En Bog af megen Interesse ikke blot for den teologiske Læsekreds,deni første Række er beregnet for, men for enhver, hvem det er magtpaaliggende at lære den aandelige Udviklingsgang i de sidste Menneskealdres Danmark at kende i dens fulde Bredde, er de Erindringer, den ansete soranske Teolog Dr. F. C. Krarup har udgivet under Titelen Fra Romantisme til Realisme. Oplevelser og Tanker (Kbhvn. 1930). Efter med nogle faa Streger at have ridset Hovedlinierne op i den teologiske Udvikling i det 19de AarhundredesførsteHalvdel

hundredesførsteHalvdelog paapeget dens Gæld til Romantiken giver Forf. en lærerig Skildring af Aandslivets Tilstand herhjemme i den nærmeste Tid efter det mærkværdige Aar 1870, hvori han blev Student. Med en knugende Følelse blev man sig bevidst, hedder det her, at en gammel Tid var ved at synke i Graven, men m. H. t. Orienteringen overfor Fremtiden herskede der blot Raadvildhed. Ikke mindst paa Teologiens Omraade var det den almindelig raadende Opfattelse, at man ikke længere kunde finde Hvile i det overleverede, medens man dog heller ikke følte sig tiltrukket af den Naturalisme, der var ved at bryde frem i Filosofi og Skønlitteratur. Det teologiske Fakultet bestod væsentlig af gamle Mænd, hvis Undervisning var præget af Livsfjernhed og Mangel paa Føling med Tidens Problemer. Under disse Forhold var det med en stigende Følelse af Utilfredshed, at Krarup gennemførtesitStudium, og til Dels under Indflydelse fra Søren Kierkegaard oplevede han aandelige Kriser, i hvilke særlig de store Spørgsmaal om selve Religionens Væsen og om Forstaaelsen af Inkarnationen blev brændende for ham. Med stedse stærkere Kritik betragtede han de tidligere tankemæssige Løsninger og følte det som »en indre Nødvendighed« for sin egen Skyld at give sig i Kast med et dyberegaaende teologisk Arbejde. Da han ikke kunde gøre sig Haab om herhjemme at finde Forstaaelse for sin Problemstilling, drog han til Udlandet, til Erlangen, Ziirich og Tiibingen, men først i Gottingen fandt han hos Albrecht Ritschl, hvad han søgte. Han modtog et stærkt Indtryk af Ritschls Personlighedogkom for Livet til at staa i Gæld til hans Tænkning, den saakaldte »Værditeologi«, der med Udgangspunkt i den kantiskeKriticismefremforalt søgte at hævde den religiøse ErkendelsespraktiskeKarakter. Fyldt med et nyt Grundsyn vendte Krarup nogle Aar senere tilbage til Danmark og søgte fra nu af at udvikle en Teologi, der var i Samklang med Tidens realistiske Tænkning, saaledes allerede 1885 i sin Disputats for den teologiske Licentiatgrad om Forholdet mellem det guddommeligeogmenneskelige i Kristi Person. Imidlertid gik han over i praktisk Virksomhed, og ogsaa som Præst — først i Mariager,dernæstfra 1893 i Sorø — fortsatte han sit store Tankearbejde.1894kom hans Etik, hvori han vilde begrunde ReligionenudfraMoralen, og 1905 hans Religionsfilosofi, der formede sig som et Opgør med Samtidens naturalistisk prægede Livsanskuelse,ogsom i Modsætning til denne vilde eftervise ReligionensberettigedePlads i det menneskelige Aandsliv. Endelig udgav Krarup 1915 sit Hovedværk »Livsforstaaelse , hvori han med skarp Front overfor den hidtidige metafysisk bestemte

Dogmatik fremlagde en ny Gennemarbejdelse af det kristne Læresystemudfraen
praktisk-religiøs Forstaaelse af Kristendommens
Væsen.

Krarups Erindringer kan i flere Henseender minde om visse Afsnit i H. L. Martensens »Af mit Levnet«. Som hos Martensen bringer ogsaa denne Bog først og fremmest en Redegørelse for Forfatterens tankemæssige Udviklingsgang og et Forsvar for hans teologiske Stade. Derved afgiver den vigtige Bidrag til Belysning af Teologiens Historie i Danmark efter 1870, men det er et Savn, at Forf. saa ensidigt henholder sig til en Skildring af Ideernes Betydning for den enkelte og Samfundet, at han kun sjældent meddeler Træk til Karakteristik af konkrete Tidsforhold og Personligheder. At han dog ikke er uden Sans herfor, lader enkelte spredte Bemærkninger ane, og som en meget værdifuld Side ved denne Bog fortjener det at fremhæves, at Forf. overalt viser en ualmindelig Forstaaelse og Ridderlighed i Omtalen af sine Modstandere, deriblandt Mænd som Skat Rørdam og Peder Madsen, der principielt maa betegnes som hans polære Modsætninger. Om Værdien af Krarups teologiske Indsats vil der selvfølgelig kunne gøres stærkt forskellige Opfattelser gældende, om hans almindelige Betydning i dansk Kirkehistorie er det sikkert endnu for tidligt at fælde nogen afgørende Dom, men givet er det, — og hans sidste Bog er et yderligere vægtigt Vidnesbyrd herom —, at han paa kirkelig Grund i en sjælden Grad har virket som en Talsmand for Kravet om personlig Sandhed.