Moderne sovjetrussiske Arkæologer sætter et stort Arbejde ind paa gennem Udgravninger at kaste Lys over den svensk-normanniske Indflydelse i Rusland i 9.^—ll.Aarh. En foreløbig Redegørelse herfor er nu publiceret i Kungl. Vitterhets Akademiens Handlingar, Stockholm, af W. J. Raudonikas: Die Normannen der Wikingerzeit und das Ladogagebiet (1930). Det lader til, at man tidligere har overdrevet Omfanget af den Kolonisation, som dengang er foregaaet. Af de talrige Gravhøje langs med de gamle Flodveje har foreløbig yderst faa vist sig at være sikre skandinaviske, særlig naar man kommer dybere ind i Rusland, hvor i det hele de nordiske Fund er faatallige. Men selv i Ladogaomraadet er Sporene af en svensk Befolkning meget svage, saa snart man kommer bort fra de befæstede Pladser som Aldeigjuborg (Gammel- Ladoga) o. a., der har været Købmændenes faste Støttepunkter. Der fremgraves talrige nordiske Oldsager, men Gravhøjene, hvori de findes, synes i ganske overvejende Grad at være finske Høvdingegrave. Til dette vigtige Resultat knytter Raudonikas nogle interessante Betragtninger over den Indflydelse, de nordiske Købmænds Virksomhed har øvet paa Samfundsforholdene indenfor den stedlige Befolkning (Udviklingen af en Overklasse). — Det er bekendt, at en Gruppe af russiske Forskere, de saakaldte Antinormanister, stadig har stillet sig afvisende overfor den fremfor alle af Vilh. Thomsen forfægtede Opfattelse, at Folkenavnet Rusi oprindelig er Navnet paa de svenske Indvandrere (jfr. Ruotser, Roslagen etc.). I de seneste Aar synes denne Opposition at være tiltagende, og Stednavneforskninger, særlig af N. J. Marr, skal have godtgjort, at Rusi er et præhistorisk Urfolk, ældre end de finske og slaviske Indvandrere. Heroverfor maa man dog foreløbig forholde sig afventende.

A. W. Brøgger: Den norske bosetningen på Shetland-Orknøyene
(Oslo 1930) er paa lignende Maade en arkæologisk Belysning af

Vikingetidens kolonisatoriske Virksomhed i en modsat Retning
summs Forfatters'. Ancient Emi^rsnt« OvfnrH ioo^i^ 0^33
her har der været Vanskelighed ved at skille Kolonisternes og
den indfødte Befolknings Gravminder ud fra hinanden, og de
norske Høje viser sig ikke at være saa talrige som tidligere antaget.
Det vigtigste almindelige Resultat af den fortrinlige Undersøgelse
er det kronologiske, at en meget stor Procentdel af Gravfundene
er ældre end 850. Indvandringen maa for en væsentlig Del være
foregaaet i det 9. Aarh.s første Halvdel, altsaa forud for Harald
Haarfagers Tid, hvortil den historiske Tradition henlægger den;
den er begyndt allerede i Tiden 750—800, mens det arkæologiske
Materiale derimod ikke bekræfter den af forskellige Forskere
fremsatte Anskuelse, at den skulde være endnu væsentlig ældre.
Kolonisationen har ikke været nogen krigersk Besættelse, saaledessom
Jakob Jakobsen i sine Studier over de keltiske og norskeLag
i StednavnestofFet mente at kunne hævde (Aarb. f. nord.
Oldk. 1901), det har været en ganske upolitisk Landtagning med
det Formaal at skaffe Jord til Folk, som ikke kunde klare sig
hjemme.