Professor Erik Arup har i 1924 udgivet et lille Skrift »Grønland— en historisk redegørelsen, der allerede forelaa trykt fra September 1923 som fortrolig Imødegaaelse af »den norske konstitutionskomitésindstilling af 3. Juli 1923«. Den polemiske Del af Skriftet, der ogsaa er vendt mod Arnold Ræstads Bog: »Grønlandog Spitsbergen« falder naturligvis udenfor denne Omtales Rammer, men i et enkelt Afsnit, »Kielfreden«, har Prof. Arup kastet skarpt Lys over et rent historisk Spørgsmaal: de kendte Forhandlinger mellem Bourke og Wetterstedt i Januar 1814. Naar Forfatteren her ganske vil underkende det, han kalder »Legenden« om, at det skulde skyldes den danske Diplomats »Aandsnærværelse«, at Island, Færøerne og Grønland forblev ved Danmark, vil det sikkert vække Modsigelse, men derimod synes hans Betragtning allerede at have slaaet igennem paa et andet Punkt: dér hvor han gør gældende, at det Standpunkt, som Bourke hævdede i Kiel, at de nævnte Besiddelser ikke hørte under Norge, paa ingen Maade lader sig betegne som »løgn« fra

hans eller den danske Regerings Side. Det var Udtryk for en bestemt Opfattelse af disse Lande som uafhængige af Norge forskelligfra den, der saa dem som norske Skatlande. »Det eneste«, skriver Arup, »der kan gøres ud af den hele betragtning af Kieltraktatenstilblivelse, er at sige, at den gav Anledning til, at de to siden da fremtrædende forskellige opfattelser af Grønlands, Islands og Færøernes folkeretlige stilling her for første gang stødersammen«. I Virkeligheden er Halvdan Koht i »Det Grønland vi miste — og det vi ikkje miste« (1924) naaet til et lignende Syn paa Sagen, og nogenlunde samtidig har en anden dansk HistorikerC. P. O. Christiansen i »Dansk Udsyn« 1924 været inde paa lignende Tanker uden dog at trække Konsekvenserne af dem ved Behandlingen af Bourkes Optræden i Kiel. E. M.