Diskussionen vedrørende de Problemer, som knytter sig til vor Sydgrænses Historie i det 9. og 10. Aarh., har i den seneste Tid for en stor Del samlet sig om Udforskningen af de to Bosættelser ved Slien: Slesvig og Hedeby, idet man dels ad kildekritisk Vej, dels ad arkæologisk har søgt at faa Klarhed over de oprindelige Forhold.

Som et fortrinligt Hjælpemiddel under Studiet har Prof. Dr. Otto Scheel (Kiel) i Forbindelse med Student Peter Paulsen udgivet en Samling Quellen zur Fragt Schleswig-Haithabu im Rahmen der frankischen, såchsischen und nordischen Beziehungen (1930). Den spænder over hele Perioden fra Karl den Stores Sachserkrige til den yngre slesvigske Stadsret, for de sidste AarhundredersVedkommende dog ikke medtagende alt det Kildestof,som kunde komme i Betragtning. Opgaven har n mlig først

og fremmest været ved Kildernes Hjælp at belyse Tildragelserne og Tilstandene dernede i det 9. og 10. Aarh. Man kunde derfor have tænkt sig Kildestoffet ordnet sagligt, saa de enkelte Problemervar blevet belyst hver for sig; men det er meget muligt, at en saadan Fremgangsmaade vilde have vist sig ugennemførlig, og Udgiverne har i Stedet valgt en litterær Tilrettelæggelse af Stoffet. Først gengives de Runestenstekster, som har direkte eller formodet Tilknytning til Hedebyproblemet, derefter Oplysningernefra Annaler og Breve, fra Vitae og Res gestae og fra Sagaerne. Sidst følger et Afsnit med »geografiske og kulturelle Efterretninger«,og unægtelig brydes herved det hidtil fulgte Princip: de saglige Hensyn gaar forud for de litterære, saa vi finder Uddrag af baade Historieværker og Sagaer under et; men Efterretningernesganske særlige Karakter gør en saadan Afvigelse meget naturlig.

Flertallet af Kildestederne er forsynede med Litteraturhenvisninger. Nu og da forekommer det lidt vilkaarligt, hvad der er nævnt, ligesom den enkelte citerede Afhandling ofte med samme Ret kunde søges andre Steder end der, hvor Udgiverne har henvist til den. Dette er imidlertid en Biting, som yderligere mister i Betydning derved, at Bogen rummer en samlet, fyldig Litteraturoversigt. Meget nyttig er endvidere de Parallelsteder til Kildeuddragene, som er anført, og hvad selve Kildeteksten angaar, bygger den som oftest paa de senest foreliggende Udgaver, fra hvilke Tekstvarianter medtages, naar dette har syntes hensigtsmæssigt. En Undlagelse danner Uddragene af de danske Aarbøger og Roskildekrøniken, som übegribeligt nok er citeret efter Scriptores Rerum Germanicarum i Stedet for efter Annales Danici og Scriptores minores historiæ Danicæ. Endelig er der i et Tillæg meddelt Marknavne fra den nærmeste Egn Vest for Haddeby Nor, og det lille Hefte slutter med Sted- og Personregistre.

Ved den 2. baltiske Arkæologkongres i Riga 1930 gav Prof. Scheel i et Foredrag en Oversigt over Kildestoffet, til hvis Værdi han alt ialt stillede sig yderst skeptisk, fremhævende Runestensindskrifterne,Thietmar og Widukind som langt de værdifuldeste. Foredraget Zu den historischen. Quellengruppen des Haithabu- Problems er nu trykt i Congressus Secundus Archaeologorum Balticorum,Rigae, 19._—23. VIII (1930) 207 ff. Ved samme Lejlighed redegjorde Museumsdirektør Dr. Schwantes (Kiel) for den arkæologiske Side af Hedebyproblemet, og ligeledes hans Indlæg Die Ausgrabungen in Haithabu er tilgængeligt i Kpngresberetningen(S. 217 ff.). Dette Foredrag giver for første Gang et virkeligtIndtryk

ligtIndtrykaf de Yoldundersogelser, som under Museumsdirektør, Dr. Fr. Knorr's Ledelse blev foretaget inden for Tidsrummet 1902--21: §nittene gennem Halvkredsvolden, Forbindelsesvolden, Ydervolden og Kovirket. Ikke mindst af denne Grund er Direktør Schwantes's Redegørelse særdeles værdifuld, og det maa kun beklages,at enkelte af de meddelte Opmaalingstegninger ved Reproduktionener sat i den Grad ned, at man end ikke med Lup kan øjne Bogstavsignaturerne. Direktør Schwantes slutter med nogle kronologiske Bemærkninger. Det fremgaar heraf, at han er tilbøjelig til at datere den ældste Bosættelse bag Halvkredsvoldentil omkring Midten af det 9. Aarh. For den samme Opfattelsehar han argumenteret i en Artikel: Die Ausgrabungen in Haithabu (Kieler Neueste Nachrichten 1.^—2. Oktober 1930), medens jeg for min Del finder mig mindre overbevist om, at man kan føre et virkeligt Byanlæg saa langt tilbage i Tiden; sml. min Redegørelse for Hedeby gravningerne i 1930 i Nordisk Tidskrift VI (1930) 528 ff. og Erik Floderus: Be nyaste utgråvningarna i Hedeby i Fornvånnen (1931) 238 ff. Her vil nok de kommende Undersøgelser give os sikker Grund under Fødderne.

Danevirkeforskningen har det til fælles med f. Eks. Stednavneforskningen, at Dilettanter i god Tro forsøger paa at klare alle Vanskelighederne og kaste nyt Lys over Problemerne, skønt de ganske savner tilstrækkelig Viden, Skole og kritisk Vurderingsevne. Et Eksempel fra den seneste Tid er et Par Smaaskrifter af Graver N. P. Larsen: Dronning Thyra og Danevirke. Den jydske Konge og Sliherskeren (1927) samt Danevirke i ny Belysning (1930). Hermed maa jævnføres tre Indlæg i Militært Tidsskrift: 15. Nov. 1930 (Oberst Rolf Kali), 1. Maj 1931 (Graver Larsen) og 1. Okt. 1931 (Oberstløjtnant F. Mørch). Den sidstnævnte Forfatters sunde Skepsis overfor det saakaldte »nye Lys« fortjener at fremhæves.

Liggende i Periferien af det egentlige Danevirkestudium, men dog med naturlig Tilknytning til det, skal nævnes to Afhandlinger af den tyske Privatdocent, Dr. Friedrich Frahm: Der TransitverkehrSchleswig-Hollingstedt (Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.- Holst. Gesch. LX (1930) 1 fT.) og Die Bedeutung des Dannewerkes fur die Entstehung des Herzogtums Schleswig (Nordelbingen VIII (1930^—31) 84 ff.). Navnlig den første indeholder værdifulde Enkeltheder (Identiteten Huhelstadt-Hollingsted, den ældre slesvigskeStadsrets Toldregler o. lign.), men begge Afhandlinger tyder paa, at Dr. Frahms Kendskab til dansk Forskning er ret ringe. Det er saaledes paafaldende, at han ikke henviser til H. V. Clausens Indlæg: Kong Hugleik (Danske Studier (1918) 137 ff.),

skønt der her er givet Udtryk for en Opfattelse, som ganske
svarer til den, Dr. Frahm selv plæderer.