Rasmus Mortensen: Fra Vejle Vesteregn. Lindeballe Sogn. Med Træk af Gadbjerg og Ringive Sognes Historie (Vejle 1929).

Der er Grund til at henlede Opmærksomheden paa denne Prøve paa klog, velafvejet Hjemstavnsforskning. Indenfor den givne Begrænsning, en valgt lille Plets Historie gennem Tiderne, giver Forf. hvad man maa vente at finde: Bebyggelsens Art og dens vexlende Kaar, de enkelte Gaardes og Bosteders skiftende Ejere, Kirkes og Skolers Udvikling og Skæbne belyst gennem Fundatser, Regnskaber, Indberetninger etc., kort sagt Historiens Gang over Stedet saavidt Kilderne lader os følge den. Om alt dette udlader sig Forf. med priselig Korthed, Lokalstoffet fremlægges med Kommentar til væsentlige Træk, med Tavshed om uvæsentligt. Men derudover giver han meget mere. Ikke blot en Beskrivelse af Egnens Natur med kort Gennemgang af de geologiske Forhold,

Udsigter over Stednavne og over endnu levende Sagn, men ogsaa en ypperlig Fremstilling af Skovens Historie samt ikke mindst en paa systematisk Opsøgning i Marken grundet Redegørelse for og kritisk Tolkning af mange Slags Oldtidsminder (Høje, Veje, Bopladser, Jernsmeltesteder), hvorved Forf. viser sig som helt ud selvstændig lagttager.

Detaillerne har i denne Bog, skønt samvittighedsfuldt meddelt, ikke faaet Lov at gro vildt og skjule de større Sammenhænge. Der gives god Besked om Sognehistorien, men samtidig berøres store Spørgsmaal, f. Ex. det om Oldtidens Jernudvinding i Danmark. Forf. har her givet positive selvstændige Bidrag gennem sin Eftervisning af en Række (vel en Snes) gamle Smeltepladser, hvis Natur og Art han har erkendt allerede før Dr. Niels Nielsen i 1922 skrev sin Bog om Emnet. Lindeballe hører til de midtjyske Strøg, hvis Naturforhold afgav særlig gunstige Betingelser for Jernproduktion: Vesteregnenes Raastof, Malmen, mødtes her med Østens Brændsel, de store Skove. Det er et interessant Spørgsmaal, hvornaar vi her i Norden begyndte at gøre Jern selv. Som Regel er det umuligt at give en nærmere Tidsbestemmelse af Smeltepladserne — Forf. viser da ogsaa her stor Forsigtighed og gaar i sine Formodninger ikke længere tilbage end til yngre Jernalder (efter c. 500 e. Kr.) — men visse heldige Fundkombinationer (Smeltepladser paa Bund af Høj og i Hustomt) fremkomne i ældre og nyere Tid i Vestfold og paa Øland (se Bergens Museums Aarbok 1926, Fornvånnen 1929) har gjort det sandsynligt hvad der i og for sig vilde være naturligt nok, at den hjemlige Fabrikation af Jern er begyndt allerede i Jernalderens ældste Afsnit herhjemme, den keltiske Tid, Aarhundrederne nærmest før Kr. F.

I de arkæologiske Afsnit kommer Forf. ind paa principielle Overvejelser om Muligheden af at paavise Vejforbindelser i Oldtiden, hvor Vejene selv er forsvundet; han gaar her vidt i sin Skepsis, og det trænger maaske ogsaa nok til at siges, at ikke enhver Højrække betegner en Oldtidsvej. — Af Dysser eller andre Storstensgrave mangler ethvert Spor; øjensynlig har Lindeballe- Egnen i Stenalderen været behersket af Enkeltgravsfolket fra Sydvestjylland. — En stor og ret velbevaret (nu fredet) middelalderlig Teglovn ved Lindeballe Kirke gøres der udførlig Rede for.

Hvad man skal mene om den lyngklædte, malerisk beliggende Afsats paa Møllebjergets Sydskraaning østligt i Sognet kan i Virkeligheden ikke bringes ud over Gisninger. Stedet er vistnok Forf.'s Hjertebarn. Dets Navn »Baldershave« sætter hans Fantasi i stærke Sving, samtidig med at den ellers saa vævre Kritik faar en kortvarig Lamhedsperiode. Men det er ogsaa nederdrægtigt,

at vi ved saalidt. Jeg har ved Besøg paa Stedet selv faaet dci Overbevisning, at Bakkens Form er Menneskeværk, men til hvai Formaal? Maaske vil engang en Udgravning kunne føre videre Indtil da kan velbefæstede Sjæle henvises til, hvad Forf.'s livlig Pen fremfører i Afsnittet »Balders Offerplads« — et godt Exempe paa hvorledes en utaalmodig Forsker presser et magert Stof.

Forf. har sin Stil. Hans Sprog er sobert og klart, oplivet ni og da ved personligt farvede Indskud. I forholdsvis knap Forr har han i Bogen nedlagt et godt, redeligt Arbejde paa vidt for skellige Felter. I mange Henseender kan den være Lokalforsker, et Mønster. J. Brøndsted.