I 1885 udsendte Ludwig Pastor første Bind af Geschichte der Påpste seil dem Ausgang des Mittelalters, og siden fulgte Bind efter Bind; det niende Bind er udkommet i 1923. Forfatteren er dermed naaet fra sit Udgangspunkt: Pavernes Hjemkomst fra Avignon frem til Gregor XIIFs Død i 1585. Pastor tog Arbejdet

op, dengang Vatikanerarkivet aabnedes for Forskningen, og Adgang til historisk Materiale blev lettere rundt om i Landene, og i Aarenes Løb er mere og mere Stof stillet til hans Raadighed; ikke blot Vatikanets Arkiv og Bibliotek, men talrige andre Samlingeri Rom og lidet kendte Arkiver i Italiens forskellige Stæder har han kunnet benytte; det Materiale, der findes nord for Alperne,er ikke blevet forsømt, heller ikke den trykte Litteratur, der er til Stede i broget Mangfoldighed. At mange Døre aabnedes for den katolske Forsker, der havde saa monumentalt et Værk under Hænder, er forstaaeligt. Hans Confession kommer tydelig til Orde — det kan ikke være andet — men der er en Stræben efter at dømme uhildet og skifte Sol og Vind lige.

Det var Rankes Bog Geschichte der romischen Påpste, som Pastor havde i Tanker, da han lagde sine Arbejdsplaner. Han raader over et rigere og værdifuldere, mere gennemarbejdet Materiale, en uhyre Kundskabsfylde, men i Menneskekundskab og historisk Forstaaelse, i Fremstillingskunst naar han ikke sin Forgænger. Skønt Værket har vundet, alt som Arbejdet skred frem, idet Linierne trækkes fastere op i de senere Bind, og den politiske Historie kommer mere til sin Ret, savnes dog det, der gør Geschichte der romischen Påpste ung og betagende, selv nu da snart hundrede Aar er forløbne, siden Ranke i Italien gjorde sine Studier ikke blot i Arkiver og Biblioteker, men i Samvær med Prælater og Diplomater, og i Restaurationsti dens Rom søgte at trænge ind i Nykatholicismens Væsen.