Man har anført som en af Modsætningerne mellem Dronning Victoria og Kong Edward VII, at Sønnen foretrak mundtlig Forhandling med Ministrene, Moderen skriftlig; den sidstnævnte Form krævede mere Tid, og den uddybede sikkert ogsaa tidt Meningsforskellene, men historisk set har den haft den uskatterligeFordel, at den har affødt et vistnok enestaaende Brevmateriale. Det er Prinsgemalens Fortjeneste, at han fra første Færd har bevaret og ordnet dette, og Enkens næsten religiøse Pietet for

den afdøde Mand har bevirket, at baade blev de oprindelige Skatte sikrede mod Undergang og nye lagt til efter de engang fastslaaede Regler. Med denne uforlignelige Kilde til Englands Historie i 19. Aarh. blev man for Perioden indtil Slutningen af 1861 allerede bekendt i 1907 gennem det Udvalg af Brevene i tre Bind, som Arthur Christopher Benson og Viscount Esher dengang med Kong Edwards Bemyndigelse offentliggjorde, og hertil er der nu nitten Aar senere (hos John Murray) kommen en Fortsættelse ito Bind: Letlers of Queen Victoria. Second Series. A Selection from Her Majesty's Correspondence and Journal between the Years 1862 and 1878. Udgiveren er George Earle Buckle, kendt som Disraelis Biograf.

Værkets ydre Udstyrelse og Principerne for Udgivelsen er uforandrede, men Materialets Karakter er til en vis Grad ændret. Saa længe Prins Albert levede var — som Dronningen skriver 10. Jan. 1862 — »intet blevet gjort uden hans kærlige Raad og Hjælp«; i Virkeligheden er det ham, der i Brevene fra de første Bind har ført Pennen. Man følte det allerede ved Læsningen af disse; den ydrepolitiske Kundskabsfylde, hvormed de var underbyggede, den ganske vist noget pedantiske Stringens, hvormed de var affattede, var mere, end man kunde vente af Dronningen. Nu er Forskellen tydelig i de nye Bind, der begynder med Tiden umiddelbart efter Prinsgemalens Død. Dronning Victoria erkender det selv (25. Nov. 1862) og sørger over, at hun skal »skrive dette uden ham og i saa meget ringere en Stil end hans beundringsværdige Memoranda«. Hendes egne Breve bliver færre; en Del af Korrespondancen gaar over til Sekretærerne, og Dagbogen, i hvilken hun letter sit Hjærte for alt, baade Enkeklager og Henvendelser til Himlen, og beskriver Stats- og Familiebegivenheder (samt de Toiletter, hun bar ved disse Lejligheder), spiller en større Rolle.

Imidlertid forringer dette ikke Samlingens Værdi som historiskKilde. Prins Alberts Meninger om Begivenhederne er ikke det centrale i Englands Historie i Fyrrerne og Halvtreserne. DagbogensGengivelser af Samtaler med Ministrene ligesom disses skriftlige Indstillinger og Referater til Dronningen indeholder udmærkede Bidrag til Tresernes og Halvfjersernes Historie, navnlig vedrørende udenrigske og kirkepolitiske Forhold, der havde Dronningens særlige Interesse, selv om hun ingen af Stedernesaa dybt i Spørgsmaalene. Noget afgørende nyt kan Brevenenaturligvis ikke bringe til Belysning af en Periode, hvor der allerede foreligger en Række fyldige Statsmandsbiografier, navnlig gælder dette de Aar, hvor Disraéli anden Gang var Premierminister,og

minister,oghvor hans næsten daglige Korrespondance med Dronningen om det orientalske Spørgsmaal allerede er kendt fra Monypennys og Buckles store Levnedsskildring af ham. Men baade angaaende Hohenzollern-Kandidaturen i 1870 og London-Konferencen 1864 indeholder Samlingen Breve, der übestrideligt uddyber Opfattelsen.

Udover Aaret 1864 finder man næsten intet om danske Forhold i de nye Bind; der er et enkelt Brev fra Prinsessen af Wales (II 648), og Disraeli omtaler 31. Juli 1867 det franske Forsøg paa at faa Gang i Forhandlingerne om Paragraf Vs Opfyldelse.