2. En dansk fyrstinde i Nordtyskland i slutningen af det nte århundred.

Blandt Nordtysk lands anseteste klostre var Korveys datter, Benediktinerklostret Bursfeld ved Weser, grundlagt 1093 af grev Henrik den fede af Nordheim og hans hus-tru Gertrud, og senere midtpunkt for Bursfeld-kongregationen, der også fik betydning for Danmark2).

Dette kloster blev den 1. Marts 1104 af pave Pachalis 11 stadfæstet i besiddelse af de mange gaver, det havde modlaget af stifterne, deres frænder og andre nordtyske fyrster, deriblandt „Otto af Boechell, den nævnte Henriks (o: Henrik den fedes) broder, markgreve af Stade, tillige med hans hustru Sigrid den danske og deres sonner og døtre"3).

Da flere af de slægtskabsforhold, der angives i dette pavebrev, vitterlig er urigtige, kunde der rejses tvivl om brevets ægthed. Dette er dog ugrundet. Var det et falskneri, der var udarbejdet i selve klosteret, vilde slige fejl være undgåede , og disse kan vanskelig tydes som andet end misforståelser , det fjerne pavelige kancelli har gjort sig skyldig i₄).

Blandt disse misforståelser er det slægtskab, som opstillesmellem

---

2) Jfr. Kirkehist. saml. 3. række I 546 ff.

3) Similiter ab Othone a Boechell dicti Henrici fra ae marchioni Stadensi cum uxore eius Sicchidi Danica cum fil: is et filiabu.s. Codex dipl. Saxoniae regiae II (Leipzig 1889), s. 4. Hustruens navn er, som man ser, forvansket; dog kan der ikke være ment noget andet dansk kvindenavn end Sigrid.

4) Jfr. O. Posses bemærkninger, Codex dipl. Saxoniae 11, 4 og I, indledn. s. 133.

lesmellemden nævnte mai'kgreve af Stade og grev Henrik den fede, klosterets stifter. Henrik havde nemlig ikke nogen broder af navnet Otto. Men det kan betragtes som givet, at Bursfeld virkelig har fået gaver af en markgreve af Stade, der (på hojtysk) hed Otto, og af hans hustru Sigrid, og at denne sidste virkelig har været dansk.

Denne Otto er da Udo 111 eller Ljuder Udo, greve i Stade, der var midtpunkt i en stor del besiddelser ved Nedre - elben — „grevskabet på begge bredder", som Helmold kalder det¹); forst langt hen i 12te årh. kaldtes det „grevskabet Stade" — og dermed tillige markgreve af Nordmark²). Han hørte til den slægt, der ikke uden grund kaldtes Udonernes³). Hans stamfader var den grev Udo, der dræbtes 994 af nordiske vikinger⁴); hans farfader var den ældre Ljuder Udo (f 1057), hans Fader Udo II (f 1082), begge markgrever af Nordmark og grever i Stade. Udo II måtte finde sig, iat hans hidtilværenderigslén i kraft af Henrik IVs gave til Adalbert blev et len under ærkesædet Hamburg-Bremen; til gengæld fik han Ditmarsken lagt under sig. Udo II efterfulgtes i Stade og som markgreve af sin ældste son Henrik den lange, og den næstældste son, vor Udo, har da vistnok siddet som herre over det sydlige Ditmarsken. Når han nemlig i pavebrevet kaldes Otto af Boeckell, da må dette forstås således , at han har siddet på Bockelburg eller Bocklenburg sydligst i Ditmarsken, hvor også senere grev Rudolf af Ditmarsken residerede, nu flekken Burg⁵). Henrik den lange døde imidlertidallerede

---

1) Ghron. Slavoram 11, (5 (skoleudg. v. Pertz, s. 205).

2) Om Stade og grevskabet se Dehio, Hartwich von Stade (Bremen 1873), s. 93 ff. R. Ghalybaeus, Geschichte Ditmarscliens (Kiel u. Leipzig 1888), s. 2<) ff.

3) Helmold, anf. st. (skoleudg. s. 204): Quid dicam de amplissima potestate Hartwici archiepiscopi, qui de antiqua Udonum prosapia descend it?

4) Joh. Steenstrup, Normannerne 111 244.

5) Om Bocklenburg se Ghalybaeus, s. 18 f. Ved Minden la et Bockel og ved Hannover et Bockel, men de hørte ikke til grevskabet omkring Stade og vistnok heller ikke til de udstrakte Stadeske allodialgodser.

lertidallerede1087 uden at efterlade sig sonner, og Udo 111 efterfulgte ham. Denne sejrede over Slaverne og indtog Brandenburg (1100). Men på anden måde var hans magt forringet, idel han af kejser Henrik IV blev tvungen til at overlade selve Stade til æventyreren Fredriks styrelse. Udo grundlagde sammen med sin moder og sin broder Rudolf klosteret Rosenfeld ved Stade (1101), og her døde han 2. Juni 110(5. Hans umyndige son Henrik blev hans efterfølger som greve, medens markgreveværdigheden gik o\er til hans broder Rudolf 1 (f 1124). Disse to havde mange kampe med Fredrik i Stade, men måtte til sidst lade ham være i fred. Udonernes ældre linje uddøde med Henrik (1128). Markgreveværdighedengik da over til hans fætter Udo IV, Rudolf Fs a4dste son, der dog allerede 1130 faldt i kampen mod Albert Bjorns mænd. Rudolf Fs anden son, Rudolf 11, blev greve af Ditmarsken, men på grund af hårde pålæg dræbt af de stridbaremarskboere (1144). Hans tredje son var den beromte Hartvig, domprovst og senere ærkebiskop af Bremen¹).

Det er altså markgrev Udo 111 eller Ljuder Udo, der har været gift med en dansk kvinde af navnet Sigrid. Stadeårbogenhar imidlertid en helt anden fortælling om Udos gteskabsforhold:Han ægte hertug Magnus'es datter Eilika, men blev indtaget i grev Helprik af Plocekes smukke søster Ermengard og ægtede hende, hvorfor flere af ha:is vasaller, der i Helprik så en ligemand, rejste sig imod ham; med Ermengardfik han sonnen Henrik, der blev hans efterfølger, og to døtre, af hvilke den ene (Adelheid) ægtede grev Henrik af Uenburg, markgreve af Meissen (f 1123), den anden (Ermengard)blev gift med grev Poppo af Hinneberg; efter Udos død og sonnen Henriks død (dette sidste kan ikke være rigtigt) agtede Ermengard grev Gerhard af Hemsberg (os; hun døde

---

1) Om Udoneme se Ann. Rosenveldenses og Annalista Saxo. Mon. Germ.. Script. XVI. Jfr. Wedekincl, Noten zu einigen Sclmftstellem LU 230 ff. Dehio, Gesch. des Erzbistums Hamburs-Bremen II 49 f. 52. Chalvbaeus. s. 84 ff.

torst 1154)1). Dev er dog i disse efterretninger ikke noget, der hindrer formodningen om, at Udo 111 også har været gift med Sigrid. Vi er nemlig i stand til at fastslå, hvornår Udo har ægtet Ermengard: dette ægteskab foranledigede, som ovenforomtalt, opstand af flere Sakserhøvdinger, og af den samtidigeog vel underrettede årbog fra Rosenfeld véd vi, at denne rejsning fandt sted i året 1103²). Da var ægteskabet altså nylig indgået. Men Udo havde været regerende fyrste i det mindste siden Henrik den langes død 1087 og kan ikke have været ugift indtil 1103. Der er således intet i vejen for, at han i forste ægteskab har været gift med den danske Sigrid.

Spørgsmålet er nu , hvem denne Sigrid kan have været. Her må mindes om, at Udo 111 hørte til Stade-markgrevernes ansete og rige æt, og at hans ægteskab med grevedatteren Ermengard af Sakserne betragtedes som en mesalliance. Efter dette kan der da næppe være tvivl om, at Sigrid var af fyrsteligæt, eller med andre ord: hun må have tilhørt den danske kongeslægt. Det vilde da ligge nær at opfatte hende som datter af en af de ældste af Svenssonnerne. Muligvis er hun dog snarest identisk med den Sigrid, vi allerede kender: Sven Estridsons datter, som var gift med Venderfyrsten Godskalk,men ved hans drab (1066) måtte flygte til Danmark med deres lille son Henrik³), og om hvis senere skæbne man ellers ikke har vidst noget. At denne Sigrid vistnok har været ældre end Udo 111, umuliggor ikke deres ægteskab. Og dette har, efter det omtalte pavebrev at domme, ikke været barnløst; dog kendes disse sonner og døtre slet ikke i de Stade'ske kilder, og det er derfor ikke umuligt, at pavebrevet atter her har en fejl. Så meget kan pavebrevet dog vise, at

---

1) Mon. Germ., Scrip tores XVI 326. Jfr. J. A. Bolten, Ditmar.sische Geschichte II 117 ff. Eilika, der ikke blev Udos hustru, ægtede i stedet grev Otto den rige af Ballenstedt, og deres son var Albert Bjorn.

2) Mon. Germ., Scriptores XVI 102: 1103. Principes Saxoniae contra Udonem marchionem congregantur, et Allesleve obsident. Patria ab utraque parte nimio incendio vastatur.

3) Adam af Bremen 111, 50 (skoleudg. s. 131).

Sigrid har været Udos hustru endnu i 1093 eller de nærmeste ar derefter, da de berigede Bursfeld; og hun er da vel død i tiden 1100—1101. Senere har Nils ved at forholde hendes son, Venderfyrsten Henrik, hans mødrenearv gjort sig ham til fjende og fremkaldt den krig, der forst endtes ved Knud Lavards optræden.

At en dansk kongedatter ægtede en fyrste, hvis herredommestrakte sig på begge sider af Elbens nederste løb, kan ikke undre. Markgreven i Stade, under hver.i også Ditmarskenvar lagt. var jo nabo til Danmark, især da de danske i denne tid har haft dele af Holsten under sig_{I}.1 }.} Og som regel har der været godt forhold mellem, de to parter. Ganske vist sluttede Sven Estridson på mødet i Liineburg (1071) forbundmed kong Henrik IV og ærkebiskop Addbert imod Sakserne, og ifølge Lamberts årbog skal der endog som vederlagvære tilbudt kong Sven netop den del af Sakserlandet, som tilhørte markgrev Udo II'²). Men denne sidste efterretningmå betragtes som temmelig usikker, og det tor antages, at Sven i alt fald ikke er kommen i virkelig besiddelse af det Stade'ske land eller en del deraf³). Lambert fortæller videre, at kong Sven i 1073 lod sin flåde sejle til Saksland, men da han vilde til at hærge landet, modsatte de danske krigere sig, fordi Sakserne var de danskes naturlige forbundsfæller, og Sven måtte da give efter og vende tilbage⁴). Men denne efterretning står mærkelig ene, og en af de grundigste granskere af den tids historie betvivler dens rigtighed⁵). I alt fald har S vens tog ikke ført til noget, og har han virkelig været i Elhegnene, synes det jo, som om det blot har foranlediget opgivelse af den sakserfjendtlige politik, som han rent i forbigåendehavde

---

1) Joh. Steenstrup, Danmarks sydgrænse, s. 97 ff.

2) Lamberti Annales, skoleudg. ved Pertz (Hannover 1874). s. 111.

3) G. Meyer v. Knonau, Jahrb. d. deutsch. Reichs urler Heinrich IV und Heinrich V. II 74. Joh. Steenstrup, Danmarks sydgraense, s. 101.

4) Lambert! Annales, s. 127.

5) Meyer v. Knonau II 287. 819 f.

gåendehavdeindladt sig på. Fra nu af stod man velvillig overfor Sakserne ligesom tidligere; Investiturstriden udbrød, og af politiske grunde stillede Sakserne sig på Gregor Vll's side imod Henrik IV, men på samme side stod Svenssonnerne i Danmark (måske med undtagelse af Olav Hunger), og for så vidt var der nu en slags forbund mellem Danskerne og og Sakserne. Endnu kunde Sakses beretning om Sven Estridsonsson Bjorn tages som et brud på dette gode forhold: Bjorn skulde have underlagt sig Holster og Ditmarsker og sikret sit herredomme ved at bygge borg på Ejderøen (Rensborg),men blev fældet af en almuesmand på tinge¹). Dog, det kan let tænkes, at Sakse, der skrev mere end et rhundredesenere, med urette har taget Ditmarskerne med — fra Rensborg lod marskfolket sig næppe styre —, og udeladesdisse, er der i Bjorns færd ikke noget fjendskab mod markgreverne i Stade. Og selv om Sakses efterretning muligvisfuldt ud er rigtig, bliver det ikke så umiddelbart et angreb paa herrerne i Stade, som det straks kunde synes; thi i alt fald de nordlige Ditmarsker har, efter forst at have dræbt deres egne grever (ved midten af det Ilte årh.), vistnok slet ikke tålt noget herredomme over sig og har vel kun af navn stået under markgreverne i Stade²). 1 hvert tilfælde kan Bjorns fremtrængen i disse egne ikke tale imod, at Sigrid har ægtet Udo III; thi ægteskabet må være indgået inden Bjorns erobringstog og fald.

Senere ser vi vitterlig den danske kongeæt og Stadeslægteni forbindelse med hinanden, idet Ljutgard, den ovenfornævnte markgrev Rudolfs datter og ærkebiskop Hartvigs søster, blev Erik Lams dronning. Efter hvad der nu er oplyst,synes det altså som om der to menneskealdere tidligere er knyttet en lignende forbindelse, idet kongedatteren Sigrid har ægtet en markgreve i Stade. Men det er kun det gamle pavelige stadfæstelsesbrev for Bursfeld kloster, der afslører os dette lille stykke historie; i de Stadeske overleveringer gik

---

1) Saxo ed. P. E. Muller, s. 603 f.

2) Ghalybaeus, s. 32 f.

det efterhånden af minde, og derfor har det hidtil kunnet
undgå danske historikeres opmærksomhed.