Den fra sine Arbejder til Bornholms Historie kendte Læge M. K. Zahrtmann skildrer i Admiral C. C. Zahrtmann. En Mands og en Slægts Historie (Kbh. 1927) sin Farbroders Liv. Han indleder med en Oversigt over Slægtens Historie; den stammer fra Tysklandog kom først i 18. Aarh. til Danmark, hvor den foruden Admiralen bl. a. har frembragt Maleren Kr. Zahrtmann og gennemKvindelinier ladet Egenskaber gaa i Arv til Skuespilleren Phister, Greverne Holstein-Holsteinborg og en Gren af Danneskiold-Samsøe'rne.Den har altid været faatallig, og dens Videreførelseberor nu, som to Gange før, paa et enkelt mandligt Individ. Dr. Zahrtmanns Skildring af Farbroderen er væsentlig bygget paa hans efterladte Brevskaber og enkelte andre Slægtspapirer. I en Brevkiste, der indtil 1923 stod paa Holsteinborg, indeholdtes Dagbøger fra 1807_—14, Brevvekslingen mellem Admiralen og hans Hustru, hans fra andre modtagne Breve m. m. Dette uhyre Stof er her delvis udnyttet og suppleret med en Del af det andensteds tilgængelige Materiale. Væsentlige Afsnit af Bogen bestaar af Breve dels fra C. C. Zahrtmann selv, dels fra hans Fader, Provsten i Viborg, Ekvipagemester Sigvart Urne Rosenwinge,Ingeniørkaptajn L. Nehus, Svigerfaderen Handelsfyrsten H. C. Donner i Altona, Grønlandsfareren W. A. Graah og AdmiralH. G. Garde. Til et Karakterbillede af Treaarskrigens Marineministergiver Bogen rigelige Bidrag. Man lærer ham at kende

som et hurtigt og skarpt Hovede, en energisk og ikke alt for hensynsfuld Administrator og en Mand, der ikke blev nogen Svar skyldig. Naturligvis er Skildringen afgjort sympatisk, og man kunde paa visse Punkter, f. Eks. hvad angaar den Kritik, der rettedes mod Zahrtmann som Minister, nok have ønsket en mere indgaaende Behandling. Det er imidlertid sandsynligt, at han, der politisk passede saare slet ind i Martsministeriet (han havde bl. a. betegnet Monrad som en »berygtet Demokrat«), saglig set udfyldte sin Post paa en fuldt forsvarlig Maade, og hans Samarbejde med Tscherning syntes godt. Fra Zahrtmanns Adjudanttidhos Christian VIII, hvem han aldrig lærte ret at sætte Pris paa, findes forskellige Udtalelser af Interesse. Paa et Punkt, hvor senere Biografer har dadlet ham, hans Forhold til H. B. Dahlerup, vil Dr. Zahrtmann, vist nok med rette, sige ham fri for Skyld. Van Dockum har for længst klaret for sig i denne Sag, hvad Dahlerup ogsaa inden sin Død erkendte, og de Data, der findes i den foreliggende Bog, sammenholdt med hvad man ved om Dahlerups hele Temperament, taler til Fordel for Zahrtmann. Det er en i det hele værdifuld Forøgelse af vor personalhistoriskeLitteratur, der her foreligger. P. E.