To af Tysklands ældste og betydeligste Historikere, Max Lehmann og Hans Delbriick, er gaaet bort. De var begge Elever af Ranke, vistnok de sidste, der havde deltaget i hans Undervisning. Ogsaa til Treitschke havde de staaet i Lærlingeforhold og været forbundet med ham i varmt Venskab, Lehmann, skønt han i Bedømmelsen af Preussens Historie paa afgørende Punkter havde taget Afstand fra sin Lærer. De to Mænd var de sidste overlevende af den fremragende ældre Historikerkreds, der under det tyske Kejserriges halvhundredaarige Bestaaen har behandlet store Problemer af tysk og preussisk Historie og ydet fremragende Indsats i moderne tysk Aandsliv.

Max Lehmann, der døde den 8. Oktober 1929, var født den 19. Maj 1845 og begyndte midt i Halvfjerdserne at sysselsætte sig med Preussens Historie i Frederik den Stores Tid, med Sammenbruddetunder Napoleonskrigene og Preussens derpaa følgendeGenrejsning. Hans Forsknings Resultater bragte ham i Modsætning til den officielle preussiske Historieopfattelse, i alvorligevidenskabelige Polemiker og gjorde ham, da han tilmed ikke lagde Skjul paa et demokratisk Sindelag, upopulær ved Kejserhof!et. Først sent og flere Aar efter, at han i 1886^—87 havde udgivet en betydningsfuld Bog om Scharnhorst, fik han Lov til at komme fra en Gymnasielærerpost til Universitetet. 1893 kom han til Gottingen, hvor han virkede indtil 1920. 1894 offentliggjordehan den meget betydelige Undersøgelse »Friedrich der Grosse und der Ursprung des siebenjåhrigen Krieges«, der blev

Udgangspunktet for ny Drøftelse af Problemet. 1902—05 udgav
han sit Hovedværk om Freiherr v. Stein.

Som Universitetslærer øvede han i mange Aar i Modsætning til den ellers overvejende nationalt-konservative Indstilling ved de preussiske Universiteter en betydelig Indflydelse bl. a. paa den i Verdenskrigen faldne Johannes Brock, hvis »Vorgeschichte der schleswig-holsteinischen Erhebung 1848« bærer Præg af Lehmanns humane Opfattelse og fordomsfri Bedømmelse af nationale Problemer. A. Frs.