Fra den Stund Vatikanerarkivet blev tilgængeligt for Forskningen,er Rom blevet Centrum for Studiet af Middelalderens Kirkehistorie. En energisk Indsamling af Materiale er drevet gennem de mange Aar dels af Enkeltmænd, dels af de videnskabeligeInstituter,

beligeInstituter,som de forskellige Lande har oprettet, og Monografierog store Værker er bygget op paa Grundlag af Materialet. Meget af dette er gammelkendt for vore Læsere; her skal kun nævnes to Arbejder af betydelige Dimensioner, der ikke har været omtalt i Historisk Tidsskrift. Det ene er den store Publication,som Videnskabernes Selskab i Gottingen har sat i Gang under P. Kehrs Ledelse Regesta pontificum Romanorum (1906 ff.), der er en Fornyelse af Ph. Jaflés Regestværk fra Midten af forrige Aarhundrede, men ikke som dette er ordnet kronologisk, men topografisk,Stift for Stift, Kirke for Kirke efter Brevmodtagerne. Det andet Arbejde er Erich Caspar: Geschichte des Papstums von den Anfången bis zur Hohe der Weltherrschaft (1930) et grundlærdt,maalbevidst og uafhængigt Værk. Det vil ikke bringe Pavebiografier, ikke Roms Historie eller Kunsthistorie, som L. Pastors bekendte Værk, men selve det romerske Primats Historie.

I Arbejdet i Rom har ogsaa flere Danske taget Del — ingen dog i saa mange Aar og saa ihærdigt som Alfred Krarup, der efter at have ført Acta pontificum Danica 1316_—1536 til Ende har taget fat paa de ældre Pavebreve og udgivet 1. Halvbind af Bullarium Danicum. Pavelige Aktstykker vedrørende Danmark 1198—1316 (Kbh. 1931). Det meste Stof har ganske vist været trykt før, men spredt rundt omkring; nu er det samlet paa eet Sted og revideret, noget nyt er kommet til. At Pavebrevene til Danmark foreligger samlede i eet Corpus er meget vigtigt; kun er det mig ikke klart, hvorfor Aar 1198 er sat som Begyndelsesaar,da der er mere end 70 Pavebreve her til Landet fra Tiden før 1198. Det synes ikke at kunne være afgørende, at den pavelige Registratur først begynder med Innocens 111, og hvis Tanken har været, at der ikke burde gøres Skaar i et fuldstændigt dansk Diplomatarium rækkende til Aar 1200, maa dertil siges, at Fuldstændighedener vigtigere for Bullarium Danicum, der gaar ind i Rækken af de internationale Publicationer. Fuldstændige, anseeligeUdgaver fra dansk Side er af Betydning, thi fremmede Forskere, katholske Forskere, der ser paa Danmarks Kirkehistoriei Middelalderen som Del af et Hele, spørger idelig efter Materiale — altfor ofte bliver de hængende ved Arbejder fra det 18. Aarhundrede, Erik Pontoppidan er stadig i Kurs. Krarups Udgave er iøvrigt saa omhyggelig, som man kunde vente af hans Kyndighed og aarelange Træning. Nogle Trykfejl anmærkes kun, fordi det er akademisk Coutume at anmærke dem; de volder ikke megen Fortræd. Kedelig er en Misforstaaelse i Regesten til Brev Nr. 52, som ikke gælder Dominikanerne, men Benedictinerne.

Dygtigere Elementer inden for denne Orden kæmpede mod Sløjhed og Forfald og saa et Middel til Genrejsning i en stcerkcrc Centralisation. Forskellige Steder blev der gjort Forsøg paa at organisere Generalkapitler i Lighed med Cisterciensernes Generalkapitler,og til et saadant Forsøg paa dansk Grund sigter Innocens111.s Brev af 18. Januar 1206. Brevet er benyttet i U. Berliére'sAfhandling: Les chapitres généraux de Fordre de S. Benoit avant le IV^e concile de Latran. (Bevue Bénédictine VIII 255).

Det var fristende at vise, hvor meget interessant der staar at læse i Bullarium Danicmn — man bemærke Forsøgene fra Boms Side paa at komme Landets Særskik til Livs »hec pestis contraria omni juri «(Nr. 138, cf. Nr. 5, 280, 290) og fra dansk Side en vis Træghed og Modvilje mod at lystre Ordre (Andreas Sunesøn vægrer sig ved at drage til Conciliet) — men det vilde gøre denne Note meget lang. Ellen Jørgensen.