Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 6 (1929) 1

1. Jacobus de Dacia, en landflygtig Graabroder fra Reformationstiden.

Af P. D. Steidl

Den 8. Maj 1552 møder os for første Gang i et Dokument et Navn, der har mere end almindelig Interesse for os. Under denne Dato skrev nemlig Franciskanerkustoden fra Mechoacån i Mexico, Fr. Angelus de Valencia, et Brev til Kejser Karl V fra Guadalajara, og Brevet er medundertegnet af Kustodens 4 Definitorer eller Raadgivere, Alfonso de Rozas, Antonio de Segovia, luan de Armellones og »Frai Jacobo de Dacia, diffmidor«1.

Tolv Dage senere, den 20. Maj 1552, finder vi Jacobo de Dacia's
Navn under en lignende Skrivelse2.

I 1558 udgav Franskmanden Maturino Gilberti i Mexico sin Bog: Tesoro Espiritual en lengua de Mechuacån, en el cual se contiene la doctrina cristiana y oraciones para cada dia, y el examen de la conciencia, y declaracion de la Misa3. Ogsaa i denne Bog støder vi forskellige Gange paa Broder Jakobs Navn. Folio 4 findes Ærkebiskoppen Montufars Imprimatur, dateret 10. August 1558. Ærkebiskoppen erklærer, at han stoler paa Censorerne, da han ikke selv forstod Sproget. Som Censorer fungerede Augustinerpateren Alonso de la Vera Cruz, Franciskaneren Jacobus Dacianus og de to Sognepræster Diego Perez Gordillo og Francisco de la Cerda. Folio 5 staar Provincialen, Francisco de Torals Approbation, som atter støtter sig til nævnte Censorer. Om Fr. Jacobo Daciano faar vi at vide, at han den Gang var Guardian i Tzintzuntzån. Folio 6 følger endelig Jacobo Daciano's paa Latin skrevne Approbation.


1 Cartas de Indias. Publlcalas por primera vez el Ministerio de Fomento. (Madrid 1877) 103—118. Tavle V.

2 Icazbalceta: Nueva colleccion de documentos para la historia de Mexico. (Mexico 1889) 216—219.

3 Bibliografia Mexicana del Siglo XVI. Primera Parte. Catalogo razonado de libros impresos en Mexico de 1539 å 1600. Con biografias de autores v otras ilustraciones por Joaquin Garcia Icazbalceta. (Mexico 1886) 88.

Side 274

Mere siger en anden Bog af samme Forfatter, der blev trykt det følgende Aar (1559)1: »Dialogo de doctrina cristiana en la lengua de Mechuacån. Hecho y copilado de muchos libros de sana doctrina por et M. R. P. Fr. Maturino Gilberti de la Orden del Seråfico Padre S. Francisco. Trata de 10, que ha de saber, creer, hacer, dexar y abhorrecer el cristiano. Va preguntando el discipulo al maestro« som folio 111 indeholder de to Censorer, Fr. Alonso de la Vera Cruz's og Fr. Jacobo Daciano's Approbationer. Sidstnævnte roser Bogen meget og siger, at han ved nøjagtig Gennemlæsning ikke havde fundet en eneste Fejl i Bogen, »og da han allerede i 16 Aar havde prædiket i Landet og uddelt de hellige Sakramenter«, mente han at forstaa Sproget. Deraf fremgaar, at Jacobus kom til Mechoacån i 1543.

Denne Jacobus Dacianus var altsaa Indianermissionær i Mexico. At han ikke blot kunde skrive Bogapprobationer, men var en af de førende Mænd, viser hans Manuskripter, hvori han med Liv og Sjæl kæmpede for sine elskede Indianere. At han i Stridens Hede indtog en Særstilling blandt sine Medbrødre, gør hans Skrifter endnu mere interessante. Jacobus Dacianus er ligefrem en Pioner i Missionshistorien. Indianerne i Mexico var de første »Vilde«, den civiliserede Verden stødte paa. Et helt nyt Problem forelaa nu. Skulde disse »Vilde« behandles som Mennesker eller Dyr? Der gaves saadanne, som paastod det sidste. Missionærerne bekæmpede dette Standpunkt, men de vovede kun at meddele dem Daaben. For de mere ophøjede kristne Sandheder var de ifølge deres Opfattelse ikke modne endnu. Provincialkoncilier forbød derfor ligefrem at meddele den hellige Kommunion til Indianerne. Herimod optraadte, som vi senere skal se af Biografierne, Jacobus Dacianus. Imod al Praksis vovede han at give sine Indianere den hellige Nadver. Ingen Franciskaner, ingen Augustiner havde hidtil vovet det. Jacobus talte saa længe Indianernes Sag, at man tillod ham et Forsøg paa hans eget Ansvar. Og han fik Ret. Det varede ikke længe, inden alle fulgte hans Eksempel.

Men Jacobus vilde opnaa endnu mere for sine Indianere. Han ønskede, at de dueligste og bedste af dem skulde have Adgang til Ordensstanden og Præstedømmet, men fik derved alle sine Medbrødre imod sig. Franciskanerne havde en Ordenskonstitution,der gik ud paa, at ingen Indianer eller Mestits kunde indtræde i Ordenen. Og skulde imod al Forventning alligevel en saadan Optagelse finde Sted, skulde den ikke have


1 Icazhalceta: Hihliografia Mexicana 89.

Side 275

nogen Retskraft. Endog en Spanier, der var født i Mexico, kunde meget vanskelig finde Optagelse i Ordenen. Det første mexikanske Provincialkoncil i 1539 bestemte, at en Indianer eller Mestits blot kunde modtage de lavere Vielser. Det var denne systematiske Udelukkelse, der bekæmpedes af Jacobus Dacianus. Skønt han stod helt alene, vilde han alligevel tage Kampen op og skrev derimod. Saaledes fremkom hans »Declamacion del Pueblo Bårbaro de los Indios, que habiendo recibido el Bautismo, dexan recibir los demas Sacramentos«. Manuskriptet fik af Provincialen intet Imprimatur og blev aldrig trykt; men det eksisterer endnu i Bibliotheket i Tlatelulco. Beristain y Souza fandt det i det mindste der1. Dog Jacobus Dacianus kæmpede videre og vilde naa sit Maal. Men han fik en overlegen og saglig Modstander i sin forhenværende Provincial luan de Gaona, om hvem hans Lærere i Paris havde sagt: »Sufficit mihi unicus Gaona«2.

I et Provincialkapitel kom det til et heftigt Sammenstød og Opgør mellem Indianervennen og hans Modstandere. Jacobus blev skarp og bitter og betegnede Modparten ligefrem som Kættere. Disputationen maa have fundet Sted i Begyndelsen af 15533. Hvem der skulde vinde Sejrens Palme, kunde let forudses. Broder Jacobus stod alene, og han tabte sin Sag. Skønt han var Definitor, idømtes han en offentlig Bod, som han villig tog paa sig4.

Disputationens Forløb og Broder Jakobs Standpunkt kender vi af luan de Gaonas Manuskript: »Antidota quarundam Propositionumcuiusdam famigeratissimi Theologi. Mexico. Kai. Maj. 1553«. Beristain y Souza saa, læste og beskrev Manuskriptet5. Ogsaa Icazbalceta omtaler det i sin Bibliografia Mexicana6. Gaona begynder sin These paa følgende Maade: »Incipit Antidotumprimum ad primam adversarii Propositionen!: Fundare fidem


1 Biblioteca Hispano Americana Setentrional. Por el Doctor D. José Mariano Beristain y Souza. Segunda Edicion. Publicala el Presbitero Br. Fortino Hypolito Vera, Cura Vicario foraneo de Amacameca, Miembro de varias Sociedades cientiflcas y literarias. I. (Amecameca 1883) 371. — Robert Streit: Bibliotheca Missionum I (Miinster 1916) 107. — Marcellino da Civezza: Saggio di Bibliografia geografica, storica, etnografica Sanfrancescana. (Prato 1879) 135.

2 Historia ecclesiåstica Indiana, obra escrita a fines del Siglo XVI por Fray Geronimo de Mendietta de la Orden de San Francisco. La publica por primera vez loaquin Garcia Icazbalceta. (Mexico 1870) 450, 690, 691.

3 Historia ecclesiåstica Indiana 415, 622, 689. 691. — Robert Streit: Bibliotheca Missionum. I 107, 108.

4 Historia ecclesiåstica Indiana 450.

5 Biblioteca Hispano Americana Setentrional II 16—18; I 371.

6 Bibliografia Mexicana 238—240.

Side "276

Jesu Christi sine sufflcientibus ministris et sine usu Sacramentorum
ad salutem necessariorum est fundare fldem sine Spiritu sancto.«

Hvor skarp den ellers saa milde Jacobus Dacianus kunde blive, ses bedst af Gaonas Slutningsapostrofe: »Pater Jacobe, religiose, senex, sacerdos et quondam mihi amicitia conjunctissime, te quam humillime rogo, quid est in causa, ut adeo acerrime in omnes nos inveharis et pertinaces et. haereseos crimine nos irretitos confingas«1.

Paafaldende er Maaden, paa hvilken denne Strid omtales af Samtiden. Vi kan allerede se den paa Titlen af Gaonas Apologi: »Antidota quarundam Propositionum cuiusdam famigeratissimi Theologi.« Jacobus Dacianus nævnes ikke direkte med Navn, og der ydes ham ogsaa al Anerkendelse, idet han betegnes som en »meget berømt Theolog«. Ogsaa Mendietta omtaler Disputationen; men heller ikke han navngiver i denne Forbindelse Jacobus Dacianus og kalder ham kun »en meget lærd udenlandsk Theolog«2.

Om Jacobus Dacianus' Liv og Arbejde hører vi gennem to af
hinanden uafhængige Beretninger, begge skrevet af Mænd, der
personlig havde kendt ham og altsaa vidste Besked.

Den første stammer fra Diego Murioz, som i 1581 var Guardian i Axixique. Han stod ogsaa i Brevveksling med Ordensgeneralen Gonzaga, og hvad denne i 1587 skrev om Jacobus Dacianus3, skylder han vistnok Muftoz. Indre Grunde bekræfter denne Hypothese, thi begge skriver det samme, Gonzaga kun i en mere sammentrængt Form. Da Mufioz' Værk naar til 1585, maa det være fuldendt i nævnte Aar. Man kendte ikke noget til dette Manuskript, før Autografen for nogle Aar tilbage fandtes i Italien. Atanasio Lopez offentliggjorde den i 1922 i Archivo Ibéro-Americano4.

Mufioz' Artikel om Jacobus Dacianus indeholder i Hovedsagenfølgende: Jacobus nedstammede fra det danske Kongehus. Han talte flydende Latin, Græsk og Hebraisk. Han indtraadte i Franciskanerordenen og blev Provincial i sit Hjemland. I Reformationstidendisputerede han »mange Aar« ivrig med Protestanterne,blev forfulgt af dem og forfulgte dem. Ved en bestemt — nærmere omtalt — Lejlighed var det næsten et Vidunder, at han


1 Bibliografia Mexicana 239.

2 Historia ecclesiåstica Indiana 450, 690, 691. Af den lærde Gaonas Manuskripter blev kun et eneste trykt: Coloquios de la Paz y tranquilidad cristiana en lengua mexicana. Bibliografia Mexicana, 237.

3 De origine Seraphicae Religionis. (Rom 1587) col. 1286.

4 Archivo Ibéro-Americano. Estudios Historicos sobre la Orden Fran<;iscana en Espana y sus Misiones. Julio—Agosto 1922. Num. 1,11, Vol. JKXXVIII. (Madrid 1922) 341—425.

Side 277

undgik Døden. Fordrevet fra sit eget Fædreland rejste han til Fods fra det ene Land til det andet, indtil han tilsidst naaede Spanien. Ved Kejser Karl V's Anbefaling kom han til Spanien; thi Kejseren tog Hensyn til »hans Fromhed, Kundskaberog høje Adel«. Først arbejdede han i »nogle Aar« i Mexico, der var den største af de 5 mellemamerikanske Ordensprovinser, derefter kom han til Mechoacån og lærte i kort Tid og meget godt Tarascasproget. Han var den første, som gav disse Folk den hellige Nadver. Da han var Guardian i Tzintzuntzån, befalede han at forberede alt til en Sørgegudstjeneste i Kirken. Og han holdt en Sjælemesse for Kejser Karl, før Efterretningen om hans Død var kommet til disse Lande. Han døde som Guardian i Tarequato, og der ærer man Broder Jakob, »som om han var en kanoniseret Helgen«.

Den anden Kilde er Mendietta, som 1554—1570 opholdt sig i Mexico: »Der lærte jeg en anden stor Theolog og Guds Tjener at kende, Fr. Jacobo Daciano, som er hjemmefødt i Danmark og tilhører det derværende regerende Kongehus. Han var allerede den Gang Provincial, da han ved Synet af den Skade, Hæresiet anrettede, og ved Efterretningen om Mexicos Opdagelse, med Kaj ser Karl V's Tilladelse kom derhen som Missionær. Derfor bad han ogsaa altid for Kejserens Vel paa en særlig Maade og fik Besked om Kejserens Dødsdag og holdt Sørgegudstjeneste for ham samme Dag, som denne døde. Han var den første, der meddelte Tarascastammen den hellige Nadver og talte meget pænt dette mexikanske Sprog«1.

Ogsaa Torquemada omtaler temmelig udførligt Jacobus Dacianus. Skønt hans Bog først udkom i 1613, er den ikke uden Værdi. Han siger selv i Prologen, at han kun ved flittig Granskning i Klosterarkiverne havde fundet Efterretninger om de første Missionærer2. Antonio Daza3 følger trofast i hans Fodspor. Den mest udførlige Biografi fik Jacobus Dacianus nogle Aar senere af Alonso de La Rea, der kunde skrive 30 Sider om hans Liv4. Disse sene Forfattere fortæller endnu forskellige Enkeltheder fra Broder Jakobs Liv. Men da de ikke kan kontrolleres, skal de forbigaas her.


1 Historia ecclesiåstica Indiana 377.

2 Monarchia Indiana. Compuesto por Fr. Juan de Torquemada. (Madrid 1613).

3 Cronica general de N. P. San Francisco y su Apostolico Orden. Compuesta por Fr. Antonio Daza. (Valladolid 1617).

4 Cronica de la Orden de N. S. Seråfico Padre S. Francisco. Provincia de San Pedro y San Pablo de Mechoacån en la Nueva Espana. Compuesta por el P. Lector de Teologia Fr. Alonso de La Rea. (Mexico 1643).