Valdemar Vedel har i sin Bog: Firsernes Førere. Karakteristiker og Kritiker. (Kbh. 1923) samlet en Række Avis- og Tidsskriftartikler og Taler, der spænder lige fra 1896 til 1920. De giver Udsnit af hans efemere litterære Virksomhed i det meste af hans Manddom, og de vil lette den Arbejdet, der engang skal fastslaa hans Stilling i Danmarks Aandsliv. Han har kaldt Bogen »Firsernes Førere«, skønt han følger de Mænd, han skildrer, baade tilbage før Firserne og frem efter dem; Grunden er vel den, at det er sin egen første Ungdoms Førere, han fortæller om, den Ungdom, der laa indenfor Firsernes Spand af Tid. Nogen Firsernes Aandshistorie maa man ikke vente at finde; der er Bidrag til den som til hans egen aandelige Genesis, men gennemgaaende er Emnerne set i flere Decenniers Lys, det er en Række Længdesnit af førende Personligheders Brydning med og i dansk Liv. Hovedafsnittene angaar Ibsen og Brandes, i mindre Kapitler behandler Vedel sine egne Studenterminder, Strindberg, Bjørnson, Høffding og Pingel. For den, der ikke vaagen har oplevet den sidstnævntes offentlige Virksomhed, vil det synes sært at regne ham blandt Firsernes Førere, men Vedel har vel gjort det med beraad Hu. Han, der paa Bogens første Blad maler sin Ung-

doms stille Stunder i Studerekamret, blev vel, med sin nervøse Receptivitet og sin intense Forstaaelsesvillie overfor Livet, som Kultur altid Stuens Mand; hans Evne til at læse og lytte er ualmindelig, og over hans skiftende Indtryk spores det »usynlige Fugletræk« fremefter, som Høffding taler om. Paa dette usynlige, den levende Personligheds og Tankeverdens desværre dødelige Herskerevne maa vel Pingels Førerskab bero. Des mere haandgribeligt er den Dag i Dag Ibsens og Brandes'. Der vil her for den almindelige Aandshistoriker være Grund til at fremhæve Afsnittet »Ibsen og Danmark«. I vor egentlige Historie har vist nok Biørnson sat stærkere Spor end Thsen. men dpr pr ikkp Tvivl om, at f. Eks. »Kejser og Galilæer«, »Brand«, »De unges Forbund«, »En Folkefjende« og »Et Dukkehjem« har formet adskillige Tanker om Magt og Ret, Tro og Villie. Vedels Behandling af Spørgsmaalet er, som naturligt, overvejende litteraturhistorisk, men han forsøger ogsaa at drage Linierne for Ibsen-Forstaaelsen ude i Folket, et Forsøg, der burde føres videre. — Vedels Behandling af Georg Brandes er mere en psykologisk Analyse end en litteraturhistorisk Undersøgelse. Han er, i hvert Fald i Bogen her, ikke naaet til den Statusopgørelse, som nu staar paa andetsteds. Med saa meget mere Udbytte kan hans Ord læses. De giver Bidrag baade til den ene og den anden Side af den Undersøgelse, omfattende og fordringsfuld, der engang maa komme, naar Kræfterne er der: hvad var det, Brandes vilde slaa itu i 1870, hvormeget var det værd, og hvad satte han i Stedet? Et Svar herpaa kan ikke gives endnu, og det er maaske her som ellers Valdemar Vedels største Ære, at han ikke slaar noget fast med Firtommersøm. Povl Engelstoft.