3. I anledning af prof. H. Olriks afhandling: Knud den hellige i de ældre kildeskrifter.

I min afhandling om Knytlingasaga (i Vidsnsk. Selsk. Skr. G. række, hist.-fil. afd. VI, 1) har jeg søgt at påvise sagaens tilblivelsesmåde og kilder samt undersøge dens pålidelighed. Forhåbenlig er det lykkedes mig at kkrlægge den første del af opgaven. Jeg mener at have godtgjort, at sagaen er, med forbillede af Heimskringla, sammensat efter og af forskellige kilder, dels skjaldedigte og tradition, dels ældre skriftlig affattede enkeltsagaer, samleren eller forfatteren har optaget uden nogen videre bearbejdelse efter historiske synspunkter eller kritisk behandling overhovedet. Dette sidste er særlig sket ved Knud den helliges saga. Der eksisterede en fuldstændig saga om Knud, og den har samleren helt og holdent optaget. Da den i forhold til de øvrige sagaer var meget lang, kom den til at svare til Snorres Olaf d. helliges saga, hvorved ligheden med Heimskr. blev endnu storre — i det ydre. På grund af disse forskellige kilder e: Knytlingasaga som sådan meget uensartet og dens enkelte dele af meget ulige historisk værd. Man gor derfor, når nan udøver kritik, rettest i og viser storst retfærdighed ved udtrykkelig at nævne enkeltsagaen og ikke „Knytlinga" som helhed.

Hvad den anden del af opgaven, den om sagaens pålidelighed,angår, var undersøgelsen heraf ulige mere vanskelig,og jeg følte flere gange, i hvor hoj en grad dette var tilfældet. Særlig gjaldt dette Knudssagaen. Her er der mange tvivlsspørgsmål og mange punkter, hvorom en strid var uundgålig.Da det er prof. H. Olrik, som ide sidste tider særligerkommen til at beskæftige sig med herhenhørende skrifter og foretage undersøgelser, måtte det blive disse, jeg først og

fremmest skulde tage i betragtning. Da jeg mente, at han ikke på alle punkter havde opfattet sagaen rigtig og unødvendiguddybede kløften mellem denne og andre kilder, særlig Ælnod , måtte jeg kritisere hans opfattelse og hævde sagaens delvise rigtighed. Det forekom mig, at prof. Olrik heller ikke havde haft det rette blik på sagaen, idet han stærkt fremhævededens fremstilling med hensyn til danske stednavne tildels også personnavne som „letfærdig" i modsætning til Ælnods sandhedskærlighed. Mod denne opfattelse protesterede jeg og denne protest hævder jeg fremdeles i dens fukleste omfang.

Selvfølgelig overlader jeg heller end gærne hele den historiske undersøgelse til de virkelige historikere — det bliver dog dem, der må komme til det endelige resultat, forudsat at sagaen ikke bliver misforstået og overhovedet retfærdig behandlet. Når prof. Olrik synes at bebrejde mig en mangelfuld metode, i hvert fald hvad et enkelt punkt angår, må jeg udtale, at jeg ikke erkender berettigelsen hertil. Historisk kildeundersøgelse er ikke noget særligt for sig; det er den samme metode, vi andre også anvender.

Den nævnte bebrejdelse fremføres i anledning af, hvad jeg bemærkede om sagaens „Asbjorn Ødanejarl", der ifølge den er Harald Héns svigerfader og bedste støtte. Denne Asbjorneraf prof. Olrik — i lighed med forskellige andre tidligereforskere— bleven identificeret med Sven Estridsens broder Esbjorn, og dette benyttes så til et angreb på sagaens uefterrettelighed, ti Harald Hén kunde ikke være sin farbroderssvigerson.I det jeg nu nægter berettigelsen af denne identificering, får jeg skyld for at gore én person til to ifølge en, jeg havde nær sagt, antediluviansk granskningsmetode. Nu er det jo faktisk så, at sagaen ikke antyder noget som helst slægtskab mellem kong Harald og dennes svigerfader, ja, angiver endogså, at denne stammede fra en egn, Hjarrandasysl a¹), på Vendilskage. Saxo omtaler slet ikke Asbjorn

---

1) Nav prof. Olrik imod min bemærkning om, at der ikke er grund til at antage at dette navn er urigtigt, udbryder: „jo, det er der .sikkert", ti det skulde fremgå af sammenhængen, at dette syssel matte være Thy, „og dette navn er urgammelt* —, så ved jeg det meget godt; men denne identificering er en løs og übevislig påstand — og jeg finder ingen grund til at frafalde min tro på angivelsens rigtighed.

i noget som helst forhold til kong Harald: „de danske kilder ved" overhovedet „ikke noget" om Asbjorns (hverken „A. jarls" eller „Knuds farbroders") modstand mod Knud d. hellige. Hvis de danske kilder omtalte far broderen Asbjorn i forholdtilHarald, så kunde der være grund til .at mistænke sagaen, men således er nu altså ikke tilfældet. Under sådanneomstændighederforekommer prof. Olriks jåstand mig mildest talt mærkelig. Vilde det være übeskedent at forlange beviserne for identiteten af disse to Asbjorner? — selv om det ikke var mere end sandsynlighedsbeviser. Det forekommermigså sikkert som noget, at det ikke er mig, der adskillerogdeler en person til to, men prof. Olrik — og andre —, der slår to sammen fil en, uden nogen som helst støtte i kilderne. Med andre ord: hele identificeringen er et rent og skært postulat, som ikke i mindste måde bliver bedre ved at det er gammelt. Efter mit kendskab til sagaerne er den slags angivelser som den om Asbjorn noget af det sikreste, og vi har da også adskillige paralleler dertil. Jeg skal blot minde om kong Gnupa i Olaf Tryggvasons saga — hvilke „videnskabelige" lo'jer har man ikke gjort med det navn? — og hvor begrundede har de vist sig at være. — Heller ikke vil det være muligt at benægte, at der til samme tid i Danmarkkanhave levet flere end én fornem mand med navnet Asbjorn (Esbern). Hertil kommer så den temlig afgorende omstændighed, at Esbern, Haralds farbroder, var bleven gjort landflygtig af kong Sven 1070 — hvilket jo godt forklarer de danske kilders tavshed om ham efter denne tid. Der er fornuftigvis og metodisk m. li. t. denne sagaens Asbjorn Ødanejarlfølgendeto ting at vælge imellem: enten er han en historisk person — der da har spillet en lignende rolle som i sagaen — eller han er en i den islandske tradition eller af den isl. forfatter opdigtet person, hvorimod prof. Olriks slutning: hvis det er en historisk person, så er det Sven

Estridsens broder, er forkert og ganske umetodisk. Hvilket
af de to førstnævnte alternativer er det rigtige, er jeg for mit
vedkommende ikke i ringeste tvivl om.

Angående Knuds forhold til Harald Hén under dennes herredomme forekom det mig — og forekommer iøvrigt endnu —, at det har stor sandsynlighed for sig, at sagaen har ret i, at Knud fik de såkaldte Sjolond (prof. Olriks bemærkningerunder b) til at styre, idet forholdet mellem Knud og Harald i kilderne ikke fremstilles som absolut fjendsk. Ælnod siger kun, at Knud „holdt det for bedre at gå af vejen for sin broders vrede" (kap. 4); hermed er i hvert tilfældeangivet hvorledes Ælnod opfattede forholdet; „Ælnod hævder her udtrykkelig, at Knud efter at have lidt skuffelsen ikke fejdede mod Harald" (prof. Olrik i Danske helg. s. 41. anm. 3)¹). Saxo lader Harald være meget forsonlig og gore Knud gode tilbud, men denne afslår dem og begiver sig til Sverrig, og det er Saxos opfattelse, at lian har opholdt sig dér og gjort søtog i de år, Harald herskede. Her står påstandmod påstand. Jeg for mit vedkommende er tilbøjelig til at give sagaen ret. Det er i hvert fald alle kilder enige om, at Knud ikke fejdede med Harald, Ælnod, Saxo („uden at blande sig i sit fædrelands sager, som om han helt havde glemt den uret, der var bleven tilfojet ham", Winkel-Horns overs. 11, 19), sagaen. Den ældste kilde, Passio, siger, at Knud blev „af sine brødre jaget i landflygtighed til Svearnesland "²) — ved hvilken lejlighed dette skete, siges der

---

1) I sin afhandling om Ælnod (s. 70 = 274) udtaler prof. Olrik. at det vilde være fristende, at søge Knud blandt hans mod Harald fejdende brodre. Dog mener han det næppe „berettiget, afgjort at forkaste hans fremstilling og hævde, at Knud må have fejdet mod sin broder: men som mulighed kan dette ikke afvises" (og Saxo?). Er den her antydede behandling af lnod i kraft af den „historiske metode"'?

2) Når prof. Olrik betegner min mening om det lille vers om uroen i Danmark (Knytl. k. 27) som muligvis dansk som en „måske nok lidt overraskende formodning", har jeg dertil kun at bemærke, at, som mine ord viser, gives der ikke her direkte beviser. Hvad der særlig bragte mig pa den mening er versets hele form og aktuelle tone. Vil man ikke gå ind pa denne opfattelse, nå, sa er skaden ikke stor.

intet om. Men skulde ikke Saxos fremstilling kunne være en misforståelse af dette eller lignende udtryk? Jeg fremsætter ingen formodninger om den egenlige sammenhæng, men det forekommer mig som sagt yderst tvivlsomt, på hvis side rettener.

Hvad de enkelte omtvistede steds navne angår, kan det ikke nytte at strides om dem, ti i virkeligheden ved vi begge to lige meget, d. v. s. intet positivt om dem. Kun hævder jeg, at sagaens ord derom ikke kan affejes med, at de ellers ikke kendes, eller gores urimelige ved vilkårlige eller usandsynlige gisninger — som dem, prof. Olrik '. sin afhandlingomJTClnod udtalte. Hverken han eller nogen anden kan na^gte , at der kan have eksisteret et Hjarrandasysla, Ployssysla,osv.Den slags navne, knyttede til en enkelt bestemt person , kunde , ja næsten måtte i tidens løb falde bort eller ændres. At disse navne ikke findes blandt de senere sysselnavne,derjo netop efter den af prof. Olrik anførte afhandlingafprof. Steenstrup er meget unge, er langtfra afgorende. Skulde vi ikke netop i disse navne have minder fra den ældre tid, da syslerne endnu ikke var bleven den almindelige inddelingoget storre eller mindre område overdroges til bestemtepersoner,der så for en tid fik navn efter disse? Det forekommer mig, at den her antydede udvikling vilde være ret naturlig, så meget mere, som ordet sysla ikke kan fojes til noget mere naturligt, man kunde sige selvfølgeligt forled, end til et mandsnavn¹). Dette blot til overvejelse. Navne som Asbjarnarbudir og Eycindarbiidlr kan det endnu mindre nytte at strides om. Jeg for min part er overbevist om, at det ikke er fingerede navne, men virkelige; en anden sag er, om de ikke af forfatteren ved en urigtig formodning er knyttede til de pågældende personer, Asbjorn jarl og Eyvind bifra. Jeg vil ikke påstå, at tilknytningen gor et ganske tilforladeligtindtryk.Hvad det sidste, Eyvindsnavnet angår.kanjeg

---

1) At disse navne cv opdigtede antager jeg sa meget mindre som den slaas betegnelser hverken er norske eller islandske.

går.kanjegderimod ikke finde dette mistænkeligt, fordi det „ellers ikke forekommer i det gamle Danmark". Det kunde sikkert meget let finde indpas der ved giftermålsforbindelser — ligesom f. ex. Magnusnavnet. Men, som sagt. her er vi blottede for al positiv viden. Der er flere navne endnu, hvorom der kunde gores en bemærkning, men jeg skal ikke dvæle derved, men gå over til det hovedpunkt, hvorom det efter min mening drejer sig, nemlig begyndelsen til opstanden mod Knud og dennes rejse i det nordlige Jylland. Ganske vist har jeg ikke meget at foje til, hvad jeg i min afhandlingharudtalt.Her har jeg søgt at vise, at der ikke behøver at være nogen modsigelse mellem sagaens og Ælnods fremstilling.Prof.Olrik forstod dennes ord (kap. 17 beg.): Rex igitur in locis australibus , ultra fluvium, qui Lima dicitur ... ad regionem maritimam, quæ Vendel osv., som om der var tale om de sydlige (d. e. sydøstlige) dele af Vendsyssel nord for Limfjorden (omtrent nuværende Dronninglund herred), og lader Knud ad den vej komme op til Borglum. hvorfra han så flygtede sydpå over Agersborg. Hvis dette var rigtigt,vildesagaens fremstilling, ifølge hvilken Knud kommer til Sævarende (Sjorrind). være urigtig. Sagaens beretning er nu ganske vist under alle omstændigheder for så vidt ufuldstændig,somden ikke lader ham komme videre nordpå, altså ikke til Borglum. Da jeg ikke kan godkende prof. Olriks opfattelseafKnuds rejse og da Ælnod ikke ellers har et direkte ord om, ad hvilken vej Knud er kommen til Borglum, finder jeg det vedblivende ret sandsynligt*), at han er kommen derhenoverSjorrind, og at det er mindet heroin, der har bragt navnet ind i sagaen. Jeg har betegnet Ælnods udtryk, forudsat,atde skulde forstås som prof. Olrik vil: „de sydlige „egne

---

1) Nar prof. Olrik temmelig overlegent taler om „den unaturlige bastard1* der ifølge min forklaring- skulde fremkomme, vedkender jeg mig ikke nogen sådan. Det er prof. Olrik, der ikke forstår min tankegang, men skylden er hans. Noget sa absurd som han pådutter mig (s. 78) har jeg selvfølgelig aldrig tænkt, og jeg nægter, at det der fremførte resultat har noget med sagaen eller min opfattelse at gore.

af landet nord for Limfjorden", som hojst mærkelige. Prof. Olrik „beklager, at han ikke kan drøfte dette sporgsmål" med mig, fordi han „slet ikke forstår" mig. Denne mangel på forståelseersandelig prof. Olriks fejl og ikke min. Et blik på kortet viser dog, at hvis der skal tales om sydlige dele af Vendsyssel, må det snarest være den sydvestlige del, netop Thy, der menes. Nu skal jeg villig indromme. at Ælnod ikke har haft et kort liggende for sig og at hans geografiske begreberomJylland sikkert har været ret mangelfulde — han betegner Limfjorden som „fluvius", hvilket under alle omstændighederviserhans ukendskab til forholdene —. Men et er sikkert., at selv om man går ud fra, at prof. Olriks opfattelseerrigtig, kan de „sydlige dele nord for Limfjorden¹' ikke mere betegne de „sydøstlige dele" end „de sydvestlige dele", ti det modsætningsforhold i stedlige forhold, som prof. Olrik udfinder, er ikke på nogen måde tvingende. Derfor er prof. Olriks forklaring også af denne grund meget mislig eller rettere sagt vilkårlig. Jeg hævder fremdeles, at Ælnods „ultra" betyder„påsydsiden". Prof. Olrik får ud heraf, at så måtte den således betegnede egn være „Sønderjylland eller det sydligsteNorrejylland"— og han har da naturligvis let ved at udbryde: „men hvem kunde finde på en sådan betegnelse for Sydjylland?" Nej, ganske vist; således har jeg selvfølgelighellerikke opfattet stedet; min opfattelse er betegnet ved det komma, der i noten hos mig og i udgaven i SRD er anbragt foran ordet „ultra". Jeg opfatter stedet således: „[ de sydlige steder, „hinsides" floden Lima, osv." Disse „sydlige steder" er modsætningen til det straks efter nævnte Vendle; der siges altså ikke andet end at Knud „udførte de kongelige hverv" i egnene syd for Limfjorden, og der kan således menes både de nærmest ved denne liggende og fjærnere egne.

Forholdet er altså dette:

a) Betyder „ultra" nordfor, kan både de sydøstlige og — og måske snarest — de sydvestlige egne af Vendsysselvære mente, da Ælnod ellers ikke med en stavelse antyderKnuds rejse, med undtagelse af dens endepunkt: Borglum.I

lum.Isidste tilfælde kan Ælnod og sagaen udfylde hinanden.

b) Betyder „ultra" sydfor — bliver Ælnods udtryk endnu mindre bestemt, og i samme grad vokser muligheden for, at sagaens omtale af Sjo'rrind er rigtig, o: at Knud på vejen til Borglum er taget ind på denne gamle kongsgård.

Jeg skal i forbindelse hermed til velvillig overvejelse fremdrage et moment, jeg med vilje undlod at omtale i min afhandling. Det er Ælnods udtryk „advehitur" [ad regionem maritimam, quæ osv.]. Det forekommer mig ikke usandsynligt, at dette ord her betyder: „sejler til", „kommer sejlende til" („drog han til det kystland" prof. Olriks overs.). Det forekommer et par andre steder, i k. 13 og 25, netop i denne betydning — og ellers ikke, undt. i udtrykket necessariis advectis i k. 25, hvor der også kan være og vistnok er tale om førsel til søs¹). Derimod bruges f. ex. proficisceretur i k. 26 om en rejse til lands. Hvis advehitur også på dette sted — i k. 17 —, hvad der synes mig at være den eneste metodiske opfattelse, betyder n sejler til" eller „kommer sejlende til", er det en given sag, at Knud er kommen til Borglum sejlende sydfra langs kysten — herved kan han da selvfølgelig være kommen til Sjorrind, hvis det da ikke netop er herfra han er sejlet.

Jeg er langt fra at nære nogen beundring for Knudssagaen; den er på mange punkter fejlagtig og mindre godt fortalt. Men disse fejl berettiger ikke til helt at vrage den som kilde; den indeholder utvivlsomt mange gode og pålidelige ting, der må tages i betragtning og som det ikke er nogen grund til at kaste bort. At Ælnod, så vidt hans beretning når, i det faktiske (hans evindelige subjektive udgydelser er den isl. saga heldigvis fri for) står over sagaen som kilde betragtet, falder det mig ikke et ojeblik ind at nægte. Hvor meget pålideligt Knudssagaen — og Knytlingasaga overhovedet — på hvert enkelt

---

1) Senere k. 3^ bruges adcehitur rent passivisk — „flyttes, bringes'1 hvilket ikke modbeviser, at ordet de andre steder betyder et og det samme, „sejler".

punkt indeholder, må selvfølgelig overlades den fremtidige historiske granskning at undersøge og bestemme. Mig personliger det nok, hvis min litteraturhistoriske undersøgelse og bestemmelse af Knytlingas enkelte dele, sammensætning og kilder kan være vejledende og som sådan findes væsenlig rigtig.