Ved Karl Julius Belochs Død (Febr. 1929) er en af de eiendommeligstp ng mest særprægede Skikkelser indenfor tysk historisk Videnskab gaaet bort. Allerede fra Ungdommen følte Beloch sig draget mod de sociale Videnskaber og søgte at frugtbargøre de Impulser, han modtog herfra i sine Studier over den klassiske Oldtids Historie, der med en extrem radikal Kritik og en übændig Trang til hensynsløs Omvurdering af de bærende Problemer i den historiske Udvikling, bygger paa en stærkt udtalt deterministisk og kollektivistisk Historieopfattelse. I en mangesidig litterær Virksomhed har Beloch übarmhjertig brudt med gammel Tradition og ryddet op blandt de Tolkninger og Tydninger, der var knæsatte af tidligere Generationer. Hans Værker — og dette gælder selv hans Livsværk Griechische Geschichte (1893 ff., 2. Opl. 1913 ff.) — bliver derfor mindre egentlige Fremstillinger end en Række kritiske Undersøgelser om et fælles Midtpunkt, Campanien (1879), Die Bevolkerung der antiken Welt (1886), R6mische Geschichte (1926), for blot at nævne dem, der staar som Milepæle i hans Produktion. Som ganske ung førte Helbredshensyn Beloch til Italien, her fortsatte han sine Studier, først i Palermo, senere i Rom under R. Borghi, og i dette Land øvede han sin Manddoms Gerning. Gennem næsten et halvt Aarhundredes Virksomhed som Professor i græsk Historie ved Roms Universitet skabte Beloch en historisk Skole, hvis Indflydelse paa og Betydning i moderne italiensk Historieforskning forlængst har sat sig dybe Spor ved de Studier til en kritisk Revision af det gennem Traditionen med kraftige Streger tegnede Billede af Antikens Historie, der er udgaaet herfra.