Indledning.

De gamle gottonske Folks Evne til at fastholde en saglig
historisk Traad taxeres ofte ret lavt. Vi kan tage nogle
Stikprøver.

Scherer i »Geschichte der deutschen Litteratur« (6. Opl.) 22: »Junge Volker haben so wenig ein Gedåchtnis wie die Kinder«. — Miillenhoff i »Deutsche Altertumskunde« 111 332 om den frankiske Folketavle (den yngre Mannungstamtavle), »ein kunstliches Gebåude«: »Schon weil Franken, Alamannen, Romanen und Britten zusammengeworfen werden, hatten Merkel und andere sich billicher weise nicht darauf wie auf ein zeugnis fur die stammverwandtschaft der volker berufen sollen«. — Maurer i »Zeitschrift fur deutsche Philologie«II (1870) 447 om det engelske Remsekvad Vidsid: »Ich kann mich nicht davon überzeugen, dass ein Gedicht, welches in trockenster Weise eine Nomenclatur von HeldenundVolksnamen zusammenstellt, .... bereits in 7. Jahrhundertsollte entstanden sein«. — Jessen i »Undersøgelser til nordisk oldhistorie« (1862) 50 om Vidsid: »Oldforskerne (er) løbet med limstangen ved at fastsætte ethnographiske forhold efter dette digt. Det er nemlig lavet paa den maade: en munk eller præst samlede af alle mulige sagn og af sin smule latinske lærdom alle de navne paa folkefærd og konger, han kunde opdrive, tog navne paa helteslægter og forældede episke udtryk for »mænd«, »krigere«, »søfolk« med, i den

tro, det var folkenavne, og kørte alt det sammen i en liste, hvor rimbogstaver og indfald raadede for ordningen. Af den liste faar vi vink om, hvilke sagn Angelsakserne kendte, naturligvis de samme som andre tyske folk, og som nordboerne.Af den liste ses de angelsaksiske former af en hel del navne, naturligvis de former, vi kunde regnet ud efter lydlovene. Af den liste læres ikke ethnographi. Den gaar rent ud. Vi lader, som den ikke var til«. — Axel Olrik i »Kilderne til Sakses oldhistorie« (1892) 109 om Saxes Forgængere:»Ser vi . . på den hele literære situation, på Svend Ågesøns stærke ord om vanskeligheden af at skabe en fuldstændigkongerække, på Lundeårbøgernes og de andres famlendeforsøg i oldhistorien, — saa viser en altomfattende kongerække før Sakse i den ene eller anden form sig som noget yderst usandsynligt. Og naar vi tager hensyn til, hvilken mængde forskelligartet — dansk og norrøn — overlevering denne kongerække indeholder, vokser denne usandsynlighed i høj grad. Hvem uden Sakse kunde tilegne sig og ordne dette stof?«

Jeg vil nu langtfra paastaa, at de citerede Forfatteres Opfattelser danner en Enhed; men i det store og hele kan vi dog vel af Citaterne uddrage omtrent følgende Fællesdom: at søge en historisk Sammenhæng fra Mannungstamtavlen paa Kristi Tid over Vidsid til Saxes norske Æventyrkilder turde være spildt Umage. Der kan være nogen Artsforskel i Indholdet, — snart folkelig Fantasi, snart lærd Opdigt, men en virkelig historisk Traad søges forgæves.

En saadan Synsmaade imødegik jeg energisk i min Disputats »Oldsagn om Godtjod« (1907), hvor jeg netop søgte at paavise Traaden fra Mannungstamtavlen over Vidsid ind i norsk Sagnoverlevering. I »The Journal of English and Germanic Philology« (1912) har jeg nærmere prøvet Vidsids etniske Baggrund, og i »Arkiv for nordisk filologi« XXXVI 1 ff„ hævder jeg, at Vidsid danner Grundlaget for talrige Overleveringer, f. Ex. Slægtssagnet om Hengest, Angantyrs Brødreflok, Kålfsvisas Rytterliste osv. Alt dette

har foreløbig været forgæves. Forskningen har fulgt Olrik i hans epokegørende metodiske Fremskridt af 1892, Paavisningenaf Saxekildernes Tvedeling i en dansk og en norsk Gruppe. Men videre ikke. Da Olrik udtalte, at forud for Saxe ligger Kaos, saa troer Forskningen fremdeles paa Kaos.

Dog er jeg nys stødt paa ét virkeligt Fremskridt, — vel at mærke: udenfor de faglærte Sagnforskeres Kres. Seminarielærer Albert Jensen i Jelling har skrevet et Stykke om »To danske Varianter af Hildsagnet«, som er optaget i norsk »Historisk Tidsskrift« (1925) 364 ff. Deri paaviser han, at det er galt, naar Olrik siger om Hading: »I dansk overlevering findes intet spor af hans tilværelse«. Dette Fund, som jeg selv havde famlet efter, men ikke kunnet naa til, ydede nu Slutstenen paa mine egne lagttagelser om Vidsid-Stammen og stadfæstede min Opfattelse fra 1907 over al Forventning.

Naar jeg fra Filologerne vender mig til Historikerne,
vil de vel forbauset spørge, hvad den Slags Sagnforskning
vedkommer dem? Det er dog mere, end de troer.

Mannungstamtavlen er ganske vist Myte, Stamsagn. Men den mytiske Form er ikke det centrale. Det er en blot og bar Skabelon, som dækker over et Stykke historisk Geografi af den mest saglige og prosaiske Art. Og dette Stof fra Kristi Tid dukker op igen en 6-700 Aar senere, ikke et Haarsbred fremrykket i Retning af Fantasi og Æventyr.

Samtidig viser det sig omsat til Rejseskildring i Remsekvadet Vidsid. En opdigtet Rejserute, unægtelig. Men dog ikke Sagn-Fantastik, stadig blot Skabelon om noget rent sagligt og prosaisk: en Fremstilling af Digterens geografiske Synskreds.

Til Rejseskildringen knyttes endvidere en Fyrsteliste. I den findes nok indflettet enkelte Mytefigurer, f. Ex. fra Hjadningsagnet. Men ellers er de Personer, der kan identificeres,rent historiske: Hunnerkongen Attila, Goterkongen

Ermanrik, Burgunderkongen Gibika (kendt Ira en senere Burgunderkonges officielle Opregning af Forgængere), GrækernesKejser, Frankerkongen Theoderik etc. Mange af de øvrige kender Historien ganske vist ikke; men vor Tids Ukyndighed giver os ingen Hjemmel til at affærdige dem som opdigtede Sagnfigurer. Efter Stikprøverne at dømme maa vi erkende hele Listen som i Hovedsagen historisk. Ogsaa i Vidsids tredje Del lader Stikprøver os skønne et historisk Grundlag.

Hertil kommer nu et Forhold, som jeg har paavist i min Disputats og i senere Arbejder. Alt dette historiske Remsestof er præget af en forbausende Fasthed i Ordningen. Navnene i den givne Rækkefølge staar fast som Grundskelet, der trods Radbrækning og Omtydning og fri Sagnvæxt ikke lader sig skjule eller forflygtige. Vidsids Indledningsfigur Ealhhild viser sig atter og atter paa fremskudt Plads. Atter og atter sees i den etniske Rangfølge Hunner som Nr. 1, Goter som Nr. 2. Vigtigst af alt er det dog, at Vidsids Hovedstamme, fra Ealhhild forrest til Ermanrik bagerst, giver os Nøglen til Forstaaelsen af en saa navnkundig Text som den danske Kongerækkes Sagnafsnil.

Vi kan da ikke underskrive Scherers Dom: »Junge Volker haben so wenig ein Gedåchtnis wie die Kinder«. I henved tusend Aar viser Mannungstamtavlens Traad sig at forblive paa et rent geografisk-historisk Trin, og selv i Sagnudviklingens friere Viderevæxt lader der sig skimte forbløffende faste Spor af den gamle Grundramme. I det følgende skal vi nærmere mønstre denne Udvikling.

Mannungstamtavlen.

Tacitus omtaler forrest i sin »Germania« det gottonske
Ophavssagn, som jeg har døbt Mannungstamtavlen.

»De fejrer i Oldkvad, — deres eneste Slags Eftermæle og Aarbøger— Tvisto, en Gud som fremstod af Jorden, og hans Søn Mand. Dem regner de for deres Æts Ophav og Grundlæggere. Mand tillægger de tre Sønner, efter hvis Navne (deres Stammegrupper)er

grupper)eropkaldte: Kystboerne Ingvos Sønner, Midlandsfolkene
Ermins Sønner, Resten Istjos Sønner.«

Plinius øser i sin »Naturhistorie« af samme Kilde for at fremstille Gottonernes Inddeling. Det er vor ældste Literaturlevning, og den dominerer fuldstændig den gottonske Literaturhistories klassiske Afsnit, — for trods al Magerhed giver Udtogene hos Plinius og Tacitus dog i det mindste Fugls Føde, medens derimod Heltesagnet maa nøjes med en Notits i Forbigaaende hos Tacitus om Forekomsten af tyske Arminiuskvad.

Sikkert er det, at Mannungstamtavlen er den eneste urgottonske Sagnrest, der paaviselig overlever Folkevandringstidens Storme. Vi seer den dukke op i en Række Haandskrifter fra det 9. til det 14. Aarhundrede. Her hører vi bl. a. følgende:

»Tjodkongen Muljus (Mannus?) havde tre Sønner,
Ermin, Ingo og Istjo.
Hver blev Fader til fire Folkeslag«.

Derefter opregnes Efterkommerne. De vigtigste er — i
denne Rækkefølge—: Goter, Vandaler, Gepider, Saxer, Burgunder,
Thyringere, Romere, Franker.

Listen fremhæver aabenbart Folkevandringstidens Stormagter. Den blev ret yndet i boglig Overlevering. F. Ex. optog den brittiske Klerk Nennius i 9. Aarh. den i »Britternes Historie«; da Britter, Romere og Saxer kunde passe paa Brittanniens Indbyggere, er naturligvis hele Resten af Navnene overført til denne 0.

Vigtigere for os er dog den Kendsgerning, at Mannungstamtavlen i fri folkelig Omdigtning optoges af An gelsax erne. Vi skimter den i det navnkundige Remsekvad Vid sid, hvis Rejseskildring optager de ovennævnte Folkeslag i næsten nøjagtig samme Rækkefølge (kursiveret i nedenstaaende Citat).

»Ic wæs mid Hunum, mid Hred-Gotum
mid Wenlum ic wæs, midWærnum; . .
mid Gefpum ic wæs, mid Winedum . .

. . . . mid Swæfum ....
mid Seaxum ic wæs, (mid) Sycgum ....
mid Pyringum ic wæs, mid J>rowendum,
mid Burgendum ....
mid Francum ic wæs, mid Frysum ....
mid Rugum ic wæs . . . „ mid Rum-walum.«

Albert Jensen har gjort mig opmærksom paa, at Omformningen i Vidsid ikke er foregaaet planløst, men efter saglig og metrisk Plan, jfr. norsk »Historisk Tidsskrift« (1925) 356.

I nogle Tilfælde kan vi ikke afgøre, om Vidsids Overskud af Navne er et senere Plus eller stammer fra en fyldigere Grundtext. Saaledes f. Ex. ved Parrene Vandaler og Varner, Saxer og Sycger, Franker og Frisér. Det er altsammen Nabostammer, der hører naturlig sammen. Tydelig sekundære er derimod andre Navne. Til første Vershalvdel hører følgende kursiverede Tilføjelser.

mid Hunum, mid HreS-Gotum mid GefJ)um, mid Winedum mid Rugum, mid Rum-walum mid Hronum, mid Deanum mid Hædnum, mid *Hærepum mid Sercingum.

Hunner, Vender og Saracener er ugottonske Folk, der først i Folkevandringstiden er kommen paa fremskudt Plads indenfor vor Synskreds; Rugernes Sidestilling med Romerne hentyder til Odovakers Statskup i Rom Aar 476; Hædner og *Hæreper er de norske Stammer Heidmerkinger og Horder, som Angelsaxerne først ret lærte at kende i Vikingetiden; Hroner og Deaner er os aldeles ukendte. — Vi seer, at Hunnerne har fortrængt Goterne fra Pladsen som Nr. 1. Dette er intet blindt Lune; Rangfølgen Hunner Nr. 1 og Goter Nr. 2 bliver fra nu af fast Vedtægt i gottonsk HofogStatskalender. Det skyldes dels Stormagtsstillingen i Aaret 450, dels det metriske Forhold, at Formen Hresgoter passer bedre end Hunner til at staa i anden Vershalvdel. Af sidstnævnteGrund

nævnteGrundfaar vi ogsaa Ordenen Ruger i Nr. 1, Romvælskei
Nr. 2.

Til anden Vershalvdel hører følgende kursiverede Tilføjelser.

mid Wenlum, mid Wærnum, mid Wicingum
mid Geff)um, mid Winedum, mid Gefflegum
mid Englum, mid Swæfum, mid Ænenum
mid Seaxum, mid Sycgum, mid Sweordwerum
mid Hronum, mid Deanum, mid Heapo-Reamum
mid J)yringum, mid Prowendum
mid Froncum, mid Frysum, mid Frumtingum
mid Sercingum, mid Seringum
mid Scottum, mid Peohtum, mid Scride-Finnum
mid Hædnum, mid *HæreJ)um, mid Hundingum.

Denne Gruppe rummer: underordnede Smaastammer eller Høvdingeætter som Hundingerne; udpræget periferiske Folk som Reamer = Raumer, browender = Trønder, Scride- Finner = Lapper, Seringer = Kinesere; samt endelig en Række helt ukendte Størrelser. Klarlig har vi her den angelsaxiske Synskredses yngste Udvidelser og laveste Rangklasse; Ranghøjden er gennemsnitlig langt under første Vershalvdels Tilføjelser, der indeholder saa vigtige Navne som Hunner, Vender og Ruger. Et ledende Motiv for Tilføjelserne i anden Vershalvdel er, at de med deres tre eller fire Stavelser egner sig bedst til at staa i Slutningen.

Saaledes spores tydelig Væxten fra Mannungstamtavlen
til Vidsids Rejseskildring, og den røber rent saglig-historiske
Retningslinjer.

Videre gaar Traaden til Vidsids Fyrsteliste. Ganske vist
er det fælles Udvalg kun tyndt, men den faste Grundstamme
er dog umiskendelig.

Tilsvarende i nordiske Remser som Angantyrkvadets Strofe 1: Hunner, Goter, Kiars Folk (= Kejsers Folk). Forresten genspejler Vidsids Fyrsteliste et noget ældre Tidlag end Rejseskildringen: i Fyrstelisten repræsenteres Burgunder og Langbarder ved to Stamtavle-Topfigurer, Gifica og Sceafa, i Rejseskildringen derimod ved historisk kendte Fyrster, Guphere d. 436, og Ælfwine d. 571.

I det følgende skal vi nu se paa det mærkelige Oldkvad, hvori Dele af den yngre Mannungstamtavle er indgaaede, ganske vist ikke som egentligt Hovedstof, men dog som tydelig skimtbar Islæt.

Vidsidkvadet.

Det navnkundige oldengelske Kvad lægges i Munden
paa Sangeren Vidsid, dvs. »den vidtrejste«. Indholdet meddeles
nedenfor i fri Oversættelse.

Vidsid mæled — vidt løb hans Ord —
han der mest af Mænd. over Jorden
til Folk foer rundt; han ofte af Fyrster
fik meget dyrt Malm. Ham fra Myrginger
hans Odel opvoxed. Han med Ealhhild,
Fredvæversken fin, for første Sinde
Hrædekonningens Hjem opsøgte,
øst ud fra Angel, Eormanrics,
den vrede Forræders. Vidtløftig han tåled.

Fuldmange, jeg veed, blandt Mænd fik Vælde. Drotten hver skal i Dyder leve, een efter anden for Odel raade, om paa Tjodkongstol de trives ville.

Blandt dem var Hwala, herligst dengang,
og Alexandreas aller rigest
af Mandkøn forvist. Han trivedes mest
blandt Fyrster paa Jord, som jeg har erfaret.

I.

Ætla styred Huner, Eormanric Goter,
Becca Baninger, Burgunder Gifica,
Casere Græker, Cælic Finner.

Hagena Holm-Ryger, Heoden Glommer,
Witta Svaber, Wada Hælsinger,
Meaca Myrginger, Mearchealf Hundinger.
Theodric Franker, Thyle Randinger,
Breoca Brandinger, Billing Varner,
Oswine Eower, Yter Gefwulf.
Finn Folkwalding Friserfolket,
Sigehere længe Sø-Daner styred,
Hnæf Hokinger, Helm Ylvinger.
Wald Woinger, Wod Thyringer,
Sæferd Sycger, Sveer Ongendtheow,
Sceafthere Ymbrer, Sceafa Langbarder.
Hun Hatverjer, Holen Wrosner,
Hringweald var kaldet Hærfarers Konning.
Oft a styred Angel, Alewih Daner.

(Offa styred Angel, Alewih Daner); denne var modigst af Mændene alle; dog han over Ofl'a ej Ædeldaad øved; men Offa overvandt, yngst af Mandkøn, som knapvoxen Knægt et Kongsrige stort.

Ingen jævnaldrende Ædeldaad større
i Ufredsfærden ene virked.
Han mærked Grænsen mod Myrgingfolket
ved Fiveldor; for Fremtiden holdt de,
Angler og Svaber, hvad Offa slog fast.

Hrothwulf Hrodgar, de to holdt længe
Blodspagt sammen, Brorsøn og Farbror.
Væk drev de siden Vikingers Slægter,
og de Ingeids Odd nedbøjed,
forhugged ved Heorot Hadbarders Magt.

11.

Jeg er faren til mange fremmede Lande
paa grønne Jord; det gode og onde
dér fik jeg kende, fra kær Slægt borte.
Frænderne fjærnt jeg fulgte saa vide.
Fordi mon jeg synge og sige Budskab,
melde for Mængden i Mjødbænkhallen,
hvor Konger mig godt og kostbart lønned.
Jeg var med Hunner og med Hred-Goter,
med Sveer, med Gøter og med Syd-Daner,
med Vendler, med Varner, med Vikinger,

med Gefder, med Vender, med Geffleger,
med Angler, med Svaber, med Ænener,
med Saxer, med Sycger, med Sværdverjer,
med Hraner, med Dauner, med Had-Raumer.
Med Thyringer jeg var, og med Trønder,
med Burgunder; dér jeg en Baandring fik:
mig dér Guthhere gav det glinsende Malm
for Sangen til Løn: slet var ej den Konge.
Med Franker (jeg var), med Frisér, med Frumtinger,
med Ruger, med Glammer, med Rom-Vælske.
Saa jeg og i Italien var med Ælfwine.
Han havde blandt Mandkøn i min Erfaring
den letteste Haand til Lovdaad at virke,
Hjærtet ukarrigst til Halsring-Uddeling,
til at bryde Ringe, Barnet af Eadwin.
Med Serkinger var jeg, med Seringer,
med Kræker (Græker), med Finner, med Casere,
han som i Vinborge Vælde ejed,
i Velstands Lyst, i Vælskes Rige.
Med Skotter, med Pikter, med Skridfinner,
med Lidvikinger, med Leoner, med Langbarder,
med Hejner, med Hørder, med Hundinger.
Jeg var med Eormanric alle Stunder;
dér Goternes Konge godt mig modtog.
Han gav mig en Baandring, Borgmænds Støtte,
med sexhundred Lod af solblankt Guldmalm,
skære Skatpund i Skilling-Regning.
Den jeg Eadgils til Eje skænked,
min hulde Drotten, da hjem jeg kom,
til Løn og Tak, at han Land mig gav,
min Faders Odel, Myrgingers Fyrste.
Mig da Ealhhild en anden gav,
Dronning for Hirdmænd, Datter af Eadwin.
Hendes Lov længe gik gennem Lande,
naar jeg ved Sangen sige skulde,
hvor jeg under Solen saligst vidste
guldkronet Kvinde Gave at dele.
Derpaa Scilling og jeg med skæren Stemme
for begges Sejerdrot Sang opløfted,
lydt da til Harpen Lovsang toned,
mens mange Mænd, af Mod saa gæve,
med Ord udsagde, de, som alting kendte,
at de aldrig Sangen sødere hørte.

111.

Jeg alle Goternes Odel fik skue.
Jeg søgte de snareste Svende altid:
De alle var Hirdmænd i Eormanrics Sale.
Hedca, Beadeca; Herelingerne
Emerca, Fridla; og Øst-Gote,
den fuldvise, gode Fader til Unwæn.
Secca, Becca, Seafola, Theodric,
Heathoric, Sifeca, Hlide, Incgentheow,
Eadwine, Elsa, Ægelmund, Hungar.
Det vakre Følge af Vid-Myrginger,
Wulfhere, W3rrmhere: fuld ofte Vaaben ej tav,
da Hræders Hære med haarde Sværdslag
om Vistla-Ved'en værge skulde
den ældgamle Odelstol mod Ætlas Folk.
Rædhere, Rondhere, Rumstan, Gislhere,
Withergield, Freothoric, Wudga, Hama:
de Svende ikke de sletteste vare,
endog jeg dem nederst nævne skulde.
Fuld tit fra den Hob saa hvinende fløj
den gjaldende Gejr mod grumme Kæmper.
De vandrende Helte med vundet Guld
styred Vive og Mænd, gjorde Wudga og Hama.

Saa fandt jeg det stedse, hvor jeg mon færdes; den loves bedst af Landets Bomænd, hvem Gud giver Magt til godt at holde og lede Mænd, medens her han lever.

Saa skridende med Skæbnen drager
Folkenes Sanger til fjærne Lande,
tolker sin Nød og Takord siger.
Altid syd eller nord en slig han møder,
som glædes ved Kvad, paa Gaver ej sparer,
— en Drot, som for Hirden sin Dom vil højne,
ædel Daad øve, til alting svinder,
Lys og Liv sammen: Lov han sig vinder,
han har under Himlen en hæderfuld Dom.

Saaledes lyder Kvadet. Det gør paa en moderne Smag nærmest et løjerligt Indtryk. Ikke just fængslende Poesi eller fyldigt episk Stof. Dette udtales ogsaa af forskellige Kritikere, som jeg ovenfor har citeret.

Toppunktet af affejende Vurdering ydes af E. Jessen. Men hans Dom skyder i den Grad over Maalel, at vi maa sige, at den røber den fuldkomneste Miskendelse af oldgottonsk Digtnings Væsen. Trods al sin Tørhed og sit Prirg af halvkvædet Vise er Vidsid netop en Mønstertype paa en viss Slags Urtidsdigtning. Som vi ovenfor har seet, rækker dets Rødder tilbage til den førkristelige Tidsalders Mannungstamtavle. Det kaster værdifulde Strejflys over engelsk og tysk Heltedigtning, og det er blevet et uudtømmeligt Skatkammer for den norsk-islandske, dvs. for dens Skelet af Navneremser. Men først og fremmest danner Vidsid den faste Grundvold, uden hvilken vor Forstaaelse af den danske Kongerækkes Ophav kommer til at svæve aldeles i Luften. Hvor inderlig dets Tilknytning til Danmark er, fremgå ar iøjnefaldende af et ganske simpelt, statistisk Forhold. Den indledende Fyrstekatalogs Regel er, at der kun nævnes een Fyrste selv ved de fornemste Stormagter, og der tilstaas ham normalt kun en Halvlinje uden skildrende Fremstilling. Men Danerne, og de alene, danner en Undtagelse fra Tal-Indskrænkningen: hos dem nævnes hele fire Fyrster, — Sigehere, Alewih, Hrodgar, Hrodwulf; alle faar de skildrende Omtale, og det mindste, der ofres paa dem, er en hel Linje. Dertil maa føjes, at endnu fire af Listens Fyrster sekundært er indgaaede i den danske Kongerække, nemlig Eormanric, Heoden, Offa og Ingeld; og alle disse undtagen Heoden hører til de Rangspersoner, der udmærkes ved skildrende Linjer. Sligt kan ikke være et slet og ret Indfald af det lunefulde Tilfælde. — Kort sagt, i Form som i Indhold har Vidsid spillet en Rolle for den gottonske Digtning, som Nutiden ikke aner.

Det skønnes ved første Øjekast, at Vidsid er en Sammenklumpningaf oprindelig selvstændige Grunddele. Bortsetfra indflettede episke Smaastrofer findes der tre tydelig adskilte Afsnit: I, en Katalog over europæiske Fyrster og Folk; 11, en Rejseskildring fra Europa (og Asien?); 111, en Katalog over gotiske dvs. gottonske Helte, saakaldte Hirdmændhos

mændhosGoterkongen Ermanrik. Disse tre Afsnit er aabenbart selvstændige Digte, iøvrigt med samme Smag for den opramsende Fremstilling og stadig med Goterne som Nr. 2 eller 1 i den etniske Rangforordning. I røber sig som ældre end 11, thi i I har Burgunderne og Langbarderne gamle Konger, som ikke kan tidfæstes, — en Gifica og Sceafa —, i II optræder i deres Sted Guphere, Eadwine og Ælfwine, som kan tidfæstes. Men hverken II eller 111 tilføjer nogen Person, der er yngre end 6. Aarhundredes sidste Del.

Alt dette er nu flikket sammen til et episk-geografisk Kludetæppe, Remse ovenpaa Remse. Og Samleren er sikker paa at træffe sine Tilhøreres Smag og at høste Paaskønnelse i klingende Mønt; ja, han tør paastaa, at man aldrig har hørt sødere Sang end hans. Paa denne Vurdering maa vi ikke se som Nutidsmennesker, for hvem de fleste af Listernes Navne er tomme Bogstavlyd. Vi maa tænke os et Publikum, der levede og aandede i Folkevandringstidens Storværker og kendte hvert Heltenavn. At tænke sig Sangeren gæste de gæveste Helte i alle Verdenshjørner, at se dem bænkede sammen i Ermanriks Hal, — det var for Datidens Fantasi et saa malende Billede, at Sangeren kunde lade sin Tilhører om Resten.

Men Sangerens Virksomhed var dog ikke udtømt med at sammenflikke en Bunke usammenhængende Lapper. Han tilføjede ogsaa noget af sit eget, og det noget ret epokegørende, nemlig Kvindemotivet.

Kvindemotivets Indførelse i Vidsid.

Et aktivt Kvindemotiv optræder i gottonsk Urhistorie højt regnet kollektivt: de menneskeslagtende Præstinder i Kimbrernes Lejr 105 f. Kr.; de kæmpende Kvinder i 101; de kæmpende Kvinder i Ambronernes Lejr og de ved Selvmordomkomne Kvinder i Teutonernes Lejr 102; de spaaendeKvinder i Sveberhøvdingen Ariovists Lejr 58 f. Kr.; i Myten genspejles slige Anonymer snarest af Svebernes OpnævnerskeSvåfa og Nordmændenes Ligmanerske Vølven.

Med Navn indføres Helten Armins Hustru Thusnelda Aar 14 e. Kr., men kun rent passiv og uden Sagnminde. Passiv er ogsaa en vel historisk Figur fra 4. Aarh., Sunilda, hvem Ermanrik lod sønderslide af vilde Heste; hun er Model til Sagnets Svanhild. Ligesaa er det med to af Attilas historiskeHustruer, Kreka og Hildiko, der begge lever i Sagnet; kun synes Hildiko som Sagnfigur at have faaet tildigtet en aktiv Rolle.

Hvor Kvinder i 1. Aarh. e. Kr. en sjælden Gang indføres handlende eller med personlig Fremhævelse, er det næsten altid kloge Koner, og disse optræder altid anonymt, med deres Kaidsnavne: Veleda, Albruna, Ganna, Valuburg. En Veleda, dvs. Spaakvinde, var Bataveren Civilis' højre Haand under Opstanden mod Rom 69^—70. Lignende næsten guddommelig Hæder nød en *Albruna (Albrinia), dvs. »Alferune«, ifølge Tacitus: Germania 8. En semnonisk Sibylle eller Valuburg virkede i en romersk Embedsmands Følge i Ægypten (Indskr.). En Ganna, dvs. Hex, blev næst efter Veledaen hædret mest af Tyskerne; hun rejste med Semnonerkongen Masyos til Rom ved Aar 89 og modtoges hæderfuldt af Kejser Domitian (Dion Kassios LXVII, 5). Semnonernes Hexe synes særlig foretagsomme.

Efter Hexene melder sig sidst i 4. Aarhundrede endelig en højbaaren Dame. En markmannisk Fyrstinde Fritigil lod sig omvende til Kristendommen og fik dernæst sin Husbond overtalt til at søge romersk Territorium og hylde Kejseren, c. 397 e. Kr. (Paulinus: Vita Ambrosii, c. 36).

Man vil sikkert indrømme, at bortset fra Veledaen er
de nævnte Kvindemotiver alle af underordnet Rang.

Helt anderledes fra 5-6. Aarhundrede af: nu myldrer haandfaste Kvinder pludselig op. F. Ex. hos Paul Warne- i_rid: Langbarderprinsessen Rumetrud, der lader en erulisk Prins snigmyrde; og Gepideprinsessen Rosamunda, der hævner sin Faders Død paa Langbarderkongen Albvin; hos Prokop: en navnløs Anglerprinsesse, der som Skjoldmø fejder mod sin utro Fæstemand Rådiger; hos Gregor af

Tours: Goterprinsessen Brunhild, hvis Strid med den frankiskeMedbejlerske Fredegund bliver et bloddryppende Drama, Motiv for Nibelungsagnets Dronningestrid. Vi skønner da, at nu er det blot et Tidsspørgsmaal, naar Kvindemotiverne maa erobre Heltesagnet.

Men endnu holder Overleveringen igen. Vi kender fra senere Heltesagn, hvordan Sunilda følges med Ermanrik, Kreka og Hildiko med Attila, Hild med Hedin, Hildburg med Finn, Signe med Sigehere, prydo med Offa, Wealhpeow med Hrodgar, Yrsa med Hrodwulf, Freawaru med Ingeld, Tager vi nu Vidsids Fyrsteliste, genfinder vi alle de nævnte Fyrster; men ikke de ledsagende Kvinder. Sangeren Vidsid træffer heller ingen Kvinder hos Guphere, Ælfwine og Kejseren. Og Listen over Ermanriks Hirdmænd er ligeledes kvindeløs. Denne konsekvent gennemførte Kvindesky er et af de mest slaaende Udtryk for Vidsidgrundlagets historiske Karakter.

Her er det nu, at Vidsidsamleren bryder nye Baner. Han indfører Kvindemotivet, og det ikke ængstelig og famlende, i en Afkrog hist og her, men tvertimod med en næsten udfordrende Fanfare, idet han lader Dronning Ealhhilds Navn indlede Samlingen og atter bruger det til at kitte Afsnit II og 111 sammen. Hun nævnes som Digterens Ledsagerske og forherliges i overstrømmende Toner som hans Mæcen. Hendes Rolle som Udtryk for et nyt Grundsæt kunde da vanskelig være kraftigere understreget.

Hvem er nu denne Ealhhild, der i Vidsid overstraaler
alle hidtil kendte gottonske Heltinder?

Hendes Navn kendes ikke fra Historien; men hvad der fortælles om hendes Frænder og øvrige Forhold, seer iøvrigttil Dels historisk nok ud. Hun kaldes i v. 98 en Datter af Eadwine, dvs. Langbarderkongen Audvin, som døde c. 566. Ifølge v. 70-74 er hun Søster til Ælfwine, dvs. Albvin, som erobrede Italien 568. Da hans Datter hed Albsvinda, sees det, at her foreligger et Ættestavrim paa A, hvortil Ealhhild— langb. *Alhhildi passer fortræffelig. Denne Omstændighedtaler for historisk Oprindelse. I v. 98 og 102

kaldes Ealhhild Dronning, og v. 4 og 96-98 sætter hende i Forbindelse med Myrgingfolket, der ifølge v. 42 er Nabo til Angel; med andre Ord hører hun hjemme i Brændpunktetaf Digterens Synskreds, hvad der paa Forhaand gør historisk Troværdighed sandsynlig. Side om Side med Ealhhild nævnes i v. 97 Myrgingkongen Eadgils, og de allerlleste Udgivere og Kritikere er med Rette enige om, at hun maa tænkes som hans Hustru, selvom Vidsid nøjes med at forudsætte Tingen kendt for alle og enhver. Chambers'Tvivl i hans »Widsith« S. 21 maa jeg afvise. Sangerener i Følge v. 98 Undersaat af Eadgils og staar samtidigi nært personligt Forhold til Ealhhild, der strax erstatterden Ring, han som tro Undersaat har givet Eadgils i Eje; disse Personforhold vilde blive meningsløse, hvis Ealhhild og Eadgils ikke netop var Ægtefolk. Og naar en Langbarderprinsesse fra Pannonien fremtoner i Nordtysklandsom Dronning, kan det kun forstaas gennem Giftermaal;det er ogsaa i andre Tilfælde tydeligt, at Langbarderkongernenetop har lagt Vægt paa at gifte deres Døtre bort i diplomatisk Øjemed. — Vidsid kvæder Ealhhilds Pris i høje Toner og kalder hende en »trofast eller venlig Fredsvæverske«.Dette vil Chambers S. 189 have opfattet som en farveløs Frase. Men jeg troer, han har Uret: naar den »milde Fredsvæverske« rejser til den »vrede Troskabsbryder«Ermanrik, er det en tilsigtet Karaktermodsætning, og der skal vel tillige udtrykkes, at hun rejste i en diplomatiskMission. Den Slags diplomatiske Rejseforetagender af en indflydelsesrig Kvinde indeholdt intetsomhelst usandsynligt;jfr. ovenfor om Ganna og Fritigil.

Vi maa strax tilføje: Tanken er alligevel tydelig uhistorisk. Thi Ermanrik, som var den eneste Goterkonge af dette Navn, døde c. 375, og Ealhhild fremstilles som levende 200 Aar senere.

Imidlertid levede der netop paa Ealhhilds Tid en kentiskjyskKonge
Ermanrik, Fader til Ethelbert, i hvis Tid den
romerske Mission kom til England. Navnet viser uimodsigeligt,at

sigeligt,aten Menneskealder tidligere er gotiske Sagn naaet til England og har vundet saadan Yndest, at de har faaet Kenterkongen til at opkalde sin Søn efter den navnkundigstegotiske Sagnkonge fra det ældste Tidsrum. Hvis nu Ealhhild virkelig har gæstet Goterkongens Navne i Kent, hvad der ingenlunde er utænkeligt, er der i og for sig intet mærkeligt i, at en noget senere Digtning skød den opkaldte Person ud og istedenfor indsatte den langt navnkundigere Goterhelt, hvis Navn han havde laant. Ved denne Tydning vilde vi faa den naturligste Løsning paa en Gaade, der hidtil har voldt Forskningen Hovedbrud. Der siges i v. 8, at Ealhhild kom til Ermanrik »eastan of Ongle«, »østenfrafra Angel«, hvilket, bogstavelig opfattet, maatte indebære,at hun havde foretaget en Jordomsejling for over Amerika og Asien endelig at naa til Goterkongens Rigssæde i Preussen eller Rusland. Nu derimod bortfalder enhver Vanskelighed, naar vi tænker os, at Ealhhild rejste fra Angels Nabolag vestpaa til Kong Ermanrik i Kent.

Dette er, hvad vi kan faa ud af Vidsid om Dronning Ealhhilds Personalforhold og Foretagender. Unægtelig giver Digtet os kun en halvkvædet Vise. Og netop dette Halvkvæd i Forbindelse med Ealhhilds mærkelig fremragende Stilling i Digtet maatte være som skabt til at danne Udgangspunkt for allehaande fantastiske Videredannelser. Hvem var hun? Hvad havde hun at gøre med Samlingens 70 Mænd? Hvad vilde hun hos den »vrede Troskabsbryder«? Alt det var Spørgsmaal, der nødvendig maatte melde sig og kræve Svar, og der var en vid Mark aaben for Gisninger om mytiske Motiver, episke Forviklinger og kvindeligt

De mytiske Motiver laa i Svøb indenfor selve Vidsids Kamme. Samlingens gennemført historiske Præg havde endnu holdt dem nede; men de ventede kun paa at bryde igennem. Vi har ovenfor seet, at Samlingen undtagelsesvis modtager Tilskud fra enkelte mytiske Sagn som Hjadningkresen.Det er kun Mandspersonerne Høgne og Hedin; men

bag dem skimter vi i Synskredsen den navnkundige ValkyrjeHild, Høgnes Datter og Hedins Brud, Heltinden i det evigvarende Hjasningavig. Hendes Navn indgaar som sidste Led i Vidsidkvindens Navn, Ealh-hild, medens første Led vil sige »Helligdom«; det var da en simpel Selvfølge, at de to maatte tiltrække hinanden, saa at Ealhhild fik mytisk Præg. Længere nede i Rækken træffer vi den historisk-episke Anglerkonge Offa, og som Hedin bag sig har Hild, saaledes har Offa bag sig den grumme, mandfolkeødelæggendePrydo. Hvad enten denne Kvinde var oprindeligmenneskelig eller mytisk, saa er det klart, at hun i Digtningens Udvikling maatte voxe i mytisk Retning, og ogsaa hun kunde da bidrage til den oprindelig menneskeligeEalhhilds

Saa vidt fører Spirerne os paa engelsk Grund. Men det er først i Norden, at Ealhhild egentlig spalter sig som en Kviksølvdraabe. Det myldrer med Afspejlinger i Lydformer med let gennemskuelige Ændringer.

1. oldn. Alfhildr (Hervararsaga), latiniseret Alvilda (Saxe),
istf. *Alhildr.

2. dansk Ulvild (Runekongetal), latiniseret Ulvilda (Saxe), Z. oldn. *Qlvildr /L *Aluhildiz. (alu menes i Runeindskrifter at være et magisk Ord, der altsaa let kunde afløse alh, »Helligdom«). Den danske Gengivelse har opfattet oldn. olv som dansk ulv, fordi dette er den staaende danske Form for oldn. -olf.

3. dansk Alogh, Alath, Alofp (Runekongetal).

4. oldn. Alvig hin spaka (Snorra Edda), Almveig (Hyndluljoa).

5. oldn. Ålof hin rika (Snorre, Ynglingasaga).

At Alfhild-Alvilda er = Ulvild, fremgaar klart af en Række
Ligninger.

Alvilda g. m. Skjold (Saxe 24) = Uluilp g. m. Lother
(Runekongetal); de to Kvinder staar ved Toppen af

den danske Kongerække, og der er blot Uenighed, om

Husbonden er Faderen Lother eller Sønnen Skjold.
Alvilda, Datter af Gotar, g. m. Frode Fredegod (Saxe 220)
— Ulvild, g. m. Frode Fredegod (Runekongetal).

Jfr. Alvilda, Datter af Goterkongen Syvard, g. m. Alf (Saxe 337). Ulvilda, Datter af Sveakongen Syvard, g. m. Frode (Saxe 320). Ulvilda, Søster til Frode (Saxe 57).

Identiteten mellem Alfhild og Ulvild fremgaar af den
stereotype Forbindelse med Frode.

Alogh knytter Traaden videre til Eddaernes Alvig hin spaka (Skåldskaparmål c. 64), alias Almveig (Hyndlulj6s str. 15). Istedenfor at være gift med Danekongen Frode knyttes hun for en Forandrings Skyld til Halfdan Gamle, som er en Afspejling af Skjoldungdynastiets navnkundige

Alofp slutter sig endelig til Snorres Ålof hin rika, hvorved Traaden føres tilbage til Vidsid, thi Ålof af Saxland ved Siden af Adils staar tydelig = Ealhhild af Myrgingland ved Siden af Eadgils; »Saxer« er en normal oldnordisk Modernisering for den ældre Overleverings Myrginger, der forsvandt ved Folkevandringens Slutning.

Saavidt Navneformerne. Den fulde Paavisning af Identiteten kan først fremgaa af Undersøgelsen af de ledsagende Personer. Denne Opgave vender vi os til i de følgende Afsnit. Af de dér paaviste Enkeltheder vil det skønnes, at Personen Alf hild-Ulvild-Alogh-Alvig-Almveig-Alof p-Ålof med usvigelig Sikkerhed lader sig udpege som Ledsagerske af Vidsidstof. Og atter og atter indtager hun Stillingen som Indledningsfigur, nøjagtig ligesom Vidsids Ealhhild.

Skjoldsagnets Indførelse i Vidsidstammen.

Naar Skjoldungstamfaderen Skjold savnes i Vidsid, er det ikke noget blindt Træf. Vi saa ovenfor, at denne Text har overvejende historisk Præg trods enkelte mytiske Indfliksaasom Hjadningheltene. Men i sin videre Væxt kunde

Stoffet ikke holde mytiske Figurer ude. Og til dem, der trænger ind, hører ogsaa Skjold. Et Tilløb spores allerede i Vidsids Langbardertyrste Sceafa, thi han er jo aabenbart identisk med den mytiske Figur Sceaf, der i oldengelske Sagn sættes i Forbindelse med Skjold; jfr. Beovulf v. 4: Scyld Scefing, dvs. Skjold, Søn af Sceaf.

Vi skal nu se, at denne Sceafa bliver Udgangspunkt for en Mytisering af Vidsidstoffet, idet et Udpluk af dets Personer indgaar som Topstamfædre i en Række engelske Kongestamtavler. Et af de vigtigste Exempler er den vestsaxiske Kongestamtavle, der overleveres i Cott. Vesp. B. 6, C. C. C. C. 183, Textus Roffensis, Sax. Krønike ad an. 855, og hos Nennius § 31; i nedenstaaende Uddrag sættes en Variant fra Nennius i Parentes. Parallelen bliver, som følger.

Det er overflødigt at paapege Identiteten nærmere i alle Enkeltheder. Frithuwald gaar sagtens tilbage til et *Fresum weold; vi skal nedenfor se, at Saxes Vitolf i Helsingia tilsvarende gaar tilbage til Vidsids Witta w^reold . . Hælsingum.

Flytningen af Sceaf fra Vidsid v. 32 til Stamtavlens Top er en nødvendig Følge af denne Figurs fremskudte Stilling i oldengelske Ophavsmyter. Under ham fastholdes den gamle mandlige Topfigur fra Vidsid, Hwala, der blot reduceresfra Nr. 1 til Nr. 2. Lidt længere nede følger saa de nye, indskudte Led; Heremod, den fra Beovulf velkendte

mytiske Forgænger for Skjoldungerne, og endvidere Scealdwea,der svarer til Skjold. Den saaledes fremkomne Text giver os et vigtigt Indblik i Stofudviklingens Faser. Vi har ovenfor iagttaget følgende: 1. Mannungstamtavlen udvides til Vidsids Rejseskildring ved Indføjelse af nye Led saasom Hunnerne; 2. Det herved fremkomne Udvalg af Stormagter gaar over i Vidsids Fyrsteliste; 3. Rejseskildringen og Fyrstelistensammenkædes i Vidsidsamlingen. Til dette kommer nu som Nr. 4: Fyrstelisten omstøbes til en Fyrstestamtavle med Tilføjelse af nye Led, deriblandt mytiske som StamfaderenSkjold. Hermed er vi naaet til det Punkt, hvor Udviklingen føres videre i dansk Overlevering.

Hovedrækkefølgen hos Saxe.

De sagnhistoriske Bøger i Saxes Danesaga er, som Axel Olrik har paavist, sammenflettede af to Hovedelementer: en ægte dansk Overlevering og en norsk Omdigtning af oprindelig dansk Stof. Men, hvordan det end forholder sig med disse Kilders danske eller norske Præg, saa viser Rækkefølgen, at de er enige om at røbe Afhængighed af en ældre Fælleskilde, nemlig Navneremsen Vidsid.

Nedenfor gives en Oversigt over de vigtigste Vidsidreflexer;
mange særlige Træk maa dog gemmes til Enkeltgennemgangen.

---

1 Attal nævnes af Saxe lidt før Alvilda, men da han hører sammen med Seat, hvis Optræden fremkaldes af Alvilda, er hans Plads i Rækken aabenbart senere.

Kun en eneste af de fra Vidsid arvede eller laante Danekonger løber helt løbsk fra sine Omgivelser i Remsen; det er Sigar = Sigehere. I Henhold til Vidsid skulde han følge strax efter Jyderne (Ytum), forud for SæferQ = Syfrid. Men Saxe putter ham hen i Bog VII, efter Ingell og før Jarmeric. løvrigt er den danske Kongerække en forbausende tro Kopi af Vidsids Rækkefølge. Hvordan skal nu dette forklares?

Skal vi tænke os en dansk Urkongerække i Lighed med Vidsid færdig foreliggende som samlet Kildegrundlag? Det lyder lidt svært at tro paa, og det maa overlades til Fremtiden at yde de kildekritiske Synspunkter, hvorefter Muligheden maatte kunne formuleres. Men alligevel, — den eens Rækkefølge kommer vi ikke udenom. Noget har der foreligget, et dansk Sideskud af Vidsid, saa indgroet i nordisk Overlevering, at de af Saxe samlede Sagn helt af sig selv faldt paa Plads i Skemaet, ligesom ved magnetisk Tiltrækning.

Sangere og Fortællere har altsaa tumlet og tumlet med

---

1 Jeg tilføjer en Stump af LangfeSgatal, der paa visse Punkter udfylder Vidsidstoffet hos Saxe. Vidsid. Langfe (Iga tal. Herefarena 34. Havarr . . rami. Offa 35. Olafr (Søn af Varmundr vitri). Hropwulf, Hropgar 45, Ingeld 48. Ingialdr, Hroar, Rolfr. Rædhere, Rondhere 123. Radbardr, Randvér.

det gamle Remsestof. De har hurtig glemt, at den ene Stump var en europæisk Hof- og Statskalender, den anden en Rejseskildring fra fjærne Lande, den tredje en Liste over Goterkongen Ermanriks Hirdmænd. De har uvilkaarlig knyttet det hele til Danmark, fordi Indledningen startede fra Angel alias Angul, og fordi første Afsnit vendte tilbage til Angel, rummede ikke mindre end fire navnkundige Danekonger, samt omtalte den danske Kongehal Heorot paa Sjælland, et Brændpunkt for Beovulf-Sagnkredsen. Saa har de paa Prokrustes' Vis endevendt og udhalet eller tilstudsetdet foreliggende Stof, indtil det altsammen lod sig presse ind i Danmark med nærmeste Nabolande. Paa den Maade gik det til, at Vidsids fire ægte Danekonger Sigehere, Alewih, Hrodgar og Hrodwulf forstærkedes eller overskyggedesaf fire fremmede fra samme Liste, nemlig Goteren Ermanrik, Glommeren Heoden, Angleren Offa, og HadubardenIngeld, og disse slæbte atter deres Omgivelser med sig, f. Ex. Heoden sin Sanger Hjarne, Offa sine Forgængere Viglek og Vermund etc.

Imidlertid foregik denne Omstøbning dog ikke saa rent mekanisk, at Vidsids Rækkefølge var den eneste Rettesnor. Vi har allerede ovenfor seet, at den danske Gengivelse frembyder en væsentlig Afvigelse, idet Sigehere er pillet ud af Rækkens Midterstykke og puttet ind mellem Skjoldungerne og Ermanrik. Dette hænger vistnok sammen med det Forhold, at Overleveringen oprindelig har gjort en Væsensforskel paa to Afsnit i Kongerækken: Nr. 1 = det mytiske, og Nr. 2 = det historisk-episke.

Tager vi den udvidede Kongerækkes første Personer, vil vi finde, at de helt gennemgaaende har mytisk Præg: Dan og Skjold er Opnævnere; Gram, som vel egentlig opstaaraf Ermanriks »gramme« Sindelag, opfattes enten som »Gram«, dvs. en mytisk Abstraktion for Fyrsteværdigheden, eller ogsaa er han Opnævner for Gram Aa og Herredstingstedi Sønderjylland, saaledes som Rydaarbøgerne tyder ham; Hading svarer, som vi siden skal se, til Heoden,

en Figur fra Hjadning-Myten; Frode er = Frode Fredegod, en Forklædning for Guden Frey. Først derefter følger saa Kongerne af historisk Rod: Roe, Rolf, Uffe, Ingeld osv. Her har man da ogsaa anbragt Sigar = Sigehere fra VidsidremsensMidterstykke, og helt henne imod Sagntidens Slutningfølger Jarmerik = Ermanrik. Man har altsaa ikke taget Hensyn til den Vidsidlinje, der stillede Ermanrik i Fyrstelistensallerførste Linje, men man har holdt sig til det udførligereStykke, som Vidsid helliger ham i sin tredje og sidste Afdeling; denne Plads passede for Goterkongen som historisk Person.

Naturligvis maa Skellet mellem en mytisk Top og en historisk Fortsættelse ikke opfattes som en absolut übrødelig Lov. Det er kun et Tilløb, en underforstaaet Tendens, der oprindelig lader sig skimte. Naar man senere udpyntede Kongerækken med mytiske Figurer, blev de tit paa maa og faa stukne ind mellem de historiske. Saaledes følger hos Saxe Guderne Balder og Høder efter de menneskelige Skjoldunger, i Stykket umiddelbart forud for Vermund og Uffe; og Urjætten Sne er hægtet paa allersidst i Sagntiden, lige efter Goterkongen Ermanrik.

Imidlertid lader saadanne vildfarne Topfigurers rigtigere Plads sig stundum paavise i Stoffet udenfor Saxe. I Lejrekrøniken finder vi saaledes Kong Sne sammen med Hundekongen Rakke puttet ind i Stykket om Skjoldungerne, altsaa paa Grænsen af Myte og Historie. I Visen »Dansk Kongetal« har vi følgende Række: Dan, Frode, Volmer hin Onde (historisk, men tillige = den vilde Jæger, Valfader Odin), Erik Klipping (historisk), Lusekongen = Sne, Hogen, Tykke Konne, Trivold i Bern; derefter markeres den historiske Tids Indledning med Harald Blaatand. Her optræder en eller to historiske Snyltegæster, men iøvrigt svarer Karakteren ganske til Saxes Række: Dan, Skjold, Gram, Hading, Frode.

Vort Hovedresultat bliver dette, der kommer til at staa
som Fase Nr. 5 i Udviklingsperspektivet: Vidsidkvadet, hvis

Grundlag delvis rækker tilbage til den førkristelige Mannungstamtavle,har atter afgivet Grundlag for den danske Konge række. Dets Indhold af ægte danske Konger øgedes med navnkundige fremmede, særlig med saadanne, som i det foreliggende Kvad hædredes med skildrende Linjer (Offa, Ingeld, Ermanrik). Den foreliggende Rækkefølge overtoges i Hovedsagen uændret, men der iagttoges den nye Sondring, at de mytiske Figurer samledes i Toppen, de historiske i Fortsættelsen. Saaledes maa vi da forestille os Tilblivelsen af det Konglomerat, der foreligger i Saxes Krønike. Hereftervender vi os til Undersøgelsen af de enkelte Led.

Sagnet om Alvilda og Skjold, dvs. Kvindemotivet fra Vidsids oprindelige Top forenet med Fyrstestamfadermotivet fra den sekundære Vidsidstamme.

Skønt Saxe stiller Kong Dan i Toppen, er det klart af Overleveringen, at det paafølgende Skjoldsagn i Virkeligheden er ældre. Thi det er kun Skjold, der lader sig følge tilbage til Vidsidstammen og andre engelske Overleveringer saasom Beovulf.

Endnu fornemmere end Skjold er dog fra Vidsids Synspunkt Dronning Ealhhild = Alvilda, thi det er ikke ham, men hende, der findes i den oprindelige Vidsidtext, og ovenikøbet staar hun som Topfigur, mere fremhævet end nogen Mandsperson i hele Samlingen.

Først den yngre Vidsidtext, i de engelske Kongestamtavler, indfører Skjold sammen med hans Fader Sceaf. Den sidstnævnte faar til Gengæld samme fremskudte Plads som Ealhhild; det fortælles saaledes om ham i den saxiske Krønike, at han var Noas Søn, født i Noas Ark.

De to Personer, Ealhhild og Skjold, Søn af Sceaf, bliver de Hovedpunkter, som Sagnudviklingen faar at gaa ud fra. Og vi kan tage det som en given Ting, at den maa føres til at sætte dem i Forhold til hinanden. Men denne Fase af Udviklingen kender vi til Dato ikke fra engelsk Grund,

hvorimod den foreligger fuldt færdig i Saxes Sagn om Alvildaog

Vi tager først Navneformerne i Øjesyn.

Ligningerne Alvilda = Ealhhild og Attal = Ætla er
indlysende; i Runekongetallet er Uluilb = Alvilda overført
til Skjolds Fader Lother.

Ved den følgende Ligning maa vi temmelig sikkert regne med Navneomtydning. I norsk »Hist. Tidsskrift« (1925) 359 har jeg tænkt mig, at »satrapa Seat« = »Jarl sCat« dækker over Eor(manric) Gotum. Senere er jeg imidlertid kommen til at studse over Saxes Brug af Udtrykkene Alemannia, Alemanner, som kun forekommer paa dette ene Sted (medens de derimod bruges oftere af Svend Aggesøn). Det slog mig da som en nærliggende Mulighed, at »Alemanniæ satrapa« kan tilbageoversættes til Almanrik, det følger da af sig selv, at *Almanric sCat vilde være en Radbrækning af Eormanric Gotum. At man kunde misforstaa det i Norden ukendte Navn Ermanrik og opløse det i to Dele, Alman og Rik, er ikke noget uhørt; Rydaarbøgerne skriver tilsvarende Yarmarus Rek, og i danske Kongerækker kan vi finde Afkortningen Jarmund. Omtydningen af Kongenavnet til en Kongetitel »Allemanners Regent« er ikke utænkelig, da den Slags Titler faktisk var i Brug hos Østgottonerne; f. Ex. blev Vandalerkongen kaldt Vandala-rix. I en Gengivelse af Vidsids Fyrsteliste indfører Snorre ogsaa en tilsvarende Form for Goterkongen Ermanrik: Gautrekr (se S. 75, Snorres Søkongeliste). Med samme Navn optræder i Ynglingasaga en Opnævner for Gøterne.

Saa meget om Navneformerne. Der kan være Tvivl orn
forskellige Enkeltheder, men at Alvilda og Attal svarer til
Ealhhild og Ætla, er ialfald indlysende.

Vi kommer nu til Spørgsmaalet om de episke Motiver.

Ealhhilds Rejse til Goterkongen Ermanrik er sporløst
forsvunden. Hun havde fra første Færd ingenting at gøre
med Attila, og hvad hun eventuelt havde at gøre med JydekongenErmanrik

kongenErmanriki Kent, havde man glemt. Men noget maatte hun jo have haft at gøre med disse Personer, siden hun nævntes sammen med dem. Hvad da? Her kunde der vanskelig tænkes en mere nærliggende Forklaring, end at Alvilda var en ædel Kongedatter, til hvem Attal og den anden Kæmpe bejlede for hendes store Fagerheds Skyld. Hos Saxe nævnes Bejlermotivet kun ved Scat, men da de to hører sammen som Navnepar højere oppe paa Side 24, kan der næppe være Tvivl om, at Motivet gælder for begge.

Saa vidt naar vi med Stoffet fra den oprindelige Vidsidstamme. Men nu er det, at den udvidede Vidsid indfører den danske Kongestamfader Skjold. Hvad skal man da gøre med ham? Selvfølgelig maa ogsaa han faa noget at gøre med den gamle Topfigur Alvilda, og desuden med de to følgende mandlige, Attal og Scat. Men hvad? Her kunde Svaret ikke være tvivlsomt. Naar først *Attal og Seat var bleven gjort til Alvildas Bejlere, og Dankongestamfaderen Skjold viste sig ved Siden af dem, maatte han selvfølgelig blive deres Medbejler, slaa dem af Marken og hjemføre den omstridte Mø. Saxe siger da ogsaa udtrykkelig, at Skjold »blev æsket til Holmgang af sin Medbejler Seat; Kampen stod i den tyske og danske Hærs Paasyn, og dér vog Skjold Seat og gjorde ved Høvdingens Drab hele det tyske Folk skatskyldigt under sig«.

Saaledes forklares Alvilda-Sagnets Opkomst ganske simpelt, udfra de episke Loves primitive Mekanik. Som det foreligger, er det tyndt og magert, og det er næppe Saxes Skyld. Der har fra første Færd næppe været Fugls Føde paa det af episk Indhold. Det var skabt af Ealhhilds tilfældige Sammenstød med de to første Navne i Fyrsteremsen, og af deres yderligere Sammenstød med Skjold, en Legemliggørelse af Skjoldungslægten. Af sligt kunde der ikke fødes noget synderlig interessant Motiv.

Episoden synes afsluttet med de to Bejlerkampe. Det
er saa at sige en episk Selvfølge: der er ingen, der kan
tage Alvilda fra en Helt som Skjold. Højt regnet kunde

hun overleve ham og siden arves af andre Helte, men derpaatyder
intet hos Saxe.

Om Ealhhilds Afspejlinger udenfor Saxes første Bog er at sige, at saasnart de optræder med Navneformen Alfhild- Alvilda, ligner de Skjolds Brud deri, at Karakterskildringen er velvillig, medens derimod Afspejlingerne Ulvilda og Alof viser en Udvikling i uheldig Retning. Dette Forhold kan tyde paa et visst indre Slægtskab i Alvilda-Gruppen. Exemplerne er: Alvilda, en kæk Skjoldmø og Vikingemø, Gøterkongen Syvards Datter, som vindes af den danske Prins Alf, maaske = Vidsids Alewih, Saxe 337; Alvilda, Norgeskongen Gøtars Datter, som vindes af Frode Fredegod, smst. 222; Alf hild i Alfheimar, den gøtiske Konge Alfs Datter, som bortføres af Starkad, Hervararsaga c. 1., = Alfhild i Alfheimar, den gøtiske Konge Alfarins Datter, gift med Kong GuBrosr hinn mikillati, Ynglinga Saga c. 53 (Unger). For de forskellige Alfhild-Alvildaers Enhed taler bl. a. den Omstændighed, at de saa faststaaende sættes i Forbindelse med Gøterkongen eller Kong Gøtar.

Sagnene om Gram og Guthorm.

Den udpræget norskfarvede Gramsaga, der følger paa Saxes Fortælling om Alvilda og Skjold, rummer kun faa tydelige Vidsidreflexer. Men for Fuldstændigheds Skyld maa vi fremdrage alle tænkelige Muligheder.

Gram tydes sædvanlig som oldn. gramr, »Fyrste«. En saadan bleg Abstraktion giver intet episk Holdepunkt. Rydaarbogen foretrækker at tyde ham som Opnævner for Gram Aa og Herredstingsted. Men det maa være tilladt at fremsætte en tredje Mulighed. Vi har følgende Parallel:

At Sagaen har haft Alvilda i Forbindelse med Guthorm, kan vi vel skimte gennem en anden af Saxes norske Sagaer, den om Hading og Frode, hvor der optræder en Ulvilda gift med Guthorm, Saxe 57.

At nu Vidsids »wråp . . Eorm. . Gotum« gennem Omstillingen »Gotum Eorm(anric)« kunde blive radbrækket til »Gram, Guth-orm«, det fremsætter jeg kun som en Mulighed. Sikkert er det blot, at med saadanne Radbrækninger af det mekanisk forplantede Listestof maa man regne; ellers er man blind for en væsentlig Mulighed til at forstaa Sagnudviklingen.

Til Vidsids Becca 19, Gifica 19, Finnekonge 20, svarer
i Gramsagaen videre: Bess 26, Grip 29, Finnekonge 33.

Navneformerne Bess og Grip er helt radbrækkede, og i Personskildringen er der intet, der lader os genkende de oprindelige Modeller. Højt regnet kan vi sige, at Becca og Bess begge turde tilhøre Sydøsteuropa og stamme fra gotiske Sagn, Becca, = Saxes Bicco i Livland 412, er sikkert en Sarmaterkonge Beuca, der kendes fra Jordanes som Østgoternes Modstander; og Bess turde gaa tilbage til den trakiske Stamme Besserne, som var Naboer til Møsogoterne.

Medens saaledes de episke Identitets-Kriterier er svage, ligger den afgørende Omstændighed i det Forhold, at baade Becca-Gifica og Bess-Grip staar umiddelbart foran Finnefolket. I Vidsid danner Finnekongen Slutningen paa Afsnittet med de udenlandske Stormagter, og hos Saxe hører han tilsvarende til Gramsagaens Slutningsstof. I Ordningen gør altsaa den gamle faste Grundramme sig stadig gældende og viser os Vidsid som Urkilde.

Sagnet om Hading og -Hilda.

Hadings Saga, der ligesom Grams Saga hører til Saxes norske Afsnit, lader os atter skelne en tydeligere Islæt af Vidsidreflexer. Vi føres her ind paa den navnkundige Hjadningmyte, hvad først Albert Jensen har paavist.

Figuren Hild er et mytisk Kvindemotiv, der sikkert er adskillig ældre end Vidsidsamlingen. Det har blot ikke faaet Lov til at komme til Orde i den, fordi Fyrstelistens Forfatter konsekvent udelukkede Kvindemotiver. Til Gengæld viser det sig nu i Hadingsagaen og gør sig i den foreliggende Sagnkilde saa stærkt gældende, at den oprindelige Hildskikkelse deri slet ikke sammenblandes med Ealhhild.

Mytens Hovedindhold kan sammenfattes, som følger. Hagena, Holmrygernes Fyrste, har en Datter Hild, som bortføres af Heoden, dommernes Fyrste, en Ven af Sangeren Heorrenda. Den vrede Fader forfølger de flygtende, indhenter dem og angriber Heoden, falder i Slaget, men fælder vel ogsaa sin Modstander. Om Natten genopvækker Hild de faldne Kæmper ved Galdresange; de fornyer Kampen, og saaledes fortsættes den ustandselig. I Norden kaldes denne evige Spøgelsekamp for HjaSningavig, dvs. »Heoden-mændenes Kamp«. Sagnets mytiske Præg er iøjnefaldende. Det afspejler sig ogsaa deri, at Hovedpersonernes Navne stavrimer paa H. Udenfor Stavrim deltager dog i den tyske Sagnform Kudrun forskellige fremtrædende Personer. Saaledes har Hetele (= Heoden) Vennerne Fruote von Tenemarken og Wate. Fruote er = vor Frode Fredegod, en Forklædning for Guden Frey. Wate er = Vidsids Wada, Fyrste over Hælsingerne; det er ham, der er Hagenes Hovedmodstander i Kampen, og deres forbitrede Dyst udmales med livlige Farver.

Skuepladsen for Myten har sikkert oprindelig været ved Østersøen, hvor paa viselig Hagenas Folk har deres Sæde: Holmrygerne boer i Pommern. Til disse Egne henlægger Saxe ogsaa Kampen mellem Høgin og Hithin, som foregaar ved Hithinsø, den nuværende 0 Hiddensee ved Rygen, 242. Det tyske Digt Kudrun flytter den imidlertid til Øen Wulpenwerder ved Scheldemundingen, og her findes just et Sund Hedinsee, se Frings i »Zeitschr. f. deutsches altertum«(1925) 192. Hovedheltene Hagena, Heoden og Wada har Vidsid optaget i sin Fyrsteremse. De følger lige efter

det førnævnte Afsnit med Ætla, Eormanric, Becca, Gifica og Finnerne. Den danske Kongerækkes Ophavsmænd har selvsagt maattet ty til samme Stof. Herfra hentes den første virkelig navnkundige Danekonge efter Skjold, nemlig Hading.Formen Hading er noget radbrækket,, men det siger intet, Samme Snylte-G som her finder vi hos RunekongetalletsHibing, gift med Hilda. Mest umiskendelig røbes Hading-Hedin dog af sine Ledtogsfæller og sin Skueplads-: Skatmesteren Glumer 46 = Heodens Folk Glommerne; Tilflugtsstedet Helsingia 48 — Hælsingerne, Vennen Wadas Folk; endelig Sønnen Frode 61 — Heteles Ven Fruote von Tenemarken i Kudrun. Dertil kommer saa Hadings ModstanderHaquin 50 = Hagena, Hagene, og dennes Datter -(h)ilda(Regnilda) = Hagenes Datter Hilde.

Om Hading fortæller nu Saxes norske Kilder en ventyrlig der ifølge Axel Olrik genspejler deii danske Viking Hastings Foretagender i Vesterlandene; deri har ingen Tilknytning til den oprindelige Sagnkærne.

Tilknytning har derimod følgende Enkeltheder.

Efter et Hærtog opdager Hading, at der har været Tyve i hans Skatkammer, og han lader saa sin Skatmester Glumer hænge. Dette er en norsk Tildigtning udfra Navnet paa Heodens Folk, Glommerne, som man ikke vidste at stille noget op med. Men Navnet staar ialfald fast.

»Siden spurgte Hading, at Nidrernes (?) Konge Haquins
Datter Regnilda var lovet bort til en Jætte; han harmedes derover,.
. . drog til Norge og fældede Møens Bejler. . . Svært medtagen
var han af Saarene, men Møen lægede sin Velgørers Vunder
uden at vide, hvem han var, og for at hun .... kunde være
istand til at kende ham igen, mærkede hun hans Ben ved at lægge
en Guldring i et af hans Saar. Siden fik hun Lov af sin Fader
til frit at vælge sin Ægtefælle, og hun mønstrede da de unge
Mænd efterat have budt dem til Gilde, og følte dem omhyggeligt
efter . . . Alle de andre vragede hun, men da hun kom til Hading,
kendte hun ham paa den skjulte Ring og fæstede sig til ham. . . .
Hading drog nu hjem med sin Brud til sit eget Land, og vel laa
der Vikinger paa Lur for at opsnappe ham, men dem sejlede han
fra og gjorde ved sin II deres Anslag til intet.«

Saaledes lyder Fortællingen hos Saxe. Den er stærkt afbleget. Bortførelsen og Fjendskabet med Hildas Fader er forsvundne. Istedenfor den vrede, forfølgende Fader optræder nogle navnløse »Vikinger«. Men den virkningsløse Forfølgelse og Udmalingen af Hadings Forspring svarer endnu tydelig nok til Skildringen af Hagenes forgæves Anstrengelser, Kudrun str. 453: »do kunde er niht gevolgen uf dem wilden mer, diu schif, diu wåren diirkel (hullede) und vil unbereite«.

En Skildring af Kampen mellem Hagena og Heoden
har Saxe imidlertid efter en anden Kilde puttet ind paa et
tidligere Sted.

»Da Hærene samme Nat mødtes til Strid, saa man ved Stjærnernes Skin to skaldede Gubber, saa grumme og lede at skue som næppe noget Menneske, og af disse to Utysker holdt den ene med Danerne, den anden med Sveerne. Hading blev slagen og flygtede til Helsingland.«

Dette stemmer nøje med Skildringen af Kampen mellem de to Gubber Hagene og Wate i Kudrun, str. 512 ff., og Flugten til Helsingland genspejler Wates Folk, Hælsingerne, Vidsid 22.

Efter Hadings Giftermaal med Haquins Datter bliver Vidsidreflexerne foreløbig atter magre. En Mand ved Navn Thuning lod sig lokke til at ville stræbe Hading efter Livet (Saxe 52), og han fik en Hoben tryllekyndige Bjarmer i Ledtog med sig, naturligvis forgæves, da Hading faar Hjælp af en Gubbe = Odin. Denne Thuning kan let være en Radbrækning af Vidsids: Thyle Rondingum, i dansk Form *Thul Randingum. Thul var jo Navnet paa en »Digter« eller »Præst«, og kunde derfor tolkes som en »troldkyndig Person«.

Siden erobrer Hading Sverige (Saxe 53) og giver det
til den faldne Konges Broder, Hunding, som svarer til
Vidsids Hundinger forud for Ordene: Thyle Rondingum.

Denne Rigsoverdragelse skete, for at Herredømmet kunde
blive i Asmunds Æt, siger Saxe. Asmund svarer her efter

Pladsen til Vidsids Oswine, der følger lige efter Hundinger
og Rondinger. Der fortsættes:

»Paa den Tid var der en Jyde af lav Byrd ved Navn Toste,
hvis vilde Færd rygtedes vide: han plagede Almuen med alskens
Ondskab,.... havde saa ilde et Rygte, at han fik Øgenavnet »hin
arge«. Ogsaa Saxland hjemsøgte han. Saxlands Hertug Syfrid
bad om Fred, og Toste var ogsaa villig til at opfylde hans Bøn,
hvis han blot vilde love at stride mod Hading sammen med ham.
Syfrid var ræd for at samtykke, men Toste tvang ham ved haarde
Trusler.«

Derefter følger en ret interesseløs Udmaling af Kampen,
som længe har skiftende Udfald, men ender med, at Hading
sejrer og Toste fældes.

Hvad der ligger til Grund for dette Sagn, lader sig næppe opdage. Men efter Pladsen svarer det nøjagtig til Vidsids Yter = Jyder og til den følgende Fyrste SæferS, Regent over Sycgerne. At Sycger og Saxer har været Tvillingfolk, kan vi skønne af Navneparret hos Vidsid v. 62. Sagaen slutter med, at Hading i Folkets Paasyn hænger sig selv, da han erfarer Sveakongen Hundings Død, 60. Dette svarer til Vidsids Omtale af Sveakongen efter SæferS.

Af alle de Hading-Episoder, der gaar tilbage til Vidsidstof, er den om Haquin og -(h)ilda aabenbart den vigtigste. Kun ved den lader der sig skimte en extra Overlevering, nemlig Stykket om de to Gubbers Kamp. Midt ind i den har iøvrigt Saxe puttet et andet Sagn om Hading, nemlig Fortællingen om hans og den unavngivne Kvindes Vandring til Dødsriget, hvor han bliver Vidne til de genopstandne Krigeres Kamp. At dette er en Variant af det evige Hjasningavig, følger af sig selv; i Gosrunarkvisa str. 22 B. bærer Dødsriget jo Navnet »land Haddingja«.

Sagnet om Ulvilda og Frode.

Hjadningsagnet i Hadings Saga kendemærkes som sagt
negativt derved, at Vidsids kvindelige Topfigur Ealhhild

ikke har formaaet at gøre sig gældende; den mytiske Indehaveraf
Sagnets Kvinderolle, Hild, var saa mægtig og
modstandskraftig, at hun ikke lod sig fortrænge.

Nok har Hading en Datter ved Navn Ulvilda = Ealhhild, men hun hører sikkert ikke til den egentlige Hadingsaga: hun turde være en Snyltegæst fra den følgende norske Kilde, Frodesagaen, thi her er hun den røde Traad fra først til sidst.

Navnet Ealhhild, »Helligdoms-hild«, turde have haft Biformen *Ealuhild, omformet i Tilknytning til et magisk Ord alu, der findes i Runeformler. Det maatte blive oldn. *Qlvildr, hvad et dansk Øre let kunde opfatte som Ulvild; norske Navne paa -olfr gengives jo i Dansk faststaaende ved -ulv.

Vi har ovenfor seet, at Topfiguren Ealhhild i Skjoldsagaen tænktes hjemført af Skjold efter hans Tvekamp med Attal og Scat. Her er Sagen hurtig ordnet, og den fagre Prinsesse kommer ikke oftere paa Brædderne.

Men det kunde ogsaa tænkes saaledes, at Topfiguren Ealhhild, fordi hun gaar igen i Vidsids Slutning, efterhaanden kom i Kast med et repræsentativt Udvalg af den samlede Remsetexts Fyrster. Og det er netop dette, der kommer til Udtryk i Sagnet om Ulvilda og Frode. Vi maa blot forud indskyde, at mens den oprindelige Vidsidremse udelod Frode, — hvad der endnu har et Sidestykke i den ovenfor gengivne Hadingsaga, — saa maa der have existeret en Bi-Redaktion, der optog ham paa Listen.

Overensstemmelsen med Vidsid maa først vises ved en
Oversigt over Navne og Tildragelser i deres Rækkefølge.

Medens Ealhhild i Alvilda-Sagnet er afbleget til en farveløs Figur, har hun i Ulvilda-Sagnet fastholdt sit karakterfulde Præg, ja, har snarest vundet i Ejendommelighed. Blot er Karaktertegningen bleven noget udvisket og forvirret i Saxes Referat, medens den sikkert har været adskilligt skarpere i den norske Originalsaga. Vi iagttager en tydelig Udvikling af Personligheden. Vel at mærke: af den ædle, højtpriste Dronning Ealhhild er der saa godt som intet tilbage; hendes Sindelag er blevet krænget over i en ganske anden Retning, ved at Digtningen fulgte et svagt, tvetydigt Vink, som gaves i den oprindelige Text.

Der fortælles i Vidsid, v. 5-9, at Ealhhild, »den trofaste Fredsvæverske«, drog ud for at gæste Ermanrik, Goterkongen, den »vrede Troskabsbryder«. Her er nu »Fredsvæversken« i Ulvilda-Sagnet sporløst forsvunden. Sagnoverleveringen har bidt sig fast i det andet Punkt, at Ealhhild rejste til den »vrede Troskabsbryder«. Hvad vilde hun dér? Hun vilde vel spinde Rænker sammen med ham mod et eller andet uskyldigt Offer. Mod hvem? Det maatte sikkert være mod den næste fremragende Person i Remsen, altsaa Heoden, alias Danekongen Hading.

Altsaa, Ealhhild blev til den rænkefulde Prinsesse Ulvilda;hendes Gæsteven, Goteren Eorm(anric), den »vrede Troskabsbryder«, blev til hendes troløse, oprørske Husbond,Guth-orm (jfr. Alf hild g. m. Gudrød, Yngl. Sag. c. 33); og Heoden blev til det sagesløse Offer, hendes egen Fader Hading. Dette var ganske lige ud ad Landevejen efter gængs

episk Udvikling. Mere paafaldende er det, at Guthorm gøres til en tarvelig Almuesmand, som Ulvilda skammer sig ved; det er unægtelig en svær Degradering for den navnkundige Goterkonge. Det maa imidlertid huskes, at Ermanrik var temmelig fremmed for dansk Overlevering; for de fleste Tilhørere var det blot et tomt Navn. Man forefandt Navnet i Fyrstelistens første Linje, — det var alt; saa digtede man selv videre efter eget Tykke. Og paa den Maade fik man da Intrigen færdig.

Hvordan Ulvilda haanede og ophidsede sin Husbond,
gengives af Saxe meget ordrigt, efter hans Sigende nogenlunde
i de samme Udtryk, som hun selv brugte.

»Med slige Ord trængte Ulvilda ind paa sin Mand, og han lod sig daare og lovede at hjælpe hende med at fremme Svigen. Men Hading var i Drømme bleven varet mod sin Svigersøns onde Anslag; og vel gav han Møde ved det Gilde, som hans Datter under Venskabs Dække gjorde for ham, men i Nærheden stillede han væbnede Mænd paa Vagt for i Nødsfald at kalde dem til Hjælp mod de onde Anslag. Mens han nu sad og holdt Maaltid, stod den Hirdsvend, der var udseet til at øve Udaaden, med Sværdet skjult under Kappen, og ventede tavs paa den rette Stund til at sætte sit Forsæt i Værk. Men Kongen fik Øje paa ham og gav med Luren de i Nærheden opstillede Hærmænd et Tegn; de ilede ham flux til Hjælp, og nu slog Fals sin egen Herre paa Hals.«

Guthorm maa vel tænkes at være falden paa sine Gærninger,
men det fortæller Saxe ikke udtrykkelig. Han gaar
uden lang Snak videre i Texten.

Her maa vi nu springe frem til S. 74, hvor der fortælles, at Frode kom i Kamp med en frisisk Viking ved Navn Vittho, som naturligvis blev overvunden. Dette seer ud til at være en lidt vildfarende Vidsidreflex, thi forud for Offa (v. 35) nævnes Wilta som Fyrste over Svaberne (v. 22). Hans Stilling mellem Hagena, Heoden og Wada viser, at han maa have noget med Hjadningesagnkredsen at gøre, hvorhen jo ogsaa Frode hører ifølge Kudrunkvadet. Miillenhoffi »Sagen der Hzgt. Schleswig, Holstein u. Lauenburg«

Nr. 400, S. 242, gør opmærksom paa, at Vitte og Vatle i
sønderjyske Sagn er Navnene paa to venskabelig forbundne
Dværge.

Medens dette Optrin af Frodes Kampe seer ud til at være kommet noget ud af Plads, bliver Vidsid-Rækkefølgen atter overholdt med Nr. 2 af Ulvildas Ægteskaber. Den anden af Fyrstelistens Personer, der kan gøre Krav paa Prinsessen, er selvfølgelig Anglerkongen Offa, den eneste Fyrste, der i Vidsid I hædres med hele 10 skildrende Linjer. Til ham svarer Saxes Übbe, S. 72. Men ligesom ved Guthorm er der ogsaa her sket en Degradering: den navnkundige Offa er bleven reduceret til en lavbaaren Mand, der kun hæver sig i Tillid til sin Hustrus høje Byrd. Her er atter Ulvilda paa Spil, siger Saxe. Übbe, der hidtil havde styret som Frodes Jarl, tiltog sig Kongedømmet i hans Fravær. Men snart kom Frode hjem, fangede Übbe og lod ham føre frem for sig. Imidlertid lod han Naade gaa for Ret; thi, siger Saxe, »han vilde hellere tilgive end straffe ham for hans onde Id, fordi han tyktes ham at have stræbt efter Riget mere efter sin Vivs Raad end af egen Vilje«. Altsaa nøjedes da Frode med at tage Ulvilda fra Übbe og give hende en anden Husbond.

Ulvildas Husbond Nr. 3 bliver Scot, »efter hvem Skotterne har Navn«, S. 73. Det er muligt at her delvis foreligger en Reflex af Ymbrerfyrsten Sceafthere, der i Fyrstelisten Vidsid I har Plads i Vers 32, altsaa kort forud for Offa. Men iøvrigt er Scot baade efter Plads og Navn en direkte Afspejling af Skottefolket, som omtales i Rejseskildringen Vidsid II v. 79, altsaa paa den rigtige Plads efter Offa og før Episoden med Hunding = Vidsids Hundinger v. 81.

Sagnets Ledemotiv af Rænker og Frændesvig fortsættes. Frode brugte Tvang for at faa Ulvilda gift med Scot, fortælles der, men var ellers mild mod hende og fulgte hende paa Vej med kongelige Vogne.

»Trods Broderens Godhed aflod hun dog ej det mindste fra sit gamle haardnakkede Flad og plagede sin ny Ægtefælle med stadig at raade ham til at fælde Frode og tage Danernes Rige. . . Da hun kun fandt døve Øren hos sin Husbond, stræbte hun ham efter Livet istedenfor sin Broder og lejede nogle Mænd til at skære Halsen over paa ham i Søvne. Men Scot fik af en Tærne Nys herom, og den Nat, han havde hørt, Drabet skulde gaa for sig, lagde han sig brynjeklædt paa Lejet. Ulvilda- spurgte ham, hvor det kunde være; han svarede, at det havde han nu Lyst til. Da de nu troede, han laa i dyb Søvn, brød Lejesvendene frem, men han sprang ud af Sengen og slog dem ihjel.«

Saxe glemmer at fortælle om den Irettesættelse eller Tugtelse, man venter, Ulvilda maatte faa for sin Adfærd. Det hele Svigmotiv gaar ham fra nu af overhovedet af Minde og skimtes kun svagt igen ved Sagnets Slutning.

Der fortsættes med en Skildring af, hvordan Frode efter sine store Sejre i Østerleden nu ogsaa kom i Tanker om at ville vinde Ry i Vesterleden. Særlig udmales hans Felttog til Brittannien, hvor Scot støder til ham med en vældig Hjælpehær, S. 78. Som Viking i Øst og Vest svarer Frode her til den vidtrejste Sanger Vidsid, der udstrækker sine Rejser lige fra Kina til Brittannien. Kampene med Britter og Skotter og Forbundet med Skottekongen Scot svarer til Vidsid v. 79^—80, hvor Sangeren gæster Skotter, Pikter og Lidwicinger, dvs. Bretoner. Naar der spørges om, hvorfor netop dette Afsnit af Vidsidremsen valgtes til at skænke Ulvilda en Husbond og til at udmales med bred Pensel, saa kan dertil svares, at Vesterviking vel var den mest yndede Tumleplads for nordisk Fantasi.

Hjemvendt til Danmark, bydes Frode til Gilde af Scato, udæskes til Holmgang af Hunding og fælder ham, S. 79. I Vidsidkvadet drager Sangeren fra Brittannien til Hundingerne, dvs. et Folk i Nordtyskland, altsaa i Danmarks Nabolag, v. 81.

Da to af Frodes Kammersvende stræbte ham efter Livet, skal
Ulvilda ved denne Lejlighed have givet ham en Kjortel, som
Vaaben ikke bed paa. Men netop denne Kjortet blev hans

Død, da han kvaltes af sin Krops Hede indeni den, S. 79^— 80. — Her kommer Saxe atter i Tanker om Motivet med Ulvilda, som har været underlig skudt i Baggrunden under hele Fortællingen om Frodes Sammenstød med Brittanniens Folk og Hunding. Det svarer nogenlunde til Vidsid, hvor Dronning Ealhhild dominerer Indgangslinjerne, derpaa forsvinderog først genopdukker ved Slutningen af Vidsid 11. Som Ulvilda skænker den hjemvendte Frode en kostbar Kjortel, saaledes skænker Ealhhild den hjemvendte Vidsid en kostbar Guldring. Naturligvis er der en slem Forskel paa Gavens Hensigt og Virkning: oprindelig skænkedes den af et ærligt Hjærte, men, som den udgaar fra Ulvilda, volder den Modtagerens Død. Dog denne Ændring er en nødvendig Følge af, at den højtfejrede Dronning Ealhhild overhovedet er bleven krænget om til en nedrig Rænkespinderske.

Ulvilda-Sagnet kan nærmest kaldes Suppe paa en episk Pølsepind. Vidsid frembød en Fortælling om den navnkundige Dronning Ealhhilds Rejse til den »vrede Troskabsbryder«, Goterkongen. Dette har Sagndigteren forbundet med to mytiske Kvindemotiver, der fulgte med Vidsidlistens Personer: 1) Valkyrjen Hild (halvt Navnesammenfald!), der sviger sin egen Fader og til evig Tid optræder som de faldne Krigeres Kampvækkerske; 2) Offas grumme Dronning Prydo, der volder mange Mænds Død. Af alt dette er der uddraget en Fortælling om Ulvildas evige Intrigering. Personerne, hun faar at gøre med, har Digteren plukket ud af Listerne over Fyrster og Folk. Med Stillinger og episke Motiver har han udstyret dem helt vilkaarlig, som det faldt ham ind. Sangeren Vidsids Rolle overtages af den vidtrejste Vikingkonge Frode, der (efter hvad vi kan skønne) bliver Ulvildas sidste og egentligste Offer.

Sagnet om Alvilda og Frode Fredegod.

Den norske Saga om Alvilda og Frode Fredegod er
vigtig for vor Forstaaelse af Sagnudviklingen, fordi den

i sig forener en hel Række Motiver fra de andre Varianter.
Navneligningerne stiller sig, som følger.

I Valget af Hovedpersonerne Alvilda og Frode Fredegod er vor Saga selvfølgelig en Dublet af den ligeledes norske Saga om Ulvilda og Frode. Men den kvindelige Topfigur er fra at være Frodes Søster her gaaet over til at blive hans Dronning. Om Hadingsagaen minder det Forhold, at Hjadningsagnet indgaar som Hovedpart i Fortællingen; men medens dennes mytiske Heltinde Hild ovenfor ikke taalte noget andet Kvindemotiv ved sin Side, seer vi her den stereotype Alvilda som Topfigur, svarende til Vidsids Ealhhild. Om Hervararsaga minder den indflettede Kamp mod Hunnernes Konge Hun = Kampen mod Hunnernes Konge Humle i Herv. = Kampen mod Hunnernes Konge Ætla i Vidsid 119 ff.

Et interessant og tydeligt Minde om Vidsid er det, at Sagaen skelner Hunnerkongen Hun fra en underordnet Saxerfyrste af samme Navn = Hætwerer-fyrsten Hun, Vids. 33. I det hele er den her paaviste Variant et af de mest indlysende Exempler paa Vidsidreflexer.

Sagnet om Ulvilda, Frode og Haldan Bjærgram.

Sagaen om Ulvilda, Frode og Haldan hører til Saxes norske Stof; Albert Jensen har i norsk »Historisk Tidsskrift« (1925) 370 paavist, at Haldan delvis svarer til HjadningmytensHedin. løvrigt medtager jeg i dette Afsnit Stof fra Saxe, der strækker sig indtil henimod Sagntidens Slutning.

Det er ikke Meningen dermed at ville paastaa, at det repræsenterereen og samme Sagnkilde, men jeg lader det kun staa her, fordi jeg ikke finder andet Sted at indordne det paa. Navneligningerne er, som følger.

Ulvilda staar, som sig hør og bør, ved Sagaens Top, ligesom Ealhhild ved Toppen af Vidsidsamlingen. Naar hun kives med en Svigerinde om Rang og Byrd og ophidser sin Husbond Frode til at afbryde al Omgang med Broderens Familie, saa svarer det nøje til Skildringen af Frodes Søster Ulvilda og har samme Motivering.

Den øvrige Fortælling om Frode og Haldan er en Blanding af Skjoldungsagn og Hjadningsagn. Af Interesse er følgende Stykke, hvis Afstamning fra Hjadningmyten er paavist af Albert Jensen.

Haldan »lagde Haand paa Sverige og fældede dets Konge i Strid. Dernæst vilde han holde Slag med hans Dattersøn Erik, Søn af hans egen Farbroder Frode; og da han hørte, at han havde en Kæmpe ved Navn Haquin, som vidste at døve Sværd ved Tryllekvad, lod han gøre en vældig jærnbunden Kølle, for med Egebul at overvinde Trolddommens Magt. Han foer med Hjælm paa Hovedet, men uden Skjold, midt ind blandt de vildt fremstormende Fjender og svang med begge Hænder sin Egebul. .; Enden blev, at han med et mægtigt Kølleslag knuste Kæmpen. . . Ikke des mindre blev han overvunden og undveg til Helsingland.Her tyede han til en Mand ved Navn Vitolf, som fordum havde tjent i Kong Haralds Gaard, for at søge Lægedom for sine Saar. Det meste af sin Tid havde Vitolf tilbragt under Vaaben, men omsider var han efter sin Høvdings ynkelige Død draget

bort til dette øde Land, hvor han havde lagt sig efter Bondesyssel og glemt sin vante Vaabenfærd. Han havde ofte været udsat for Fjendens Spyd og havde ved idelig at helbrede sine Saar vundet ikke liden Indsigt i Lægekunsten; men naar nogen med fagre Ord bad ham om Hjælp, havde han for Skik at sende dem en lønlig Skade paa Halsen istedenfor at helbrede dem; thi han regnededet for en større Ære, naar man ved Trusler tvang ham til at tjene sig, end naar man venlig bad ham derom. — Da nu Kriks Hærmænd vilde lægge sig paa Lur ved hans Gaard for at fange Haldan, blændede han deres Syn, saa de end ikke kunde se saa langt som til det nærmeste Hus. . Ved hans Hjælp vandt Haldan sin fulde Førlighed igen.«

Delle Slykkes Afstamning fra Hjadningmyten er umiskendelig. Der fortælles i Kudrundigtet om den forbitrede Kamp mellem Hagene og Heteles Ven Wate = Hælsingernes Fyrste Wada i Vidsid v. 22. Efter Kampen læger Wate de overlevende Kæmpers Saar; da man beder ham læge ogsaa Fjendernes Høvding Hagene, afviser han først Opfordringen med disse Ord: »ich bin ir arzåt niht«, str. 533 (Martin). Vi har allerede ovenfor fundet Kampscenen afspejlet i Hadingsagaens Skildring af Kampen mellem de to vrede Gubber og Hadings følgende Flugt til Helsingland. Paa nærværende Sted er der indtraadt en dobbelt Personforskydning. I Kampskildringen er Wate afløst af Haldan = Hading, Hetele, i hvis Interesse Kampen udkæmpes; derimod huskes ogsaa her Flugten til Wates Land Helsingland. Ved den paafølgende Lægedoms- Akt er Wate afløst af Vitolf, dvs. Wadas Sidemand Witta i Vidsid; Udvidelsen -olf skyldes en Radbrækning af Textens Witta weold, »Witta regerede«. Den hele Fortælling staar uden synderlig Sammenhæng med det øvrige Sagn, og den stærke Udmaling er ret umotiveret. Men det er netop typisk for Heltesagnet, at det ofte kaster sin Kærlighed paa uvæsentlige Biepisoder, som udmales atter og atter med største Grundighed; et tilsvarende Exempel fra Nibelungsagnet er Hagenes Rotur paa Donau, hvor han brækker en Aare.

I Forhold til Haldansagnet staar Sigarsagnet hos Saxe paa den rigtige Vidsidplads, — medens det derimod, som vi ovenfor saa, er rykket for langt ned, naar vi tager Hensyn til Saxes Afspejling af Vidsidrækkefølgen som Helhed. Dermed skal ikke være sagt, at Haldansagnet og Sigarsagnet har dannet nogen egentlig Enhed i Overleveringen; ifølge Axel Olrik er jo Haldansagaen en norsk Kilde, medens derimod Saxes Fremstilling af Sigarsagnet røber væsentlig danske Træk. Imidlertid er det muligt, at de to Sagn allerede forud for Saxe har været bragt i en eller anden Forbindelse.

Alvilda som Alf Sigarsøns Brud turde vel skyldes Omtalen af Ealhhild ved Slutningen af Vidsid 11, og fra samme Stykkes Hundinger v. 81 stammer aabenbart Hunding i Saxes Opremsning af de fem Landsstyrere efter Sigarslægtens Undergang.

En umiskendelig Vidsidreflex er endelig Jarmerics og Biccos Indførelse ved Sagntidens Slutning. Den paafølgende danske Urkonge Sne er ligesom en Skillestreg, der udtrykker, at her hører Vidsidstoffet op og den rent nordiske Overlevering tager fat.

Sagnet om Alf hild og Angantyr.

Sagaen om Frode Fredegod hos Saxe indeholder et Stykke om Angantyr og hans Frænder. I dette Tilfælde er Saxe dog ikke vor Hovedkilde, men Overleveringen er fyldig repræsenteret paa norsk-islandsk Grund; til de paagældende Kilder hører Eddakvadet Hyndlulj6s, Orvarodds Saga og fremfor alt Hervararsaga. Imidlertid er Saxes Text ikke uden særlig Værdi; hans Gengivelse af Angantyrs Brødreflok fastholder den oprindelige Vidsidrækkefølge bedre end nogen anden Kilde. — Navneligningerne er, som følger.

Hovedindholdet kendemærkes ved, at efter den kvindelige Topfigur Alfhild følger en Skildring af Hunnerkampen; det samme har vi fundet efter Alvilda i Frode Fredegods Saga, og Modellen er Hunnerkampen efter Ealhhilds Optræden i Vidsid.

Den foreliggende Sagnsamling har sin Interesse ved at vise os et Urgrundlag, der er delvis fuldstændigere end den Version af Vidsid, som vi kender. Medens Vidsid har TopfigurenEalhhild forud for Hovedafsnit I og bagefter Hovedafsnit11, er der intet Spor af denne Figur bagefter III; derimodi Hervararsaga staar Alfhild ved Indgangen og ved Udgangen, saa hun peger tilbage paa en Version, hvor hun

fuldtud har udfyldt den Opgave at tjene som samlende Ramme. Endvidere finder vi i Hervararsaga og de tilhørendeOverleveringer en Række Navne, som Vidsid ikke kender, men som utvivlsomt gaar tilbage til Folkevandringstiden:Hiarrandi som Repræsentant for Hjadningmyten i Angantyrs Brødreflok hos Saxe; Tyrfingr = Opnævner for Tervinger = Vestgoter; Gizurs Tilnavn Gr5^rtingalisi, dvs. Fyrste for Greutunger = Østgoter; Harfaåa fjoll = Karpaterne;Danpar = Dnjepr, Dun-heisi = de lugiske Duners Land i Slesien.

Ealhhild er i Hervararsaga halvvejs mytiseret, som det
fremgå ar af følgende Fortælling om Alf hild.

»Alf hed en Konge, som styrede Alfheimar; Alfhild hed hans Datter. Alfheimar hed dengang Landet mellem Gotaelven og Raumelven. En Høst blev der gjort stort Diseblot hos Kong Alf, og Alfhild gik til Blotet; hun var fagrere end alle Kvinder, og alt Folket i Alfheimar var skønnere at se end andet Folk paa den Tid; men om Natten, da hun rødfarvede Alteret, tog Starkad Aludreng Alfhild bort og havde hende hjem med sig. Kong Alf anraabte da Thor om at lede efter Alfhild, og siden dræbte Thor Starkad. Da for Alfhild hjem til sine Frænder.« — Fra hendes Datter Baughild nedstammede Angantyrs Æt.

Den samme Person, Alfhild fra Alfheimar, optræder i Ynglingasaga c. 53; her hedder Faderen blot Alfarin og hun giftes med GuSrpsr hinn mikillåti, jfr. Ulvilda g. m. Guthorm, Saxe 57. Til alt dette Sagnvæv foreligger der i Vidsid ingen anden Motivering, end at Ealhhild var nævnt paa stærkt fremskudt Plads, og at Fantasien derfor nødvendig maatte søge at forklare denne hendes Stilling paa en eller anden Maade. Det eneste Spor af Vidsidreflex i Skildringen af Alfhilds Forhold er maaske Datterens Navn Baughild; det turde være et afbleget Minde om, at Ealhhild efter sin Hjemkomst fra Ermanriks Hof skænkede Sangeren Vidsid en Ring, oldeng. beag, oldn. baugr, v. 90—97.

HyndluljoS erstatter Angantyrs Stammemoder Alfhild

med Almveig, gift med Halfdan Gamle; Snorre kalder hende i Skaldskaparmal c. 73 for Alvig hin spaka, Datter af Kong Eyvind hin rige af Holmgard. En tilsvarende Radbrækning af Navnet kendes fra det danske Runekongetal, hvor Frodes Hustru, som ellers hedder Alvilda eller Ulvild, til en Forandringkaldes Alogh, var. Alofp el. Alath.

Det vil maaske endnu forekomme Læseren en altfor dristig Tanke, at Almveig-Alvig skulde være en Radbrækning af Alfhild-Ealhhild. Men den videre Sammenhæng gør denne Slutning uundgaaelig. I HyndluljoS str. 16 fremstilles Almveig som Moder til 4 Fyrsteætter: Skjoldunger, Skilvinger, Ødlinger, Ynglinger. Snorre har et noget afvigende Udvalg af Efterkommere efter Alvig hin spaka: Hildinger, Nivlunger, Ødlinger, Ynglinger, Døglinger, Bragninger, Budlunger, Lofdunger, Siklinger; som Repræsentanter for Nivlunger og Ødlinger nævnes henh. Gjuke og Kiar. Dette Stykke er en Udvidelse af det indledende Stormagtsafsnit i Vidsid Fyrsteliste. Skjoldungerne svarer til Scealdwea i den sekundære Vidsid, Fyrstestamtavlen; Budlunger svarer til Vidsids Ætla, Gjuke til Gifica, Kiar til Casere, Ynglinger til Ongendpeow, Bragninger vel til Breoca, Siklinger til Sigehere. Den efter Fyrsteætterne følgende Opregning af menige Personer under Fællestitlen Angantyrs Brødre svarer til Vidsids Fyrster af lavere Rang, der følger efter Stormagtsafsnittet. Saaledes vil det sees, at Eddaoverleveringen endnu tydelig afspejler det Rangskel, der gøres i Vidsid.

Fødestedet for Angantyrs Brødreflok stedfæstes faststaaende ved Udtryk som »østen«, »øster«, »Østervej«, jfr. Hyndl. str. 24: peir i Bolm austr bornir varu. Dette er en tydelig Reflex af Ealhhilds Rejse til Kong Ermanrik »eastan af Ongle«, Vidsid v. 8.

Angantyrs Brødreflok svarer til Vidsids Fyrsteliste, hvad jeg allerede har paapeget i »Arkiv f. nord. fil. XXXVI 19 ff. — Navnene er for Størstedelen radbrækkede, eller ogsaaer de tillæmpede med Henblik paa den senere følgende

Sagnhandling. Heoden er erstattet af de to Haddinger, som svarer til Hading i den ovenfor paaviste Afspejling af Hjadningmyten;ved Siden af dem staar i Saxes Version Heodens Ven, Sangeren Hiarrandi. Thyringerfolket er afløst af Tyrfingr,Opnævner for Tervingerne dvs. Vestgoterne, hvis Skæbner fremstilles nedenfor i Skildringen af Hunnerkampen.Folket Hætwererne er blevet til Personen Hervarår, medens det genetiviske Folkenavn Herfarena er blevet spaltet i to Personer, Hiartwar og Rani. Paa Bagvægtpladsenhar Saxe, som sig hør og bør, Angantir, der svarer til Vidsids Sveakonge Ongendbeow.

Hervararsaga har flyttet Hovedpersonen fra Bagvægtpladsen hen paa Forvægtpladsen, hvad der er en Ændring af det overleverede, men ikke i Strid med Reglerne for folkelig Fortælling. Den samme Flytning har HyndluljoS og Orvarodds Saga villet foretage, men idet her Stavrimsordningen fastholdes, kommer Angantyr ikke til at staa rigtig paa Forvægtspladsen, men først som Nr= 4: HervarSr. Hjorvarår, Hrani, Angantyr.

Det, der i Sagnet fortælles om den navnkundige Viking Angantyr, er et Supplement til Beovulfs Skildring af Sveakongen Ongendbeow; vi erfarer herigennem, at Skuepladsen for denne svenske Helts Gærninger er Kattegategnene.

Slutningen af Hervararsaga handler om en Angantyr Nr. 2, som holdes tydelig skilt fra Nr. 1 og er en helt anden Person, nemlig Romerstatholderen Aétius, ogsaa kaldet Agetius, og (hos Nennius) Aequantius. I Virkeligheden har han kun at gøre med den ene af de skildrede Hunnerkampe, nemlig Attilas Nederlag ved Chålons i Gallien; herhen hører Vidsids Navnepar Hlibe, Incgenbeow = Frankerkongen Chlodjo og Romerstatholderen Aétius.

Den anden Hunnerkamp er bleven knyttet til Angantyr, væsentlig fordi Skildringen af den i Vidsid følger umiddelbartefter Omtalen af Hlibe og Incgenbeow. Much formoder,at Angantyr er bleven sammenblandet med LangbarderkongenAgilmund, der ifølge Paul Warnefrid I 16

blev overfalden og fældet af Bulgarerne; denne Agilmund forekommer som Ægelmund umiddelbart forud for VidsidsSkildring af Hunnerkampen, v. 117. Muchs Formodning kan have sin Sandsynlighed, men den er ikke strængt nødvendigfor at forklare Sammenkædningen af de to Hunnerkampe.

Skuepladsen er udstyret med rige Enkeltheder, fyldigere end i Vidsid: Tyrfingr = Tervinger, Grytinger = Greutunger, DunheiSi = de lugiske Duners Land, Myrkviår = got. Miriquidu, Wib-Myrgingernes Land, Danpar = Dnjepr, Harfasafjpll = Karpaterne, Dylgja, Jassafjældene, Ernar heraft etc. Vi noterer nogle ejendommelige Tilfælde af Venden-opog-ned paa Navneleddenc. Myrk-visr i Ilerv. og Angantyrkvadet er = Wip-Myrginger i Vidsid; her er Myrk-visr sikkert det oprindelige, da det støttes ved den gotiske Form Miriquidui = Erzgebirge i tysk Overlevering, jfr. Thietmar, Mon. Germ. SS. V 807. Ved Siden af Landeværnsmanden Ormarr, som er den direkte Fortsættelse af Vidsids Wyrmhere, staar hans Fosterdatter Hervor, som er dannet ved at vende Navnet om. Den samme Omskabelse fra Hankøn til Hunkøn iagttager vi ved Heidreks Hustru Sifka = Heaborics Sidemand Sifeca i Vidsid. De to Tilfælde af Mænds Omskabelse til Kvinder er interessante Exempler paa, hvordan Kvindemotivet, der fuldstændig savnedes i Grundlaget for Vidsidsamlingen, efterhaanden breder sig mere og mere.

Efter Hunnerkampens Slutning bliver Personen Ra.ndvér løst paahægtet = Rondhere i Vidsid 123. Langfesgatal kender paa tilsvarende Plads ogsaa Faderen Rasbarsr = Sidemanden Rædhere i Vidsid.

Randvérs Moder Alfhild, Ivar Vidfadmes Datter og tillige Moder til Harald Hildetand, har ikke nogen direkte Model i det paagældende Stykke af Vidsid, men vi maa som sagt forudsætte, at der fandtes en fyldigere Version, hvor Ealhhild markerede Slutningen ligesaa vel som Indledningen.

Ved de nøjere Enkeltheder af Sagnet om Hunnerkampen
skal jeg ikke opholde mig, da jeg har drøftet dem udførlig

i min Afhandling »Angantyrkvadets Geografi« i »Arkiv f. nord. fil.« XXI 30 ff.; jfr. Much i »Zeitschrift f. deutsches altertum« (1888); Heusler i »Reallexikon der germ. Altertumskunde«,Art. »Hunnenschlacht«; Singer i »Beitriige zur Geschichte der deutschen Sprache und Litteratur« Bd. 50 (1926) 153.

Angantyrkvadets Indledningsstrofe.

Som Parttext i Hervararsaga forekommer et Kvad i
Eddastil, omhandlende Hunnerkampen. Det indledes med
en kort, sammentrængt Fyrsteliste.

Ved første Øjekast synes Forskellen mellem de to Remser
ret væsentlig, men ved nøjere Eftersyn vil det hurtig
skønnes, at den ene er Afkom af den anden.

Der savnes Spor af Topfiguren Ealhhild; dvs. Texten udtrykker paa dette Punkt et Stade, der ligger forud for Kvindemotivets Indførelse. Længere nede i Kvadet dukker der ganske vist et Kvindemotiv op med Fortællingen om Hervors Fald i Kampen mod Hunnerne; det spiller dog ikke nogen større Rolle, og vi har ovenfor seet, at Kvinden Hervor er en sekundær Udspaltning udfra den mandlige Grænseforsvarer Wyrmhere.

Det følger af sig selv, at Hervararsagas Hovedpersoner har faaet deres Navne indført istedenfor dem, der stod i Vidsid: Humle for Ætla, Angantyr o: Romeren A(g)étius, Aequantius, for Eormanric, — hvad der iøvrigt kun delvis medfører et virkeligt Personskifte, da Humle, fransk Humhers,er

hers,eret velkendt vesterlandsk Kendingsnavn for Ætla, Attila, i Sagnet om Kampen paa de catalauniske Marker. Derimod er der af det oprindelige Remsestof blevet staaende en Del Handlingen uvedkommende Navne, og det er dem, der sætler os istand til at paapege Afledningsforholdet. Vel er de mere eller mindre radbrækkede, og der er foretaget helt vilkaarlige Ombytninger og Udeladelser; men alligevel er Identiteten umiskendelig. Casere gengives ved Kiar, som vi ogsaa træffer f. Ex. i Vølundkvidens Indledningsprosa; det er det velkendte Herskernavn »Kejser«. At det tilhørende Folk Grækere er ombyttet med Vælske, gør intet, da de to Folkenavne politisk danner en Enhed. Danerne, som følger efter Kejsers Folk er ved Udskydning af nogle Led bleven kædet sammen med den uvedkommende Fyrste Wald, hvis Navn forlænges til Valdar. Endelig er Riget Angel blevet skilt fra Offa. og knyttet til hans Nabo, Danekongen Alewih den modige, der nu fremtræder som Alrekr enn frækni.

Hermed er den nye Text færdig. Det er et typisk Exempel paa Remseforplantelse, endnu holdende sig indenfor den gamle historisk-episke Plan, men dog med stærk Forskydning af Navneformerne.

Sagnet om Alof og Adils

Texten meddeles af Snorre i Ynglinga Saga c. 32. Der
lader sig iagttage følgende Parallel.

Udgangspunktet i Vidsid til den mærkelige oldnorske Roman er unægtelig spinkelt, men Navnene og de etniskgeografiskeRangmærker lader dog ingen Tvivl om Identiteten.Den halvkvædede Vise er altsaa blevet spundet videre af Nordboerne. Romanens mest spændende Punkt, Helges Rlodskamsforhold til hans og Ålofs Datter Yrsa, skyldes sikkert Samblanding med den nordiske Myte om Hølge og Thorgerd Hølgabrud; se herom »Hjemligt Hedenskab«176 og 186. Hos Saxe erstattes Alof af den voldtagneThora (Kæleform for Thorgerd), og Helges Blodskam med Datteren gøres til en Følge af Thoras djævelske Hævnplanmod Forføreren. Dette Motiv kommer ikke frem i Snorres korte Uddrag af Romanen, men kan jo godt have været tilstede i den Sagnkilde, han fulgte. Det stemmer

ialfald med den Udvikling, som Ealhhilds Karakter har
faaet i Saxes forskellige Ulvilda-Skikkelser.

En anden Variant af Romanen har vi i Hervararsaga, hvor Alfhild bortføres af den danske Helt Starkad, — det vil vel sige vold tages af ham —, og skænker ham Datteren Baughild; Ordleddet baugr »Ring« minder endnu om den Ring, som Troskabsbryderen skænker Vidsid.

Ålof-Sagnet staar hos Snorre uden Tilknytning til andre Vidsid-Reflexer. Det er en i sig selv afsluttet Episode. Den er udsprungen af Ealhhilds paafaldende Fremhævelse i Gmndtexten og dens Mystik skyldes den halvkvædede Form, hvorunder Meddelelserne om hende gives. Interessant er og bliver den som Vidnesbyrd om, hvordan det af Vidsidsamleren indførte epokegørende Kvindemotiv vedblev at tage Sindene fangne.

Kálfsvisa og Snorres Søkongeliste

I »Skåldskaparmål« c. 66 citerer Snorre Rytterlisten
Kålfsvisa, som hører til de iøjnefaldende Vidsidreflexer;
Digteren Kalf er ikke ellers kendt.

Tilfældet er et typisk Exempel paa Remsestoffets mekaniske Viderevæxt. Vidsids »weold« (»regerede«) har været oversat til oldn. »rés«, som i østnordisk Sprogform faldt sammen med oldn. »rei3« (»red.«). Ad denne lydmekaniske Vej blev Fyrsternes oprindelig menneskelige Undersaatter forvandlede til deres Rideheste.

Den oprindelige Vidsidrækkefølge er i nogle Tilfælde
fastholdt, i andre Tilfælde noget omkalfatret. Hunnerkongen
Atla staar urokkelig paa sin Førsteplads, men hans Hest

Glaum stammer fra Hedins Folk Glommerne, der har hjemme længere nede i Rækken. Høgne kan siges at have holdt sin Plads. Hans Hest med det noget radbrækkede Navn Holkv- er opstaaet af Holmrygerne ved at sammenrimesmed en Radbrækning af Friserkongen Finns SlægtsnavnFolcwalding. Goterne er fra første Linje flyttede hen til sidste, og sammen med deres Opnævner-Hest Go te ogsaa dens Rytter Burgunderkongen. Istedenfor den ældste episk kendte Burgunderkonge Gifica indsættes hans EfterfølgerGunnar. Sammen med ham optræder den kendte Vølsung Sigurd Fafnesbane, der afløser Vidsids Danekonge Sigehere. Det er Sigurd, der har trukket Gunnar hen til Slutningslinjen, for de to danner jo et kendt Navnepar fra Nibelungsagnet.

I »Skåldskaparmål« c. 84 sammenstiller Snorre en Søkongeliste,
som atter og atter giver Genklang af Vidsidremsen.

De to Stumper er typiske Exempler paa forskelligt,
mekanisk Udpluk af samme Grundremse.

Slutning.

Vi har ovenfor seet, hvorledes Folkestamtavlen over Mands Sønner fra førkristelig Tid forplanter sig videre til Frankerne i Tiden efter Folkevandringen; hvorledes den genspejles i Vidsidkvadets Rejseskildring, sammenkædes med

en Liste over europæiske Fyrster og Folk og en Liste over Goterkongen Ermanriks Hirdmænd; hvorledes den kvindelige Topfigur Ealhhild indføres til at holde sammen paa denne Bunke hidtil rent maskuline Remser; hvorledes Vidsids Fyrsteliste omstøbes til en Fyrstestamtavle og udvides ved Tilføjelse af Personer som Kong Skjold; hvorledes Vidsid atter paa nordisk Grund genspejles i talrige Sagn, om Alvilda og Skjold, om Ulvilda og Frode (2 Udgaver), om Alvilda og Frode Fredegod, om Alf hild og Angantyrs Æt, om Ålof og Adils, samt — uden den kvindelige Topfigur^—i Hadingsagaen, i Angantyrkvadets Indledningsstrofe, i Kålfsvisa og i Snorres Søkongeliste; endelig, hvordan et Udvalg af disse Sagn (efter den udvidede Vidsid-Redaktion) hægtes sammen i Tilslutningtil Vidsids Grundstamme, spændende fra Skjold til Jarmerik, og saaledes former sig til det navnkundige literæreDokument, der hedder: den danske Kongerække.

Det er en sammenhængende literær Traad paa det meste af halvandettusend Aar. Ingen Traad i gottonsk Literaturhistorie kan siges at gaa længere tilbage. Ganske vist er den, maalt med Nutidsforestillinger, af inferiør literær Værdi. Men alligevel har den sin store Interesse, fordi den hjælper os til at forstaa Tilblivelsen af et saa vigtigt og folkekendt Produkt som den danske Kongerække.