hvori han saaledes møder, er det vel, at Digtet i nogle Haandskrifter betitles „Bissekræmmeren" ; men Laurembergs Tiggerpoet bliver forresten ogsaa af Pigerne i det fornemme Hus antagen for en Bissekræmmer. Grunden til Flytningen er, at der nu efter Poetens Mening er kommen gode Tider for Muserne. Medens den spanske Arvefølgekrig raser over hele det øvrige Europa, har Frederik IV efter Freden i Travendal aabnet dem et Asyl i Danmark, og nu gjælder det at smede, medens Jernet, er varmt. Den ene a::' Musernes Sønner har faaet Bispesæde, den anden Præstekald, — ja

11, 142.

den, som ey engang
Af dennem kjendtest asgte1),
.... blev og bonhart, og flk
En Herreds-Dommers Saede.

Reenberg advarer Poeten mod at nære for store Forhaabninger: Kongen kan dog ikke mætte alle graadige Munde. Men forgjæves; Poeten stoler paa den Færdighed, hvormed han kan smøre Vers ned,

11, 144.

Naar Bordingev og Aroboer,
Med andre, Hiernen bryder,
Saa snart jeg skriver: „Hoy Patron"1,
Strax veed min Pen at finde
Det Ord: „Recommendation''.
Og Riimet dermed binde;
Og om i Verset skrevet er:
nHerr Ober-Secretererv,
Min Pen ey hviler. sigev: her
Skal staae

Det er en Gjenoptagelse af Satiren over Doms og Lejlighedsrimeriet i „Forsamling paa Parnas", støttet dels ligesom denne til Boileaus 2den Satire, der spotter Dusinpoeternes platte og trivielle Floskler:

v. 37.

Si je louois Philis ren miracles feconde",
Je trouverois bientot: na nulle autre seconde".
Si je voulois vanter un objet flnonpareil",
Je mettrois a Tinstant nplus beau que le soleil"1;

dels ogsaa til den Iste Satire, der stiller Digterens beskedne
Tilbageholdenhed overfor Kongen mod

v. 89.

cette foule effroyable
De Rimeurs affames dont le nombre l'accable,
Qui, des que sa main s'ouvre, y courent les premiers,
Et ravissent un bien qu'on devoit aux derniers.

Reenberg minder dog endnu Tiggerpoeten om, at den
Gunst, Virgil og Horats have naaet ved deres enestaaende

---

1) Jacob Schandrup.

Talent, ikke er enhver Smører beskaaren, og skilles derpaafra
ham for at gaa hjem og nedskrive sine Tanker
om dette Møde.

Betydeligere er det andet Digt, „Poesiens Vanskeligheder", i Haandskrifterne ogsaa betitlet „Klage til Rostgaard", skjøndt det i den trykte Udgave er tilskrevet Grev Friis. De Vanskeligheder, Reenberg her beklager sig over, ere af dobbelt Art: først Slidet med at bringe Tanken i poetisk Form, som han alt har skildret i Indledningen til „Forsamling paa Parnas" og riu udvikler videre, stadig med Anklang til Boileaus 2den Satire, — og dernæst Publikums Uvillie mod den satiriske Digtning, Poeternes gamle fælles Klageemne, som han har strejfet i Slutningen af „Forsamling paa Parnas", og sDm Boileau behandler i sin 7de Satire. Reenberg begynder med Forbandelser over den Tid og Dag, da han først viede sig til Digtningens brydsomme Arbejde, og over dem, der have lokket ham dertil: Homer, Ovid, Horats, Juvenal og Boileau selv, som dog har kjendt den samme Fortrydelse:

Maudit soit le premier, dont la verve insensee
Dans les homes d'un vers renferma sa pensee.

Sat. 11, 53.

Uden denne usalige Grille kunde han have levet i Ro
og Mag,

Passer tranquillement, sans souci, sans aflaire.
La nuit a bien dormir et le jour a rien faire.

Ligesaa siger Reenberg i „Ars poetica":

Jeg ellers kimde magelig Udi min Bonde-Hytte I Rolighed benliste mig, Min egen Syssel skytte,

og paa lignende Maade udtrykker han sig i „Forsamling
paa Parnas-, i Digtet til Brostrup Albertin (1703) og nu

her1). Han ønsker, at Sygdom, Sult og Tørst eller Lemmetab havde hindret ham i at spilde sin Tid paa Digtning, at Virgil havde brændt sine Skrifter og Horats var falden ved Philippi, og at Boileau

sig maa
Af Frygt og Raedsel korse,
Naar han skal se Gotin, Perrault,
Pradon og Bonnecorse,

alle de Smaapoeter, som han har forfulgt med sin Spot. „Men hvo kand tie?" — hedder det med en pludselig Overgang, — naar han ser alle de Fejl og Daarligheder, der gaa i Svang: at Taaben sidder i Højsædet og Fortjenesten tigger, at Alderdommen koketterer og Tjenestepiger gaa i Silke, at Narren gjælder for lærd, at Oldinge holde Bryllup, at Dyden roses og sulter.

At Jorden, og ined Jorden vi,
Med nederst overst bytter,
Ey, efter ny Philosophie,
Gaaer orn, men culebuter.
Naar jeg alt dette seer og spor.
Min Pen er aabenmundet
Og pladrer ud alt det, jeg for
I Eenerom har grundet.

11, 155.

Saaledes byder Verset sig ogsaa af sig selv for Boileau,
hver Gang han kommer til at tænke paa Litteraturens
Narre; forgjæves vil han standse:

Sat. VII, 52.

Ma plume auroit regret d'en épargner aucun,
Et sitot qu'une fois la verve me domine,
Tout ce qui s'offre å moi passe par I'étamine.

Der er kun den Forskjel, at Reenberg holder sig til almindelige
moralske Typer:

Hvad skader eller nytter
Det mig, at Floras er et Bfest.
Narcis en Berenhytter ....

---

1) I, 230. 11, 6, 106.

At Julius er resolut, Dog over andres Penge, Gorinna fik i Fior en Glut, Dog, Brud, gik Møe til Senge.

Boileau derimod angriber directe og med Navns Nævnelse:

v. 37.

Faut il peindre un fripon, fameux dans cette ville
Ma main, sans que j'y reve, ecrira Raumaville.
Faut il d'un froid rimeuv depeindre la manic?
Je rencontre a la fois Perrin et Pelletier.
Bonnecorse. Pradon, Golletet. Titreville.
Et pour un que je veux, j'en trouve plus de mille.

Den, der ikke skammer sig ved at gjøre en Daarlighed, skulde i det mindste skamme sig ved at høre Satiren over den, og den, der ikke vil høre, kunde i alt Fald nøjes med at gaa sin Vej og ynke Digteren; men i Stedet skaber denne sig kun Uvenner. Det er de samme Klager, som vi kort før høre hos Vilh. Helt:

Jeg seer min Daarlighed. som vel jeg burde hade,
Dog hvad jeg seer og veed, jeg kand den dog ey lade,
Jeg ey udgrunde kand, hvad Pokker mig har seet [er skeety]
Hvad Pokkers Raserie har gjort mig til Poet1).

og kort efter i Holbergs 3die Skjæmtedigt 1722: hvor
megen Fortræd Satyristen end skriver sig til,

Jeg dog ey'sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leilighed min Musa siger: Skriv!

I disse Smaadigte har Reenberg aabenbart villet supplere sin Ars poetica med litterære Satirer i Boileaus Stil. inden han, atter ligesom Boileau, viede sine senere Aar til rent moraliserende Digtning. Men han stiller sig

---

1) Curieuse Poetiske Skrifter 173:2. 197: „Lima mordenio decorat", fra lt)9U.

her friere til sit Forbillede, ikke nærmest parafraserende som i Ars poetica. Han laaner blot Motiver og Enkelthederog smelter et Par boileauske Satirer sammen, og maaske netop paa Grund af denne relative Selvstændighednaar han ikke ret højt. I det hele har Reenberg hverken original Begavelse eller udpræget Personlighed nok til at blive en dansk Horats eller Boileau, hvis sproglige og poetiske Love kunde præge Litteraturen gjennem lange Tider. Han har visselig heller ikke i sit Kogger de lette Pile, som Boileau afskyder næsten uden at vende sig om for at se, hvor de ramme, saa lidt som hans mere tungfodede Satire besidder den kjernefulde sproglige Concentration, som lod Boileaus Vers

Ep. X v. 12. devenir quelquefois proverbes en naissant.

Han kan ofte blive mat og langtrukken, og hans Satire savner det directe, ofte personlige Sigte, som gjør Boileaus saa livfuld, concret og svidende. Udfaldet af det Forsøg, han havde gjort med „Forsamling paa Parnas", skrærnmede hans fredelige Natur; i sine senere Digte holdt han sig efter Fortidens Mønster til Almensætninger og Typer.

Men det er allerede af ydre Grunde heller ikke retfærdigtat sammenligne de to rige Ungkarle, som i den civiliserede Verdens Midtpunkter, midt i Tidens strømmendeLiv og i Omgang med alle dens Stormænd, kunde leve alene for deres Digtning, — og den jydske Proprietær,der sad i sin afsides Krog af et lille Land med sine 12 Børn og Hovedet fuldt af praktiske Forretninger og økonomiske Bekymringer. Stille vi derimod Reenberg sammen, ikke blot med hans Forgængere i dansk Digtning,men ogsaa med hans Efterfølgere, træde hans Fortrinbaade i Tanke og Form klart frem. Selv Holbergs

Skjæmtedigte staa i Versformen, om end ikke : Kraft og Vid, tilbage for Reenbergs. Sorterup, som efter ReenbergsMønster optog den litterære Satire, og hvem N. M. Petersen anser for „ulige større", — vel sagtens noget paa Grundtvigs Autoritet, for hans Heltedigtes Skyld, — viser ellers ikke Spor af fransk Indflydelse, men er endnu ganske afhængig af den 2den schlesiske Skole. Hans haartrukne Ordspil og Brandere. hans Forkjærlighed for gamle og søgte Ord, hans hele skruede og dunkle Stil danner en slaaende Modsætning til Reenbergs Simpelhedog Klarhed, og han falder hvert Øjeblik fra det højtravende ned i den gammeldags Raahed og Plathed, som hos Reenberg næsten ganske er fortrængt af den sikre franske Smag. Lad være, at Sorterup i Rimfærdighedikke staar tilbage og i digterisk Inspiration paa et enkelt Sted, i Heltesangene, hæver sig højt over Reenberg,saa synker dennes Satire dog aldrig ned til stilistiskePlumpheder og Smagløsheder som:

Mangen een kand Rime-Bulke Saa opgylpe af sin Kraas, At en Ko kand ikke hulke Nær saa hart i Bondens Baas.

Og selv om Reenbergs Angreb paa Tidens Versemagere ikke altid ere rammende, behøver man dog ikke at gjætte sig til Meningen gjennem den Slags mislykkede Rebus, hvorved Sorterup tror at lægge poetisk Snille for Dagen i Omtalen af de samme Rimere:

Andre giver for en Mude1)
Mange Daare-Yiamser ud,

om Claus Doms (Bang);

---

1) For Betaling.

Hvor en hellig Brand optender
Andagts Sponner til en Glød,

om den aandelige Digter Fr. Brandt;

Hvortil cluer uden Ende
At opramse meget Snaus,
Naar enhver dog raaa bekiende
At mand sladdrer som en Clans,

o: Arrebos Fortsætter, Claus Trundhjemb;

Og Helkiæ Daatters Smykke
Lønlig borged, var ey leed.

om Jens Lønborgs bibelske Drama Susanna.

Ikke desto mindre synes Sorterup i Samtiden at have vakt mere Opsigt; J. E. Schlegel tager ham med i sin bekjendte Digterrevue i „Der Frernde" 1746, men glemmer den kun et Par Aar før afdøde Reenberg. Ved Holbergs Optræden skrev Reenberg vel endnu, men han var mellem 60—70 Aar og havde tabt sin Ungdoms Friskhed. Dog opførtes hans Æsop som sagt 1722, og da Falsters første Satire, „Disse Tiders onde Optugtelse", udkom anonymt 1720, gjættede man efter Statholder Ghr. Rantzaus Vidnesbyrd x) paa Reenberg som Forfatter. Kort efter udkom de første danske Verssamlinger, ved Bogtrykkerne Wielandt og Høpfner 1725_—28 og ved Bolle Villum Luxdorph i Reenbergs Dødsaar 1742, og i disse, især i den sidste, indtage Reenbergs Vers en stor Plads. Men først 17 Aar efter hans Død, 1769, bleve Justitzraadog Landsdommer Tøger Reenbergs PoetiskeSkrifter udgivne i tvende Dele af Forfatterens Dattersøn, Gapitain Tøger Reenberg Teilmann til Endrupholm.Det var dog vistnok mere den velhavende FamiliesPietet

---

1) Rahbek og Nyerup, Den danske Digtekunst IV. 234.

liesPietetend den Anseelse, han endnu nød, der skaffede Reenberg Æren af en efter de Dages Forhold smuk og vel udstyret Udgave med en Fortale af Lovhistorikeren Peder Kofod Ancher, en Mand, hvis Interesser strakte sig langt ud over hans særlige Fag, og som derfor ofte maatte lade sit ansete Navn benytte til at føre yngre og debuterende Forfattere, f. Ex. ogsaa Eilschow. ind i Litteraturen.Fortalen er imidlertid aabenbart skreven invitaMinerva, „ikke uden Vankelmodighed og Imodsigelse", og behandler med Hensyn baade til Forfattet-ens egen og til Reenbergs borgerlige Stilling det i og for sig lidet frugtbare Spørgsmaal, om en Poet tillige kan være Jurist. Kofod-Anchers „Hovedsag er, snart at komme til Ende", og han lægger Pennen til Side, saa snart han „har faaet saa meget bragt til Veje, som ungefær kan udgjøre den sædvanlige Størrelse af en Fortale".

Betydelig interessantere og mere oplysende er den derpaa følgende Levnetsbeskrivelse af Reenberg', formodentlig ved Udgiveren selv, da den for en stor E>el bygger paa Familiepapirer og Breve, som nu desværre ikke mere findes. Det er ved Siden af Reenbergs egne Vers Hovedkilden til vor Kundskab om denne Digter, sdiii aldrig senere er optagen til monografisk Behandling.

Endelig ere en stor Del af Digtene i Udgaven forsynedemed Noter, som af Samtiden tilskrives den bekjendteKunstdommer, daværende Generalprocu::eur Bolle Villum Luxdorph, som jo ogsaa tidligere havde vist Interessefor Bevarelsen af Reenbergs Vers. Det var endnu noget nyt hos os at sætte et saa stort Apparat af Fortalerog litterære Commentarer i Bevægelse i Anledning af Udgaven af en dansk Digters Værker, som i den lærde Tid havde maattet nøjes med det obligate Paahæng af

Ærevers. Udgiverne have aabenbart i saa Henseende fulgt de samme franske Forbilleder, som Reenberg først bestræbte sig for at gjøre bekjendte her hjemme, maaske særlig Udgaverne af Boileaus (Euvres, Genéve 1716, Amsterdam1717 og Haag 1722. Fremfor alt give Noterne til „Forsamling paa Parnas" gode Oplysninger om Tidens Digtekunst i det hele, medens Kritiken übestridelig har Ret i, at de ellers ikke alle ere lige vigtige, og at nogle „tjene mere til at vise Anmærkerens Lærdom og Læsning, end at de skulde være fornødne til Textens Oplysning".

Det er Jacob Badens „Gritiske Journal", der 1770 udtaler denne Dom i en Recension over Udgaven, hvoraf det fremgaar, at Reenbergs Digtning allerede da forekom noget forældet. Det meste af denne Recension er aftrykt i Rahbeks og Nyerups Bidrag til den danske Digtekunsts Historie IV, der giver en udførlig og billig Bedømmelse af Reenberg. Men siden har der været Stilhed om hans Navn; N. M. Petersen, i hvis Øjne det jo ingen Fortjeneste var at have indført en fremmed litterær Smag, er som før omtalt ingenlunde retfærdig i sin flygtige Omtale, og Fr. Schaldemoses ganske betydningsløse og uselvstændige Udgave af Reenbergs Udvalgte poetiske Skrifter 1834 egnede sig ikke til at gjenoplive Mindet om Digteren.