Daniel O'Connell har hidtil i irsk historisk Litteratur været ret stilmoderligt behandlet i Sammenligning med den anden store irske Folkefører Parnell, og det til Trods for at der allerede længe har foreligget trykt et rigt og forskelligartet Materiale til Belysning af hans Historie.

Dette Misforhold er nu ophævet ved Denis Gwynns Bog Daniel O'Connell. The Irish Liberator (1929). Forfatteren, der er født i 1893, er egentlig Journalist, men har kastet sig over Studiet af den irske Uafhængighedskamps Historie og herom offentliggjort flere Arbejder. Saavidt det kan skønnes har Forfatteren ikke fremdraget væsentlig nyt Materiale, men bygger alene paa det allerede foreliggende. En nærmere Undersøgelse heraf vanskeliggøres ved en fuldstændig Mangel paa Henvisninger.

Bedømmelsen af de skildrede Forhold er rolig og upartisk, og man sporer ingen Tendens i Behandlingen af engelske Forhold. For Gwynn er O'Connell Helten, og som de fleste Biografer vil han gerne gøre sin Hovedperson til den ledende i alt, hvad der foregaar. Herved træder Bipersonerne mere i Baggrunden end egentlig retfærdigt. Vi faar saaledes et meget svagt Indtryk af den intelligente unge Biskop Dr. Doyle, som sikkert har spillet en vis Rolle. Denne Svaghed til Trods har Bogen dog Værdi ved det levende og klart opfattede Billede, det er lykkedes Forfatteren at faa frem.

Gwynn skildrer ham først og fremmest som den fremragende politiske Taler og Agitator. Der gives meget udførlige Uddrag af hans Taler, saaledes at man let kan danne sig et personligt Indtryk af de Midler, hvormed han virkede. Betegnende er det, at Tanken om at lade sig opstille til Parlamentet ikke er udsprungen af O'Connells egen Hjerne, men skyldes en af hans nære Arbejdsfæller. Dette viser tydeligt hans Begrænsning.

Gwynns største Fortjeneste er Skildringen af den tro, uselviske
Folkefører, som forlod alt: Familie, Formue og Virksomhed for
at tjene sit fattige Folks Sag. Harald Jørgensen.