Den 22. Juni 1930 har Tyskland mistet den Forsker, der pa; Retshistoriens Omraade var Landets betydeligste Videnskabs mand, Karl v. Amira. Han var født 1848 og havde siden 189^ overtaget en juridisk Professur i Miinchen, der var bleven ledij ved hans Lærer Konrad Maurers Død. Men v. Amiras først* Lærergerning faldt ved Universitetet i Freiburg i. 8., og det va: herfra han havde udsendt sin skarpt holdte Tiltrædelsestale (Jbe, Zweck und Mittel der germanischen Rechtsgeschichte (1876). Der slog han til Lyd for, at Tyskland burde genoptage de sammi Udgangspunkter for Forskningen som dem, Jacob Grimm saj ypperlig havde redegjort for, hvorved Granskningen af et Folk; Ret i Fortiden knyttes nøje sammen med Filologien og Studiel af den almindelige Historie; man havde desuden alt for megel forsømt Studiet af de nordiske Folks Retskilder, i hvilke netot vigtige Oplysninger om den ældste germanske Ret kunde hentes

I sin Kampiver var v. Amira gaaet for vidt i at hævde »del

fællesgermanske«; i min Bog »Danelag« tog jeg Afstand fra enkelte af hans Undersøgelser, om jeg end dengang som altid senere beundredev. Amiras Evne til Overblik, hans skarpe kritiske Sans og ypperlige sproglige Indsigt, v. Amira havde paa det Tidspunkt vist sit grundige Kendskab til de nordiske Retskilder — Das altnorwegischeVollstreckungs-Verfahren (1874) — og sine lige saa omhyggelige Studier over de vanskelige frisiske og andre lavtyske Hetsoptegnelser — Erbenfolge und Verwandtschaftsgliederung nach den altniederdeutschen Rechten (1874). Hovedemnet for hans Studier skulde dog blive Fremstillingen af Altschwedisches Obligationenrecht(1882) og Westnordisches Obligationenrecht (1895); de havde en Fællestitel: »Nordgerm. Obligationenrecht«, men de afsluttende Bind udkom ikke. Disse to tætte Værker, tilsammen paa o. 1800 Sider, har et stærkt Præg af Munchenerskolens Grundighed og udstrakte Lærdom; de vise ogsaa v. Amiras Selvstændighed i Tankegang, hans fine kritiske Blik og gode Forstaaelse af de enkelte Tiders Egenart. Næsten som et Modstykke dertil staar det kun o. 200 Sider store Arbejde Grundriss des germanischen Rechts (et Afsnit i Pauls »Grundriss der german. Philologie«; udkommeti 3 Udgaver); det har baade ved sin indre Dybde og sin ydre Lettilgængelighed virket indgribende og betydningsfuldt, v. Amira har her vist sig som en Mester i at kunne drage Hovedlinieri Retsudviklingen, paapege de enkelte Institutioners Væsen og deres rette Plads i Helheden, og Fremstillingen er bygget paa et enestaaende Kendskab til den herhenhørende Litteratur.

Saa langt omkring kunde v. Amira skue, fordi han opfattede et Folks Retsstandpunkt som nøje knyttet til dets hele sociale, økonomiske og aandelige Liv, hvad da ogsaa fremgaar af de Emner og det Materiale, som han i flere Skrifter fremdrog til Behandling og hvoraf han høstede rige Frugter. Her kan nævnes hans Undersøgelse over de i ældre Tider fældede Straffedomme over Dyr Thierstrafen und Thierprocesse (1891), hans Paavisninger af Symbolers, Geberders og Ceremoniers inderste Betydning Die Dresdener Bilderhandschrift des Sachsenspiegels (1902), Die Handgebården in den Bilderhandschriften des Sachsenspiegels (1905), Der Stab in der germanischen Rechtssymbolik (1909), Die Wadiation (1911); herhen hører ogsaa hans sidste større Arbejde Die germanischen Todesstrajen, Untersuchungen zur Rechts- und Religionsgeschichte (1922). Endelig har v. Amira under sin lange litterære Løbebane offentliggjort mange Anmeldelser og Kritiker, næsten altid af lødigt og vejledende Indhold. — v. Amira blev i 1907 valgt til Medlem af det danske Videnskabernes Selskab.