Alfons Dopsch: Naturalwirtschaft und Geldwirtschaft in der
Weltgeschichte (1930) slutter sig nøje til den højtansete Forskers
tidligere Arbejder om Karolingertidens økonomiske Udvikling og

om de sociale og økonomiske Forudsætninger for den europæiske Kulturudvikling i Tiden fra Cæsar til Karl den Store. De samme Synspunkter, som er de bærende i disse Skrifter, tages her op til Drøftelse paa bred Basis, tildels polemisk overfor den Kritik, der fra forskellig Side er rejst mod Forfatterens Resultater. D. bekæmper som tidligere energisk Tendenserne til skematisk og typologisk Opfattelse af den historiske Udvikling (die Wirtschaftsstufenlehre) som en übegrundet Simplificering. Ligesom det paavises, at de to økonomiske Grundformer »Naturalwirtschaft« og »Geldwirtschaft« i saa godt som alle Historiens Perioder kan trives Side om Side, saaledes bekæmpes ogsaa den Opfattelse, at Feudalvæsnet nødvendigvis er betinget af Naturaløkonomien, Kapitalismen af Pengeøkonomien. Med Rette hævder han, at Anvisningen af Soldaterlen i de romerske Grænseprovinser i 3. Aarh. ikke skal forklares som et Tilbagefald til Naturaløkonomi (Vanskelighed ved at klare Lønningerne med rede Penge), men som et Forsøg paa at gøre Soldaterne personlig interesserede i Grænsens Opretholdelse. Ligeledes var det i den tidlige Middelalder ikke Manglen af Penge, der gjorde, at Kongerne lønnede deres Embedsmænd med Len, men forskellige politiske Motiver og ogsaa det i Kapitularierne oftere omtalte Forhold, at man derigennem gjorde Regning paa at faa Krongodset bedre opdyrket og udnyttet; iøvrigt har man fra udpræget »naturaløkonomiske« Perioder Exempler paa, at Lenene (eller Genforlening af dem) er købt med Penge. — Paa den anden Side gør D. gældende, at udpræget kapitalistiske Tendenser undertiden kan iagttages under naturaløkonomiske Forhold, saaledes ved Dannelsen af de middelalderlige Storgodsbedrifter; der henvises her bl. a. til Petrusevskis nye, vigtige Undersøgelser ang. Dannelsen af de engelske Storgodser i Zeitschr. f. d. gesamte Staatswissenschaft Vol. 88 (1930).

De primitive Tider saavel som Orienten og den klassiske Oldtid er inddraget i Undersøgelserne, men med størst Opmærksomhed følger man dog de middelalderlige Afsnit, hvor der bl. a. energisk polemiseres mod H. Pirennes unægtelig noget udfordrende formulerede Hypotese om Handelslivets Forfald i Karolingertiden som Følge af det islamiske Fremstød ved Middelhavets Kyster og om dets paafølgende Renaissance i 10. Aarh. D. tager med Begejstring de af Pirenne fremdragne Vidnesbyrd om Handelsliv i Merovingertiden til Indtægt, men benægter, at der er nogen almindelig Tilbagegang i den følgende Periode. — Man vil kunne kritisere D.s Tilbøjelighed til i sin Opposition mod de typologisk konstruerende Historikere at fremhæve Undtagelser og underordnede Forhold for stærkt, ofte er det kun en mindre

væsentlig Retouche af den hidtil gældende Opfattelse, der opnaas derved. Hans Argumentation har dog altid stor Vægt ved det omfattende Kildemateriale, den bygger paa, og som derved inddrages i Diskussionen som Modvægt mod de frit i Luften svævende, theoretiske Konstruktioner. Det er som Kildeforsker Dopsch har sin største Betydning, hans Sammen dragning af det splittede og uensartede Stof er en mægtig Præstation. Hans stadige Krav om, at Kildernes Vidnesbyrd ikke maa benyttes til Støtte for den ene eller den anden Hypotese, uden at ikke blot deres Paalidelighed er kontrolleret, men ogsaa Rækkevidden af deres Beviskraft (Aussagewert) er afgrænset, er i og for sig metodisk selvfølgeligt, men ikke des mindre ligesaa nyttigt at fremhæve som vanskeligt at efterleve. Det er i Virkeligheden Hovedvanskeligheden for al ældre-middelalderlig Historieforskning ligesom for andre tilsvarende Perioder, hvor Kildematerialet er sparsomt og spredt. P. N.