Sofus Høgsbro: Brevveksling og Dagbøger udgivet af Hans Lund. I—II. 1923-25.

Langsomt, saare langsomt rykker
den parlamentariske Trediveaarskrig
op i Rækken af historisk belyste Perioder.Med
den Hastighed, der nu jager
Udviklingen frem, er den for længst
blevet Historie. Det gælder afgjort Tiden til 1894 og vel ogsaa
Aarene til 1901. De juridiske og sociale Problemer er modne til
historisk Belysning. Naar det alligevel tager Tid, før vi faar den,
skyldes det for en stor Del de personlige Hensyn. Der lever endnu
for mange af de Mænd, der stod forrest i Halvfjerdserne og Firserne,
til at de saglige Problemer ret vel lader sig løfte op i den skyggeløseLuft,
hvor Bedømmelsen foregaar sikrest. Men der er rigtignokogsaa
den Ulempe, at de virkende Hovedpersoner kun i
ringe Grad har skabt Materiale til Bedømmelsen. Høgsbro-Bogen
er den første Samling Breve og Dagbøger fra en af de store Venstreførere,og
det tør vistnok siges, at den vil blive staaende selvandeni
Litteraturen. Hørup har næppe efterladt sig andet end
sine Avisartikler og Taler, Holsteins Arkiv synes heller ikke at
eksistere, og efter Berg var der ikke store Sager. For at nævne
et Par Mænd i andet Venstregeled, saa holdes Krabbes og Lars
Dinesens Papirer tilbage eller er i ukyndiges Hænder. Derimod

vides det, at Frede Bojsen har nedskrevet en udførlig Beretning
om sin Deltagelse i Politik, uden at der endnu kendes nogen Bestemmelseom
dens Offentliggørelse.

Vi vil da efter al Sandsynlighed ikke for denne Periode faa noget tilnærmelsesvis tilsvarende til Brev- og Memoirestoffet fra 1848^—64. Der gemmer sig naturligvis en Del Breve rundt om i Privatarkiver — nævnes kan GI. Køgegaard, Orebygaard og Skaføgaard — men Udsigterne til betydningsfulde Erindringsværker er ikke lyse, og der er al Grund til at beklage det, selv om Historieforskningen, efterhaanden som den nærmer sig Nutiden, faar flere og flere Kilder af anden Art at øse af. I Syndfloden af Avis- og Rigsdagsstof vil det om en Person midtsamlede Brevog Erindringsmateriale altid bevare en høj Værdi, om ikke hvad de enkelte Fakta angaar, saa til Belysning af de personlige og aandelige Brydninger, der nu engang spiller saa stor en Rolle i politisk Historie.

Det er ikke uden dybere Mening, at det netop er Høgsbro, der har skabt en saadan Midtsamling. Medens Berg og Hørup var lidet historisk anlagte, og Holsteins Temperament og Maner virkede i samme negative Retning, var Høgsbro i udpræget Grad Pædagogen og Ræsonnøren, der baade af Behov og Tilbøjelighed samlede, optegnede og forklarede. Af de fern Venstreførere var han ikke alene den, der gennem Aarene traadte mindst frem, han var vel ogsaa den fattigste, naar Talen er om oprindelig, selvstændig politisk Begavelse. Det vil i hvert Fald være let hos hver af de fire andre at pege paa Forudsætninger, som Høgsbro manglede. Men hvis man ikke vidste det før, vilde Bogen her vise, at han som politisk Ræsonnør og praktisk Idealist staar meget højt blandt vore Politikere. Grundlaget for hans hele Politik er hans Tilegnelse af det grundtvigske folkelige Syn, medens han i religiøs Henseende aldrig blev Grundtvigianer. Han er revolutionær og højtflyvende nok i sin Krig mod den latinske Dannelse, den udanske Lærdom, men i hele hans Syn paa de praktisk foreliggende Opgaver, Taktikken og Maalene, er der en Realisme af jordbunden Redelighed, som ingenlunde har for mange Sidestykker i Politikernes Rækker. Han er Midtens Mand i Ordets bedste Betydning og i denne Egenskab endnu mere typisk end den yngre Politiker, der ellers her kommer ham nærmest og som naaede Partiets højeste Tinder.

Det Brændpunkt i Venstres Linier, hvorom Høgsbro-Bogen samler sig, er saare betydningsfuldt. Det er Grundtvigianismen. Anm. er for sit Vedkommende ikke i Tvivl om, at Grundtvigianismener den stærkeste, oprindeligste og mest ejendommelige

aandelige Strømning i det 19. Aarhundredes Danmark. Dens Betydning for aandelig, politisk og økonomisk Udvikling er overordentlig, om ikke altid lige let at spore, og dens Historie vil, naar den engang bliver skrevet, blotte meget i dansk Tænkemaadeog Civilisation til Hjerterødderne. Politisk virkede Grundtvigianismenopløsende paa Oktoberforeningstanken, der havde mange Muligheder for at slaa Rod, og hvis Udløbere kan følges gennem det sidste halve Aarhundrede lige til Nutiden, den blev i Halvfjerdserne og Firserne en Slags aandelig Generalnævner for Landets Venstre, den sluttede Forliget 1894, men var da alt i Opløsning, og i Sejrens Frugter 1901 fik den kun indirekte Del.

Man har sagt, at det er Høgsbro, der har gjort Venstre grundtvigsk, og det er vistnok rigtigt. Da han 1858 træder ind i Politik, stiller han sig straks paa Bøndernes Side mod Embedsmændene, men han er fra Begyndelsen af i bevidst Modsætning til de gamle Bondevenneførere. Mere og mere bliver det hans Maal at skabe et Parti med aandelig og folkelig Tilslutning til den grundtvigsknationale Vækkelse. Han vil gennem Carlsen drage Dele af Godsejerne med ind i Partiet, og han sysler i 60'erne med Planer om en aandelig Godsejerbevægelse, som virkeliggjort kunde have ændret Danmarks Historie i de følgende Aartier. Naar han vender sig saa skarpt mod Oktoberforeningstanken, er det mest fordi den synes ham uaandelig, og det maa ogsaa erkendes, at de ikke overvættes betydelige Mænd, der formidlede Tanken, i skæbnesvanger Grad manglede Samfølelse med de Lag af Folket, hvorfra Kildespringene randt. Begivenhederne 1866 blev for Høgsbro Udgangspunktet for en fuldt maalbevidst Kamp for at gøre grundtvigske Præster og Lærere til Folkets politiske Førere — og hermed var det moderate Venstres Linie afstukket for et Par Tiaar. Men ud fra Spaltningen J. A. Hansen-Høgsbro, Oktobermænd-Grundtvigianere byggede de ekstreme Retninger til begge Sider deres Politik, Berg-Hørup i Venstre, Estrup i Højre. Naar Høgsbro et Par Gange i afgørende Øjeblikke valgte radikalt og saaledes tilsyneladende forlod Midtens Vej, skyldtes det netop, at han frygtede det ekstreme Tilbageslag — det kom i 1895 hurtigere og stærkere, end han eller nogen havde tænkt sig.

De foreliggende Høgsbro'ske Papirer, der er udgivet med Statens Støtte, rummer Breve fra og til Høgsbro i Tiden 1858_—92 (nogle enkelte fra senere Aar) og Dagbogsoptegnelser for 1874, 1893 og 1895^—1901. Dagbogen for 1894, der har særlig Interesse, fordi Forliget sluttedes i det Aar, var ikke forhaanden ved Udgivelsenog ansaas for tabt, men er senere kommet til Stede og trykt i »Dansk Udsyn« VI (1926). Efter hvad Udgiveren meddeler

i Forordet, har Høgsbro ført Dagbøger ogsaa i Aarene 1847_—65, men de er meget kortfattede og er i det foreliggende Værk væsentligkun benyttede ved Udarbejdelsen af Noterne. De aftrykte Dagbøger er meddelt i Uddrag, der dog maa anses for ret udførlige.Man maa naturligvis her stole paa Udgiverens Skøn; det maa erkendes, at der ikke er mange Steder, hvor man vilde have taget mindre med — i modsat Retning kan man jo ikke udtale sig uden Kendskab til Materialet. Brevstoffet fordeler sig ret ligelig mellem Breve fra og til Høgsbro; for de førstes Vedkommende har Udgiveren maattet henvende sig flere forskellige Steder og synes at have haft Held med sig. Der vilde dog vistnok kunne fremskaffes et fyldigere Stof her, og det er maaske ogsaa sandsynligt,at flere af Brevene til Høgsbro kunde være erstattet af Breve fra ham selv, thi disse sidste synes afgjort de interessanteste. Høgsbros Brevstil er saare langt fra at være glimrende — han lægger absolut ingen Vægt paa at sætte sig i Positurer, som ellers ikke sjælden i den Udtryksform. Men den ærlige, lidt tørre Pædagogog jævne Fortolker, som vi kender fra »Dansk Folketidende«, skinner ogsaa her igennem, og man faar gennem Brevene bl. a. til Hustruen, Johan Grundtvig, J. L. Knudsen, Bjørnson o. fl. ikke alene et nogenlunde sammenhængende Billede af hans egen politiske Personligheds Udvikling, mest i de tidligere Aar, men ogsaa smaa Rundskuer over Tidens Mænd og Tanker. Af Brevene til ham kan fremhæves Joh. Grundtvigs med deres haardkogte Nationalliberalisme, den uforsonede og lidenskabelige Idealist Termansens, Carlsens med deres ejendommelige Blanding af Folkelighed og en næsten brøsig Godsejertone, Bjørnsons, i andet Bind Frede Bojsens o. s. v. En Del Breve fra Sønderjyder giver, i Forening med Høgsbros, Bidrag til Danskhedens, bl. a. KlosterpolitikernesHistorie.

Men, som sagt, Høgsbros egne Breve giver det fyldigste Udbytte. Med sin jævne Skønsomhed har han ikke faa Steder fastslaaet Resultater og Udsigter saaledes, at Historien har maattet godkende det. Man kan pege paa Brevene fra 60'erne, paa flere af de ældre Rødding-Breve, paa Brevet til Pastor Briicker 1892 o. s. v.

Dagbøgerne indeholder ■_— i adskilligt højere Grad end Kriegers — en hel Del Referater af den Slags Samtaler, som fylder mere, end de vejer. Historikeren maa udnytte dem med stor Forsigtighed, i mange Tilfælde er de netop kun Ord. Maaske burde der her være strøget mere, end sket er. Imidlertid, til Belysning af Stemninger, som Rygtebarometer kan sligt altid have Interesse, og der er ved Siden deraf en Mængde faktiske Oplysninger, som gør disse Dag-

bøger til en betydningsfuld Kilde for Aarene mellem Forliget og Systemskiftet. Et af de mange Indtryk, man faar gennem dem,, er, at Tanken om et Koalitionsministerium har ligget stærkt fremme i Dagen, og at det egentlig er forbavsende, at den ikke blev til Virkelighed — det skyldes sikkert mest Motiver af mere personlig end politisk Karakter. Ministeriet Deuntzer var for saa vidt en større Sejr for Venstre, end Samtiden var klar over.

Udgivelsen af Høgsbros Papirer har været fuldt begrundet i Mandens og Materialets Betydning, og Udgiveren har skilt sig vel derfra. Noterne kunde have været udførligere og bl. a. givet flere Henvisninger til anden Litteratur, men med den Begrænsning, de har, giver de i hvert Fald den almindelige Læser tilstrækkelig Vejledning. Det er at ønske, at Høgsbros Livsgerning før eller senere maa blive Genstand for en Monografi, der da kan udnytte og supplere det foreliggende Værk. En saadan Monografi vilde for den midterste Parts Vedkommende faa Tilknytning til en anden, der ogsaa bør skrives, om H. R. Carlsen. Der ligger Stof til den paa GI. Køgegaard, og den vilde, skrevet med fornødent Vidsyn, belyse mærkelige Overgangsaar i dansk Historie, da Grundtvigianere og Oktobermænd brødes og Trediemand høstede Fordelen deraf.