3. Arkæologisk Litteratur.

Hovedbegivenheden indenfor den danske Middelalder-Arkæologi i de seneste Aar er Udsendelsen af 2. Bind af Francis Becketts Danmarks Kunst (1927), omhandlende Gotiken. Det er et grundlæggende Arbejde, i endnu højere Grad end det første Bind, for saa vidt som en meget væsentlig Del af det behandlede Materiale her publiceres for første Gang, ialfald i en større Sammenhæng under kunsthistoriske Synsvinkler. Paa den anden Side har Behandlingen af Gotiken en mere foreløbig, ufærdig Karakter end Skildringen af den romanske Kunst, hvor der i det mindste for Arkitekturens Vedkommende forelaa grundige Forarbejder paa næsten alle Punkter. Lykkeligst gennemført er det store Afsnit om det gotiske Kalkmaleri, særlig Skildringen af det 14. Aarh.; det er vel ogsaa denne djærve, haandværksmæssige Kunstart, der indenfor vor gotiske Kunst kan paaregne størst almindelig Interesse. Det er dog beklageligt, at Forf. i saa høj Grad har ladet den rent topografiske Leddeling af Stoffet have Overtaget. Ved en mere sammenfattende kronologisk Fremstilling vilde selve den kunsthistoriske Udvikling, som foregaar, og ogsaa de enkelte Perioders og de enkelte Landsdeles forskelligartede Indsats være traadt anderledes klart frem. En lignende Indvending maa gøres overfor Behandlingen af den kirkelige Arkitektur; Grupperingen af Stoffet er ikke strængt historisk. Her som i alle Bogens andre Afsnit er der mange udmærkede lagttagelser og lærde, vel underbyggede Sammenstillinger, men en vis Mangel paa organisk Sammenhæng i selve Dispositionen er dog følelig. Vistnok hænger denne Svaghed sammen med Forf.s store Ædruelighed og Forsigtighed, idet han ikke paa noget Punkt indlader sig paa at konstruere en Sammenhænge hvor den ikke øjensynlig er til Stede.

Det har været et møjsommeligt Mosaikarbejde — besværligere end de fleste gør sig nogen Forestilling om — at skildre de spredte og mangeartede kunstneriske Minder fra Danmarks Middelalder i en samlet Fremstilling. For en Kunsthistoriker er det maaske ogsaa et Stykke Askese at skulle færdes i et Niveau, der unægteligligger under Verdenskunstens; vor gotiske Kunst er adskillig mere provinsiel end den romanske, og det betydeligste deraf virker forøvrigt meget udansk, som f. Eks. Claus Bergs Træskærerarbejder.I saa Henseende kan jeg dog ikke ynke Dr. Beckett. Men han fortjener en Tak for sit med saa megen Indsigt gennemførteVærk;

nemførteVærk;den bedste Tak vil han faa ved at der arbejdes
videre paa det Grundlag, han her har skabt.

Vilh. Lorenzen fører sejgt og støt sit store Værk om de danske Klostres Bygningshistorie videre frem. De to sidste Bind omhandler Antonitterklostrene og Johannitterklostrene (1926 og 1927); Hovedmonumenterne er henholdsvis Præstø Kirke, der dog som klosterlig Arkitektur er af inderlig ringe Interesse, og Set. Hans i Odense, hvoraf endnu Klostret er bevaret i det nuværende Odense Slot og Stiftelsens Sygehus formentlig i den nuværende Præstegaard (dog kun det nedre Stokværk). Af Hovedklostret i Antvorskov er som bekendt kun Ruiner i Behold, af Dueholm paa Mors en enkelt Bygning af Klostret. Trods det sparsomme Materiale og de mange dunkle Punkter angaaende de enkelte Bygningers Anvendelse er Behandlingen af Johannitterordenens arkitektoniske Minder i Danmark af betydelig Interesse, ikke mindst fordi denne Orden er blevet stærkt forsømt af Arkitekturhistorikerne ude i Europa. Det er en gennemgaaende Regel, at Klostrene til at begynde med har dannet spredte Anlæg, at Kirkerne har været ret spartanske, selv om de efterhaanden ved Udvidelser og Tilbygninger kan naa en anselig Størrelse, og at man selv ved de yngre firfløjede Anlæg altid har givet Afkald paa en Korsgang. Selve Grundlaget for Johannitterordenen var et andet end for de andre Klostre. Dens Hovedopgave var at skaffe Penge til Kampen mod de Vantro, ved Indsamlinger og ved Overskud af Godsdriften. Ordenen var en international Indsamlingsorganisation; derfor gjaldt det om at holde Munkenes Antal nede paa det strængt nødvendige Minimum, og der turde ikke ofres for meget paa Kirkebygningerne. Ordenens særlige og meget fortjenstfulde Interesse var Sygeplejen, og den ved disse Klostre, ialfald i Danmark, stærkt udviklede og formodentlig ogsaa økonomisk fordelagtige Alderdomshjems-Institution, med »Donati«, Indgivne af begge Køn og overvejende af Adelen, som slog sig ned ved Klostrene uden at underkaste sig Ordensreglerne, har ogsaa givet Anledning til Opførelse af Bygninger, som falder udenfor det sædvanlige Klostertilbehør.

William Anderson: Skdnes romanske landskyrkor med breda vusttorn (Lund 1926) er først og fremmest en monografisk Behandlingaf en særlig for det sydlige og østlige Skaane karakteristiskKirketype med oprindelige, meget monumentale Vesttaarne,der i Modsætning til den almindelige kvadratiske Taarnplansædvanlig har Skibets Bredde, men er smallere i Ø.-V. Taarnrummetforbindes med Skibet ved en Arkade, oftest dobbelt

eller tredobbelt, og ovenover forekommer ikke sjælden et hvælvet Stokværk med Galleriaabning ind mod Skibet. Ogsaa beslægtede Monumenter fra det øvrige Skandinavien drages med ind i Undersøgelsen.En Række bornholmske Taarne viser nøje Afhængighedaf de skaanske Typer; paa Sjælland hører de tvetaarnedeKirker i Tveje-Merløse og Fjenneslev til Gruppen; ogsaa flere af de skaanske Kirker har eller har haft en Tvedeling af Taarnets øvre Stokværk. Det gøres gældende, at de romanske Taarne ikke fra Begyndelsen af er bygget som Forsvarsværker, ej heller som Klokkehuse, men udelukkende for kultiske Formaal.Udenfor Skandinavien findes den samme Taarntype især i Mark Brandenburg, Braunschweig og det gamle Sachsen. Det er sikkert rigtigt at søge Forbillederne for de skaanske Anlæg det sidstnævnte Sted (Halberstadt, Quedlinburg), hvorfra saa mange Strømninger indenfor Kirkekunsten er gaaet mod Nord, særlig i det 12. Aarh. Svagere er Grundlaget for Forf.s Dateringer; paa dette Punkt synes det i det hele vanskeligt at naa til fast underbyggedeResultater, men som et Bidrag til fortsat Diskussion maa den energiske og paa omfattende Studier byggede Undersøgelsemodtages med Taknemmelighed. Bagest i Bogen gives et Kort med de vigtigste af de herhenhørende skandinaviske Monumenterindtegnede; af de faa danske Kirker er dog en stor Procentdel placeret forkert. Hee (ved Ringkøbing) er lagt ved Ribe, Skarpsalling (ved Løgstør) er flyttet til Salling, Kirkehyllinge(i Horns Herred) er forvexlet med Hyllinge ved Skelskør. Ogsaa det franske Resumé er meget skødesløst udarbejdet. Forfattereburde betænke, at et Resumé maaske gennemgaaende læses nok saa flittigt som selve Texten.

Helge Kjellin: Die Hallenkirchen Estlands und Gotland og samme Forf.: Die Kirche zu Karris auf Oesel und ihre Beziehungen zu Gotland (Lund 1928) er to nye, værdifulde Led i den Række af baltisk orienterede Studier, som vi skylder moderne svenske Arkitekturforskere. De estiske Hallekirker fra Tiden før og efter 1300 gaar til syvende og sidst tilbage til westfalske Forbilleder, men ganske øjensynlig med Gotland som Mellemled. Dansk Paavirkning, som ellers af historiske Grunde skulde være naturlig, mærkes ikke ved denne Type af Kirker, heller ikke ved Dominikanerkirkerne,skønt Dominikanerne .i Reval var kommet fra Danmark. (En lille Lapsus bør maaske anholdes fra dansk Side, idet Forf. under Omtalen af Kalundborg Kirke henfører Esbern Snares Død til 1176; skal være 1204). — Karris Kirke paa Øsel, som dateres til Tiden ca. 1350, er fortrinsvis paa virket fra Gotland,dog spores ved Siden heraf tilsyneladende ogsaa dansk

Indflydelse ved Enkeltheder som Ribbeprofiler, Dværgsøjler og Profilbælter paa Søjleskafter, Træk der ialfald ikke peger mod Gotland. — Forf. har været Professor i Dorpat og har Fortjenestenaf her at have grundlagt et moderne kunst-arkæologisk Studium; den vidtdrevne Udførlighed, hvormed denne ene Kirke er behandlet — Fremstillingen er paa sine Steder ved at svulme op til en hel Kunsthistorie, iøvrigt med mange interessanteog værdifulde Specialundersøgelser, — begrundes med Ønskeligheden af at give den estiske Kunstforskning et fastdateretUdgangspunkt for fortsatte Studier.

Af det store svenske Kunstinventarium Sveriges Kyrkor, som i 1912 grundlagdes og fortsat udgives af Riksantikvar S. Gurman og Prof. J. Roos val, er foreløbig udkommet 28 Hæfter, omhandlende Kirker fra de forskelligste Egne af Landet. Fra et specielt dansk Synspunkt er det blandt disse Hæfter først og fremmest Beskrivelsen af Kirkerne i Blekinge (Østre Herred), ved W. Anderson, der har Interesse, særlig maaske for Personalhistorikere. Stor almindelig Betydning har dog Skildringerne af saa vigtige Monumenter som Stockholms Storkyrka og nu sidst (Efteraaret 1928) af Riddarholmskyrkan, som behandles af Prof. Martin Olssonien usædvanlig klar og udtømmende Analyse af Bygværket. Kirken er en Franciskanerkirke fra 1290erne, oprindelig toskibet, med Hovedskib og nordre Sideskib, ligesom flere af de danske. De oprindelige Hvælvinger har samtidige Kalkmalerier, der viser noget Slægtskab med Hvælvings dekorationerne i Ringsted Kirke.

Thor Kiellands Norsk Guldsmedkunst i Middelalderen {Oslo 1927) er det første Arbejde i sin Art indenfor Skandinavien, det første Forsøg paa en samlet Skildring af Guldsmedekunstens Udvikling Middelalderen igennem under vexlende Paavirkning fra de forskellige Kulturcentrer, Byzans, England, Frankrig, tilsidstNordtyskland. Egentlig burde et saadant Emne behandles under eet for hele Skandinavien; alle Landene følger i Hovedsagende samme Udviklingslinjer, omend med en lidt forskellig Drejning i Orienteringen udefter, og de fra de forskellige Perioderbevarede Stykker vilde supplere hinanden smukt. Taget hver for sig fordeler Overleveringen fra de enkelte Lande sig derimod ret ujævnt, og det Stof, der maa arbejdes med, bliver undertiden noget spinkelt. Hermed skal dog ikke siges, at Forf. virkelig har isoleret sit norske Materiale. Bogen er tværtimod skrevet med bred Horisont, med Sans for det væsentlige, djærv og energisk i Undersøgelsen; ogsaa det kulturhistoriske og tids- Jiistoriske Stof mestres med Kyndighed; svagere er derimod her

og der selve den stilhistoriske Behandling. I et Indledningsafsnitgives en god Fremstilling af Guldsmedehaandværkets almindeligeForhold i Middelalderen. Indtrængende og med virkeligpositivt Udbytte diskuteres ogsaa en Række tabte Hovedstykkerindenfor Guldsmedekunsten, f. Ex. de tre Skrin, det ene udenom det andet, som gemte Hellig Olafs Ben, og Relikvieskrinetmed den Splint af Kristi Tornekrone, som Filip den Smukke skænkede Magnus Lagabøter, og som i Sainte Chapelle højtidelig overraktes den norske Ærkebisp Jon Raude. — Naar det bekendte Hellig Olafs-Armrelikviar i Nationalmuseet (et kølnsk Emaljearbejde fra ca. 1225, som allerede i 17. Aarh. fandtes i den danske Konges Kunstkammer) anføres som stammendefra Domkirkeskatten i Trondhjem, er Forf. i og for sig i sin gode Ret, idet han her blot følger Opgivelser i Museets egne Kataloger lige til nyeste Tid. Jeg skal dog gøre opmærksom paa, at en fornyet Undersøgelse af Proveniensspørgsmaalet har vist denne Opgivelses Uholdbarhed eller Übeviselighed, idet de ældste Kunstkammerinventarer intet kender til, at Relikviaret skulde høre sammen med de øvrige trondhjemske Olafsminder. En Tradition herom dukker først op i Inventaret af 1737, hvor der kan paavises forkerte og übegrundede »Traditioner« om adskilligeaf Samlingens Stykker. Udeladelsen af et Register er rent ud sagt en Hensynsløshed overfor dem, der vil anvende Bogen til videnskabeligt Brug. Og naar Noterne anbringes bag i Bogen, vilde det i hvert Fald være en Hjælp ved den besværlige Benyttelse, hvis der ogsaa her i Notestoffet fandtes Titler over Kapitlerne; det er ikke saa ligetil altid at huske, hvad Nummer det Kapitel har, man læser i.

Endnu skal her omtales et fortjenstfuldt Arbejde af en ganske særlig Art, den kalundborgske Læge og Museumsmand J. S. Møllers: Folkedragter i Nordvestsjælland (1926). Det er først og fremmest et lokalhistorisk Arbejde og som saadant af høj Kvalitet; men desforuden er der ogsaa paa Baggrund af en kortelig opridset,almindelig nordisk Dragthistorie gjort et interessant Forsøgpaa at paavise Levn fra de forskellige Tidsaldre i senere Perioders Folkedragttyper. Et saadant Forsøg er af stor og almindeligkulturhistorisk Interesse, men iøvrigt overmaade vanskeligtog farligt. Særlig skal man vogte sig for at konstruere en typologisk Udvikling uden Hold i Overleveringen. Dragthistoriekan kun bygges paa selve Kilderne. At saaledes den spidsnakkede middelalderlige Hætte skulde have udviklet sig af Tophuen og ved yderligere Forlængelse være blevet til Munkekutten,er ikke holdbart. Hvert enkelt af disse Klædningsstykker

er laant sydfra, hvor de i det væsentlige kan forfølges helt tilbagetil Oldtiden. — Det er Bernh. Olsens Fortjeneste at have paavist, at Folkedragterne ikke, som man tidligere antog, er selvgroede paa de forskellige Egne, men simpelthen ældre Overklassemoder,der er overtaget »i fossil Tilstand«. Det bekræftes ogsaa af denne Undersøgelse, men Forf. har iøvrigt paa flere væsentlige Punkter korrigeret de af Bernh. Olsen opstillede »Love« for Folkedragtens Udviklingshistorie.