Det danske Folks Historie. Skrevet af danske Historikere. Red. Aage Friis, Axel Linvald, M. Mackeprang.

I sit Foredrag ved det nordiske
Historikermøde ifjor gjorde Kr. Erslev
opmærksom paa, hvorledes den danske
Historieskrivnings Storværk fra Aarhundredeskiftet
trods de otte Forfatteres
Forskelligartethed set mere paa
Afstand alligevel havde faaet et umiskendeligt Enhedspræg.
Hvorvidt noget lignende efter tyve Aars Forløb vil kunne siges
om det nye Samlingsarbejde, der under Redaktion af Aage Friis,
Axel Linvald og M. Mackeprang og »skrevet af danske Historikere«
er begyndt at udkomme paa Chr. Erichsens Forlag, lader
sig naturligvis ikke afgøre nu, heller ikke efter at VIL Bind —
»Det danske Folk under den fri Forfatning« — foreligger afsluttet.
Men sandsynligt er det egentlig ikke. Allerede Bidragydernes Tal
er blevet afgjort større; medens »Danmarks Riges Historie« efter
Planen skulde skrives af syv Mænd, har »Det danske Folks Historic«
atten paa sit Prospekt. Og det drejer sig vist alligevel om Skribenter
af mere forskellig Slags end forrige Gang, selv om det
ogsaa nu er Universitetet, Skole, Arkiv, Musæum og praktisk
Politik, der er repræsenterede mellem dem; nyt er det i hvert
Fald, at Folkehøjskolen ogsaa kommer med. Samtidig vil Stoffets
stærkere Opdeling mellem Forfatterne utvivlsomt give et
mindre ensartet Billede, og den paa sine Steder manglende kronologiske
Afgrænsning af deres Emner kan let bringe Modsigelser
ind. Saaledes hævder H. P. Hanssen i det foreliggende Bind i
Overensstemmelse med Venstretraditionen, at Bismarck betragtede
Københavns Befæstning med Mistro (S. 305), medens Dr.
Munch fra Gehejmelegationsraad Vedels Redegørelse til Rigsdagen
for den danske Udenrigspolitik fra 1866 til 1879 kender
en authentisk Bemærkning om, at han »ingenlunde sympatiserede
med dem i Danmark, der ansaa Hær og Flaade for unyttige Statsindretninger«
(S. 230).

I Værkets Titel ligger der utvivlsomt noget af et Program. Det er Folkets Liv, Samfundets fredelige Udvikling, der væsentlig skal fortælles om. Men som altid gør man under Læsningen den Erfaring, at Forskellen fra en almindelig historisk Fremstilling næppe er til at faa Øje paa. Maaske indeholder »Det danske Folks Historie« forholdsvis mere om »den økonomiske Udvikling«, »det danske Folks Livsvilkaar« end om andre Spørgsmaal, men enten det er Povl Engelstoft, der her skriver om Aarene 1848^—64, eller P. Munch, der behandler Tiden 1864_—1914, har disse Afsnit en Tilbøjelighed til at blive statistisk Sammenstilling, ikke historisk Skildring. Dermed er ikke sagt, at de to Forfattere her har gjort daarligt Arbejde, navnlig Dr. Munchs Del af Bogen rummer ikke noget ringe Materiale, men det er underligt, at vore hjemlige Skribenter ikke af Karl Lamprechts »Geschichte der jiingsten Vergangenheit und Gegenwart« har lært, hvorledes virkelig »Kulturhistorie« skal og kan skrives, ogsaa naar det gælder de nyeste Tider.

Paa et andet Punkt kommer Vanskelighederne ved at føre et forøvrigt fuldt forsvarligt Princip ud i Livet, tydeligt frem. Det vil nu utvivlsomt almindeligvis blive anset for rigtigt, at Værkets Redaktion har besluttet at fortsætte Fremstillingen lige op til vor egen Tid. Forsøg i den Retning er allerede tidligere bleven gjort baade ude i den store Verden og i vore nordiske Nabolande. Men det viser sig, at paa visse Punkter skorter det paa Materiale. Dr. Munchs Kapitel om »Det danske Folk og Udlandet 1864^—-1901« er fuldt tilfredsstillende, saalænge han har den af Prof. Friis publicerede fortræffelige Aktsamling »Det nordslesvigskeSpørgsmaal 1864_—79« samt »Bismarck und die NordschleswigscheFrage 1864^—79« at holde sig til. Efter nævnte Slutningsaar stopper det op. Og Grunden er ikke alene, at Firserneog Halvfemserne var en ret død Tid diplomatisk set. Fredensborgvar maaske ikke saa ganske blottet for politisk Betydning,som Forfatteren mener. Det er her blot saa uendelig vanskeligtat faa fat i Traadene, men vi ved i hvert Fald, at Slottet ved Esrom-Søen spillede en Rolle i Episoden med de bulgarske Breve, der greb dybt ind i Tysklands og Ruslands gensidige Forholdved Slutningen af Firserne. Og vort Lands Stilling under den storpolitiske Konflikt, som i Juni 1898 fik Ministeriet Horring til at købe Ammunition og styrke Trekroners Kasematter, og som hen paa Somren krystalliserede sig i Fashoda-Krisen, kunde maaske nok kræve en lige saa indgaaende Redegørelse som visse Facer af Forhandlingerne om Art. V i Tresserne. Vi ved bare saa urimelig lidt om den; her er Udenrigsministeriets Arkiv

lukket, og Hovedkilderne ligger maaske ogsaa andre Steder
end dér.

Det er samtidigt et Spørgsmaal, hvorvidt Redaktionen har handlet rigtigt ved at lade Politikere skildre de Begivenheder, de selv har taget aktiv Del i; foreløbig har det medført, at H. P. Hanssen i sit smukke Kapitel om »Sønderjyderne under Fremmedherredømmet«, ikke har ment at kunne give sig selv den Plads, han skulde have i en Skildring, der forøvrigt overlegent uhildet og upaaklagelig upartisk gør Rede for de dybtgaaende Brydninger mellem de danske Nord-Slesvigere samtidig med, at hans personlige Erindringer om de forskellige førende Mænd giver hans Fremstilling af ellers velkendte Begivenheder en egen Tone.

I en vis Forstand bliver det Povl Engelstoft, som med sit Kapitel om »Det danske Folk 1848_—64« i dette Bind har formaaet at tage Nyland ind. Der er kommet meget Materiale til i de senere Aar og en samlet og virkelig historisk Behandling har Perioden ikke været underkastet, siden Neergaard skrev »Under Junigrundloven.« Ganske uomtvisteligt har Engelstoft tegnet sit eget Billede af Tiden. Det kan have sine Mangler. Det falder til Tider ved spredt Behandling af de samme Forhold noget fra hinanden, og Begivenhederne i Tre-Aars-Krigen kommer ikke til deres Ret. Men Forfatteren kan karakterisere Personlighederne paa sin egen Maade, og hans Domme f. Eks. om Dansk og Tysk i 1848 og Sprogstyret i Slesvig former sig tidt træffende rigtigt, navnlig er hans Fremstilling af de National-Liberales Indsats i Udviklingen ogsaa af Halls Politik bygget paa en langt dybere og sandere Forstaaelse, end man hidtil har mødt. Saa meget mærkeligere er det, at han henfalder til den almindelige Misforstaaelse at tro, at »Fallitten [1864] blev Seglet paa en Dødsdom ogsaa over deres indre Politik«, og (S. 39) at »en Klasse var faldet« i nævnte Aar. De national-liberale Tanker blev nemlig übestrideligt ved at præge baade Forfatnings- og Ydrepolitiken ogsaa under konservative Ministerier i Tresserne. Det er Dr. Munch i Virkeligheden ganske klar over i sit Afsnit og fremhæver det navnlig for den udenrigske Udviklings Vedkommende S. 185^—186, men den gennemsete Grundlov fra 1866 er jo ogsaa et ægte Barn af de valgpolitiske Anfægtelser hos de National-Liberale, som Forfatteren selv skildrer, hvor det drejer sig om Kommunestyret (S. 118^—119), og som allerede blev bestemmende for November- Forfatningens herhenhørende Paragraffer.

Nogle almindelige Bemærkninger S. 29 om Vedtagelsen af
Juni-Grundloven rejser uvilkaarligt et Spørgsmaal af nogen
Rækkevidde: Kan man tale om »de sytten Aar, Danmark levede

under den«, som en særlig Periode? Det er det, Neergaards bekendte Værk bygger paa ogsaa i selve sin Titel, men er det rigtigt andet end rent forfatningsretsligt set; med andre Ord: Hvor meget betød Juni-Grundloven i sin egen Tid? — Den gjaldt übeskaaret for Kongeriget alene fra 1849 til 1855, Aar, der var fyldt med Krig, Freds- og Arvefølgeforhandlinger og Forfatningskampe, og da Landet styredes af Mænd, som fjærnede sig mere og mere fra dens Tanker. Det var i denne Periode af meget ringe Betydning, under hvilken Grundlov Landet levede. Og efter 1855 laa Tyngdepunktet, som Povl Engelstoft ogsaa rigtigt fremhæver S. 97, i Rigsraadet. Utvivlsomt betyder Aaret 1866 Afslutningen paa en bestemt Udvikling, men det er væsentlig den, hvis Oprindelse bunder i Helstatstanken. Det er ud fra Betragtninger som disse, at man spørger: Er Betydningen af Juni-Grundloven for Samtiden ikke bleven overvurderet, ligger den ikke snarere deri, at den gennem snart et halvt Aarhundrede efter 1866 blev et Bannermærke for Demokratiet, en straalende Top, man »atter« vilde op til, men hvor man egentlig aldrig havde været ? Povl Engelstoft er muligvis ikke saa langt fra lignende Synsmaader (S. 29), men Spørgsmaalet bør engang for Klarheds Skyld stilles op og belyses saa skarpt som muligt. " Erik Møller.