Ved Alexander Bugges Død 24. Dec. 1929 (f. 1870) mistede norsk historisk Videnskab og norsk Historieskrivning en af sine mest alsidige og produktive Mænd. Som ung Stipendiat deltog han i den fællesnordiske Gennemgang af Vatikanarkivet, men selvom han ogsaa senere baade som Forsker og Udgiver (ErkebiskopHenrik Kaiteisens kopibog, 1899) beskæftigede sig med Norges Kirkehistorie, gjaldt hans første og en Tid lang vigtigste Studier dog norsk Handel og Byliv. Støttet paa det af nordiske Historikere hidtil übenyttede Materiale i engelske Toldruller o. 1. Akter, som han senere for en stor Del har publiceret i DiplomatariumNorvegicum 19._—20. Bd., skrev han 1896 i N. h. T. sin store Afhandling om Handelen mellem England og Norge indtil beg. af 15. aarh. I nær Tilknytning hertil staar hans Disputats.

De norske byers selvstyre og handel for Hanseaternes tid (1899), hvor han søger at vise, at der forud for denne Tid« fandtes en virkeligborgerstand med selvstyre og handel«, hvis Undergang blev til übodelig Skade for Landet. Jævnsides med disse handelshistoriskeUndersøgelser, som han stadig fortsatte, og hvis sidste Frugt var den forøvrigt ret svage Bog Den norske trælasthandels historie (1925), var Vikingetiden hans egentlige Arbejdsfelt. Under Indflydelse af Faderen, Sophus Bugges, Paavisning af Samspillet mellem norsk og irsk Kultur var det fra første Færd Nordmændenes Forhold til Irland, han tog op til Behandling, og takket være sit Kendskab til Gammelirsk, kunde han ligeledes her udnytte et vigtigt nyt Kildestof, som han gennem Oversættelseaf et Par af de betydeligste irske Krøniker gjorde alment tilgængeligt. Men efterhaanden udvidede han Omraadet, og 1903 vandt han Nansenfondets Pris ved sit først 1905 udgivne anseelige Skrift Vesterlandenes indflydelse paa Nordboernes og særlig Nordmændenesydre kultur, levesæt og samfundsforhold i Vikingetiden, utvivlsomt hans Hovedværk, der suppleredes med den mere populærtholdte Skildring Vikingerne (1904^—06). I Forbindelse med hans øvrige, allerede dengang betydelige Produktion gjorde dette Arbejde ham selvskreven til at arve Gustav Storms Professorat 1903 — et Embede han af Helbredshensyn nedlagde 1912 — og ved Planlæggelsen af den store »Norges Historie« laa det nær at overdrage ham Oldtiden og Vikingetiden (til 1030). Hertil kom yderligere Størsteparten af 2. Bd. som han overtog efter HertzbergsDød 1912. — Ogsaa i Studiet af norsk Bygdehistorie har han i sine senere Aar gjort en betydelig Indsats ved en Række Afhandlingerdels i N. h. T. dels i lokalhistoriske Tidsskrifter, og som Medudgiver af Diplomatariet har han gennemført en ny Række af dette Værk med topografisk ordnet, efterreformatorisk Brevstof. Naar det endelig nævnes, at han i FrederiksuniversitetetsJubilæumsskrift i 1911 skrev Afsnittet om norsk Historieskrivning,at han i Aarene 1920^—29 udarbejdede en Illustreret Verdenshistorie for hjemmet i 9 Bd., vil man faa et stærkt Indtryk af hans overordentlige Arbejdskraft, hans omfattende Viden og mangesidige Interesse. Men det skal ikke skjules, at netop den Lethed, hvormed han producerede, kunde medføre, at han fremsatteforhastede Hypotheser og indtog Standpunkter, han meget hurtig forlod. Karakteristisk er det saaledes, at han i de Par Aar, der hengik mellem Udarbejdelsen og Udgivelsen af »Vesterlandenes Indflydelse«, som han selv meddeler i Fortalen skiftede Anskuelse paa et Hovedpunkt: Vikingetidens revolutionerende Betydning for de nordiske Folk. M. M.