Pierre de la Gorce: Louis XVIII (Paris 1925), en Skildring
af Frankrigs Historie i Tiden 1814—1824, giver maaske ikke saa

mange egentlig nye Oplysninger, men er meget rig paa interessante
Synspunkter, der samler sig i en højst gunstig Vurdering af
Restaurationens Gerning i det franske Samfund.

Stærkt oplivende i Fremstillingen virker Forfatterens Sans for at tegne historiske Portrætter. Villéle f. Eks. karakteriseres klart og indgaaende som den borgerlige Reaktionære, hvis Herkomst satte en naturlig Grænse for hans Lyst til Reaktion, og for hvis aandelig Art det er betegnende, at han »som oftest kun tilegner sig almindelige Ideer, men forstaar at anvende dem med overlegen bon sens«. Ganske særlig faar man dog et Indtryk af Ludvig XVIII, som en ikke stor, men klog Konge, ved Temperament og Livssyn vel egnet for en Regering i konstitutionelle Former. Han havde de Egenskaber, som der var Brug for i hans Tid: »det var hans bestandige Bestræbelse indadtil og udadtil ikke at forny og forøge, men at beholde og bevare. Han var taalmodig, og naar han ikke kunde overvinde Vanskelighederne, indrettede han sig med dem.« Han styrede ikke selv direkte, men han valgte dem, der skulde styre paa hans Vegne, og ved de Valg, han foretog, viste han sin Fornuft og Besindighed. Han imødekom de skiftende politiske Stemninger, men sørgede for, at dog altid en vis Moderation, hvad enten det saa var i Skikkelse af en Decazes eller en Villéle, forblev ved Roret. Han vilde alt andet end hensynsløse Forsøg paa at genindføre den gamle Tids Samfundstilstande.

Kongedømmets Genoprettelse 1814 skyldtes ikke Udlandet og ikke nogen royalistisk Bevægelse, men Erkendelse af dets Formaalstjenlighed hos enkelte Mænd, der efter deres Fortid havde meget at frygte af det, frem for alle Talleyrand. Det ny Styre havde en svær Opgave, der blev endnu langt sværere efter de 100 Dages Forløb. Landet skulde befris fra Fjendernes Besættelse, og det var ikke blot et diplomatisk, men ogsaa et stort økonomisk Spørgsmaal. Krigsskadeserstatningerne skulde betales. Derfor maatte Statsgælden forøges med mægtige Summer, som det saa straks efter blev en Nødvendighed at faa afdraget. Forfatteren roser stærkt Restaurationens Finansstyre. Det lykkedes at skaffe Frankrig gode Finanser med Bistand fra Rigsdagspolitikere, der aldeles ikke var Finansmænd, men forstandige og forsigtige Landejendomsbesiddere.

Parlamentet havde, mener Forfatteren, ved Chartet faaet en Stilling, der var meget passende. Det repræsenterede Folkets Frihed overfor den frit stillede Kongemagt. Men det dadles stærkt, at Valgretten udelukkende var knyttet til Pengebesiddelse, uden at andre personlige eller sociale Kvaliteter kom i Betragtning. Ved at fastholde dette System gjorde Ludvig XVIII's Regering

sig efter Forf.s Opfattelse skyldig i en beklagelig Mangel paa Fremsyn. Endnu mere fremhæves en anden Brøst ved dens ellers saa rosværdige Bestræbelser: den forsømte ganske at udvikle Provinsernes og Kommunernes Frihed og Selvstyre; det restaureredeKongedømme bevarede til sin egen Skade helt og holdent Kejserdømmets Centralisation. Forfatterens Synspunkter stemmeri det hele godt med hans politiske Stilling som moderne fransk Royalist. Hans Jensen.