Den altfor tidlig afdøde engelske Historiker Carless Davis, Professor i moderne Historie i Oxford, holdt i 1926 en Række Forelæsninger over de politiske Partiers og Ideers Udvikling i England i Tiden mellem 1760 og 1846. Døden hindrede ham i at offentliggøre disse, men hans Kollega i Cambridge G. M. Trevelyan paatog sig Udgivelsen, og i 1929 udkom Carless Davis: The Age of Grey and Peel.

Titelen er ret misvisende, idet Forfatteren i Virkeligheden skildrer Whig- og Torypartiets Udvikling fra ca. 1760 til 1846. Udførlig redegøres for de personlige Brydninger mellem de mange forskellige Grupper, de to Partier bestod af, ligesom Sammenspillet mellem disse og de politiske Klubber nøje udredes. Fremstillingen er uhyre bred og virker undertiden trættende. I Virkeligheden kan Bogen bedst karakteriseres som en Række Studier. De Punkter, som Forfatteren tager op, undersøges til Bunds, og der knyttes mange interessante Bemærkninger til de skildrede Forhold. Man savner en vis Linie gennem Bogen, og de enkelte Afsnit falder let fra hinanden.

Mest Interesse knytter sig til Skildringen af de to Hovedpersoner Grey og Peel. I Modsætning til Trevelyan i hans Bog: Lord Grey and the Reform Bill, ser Davis med mere Skepsis paa Greys Personlighed og kritiserer, at Trevelyan overfører sin Opfattelse af Grey som Privatmand paa hans Optræden i Parlamentet. Offentlige Personer, hævder han, bør bedømmes efter deres offentlige Optræden og ikke efter deres private. Han fremhæver Greys stædige Fastholden ved engang antagne Synspunkter. Grey var langtfra den fødte Partipolitik er. Det daglige Arbejde kedede ham, og han kom kun frem, naar de store Spørgsmaal behandledes. Naar Grey blev sat i Spidsen for Whigregeringen, skyldtes det afgjort Wellingtons Indflydelse. Reformloven blev ganske vist gennemført af Grey, men han saa med ikke ringe

Frygt paa Middelstandens Fremrykning. Helst vilde han be vare Aristokratiets politiske Indflydelse og kun fjerne de værst« Misbrug ved den gældende Ordning, men Partiet trak ham ti venstre.

Ved Skildringen af Peel fremhæves især hans meget betydelig« Evner som Administrator, en Ros som han dog maa dele med d( fleste Toryer. Den lange Periode, i hvilken de var ved Magten fik her Betydning, ligesom den stadige Flytning fra det ene Departement til det andet. Det mest typiske Eksempel paa denne »usystematiske men i høj Grad nyttige Vagabondering« finder man i Lord Liverpool, — et hjemligt Eksempel er Finansminister Møsting. Paa denne Maade uddannedes Peel. Stor Betydning for ham fik hans Udnævnelse til irsk Understatssekretær i 1812. Han var da kun 24 Aar, men blev i Virkeligheden Leder af Dublin Castle's Modstand mod den gryende irske Agitation. Med haard Haand skred han ind, og skønt personlig hæderlig anvendte han i udstrakt Grad Bestikkelser. Sit Partis Politik betragtede han som en Fæstning, hvor det gjaldt om at opgive Udenværkerne for bedre at kunne forsvare Centrum; men blev Reformer nødvendige, var det bedre, at Toryerne selv tog Initiativet hertil, end lade de andre udføre Arbejdet. Denne Holdning fik afgørende Betydning ved Peels Stilling til Emancipationsloven og Kornlovens

Med Davis Bog er der ydet et nyt værdifuldt Bidrag til Belys ning af Forholdet mellem Tory og Whig, selv om der endnu ei en Del Problemer, som bør tages op til Undersøgelse, inden mar kan sige, at Spørgsmaalet er endelig løst. Harald Jørgensen.

Der er Grund til at henlede Opmærksomheden paa den mere for Historikere end Nationaløkonomer beregnede Worterbuch der Munzkunde, som 1930 er udgivet ved den fremragende tyske Numismatiker Friedrich Frhr. v. Schrotter. I langt højere Grad end sine Forgængere tager den Hensyn til nordiske Møntforhold,takket være den danske Medarbejder Dr. polit. Wilcke, der har bidraget med over et halvt hundrede Artikler f. Eks. Burgerkriegsmunzen, Christiand'or, Corona danica, Danegeld, Ebenezer, Fano, Frederikd'or, Fyrk, Guldridder, Hebræer, Hvid, Klipping, Kurantdukat, Mark, Ore, Ortug, Penning, Reisetaler, Rigsbankdaler, Skandinavisk Møntunion, Species o. s. v. — FyldigeLiteraturhenvisninger ledsager de enkelte Artikler. 28 Tavler med mangfoldige Møntbilleder afslutter den 762 Sider store Ordbog.— Naturligvis kan enkelte Fejl ikke undgaas i et saa stort

anlagt Arbejde; eksempelvis kan fremdrages: »Blaffert« blev ikke præget under Dronning Margrete i Flensborg; der foreligger en Misforstaaelse af de under det holstenske Herredømme prægede 1/₄ Witten. Derimod kunde være nævnt, at den første Blaffert blev præget under Frederik I (som Hertug). — Under »Klipping« nævnes 3 Arter fra Chr. II: 14, 6 og 4 eller 3 Penning; men til disse Værdier blev de først ommøntede 1524 (Litteraturhenvisning til Norsk Numismatisk Forenings Småskrifter 3 (1929) omhandlende»Christiern ll.s danske Mønter« kan her tilføjes). — Ved »Ore« og »Ortug« savnes Henvisning til A. W. Brogger: Ertog og Øre (Kria. 1921). — Under »Penning« angives den aarlige Fornyelsesterminsom Mortensdag, 11. November, men det skal være Mikkelsdag, 29. Sept. Erik af Pommerns Kobbersterlinge var udgivetfor Sterlinge og ikke for Penninge, en Rettelse, som Kr. Erslev forlængst har gjort til Haubergs System. — Ved »Rigsdaler«anføres, at Joachimsthaler blev udmøntet i Danmark under Kong Hans. Men da alle de kendte Eksemplarer er støbte og ellers unævnte i Samtiden, maa man antage, at de er senere »understukne« Forfalskninger. Disse og enkelte andre Unøjagtighederer dog af underordnet Betydning i Forhold til alle de nyttigeOplysninger, Værket meddeler.