Nedgangen i landgilden i det 14. aarhundrede.

Som en rød traad gaar der gennem Roskildebispens jordebog
fra slutningen af det 14. aarhundrede en stadig klage over,
hvor ringe godsindtægterne er i forhold til tidligere tider.
Gang paa gang konstaterer bispens regnskabsfører med et suk
den overordentligt betydelige nedgang i landgilden i forhold til
oplysningerne i bispedømmets gamle jordebog, »træbogen«.
For eks. meddeler han, at der i Hedinge gives 1 øre korn af
hver øre terra in censu, men, tilføjes der, i bisp Niels' [1373—95]
faders tid gaves der 3 øre korn af hver øre jord. Et andet sted,
noterer han, at afgiften af Vester Egitsbjerg i gamle dage beløb
sig til 96 mark gode penge, hvorpaa han udbryder: »Sed nunc!
Quilibet [fæster] dat porcum excepto oldengæld«.

I og for sig er jordebogens klage forstaaelig. Den er, som den selv angiver, anlagt i aarct 1370, altsaa i den halvdel af det 14. aarhundrede, hvor Evropa hærgedes af en alvorlig, økonomiskkrise, foranlediget, som det synes, af pestaarene 1348^—1350. Heller ikke dengang er Danmark gaaet fri. Spørgsmaalet er imidlertid,hvor stor nedgangen i landgilden har været herhjemme. Vi ved, efter nogle undersøgelser foretaget af Erslev¹, at der paa Roskildebogens tid omkr. 1370 svaredes 2/_{3—13 —}1 øre korn, i værdi lig 111¹j_2—22 ^—2 øre sølv, af hver øre skyldjord. Men hvor stor var landgildenaf et tilsvarende areal i tiden omkr. 1300? Efter Roskildebogensklagende

---

1 Se herom senere s. 456.

bogensklagendeoplysninger og efter jævnførelse med udenlandskeforhold at dømme har den paa det tidspunkt ligget betydeligt højere. Vi vil derfor forsøge at bestemme landgildens størrelse i det 13. og 14. aarhundrede forud for Roskildebogens afTattelsestid. Maalet skal være at skabe et grundlag til bedømmelseaf den økonomiske nedgang i det 14. aarhundrede.

Af grunde, som den fremadskridende undersøgelse vil gøre
indlysende, deler vi denne ito tidsafsnit, det første: tiden indtil
1330, det andet: tiden 1330—1400.

Saa faa end disse kildesteder er, der direkte viser os den svarede landgilde af skyldjorden, saa viser de dog overensstemmende en højere landgilde end den, der var norm paa Roskildebogens tid. Imidlertid vilde man næppe kunne bygge noget paa disse faa eksempler, hvis vi ikke ad anden vej var i stand til at verificere resultatet. Men vi har fra samme tidsrum en række rildesteder, der oplyser os om, hvilken pris en øre terra in censu stod i. Hvis man dernæst skaffer sig klarhed over, hvilken kapitalisationsfaktor tiden regnede med, det vil sige hvilket forhold, der var mellem afgift og kapitalværdi, saa kan man af prisen paa terra in censu paa det nærmeste aflæse, hvilken landgilde der er bleven svaret af den.

De efterfølgende priser er opnaaet enten ved salg eller ved
pantsætning i tiden 1259—1330.

Det næste spørgsmaal er nu bestemmelsen af tidens kapitalisationsfaktor. Erslev regner med, at denne for det omhandlede tidsrum har ligget omkring 24. Dette, viser Erslev, var nemlig det gængse forhold mellem jordens afgift og dens kapitalværdi i det 16. aarhundrede¹.

Imidlertid maa en saadan slutning fra det 16. aarhundredes forhold tilbage til forholdene i det 13. og 14. aarhundrede betegnes som uforsvarlig. Der kan være grund til at erindre, at den afgift, jorden svarer, er det primære, mens jordens værdi er det sekundære, det afledede. Hvor højt denne værdi sættes, afhænger i allerhøjeste grad af pengenes værdi. Men at der fra det 13. til det 16. aarhundrede har fundet store ændringer sted i pengenes værdi er evident.

I stedet for senere aarhundreders kapitalisationsfaktor i Danmark er det derfor snarere samtidens kapitalisationsfaktor ude i Evropa, paa hvilken man maa have sin opmærksomhed henvendt, saa vist som penge ikke er nationalt bestemt. Og her gælder det i hvert fald for Frankrigs² og Vesttysklands* vedkommende, at kapitalisationsfaktoren baade for det 13. og 14. aarhundrede ligger omkr. 10. Det er derfor kun naturligt, naar vi finder en lignende kapitalisationsfaktor gældende herhjemme. For eks. finder der 1336 et mageskifte sted mellem N. N. og Aarhus kapitel. Dettes gods har en merværdi af 15 mark sølv, for hvilken N. N. forpligter sig til aarl:g at yde kapitlet 1 mark korn. Hvis han indløser det halve eller en tredjedel af summen, skal afgiften formindskes i samme forhold⁴. Da 1 mark korn har en værdi af omkr. 2 mark sølv⁵, har man her en kapitalisationsfaktor paa 717¹/₂. Denne kapitalisationsfaktor er ikke undtagelsen, men som venteligt træffer man gang paa gang et lignende forhold mellem jordens afgift og dens kapitalværdi.

---

1 Valdem. Storh. 42 flg.; sml. ogsaa Nørlund: Hist. Tidskr. 9. R. VI 90 og Birch: Rigets Jordegods og Regalierne 22.

2 d'Avenel: Histoire économique de la propriéte I 77—87.

3 Kulischer: Allgemeine "Wirtschaftsgeschichte I 336.

4 S.R.D. VI 496—97.

5 Se for eks. Repert. */t/_t 1330.

I efterfølgende liste er samlet nogle oplysninger om forholdet
mellem jordens afgift og dens kapitalværdi i tiden indtil 1330.

Som det ses svinger kapitalisationsfaktoren mellem yderpunkterne15 og 5, hvad der svarer til en forrentning af den i jorden investerede kapital paa 7% til 20 °/₀, gennemsnitlig vil man kunne regne med 8 °/0/₀-^—12%. Dette svarer ret nøje til forholdene i Frankrig paa samme tid. Efter d'Avenel kan man regne med en forrentning paa 10°/₀ som det almindelige her; dog kan kapitalisationsfaktoren i visse tilfælde synke ned til 4, hvad der altsaa svarer til en forrentning af kapitalen paa 25 %3;%³; ligesaavel som der kan træffes et udsving til modsat side, hvor

---

1 Der staar i Aarhusbogen, at ejendommen er købt af en ærkedegn Leko. 1257 omtales som tilstedeværende i Øm kloster »Dominus L. archidiaconus Arusiensis« (S.R.D. V 261). 1263 er »Løki Arusiensis archid.ff blandt dem, der besegier appelskrivelsen til paven. (S.R.D. V 276). Reduktionen af mark penge til mark sølv altsaa som 4-1.

2 1 mark korn regnes i denne periode for ca. 2 mark sølv; se senere 463-

3 Histoire économique I 77^—87; II 884.

kapitalisationsfaktoren gaar op imod 24, hvor forrentningen altsaa kun er 4 °/o- Ligeledes kan man efter prof. AVegemann for det 14. aarhundrede regne med en kapitalisationsfaktor 10 for Femerns vedkommende¹.

Man vil heraf med temmelig stor sikkerhed kunne slutte, at tidens rentefod maa have været overordentlig betydelig. Endnu i vore dage er det en kendsgerning, at jordpriserne gennemgaaende ligger højere end den afgift, jorden afkaster, egentlig berettiger, naar man tager hensyn til tidens rentefod. Grunden er vel, blandt meget andet, særlig den, at jorden, trods et udviklet banksystem, betragtes som et sikrere aktiv end noget andet. Men særlig i middelalderen maa dette forhold have spillet ind. Rentefoden er da heller ikke 10 °/₀, men snarere 20 °//₀ ^—25 °/₀. Paa Champagnemessen 1311 fastsattes ved forordning rentefoden til 20 %• I de italienske byer regnedes i det 13. aarhundrede med en rentefod paa 20 %—25%^—25 % som det almindelige ved laan paa længere tidsfrist; for kortere tidsrum er den endog betydelig højere². 1302 betales herhjemme af et kapitallaan paa 100 mark penge 20 mark penge i aarlig rente, altsaa 20 °//₀ ³, og 1330 betales af et laan paa 120 mark sølv 20 mark sølv i rente om aaret, altsaa 16¹/₄°/o⁴-

Denne høje rente af pengelaan skyldes ikke alene pengenes knaphed men ogsaa den ikke übetydelige risiko, der i datiden var forbunden med at laane ud. At anbringe den overflødige kapital i jord var sikrere, og forrentningen af den i jorden bundne kapital kan derfor ses at ligge betydelig under renten for laan af penge. Men übegrænset under tidens rentefod kan denne forrentning dog ikke tænkes at have ligget. Gaar den under 7 °//_0—80 ^—8 °/0/₀ maa det tiltrods for risikomomentet alligevel have været fordelagtigere at anbringe kapitalen i pengelaan til

---

1 Wegemann: Zustånde Schleswig-Holsteins nach dem Erdbuche Waldemars 1231. Z. f. Schl.-Holst.-Lauenb. Gesch. (1916) 118 flg.; sml. endvidere Pirenne: Les villes du Moyin Age (1927) 99 flg.

2 Kulischer: Allgemeine Wirtschaftsgeschichte I 350—51.

3 Matzen: Den danske Panterets Historie 147 anm. 4.

4 Repert. M/, 1330.

20 %—25%—25 %, en rente, der i løbet af faa aar vilde fordoble
kapitalen.

En almindelig forrentning af jordens værdi paa 4% som
Erslev og Nørlund regner med maa under alle omstændigheder
betragtes som en umulighed.

Forinden vi gaar videre i undersøgelsen maa vi i korthed betragte forholdene ved pantsætning, den for middelalderen særegn« form for kreditgivning. Thi en meget stor del af de priser paa jord vi kan finde fra middelalderen, stammer fra pantebreve.

Det oprindelige forhold var det, at den bonde, der havde brug for en større sum penge, ingen anden udvej havde for at rejse denne sum end ved at afhænde sin ejendom ved salgl. Efterhaanden arbejder kreditten sig frem paa den maade, at bonden vel overlod laangiveren sin ejendom og de deraf flydende indtægter, men kun som rente for den udlaante kapital. Først naar laanet ikke tilbagebetaltes indenfor et vist tidsrum, gik laanerens ejendom over i laangiverens eje. (pant per modum for wæth.)

Da' laangiveren ikke kunde opsige laanet, maa forholdet
snarest opfattes som et salg med tilbagekøbsret for sælgeren
indenfor et begrænset tidsrum.

Et lille skridt længere var det imidlertid, naar laangiveren fik overdraget ikke selve ejendommen, men retten til at oppebære landgilden af ejendommen indtil pantesummen indløstes. (landgildekøb, pant per modum grøtha gjald2.)

Der har staaet strid om, hvorvidt man skulde opfatte denne akt som et salg med tilbagekøbsret for sælgeren eller som et gældsforhold,hvor landgilden er renten af den udlaante kapital. Som Matzen har betonet, er dette sidste nærmest tidens egen opfattelse af forholdet3. Saaledes faar Sorø kloster 1309 sx/25^x/ 2 ørtug terra in censu i pant for 100 mark penge »opposita conditione, quod monasteriumdåret sibi [pantsætteren] annuatim pendente inpignerationetres marcas den., ne committeretur vitium usuræ«4. Altsaa for at undgaa at overtræde det kanoniske forbud mod rente overlader klostret for syns skyld 3 mark penge af landgilden. Rigtignokmaa den normale landgilde af jord til en værdi af 100 mark penge efter den gængse kapitalisationsfaktor have beløbetsig

---

1 Kulischer: Allgemeine Wirtschaftsgeschichte I 96; sml. kong Valdemars jordebog: »De aky botild sun pro thyngbruth 8 sol. in censu«.

2 Matzen: Den danske Panterets Historie 348^—94; Kulischer I 336 flg

3 Juridisk Tidskr. XXV 313; Dansk Retshistorie II 138.

4 Sorø Gb. S.R.D. IV 499.

løbetsigtil 10^—20 mark penge aarlig¹. Alligevel kan man, som der er bleven indvendt overfor Matzen, selv paa dette trin kun uegentlig tale om et gældsforhold i nutids betydning. Den mest afgørende forskel er laanets uopsigelighed fra laangiverens side. Selvfølgelig har denne strid om den formelle klassificering af forholdet mindre betydning i denne forbindelse, større betydning har derimod den paastand, Matzen fremsætter for at klare indvendingern e², at laanet netop paa grund af dettes uopsigelighed var særlig dyrt, det vil sige, at renten var større end sædvanlig og kapitalisationsfaktoren mindre. Nu er renten i dette tilfælde jo den landgilde, jorden svarer, saa konsekvenserne af denne opfattelseskulde være, at pantesummen har ligget en ikke übetydeligdel under jordens kapitalværdi. Da endvidere en øre terra in censu ofte ses pantsat for 5—65_—6 mark sølv skulde dette betyde, at man i disse tilfælde skulde kunne regne med en landgilde paa ca. 1 mark sølv pr. øre terra in censu.

Matzens paastand om den højere rente er imidlertid næppe holdbar. Ser man paa listen³ ovenfor, saa kan man aldeles ikke tale om nogen forskel mellem pante- og salgssum. Hvis pantsætning betød erhvervelse af landgilden paa særlig gunstige vilkaar, saa maatte man vente, at pantesummen som regel laa under salgssummen. Men herom kan man aldeles ikke tale.

Til et lignende resultat kommer man, naar man betragter de kildesteder, der viser os forholdet mellem landgilden og pantesummen. 1246 pantsættes en landgilde paa 20 mark penge for 240 mark⁴; 1291 en landgilde paa 20 mark for 200 mark⁵ og 1310 en landgilde paa 16 mark for 100 mark⁶. Kapitalisationsfaktoren altsaa henholdsvis 12, 10 og bl^.

Det er samme forhold som mellem jordens afgift og dens kapitalværdi vi her møder igen. »Laanets« uopsigelighed har altsaa tilsyneladende ingen indflydelse haft paa renten. Ogsaa pant per modum grøthagjald maa vel derfor reelt opfattes som et salg af jorden til sin fulde værdi med en tilbagekøbsret for sælgeren.

Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at denne tilbagekøbsret
ingen indflydelse har haft paa salgssummens størrelse. Maaske er

---

1 Sml. Soro Gb. 511, hvor der af jord til en værdi af 100 mark svares 16 mark i landgilde.

2 Den danske Panterets Historie 169

3 Side 448 flg.

4 Sorø Gb. 504.

5 Repert. Xo. 591.

6 Sorø Gb. 511.

det fordi man har haft den opfattelse, at bonden havde en uforgængeligodelsret til sin arvejord, der, efter at en øjeblikkelig pengemangel havde tvunget ham til at afhænde sin jord, berettigedeham til at generhverve jorden paa de samme vilkaar, under hvilke han havde afhændet den. (Sml. Thord Degn: B. 33 »Om jord vurderes bonden eller kongen for faldsmaal, da maa den, som jorden ejer eller hans frænder løse den igen inden 3 aar. Men løses hun ej derforinden, da beholder bonden og kongen saa meget jord, som dem var tilvurderet for deres sagefald til evig eje«.)

Maaske skyldes det dog snarere et andet forhold; i hvert fald har dette sikkert spillet med ind i mange tilfælde. Efter landskabslovene var den bonde, der vilde sælge sin jord, forpligtet til først at tilbyde sine frænder den. Først i det øjeblik disse afstod fra at købe den, havde han ret til at afhænde den til fremmede. Resultatet heraf var selvfølgelig, hvad vi har eksempel paa, at frænderne kunde erhverve jorden til billigere pris end den i handel og vandel gængse. (Sml. S.R.D. VI 424. Starreklint paa Sjælland: »Memorandum quod census 1 øre hie inter cognatos solet valere 24 marchas den., inter extraneos vero 30 marchas den.«.) Det maa derfor have været fordelagtigere for bonden simpelthen at afhænde sin jord til fremmede under navn af pantsætning. Og at dette virkelig har fundet sted synes en af Thord Degns artikler at tyde paa: »Ingen mand maa sætte anden mand den jord i pant, hvilken han ej har magt til at skøde bort med landsloven«, d. v. s. som ikke først er tilbudt frænderne (B. 21).

Efter denne afstikker er vi nu i stand til at fortsætte undersøgelsen
af landgildens størrelse pr. øre in censu indtil 1330.

Efter de priser pr. øre terra in censu, vi har fundet, er minimumsprisen 3 mark sølv, maksimumsprisen 11 mark sølv. De allerfleste af priserne ligger dog mellem 3^2 og 6 mark sølv, eller mellem 28 og 48 øre sølv pr. øre terra in censu. Regnet med tidens kapitalisationsfaktor vil det sige, at der i disse tilfælde maa være bleven svaret ca. 3—53^—5 øre sølv i landgilde af hver øre terra in censu. De ovennævnte kildesteder¹, der direkte viser os en landgilde paa 3—5 øre sølv, angiver saaledes ikke et exceptionelt, men det normale forhold.

I de tilfælde, hvor prisen pr. øre terra in censu derimod

---

1 Se side 447.

ligger omkring 10 mark sølv, maa man regne med en landgilde af 1 mark sølv pr. øre terra in censu. Dette stemmer overens med en oplysning i kong Valdemars jordebog om Snesøre. »Snesøre 8 solid, in censu. soluit annuatim 3 mr. argenti«. Af hver øre svares altsaa her ll^ mark sølv. Hvad det betyder for den fiskale forstaaelse af terra in censu vil senere blive fremhævet.

Omvendt maa der til den laveste pris af 3 mark sølv nærmest svare en landgilde paa omkr. 2 øre sølv. Dette svarer til kong Valdemars jordebogs oplysninger om Tjæreby. »In tyarby. 1. mansum, et dim. octonario minus. Mansus soluit 2 mr.«. Af hver øre altsaa en landgilde paa 2 øre.

Vi fortsætter nu med undersøgelsen af landgildens størrelse
pr. øre terra in censu i næste tidsrum 1330—1400.

Hovedkilden er som bekendt her Roskildebogen, der i hundrede af tilfælde oplyser os om, hvilken landgilde der svares af 1 øre terra in censu. Efter en undersøgelse, Erslev har foretaget, svares der af ialt 734 tilfælde i 150 tilfælde 1 øre korn af hver øre; i 414 tilfælde mellem 2/₃ og 1 øre korn og i 110 tilfælde mellem 1j₂ og 2/₃ øre korn. Kun i24 tilfælde svares der over 1 øre og i36 tilfælde under x/₂ øre korn af hver øre terra in censu¹. Gennemgaaende svares der altsaa en landgilde, der ligger mellem 1 og 2 øre sølv af hver øre terra in censu, eftersom 1 mark korn havde en værdi af ca. 2 mark sølv². Dette betyder efter Erslevs³ og Nørlunds⁴ opfattelse en stigning i landgildens størrelse fra det oprindelige forhold af 1 øre sølv i landgilde af hver øre terra in censu. Efter resultatet af denne undersøgelse skulde det derimod betyde en nedgang i landgilden paa 50% og derover. Slaar dette til, saa maa der, da kapitalisationsfaktoren er uændret gennem det 13. og 14. aarhundrede⁵, have fundet en katastrofal nedgang sted i jordpriserne.

Dette bekræftes af følgende oversigt:

---

1 Valdemarernes Storhedstid 139;

2 Ssts. 137 flg.;

3 Ssts. 298.

4 Historisk Tidskr. 9. R. VI 91.

5 d'Avenel I 503—519 og II 65—77; Kulischer I 336 og Wegemann 118.

En sammenligning af disse priser med priserne i tidsrummet 1259—1330 viser: Af 33 fundne priser i tidsrummet 1259—1330 ligger de 7 over 6 mark sølv pr. øre terra in censu. De fleste mellem 313¹/₂ og 6 mark sølv eller 28_—48 øre sølv; ingen under 3 mark sølv. I tidsrummet 1330^—1400 ligger af 66 priser derimod kun 8 over 3 mark sølv; de allerfleste mellem l^x/₄ og 212¹/₂ mark sølv eller 10^—20 ore sølv pr. øre terra in censu. Dette svarer efter den gældende kapitalisationsfaktor til Roskildebogens oplysning om, at landgilden i de allerfleste tilfælde laa mellem 1—21^—2 øre sølv pr. øre terra in censu eller mellem 1/_{2—12 —}1 øre korn.

Den ovenfor benyttede fremgangsmaade er vel den eneste maade, hvorpaa man kan faa et kvantitativt udtryk for og et nogenlunde sikkert overblik over den almindelige nedgang i landgilden og i ejendomspriserne i løbet af det 14. aarhundrede. I Roskildebispernes jordebog fra omkr. 1370 gives der gang paa gang udtryk for denne tilbagegang. For blot at nævne nogle eksempler: I Holtug var der 2 bol paa nær 5 den., af hvilke der ydedes 18¹/₂ pund korn i landgilde. »Solebant antiquitusdare 1111 marcas annone«. [48 pund korn]. »Item decima illius villæ extendit se ad V pund annone«. Her tilføjes den bemærkning. »Nota. Decima hujus parochiæ antiquitus dabat II lestas cum dimidia annone«. [28 pund korn]¹. I Storehedingesogn var der en gaard, der svarede ll^ tønde smør i afgift, men i tidligere tider var der her 4 gaarde, der hver ydede 1 tønde smør². Ved Vester Egitsbjerg udbryder skriveren efter at have noteret, at der i gamle dage af ejendommene er bleven svaret 96 mark i gode penge: »Sed nunc! Quilibet [fæster] dat porcum excepto oldengæld«³. I Bjerresø i Vallekilde sogn var der en gaard der ydede 1/₂ mark korn »prius dabat marcham«⁴. I Hedinge i Stevns herred gaves 1 øre korn af hver øre terra in censu; men i bisp Niels' [1373^—1395] faders tid, ydedes der 3 øre korn af hver øre⁵. Paa denne maade kunde man fortsætte

---

1 S.R.D. VII 2.

2 Ssts. 3.

3 Ssts. 3.

4 Ssts. 29.

5 S.R.D. VII 44.

længe. Men selv om de oplysninger, vi paa den maade kan faa, vidner om en utvivlsom og stærk økonomisk tilbagegang, saa er de dog altfor spredte og tilfældige til, at man af dem kan udlede et talmæssigt udtryk for forholdet mellem den landgilde, der svares paa jordebogens tid og den, der svaredes i tidligere tider. Særlig gælder dette saalænge Roskildebogen ikke foreliggeri en tidssvarende udgave, hvor man kan se, hvad der er oprindeligt og hvad der er senere tilføjelse¹.

Fra Ribeegnen har vi i »Ribe Oldemor« lignende oplysninger — om end betydelig færre i antal — om en voldsom nedgang i landgildens størrelse fra det 14. aarhundrede af. En gaard, der for eks. 1292 svarer 16 ørtug korn, svarer ca. 1450 2 ørtug².

Tilbagegangen er for denne egn belyst og fremstillet af
Kinch i hans skildring af Ribes historie3.

Hvad grunden kan være til denne katastrofale nedgang er ikke let at se, og det ligger i og for sig udenfor denne undersøgelses rammer at søge en forklaring herpaa. Dog kan visse ting af interesse fremhæves, der, hvis de ikke giver en udtømmende besvarelse, saa dog i hvert fald kan kaste et strejflys ind over spørgsmaalet.

Først og fremmest fortjener det at bemærkes, at en lignende nedgang i landgilde — og ejendomspriserne som herhjemme fandt paa samme tid sted i Frankrig. Efter d'Avenel var landgilden af 1 hektar i tiden 1250^—1325 gennemsnitlig 22,90 frcs.; i tiden 1325—1400 synker den ned til ca. 9,63 frcs. pr. hektar. Jordens værdi synker i samme tidsrum fra 230,00 frcs. til 96 frcs. pr hektar⁴.

At forklare nedgangen med en henvisning til den i den henseendemaaske noget misbrugte »sorte død«, er umulig. Ligesomherhjemme begynder ogsaa for Frankrigs vedkommende nedgangsperioden afgjort længe inden den »sorte døds« fremkomstomkr.

---

1 Sml. Danske Magazin 5. R. IV 61—69.

2 Ribe Oldemor 61; endvidere sml. 81 og 82.

3 Ribe Bys Hist. I 143 og 167.

4 d'Avenel: Histoire économique I 316 flg.

komstomkr.1350. Mens priserne pr. hektar 1301_—1325 er 222 frcs., er den i tiden 1326—1350 kun 108 frcs. Saavel for Frankrigs som for Danmarks vedkommende gælder det, at nedgangen begynder i 30erne og tilsyneladende ikke i nogen større grad er under indflydelse af den »sorte død«.

Da bonden sædvanligvis betalte sine afgifter i naturalier, er den mulighed teoretisk set tilstede, at ejendomsprisernes fald skyldes en stærk stigning i sølvets værdi, d. v. s. stærkt synkende varepriser. Imidlertid melder straks den vanskelighed sig, at Roskildebogen og »Ribe Oldemor« netop oplyser os om en stærk og utvetydig nedgang i kornafgiften, altsaa viser os en reel og ikke en nominel tilbagegang.

Fuldstændig udelukkes muligheden af den kendsgerning, at man ude i Evropa snarere kan tale om en lille stigning end om nedgang i varepriserne₁. Og saa faa vore priser end er, som vi har fra dette tidsrum, saa tillader de dog den slutning, at varepriserne heller ikke herhjemme følger ejendomspriserne i deres katastrofale og pludselige nedgang i 1330erne.

D'Avenel ser ingen tvingende forklaring paa ejendomsprisernes voldsomme fald i første halvdel af det 14. aarh. Rent hypotetisk fremsætter han den tanke, at nedgangen muligvis hænger sammen med de livegnes (les serfs) frigivelse og denne stands forsvinden, hvorved jorden overdrages de frigivne mod en ringe afgift (census)². Grunden til de høje afgifter i det 12. og 13. aarh., mener d'Avenel nemlig, skyldes det forhold, at hverken jorden eller dyrkeren var fri³.

For Danmarks vedkommende kan denne hypotese imidlertid ikke have gyldighed. Af større interesse er det derimod at betragteet pantebrev herhjemmefra fra aaret 1344. Da pantsættesnemlig i Svoverslev ved Roskilde 4 øre terra in censu »ad desertam curiam monasterii ad aquilonem circa ecclesiam

---

1 d'Avenel: Histoire économique I 14^—15, 27; 111 190^—193; sml. Wiebe: Zur Geschichte der Preisrevolution 104. Se endvidere S. 463.

2 I 323—24.

3 I 251.

sitam« for 3 mark sølv¹; altsaa for 3/₄ mark pr. øre. Her ser vi en ejendom blive afhændet til en minimalpris, fordi den ligger øde hen allerede inden der kan være tale om den »sorte død« som aarsag². Men det forhold at en af byens gaarde laa øde, maa nødvendigvis have haft den allerstørste indflydelse paa fæsteafgiftens størrelse for landsbyens øvrige fæstegaarde. Paa delte tidspunkt var fæsteforholdet endnu et kontraktforhold, der gjaldt et aar ad gangen³. Automatisk maa derfor en übesat fæstegaard i landsbyen have til følge, at fæsteafgiften for de øvrige gaarde vil synke meget stærkt, idet fæstebonden overfor husbonden har det vaaben ihænde, at kunne true denne med at fraflytte gaarden efter kontraktens udløb og overtage den øde gaard, paa, det siger sig selv, meget gunstige betingelser. At husbonden paa sin side maatte finde dette forhold ret utilfredsstillendeog at det i anden omgang tvang ham til at tage en modforholdsregel, nemlig vornedskabet, hvorved kontraktforholdetafløstes af et ret ensidigt forpligtelsesforhold fra fæstebondens side overfor husbonden, kan ikke undre.

I og for sig behøver et fænomen som ødegaarde ikke at være betinget af mangel paa menneskemateriale. Thi det er et faktum, at samtidig med at der omkr. 1600 fandtes ødegaarde i ikke ringe udstrækning, plagedes og udsugedes landet af en talrig sværm af »lediggængere«, for hvilke der altsaa intet fristende har været i tanken om at overtage en ødegaard mod at svare landgilden deraf. Og dog var det sædvane omkr. 1600, at landgildenkun regnedes til en tredjedel af udsæden⁴, mens den omkr. 1300 nærmest er paa størrelse med udsæden⁵. Denne

---

1 Repert. 24/„ 1344; jfr. Repert. «/₃ 1323, hvor 19 ørtug i Svoverslev pantsættes, men her for ca. 3 mark sølv pr. øre.

2 I denne forbindelse fortjener det at bemærkes, at prof. Edv. Bull i sine gæsteforelæsninger ved universitetet foraar 1931 stillede sig meget skeptisk overfor tanken om at forklare den meget betydelige nedgang i landgilden i Norge i det 14. aarh. ved en henvisning til den »sorte død«.

3 Steenstrup: Studier 79.

4 Erslev: Yald. Storh. 63.

5 Steenstrup: Studier 84 flg. Jeg giver her Steenstrup übetinget min tilslutning overfor Erslev, naar denne ifølge sin opfattelse af forholdet mel- lem guldvurderingen og skyldansættelsen hævder, at landgilden kun var lig den halve udsæd (Vald. Storh. 28 flg.); jfr. for eks. Aarhusbogen (SRD. VI 426 flg.): Af hver øre korn i udsæd svares i landgilde i Tokkerup 1 øre korn; i Hanebal 3/_{4 øre} korn; i Lille Dalby 1/₃ øre korn; i Tilst 3/₄ øre korn; i Hinderup 1 øre korn; i Sundfæri 1 øre korn; i Begtrup 2/₃ øre korn o. s. fr.

høje afgift omkr. 1300 i sammenligning med senere tider er værd at lægge mærke til, naar man vil klargøre sig aarsagen til den stærke nedgang i det 14. aarh. Foldudbyttet kan næppe have været større i hine tider end omkr. 1600, hvor dette kan anslaas til ca. 2^—4¹. Men naar fæstebonden i afgifter har maattet svare først 1/₁₀ til kirken, dernæst 1/₃ til grundejeren og tilbageholde1 /₃ af sin høst til næste aars udsæd, har det været et stærkt begrænset kvantum, fæsteren har haft til eget forbrug. Under saadanne forhold, hvor bondens økonomiske niveau i sandhed kan siges at have nærmet sig det absolutte eksistensminimum, har der ikke skullet saa forfærdelig meget til for at bringe de paa spidsen balancerende forhold ud af ligevægt, hvad enten nu det afgørende stød har været en klimaforandring, hvad Edv. Bull tænker sig ligger bag ved det 14. aarhundredes uligevægtigehistorie, eller det er indre politiske forhold — urostiderne, skattepaalæggene, der har væltet de bestaaende forhold over ende og har haft den nedgang i landgilde til følge, som kilderne bærer vidnesbyrd om.

---

5 Steenstrup: Studier 84 flg. Jeg giver her Steenstrup übetinget min tilslutning overfor Erslev, naar denne ifølge sin opfattelse af forholdet mel- lem guldvurderingen og skyldansættelsen hævder, at landgilden kun var lig den halve udsæd (Vald. Storh. 28 flg.); jfr. for eks. Aarhusbogen (SRD. VI 426 flg.): Af hver øre korn i udsæd svares i landgilde i Tokkerup 1 øre korn; i Hanebal 3/_{4 øre} korn; i Lille Dalby 1/₃ øre korn; i Tilst 3/₄ øre korn; i Hinderup 1 øre korn; i Sundfæri 1 øre korn; i Begtrup 2/₃ øre korn o. s. fr.

1 Christensen: Agrarhistoriske Studier I Tillæg XVII_—XXIII. Tilsyneladende regnede datiden selv med 3 fold som det normale. Afgiften af en gaard angives nemlig sædvanlig ved formlen »Tertia de annona« d. v. s. en tredjedel af høsten; jfr. Studier 80 ff.; Weibull: Kung Waldemars Jordbok 110 ff. 1319 havde kapitlet i Ribe en gaard i Tange med 1/₂ mark korn i udsæd, hvoraf der svaredes 1/₂ mark korn i aarlig afgift »vel tertiam«. Ribe Oldemor 103.