I. Svar til Excellencen, general-löitnant A. P. Tuxen.

Det var jo ikke det værste det, at plumpe op i et rosenbed.
Det kunde ha været værre. Det kunde ha været en skog av kaktus.

Men nu er det altsaa slik, at roserne — for ellers var det ikke roser — har sine torner. Og det er nu engang livets stadig tilbakevendende tilskikkelse, at disse torner — skjult som de ofte er — saarer den haand som varsomt griper om de vakre blommer. Og den overraskelse som dette avstedkommer betegner den malurt som gir tilværelsen sit salt.

Jeg har revet mit skropelige skind paa nogen av generalens torner, og den overraskelse dette har avstedkommet tilsier mig nodvendigheten av en replik, hvor jeg ellers helst vilde ha boiet mig i ærbodighet for den autoritative dom.

Den skjulte braadd — eller for at holde os til blomstersproget: rosentorn — som skinner igjennem i generalens fremstilling, er den bitre antydning om at min kritik over danske mænd har faat en slik form fordi de var danske. Rigtignok bevilges der mig en betinget indrommelse av ogsaa — om end uvillig — at ha gjort mig skyldig i enkelte undtagelser, men dette 6'iensynlig kun for at bekræfte regelen.

Ut fra mit synspunkt er selvfolgelig denne beskyldning feilagtig, og derfor like saa selvfolgelig überettiget. Men der kan vel paa den anden side vanskelig forlanges at danske mænd skal ha en anden behandlingsmaate fordi de er danske. At maale disse med andre og mindre maal end andre vilde være en fornærmelse mot vore frænder.

Jeg skulde tro at det turde indrommes at intet sted i dansk sjokrigshistorie — eller i dansk historie i det hele tat — findes en saadan omtale av Sehested som hos mig. Jeg tror jeg vover at si det samme angaaende min omtale av Niels Juel. Lovendal faar ogsaa en omtale som hans landsmænd har al grund til at være stolt over. Og jeg vover — tiltrods for at det vil skurre fælt i generalens orer — at si at Gabel som sjomilitær har faat en omtale, som ikke berettiger generalen til at gi sin anmeldelse den

form angaaende dette punkt som han har gjort. Her er det min
fdrste overraskelse over generalens fremstilling gjor sig gjældende,
og sporsmaalet Gabel vil derfor bli viet fdrste del av min replik.

Generalens fremstilling gaar ganske enkelt ut paa at jeg i min sjomilitære vurdering av Gabel ikke alene har frakjendt ham strategisk blik, men endog fremstillet ham som en umulius som militær leder. La os da se paa hvad jeg i min bok sier derom.

Hvad jeg sier om Gabels udmerkede dispositioner i Ostersjoen 1715 nævner jeg her kun i forbigaaende og gaar over til 1716 der jo er det saare punkt hos generalen. Her heter det (side 597): »Og hvad nu dispositionen av den dansk-norske flaate under Carl Xll's forste stot angaar, saa var den sikkert ganske rigtig. Den viser en formaalstjenlig utnyttelse av Danmarks heldige strategiske beliggenhet, og det tjener de ledende til megen ære, at de ikke lot sig forlede av den sterke nervositet paa Sjælland til at trække Gabels flaate ned til de danske farvand. Hammarskiold anforer at Gabel blev liggende heroppe trods admiralitetets uttalte onske om at han skulde seile ned, og at dette var en av de for svenskerne uheldige omstændigheter som gjorde at Akershus ikke faldt. Gabels ovenfor refererte rapporter bekræfter dette og hans syn paa forholdene tjener ham til stor hæder og gjor ham fortjent til nordmændenes taknemlighet«.

»Gabels direkte medvirken i angrebet paa Moss er av underordnet betydning. Det er ikke her hans store indsats ligger, og dette angrep hadde fort til maalet uten at Gabel direkte hadde understdttet det. Men Gabels store indsats ligger deri, at han uindskrænket behersket de norske farvand. Herigjennem muliggjorde han tilforsel av forsterkninger fra Danmark og herigjennem forhindret han ogsaa Carl XII i at ta sit beleiringsartilleri frem. Gjennem denne beherskelse kunde ogsaa tropperne landsættes hvorsomhelst, altsaa ogsaa paa fjordens ostside, hvorved muligheten for en fuldstændig indringning av Carl XII aapnedes. At denne indringning ikke lykkedes for den norske hær er ikke Gabels skyld. Erobringen av Moss vilde ingen betydning ha hat, om Gabel ikke hadde kunnet opretholde herredommet paa sjoen«.

»Medlem av Slotsloven, Hans Nobel, skriver 10. oktober 1716 til kongen folgende, der gir et interessant billede av Gabels indflydelse paa situationen. »»^— saa her var da en uenigheds aand iblandt os, som regjerede alt-for-meget voris verk, indtil Hr. Viceadmiral Gabeli kom med sin eskadre, som intimiterede Fienden saaledes, at han lob, da ingen folgede hannem««.

»Men av disse kjendsgerninger fremgaar da ogsaa klart, at
Gabels flaate var av avgjorende betydning for situationens utvikling.Nogen

vikling.Nogenkamp fik han ikke anledning til at utkjæmpe. der kunde kaste gloire over hans deltagelse i begivenheterne: men hans indsats er derfor ikke mindre betydningsfuld. Han forte ikke krig uten selv at risikere noget. Ti i virkeligheten var hans stilling meget kritisk, om der fra svensk side var gaat mere energiskfrem«.

Er dette billedet av en mand uten strategisk blik eller er dette
skildringen av en umulius?

Dette er altsaa det forste avsnidt av min replik. Jeg tilbakeviser paastanden om at jeg har uttalt mig nedsættende om danske mænd fordi de var danske. Uten hensyn til nationalitet — enten de var danske, svenske eller norske — har jeg hensynslost fæklt min kritik. Og derfor har heller ikke Gabel gaat fri, og dermed kommer vi ind paa hvad generalen kalder »G ab el s a and«, det vil si hans offensive aand, et emne som jeg har git en ganske bred plads i min fremstilling, fordi det paa en saa interessant maate belyser tidens opfatning paa det maritimt-strategiske omraade. Men saa klemmer jeg heller ikke emnet ind i en enkelt episode; jeg soker at belyse hans aand ved hans opfatning av problemet set over det længst mulige tidsrum, og det er selvsagt det som maa til for at faa et rigtig og paalidelig perspektiv av manden paa dette specielle omraade. —

Forend jeg imidlertid gaar helt over til dette interessante emne, er det nodvendig at opholde sig litt ved Tordenskiolds »famose« brev av 10./21. juni 1716. Det synes at ha bragt generalen i extase, og det synes ikke at være grænser for haan over at jeg ikke har kunnet finde dette meget interessante brev i Riksarkivet i Kobenhavn. Denne rent arkivtekniske side av saken kan jeg ikke negte mig fornoielsen av at referere her, tiltrods for at generalen tidligere er blit gjort opmerksom paa forholdet av mig.

Det ligger selvsagt i sakens natur at ingen haddc storre interesseend jeg i at faa fat paa dette brev, hvis eksistens jeg kjendte til fra Lagermarks udmerkede lille skrift. — Længe for jeg drog til Kobenhavn henvendte jeg mig herfra, ikke en, men flere gange til Riksarkivet med angivelse av kilde for at faa en avskrift av brevet. Korrespondansen foregik i meget hoitidelige former, gjennemden norske admiralstab, ditto utenriksdepartement og vor legation i Danmark. Jeg citerer her et par av svarene, og de er avfattet av en lærd dr., saa alt skulde synes i orden. Den 13. decb. 1923 heter det saaledes: ». . . blot har det opgivne brev fra Tordenskioldikke været at finde. Et brev til kongen af 10./21. juni 1716 synes ikke at være tilstede her (derimot et av 12. juni) og

flere krigshistorikere, jeg har konferert med, kender det heller ikke. Jeg raaa bede vedkommende give nærmere oplysning om hvor det er citert eller ligger«. Og under 14. februar 1924 heter det: »Idet herved fremsendes afskrift av brevet fra Tordenskiold av 12. juni 1716 beklager jeg at maatte meddele at den i Lagermarksafhandling citerede memorial, datert 10. juni s. a. trods al anvendt umage hidtil ikke har været mulig at efterspore. Hvor brevet laa i 1883, da afhandlingen tryktes, blandt de saakaldte»refererede sager«, findes det ikke mere, og her blev det iøvrigt allerede eftersøgt, da de andre arkivstykker angaaende Tordenskiold i 1916 fandtes frem. Men heller ikke andet sted har brevet været at finde«.

Efter dette maatte jeg i min enfoldighet tro, at brevet var bortkommet og noie mig med Lagermarks referat. Generalens sterke arkivtekniske kritik sender jeg derfor videre til det danske riksarkiv og ditto krigshistorikere. Det er forresten ganske forunderlig dette, at generalen finder skrivelsen blandt »refererede sager«, mens arkivets folk — som det fremgaar av ovenciterte skrivelse — ikke har kunnet finde det der. Og jeg har da ogsaa gjennemgaat pakken for refererte saker.

Men det er nu denne side av saken. Det næste — og vigtigere — sporsmaal blir om det har nogen betydning for saken at kjende skrivelsens indhold i sin helhet eller om Lagermarks referat dækker behovet. Det som i den foreliggende forbindelse har slik stor betydning det er Tordenskiolds oplysning om at Gabel for rum tid siden har forlangt ham som leder av ekspeditionen mot den svenske flotilje og proviantskiber. Men dette kjender jo jeg til fra Lagermarks referat, og jeg kan ikke forstaa at man av min fremstilling kan utdra den slutning, at jeg ikke har været fuldt opmerksom paa forholdet. Paa side 607 f. eks. refererer jeg jo forholdet og paaviser at episoden ved Styrsund har overbevist Gabel om, at prammene ogsaa under den nye situation — tidligerehad de han jo forlangt dem under en anden forutsætning — var nodvendig og endog i end hoiere grad end tidligere. Hvad i alverden skal saa alt dette forfærdelige opstyr til. At det er under episoden ved Styrsund Gabel har utset Tordenskiold til leder av en eventuel ekspedition, anser jeg fremdeles som overveiendesansynlig, da behovet for en saadan ekspedition her forste gang gjorde sig gjældende. De svenske fartoier skulde selvsagtangripes hvorsomhelst de maatte befinde sig i skjærgaarden og ikke akkurat bare i Dynekilen, hvorfra de jo kunde forflyttes og hvor de aldeles ikke laa stille den hele tid siden 20. mai. Men la os ikke strides om bagateller. Hovedsaken er at Gabel har

forlangt ham til en saadan ekspedition, og det har jeg været fuldt
opmerksom paa, og det har jeg likeledes gjort opmerksom paa.

Og hvor sier jeg at Tordenskiold var ophavsmanden til en ekspedition til Dynekilen? Efter min fremstilling er man jo ikke engang opmerksom paa at svenskerne endnu ved avseilingen var ankommet til Dynekilen — og generalen klandrer mig derfor. Men hvordan kan man saa i samme aandedræt paafore mig en paastand som ovenstaaende? Det Tordenskiold har gjort, er overfor myndigheterne i Kobenhavn allerede fra den forste dag han kom dit ned, at understreke Norges overordentlig farlige stilling og fremholde nodvendigheten av hurtig at bringe hjælp. I sin skrivelse av 10. juni peker han specielt paa de svenske galleier som behersker skjærgaarden og som skal bli stagget heri, bare hans bon blir hort. Nogen ekspedition til Dynekilen er der i det hele tat ikke tale om. Om der den 20. mai laa nogen galleier i Dynekilen saa behover de jo ikke at ligge der en maaned senere. Det er ikke Dynekilen som skal angripes, det er de svenske fartoier, hvorsomhelst de er, og det er det Tordenskiold peker paa. — Dynekilen i og for sig som strategisk maal er sjostrategisk set et feilsyn. Det er motstanderens flaatematerial som er maalet, og det er det Tordenskiold saa klart har pekt paa.

I detheletat kan jeg ikke indse at generalens kritik paa noget punkt har rokket ved min fremstilling over Tordenskiolds optræden for og under Dynekilen. Han er ikke av Gabel sendt ned for at hente fartoierne; men Gabel har tidligere bedt om at faa saadanne fartoier. Jeg har ogsaa gjort rede for at Gabel har utset Tordenskiold til at fore disse angrep mot de svenske fartoier — hvor de saa maatte befinde sig. Jeg har videre gjort rede for at Tordenskiold paa det mest indtrængende fremholder nodvendigheten av at faa de svenske fartoier ruinert, og han ber om selv at faa kommandoen. Videre at hans ordre gik ut paa at avseile til farvandet ved Koster, detachere fregattene og avvente Gabels videre ordre og da det saa viste sig at de svenske fartoier atter var kommet tilbake til Dynekilen fulgte han ikke ordren — han detacherte ikke fregattene og indhentet ikke Gabels ordre — men slog til. Intet av dette er der rokket ved gjennem generalens temmelig skarpe uttryksmaate. Selvfolgelig kan det sies at være i Gabels »aand« at Tordenskiold angriper det svenske skjærgaardsmateriel, al den stund han (Gabel) jo selv hadde utset Tordenskiold til en saadan ekspedition. Men hvad jeg har protestert imot det er den paastand som fra fagmæssig hold har været fremsat om, at Gabel av Tordenskiold blev »fratat« et Dynekilen. Og den protest opretholder jeg fremdeles.

Det er i det hele tat merkelig hvorledes generalens fremstilling av mit arbeide paa flere punkter avviker fra det virkelige forhold. Se nu bare paa en saa uvæsentlig ting som dette, at jeg efter generalens fremstilling lar Vibe ligge med sin avdeling i Mako (side 625), mens der jo vitterlig staar, at de hadde ligget der »med undtagelse av et kort kryss ned til Goteborg i slutten av samme maaned«. Det er naturligvis en bagatel; men naar man samler paa buketter av trykfeil og forfærdes over at Valentin Eichstedt dor som general i stedet for som geheimraad, saa faar man da selv i alle fald være saapas noiagtig at man ikke citerer det motsatte av hvad der staar.

Og hvor taler jeg om Dynekilen som en »norsk« seir — uttrykket er ikke mit, men tiltrods derfor sætter generalen det i gaaseoine og lar det saaledes faa skin av at være det. Det er Tordenskiold som taler om »vi Dynekilens norske drenge« og jeg har — under tvil — bygget paa det. Nu viser det sig altsaa at L'Etang var hollænder og Sivers tysker av skaansk oprindelse. Naar jeg (s. 669) ikke medtar Lernwig, saa er det ganske naturlig fordi jeg holder mig til Tordenskiolds indstilling. Men s. 673 sier jeg at grunden hertil maa være den, at han allerede i august 1716 hadde avansert til capitain, saa han »blir da næmnd«.

Men la os saa endelig komme over til hovedsaken: Gabels aand. Det er jo idetheletat Gabel som gaar som en rod traad gjennem hele generalens kritik; det blir derfor ogsaa Gabel som blir ledestjernen i min replik. Og vil man endelig ha en mandjevning mellem Tordenskiold og Gabel saa gjerne for mig.

Det grundsyn som det her er tale om har jeg — som tidligere nævnt — utviklet paa en bredere basis end den som staar til raadighet efter de sparsomme ytringer vi kjender fra Gabel i 1716. Som bekjendt utviklet der sig mellem Tordenskiold og Gabel efter angrepet paa Goteborgs havn i 1717 en skriftveksel der i fuldeste maal lar os faa indblik i de to herrers syn paa den offensive side av sjokrigsforselen og — hvad der er endnu mere interessant — deres syn paa det fundamentale i den sjomilitære strategi. Herunder kommer Gabel — i skrivelse til Tordenskiold av 8. juni — med den opsigtsvækkende paastand, at det maa betegnes som forkastelig at sacriflsere saa mange folk uten at være sikker paa en lykkelig suksess. Selv om man kunde opbrænde en snes fartoier, saa hadde dette ikke kunnet retfærdiggjore tapet av en snes mennesker. Og saa gaar han videre og uttaler: at et skib kan man bygge paa et aar, men til en god matros tiltrænger man mindst 2 1 aar.

Man maa være opmerksom paa at Gabel her irettelægger sit

strategiske grundsyn, et axiom der maa forstaaes som almengyldigt,som et princip. Enhver sjomilitær som har befattet sig noget med studiet av den maritime strategi vet, at en saadan opfatning staar stik i strid med den fundamentalsats som er rygraden i den maritime strategi, hvorefter det er fartoismaterielletsom er det alt andet overskyggende maal — en opfatning som hos Tordenskiold gaar som en bred, rod traad gjennem al hans krigsforsel og som stadig kommer igjen i hans mange skrivelserom denne materie.

Men hvorledes skal man nu kunne forene dette Gabels axiom med et Dynekilen'? Hvorledes skal man for det forste kunne tænke sig — sjomandsmæssig set — et angrep ind i Dynekilen med sikkerhet for et lykkelig utfald? Er det noget sted hvor man maatte regne med en stor sacriflsering av personel saa maatte det være i Dynekilen. Med tropper iland vilde en seilads ut fra Dynekilen by faa en risiko for personellet som kanske intet andet sted. Dynekilen indebar forsaavidt en ganske anden risiko end Goteborg. Efter Gabels strategiske lære vilde opbrænding av en snes fartoier i Dynekilen ikke kunnet retfærdiggjore tapet av en snes mennesker.

Her staar man da overfor et av to: enten er Gabels standpunkt av 1717 hans virkelige standpunkt, hans syn paa de maritime sporsmaal, hans »aand« og da er den ganske uforenelig med et Dynekilen eller hans opfatning av 1717 er en folge av angrepets uheldige utfald og da blir hans stilling aldeles uholdbar. Jeg har i min fremstilling besvart sporsmaalet derhen, at Gabel i 1717 har uttalt sin virkelige overbevisning, noget som er saa meget naturligere som dette falder i traad med tidens opfatning paa dette omraade. Jeg har i min fremstilling indledningsvis gjort rede for hvorledes sjokrigsforselen i denne periode var præget av en defensiv aand, uten initiativ og offensiv paagaaenhet. Tordenskiold og Gabel var i saa henseende to vidt forskjellige naturer. Men herav fremgaar ikke at Gabel var en mand uten strategisk blik og en umulius. Jeg har git uttryk for — og jeg gjor det fremdeles — at Gabel var en sjoofficer der laa langt over det almindelige. Men av de virkelige store var han ikke — netop fordi han manglet den offensive aand.

Saa maa der sies nogen ord om miljoet, og vi kommer ikke klar av Gabel da heller. Her er det atter igjen angrep paa Danmarkog danskerne. Jeg har fundet i et arbeide som det foreliggendeat burde gi et alsidig billede av manden og hans omgivelser. At utelukke enkelte dele av dette billede vilde efter min mening være ganske forkastelig. Billedet viser at Tordenskiold ingenlundeskred frem i rosenrod idyl, omgit av beundrende kammerater,besunget

rater,besungetav digtere og til stadighet bestraalet av den kongelige sol. Jeg er blit beskyldt for at ha git et feilagtig tidsbillede,endog i en bestemt nedsættende hensigt. Jeg blir da nodt til at forsvare mig, og dette gjor jeg bedst ved at holde mig til Tordenskiolds egne ord. Om billedet derved blir skarpere end tidligere saa er det ikke min skyld.

Allerede tidlig i Tordenskiolds korrespondanse finder man uttalelser om at han foler sig omgit av mange misundere og eftertalere. Jeg har git uttryk for, at det menneskelig set var naturlig at saa maatte det være. En saa rask karriere som hans, hvor han som ganske ung springer forbi over et halvt hundrede av sine officerskammerater kan ikke andet end avfode misundelse. Hans stadige henvisning til dette i sin ungdom kan muligens henfores til ungdommelig mangel paa avbalancerthet. Jeg skal derfor ikke opholde mig ved denne periode av hans liv, men gaa like paa forholdet da han hadde faat sig tildelt lunere kommando, da han i 1717 var blit kommanderende sjoofficer i Norge. Jeg henviser her forst til hans skrivelse av 10. mai 1717, der var foranlediget ved alle de vanskeligheter som var lagt ham iveien og hvor han uttaler, at det upaatvilelig fandtes medarbeidere i dette verk, hvis oiemerke var at faa stiftet uenighet og jalousi. Skulde mot formodning kongen og admiralitetet opretholde disse bestemmelser, maatte han forlange sin dimission, da han vilde bli aldeles hindret i at utfore Hans Majestæts tjeneste, hvorved commercien vilde lide og tjenesten forovrig forsommes, »hvad slige vanskabte gemytter heller vilde see, end efterlade deres fordomte jalousie«. Og han slutter sin lange skrivelse med at si at han dog haaber, til misunderes beskjæmmelse, at faa sit dessin utfort.

Efter angrepet paa Goteborgs havn skriver han den 4. juni til kongen og admiralitetet og fremholder at han fra Kobenhavn har hort at det er dem som hævder, at han for egen gloire i sidste aktion har risikert skiber og folk, men han hævder at han har været forberedt paa slike misunderes eftertale, skjont de fleste av dem har det mere i munden end i handlingen. Men tiltrods for at utfaldet til overflod blev godt og til fordel, og flenden til tort og skade, saa maa han dog uforskyldt finde eftertalere »hvis forseelses plætter derved for en deel er overslætted og tilforn burde heller unde mig godt end ondt, der mig gierne wilde denigerere; Og om det gik efter deres onske, skulde jeg vel enda i stæden for naade, faa en fiskals sag paa halsen efter forrige exempel«.

I sin skrivelse til kongen av 16. juni, der er svar paa Gabels

bemerkelsesværdige skrivelse av 8. juni anforer han blandt andet: »Allernaadigste Konge! Jeg har erfaring af at være rigelig forseed med misundere, som Ed. Ko. Majs. milde naade mig har tilveiebragt,paa det min fornoielse udi lokke ikke skal være uden af fortræd og chagrin temperered«, men han er sig bevist at være godt likt av redelige gemytter og noen fattige mennesker og trafikerende ber daglig for ham, fordi han stadig — baade ved konvoyering og krydsning — stræber efter at beskytte handelen og holde sjoen ren.

Efter angrepet paa Stromstad skriver han til Wedel og beklager sig over en hel del snak og utrolige forlydender som generalen er overlopet med. I hans absence lar disse kvindeagtige sig forlede til at fare rundt med de uterligste forlydender, men naar en ærlig mand er frisk og nærværende, saa stikker de pipen i sæk som ordsproget sier.

Men saarest kommer hans stemning tilsyne da fornedrelsen
staar for doren efter Stromstad. I slutten av sin lange relation
ber han kongen om - - hvis han skal frataes overkommandoen
- da at maatte faa bli licentert fra eskadren, saasom det gaar
langt over hans formue at se sine misunderes store glæde over
hans nedværdigelse. Allerede for nogen tid siden har han været
betænkt paa at unddra sig deres ufortjente jalousi og komme
dem avveien og troste sig med den gemene mands velsignelse i
begge riker. Men langt sterkere kommer fornedrelsens smerte
frem i hans folgeskrivelse til kongen av samme dag, hvor han
sier: »Jeg har passered verden omkring, lidt ondt, voved liv og
blod, haver daglig og timelig forfolgning, meere end mangen
graahærdet, til disse mine unge aar. I mine oyne er alle mennisker,
hoye saa veil som lave, mine store venner. Men i fraværelse
eftertragtes jeg paa 3die og Ide haand af den forste sort (altsaa
de hoie) og meere vil jeg endnu blive, hvis min allernaadigste
Konge ikke selv vil tage mig udi aller naadigste forsvar
Begierer ikke længere at leve end saa lenge jeg gaar den rette
vey og ælsker sandhed, begge deele mig aarsaged, dog giore
Gud hvad ham behager. Hand giver mig kraften at bære min
byrde, saa er mig veil, i hvad mig og skall hende«.

Til supplering skal kun henvises til Hiorts skrivelse efter Tordenskjolds dod hvori han anforer: »Det er bekjendt at dend sal. herre hafde mange fiender, af hvilke de fleste ikke torde purre hannem i levende live, men da hand ved doden var afgaaen maatte mand taale at hore adskilligt«.

Og naar man hertil foier den forsmædelige behandling som
blev Tordenskiolds jordiske levninger tildel efter hans dod saa

er maalet fuldt. Miljoet er ikke smukt. Den bitre sandhet maa fylde enhver beundrer av manden med harme. Danskerne burde være med at beklage dette triste forhold og bringe manden opreisning.Men naar der fra norsk hold gies uttryk for en slik harme, da er det straks angrep paa Danmark, da er det retouchering,da er det nedsættelse av danske slegter.

Det er forresten et ganske merkelig fænomen dette, at naar Scholler i Personalhistorisk Tidsskrift utpeker Gabel som den der har hindret jordpaakastelsen og en hæderlig behandling av Tordenskiolds lik, ja saa reagerer ikke et menneske i Danmark. Men saasnart det samme uttales fra den anden side av Skagerak, da er det likesom ikke grænser for national krænkelse.

Det er forresten endnu et fænomen som er bemærkelsesværdig: naar der er tale om Tordenskiold og andre som nordmænd, da er der ikke forskjel paa danske og norske. Men rettes der fra norsk side kritik mot en dansk mand — eller ikke det engang, kun kritik over forholdene i det hele — da er straks grænsen der, da er det straks angrep paa Danmark. Det kan da ikke være rigtig; ialfald ikke logisk.

Naar jeg nu skal slutte, vil jeg gjerne ta op igjen det jeg begyndte med: paastanden om at motivet for min fremstilling ikke har været rent. Nu kommer kaptein Cai Schaffalitzky de Muckadell til og understreker overfor det danske publikum generalensfremstilling av dette forhold. Han gir uttryk for paastandeni folgende smukke form: »Kaptajn Bergersen har utvivlsomt tegnet Baggrunden for Tordenskiolds Liv i de mørkeste Farver, for at denne stolte Skikkelse skulde komme til sin Bet«. Og han anbefaler sit publikum at læse generalens kritik og undlate at læse min fremstilling. I sandhet et standpunkt en krigshistoriker værdig. Men i forbindelse med denne generalens — av Schaffalitzkyunderstrekede — opfatning av mit motiv finder jeg det ogsaa nodvendig, til belysning av de smukke forutsætninger hvormedman i Danmark gaar til behandling av et arbeide som mit, at opstille til beskuelse en sætning fra generalens egen haand. Den lyder i sin enkle storhet slik: »Bogens Kapitel XIII omhandlerTordenskiolds sidste Leveaar og Dod. Forf. har forsaavidtværet heldig stillet, som de Kilder, der skulde indeholde Oplysninger om Behandlingen af den dode Helt, er meget mangelfulde,saa at han har været nodsaget til at ty til Gisninger«. Jeg skal ikke indlate mig paa noget kommentar — den saa hoit foraktede»populærhistoriske« form for historieskrivning bevæger sig ialfald almindeligvis i mere værdige vendinger end dem som videnskapens repræsentant her har valgt. Det jeg i denne forbindelsevil

bindelsevilha sagt, det er kun dette, at en kritiker som gaar til sit arbeide med saadanne forutsætninger om vedkommende forfatters motiver og som tillægger sine medmennesker den slags hensigter, han kan da ialfald ikke samtidig forlange at bli betraktetsom en objektiv dommer. Og det er det som for mig er det bedrovelige.

Jeg skal indromme berettigelsen av meget av det generalen fremholder. De rent arkivtekniske svakheter er antydet allerede i forordet til min bok og jeg har aldrig egentlig været fagmand paa dette omraade. Men paa den anden side mener jeg ogsaa, at generalens kritiske gjennemgang av mit arbeide har vist at disse arkivtekniske ufiildkommenheter ikke har hat nogen avgjorende indflydelse paa arbeidets resultat. Jeg skal ogsaa gjerne ta trykfeilsdjævelen paa nakken. Jeg skal ogsaa gjerne medgi at jeg paa enkelte steder har benyttet sterkere uttryk end muligens oiemedet kræver. En forfatters uttryksmaate er en individuel historie og maa bedommes ut fra det og selve den sproglige vending tar sig jo litt anderledes ut naar den taes ut fra sit sammenhæng og holdes op foran detektivens blendlygte. Men det er jo kritikerens baade ret og plikt at behandle selv de übetydeligste ting paa denne maate.

Men hvad jeg ikke kan indromme det er dette, at jeg skulde ha gaat til arbeidet med urene motiver, at jeg har nedsat de danske for at kunne lo'fte de norske, at jeg har foretrukket gisninger for dokumentation og at jeg har villet Danmark tillivs.

For roserne bringer jeg generalen min tak — jeg gjor det av hjertet og i ærbodighet for den aldrende mester. Men jeg er ræd for at de hurtig vil visne i det mistænkeliggjorelsens kolde gufs som omgir dem.

»Honi soit qui mal y pense«.

II. Svar til kontre-admiral T. A. Top_søe-Jensen.

Det er dog virkelig sorgelig at den eneste sjoofficer som i Danmark har grepet til pennen i anledning av mit arbeide om Tordenskiold ikke har fundet et interessantere emne end nogen kjedelige skifteprotokoller til behandling. Det er da saa mange sjomandsmæssige, sjomilitære og nationale sporsmaal som er behandlet i min bok, at man skulde tro at der fandtes emner nok for en frugtbringende diskussion.

Saa faar vi altsaa noie os med de magre ben og rives det vi
kan om dem.

La mig da ftirst og fremst konstatere det triste faktum, at selv hvor det gjælder et emne som dette, saa skal det hele sees i perspektiv av et angrep paa Danmark og de danske. Jeg har gjennemlæst avsnittet specielt med henblik paa dette, men kan med min bedste vilje ikke finde en antydning til braadd mot Danmark eller danskerne. Jeg forstaar simpelthen ikke noget av det hele. Denne rent sykelige mistænksomhet paa de utroligste steder vanskeliggjor jo i aller hoieste grad en diskussion av emnet. 1 og for sig lægger jeg ikke særlig bret paa dette for admiralens vedkommende. Indlægget er forovrig saa saglig og objektivt. Men uttryk som det nævnte vil let av svake sjæle kunde gripes og kastes ut som fode for chauvinismens hungrige hydra. Det er allerede gjort og til skade for alle parter.

Men la nu det være som det vil. La os diskutere saken uten
hensyn til nationalitet. Det har jeg ialfald forsokt under min
tidligere behandling av emnet.

Nei, hr. admiral, jeg kan ikke være enig i at revisionen skal være smaalig. Ingen mennesker skal være smaalig. Men det er vel bare terminologien vi er uenig om. Det forekommer mig at Maren Wessel, Tordenskiolds mor, træffer hodet paa soramen, naar hun i sin supplik til kongen av 28. juni 1730 anforer, at det er »vitterlig at han i sit Stervbo er i alle Ting behandlet ikke som en Offlcier, men som en Bogholder«, — eller rettere sagt som en regnskapsforer. At andre officerer muligens er behandlet paa samme maate, det forbedrer da ikke saken. Det synes som om Tordenskiold har været sin egen regnskapsforer paa »Ormen«, og her viser regnskapet overskud. Paa de 6'vrige fartoier har der været regnskapsforere. Jeg kan ikke komme fra at det tar sig noget merkelig ut naar revisionen antegner nogen bortkomne blokker, al den stund der i skibsjournalen staar indfort at blokkene er blit skudt bort under kamp. Det samme gjælder nogen bortskudte aarer, hvor Walter sarkastisk bemerker, at man vanskelig kan vente at man kan holde paa lommene naar aarebladene blir skudt bort. Og saaledes videre gjennem protokollene. Dette er jo bagateller, men bagateller som gir billedet en noget eiendommelig kulor.

Av ganske anden rækkevidde er den omstændighet, at Tordenskiold i 1719 hadde forlangt og fa at godkjendelse av fregatregnskaperne. Det synes da noget eiendommelig at man efter hans dod atter igjen tar samtlige disse regnskaper op til fornyet revision. Jeg synes ikke det er korrekt — hverken overfor Tordenskiold eller overfor boet.

Admiralens opstilling av skifterettens kjendelser er meget

interessant og bekræfter paa en gripende maate hvad jeg har sagt om de rent utrolige angrep paa boets midler. Den sak som Neuspitzer tok op like efter Tordenskiolds dod var allerede paadomtved prisedomstol og avgjort ved kongelig resolution. Det er ikke skifteretten som værger boet her: det er selveste hoiesteret som maa til for at si det avgjorende ord i en sak som allerede er decidert, men som atter igjen blir reist saasnart den ene part er dod og avskaaret fra at forsvare sine interesser. Noget lignendekan der sies om de (ivrige poster ogsaa; det er — som admiralen ogsaa sier — uretmæssige angrep fra forskjellige hold som vises tilbake. Det er vel ikke noget at takke den for. »ElisabethGalley« er betalt med fuld pris og ladningen med dens værdi i skadelidt stand. Det er vel heller ikke nogen særlig gunstbevisning.Noget lignende kan sies om skibsregnskapernes endeligedecision. For det forste var altsaa disse regnskaper tidligere overfor Tordenskiold godkjendt og atter igjen — efter hans dod — tat op. Decisionskommiteens indstilling viser det samme billede som skifteretten: den avviser de uretmæssige angrep paa boet og gir boet — det vil si Walter — ret i hans kamp for at værge dod mand overfor de utroligste paastande.

Jeg kan ikke medgi at Tordenskiold selv har indrommet muligens at ha faat for meget av prisepenger. I sin skrivelse av 4. mai 1720 erklærer han sig villig til at tilsvare vedkommende, om nogen fordring skulde være til hinder for endelig avslutning. Og saa maa det naturligvis være. Ved en forskudsindbetaling forend opgjoret er avsluttet maa man gardere sig mot enhver eventualitet. Men deri ligger selvsagt ikke nogen indrommelse av at han muligens har faat for meget.

Jeg kommer nu til en mere alvorlig side av admiralens
kritik.

Det gjælder de »dubiose fordringer« — betalingen for de 170 ruller seilduk og de 18 tdr. allun. Generalkommissariatet betegner altsaa disse fordringer som dubiose og indstiller overensstemmende hermed til kongen at frafalde ethvert krav. Hos mig findes jo ogsaa en anforsel om at kongen av »særdeles Kongl. Clemence« allernaadigst eftergav disse dubiose fordringer. Saa jeg kan ikke indse at der er noget at bebreide mig i saa henseende. Jeg forstaarimidlertid admiralen derhen, at han mener at kravene ikke skulde være dubiose, idet han synes at gaa ut fra som givet at vårene er beholdt uten at betaling er erlagt. Her er altsaa en væsensforskjel hos generalkommissariatet og kongen paa den ene side og admiralen paa den anden side. At et krav som betegnes som dubiost blir eftergit synes mig ikke saa merkelig, og det er

ganske sikkert ikke en saa ekstraordinær foreteelse, at det skulde
stille Tordenskiolds bo i en utpræget begunstiget særstilling.

Men la os se litt nærmere paa admiralens opfatning. Har den
nogen sansynlighet for sig?

Jeg henviser i saa henseende til hvad jeg i min bok anforer om Tordenskiolds opfatning paa dette omraade. Av det rikholdige materiale man har i hans breve kan man forvisse sig om at han var til det ytterste paapasselig overfor sine regnskapsforere for at de skulde være noiagtige med sine regnskaper. I sin skrivelse av 24. juli 1714 til sjoetatens generalkommissariat, hvori han paaviser absolut urigtige debetposter paa sin konto, anforer han at de hoie herrer maa være persuaderet om at han ikke har anfort noget uten at der findes bevisligheter derfor paa alle maater; ti hans ære er ham kjærere end at han skulde besudle sig med at gjore sig nyttig av Hans Maj.ts tilkommende penge, og han er overordentlig varsom med alt som heter pengesaker for at han — om han paa en eller anden maate ved en hastig dod skulde avgaa — ikke skal komme i samme casus som sal. Nybour. Mange flere eksempler kunde ogsaa anfores; men jeg henviser herom til min bok.

Det synes efter dette som om det fremdeles er nodvendig at verge Tordenskiold. Men jeg understreker at det ikke sker paa nationalistisk grund, det er ikke nordmanden Tordenskiold, det er mennesket Tordenskiold som i kraft av almindelige menneskerettigheter har krav paa en retfærdig behandling. Og jeg mener at kongen har truffet en retfærdig avgjorelse, naar han har betragtet saken som dubios og decidert overensstemmende dermed.

La os saa gaa videre og se paa hvorledes tallene stiller sig efter at de dubiose fordringer var stroket. Stervboets gjæld til kongen var da 3683 Rdl., hvilket tal findes baade hos admiralen og mig. Det er. altsaa ingen uoverensstemmelse forsaavidt. Dette var i 1731 og paa dette tidspunkt var Maren Wessel, Tordenskiolds mor, allerede optraadt paa arenaen.

Den korrespondanse som foreligger fra hende — d. v. s. boet — gir et godt indblik i situationen forsaavidt behandlingen angaar.Over 10 aar var altsaa hengaat siden skiftets begyndelse, og Maren Wessel ansoker om nu endelig engang at faa en endskap paa dette vidloftige og langvarige stervbo, hvis forsinkelse nu og alene berodde paa collegiene. Dette var i 1730. Den 20. juni 1731 opgjores saa saldoen i kongens favor som ovenfor nævnt. Den 23. januar 1732 formindskes saldoen med de 800 Rdl. til Maren Wessel —- hvorom senere. Saa gaar tiden til 28. april 1733 da arkeliregnskaperne decideres med indtægt for boet paa vel 137 Rdl.

Men endnu gaar der 7 aar — helt til 25. april 1740 — forend denne allernaadigste resolution kommer til uttryk i bokholderiet. Og oppaa der igjen 4 nye aar forend skiftet kan avsluttes — i det hele altsaa 24 aar. Og saa skal man ikke ha lov til at si, at det har gaat langsomt! Og det maa ikke sies fordi det er et angrep paa Danmark.

Det som Maren Wessel i sin supplik til kongen ansoker om, det er at prætantion maa likvideres i prætantion: altsaa at den gjenstaaende debetpost helt strykes. Ser man nu litt nærmere paa datoene, saa er ikke den formodning ganske utelukket, at det er Maren Wessels supplik som har bevæget kongen til at eftergi de dubiose fordringer. Hans resolution gaar — hvad admiralen ikke synes at kjende til, ellers hadde han nok understreket det som en særs begunstigelse — ut paa at de resterende 3683 Rdl. kun skal indgaa i den kongelige kasse forsaavidt stervboet ikke er i saa slet forfatning at det ikke kan svare for belopet.

Men i sine ansokninger om at det hele belop maa strykes anforer hun altsaa at boet rettelig har prætentioner som fuldt opveier kongens. Og herunder anforer hun, at det er de »velbaarne Herrer bekandt, at ved adskillige Repartationer og Kongelige Dispensationer ere min sal. Sons Priispenge til mange 1000de Rdl. efter anden forkortede«. Her kommer vi altsaa til de famose 10 000 Rdl. eller vel saa det og jeg skal med engang indromme admiralen ret forsaavidt belopets storrelse angaar. Og da dette er et av de centrale punkter i admiralens kritik, finder jeg det ogsaa helt forstaaelig at der gjores et ikke saa ganske litet nummer ut av det.

At der her gjennem en kongelig resolution er gjort brudd paa en praksis der tidligere har været fulgt, er der derimot ingen tvil om — ellers hadde man jo ingen kongelig resolution hat behov overfor allerede foretat te repartationer. At den kongelige resolution rammet ogsaa andre officerer har vel intet med saken at gjore. At collegiene gjorde indrommelser paa andre omraader har heller intet med denne sak at gjore, al den stund de ikke er foretat i hensigt at avsvække folgerne av den kgl. resolution. At man ikke behandler en lastedrager — »Elisabeth Galley« forte jo last — som orlogsmand virker ikke særlig imponerende paa mig og kongen har Oiensynlig heller ikke villet bryte med almindelig fremgangsmaate paa omraadet. Et saadant brudd vilde ha været paafaldende. Det som skedde er derimot helt normalt.

Men de prætentioner som Maren Wessel stotter sig til — og
hvorpaa ogsaa jeg har min opmerksomhet henvendt under behandlingenav
emnet — de indskrænker sig ikke til »Elisabeth

Galley«. Det oplyses i suppliken at flere av de i Marstrand havn sænkede fartoier senere blev optat og anvendt i kongens tjeneste, uten at prisepenge herfor blev betalt. Det forekommer mig at en saadan prætention maa være ganske godt underbygget, al den stund jo — som admiralen saa overmaade sterkt understreker — prisepenger blev utbetalt for den optatte »Elisabeth Galley«.

Men vi har mange andre ting. Se nu f. eks. den »liderlige« maate, som Tordenskiold sier, hvorpaa man opgjorde prisepengene efter Dynekilen, hvor man takserte som værdilos den ammunition som ikke passet til de norske kanoner, mens de dog passet til de erobrede svenske. Videre maa nævnes de mange penge som Tordenskiold hadde utlagt av egen kasse til lodspenge og som kunde dokumenteres gjennem journalen; men som ikke blev godkjendt da der ikke kunde skaffes personlig kvittering fra lodsene. Videre flere hundrede Rdl. som han hadde utbetalt av egen kasse til de sykes behandling. Maren "Wessel fremlægger ogsaa krav paa 1000 Rdl. som hun har paa kongen fra Armfeldts indfald i det nordenfjeldske Norge, hvor militæretaten hadde lagt beslag paa træmaterialer o. 1. til fortifikationerne, uten at hun fik det ringeste i erstatning for det. Det kan heller ikke lates ute av betraktning at Tordenskiold kom i et ikke saa litet ansvar ved kasserer Weybyes bedragerier. Det samme kan sies om hans ansvar paa grund av hans regnskapsforer Kleinstroms uregelmæssigheter, tiltrods for at Tordenskiold i god tid hadde krævet opgjor for at fri sig fra ansvaret gjennem decourt hos manden. Og endelig kan nævnes det forholdsvis store tap som boet led ved indbrudd i offentlige kontorer. Naturligvis kan det sies at det her ikke foreligger noget juridisk krav fra boets side. Nei, det er heller ikke det som det er sporsmaal om. Maren Wessel henviser til billighet og jeg kan ikke skjonne andet end at hun maa ha sympatien for sig i sin supplik.

Admiralen nævner at enken efter admiral Råben av admiral Trojel var blit pantet skjont hun omtrent ingenting eiet. Ja, se der har vi atter igjen et bedrovelig tidsbillede, som jeg er den forste til at være med paa at beklage. Admiral Trojel var forresten norsk, saa jeg maa næsten opfatte admiralens anforsel som en »reproch«! Men paa den anden side har vi da ogsaa lyspunkter; saaledes f. eks. den ting at kongen betalte admiral Rosenpalms private gjæld. Hvorfor skal Tordenskiold akkurat sammenstilles med de daarligst behandlede?

Saa var det Maren Wessel og de 800 Rdl. Her synes jeg nok
admiralen har været ikke saa ganske litet uforsigtig. Jeg sier jo
likefrem — hvad admiralen merkværdig nok uttrykkelig benegter

— at kongen ved resolution av 23. januar 1732 skjænket hende en sum av 800 Rdl. »som en Douceur«. Jeg sier videre at disse penger blev hende kontant utbetalt av boets midler, hvilket admiralen selv leverer bevis for ved henvisning til at boet blev kreditert for belopet. Dette er jo ogsaa et av de vigtigere punkter i admiralens kritik, saa der kunde være grund til for mig at gjore et litet nummer ut av det. Jeg skal imidlertid indskrænke mig til at henvise til vedkommende passus i min bok, som admiralen altsaa maa ha overset.

Dermed er vi altsaa færdig med det magre ben — selve skiftet efter Tordenskiold. Jeg indrommer altsaa at tallet 10 000 er for stort; men forovrig mener jeg at ha mine ord i behold. Jeg tror paa den anden side, at admiralen i stor utstrækning har skudt over maalet. En hel del av hvad her er sagt om kongens særdeles og allernaadigste clemence og hoiesterets og skifterettens avvisning av de uretmæssige angrep som gjores paa boet staar jo ikke i strid med mine uttalelser. Tvertimot, de falder sammen med dem. Men dette beviser jo netop at der har foreligget hoist beklagelige angrep og smaaligheter.

Saa staar det kun tilbake at si nogen ord om Tordenskiolds brev til sin far av 1. august 1716. Jeg skal ogsaa her gjore en indrommelse, idet jeg medgir at det var en feil, en stor feil, at jeg ikke har oplyst om hvor dette brev befinder sig, og dette saa meget desto værre som jeg burde ha vist at det befinder sig i Sjoofficersforeningens eie i Kobenhavn, hvor jeg selv har set det.

Dette meget værdifulde brev er altsaa ogsaa engang kommet ned fra Norge til Danmark og sansynligvis da sammen med sjoloitnant Platous andre eiendele. Set fra mit synspunkt beklager jeg selvfolgelig dette, og vil forovrig ha uttalt, at det er et saa værdifuldt aktivum at det rettelig horer hjemme i et musæum og ikke i et lokale, hvor det loper en ganske anden stor risiko for at gaa op i rok og damp.