|
Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 3 (1925) 12. En Beretning fra Stændermødet 1660.Af cand. mag. Ernst Larsen Side 389
De bedste kilder til vor viden om stændermødet 1660 er en række saakaldte dagbøger, hvoraf de fleste er skrevet af stænderdeputerede.De vigtigste af disse er nu offentliggjorte4; en enkelt interessant beretning foreligger dog endnu kun som manuskript 4 Danske Saml. 2 II Kbh. 1872—73 S. 89 ff. N. D. Riegels, Christian V.s Historie Kbh. 1792 S. 27 ff. Noyagtig Efterretning om Souverainitetet. Kbh. 1760. Foruden disse allerede kendte findes endnu et brudstykke af en beretning i Universitetsbibliotheket Kbh. (E Don. Var. 143. 4°). Side 390
(ny kgl. Saml. 1053 b.). Den har været genstand for historikernes flittige benyttelse1, og man er oftest gaaet ud fra, at det var en anonym dagbog i original fra samtiden, men den har iøvrigt ikke været kritisk undersøgt. Den aftrykkes derfor neden for sammen med nogle oplysninger om dens oprindelse og kildeværdi. Haandskriftet2 bestaar af otte sider i kvartformat, tæt og ret pynteligt beskrevet med en haand, hvis bogstavformer viser, at den hører hjemme omkring midten af 17. aarh. Skriften er som venteligt gotisk, men navne og ord, som ønskes særlig fremhævede, er skrevet med latinske eller latiniserede bogstaver; det saaledes fremhævede er nedenfor trykt med spærrede typer. En kort
Underretning om Stendernis Supplication till Hans Dend 8. Octob.
bleff Stendernis Supplication om Rigetz
Offuerdragellsse, Dend 9. Octob.: bleff
suppliceret imoed dett trocte Papir. Dend 10. Octob.: forsamlede sig Stenderne, Geislige och Verslige, paa dett Islandiske Compagnie och da samptligen vedtoge, att gaa till Rigens Raad, begierendis Refodring paa dend offuerleverede Supplicatz: Huortill aff Rigens Raad, bleff suarett, att effterdi dend Tiid ich alle vore forsamlede, att mand effter Middag, Klocken 5 ville møde, saa skulle mand faa Suar der paa. Der Stenderne igien saa vore forsamlede paa det Islandiske Compagnie, bleff der en Renteskriffer fra Raadet udsent, och bad att nogle faa aff Stenderne vilde komme till Rigens Raad. Huortill de togis ved, alle att ville gaa med huer andre, huilket och strax skede, huor da Ottho Krag, i Rigens Houff Mesters Suaghed, fremførde Ordett, att deris Regiering for ingen Deell kunde skee, och mand ey heller4 for dend Sags Skyld var kaldett did tilisammen. Rispen D. Hans suarede dennom strax der paa, och Stenderne dermed ginge samptligen der fra ad Slottet till H. Mayst: Kongen var iche
paa dend Tiid paa Slottet, saa de derfore besluttede,
1 H.T.5V1 718 Anra1. 747, 748 (uden angivelse af kilden) 752—54, 772, 773 Anm1. J. O. Evjen: Die Staatsumwålzung in Danemark im Jahre 1660. Leipzig 1903. S. 14, 89, 92, 94, 101 ff., 103, 117 ff. 2 Sml. Katalog over Det kgl. Ribliotheks Haandskrifter. Udg. af E. Gigas. 111. 1. Kbh. 1911. S. 167. 3 Manuskriptets stavemaade og tegnsætning er bibeholdt, kun er paa grund af den store inkonsekvens i brugen af store og smaa bogstaver den danske retskrivnings almindelige regler paa dette punkt lagt til grund. 4 I manuskriptet staar heller ey, men ved tal over ordene er det angivet, at de skal ombyttes. Side 391
Time der effter, Da bleffue de indkaldede paa H. M. Gemach, Bispen holdt Ordet, och leveret H. K. Mayest: Stendernis underskriffne Offverdragellsse, præsenterit hannom Riget till itt Arffverige, huilket hand och med aid Naade optoeg, och loffuede Suar anden Dagen. — Dend 11. Octob. forsamledis de igien paa Compagniet, haffde Bud paa Slottet, om dett kunde komme H. Mayst: till pass, da att erlange Audientz, mens fich Suar, att det iche kunde skee dend Dag, formedelst dend rydske Gensant, da skulle op at haffue Audientz. Dend 12. Octob. forsamledis de igien paa Companiet, effter Prædiken, da haffde veil Hans Mayst: i Sinde, att fordre Stenderne for sig, men der det bleff anmelldet, att Secreterer Erich Krag, paa Adelens Veine bad Hans Mayst: villde dilatere en liden Tid, Rigens Raad och Adelen var nu siindet ligesom de andre Stender, mens behøffuede alt underskriffe, och Kongen der till sagde ja, dend Dag at giffue Frist, da togis de veed derfore att møde anden Dagen, Klochen 8 fich och dend Dag Bud fra Hans Mayst: der om. Dend 13. Octob. som var Løffverclagen, møddis de igien paa Gompani et, och effterat de der ungefer haffde forvartet 2 Timer, imidlertiid gich nogle Paser fra Hoffve till dennom, da bleffue de paa dett sidste opfordret, gich saa derfra, Par och Par till Slottet. Der de vaare indkomne paa Ridder Salen, kom strax Hannibal Shested1 och Skach till dennom, att fornemme huorledis och paa huad Mannere de Riget till H. M. vilde oft'uerdrage. Hertill suaredis aff Bispen och Borge Mester Hans Nan s en2, It fuldkommen Arffue Rige, paa sig och det gandske kongelige Huuss, paa Suer Siden och Spinde Siden, Herre och Frøcken, och att Regieringen her effter bedre motte forsiunis aff alle S ten der3. De gich med dend Beskieden igien strax till H. M. och der fra igien strax till Rigens Raad. Imidlertiid kom Secreterer Erich Krag, och berettede att Rigens Raad och Adelen nu fuldkommen haffde samptygt med de andre Stender, och att dend Missforstand dem var imellem, var nu rem ede rit: huorfore de tackede Gud, som haffde forenet Stendernis Hierter till Endrectighed, uden Blods Udgydelisse, eller vittløftig Oprør. Strax der effter kom Hannibal Shehested och Skach igien, berettede, nu att vere gaatt, bad de iche vilde lade sig forlenge, Rigens Raad kom rett nu. 1 Latinsk S, rettet til gotisk. 2 Svaret er skrevet med latinske Bogstaver, desuden er der i manuskriptets margin anbragt to rækker af tegn. Hensigten er aabenbart, at denne sætning særlig skal fremhæves. 3 Evjen oversætter (1. c. Side 101) slutningen af denne sætning paa følgende maade: ». . . und dass hiernach die Regierung von alien Standen besser gefunden werden miisste . . .« Selvfølgelig er tanken, at regeringens Medlemmer i fremtiden skal tages af alle stænder, et krav, som jo ogsaa blev opfyldt. Side 392
Lidet der effter bleff Stenderne indkaldet, for Kongen och Rigens Raad, och Adelen som der till stede var, huor iche en eniste motte indgaa uden de Deputerede. Da eliter at de vaare indkomne, giorde H. Nielss Trolle Ordet paa Adelens Veine, sagde att Riget var nu aff vellberadt Hue, offuerdaget H. K. Mayst: och det gandske Huuss till it fuldkommen Arffuerige, baade Dreng och Pige, doch deris Priviliger uf orkrenkit. Bispen suarede der till paa Geislige och Verslige Veine, och paa ny udj alles Paahøer offuerdrog K. M: Børn og Familie Riget till itt fuldkommen Arffverige, Mand och Pige, huortill1 hand ønskede Hans K. Mayst: Løcke och Vellsignellsse, och alle robte Amen. Begierede der hoess, att eilterdi Riget, Jrl. is.. M. till itt Arilvenge er oiluerdraget att da de gamle Handfestninger motte casseris, och Regieringen udi en anden Form end hidindtill motte stabileris. Huortill H. Nielss Trolle och Hannibal Sehested suarede att Stenderne kunde udvelge sig nogle, aff de deputerede, som tillige med Rigens Raad om dette och andet sig kunde forene. Bispen stillede sligt ind till H. Maj: hand dett att disponere effter H. N. Villie. Hannibal suarede dett nu att vere kommen saa viitt, att dett stoed erihuer frj fore, att sige runt ud huad hand selff mente. Dermed skildis de fra Hans Majest: och gich derfra till Companiet igien, Imidler tiid de stode for Kongen, och aid Ting var sluttet, och Bønnen giordis, ringede Klochen tolff. Dend 14. Octob.
giordis Tachsigellsse afl alle Prædike Stole och
Dend 15. Octob. samledis igien paa Slottet Adellstanden, och de andre Stender, da disputerede de om Privilegier och Handfestningen och paa begge Sider bleff samtygt, Kongen fra sin forrige Æd att vere erlediget, Handfestningen igien H. M. att offuerleveris, ingen Privilegier att actis videre end Kongen nu enhuer vilde forunde och giffue, dend Jydske Lov en huer att holde sig effter, och Geisligheden effter Kirke Ordinantzen, ind till en fuldkommen Reces om aldting kand bliffue forferdiget2, om Regieringen och anden Landsens Nytte. — Dend 16. Octob.
tilig om Morgenen, samledis alle Stadsens Tømmer
Dend 17. Octob.
samledis Stenderne paa Bryggers Lauss Husselt, Dend 18. som
var en Torssdag bleff H. Majest: hyldet och svoret
1 Oprindelig harder staaet huilket (?) men ovenpaa dette er skrevet: huortill. 2 Oprindelig harder staaet forfat —•, men dette er overskrevet med: forferdiget. Side 393
aff Menige S
tend er paa Slodsplatzen till en ret Arffue Konge ofluer
Dannemarkis Umiddelbart herefter, følger paa halvtredie side det kgl. brev af 5. november 1660, der fastsætter geistlighedens kopskat1 og hertil knytter sig en latinsk skrivelse2, der tydeligt nok er den følgeskrivelse, hvormed herredsprovsten tilsendte provstiets præster det kgl. brev. Underskriveren er Henrik Thygesen Colding3, der paa dette tidspunkt var provst for Alsted herred i Sjællands stift og sognepræst for Bringstrup og Sigersted. Paa manuskriptets sidste side gengives endelig det kongelige rescript af 9. Januar 16614, hvorved der indførtes mindegudstjeneste den 11. Februar som tak for sejren under stormen paa København 1659. Hvem er ophavsmand til manuskriptet? Der findes intet forfatternavn eller signatur, og om dets proveniens kan intet oplyses. Alligevel synes det dog selv at vise undersøgelsen vej, nemlig gennem den vedføjede provsteskrivelse. Som omtalt viser skriften os nemlig ved sine bogstavformer, at den er omtrent samtidig, og vi kan da med ret stor sikkerhed slutte, at dengang kunde næppe nogen anden have interesse af eller i det hele lejlighedtil at anføre denne skrivelse end provsten selv eller en af herredets præster, i samtiden eller den nærmeste eftertid. Manuskriptetsophavsmand maa da søges blandt præsterne i Alsted herred, og opgaven bliver blandt disse at finde den, der skriver den os velbekendte haand. Ved en saadan undersøgelse falder 1 Se Langebeks Souverainitetshistorie i Sorø skoles program 1884. S. 12—13. Findes tillige gengivet Kali. 490. 4° Kgl. Bibi. 2 Da saadanne provsteskrivelser formentlig ikke findes andet steds gengives ordlyden: Salutem et officia. Viri reverendi et doctissimi Amici et Symmystæ conjunctissimi. Quid Sacra Regia Majestas nobis imperet, adjunctum, quod mitto, Literarum Regiarum ex-scriptum, satis edocet. Non ergo desunt Causæ, quæ nos ad consultationem mutuam impellunt, quod cum primis fore puto Loco solito, circa horam X dici Lunæ proximæ 26. Novembris. Valete foeticissimi et ad dictum diem Diacones vestros comites vobis adjungite. Bringstrup 21. November 1660. Confrater et Conservus vester Henrichus Thychius. 3 S. V. Wiberg, Aim. dansk Præstehistorie I. Odense 1870. S. 218. Colding er født 1589, blev Sognepræst i Bringstrup og Sigersted 1619 og provst for Alsted herred 1653. Han omkom ved ildebrand i Gvrstinge præstegaard 4 Fogtman: Reskripter I. Kbh. 1806. S. 19. Side 394
tanken naturligt paa kirkebøgerne, og saadanne findes ogsaa fra de fleste sogne. Tillige har vi præsternes underskrift paa den fuldmagt,de — som landets øvrige gejstlige — maatte udstede i anledning af den anden arvehylding 15. Nov. 16601, samt de samme mænds underskrift paa arveenevoldsregeringsakten af 10. Jan. 16612. Paa denne vis har vi skriftprøver fra alle herredets præster. Ved undersøgelsen af kirkebøgerne fra Lynge—Broby træffer vi en skrift, der slaaende minder om vort manuskripts3. Af kirkebøgerne fremgaar, at den tilhører Sognepræsten Lauritz Jørgensen Hammer4. Denne var en præstesøn fra Hammer—Lundby paa Sjælland; 1641 blev han sognepræst i Sorø og 1650 kaldet til det nærliggende Lynge—Broby, hvor han forblev til sin død 1668. — En nøjagtig haandskriftssammenligning vil vise, at ikke blot skriftens almindelige karakter er ens, men at man begge steder finder samme haandskriftsvaner og — mindre vigtigt — samme stavemaade5. Hertil kommer at ingen af de skriftprøver, vi har fra herredets andre præster, viser samme lighed. Dette sammenholdt med vor viden om, at manuskriptet er samtidigt og stammer fra en præst i Alsted herred, tillader da den slutning, at det er pastor Hammer, der har nedskrevet beretningen. Derimod kan han næppe være forfatter af dens indhold. Beretningener saa nøjagtig og detailleret, at dens forfatter maa antages at have været begivenhederne paa nært hold. Men Hammer hørte ikke til de gejstlige stænderdepulerede6 og var sandsynligvis ikke engang i København i de dage, beretningen fortæller om. Af Lynge kirkebog fremgaar7, at der baade 7. og 14. Oktober har været gudstjeneste og barnedaab; her har Hammer sikkert selv forrettet tjeneste. De skrivelser, der er føjet til beretningen, viser i samme retning. De er sagen uvedkommende, og det er ret utænkeligt,at én, der vidste besked, skulde have føjet dem til. Vi maa da antage, at Hammer har faaet en beretning — skriftlig eller mundtlig — om disse dages begivenheder, at han har nedskreveteller 1 R. A. Souv. Nr. 1. A. 3 R. A. 3 En nærmere redegørelse maatte af pladshensyn udelades 4 Wiberg II 347; 111 161; Suppl. 106. Ny kirkehist. Saml. I 505. Kirkehist. Saml. 3 111 122 ff. Leth og Wad: Meddelelser om Dimitterede fra Herlufsholm. Næstved 1875. S. 23. 5 Prof. K. Fabricius, der har vist nærværende undersøgelse den interesse og velvillie at prøve haandskriftsligheden, er kommet ti] samme resultat som ovenfor. 6 Sml. Ny kgl. Saml. 1171. 4° kgl. Bibi. 7 Pag. 21. Side 395
skrevetellerbenyttet denne og
dertil føj et, hvad han selv havde Hvad kan da være den oprindelige kilde til beretningen? Løsningen synes straks nærliggende, idet Hammers svoger, provst Kaalund i Herfølge1, var én af de gejstlige deputerede2. En undersøgelse af forhaandenværende dokumenter viser imidlertid, at Kaalund først kom til København d. 15. Oktober3 og altsaa ikke har været til stede under de begivenheder, hvorom vor beretning væsentligst drejer sig. Derimod kan han naturligvis have bragt en beretning videre til Hammer. Dette kan imidlertid ogsaa være sket paa anden maade. I arvehyldingen 15. Nov. 1660 deltog 3 præster fra Alsted herred4 og Hammers broder, der var provst for Østre Flakkebjerg herred5, samt professorerne fra det nærliggende Sorø akademi6. I det hele var Sorø, hvor Hammer havde været præst i ti aar, et sted, der havde livlig forbindelse med omverdenen. — Der er saaledes adskillige veje, ad hvilke beretningen kan være kommet til H., kun er vi nu ikke længere i stand til at paavise, ad hvilken det er sket. Vi skal dernæst gaa over til at betragte indholdet af vor beretning. Dette kan efter sin karakter deles i to stykker. Det første omfatter dagene 8.—13. Okt.; skildringen af 8.-—9. Okt. er paafaldende kort og maa nærmest betragtes som en forklarende indledning. Til gengæld er dagene 10.—13. Okt. skildret meget indgaaende og i det store og hele meget korrekt. Der findes ganske vi ;t fejl, men disse er bortset fra mødet 13. Okt., som nedenfor skal omtales, uvæsentlige og letforklarlige7. Anderledes
forholder det sig med andet stykke, 14.—18. Okt.
1 Wiberg 1. c. I 600. 2 Ny kgl. Saml. 1171. 4°. 3 Af Herfølge kommunionbog (Landsark. Kbh.) fremgaar det, at K. har holdt gudstjeneste 7. og 14. Okt. Hans navn findes da heller ikke under dokumentet af 8. Okt., hvorved de geistlige og borgerstanden foreslog at gøre Danmark til et arverige. (Nøjagtig Efterretning S. 40). Derimod har K. skrevet under paa haandfæstningens kassation 16. Okt. Den dag maa han have været i Kbh. Svarende hertil viser processionslisterne, som er udfærdiget i anledning af arvehyldningen 18. Okt., at to sjællandske provster er kommet til Kbh. ca. 15. Okt. (Souv. Nr. I A. b. R. A.). 4 Souv. Nr. 1 A. R. A. 5 1. c.; Wiberg 1. c. I 413. 6 Fogtman, I. c. I. S. 3. 7 Under 10. Okt. siges, at de deputerede opfordres til at møde i rigsraadet Kl. 5. Riegels (1. c. S. 41) har Kl. 3, »Lerches dagbog« (D. S. 2 II 107) Kl. 4, Rhuman (I.e. S. 118) og »Nøyagtig Efterretning« (S. 47): mellem Kl. 3 og 4. — Under 13. Okt. hedder det, at klokken slog 12, da mødet hos kongen var sluttet. Ifølge »Nøyagtig Efterretning« (S. 49) begyndte mødet Kl. 12; saaledes ogsaa Riegels 1. c. S. 45. Side 396
Kronologien er her fuldstændig forkert, der findes overraskende fejl i indholdet, og omtalen af vigtige begivenheder som haandfæstningenskassation og tilbagelevering til kongen (16. og 17. Okt.) er helt udeladt, medens der paa de samme dage fortælles om ret uvæsentlige begivenheder. Undersøger man nu disse nærmere, kommer man til det overraskende resultat, at hvad vor beretning har under slutningen af 14. Oktober, fandt i virkelighedensted 13. Oktober1, hvad der fortælles under 15. Oktober hører hjemme under 14.2, og paa samme maade beretningen fra 16. og 17. Oktober under 15. Oktober3. Derimod omtaler vor beretning, som allerede nævnt ovenfor, ikke de meget vigtige begivenheder, der i virkeligheden fandt sted paa disse sidste to dage: haandfæstningens kassation og dens højtidelige tilbag - levering til kongen. Tager man den tidligere udførlige skildring i betragtning, kan dette i virkeligheden kun forklares paa én maade: at den simpelthen ikke har kendt disse begivenheder, at vor beretningoprindelig kun har omfattet dagene 8.—15. Oktober og først senere er blevet forskubbet saaledes, at den tilsyneladende kom til at omfatte hele tiden ned til den 18. Det kunde synes at stride mod denne antagelse, at beretningen indeholder meddelelsenom arvehyldningen d. 18. og altsaa faktisk i sin viden gaar længere end til d. 15., men beretningen om den 18. viser sig netop at være et bevis for hypotesens rigtighed. Der meddeles for det første intet udover, hvad enhver i samtiden maatte vide; men dernæstkan det tillige eftervises, at den er taget fra en hel anden sammenhæng. Den er, som en sammenligning viser, hentet fra den fuldmagt, som præsterne i Alsted herred udstedte i anledning af den anden arvehylding 15. Nov. 16604. Forfatteren
har ønsket at afrunde sin fortælling ved meddelelsenom
1 »Nøyagtig Efterretning« S. 49 og de andre kilder overensstemmende hermed. 2 Riegels, 1. c. 47. 3 D. S. 2 II 94 under 15. Okt. 4 Vor beretning Fuldmagt fra Alsted herred, (18. Oktober) 2. Nov. 1660: ». .. bleff H. Majest: hyldet och ». .. saa som hanss Kongl: Maj7: aff svoret aff menige Stender paa en deell aff de nerverende Stender Slodsplatzen till en ret Arffue som en Rett Arffue herre och Konge Konge offuer Dannemarkis Rige, till Dannemarch er hyldett och Gud lade det være skett till sitt soret ... her med ynscher megen Naffns Ære och Rigens Gaffn och lycke och Vellsignellse aff dend Beste. Allerhøjeste Gud till dette, hanss guddommelig Naffn till Ære och dette Rigess och detts Indbyggere till gaffn och beste.« Side 397
delelsenomarvehyldingen d. 18.
Okt. og har derfor dels forskubbetindholdet Den omredaktion, der har fundet sted, har imidlertid ikke indskrænket sig til beretningens slutning; den omfatter ogsaa dens interessanteste og største parti, mødet den 13. Oktober. Fremstillingen falder i to afsnit; det ene skildrer forspillet inden det egentlige møde med Svanes og — ifølge vor beretning — Nansens svar til Hannibal Sehested angaaende den arveret, borgerskab og gejstlige ønskede overdraget til kongen; dette opstilles som den egentlige overdragelse af arveretten fra disse stænders side og samtidig tilføjes deres betingelse: borgerskabets fremtidige deltagelse i regeringen. Det sker derved, at Nansens tale, der blev holdt under selve mødet1, trækkes frem til dette tidspunkt, og det hele fremhæves paa den stærkeste maade, dels ved anvendelse af latinsk skrift, dels ved i marginen at sætte tegn, der skal fremhæve teksten, saaledes at denne scene tydeligt nok efter skribentens mening er beretningens klimaks. Herefter følger andet afsnit, skildringen af selve mødet. Svarende til gejstlighedens og borgerstandens overdragelse af arveretten til kongen, sker dette nu ogsaa fra adelens side, og svarende til de andres betingelse opstiller ogsaa adelen sin: privilegiernes ukrænkelighed. Ogsaa her er anvendt latinsk skrift for at fremhæve teksten. Uden ellers i det enkelte at komme ind paa mødets gang skal det siges, at beretningen ved saaledes at blive systematiseret er blevet ikke saa lidt forrykket. Hvor interessant episoden inden mødet end kan være, saa er den dog kun en af de mange fægtninger, der udkæmpedes med adelen i hine dage og endda ikke en af de mere betydningsfulde2. Naar den her er stillet i spidsen, viser det, at en ukyndigs haand har været med i spillet, og tænker man sig sporene af hans bearbejdelse fjernet, da staar vi her — som overalt i beretningen — overfor et udmærket kildestof, der endog, hvad denne dag angaar, er udførligere end de andre kilders. Men vi finder ogsaa andre spor af, at der har fundet en bearbejdelsested. Der er over stilen noget kort refererende, over fremstillingen noget sammentrængt, der giver én indtryk af at staa overfor et udtog af en større sammenhæng, og zt par steder træfler vi udtryk, der forudsætter en viden, som ikke er begrundet i teksten og næppe heller kunde tænkes almindelig bekendt; saaledes under 9. Oktober »bleff suppliceret imoed det troete Papir,« og under 13. Oktober ». . . aldting var sluttet och Bønnen 1 Riegels, 1. c. 45. Hist. Tidsskr. 5 VI 754. 2 Evjen, 1. c. 101. Side 398
gjordis . . .« Et par verber synes ligefrem at være blevet staaende fra direkte præsentisk tale, nemlig under 13. Oktober ». . . effterdi Riget. .. er1 offuerdraget. ..« og under 15. Oktober ». .. ind till en fuldkommen Reces om aid ting kand1 bliffue forferdiget . . .«2. Det lader sig altsaa konstatere, at der har fundet en omarbejdelse sted, og vi kan sikkert tillige angive det synspunkt, forfatteren anlægger. Ser man nøje til, viser det sig nemlig, at beretningens hensigt slet ikke er at skildre dagene 8.—18. Oktober, men derimod at fortælle om »Stændernis Supplication til Hans K. Mayst:«, som det ogsaa udtales i overskriften. Det er dette, der har gjort det stærkeste indtryk, at de to stænder trænger sig forbi rigiraadct og ad^l^n lid i. licm til Iruueu og i lorbmueise med denne gennemfører en helt ny tingenes tilstand. Praktisk faar det sit udtryk deri, at skildringen af 10. og 13. Oktober, de to dage stænderne var hos kongen, optager ca. halvdelen af hele beretningen. Det øvrige skal kun danne rammen uden om disse scener. Typisk for tankegangen er Hannibal Sehesteds ord, at det nu var kommet saa vidt, at enhver frit turde sige, hvad han mente; det kunde staa som motto over hele skildringen. En undersøgelse af vor beretning har da givet det resultat, at man kan skelne mellem to lag: et oprindeligt kildestof, omfattende 8.—15. Oktober, der viser sig at være udførligt og paalideligt, og en senere bearbejdelse af dette kildestof. Tanken om, at vi skulde staa overfor en dagbog fra tiden 8.—18. Oktober, det være sig i original eller afskrift, maa opgives. Med sikkerhed kan vi ikke afgøre, hvem der har omredigeret beretningen, men benyttelsen af fuldmagten fra Alsted herred viser, at det maa være en præst derfra, og det er da sandsynligst, at det er Hammer. Om den oprindelige kilde er det vanskeligt at danne sig bestemtereforestillinger. — Man kunde tænke sig, at det var en mundtlig beretning og heri søge forklaring paa stoffets fordeling, fejl o. s. v. Men hertil synes beretningen alligevel at være for detailleret og korrekt; og fejlene skyldes jo for de flestes vedkommendebevidst hensigt. Man har endvidere ondt ved at forklare sig, hvorfor fortællingen skulde stoppe op netop 15> Oktober. Havde beretteren selv oplevet tiden indtil d. 15. incl., maatte han tillige vide besked med de efterfølgende dage, thi i denne periodevar portene lukkede, og det var i almindelighed forbudt at forlade byen3. Den samme vanskelighed melder sig, dersom vi 1 Fremhævet her. 2 I samme retning peger de i noterne til beretningen aftrykte rettelser i teksten. 3 Nøyagtig Efterretning S. 48. Riegels, 1. c. 44. Side 399
antager, at vor beretning har benyttet en dagbog som kilde. I saa fald maatte man vel supponere tre led: dagbogen, et uddrag af denne for tiden 8.—15. Oktober, samt endelig vor beretning. — Bedst vilde det passe, dersom man kunde antage, at kilden til beretningen var et brev, skrevet ca. 15. Oktober. Det vilde give en god forklaring paa omarbejdelsen og stoffets fordeling1; men her maa det betænkes, at portene var lukkede. Det bliver saa igen et spørgsmaal, hvor megen vægt man vil lægge herpaa; noget kunde tyde paa, at denne forholdsregel mere tilsigtede at kontrollerefærdslen end forbyde den2. Endelig kan ogsaa Kaalund have formidlet beretningen. Han kom — som paavist — til København ca. 15. Oktober og kunde tænkes at have gjort optegnelser om de foregaaende dage. Men noget fast holdepunkt for en antagelse har vi altsaa ikke. Med hensyn til affattelsestiden danner Hammers død 1668 en sikker grænse. Sætningen »indtill en fuldkommen Reces om aldting kand bliffue forferdiget«, ligesom i det hele stykket fra 15. Oktober, tillader imidlertid den slutning, at beretningen er skrevet inden 24. Juni 1661, da de forskellige stænders privilegier udfærdigedes3, og dermed det nye forfatningsarbejde var bragt til en relativ afslutning. Paa den anden side synes skrivelsen af 9. Januar 1661, der tilsyneladende er afskrevet samtidig med det øvrige, at vise, at affattelsen er sket efter denne dato. Staar vi, som det ovenfor er hævdet, overfor en oprindelig udmærket, rimeligvis samtidig kilde, der er omarbejdet, spiller det jo imidlertid mindre rolle, hvornaar omarbejdelsen har fundet sted. Længere end hertil
kan undersøgelsen foreløbig ikke føres. 1 Vi har flere saadanne brevei behold, se Udtog af Biskop Jens Bircherods historisk-biografiske Dagbøger. Ved Chr. Molbech. Kbh. 1846. 60 ff. Anm. Paludan, Beskrivelse over Kallundborg. Kbh. 1788 84 ff. Danske Magasin 5 V 280 ff. 2 Danske Saml. 2 II 110. 3 Fogtman, 1. c. I 38 ff. Nielsen, O. Kjøbenhavns Diplomatarium I Kbh. 1872. 770 ff. |