Dietrich Schåfer døde 12. Jan. 1929 i sin Villa i Steglitz
ved Berlin. Født i 1845 i Bremen i yderst smaa Kaar arbejdede

han sig frem ved megen Energi, og efterat være bievet Seminarist drev han 1868_—72 Universitetsstudier, dog afbrudt ved Deltagelsei den tysk-franske Krig. I Gottingen udarbejdede han under Waitz sin Disputats om de danske Aarbøger fra den senere Middelalder (1872) og syslede allerede da med Besvarelsen af en Prisopgave om Die Hansestddte und Konig Waldemar von Danemark, der dog først udkom 1879; for første Gang var heri det store hanseatiske Kildestof udnyttet til en kritisk og omsigtigFremstilling, der vandt S. et smukt Navn. Han havde tillige overtaget at fortsætte Dahlmanns Danmarkshistorie og udsendte heraf to Bind (1893^—1902), som skildrer Tiden fra 1523 til 1648 og viser indtrængende Kundskab og megen Upartiskhed.1887 havde han udgivet Das Buch des lilbeckischen Vogts auf Schonen med en lærd Kommentar, hvori han bl. a. søgte at paavise de enkelte Feds Beliggenhed. Forinden havde han paatagetsig Udgivelsen af den tredie Række af Hanserecesserne (fra 1477); heraf udgav han selv de første 7 Bind (1881—1905). Fra dansk Side har man vist ham sin Anerkendelse ved at gøre ham til Medlem af »Danske Selskab« (1904) og af Videnskabernes Selskab (1913).

Prisskriftet havde banet S. Vej til Universitetsansættelse, og fra 1877 virkede han som Professor ved fire forskellige Universiteter, indtil han 1903 kaldtes til Berlin som Professor i Middelaldershistorie. Af sine Studier havde han uddraget den Lære, at Staten er Tyngdepunktet i Historien, mens det kulturhistoriske er underordnet (det førte ham bl. a. til at udtale sig meget nedsættende om Troels Lunds Værk, hvad denne besvarede i en vittig Antikritik). Hans egen Grundanskuelse har fundet sit Udtryk i hans to største Værker: Weltgeschichte der Neuzeit (2. Bd., 1907) og Deutsche Geschichte (2. Bd., 1910), som begge har vundet stor Udbredelse og er udkommet i talrige Oplag. Som Bremer var han meget interesseret i Kolonialhistorie og mente, at en Verdensstat ogsaa paa dette Omraade maatte vise sin Magt.

Under Verdenskrigen udfoldede S. en stor Virksomhed, fuld af Kritik over Regeringens Holdning, dens Betænkeligheder ved Undervandsbaadskrigen, dens Ængstelighed ved aabent at forkynde, at Maalet maatte være Udvidelser baade i Vest og Øst. Man forstaar, hvilket Indtryk paa ham Krigens Udfald maatte gøre; efter Revolutionen standsede han sin Virksomhed paa Universitetet, men fortsatte med des større Kraft som Forkæmper for de tysknationale Ideer. Hermed vedblev han til det sidste uden at føle den mindste Tvivl, som man ser af hans Mein Leben (1926).

Paa en ejendommelig Maade har S. grebet ind i dansk Videnskab. Da Carlsbergfondet, som havde paataget sig at hjælpe Fru Nina Bang til at udgive Sundtoldregnskaberne til 1660, ikke turde paatage sig at gaa videre, lykkedes det S. at tilvejebringe en tiaarig Indsamling, ved hvilken Værket skulde fortsættes, og der blev ogsaa lovet store Bidrag især fra Tyskland og Nederlandene. Ved Hjælp af disse er Indsamlingen og Bearbejdelsen af Stoflet fortsat, og trods en Afbrydelse ved Fru Bangs Ministertid og paafølgende Sygdom og Død, er der sikkert Haab om at naa til Afslutning. — Man kunde have midt den gamle Forsker den Glæde at have oplevet det. Kr. E.