Inden Afslutningen af det 3. nordiske Historikermøde i
Goteborg 7. Juli 1923 rejste Dagens Mødeleder, Prof.
Aage Friis, Spørgsmaalet om en Fortsættelse af de nordiske
Historikermøder. Han meddelte, at Goteborg Mødets Præsidium
havde drøftet Sagen og anbefalede Fortsættelsen,
samt tilføjede, at der fra dansk Side næredes Ønsker
om, at det næste Møde maatte blive afholdt i København.
Forsamlingen sluttede* sig til disse Udtalelser, fastsatte
Tidspunktet til 1926 og nedsatte en Organisationskomité,
bestaaende af Professorerne Almquist, Friis, Gran,
Koht, Olason, Romdahl, Sylwan og Wrangel, Rigsantikvar
Fett og Docent Castrén samt Mødets Generalsekretær, Lektor
Wimarson. Det blev overdraget til sidstnævnte at foretage
de indledende Skridt.

I sin Udtalelse paa Goteborg-Mødet havde Prof. Aage Friis betonet, at Mødets Afholdelse i København maatte blive afhængig af en almindelig Tilslutning blandt hans danske Kolleger. Allerede i September 1923 omsendte han derfor til en Række danske Historikere et Referat af de faldne Udtalelser og foreslog derefter, at Henvendelsen fra den i Goteborg nedsatte Komité blev rettet til Formændenefor Dansk historisk Forening, Museumsdirektør Dr. phil. M. Mackeprang, og for Historisk Samfund, Redaktørcand.

tørcand.mag. Erik Møller. Da derpaa fremkom en Forespørgselfra Lektor Wimarson tilligemed en Meddelelse om, at man blandt svenske Historikere, baade i Uppsala, Lund og Goteborg, nærede betydelig Interesse for Mødets Afholdelse,udsendte de nævnte Formænd 20. Maj 1925 en Indbydelse til et forberedende Møde, stilet til Medlemmerne af »Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Sprog og Historie« og af »Selskabet til Udgivelse af Kilder til dansk Historie«, til Bestyrelsen for »Dansk historisk Fællesforening«samt til 20 andre aktive Historikere. Mødet, afholdt 28. Maj 1925, konstaterede ved Afstemning, at der var almindeligStemning for Afholdelse af et Historikermøde i København, men udsatte den endelige Beslutning, indtil et særligt nedsat Udvalg yderligere havde overvejet Sagen. Udvalget kom til at bestaa af fhv. Professor Johs. Steenstrup,fhv. Rigsarkivar Kr. Erslev, fhv. Statsminister N. Neergaard,Professorerne J. Oskar Andersen, Erik Arup, Knud Fabricius, Aage Friis og Poul Johs. Jørgensen, Rigsarkivar L. Laursen, Museumsdirektør M. Mackeprang, OverbibliotekarCarl S. Petersen samt cand. mag. Erik Møller.

Medlemmerne af dette Udvalg drøftede derefter Sagen, som endelig paany 18. September og 19. November 1925 blev underkastet en nærmere Drøftelse indenfor den ovenfornævnte mere omfattende Kreds af Historikere. Særlig forhandlede man om Tilrettelæggelsen af dets Form. ProfessorerneErik Arup og Aage Friis gjorde gældende, at man i betydelig Grad burde komme bort fra de Foredrag om specielle Emner, som er almindelig paa videnskabelige Kongresser, og i Stedet for søge at faa fremdraget Hovedspørgsmaalindenfor almindelig Historieforskning, enten af metodisk eller praktisk Betydning eller af aktuel Karakter. Der burde opstilles en fast Arbejdsplan, og en nedsat Centralkomitéhave Ret til at bestemme, hvilke Emner der skulde komme til Drøftelse. For hvert Forhandlingsspørgsmaalskulde een eller to Indledere, valgt af Centralkomitéenefter Samraad med særligt interesserede i de forskelligeLande,

ligeLande,i Foredrag paa ca. V2 Time gøre Rede, hvorefterskulde følge en omfattende Diskussion. Indlederens Theses skulde i god Tid før Mødets Afholdelse i sammentrængtForm være meddelt samtlige Deltagere.

Resultatet blev Beslutningen om Afholdelse af det nordiske Historikermøde i Sommeren 1926, at en væsentlig Del af Forhandlingerne — efter Forslag af Professor Aage Friis — skulde henlægges til Sorø, og at Mødet i alt væsentlig skulde afholdes i de overleverede Former. Fra forskellig Side blev det dog fremhævet, at Ledelsen saa vidt mulig skulde virke hen til, at Foredragene ikke blev altfor specielle, og navnlig sørge for, at der til hver Forhandlingsdag blev tilvejebragt et Foredrag om et mere almindeligt Emne, evt. med flere Indledere, og saaledes at der i Forvejen var omsendt en kortfattet Disposition.

Den nærmere Ordning blev overdraget en Komité, bestaaende af Prof. Dr. phil. Aage Friis som Præsident; Raadstuearkivar, Magister Axel Lmvald som Generalsekretær; samt som Medlemmer Prof. Dr. theol. J. Oskar Andersen; Prof. Dr. phil. Vilh. Andersen; stud. mag., Formand for »De Historiestuderende« Preben Arentoft; Museumsdirektør, Docent, Dr. phil. Francis Beckett; Kgl. Ordenshistoriograf, Dr. phil. Louis Bobé, Formand for Samfundet for dansknorsk Genealogi og Personalhistorie; Prof. Dr. phil. Knud Fabricius, Formand for Dansk historisk Fællesforening; Dr. phil. Ellen Jørgensen; Prof. Poul Johs. Jørgensen; Rigsarkivar L. Laursen; Direktør for Nationalmuseet, Dr. phil. M. Mackeprang, Formand for Dansk historisk Forening; Redaktør, cand. mag. Erik Møller, Formand for Historisk Samfund.

Komitéens Indbydelse til Deltagelse i Mødet blev tiltraadt af Prof. Dr. phil. Erik Arup, Undervisningsminister, Fru Nina Bang, fhv. Rigsarkivar, Dr. phil. Kr. Erslev, fhv. Statsminister N. Neergaard, Overbibliotekar Carl. S. Petersen, fhv. Professor, Dr. jur. & phil. Johs. Steensirup og fhv. Generalløjtnant, Dr. phil. A. Tuxen.

Mødets praktiske Forberedelse og Organisation blev overdraget Præsidenten og Generalsekretæren; kun om mere principielle Spørgsmaal skulde der træffes Bestemmelse af det samlede Udvalg. Det var en Forudsætning, at selve Mødets Ledelse, ligesom i Oslo og Goteborg, skulde overtages af et af Mødet valgt Præsidium, bestaaende af de ældste Professorer, Rigsarkivarer etc. i de forskellige nordiske

Endnu stod tilbage i Hovedtrækkene at tilrettelægge Mødets ydre Rammer, tilvejebringe de nødvendige Pengemidler, skaffe Lokaler etc. Tidspunktet blev fastsat til 29. Juni—4. Juli 192G, 29. og 30. Juni i København, 1.—4. Juli i Sorø. Til Forhandlingerne i København stillede Universitetet sine Lokaler til Raadighed; under Opholdet i Sorø (Indkvartering saavel som til Afholdelse af Foredrag) gav Undervisningsministeriet Tilladelse til at benytte Sorø Akademi. Dets Rektor Hr. Raaschou Nielsen og hans Frue paatog sig beredvilligt det store Arbejde, der var forbundet med at huse og forpleje de mange Mennesker i Sorø. Endelig kan nævnes, at en Række Studenter og yngre Deltagere under Opholdet i København blev indkvarteret paa de forskellige Studenterkollegier. De nødvendige Pengemidler tilvejebragtes ved Deltagernes Bidrag. Rask-Ørsted Fondet bevilgede et Tilskud paa 3000 Kr., Ny Garlsberg Fondet paa 1200 Kr., medens den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse ydede et Bidrag paa indtil 2000 Kr. Endelig var der, om det skulde blive nødvendigt, anonymt stillet et Beløb paa 500 Kr. til Raadighed.

I Løbet af Foraaret 1926 blev Mødets Rammer fastlagt og de nødvendige Aftaler truffet. Gennem en omfattende Korrespondance med Historikere i de andre nordiske Lande blev de mere almindelige Foredragsemner fastsat og Indlederneudpeget. Fra alle Hold viste man stor Interesse for den fremsatte Tanke i nogen Grad at samle Drøftelsenom Spørgsmaal af teoretisk og praktisk Karakter. Foreløbig blev man enig om til en Begyndelse at faa en

Forhandling i Gang om Historieforskningens nuværende Organisation i de 5 nordiske Lande. Fra dansk Side paatogfhv. Rigsarkivar Kr. Erslev sig at indlede med en Redegørelse for Arbejdet i Danmark. Samtidig indløb Anmeldelser af talrige Foredrag om Emner, hentet fra de forskelligste Dele af den historiske Arbejdsmark, almindelig politisk og økonomisk Historie, Litteratur- og Kunsthistorie etc. I Løbet af Maj Maaned kunde den danske Møde-Komité udsende et foreløbigt Program tilligemed de nødvendige Meddelelser om Mødets praktiske Ordning. Af Deltagere anmeldtes ca. 150.

Den 29. Juni samledes Deltagerne i København. Enkelte af de anmeldte udeblev, andre kom til Gengæld til; langt de fleste deltog i Stævnet fra Begyndelsen til Slutningen, nogle enkelte overværede kun en Del af dets Forhandlinger, lait var der 140 Deltagere, 65 fra Danmark, 10 fra Finland, 1 Estlænder og 4 Islændere, 10 fra Norge og 50 fra Sverige. Alle Aldersklasser saavel som alle Arbejdsfelter inden for det historiske Forskningsomraade var repræsenteret. Særlig mange kom der fra Uppsala og Stockholm, særlig faa fra Lund. Fra Danmark og Sverige mødte der talrige historiske Studenter.

Deltagere i Mødet var følgende:

Fra Danmark:

Dr. phil. Ada Adler — Professor, Dr. theol. J. Oskar Andersen— Professor, Dr. phil. Vilh. Andersen — Museumsinspektør Otto Andrup — Stud. mag. Preben Arentoft — Stud. mag. Ellen Arnstrøm — Stud. mag. L. A. Balslev — Cand. mag. R. A. Balslev — Undervisningsminister Nina Bang — Museumsdirektør, Docent, Dr. phil. Francis Beckett — Kgl. Ordenshistoriograf, Dr. phil. Louis Bobé — Stud. mag. Niels Bonnesen — Cand. theol. Marie Bull — Cand. mag. Alma Christensen — Stud. mag. Elly Christensen— Lektor H. V. Clausen med Frue — Adjunkt, cand. mag. Poul Colding — Adjunkt, cand. mag. Flemming Dahl — Fhv. Rigsarkivar,Dr. phil. Kr. Erslev — Professor. Dr. phil. Aage Friis — Adjunkt,cand.

junkt,cand.mag. H. Fussing — Journalist L. Gudmand-Høyer — Arkivar Holger Hansen — Magister art. Peter Hansen — Cand. mag. Hassø — Overretssagfører Paul Hennings — Adjunkt, cand. mag. C. A. Henrichsen — Magister art. V. Hermansen — Rektor em. H. P. Hofl-Hansen — Dr. phil. Lis Jacobsen — Dr. phil. Ellen Jørgensen — Professor Poul Johs. Jørgensen — Oberst R. Kali — Postmester C. Klitgaard — Cand. mag. Gunnar Knudsen — LandsarkivarHans Knudsen — Cand. theol. H. Koen — Bibliotekar Alfred Krarup — Lektor Kirsten Langkilde — Rigsarkivar L. Laursen— Raadstuearkivar Axel Linvald med Frue — Dr. phil. Vilh. Lorenzen — Museumsdirektør, Dr. phil. M. Mackeprang — Dr. phil. P. Munch — Lektor Th. A. Muller — Redaktør, cand. mag. Erik Møller med Frue — Fhv. Statsminister N. Neergaard — AdjunktChr. Nielsen — Cand. mag. Gerda Nielsen — Rektor Maria Nielsen — Stud. mag. Georg Nørregaard — Museumsdirektør Th. Oppermann — Overbibliotekar Carl S. Petersen — Museumsinspektør,Kaptajn Otto Smith — Stud. mag. Børge Skoutrup Sano — Sognepræst P. Severinsen — Professor, Dr. jur. Johs. Steenstrup — Cand. mag. Sigrid Sørensen — Generalløjtnant, Dr. phil. A. Tuxen — Lektor, Dr. phil. Henrik Ussing — Stud. mag. Jens Vibæk — Overretssagfører Joh. Werner.

Fra Finland

Fil. dr. Eric Anlhoni — Arkivarie, Docent, Fil. dr. Kaarlo Blomstedt — Professor, Fil. dr. Carl v. Bonsdorff med Frue — Docent, Fil. dr. Jalmari Jaakkola — Docent Einar W. Juvelius — Rektor Carl Sanmark med Frue — Professor, Fil. lie. Gunnar Suolahti — Professor, Fil. dr. P. O. v. Torne.

Professor A. R. Cederberg (Dorpat).

Fra Island:

Bibliotekar, Dr. phil. S. Blondal med Frue — Professor, Dr.
phil. Påll Eggert Olason med Datter.

Fra Norge:

Professor, Dr. phil. Edv. Bull med Frue — Arkivar Einar Jansen — Student Åse Grude Koht — Professor, Dr. phil. Halvdan Koht — Professor Oluf Kolsrud — Docent, Dr. theol. Andr. Seierstad — Bibliotekar A. H. Wiesener med Frue — Dr. juris Kr. Østberg.

Fra Sverige:

Fil. stud. Sverker Ågren — Fil. stud. Oscar Ahlén — Riksarkivarie,Fil.
dr. Helge Almquist — Førstearkivarie, Fil. dr. L. M.

Bååth — Arkivarie Gunnar Bolin med Frue — Førstebibliotekarie, Fil. dr. Samuel E. Bring — Fil. kand. Ester Brusewitz — Fil. kand. Olof Bystrom — Bibliotekar, Fil. dr. Gunnar Carlquist — Lektor, Fil. dr. Waldemar Carlsson — Fil. kand. Bo Enander — Fil. stud. Carl Ericson — Fil. dr. Arthur Evers — Frøken Ruth Fischer — Fil. dr. Axel Forsstrom — Professor, Fil. dr. August Hahr med Frue — Professor, Fil. dr. Eli Heckscher — Lektor Gustaf Jacobsen— Fil. dr. Axel Jonsson — Fil. kand. Ragnar Liljedahl — Amanuens Birger Linden — Lærerinde Ragnhild Linder — Fil. dr. Yngve Lorents — Fil. lie. Efraim Lundmark — Lektor Gustaf Lundstén— Fil. stud. Lasse Madsen — Amanuens, Fil. lie. Karl Mellander— Fil. kand. Arne Munthe — Førstearkivarie, Fil. dr. Erik Naumann med Frue — Elementarlærerinde Esther Norrman — Arkivarie Ernst Nygren — Fil. stud. Reinhold Odenkrants — LærerindeRuth Philip — Fil. dr. Klaés Reinhold — Lektor S. Samuelsson— Docent, Fil. dr. Adolf Schiick — Fil. stud. Gunnar Skogland— Professor, Rektor, Fil. dr. Otto Sylwan — Fil. kand. Tom Soderberg — Amanuens, Fil. lie. Bertel Thyresson — Professor, Fil. dr. Sv. Tunberg — Fil. kand. Harry Wallin — Fil. lie. Knut Wichman med Frue — Lektor, Fil. dr. Nils Wimarson — Professor,Fil. dr. Georg Wittrock- — Fil. dr. Hans Wåhlin — Bibliotekar, Redaktør Kari Wåhlin.

I Henhold til forudgaaende Indbydelse samledes paa Universitetet 29. Juni om Formiddagen en mindre Kreds for i Fællesskab at træffe Aftale om Forslag til Valg af Mødets Præsidium, behandle forskellige Spørgsmaal vedrørendede forestaaende Forhandlinger, samt tillige drøfte Formerne for de fremtidige nordiske Historikermøder. Indbydelsevar i Forvejen tilsendt Medlemmerne af den i Goteborg nedsatte Organisationskomité, den ældste historiskeProfessor ved ethvert af Nordens Universiteter, Rigsarkivarerne,de foregaaende Møders Generalsekretærer samt Prof. Eli Heckscher fra Stockholms Handelshøjskole. Til Stede var Medlemmerne af den danske Komité med Undtagelseaf Prof. Vilh. Andersen, som var forhindret, og Prof. Knud Fabricius, som ved Sygdom var afskaaret fra enhver Deltagelse i hele Mødet. Af de øvrige 7, som havde tiltraadt Indbydelsen, var til Stede fhv. Statsminister N. Neergaard,fhv. Generalløjtnant Tuxen samt fhv. Prof. Steenstrup.For

strup.ForFinland mødte Prof. fil. dr. Carl von Bonsdorff, Prof. fil. lie. Gunnar Suolahti og Prof. fil. dr. P. O. von Torne. Islands Historieforskning var repræsenteret af Prof. Dr. phil. Pali Eggert 6lason, norsk Historie af Professorerne Dr. phil. Edv. Bull og Halvdan Koht. Fra Sverige kom Professor fil. dr. Eli Heckscher, Professor Rektor, fil. dr. Otto Sylwan, Professor fil. dr. Sv. Tunberg, Lektor fil. dr. Nils Wimarson samt Prof. fil. dr. Georg Wittrock.

Paa den danske Mødekomités Vegne bød Professor Aage Friis Velkommen, gjorde Rede for Programmet og for de Ændringer i dets Sammensætning, som Afmeldinger etc. havde nødvendiggjort. Han rejste derefter Spørgsmaalet om Mødets Præsidium. I Overensstemmelse med tidligere Praksis anbefalede Prof. Halvdan Koht at foreslaa Mødet at sammensætte dets Præsidium af en dansk Præsident og 4 Vicepræsidenter, en fra hvert af de øvrige 4 nordiske Lande, samt den danske Generalsekretær. Forsamlingen vedtog derefter enstemmigt at foreslaa Mødet Valget af Prof. Aage Friis som Præsident, Rigsarkivar Helge Almquist (Sverige), Professor v. Bonsdorff (Finland), Prof. Edv. Buii (Norge) og Prof. 6lason (Isiand) som Vicepræsidenter samt Raadstuearkivar Axel Linvald som Generalsekretær.

Paa finsk Historieforsknings Vegne udtalte Professor v. Bonsdorff et Ønske om, at det næste nordiske Historikermøde maatte blive afholdt i Helsingfors. Tanken mødte Tilslutning fra alle Sider. M. H. t. Tidspunktet blev der gjort opmærksom paa, at der i 1928 skal være et internationalt Historikermøde i Oslo, og at Island i 1930 fejrer sin Tusindaarsfest. Efter nogen Debat enedes man om foreløbig at foreslaa 1931 som det mest egnede Tidspunkt.

Professor Aage Friis indledede derefter en Drøftelse om Formen for de fremtidige nordiske Historikermøder og gjorde Rede for de forskellige Tanker, der i Anledning af Mødet i Danmark var kommen til Orde. Hans Udtalelser gav Anledning til en Diskussion, som viste Sympati for de fremsatte Tanker, om end adskillige (særlig Prof. Heckscher)nærede

scher)næredeBetænkeligheder ved Koreferentsystemet, som let kunde betage Diskussionerne deres Friskhed. Man var enig om i Forbindelse med Forberedelserne til det næste nordiske Historikermøde at genoptage Spørgsmaalet og nærmere lade det blive drøftet i den Komité, der desangaaendeskulde nedsættes. — .■

Forhandlingerne afsluttedes med en Sammenkomst i
Langelinjes Pavillon.

Onsdag 30. Juni begyndte Mødets Forhandlinger. Efter at Prof. Aage Friis havde budt Velkommen, valgtes Præsidiet i Overensstemmelse med Forslaget, om hvilket man i Forvejen var enedes.

Præsidenten omtalte de tidligere nordiske Historikermøder og mindede om de særlig betydningsfulde Omstændigheder, under hvilke de havde fundet Sted: Mødet i Lund i Unionskrisens Dage og Oslo-Stævnet, da Island netop havde faaet sire statslige Forhold ordnede, Finland vundet sin Frihed, og Danmark bleven geniorenet med de danske Nordslesvigere, medens Mødet i Goteborg var knyttet til Byens 300 Aars Jubilæum. Naar nordiske Historikere nu for første Gang samles i Danmark, sker det ganske vist uden Tilknytning til nogen Mindedag eller dybt indgribende Begivenhed. Alligevel er en fælles Drøftelse af historiske Problemer og praktisk historisk Forskningsarbejde særlig betydningsfuld i .Øjeblikket. For ganske nylig er der af Repræsentanter for Historieforskerne i mere end 20 Lande i og udenfor Europa bleven dannet en international Historikerorganisation, om hvilken der har været tænkt og talt i en Aarrække. .

Ingen Videnskab er i den Grad nationalt bestemt som Historien. Dette betinger en Rigdom, som vi aldrig vil give Afkald paa, men det skaber ogsaa store Vanskeligheder. Den nationale Subjektivitet fremkalder en særlig Fare for Ensidighed.

Vi nordiske Historikere ved, hvad en nationalt præget, men samtidig ægte videnskabelig Historieforskning i de sidste Menneskealdre har betydet for Udviklingen af vore Folks sunde, berettigede, nationale Selvhævdelse og Selvbesindelse. Blot vi tænker paa enkelte afdøde Stormænd indenfor vor nordiske Videnskab, f. Eks. paa Ernst Sars, Harald Hjårne og A. D. Jørgensen, da ved enhver af os, hvilket folkeopdragende Arbejde Historieforskningen i Norden har udført. Men samtidig viser alene et flygtigt Blik paa de sidste Menneskealdres almindelige Verdensudvikling, hvor skæbner

slanger den nationalhistoriske Ensidighed har virket, hvorledes
den i mange Lande har fremkaldt en Selvovervurdering, der har
gjort sit til at skabe nationalt Had.

Det er vor Tro, at Tankeudveksling og Samarbejde mellem Historikere fra de forskellige Lande ialtfald i nogen Maade kan raade Bod paa de store Vanskeligheder, vor Videnskab stilles overfor. I første Linje kan Samarbejdet bidrage til Løsning af en Række praktiske Opgaver, dernæst er det vor Erfaring og vor Tro, at slig Tankeudveksling, slig indbyrdes personlig Forstaaelse mellem de forskellige Landes historiske Forskere kan hjælpe til at fjaerne Misforstaaelser, afsvække Modsætninger, nedbryde Mure og herigennem gavne den Verdensfred, der er en Livsbetingelse for al videnskabelig Forskning, men i særlig Grad for vor.

Vi nordiske Historikere har ved vore Møder den uhyre Fordel, at de fleste af os kan forstaa hinanden, naar vi taler vore egne Sprog. Vore Forhandlinger og vore Samtaler vil visselig vise os de store Forskelle, der er imellem os, men nu som før vil vi mærke, at vi dog mødes med en ganske anden umiddelbar Samfølelse end den, der kan findes paa en Verdenshistorikerkongres. Idet jeg byder Dem alle velkommen og aabner vort Møde, sker det da i det Haab, at vort Samvær maa blive frugtbart for hver enkelt af os, baade som Led i nordisk Samarbejde og som Indledning til nordiske Historikeres Deltagelse i det internationale Samarbejde til vor Videnskabs Fremme.

Paa Mødets 4 Forhandlingsdage afholdtes følgende
Foredrag:1

Kr. Erslev: Organisation indenfor dansk Historieforskning 2.

Kildernes Opbevaring og Ordning: Den af A. D. Jørgensenskabte Arkivorganisation byggede paa den nøje Sammenhæng mellem Embedsvirksomhederne og Arkiverne, og i de sidste var Ordningen efter Hjemhør (Proveniens) nu helt gennemført; for at lette Benyttelsen var udgivet Embedsetater og delvis trykt Registraturer.Paa at sikre de netop nu truede Privatarkiver arbejdede en af Videnskabernes Selskab nedsat Kommission fra 1922, medens en anden Kommission siden 1906 har søgt at tilvejebringe Oplysningerom

---

1 De følgende Referater er udarbejdede paa Grundlag af Resuméer, indsendt af de forskellige Foredragsholdere.

2 Grundtræk af Fremstillingen var forud meddelt Koreferenterne fra de andre nordiske Lande.

ningeromlitterære Kilder til dansk Historie i Udlandet. Den systematiske Gennemarbejdelse af Vatikanarkivet ved skandinavisk Samarbejde var ved sin Afslutning. Erichsens og Krarups Bibliografivil snart foreligge fuldendt.

Bearbejdelse af Kilderne: Det i 1877 stiftede Selskab for Udgivelse af Kilder til dansk Historie har virket til at højne hele Udgivervirksomheden; jævnsides det har især Rigsarkivet udrettet meget, dog ogsaa flere paa egen Haand arbejdende Udgivere. Dels Stednavneudvalget, dels Dansk Folkemindesamling har samlet et stort velordnet Stof.

Fremstillinger: Blandt Tidsskrifterne har Historisk Tidsskrift opretholdt sin førende Stilling, men jævnsides det findes mange andre, hvoriblandt særlig skal nævnes de lokale Tidsskrifter, udgivne af de historiske Amtsforeninger. Der findes af disse henved 20 med over 10,000 Medlemmer; den i 1909 stiftede »Dansk historisk Fællesforening« har virket godt til at højne denne Virksomhed. En Frugt af Organisation er ogsaa de store Leksika: Salmonsens giver meget historisk Stof, og rent historiske er de biografiske Leksika, Brickas og det snart fuldendte Dansk biografisk Haandleksikon. Endelig har Organisationen vovet sig til den store Opgave at tilvejebringe en samlet Fremstilling af hele Danmarks Historie, bygget paa umiddelbart Kildestudium, men »Danmarks Riges Historie« er dog især de enkelte Forfatteres selvstændige Arbejde, selv om man nok nu, da man har faaet Værket paa Afstand, ser et vist Fællespræg over det hele.

Saaledes har det organiserede Arbejde været frugtbringende,
men ganske vist, Hovedsagen vil altid være, hvilke Forskere der
arbejder.

Referent for Finland: Arkivar, Docent fil. dr. Kaarlo Blomstedt:

Den finske Historieforskning og dens Organisation er i visse Henseender gaaet langsommere fremad, end det har været Tilfældeti de øvrige nordiske Lande. Som Følge af Finlands tidligere statslige Stilling har dets Historikere altid været og er fremdeles tvunget til i stor Udstrækning at anvende Kildemateriale, som findes i Arkiver uden for Landets Grænser. Samme Grund har ogsaa givet det Materiale, som findes i selve Finland, en særlig Karakter. Det finske Senatsarkiv, opstaaet i Aarene 1810-11, modtogi Følge Fredstraktaten mellem Sverige og Rusland en Række Arkivafleveringer fra Stockholm fra de forskellige Grene af Landetslokale Administration i Svensketiden, først og fremmest de i

det svenske Revisionsværk samlede Kameralarkivalier vedrørende Finland. Desuden begyndte man at indsamle Akter fra CentraladministrationensKontorer og erhvervede endelig ved Køb og Gave forskellige inden- og udenlandske Samlinger fra ældre og nyere Tid. 1869 forandrede Senatsarkivet Navn til Finlands Statsarkiv.

Blandt de vigtigste Nyerhvervelser fra den seneste Tid kan anføres Generalguvernørkancelliets Arkiv og det linske Statssekretariats Arkiv fra Petersborg. Blandt Brevsamlingerne maa nævnes den store Armfeldtske Samling fra Åminde Gods og den Aminoffske Rilakssamling. Hverken Statsarkivets Kataloger eller dets Aarsberetninger foreligger trykt. Reinh. Hausens kortfattede Skildring af Arkivets Udvikling er ganske forældet. En ny detaljeret Oversigt over dets Organisation og Samlinger er dog under Arbejde. Spørgsmaalet om Oprettelse af Landsarkiver har i flere Aartier været drøftet og synes nu endelig at staa overfor sin Løsning. Samtidig er en Omorganisation af Landets hele Arkivvæsen under Forberedelse. Righoldige Haandskriftssamlinger findes i Finlands offentlige Biblioteker, navnlig i Helsingfors. Gennem systematisk Afskrivning af Kilder i skandinaviske og andre udenlandske Arkiver har man yderligere søgt at fremme Forskningen. En stor historisk Bibliografi for Finland er under Forberedelse. Talrige »Urkund«publikationer er udgivet af private Forskere, af Statsarkivet og af de videnskabelige Samfund.

Af Landets historiske Tidsskrifter er det ældste Finska Historiska Samfundets Aarsskrift, den dobbeltsprogede »Historiallinen Arkisto«, som stadig udkommer; siden har ogsaa andre videnskabelige Samfund begyndt at udgive historiske Aarsskrifter. Almindelige historiske Tidsskrifter er »Historiallinen Aikakauskirja« (grundlagt 1902) og »Historisk Tidskrift for Finland« (grundlagt 1916). Lokale Foreninger virker for at vække historisk Interesse. Vigtigst er dog det finske Historiske Samfund, som nærmest svarer til andre Landes Akademier og i sin 50-aarige Tilværelse har samlet alle Finlands mest fremstaaende Historikere. De forskellige Samfund har i Fællesskab løst flere Opgaver. Yderligere har en Række Historikere samarbejdet ved biografiske Leksika, ved systematisk Indsamling af genealogisk Stof etc. Vanskelige Forhold, Mangel paa tilstrækkelige Kræfter og Penge forklarer, at Resultatet er blevet mindre end ønsket.

Foredragsholderen fremhævede til Slut de Vanskeligheder, som det volder Forskere at skaffe sig Overblik over det Arbejde, som udføres i de øvrige nordiske Lande. For at raade Bod paa disse Vanskeligheder tænkte han sig Muligheden af, at hvert Aar

et Hefte af et Tidsskrift skulde beskæftige sig med et af de nordiskeLande. Hvert Land skulde have en Redaktionskomité, som skulde bestemme, hvilke Arbejder der burde refereres. Han henstilledesit Forslag til Præsidiets og Mødets Opmærksomhed.

Referent for Island: Prof. Dr. phil. Pall Eggert Ólason.

Som bekendt findes en Mængde islandske Haandskrifter fra alle den islandske Litteraturs Aarhundreder spredt rundt omkring i mange Biblioteker, de yngre i Nationalbiblioteket i Reykjavik, de ældste ikke mindst udenfor Landet, i Danmark (særlig i den Arnemagnæanske Samling, det kgl. Bibliotek o. s. v.), i Sverige (Kungl. Biblioteket i Stockholm, Universitetsbiblioteket i Uppsala), i Storbritannien (British Museum, Bodleian Library i Oxford, Advocates' Library i Edinburgh o. s. v.); endog i Paris (Bibliothéque nationale) findes der islandske Haandskrifter. Af den gamle Litteratur er næsten alt blevet tilfredsstillende udgivet. Det samme kan siges om Arkivalia, Diplomer og andre Brevskaber til omtrent 1550, der findes samlet i Diplomatarium Islandicum, som nu er udkommet i elleve Bind. Det historiske Materiale fra de senere Aarhundreder er derimod langtfra saa gennemgransket, skønt der i den senere Tid er gjort et ret stort Arbejde i denne Retning.

Af Arkivalierne er de fleste fra de senere Aarhundreder at søge i Nationalarkivet i Reykjavik, skønt ogsaa en Del fra disse Aarhundreder er spredt i Haandskriftssamlinger uden for Island- Egentlige Embedsprotokoller er ikke af ret gammel Dato paa Island. Der findes dog gamle Brevbøger, Samlinger af Domme o. s. v.; desuden er der særlig fra Bispestolene og Klostrene bevaret en Række Ejendomsfortegnelser, de ældste endog meget gamle. Kirkebøger findes fra det 17. Aarhundrede, men bliver først almindelige fra Slutningen af det 18.; Altingsbeslutninger, Love o. s. v. kan man finde samlet allerede i det 16. Aarh., men regelmæssige Altingsprotokoller begynder i 1631. Fra Administrationens Omraade, saavel den højere som den lavere, findes der en Del fra det 17. Aarhundrede, men en regelmæssig Protokolføring kan dog heller ikke siges at være gennemført før i det 18. Alle saadanne over 30 Aar gamle Sager skal nu opbevares i Nationalarkivet i Reykjavik.

Udforskningen af Materialet er præget af, at der paa Island fra gammel Tid er bevaret blandt Folket en stærk historisk Interesse. Den gamle Litteratur, Sagaerne, er alles Ejendom. De første Bøger, Børnene læser efter ABC'erne, er Sagaerne; Almuen kan dem udenad og diskuterer gerne omtvistede Punkter, ja tager

endogsaa psykologiske Momenter under Drøftelse. Ogsaa moderne
videnskabelige historiske Værker er imidlertid naaet ud til den
islandske Almue, saavel Landbefolkningen som Fiskerne.

Alligevel maa man stadig huske, at Islændingerne paa selve Island kun tæller omtrent 100,000, foruden ca. 30-40,000 i Amerika. Det er derfor en Selvfølge, at det er sværere helt at opofre sig for Videnskaben end i de store Kulturlande. Det har derfor vist sig særlig tjenligt for Granskningen saavel som for Udgivelsen af det historiske Materiale, at man dannede Sammenslutninger, Selskaber, til Fremme deraf. Særlig fortjener at nævnes det islandske litterære Selskab (HiO islenzka bokmenntafélag), der blev stiftet i 1816 og har udgivet en Mængde historiske Skrifter, foruden det allerede nævnte Diplomatarium Islandicum, t. Eks. Tidsskrifter (Safn til sogu Islands og fslenzkra békmennta, Timarit hins isl. bokmenntafélags og Skfrnir), der indeholder mange udmærkede Arbejder angaaende islandsk Historie. Men ogsaa særskilte Værker af høj Bang findes blandt Selskabets Udgaver, som jeg skal tillade mig at henvise til. Endvidere findes der en historisk Forening (Sogufélagid), som udgiver historiske Arbejder, særlig Kildeskrifter fra den senere Tid, og desuden et særskilt Tidsskrift (Blanda). Det arkæologiske Selskab (His islenzka fornleifafélag) er 46 Aar gammelt og udgiver et Tidsskrift, der udkommer en Gang aarlig. De her i København til enhver Tid værende Islændinger har virket i samme Retning. Jeg skal blot eksempelvis nævne Det nordiske Oldskriftselskab, Samfund til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur, begge Selskaber, som har gjort sig fortjent af den gamle Litteratur. Mindre bekendt er det maaske, at der ogsaa her i København findes et yngre islandsk Selskab, stiftet for en 15 Aar tilbage, HiS islenzka fræsafélag (det isl. Litteratur-Selskab), som allerede har indlagt sig store Fortjenester ved Udgivelsen af Kildeskrifter fra den senere Tid saavel som af selvstændige historiske Arbejder. Blandt Islændinger i Amerika findes der et Selskab, der tildels arbejder i historisk Retning (bjoSræknisfélagiå), ligesom Islandsk-Amerikanerne ogsaa har faaet samlet sig en Landnåmabog, d. v. s. Beretninger om Islændingernes Bosættelse derovre fra første Færd til denne Dag.

Man kan derfor sige, at den historiske Interesse følger Islændingen,
hvorhen han end gaai%

Tilslut kan det nævnes, at det unge islandske Universitet, der blev oprettet i 1911, naturligvis ikke mindst anser det for sin Pligt at fremme den historiske Granskning, hvad der da ogsaa skønnes af en Række Værker, som er fremkommet fra dets Lærere.

Referent for Norge: Professor Oluf Kolsrud.

For det sidste Hundredaars Organisation af norsk Historieforskning blev Grundlaget lagt i Aarene ca. 1830-1860, da G. F. Lundh, R. Keyser, P. A. Munch og C. Lange søgte at skabe Samling og Samarbejde i Studiet og Værnet af det historiske Materiale, og da Sansen blev vakt for Opgaven baade som Statssag og som frivillig Sag. Jævnsides Oprettelsen af arkæologiske Musæer, Stiftelsen af »Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring« og Organisationen af Rigsarkivet og det første Provinsarkiv gik et flittigt Arbejde med Udgivelsen af historiske Kildeskrifter og Studier, altsammen dog paa privat Initiativ og uden indbyrdes Sammenhæng. Saaledes blev Kongesagaer og norrøne Litteraturværker udgivet i spredte Enkeltudgaver, uden at det lykkedes at gennemføre Munchs Plan om et Corpus scriptorum rerum Norvegicarum (1853). Derimod blev der med offentlig Støtte grundlagt tre store Monumenta-Publikationer: 1834 Norges gamle Love, 1846 Diplomatarium Norvegicum og 1857 det Norske Historiske Kildeskriftfonds Række af Kildeskrifter.

Paa denne nationale Nybrydningsperiode, da det for norsk historisk Granskning gjaldt at frigøre sig fra den nedarvede Forbindelse med Danmark og skabe egne Institutioner, fulgte en rolig opbyggende Virksomhed, baaret af den realistisk-kritiske Generation ca. 1860-1900 og ledet af Mænd som O. Rygh, S. Bugge, M. Birkeland, G. Storm og Y. Nielsen. Medens der i Musæumsarbejdet foregik en stærk Udvikling og en ny Musæumstype opstod, den kulturhistoriske (1894), blev Hovedlinjerne for Arkivorganisationen trukket op af Birkeland (1877), der knæsatte Proveniensprincippet som Grundlag for Ordningen af Arkivsagerne og fastslog Adskillelsen mellem Rigsarkivet og de lokale Embedsarkiver. Medens Rigsarkivet samlede sin Virksomhed om sit indre administrative Arbejde, holdt Udgivelsen af Kildeskrifterne sig indenfor de Rammer, som var grundlagt i den foregaaende Periode, dog udvidet bl. a. med et norsk Runeindskriftsværk. I 1869 stiftedes Historisk Forening, som begynder Udgivelsen af Historisk Tidsskrift og en Række almenlæselige Kildeskrifter fra nyere Tid. I 1878 paabegyndes paa offentlig Bekostning den systematiske Udforskning af Stednavne med Publikationen »Norske Gaardnavne«.

I det 20. Aarhundrede faar den nationale Historieforskning en rig og mangfoldig Vækst og viser alsidig Interesse for nye Opgaver.Den levende Sans for den lokale Bygde- og Byhistorie saavelsomfor de forskellige Sider af det historiske Liv i hele Nationen

fremkalder ogsaa en stærkere Trang til organiserede Arbejdsformer.En stor Norges Historie (1909-17), som skyldes et Samarbejde mellem 6 Historieskrivere, indfører Organisationsprincippet i den videnskabelige historiske Fremstilling og bliver i saa Henseende Forbilledet for en Række større historiske Arbejder. Den lokalhistoriskeForskning organiseres dels i lokalhistoriske Foreninger, særlig talrige siden 1908 (nu ialt ca. 30 Foreninger med 2C Aars- og Tidsskrifter), dels i Udformningen af Planer for større lokalhistoriskeMonografier, udarbejdet paa Grundlag af systematisk Arkivforskning.Med Udgangspunkt i Historisk Forening grundlægges i 1921 Landslaget for Bygde- og Byhistorie. Værnet om de materielle Fortidsminder nyorganiseres — for Forhistorien i Tilknytning til 5 arkæologiske Hovedmusæer ifølge Lov af 1905 — for den historiske Tid under Ledelse af en Rigsantikvar (1912) i Samarbejde med Fortidsmindesmærke-Foreningen saavelsom de talrigt fremvoksendekulturhistoriske Musæer. Indsamlingen og Studiet af den mundtlige Folkeoverlevering faar sit Centrum i et Universitetsinstitut,Norsk Folkeminnesamling, 1914. Ogsaa for en Række andre specielle Grene af den historiske Forskning blev der skabt særlige Organer eller lagt større Planer, saaledes indenfor Litteratur-,Kirke-, Skole-, Kunst- og Haandværkshistorien, de forskellige Grene af Erhvervshistorien (Landbrug, Søfart, Industri o. s. v.), Krigshistorien, Genealogi, Biografi og Bibliografi. Indenfor Arkivvæsenethavde den indre teknisk-administrative Udvikling Hovedinteressen.I Udgivelsen af historiske Kildeskrifter paa offentlig Bekostning skete der en Omorganisation for at skabe Samarbejde mellem de forskellige Institutioner, som har deres Opgaver paa dette Omraade: Kildeskriftfondet, Diplomatariet, den RetshistoriskeKommission og Rigsarkivet som Udgiver af Kildeskrifter. Dette Arbejde faar i 1922 et Bindeled i Norsk Historisk Kildeskriftraad og et Centrum i Historiografisk Samling under Ledelse af en Registratoraf norske Kildeskrifter.

Referent for Sverige: Førstearkivar fil. dr. Erik Naumann.

Foredragsholderen skildrede i store Træk det svenske Arkivvæsens Udvikling med stærk Betoning af Rigsarkivar Emil Hildebrands organisatoriske Indsats. Oprindelig var Rigsarkivet kun Kancelliets Arkiv; ogsaa de forskellige andre Kollegier havde deres egne Arkiver, af hvilke det vigtigste, Kammerarkivet, samtidig med Rigsarkivet fik sin første Organisation i Gustav II Adolfs

lid. Hildebrand søgte indenfor Rigsarkivet at oprette et administrativt Arkivdepot for samtlige Kollegier. Formelt kom det aldrig i Stand, men opstod dog faktisk gennem Afleveringer af ældre Arkivsager fra de forskellige Embedskontorer og Institutioner, Kommercekollegiet, Statskontoret, Kammerretten, Svea Hofret, Medicinalbes lyreisen, Rigsgældskontoret, Flaadebestyrelsen etc. Den foreløbige Afslutning paa denne Udvikling danner Rigsarkivets Overtagelse af Kammerarkivet i 1922, forberedt gennem lange Tiders Forhandlinger og for en stor Del gennemført ved Rigsarkivar Sam Glasons Arbejde. Rigsarkivets Udvikling til den centrale Myndighed for Rigets hele Arkivvæsen belystes gennem en Oversigt over de forskellige Arkivbestemmelsers Tilblivelse og Indhold, Arkivloven 1900, Ordningsplanerne fra 1903, Inspektionsbestemmelserne 1906 og Arkivloven 1924. Landsarkivorganisationens Udvikling skildredes, saavelsom Proveniensprincippets Gennemførelse. (Jvnf. Hildebrands Afhandling 1902 om Proveniensprincippets Anvendelse ved Ordningen af offentlige Arkiver). I denne Forbindelse omtaltes Rigsarkivets forvaltningshistoriske Arbejder, navnlig J. A. Almquists Bergskollegium och bergslagsstaterna (1909), Kommerskollegium och riksens standers manufakturkontor samt konsulsstaten (1912-15) og Den civila lokalforvaltningen i Sverige 1523-1630 (1917-23) samt S. Berghs Undersøgelser vedrørende Kancelliets Diarier, Raadsprotokoller og hans Skildring af det svenske Rigsarkivs Historie 1618-1837. Uløste er Spørgsmaalene om en Udvidelse af Rigsarkivets Lokaler og om Oprettelsen af et Landsarkiv i Norrland. Blandt nylig erhvervede Samlinger nævntes Manderstroms Papirer og den 1926 købte Del af Dronning Kristinas Arkiv i Azzolino-Samlingen. Til Slut meddeltes nogle Oplysninger om Krigsarkivet, Flaadens og Rigsdagens Arkiver samt om det kgl. Biblioteks og Universitetsbibliotekets Haandskriftssamlinger.

Blandt større Foretagender, som vidnede om flere Forskeres Samarbejde, nævnte Foredragsholderen Sveriges historia till våra dagar og Svenska folkets historia, Svenskt biografiskt lexikon, og Stadshistoriska institutet og dets Virksomhed, Værkerne om Goteborgs og Helsingborgs Historie saavelsom Generalstabens Forskninger vedrørende de svenske Krige 1611-48, endelig det planlagte Værk om Rigsdagens Historie.

Prof. Dr. phil. Edv. Bull: Jämtlands stilling til Norge og Sverige indtil Syvårskrigen.

Foredragsholderen fremhævede, at medens Skaane ved Afstaaelsentil
Sverige i 17. Aarhundrede var et rent dansk Land og

Bahuslen et rent norsk, var noget lignende ikke Tilfældet med Jåmtland. Interessen ved Studiet af dette Landskabs Historie knyttersig ikke til noget Slags »Nationalitetsskifte«; det har til de skiftende Tider været stærkt paavirket, snart mest fra Sverige, snarl mest fra Norge; men det har lige til 17. Aarhundrede i det væsentligste levet sit eget Liv. Da Diplomerne fra 14. til 16. Aarhundredeer meget talrigt bevarede, lader det sig derfor gøre under særlig gunstige Forhold at studere det primitive hjemmevoksnenordiske

Foredragsholderen mente at kunne paavise, at Landet først mod Slutningen af 12. Aarhundrede kom under Norge, og at norsk Lov først blev indført et godt Stykke ind i 14. Aarhundrede; han skildrede det højt udviklede Selvstyre gennem Landstinget og de valgte Repræsentanter og fremstillede det økonomiske Liv, for hvilket Jagt og Fiskeri endnu i Begyndelsen af nyere Tid har spillet en større Rolle end Jordbrug; Handel — først og fremmest med Pelsværk — blev derfor en vigtig Næringsvej, og Penge har tidlig spillet en betydelig Rolle; den lokale Adel synes ogsaa at bygge sin Eksistens mere paa Pelsværkshandel end paa Godsrigdom.

Foredraget indgaar som Led i en større Bog om Jåmtland.

Professor fil. dr. P. O. v. Törne: Hur födes kultur och dör?

Foredragsholderen understregede, at Kulturen overalt og stedse skabes af Menneskene. M. H. t. Kvaliteten er den alene afhængig af det geografiske Milieu og af den Folkestammes særligeBegavelse, som fostrer d°.n. Spenglers Opfattelse af Kulturer som Organismer kan alene godkendes med den Modifikation, at Betegnelsen »Kulturer« regnes ensbetydende med Kulturformer.Da en Kultur skabes af et Folk indenfor dets historiske Bosætningsomraade, lever og dør den med dette, og er derfor ikke nogen fritlevende Organisme, som følger sin egen Lov. Ganskevist findes der altid en vis almindelig Overensstemmelse mellemKulturfrembringelsen paa forskellige Steder og i forskellige Tidsperioder. Grunden er imidlertid, at det altid er Mennesker, som er dens Oprindelse, og at Menneskene altid i en vis Grad er konstante som kulturskabende. Endvidere er at mærke, at Kultur tydelig nok forbruger Menneskene, at med andre Ord et KulturfolksKraft for en væsentlig Del er afhængig af dets Evne til at bære Kulturen. Det er særlig dennes stadigt mere udprægede Mekanisering og Materialisering, som synes at virke langsomt dræbende. Et Kulturfolk, som neutraliserer Kulturens nedbrydendeIndvirkninger

dendeIndvirkningerved at skabe sig aandelige Værdier og Idealer, har Udsigt til at sikre sig og sin Kultur en lang Levetid. Omvendt virker Isolering og Stagnation særlig ødelæggende. Det gamle Ægypten og Kina viser Isoleringens Farer. Kulturoverførelse er en vigtig Faktor; at en Kulturform kan mere eller mindre fuldstændigtoverdrages fra et Folk til et andet, er i sig selv et Bevis paa, at Kultur ikke taaler Isolering og ikke vil blive staaende i en enkelt Type. Den nationale Kultur som Type er af den Grund et sammensat Fænomen. Grundlaget for al højere Kultur er Agerbruget.Meget tyder paa, at dette oprindelig har hjemme paa ganske faa Steder. Ældst er det maaske i Landet ved det Indre af den persiske Havbugt, ved Eufrats Udløb. Her var Overgangen til Jordens Bearbejdelse saa let, at Besværet ikke kunde virke afskrækkende.Aarsagerne til Kulturernes Undergang er sammensatte,den væsentligste synes det at være, at Folkenes Livskraft udmattes. I hvert Fald har vi ikke, i det mindste i den historiske Tid, set nogen Kultur dø ud af sig selv. Et ydre krigersk Angreb har stedse foranlediget den endelige Undergang. Saaledes var det Tilfældet med den antike Verden, ganske særlig med det vestromerskeRige. Derfor maa man dog ikke se bort fra, at Tilintetgørelsenforberedtes gennem et indre Forfald, formindsket Forsvarsduelighedm.

Foredraget offentliggøres i Historisk Tidskrift for Finland.

Professor Dr. jur. og ph il. Johs. Steenstrup: Brydninger i Samfundet i Danmark før og under Valdemarernes Regering.

Foredragsholderen gik ud fra, at det danske Rige langt fra at bestaa af løst sammenknyttede Stammer var en vel sammentømret Bygning. Uden dette vilde en Erobring af England have været umulig. Om Enhed vidnede ogsaa den overalt gennemførte ensartede Herredsinddeling, der næppe havde noget Sidestykke i andre europæiske Lande, ikke i Sverige og Norge. Samtidig med at paa disse Tider Købstadlivet med de nye Næringsveje rigt udfoldede sig i den østlige Del af Riget, derunder ogsaa i den paa Fjorde rige østlige Halvdel af Jylland, lukkedes Limfjorden mod Vest (ved Tiden 1100), og den vestlige Halvdel af Halvøen kom derved til at bevare et ældre, af det nye Røre upaavirket Præg. Det 12. Aarhundrede var Klosterrejsningens Tid; ogsaa i denne Henseende blev Vest-Jylland ikke revet med, men var helt klosterfattigt, i 6 af dets Byer grundedes der under hele den katolske Middelalder intet Kloster, knap nok milde Stiftelser. Gejstlig-

hedens voksende Særstilling inden for Samfundet maatte skabe Brydninger; dog forstod alle vore Konger, ikke mindst Valdemar Sejr, at have Besættelsen af Bispestolene i deres Haand. Ved Valg af Sognepræst var der tillagt Bispen mindst lige saa stor Magt som Bønderne. Den Valgret, som Bønderne (Menigheden) sagdes at have, maatte nødvendig være beskaaren ved, at ved Valg overhovedet aldrig simpel Majoritet var afgørende, Stemmer taltes ikke blot, men vejedes, og naar Stemmerne var splittede, havde andre Ret til at gribe ind. Kirken havde stor Betydning for at skabe Enhed af Land og Folk; uden Hensyn til deres Fødested fik Gejstlige Stillinger overalt i Landet, Klostrene stræbte efter at have Dølreklostre i andre Landsdele, Abbeder og Munke flyttedes fra Egn til Egn.

Professor A. R. Cederberg: Estlands historia under det danska val det.

Foredragsholderens Redegørelse omhandlede navnlig den førsteestniske Biskop, Fulco, og Missionsarbejdet i Estland i den anden Halvdel af 12. Aarhundrede. Fulco har til den sidste Tid været en legendarisk Skikkelse, hvis Virksomhed i de baltiske Lande ogsaa i den nyeste baltiske Historieforskning, f. Eks. af den yngre Arbusow og Greiffenhagen, er bleven anset for meget tvivlsom. Paa Grundlag af en kritisk Gennemgang af Dokumenter, som nævner Fulco og hans Virksomhed, mente Foredragsholderen at kunne godtgøre, at Fulco i Slutningen af 1164 eller i første Halvdel af 1165 var bleven indviet som estnisk Biskop, og at det havde været Tanken at sende ham gennem Sverige til Estland, men at dette Foretagende muligvis var strandet paa Interessemodsætningernemellem Danskerne og Svenskerne. Fulco har senere besøgt Alexander 111 i Rom og er først i 1168 eller 1169 kommen til Danmark, hvorfra han det sidste Aar deltog i Toget til Rygen, som han har afgivet Beretning om. Muligvis har han først i 1170 begivet sig til Estland. Om Arbejdet her har han underrettetsine Foresatte, og vi maa gaa ud fra, at de saakaldte Tusculanerbreve,som omhandler Estland, er en Følge af Fulcos Meddelelsertil Paven. Et Tog til Estland blev rimeligvis en Følge, og tillige at Munken Nicolaus, som var Estlænder og havde til Huse 5 Klostret i Stavanger, fik Befaling til at begive sig til Estland. Foredragsholderen mente at kunne sætte Olav-Legendens Beretningom de to estniske Ynglinge i Forbindelse med Munken Nicolausog Toget til Estland i Begyndelsen af 1170erne. Det er muligt, at Fulcos Ophold i Estland varede til 1176 eller 1177, da han, maaskei Selskab med sin Foresatte og Beskytter Erkebiskop Eskil,

rejste til Frankrig. 1178 er han dog rede til at vende tilbage til sit
Bispedømme. Fulcos senere Skæbne er ukendt; i Aaret 1180 omtaleshan
i et Pavebrev og var da i Live.

Foredragsholderen omtalte ogsaa Hypotesen, at Fulco skulde være identisk med Missionærbiskoppen Folquinus i Finland. Givet er det, at Fulco ikke har kunnet være i Finland tidligere end 1178, men muligt, at et Besøg har fundet Sted efter dette Tidspunkt. Flere Omstændigheder taler i denne Retning, Biskop Rodolfus' formodede Død i 1178, Konkurrencen mellem Danske og Svenske og Erkebiskop Absalons Planer om en politisk Expansion paa Østersøkysterne. Noget Bevis foreligger dog ikke, og Justeens Biskopkrønnikes Meddelelser om Folquinus er i direkte Modstrid med Hypotesen.

Lektor Dr. phil. Henrik Ussing: Et dansk Landsbysamfund efter Udskiftningen (Als).

Det er Livsførelsen i Landsbysamfundet i det 19. Aarhundrede efter Udskiftningen, Foredragsholderen vil fremstille. Landsbysamfundets Organisation inden Maskmdriften var paa Als en kraftigt udpræget dansk Kulturform, der længe har bevaret sin Oprindelighed. Landsbyens Husholdning hvilede i sig selv og var saa at sige uafhængig af Omverdenen. Store og Smaa i Landsbyen var i Samarbejde og de faa Haandværkere inddragne i den fælles Økonomi. Smeden faar »Smedeland«, Hjulmanden »Hjulmandsland«, d. v. s. en Jordlod for at gøre noget Arbejde gratis for Bønderne. Bønderne skal til Gengæld passe Smedens og Hjulmandens Jord. En udpræget Naturaløkonomi var den økonomiske Livsform: Arbejde for Arbejde. Udskiftningen kom ikke til at bryde delte Fællesskab i Arbejde; det fortsattes, men omformedes efter Tidens Krav og gik siden over i Andelsbevægelsen.

Trangen til at »lægge Lav«, danne smaa Sammenslutninger til
Arbejdsudførelsen omtaltes, og mange Smaatræk og Erindringer
om gamle Tiders Skik anførtes.

Professor fil. dr. Eli Heckscher: Merkantilismen som samhällsupp fatning.

Foredragets Hensigt var ikke at give en Totaloversigt over Merkantilismens Idéindhold, men kun at vise dens Opfattelse af de almindelige sociale Sammenhæng og deres politiske Behandling, skilt fra de økonomiske i begrænset Forstand og fra Merkantilismens økonomiske Teori. Medens dens økonomiske Politik og økonomiske Teori er særlig knyttet til, hvad der gik forud, til

Middelalderen, og Forskellen fra den følgende Tid, fra Liberalismen, er overmaade stor, forholder det sig lige modsat med Merkantilismens Samfundsopfattelse. Det »moderne« eller liberale er her saa stærkt fremherskende, at man fristes til at spørge, hvorfor Merkanlilisterne ikke naaede til et rent liberalt Stade. Fra dette Udgangspunkt gennemgik Foredragsholderen Merkantilismens Forhold til Friheden, til Moralen, til Religionen, og efterviste den Rationalisme, som beherskede dens hele Opfattelse, delvis med Rod i Renæssancen; Sammenhængen med Naturretten blev særlig stærkt fremhævet, og talrige Eksempler fra saavel de ledende Statsmænds (især Colberts) Praksis som Ytringer af de merkantilistiske Forfattere, bl. a. Petty — Flertallet fra det 17. Aarhundrede — belyste Fremstillingen. Til Slutning besvaredes Spørgsmaalet om, hvad der skilte Merkantilismens Samfundsopfattelse fra Liberalismens; det vistes at være, at den sociale Kausalitet, som Merkanlilisterne var ganske overbeviste om, ikke i deres Øjne uden Indgriben ovenfra medførte Gavn for Samfundet i dets Helhed, medens de Liberale, og i første Række Adam Smith, mente, at denne Kausalitet, »ligesom ved en usynlig Haand« ledede de Næringsdrivende til at gavne Samfundet, naar de kun stræbte til størst Fordel for egen Regning.

Foredraget er offentliggjort i Dansk historisk Tidsskrift 9. Rk.
V. Bd. S. 1.

Fru Dr. phil. Lis Jacobsen: Runemindes mærker som Grundlag for historisk Forskning.

Ved Gennemgang af forskellige Runeindskrifter paaviste Foredragsholderen,at der ogsaa i den nyere Forskning er Tilbøjelighedtil — ligesom hos Fortidens Runologer — ikke at skelne mellemdet faktisk bevarede og det af Forskeren konstruerede. Foredragsholderenhævdede saaledes, at det var uholdbart med Wimmerat henføre Sjæl le-Stenen til Jomsvikingerne eller Kolind- Stenen til Svolderslaget. Ligeledes paavistes Uholdbarheden af Tolkningen af Sønder Vinge-Stenen (se nu herom Acta PhilologicaScandinavica I 207 fl.) — Vanskeligheden ved uhildede Gengivelseraf Indskrifterne omtaltes, bl. a. med Henvisning til MagnusPetersens af Rafn paavirkede Tegninger af Piræus-Løven. Det vistes, at adskillige af Gengivelserne i Wimmers store Runeværker stærkt subjektivt bestemte, og at ikke blot Læsningen, men ogsaa Tolkningen og Kronologien kræver en Revision. Som Eksempel paa dristig Kronologi anførtes W.'s Tidsfæstelse af Døbefonteni Aakirkeby. Foredragsholderen nævnede endvidere, at ligesomW. selv nærede en blind Tillid til sine egne Konstruktioner,

saaledes var der hos ikke faa af hans Benyttere en flagrant Mangel paa Kritik overfor W.'s hypotetiske Læsninger. Eksempler var den uforbeholdne Maade, hvorpaa flere Forskere havde benyttet Dele af Indskrifter, der fandtes paa afhugne Stykker af Stenene (Rimsø-Stenen, Bj_ærregrav-Stenen). Det gjaldt om, at Forskerenssubjektive Følelse ikke tog Magten fra Aktstykkets objektive Beretning. Ved forsigtig Benyttelse vilde Runeindskrifterne være, om ikke en rig, saa dog en brugbar Kilde til Hjælp for den historiskeForskning. —Mange vigtige Opgaver var endnu uløste, saaledes Fastsættelsen af Ordenes konkrete Betydning (Dreng, Thegn, Styresmand, Landhyrde, Gode, Tul o. fl.). Et Samarbejde mellem Filologen og Historikeren vilde her være i høj Grad øaskeligt.

Professor fil. dr. Georg Wittrock: Gustaf II Adolfs adelsprivilegier.

Efter nogle indledende Bemærkninger om den historiske Litteraturs Behandling af Emnet skildrede Foredragsholderen, hvorledes Adelsprivilegierne af 1612 var bleven til, gjorde Rede for deres Indhold og efterviste, at deres indgaaende Forskrifter i muligt og meget giver et i høj Grad oplysende Billede af Adelens Opgaver inden for Statstjenesten, af dens retslige og sociale Stilling og af dens økonomiske Forhold. Det fremhævedes, at »frålseståndets« kraftige Deltagelse i Rigets Styrelse paa én Gang er den ideelle Aarsag til og det praktiske Vederlag for de Fordele, det nyder godt af. Rusttjenesten derimod havde paa Gustaf Adolfs Tid mistet sin tidligere Betydning. Denne Form for Løn for Adelens Tjenester var under de daværende Forhold naturlig og delvis nødvendig og blev først en Uretfærdighed gennem Standens stærke Tilvækst i Antal og Donationsvæsenets voldsomme Udvikling i Slutningen af Trediveaarskrigen. Sikkert er det dog, at det indviklede Privilegiesystem gav rig Lejlighed til Misbrug. Gustaf Adolf har selv i Hovedtrækkene sammenfattet de Klager, som allerede i hans Tid blev rettet mod Adelens Overgreb og Undladelsessynder. At en skarp og gennemgribende Undersøgelse har været paatænkt, viser det bevarede Udkast til et Straftebrev, opsat af en betroet Kancellitjenestemand fra Karl IX's Dage, Mikel Olofson (død 1615). Dette Aktstykke blev dog aldrig udfærdiget; en Afregning i saa skarpe Former vilde have været ensbetydende med en Udfordring til hele Adelsstanden og staaet i altfor skarp Modstrid til Gustaf Adolfs hele Forsoningspolitik. Kun nogle mindre Ændringer i Privilegierne gennemførtes paa Rigsdagen 1617; og det blev mere gennem et nøje Tilsyn, øvet gennem Kammeret i Stockholm og gen-

hem Statholdere og Fogeder ude i Landet, at Regeringen stræbte, og som det synes i ganske stor Udstrækning med Held, at forhindre Misbrug. Til sidst paapegede Forfatteren de slaaende Overensstemmelser, som i mange Henseender findes mellem de svenske Adelsprivilegier af 15G9 og 1612 og de danske, saaledes som disse foreligger i de kongelige Haandfæstninger. Overensstemmelsen har sin Grund i den livlige Forbindelse og de ligeartede Samfundsforhold, men kan ogsaa i nogen Grad tyde paa umiddelbare svenske Laan fra danske Forbilleder.

Førstearkivar fil. dr. L. M. Bååth: Vatikanens arkiv och de nordiska forskningarne därstädes.

Foredragsholderen skildrede Indholdet i »Nordens største Middelaidersarkiv« gennem en Undersøgelse af de forskellige Seriers Kildeværdi, A-Kilder og B-Kilder. Til førstnævnte Gruppe hører udgaaede og indkomne Skrivelser, originale Regnskaber, Optegnelsesbøger etc., til den sidstnævnte Afskrifter, forberedende Regnskaber o. lign. I det store og hele indeholder Vatikanets Arkiv Ekspeditioner og Regnskaber; indkomne Sager findes først i Behold fra Middelalderens Slutning.

Til Gruppen Ekspeditioner hører det pavelige Kancellis og Datarias Regestaserier, for Kancelliets Vedkommende følgende fire: regesta Vaticana, regesta Avinionensia, regesta brevium og regesta sripplicationum. Sidstnævnte Serie gik dog omkring 1378 eller ved det store Skismas Begyndelse over til Dataria, som ved denne Tid udskiltes af Kancelliet, og hvis anden Regestaserie kaldes regesta Laterana. Den almindelige Betegnelse regestum, regesta er forsaavidt vildledende, som Serierne indeholder Breve in extenso, alene med Forkortelse af Kancelliformerne. Regislrum, regestrum, regestra vilde være en bedre Betegnelse og svare til Seriernes ejendommelige Beskaffenhed: ikke Koncepter, men Indregistreringer af Forlæg til Pavebreve, der skulde ekspederes paa Pergament som Buller, eller paa Papir, som Breve. Kun det Brev, som fandtes i Regesta, havde Retskraft, en Egenskab, som forudsatte en Registrering. Originalbullen var retsforpligtende for Modtageren og har selvfølgelig den højeste Kildeværdi; det samme gælder dens Indregistrering i Regesta. Regesta Avinionensia er en Originalserie af saadanne Indregistreringer og følgelig en A-Kilde; Regesta Vaticana er Afskrifter af den første og derfor en B-Kilde. Efter Avignonseriens Ophør bliver Regesta Vaticana en A-Kilde hele Middelalderen ud.

Den højeste Kildeværdi maa af lignende Grunde tillægges Datarias
regesta supplicationum og regesta Laterana. Den første
Serie har endda en Smule højere Kildeværdi end den sidste. Sup-

plikregesta er Udtryk for den pavelige Provisions- og Reservationsmyndighed og indeholder Suppliker, som fik fuld Retskraft, naar de daleredes; deraf Navnet Dataria. I regesta Laterana oktrojeres Suppliken gennem en pavelig Ekspedition, for hvilken Suppliken altsaa er retsgyldig Forlæg og desuden ofte indeholder mere end Bullen.

Med Hensyn til Regnskabsmaterialet, tilhørende det apostoliske Kammer og Kardinalkollegiets Kammer, paaviste Foredragsholderen, hvorledes Reglen om den højeste Kildeværdi fører til en Adskillelse mellem reviderede og ikke-reviderede Regnskaber, af hvilke de sidste har Værdi som B-Kilder. Indenfor Castel San Angelo-Arkivet og liere af de saakaldte Armaria findes en broget Samling A- og B-Kilder, som alene kan adskilles ud fra den nævnte Regel, der ogsaa giver Forskningen det sikreste Herredømme over Vatikanets store Arkivmasser.

Foredragsholderen sluttede med en Oversigt over de fællesnordiske Undersøgelser i Vatikanarkivet og navnlig over de senere Aars Revisionsarbejde, hvis Resultat han opgav til omkring 35 pCt. af det tidligere Udbytte. Det er af største Betydning, erklærede han, at ogsaa Revisionen for den endnu manglende Del af Middelalderen bliver afsluttet af samtlige nordiske Lande.

Professor fil. dr. August Hahr: Danska borgbyggnader och svenska Vasatidsborgar.

Foredraget behandlede først i almindelige Træk den danske og den svenske Renæssancearkitektur, som i Hovedsagen er be-grænset til Slotte og Borge, bygget af Kongerne eller den rige Adel. Til den Herregaardsarkitektur, som i Danmark udviklede sig i Løbet af det 16. og ind i det 17. Aarhundrede, finder man dog nu kun i ringe Grad noget tilsvarende i Sverige. Ogsaa de svenske Adelsmænd byggede ganske vist Slotte og Herregaarde, om end i ringere Udstrækning, men disse har i særlig Grad været udsat for Ødelæggelse. En Undersøgelse af det bevarede viser imidlertid, at det er danske Forbilleder, som i ikke ringe Grad ligger til Grund for Renæssancetidens svenske Adelsslotte og deres nærmeste Forgængere.

)

En Sammenligning mellem svenske og danske Adelsborge fra Unionstidens senere Decennier og ind i Vasatiden godtgør, at den skandinaviske Borgbygningskunst fik et Opsving efter 1483, da Kong Hans' Haandfæstning ophævede Dronning Margrethes 1396 udstedte Forbud mod Opførelse af befæstede private Gaarde. En hel Række nye stærke Borge opstaar i Sverige, opførte — ved Siden af den rektangulære — i kvadratisk, kubisk Form, err Type, som er ejendommelig for de svenske Lande, mulig stammerøstfra

merøstfraog længe benyttes. Eksempler er Orby Hus, Bergqvara,Eksjohovgård, senere Lindholmen, Stensholmen, Sundholmenog, forøget med diagonale Hjørnetaarne, Penningby, Sundby, Åkero etc. I Danmark bygges rektangulære Borge. I Glimmingehus opslaar en højt udviklet Type, hvis Rumfordeling og Hensyn til indre og ydre Forsvar gaar igen i flere samtidige eller lidt yngre svenske Borge: Torpa, Vik (det ældre), Uto, Ervallahus, Stora Dala, Kurt Rogges Hus i Strångnås etc.

En ny Fase i Udviklingen repræsenterer Rygaard paa Fyn (1520-30) gennem Træskyttegangens Afløsning af en Stenskyttegang og Kælderens Bygning med Krydshvælvinger, baaret af en Midtrække kor le Piller. En udkraget Stenskyttegang kan erstattes af en inddraget med Skydehuller og »Skoldehuller«, hvorpaa der findes flere Eksempler i Danmark og Sverige. Borgbygninger, der virker som ledende Eksempler, er de danske Hesselagergaard (1538), Borreby (1556) og Egeskov (1554). Ejendommeligt for dem er den rektangulære Type med ydre Hjørnetaarne paa den ene Langside og et mægtigt Trappetaarn paa Gaardsiden, medens Skyttegangen bibeholdes som tidligere. I sparsom Grad har Renæssanceformer trængt sig ind. Dette nye Mønster optages direkte af de svenske Adelsborge, Sturefors, Ekenås, Tyreso, Tullgarn, Gråfsnås o. a. Bortset fra den regulære Type af denne Slags, har man begyndt at bygge Hjørnetaarne (runde, ottekantede eller firkantede) paa de faste Huse. Som en Mode spredes de over hele Norden, ogsaa paa de private Borge. Deres Anial er sædvanlig i, 2 eller 3. Ogsaa den mest udviklede danske Forsvarstype, den firlængede Borg med to diagonale Hjørnetaarne, repræsenteret af Eriksholm (1538), Torup (1550), Vidtskofle (1553), alle i Skaane, faar en statelig svensk Efterfølger i Morby i Uppland. Da nu ogsaa Ladegaardslængerne samles i en Firkant aaben mod Borgen og sammen med denne omgives af Kanaler og forsynes med Flankeforsvar etc., kan man sige, at den befæstede Adelsgaards sidste Svar var givet paa et Spørgsmaal, som Aarhundreder igennem havde plaget dens Ejere. Inden længe er imidlertid hele Forsvarssystemet opgivet til Fordel for en Herregaardsarkitektur, hvis Formaal er Bekvemmelighed og dekorativ Anselighed.

En vigtig Aarsag til denne paaviste interessante Lighed mellem danske og svenske Adelsborge, endogsaa langt efter Kalmarunionens Opløsning, turde ligge i de gamle Unionsslægters stadige økonomiske Sammenhold og Familieforbindelser. Danske Slægter ejede eller erhvervede Gods i Sverige, svenske i Danmark. Bielkeættens Historie giver mange Eksempler i denne Retning.

Foredraget vil — i betydelig udvidet Skikkelse — blive offentliggjort
i K. Humanistiska Samfundets i Uppsala Skrifter.

Docent fil. dr. Jalmari Jaakkola: Till frågan om Finland och dess ställning i norden under den tidigare medeltiden.

Ved Siden af Korstogstidens store svensk-finske Ekspansion langs den finske Bugt har man ofret altfor ringe Opmærksomhed paa den finske Ekspansion mod Nord og dens Betydning for Finlands Tilblivelse og dets kulturelle Forbindelse med det øvrige Norden. Allerede den Karelske Ekspansion fra Kyrialabotn og Ladoga langs Vandløbene mod Nord helt til »Karelska stranden« og Bjarmia, der saavel i Nord som i Syd staar i umiddelbar Kontakt med den nordiske Kultur, har været betydningsfuld saavel for Norden i dens Helhed som for Udformningen af det finske Omraade.

Den vigtigste Faktor i Finlands historisk-geografiske Tilblivelse er alligevel den vestlige Ekspansionslinje mod Nord. Saaledes danner siden den ældre Jernalder Kyststrækningen fra Halikkoviken mod Vest og videre langs den botniske Bugt mod Nord til Kumoelv og selve Kumoelvdalen rige gamle Kulturegne. Ved Kumoelvs øvre Løb bliver Kulturvejene de diametralt modsalte. Den ene gaar langs Vandløhene mod Sydøst til Hjertet af Tavastland og derfra mod Syd mod den finske Bugt samt mod Øst mod Karelernes Omraade til Kymene og Påijånne Vandsjstemet. Vigtigere for den nordiske Historie var Ekspansionsvejene fra Kumoelvdalen mod Nord. Den ældste af disse har gaaet langs Kyrosjårvistråten til Syd-Osterbottn, hvor en gammel rig Kystkultur — som i det 6. og 7. Aarhundrede har tydelige Forbindelser med Østersøen — før Aar 800 er bukket under eller helt har forandret Karakter som Følge af en finsk Kolonisation fra Kumoelvdalen, gennem hvilken en stor Del gamle Kulturomraader og Byer har faaet deres Navne. Ogsaa gamle Traditioner taler for en saadan Kolonisation. Det er heller ikke udelukket, at Striden om Syd-Osterbottn og »Bottnen« afspejler sig i Kalevala, hvis bevisligen vestfinske Helte næsten udelukkende foretager deres Togter mod Nord, og hvis Heltenavne paa et lidet, organisk sluttet Omraade hidtil alene er konstateret i Egnen Nord om Kumoelvs øvre Løb.

Paa Grund af sine Undersøgelser ansaa Foredragsholderen sig berettiget til at betragte Kvænerne og deres første Fremtræden i det høje Norden, hvor de kom i Forbindelse med Nordmænd og Kareler, som et Besultat af en Ekspansion fra Syd-Osterbottn, senere afløst af den i nordisk Historieskrivning omstridte »Birkarlarorelsen«,som nærmest fra Birkalasogn ved Kumoelvs øvre

Løb banede sig Vej langs Nåsijårvistråten mod den bottniske Bugt,
langs dennes Kyst forbi den Karelerne tilhørende »Norra Strandenetil
den rige Lapmark Nord for Kemielv.

Professor fil. lie. Gunnar Suolahti: Finsk a prästerskapets social a struktur och prästsläkternes utbredning under 1600- och 1700-talen.

Studiet af det genealogiske Materiale viser, at Flertallet af de betydende Præste- og Kulturslægter stammer enten fra Kystbyerne eller fra Kulturegnene i det sydvestlige Finland, hvor Befolkningen var tættest og den sociale Differentiering længst fremskreden. Slægternes Stamfædre var Borgere, Fogder eller Storbønder, altsaa Indehavere af Kapital. Deres Efterkommere forskansede sig i de bedste Egne samt dannede et formuende Præstearistokrati, som faldt i skarpt adskille lokale Grupper. Slægterne søgte at holde sig hver paa sit Sted og understøttedes sædvanlig i denne Bestræbelse af Menigheden. Mellem Præst og Menighed bestod et urgammelt Troskabsforhold, og Menigheden gik i Arv i flere Generationer. En saadan fast bosat Slægt nedsank dog som oftest i et lavere Kulturniveau, og Bondepræsten blev den Præstetype, som Menigheden satte særlig Pris paa.

Denne Tendens modarbejdedes af Adelens, Stiftstyrelsens og Begeringens Bestræbelser for at varetage sine Særinteresser ved Besættelsen af Præsteembederne. Præster med Verdenskundskab, Lærdom og Formue, ofte udgaaede fra Kultur- og Handelscentrer, begunstigedes fremfor Bondepræsterne, og Kløften mellem det rige, kultiverede Præstearistokrati og det øvrige Præsteskab udvidedes. Dette saa meget mere som Fattigfolks Børn i stadig større Udstrækning søgte at trænge sig ind i Præstekarrieren. Dette Element maatte dog nøjes med de fattigste Embeder og grundlagde ikke Præsteslægter af større Betydning.

Foredraget er blevet offentliggjort i Nordisk Tidsskrift.

Lektor fil. dr. Nils Wimarson: Riksrådet Schlippenbachs förhållande till Karl X Gustavs krigspolitik, med särskild hänsyn till Danmark.

Paa Grundlag af en Undersøgelse, hovedsagelig af SchlippenbachsBrevveksling med Kongen og dennes Broder Hertug Adolf Johan, af de i det kongelige Hovedkvarter i 1658 førte Raadsprotokollersamt af danske og franske Gesandtskabsrelationer gjorde Foredragsholderen den Opfattelse gældende, at Schlippenbachikke har været den æventyrlige Krigsophidser og uforsonlige

Danskfjende, som man hidtil i Almindelighed har fremstillet ham; tvertimod var han Talsmand for den politiske Anskuelse, der betragtedeØstrig som Hovedfjenden og vilde hente Sveriges Krigsbyttei Polen, og af den Grund anbefalede en forsonlig Politik mod Danmark, endogsaa efter Frederik Ill's Krigserklæring mod Sverigei 1G57. Karl X Gustavs Opbrud fra Polen og Fremrykning mod Danmark i Sommeren 1657 havde i Virkeligheden ingen ivrigere og ihærdigere Modstander blandt Kongens Raadgivere end netop Schlippenbach. Derfor maa denne naturligvis ikke betragtes som principiel Danskerven. Til Karl Gustavs Angreb mod Danmark har Schlippenbach, saa vidt Kilderne viser det, forholdt sig aldeles passiv, og hans berygtede Udtalelse til de danske Rigsraader i Ringsted, at det kunde være dem »lige saa gott att have en Konge, som hed Carolus, som en der heder Fridericus eller Christianus,« er ikke, som det almindeligvis opfattes, et Udtryk for Haan eller Fjendskab mod Danmark, men har en ganske anden Oprindelse og Formaal. Eden har, fremhævede Taleren, tydelig nok Ret i sin Paastand, at Schlippenbach ikke har øvet nogen som helst Indflydelsepaa Karl Gustavs Politik; dog bør man til en vis Grad undtage Forhandlingerne med Brandenburg i Efteraaret 1656 og Overenskomsten i Labiau, under hvilke Schlippenbach, som Wittrockhar gjort gældende, unægtelig fremtræder som Karl Gustavs Tillidsmand. I Aaret 1658 var Schlippenbach ligefrem i Unaade og vandt heller ikke i den følgende Tid Kongens fulde Tillid i politiskeAnliggender. Derimod paapegede Foredragsholderen, at flere Omstændigheder viser, at Schlippenbach i private Forhold har været Kongens og hans Broders personlige Tillids- og Mellemmand.

Foredraget indgaar som Led i et større Arbejde om Schlip
penbach som svensk Politiker.

Dr. phil. P. Munch: Organiseret Studium af de sidste Aartiers politiske og sociale Historie.

Der har først i »Historisk Samfund«, siden mellem Professorerne i Nationaløkonomi og Historie og enkelte andre været ført Forhandlinger om en Organisation af Studiet af de sidste Aartiers politiske, sociale og økonomiske Historie. Man har været enige om, at Kildestoffet for dette Tidsrum er af saa mægtigt Omfang, at det er umuligt at trænge til Bunds deri og faa Oversigt derover gennem Enkeltmands Studier. Skal tilfredsstillende Resultaler naaes, maa der skabes en Art Institut, hvor flere Forskere kan arbejde sammen efter en fælles Plan.

Man har tænkt sig to Hovedopgaver for et saadant Institut.

Den ene er Behandlingen af Danmarks Historie fra 1864 til Nutiden;der findes her et mægtigt, næsten übenyttet Materiale: RigsdagensArkiv, ministerielle og kommunale Arkiver, Kommissionsarkiver,de store økonomiske Organisationers Arkiver, desuden en Række trykte, men übearbejdede Kilder, Kommissionsbetænkninger,Aarsberetninger, Aviser 0.5.v., endvidere en Rigdom af statistiskePublikationer, der kun i ringe Grad er inddraget under historisk Behandling. Dette Kildestof tillader en saa dybtgaaende Undersøgelse af Tidens Udvikling, som der ikke er Mulighed for lor nogen tidligere Tids Vedkommende, men som ogsåa kræver et saa stort planmæssigt Arbejde, at det er uoverkommeligt for Enkeltmand. Den anden Hovedopgave er en Behandling af den sidste Tids internationale Historie. Der er her allerede en Rigdom af Fremstillinger, men næsten alle prægede i saa høj Grad af de særlige Interesser i det Folk, hvortil Forfatterne hører, at de kun i ringe Grad tilfredsstiller de Hensyn, der maa tages, naar saadanneVærker skal passe for de nordiske Landes Læsekreds.

Tanken er, at et saadant Institut, i alt Fald foreløbig, væsentlig maa bygges paa Tilskud fra de store Fonds, Carlsbergfondet og Rask-Ørsted Fondet. Skal Opgaven løses tilfredsstillende for den internationale Histories Vedkommende, er et Samarbejde med Forskere i de andre nordiske Lande nødvendigt. Det vil være ønskeligt, om Ledelsen af Historikermøderne tager Spørgsmaalet op til Overvejelse.

Undervisningsminister Fru Nina Bang: Lidt af det meget, Øresundstoldregnskaberne fortæller.

Fra 1497 til 1857, dog kun saa godt som uafbrudt Aar for Aar fra 1557, findes Øresundstoldregnskaberne bevaret — Storebeltsregnskaberne dog kun for en kortere Aarrække — med Opgivelse af Navn, Hjemsted og Afgangshavn, i de senere Aarhundreder ogsaa Bestemmelsessted for hver Skipper, der meldte sig paa Toldboden i Helsingør. Fra 1562 optegnes ogsaa Ladningen og for enkelte Nationer for en Aarrække Varernes Pris, alt naturligvis med de Mangler i Opgivelserne, som altid knytter sig til Toldregnskaber (sml. disse Aars Spritsmuglerier). Bestræbelser udfoldedes for at afbøde Smuglerier; navnlig fra omkring 1618 blev Tilsynet skrappere. Svenskernes Toldfrihed og deres Uvilje mod at opgive det toldfri Gods gør vel ogsaa Afbræk i Regnskabernes absolutte Opgivelser. Alligevel er Regnskabernes Tale klar.

Foredraget bragte adskillige Enkeltheder, der umiddelbart
lader sig aflæse af Tallene, men holdt sig iøvrigt særligt til Udførslenpaa
Østersøen og behandlede udførligt de store Forskydninger,der

ninger,derfandt Sted saavel i Frekvensen paa de forskellige Dele af Østersøkysterne som de dybtgaaende Ændringer i Vareeksporten.Danzig og de Vest herfor liggende Havne, der i det 16. Aarhundrede var de stærkest frekventerede, gik tilbage. Sverige traadte frem, derefter Finland, de Øst for Danzig paa Østersøens Sydkyst liggende Havne og endelig St. Petersborg. Af Eksportvarernegik det længe dominerende Korn tilbage og afløstes af Raastoffer: Jern, Træ, Hør og en enkelt Industri vare: Lærred, som navnlig Englænderne købte i Danzig og St. Petersborg.

Foredraget er bleven offentliggjort i Tidsskriftet »Tilskueren«
i November 1926.

Professor Dr. phil. Halvdan Koht: Retsgrunnlage for den finansielle uppgjerda mellom Danmark og Noreg 1815—1819.

Foredragsholderen tog sit Udgangspunkt i de modstridende Meninger, som fremkom baade i Samtid og i Eftertid, om hvorvidt Gældsopgøret af 1819 byggede paa Kielertraktaten eller ikke, og hvorvidt derved denne Traktat var bleven godkendt af Norge, og han omtalte særlig den Teori, som nylig er udviklet af Prof. N. Gjelsvik, at Opgørskonvcntiorjen vistnok bygger paa Kielertraktaten, men folkeretlig set er at betragte som en Overenskomst mellem Danmark og Sverige, som Norge saaledes blev staaende udenfor. Paa Grundlag af Aktstykker i det norske og det danske Rigsarkiv viste nu Foredragsholderen, at de norske og svenske Statsmagter under alle Forhandlinger omhyggelig sørgede for at markere Opgørsspørgsmaalet som en udelukkende norsk Sag; men ved Hjælp af Aktstykkerne godtgjorde han videre, at de forhandlende og kontraherende Parter fra først til sidst hævdede modsatte Synspunkter i Spørgsmaalet om Forholdet til Kielertraktaten, saaledes at Gældssagen til Slut blev ordnet, uden at nogen af Parterne fik paatvunget den anden sin Retsopfattelse.

Ved Forhandlingernes Afslutning 3. Juli fremførte Professor v. Bonsdorff paa finske Historikeres Vegne sin Indbydelse til nordiske Historieforskere til i Sommeren 1931 at afholde det femte nordiske Historikermøde i Helsingfors. Med enstemmig Tilslutning fra Forsamlingen udtalte Præsidenten, Prof. Aage Friis, en Tak for den i saa varme Udtryk fremsatte Indbydelse.

Allerede ved Stævnets første Forhandling, i Tilslutning
til Redegørelserne for Organisationen indenfor nordisk Historiegranskning,havde

storiegranskning,havdeProfessor Halvdan Koht — næst efter at udtale sin Glæde over atter at høre Rigsarkivar Erslev, saa mange nordiske Historikeres Lærer — fremhævet, at der kunde være Anledning til at optage et fælles Arbejde i flere af de store udenlandske Arkiver. Nu, da de fælles nordiske Undersøgelser i Vatikan-Arkivet stod foran deres Afslutning, burde man vistnok vende Opmærksomheden mod Østersø- og Nordsølandenes Arkiver for en Udforskning af Handelshistorien. Lignende Tanker blev senere fremsat af Professor Oluf Kolsrud, som ønskede at faa tilvejebragt en fast Organisation for slige fælles nordiske Undersøgelser. Ved andre Lejligheder under Stævnet fremhævede Prof. Aage Friis Vigtigheden af at faa undersøgt de russiske Statsarkiver, medens Dr. P. Munch i sit Foredrag havde henledt Opmærksomheden paa Muligheden af at faa et Samarbejde i Gang indenfor Studiet af de sidste Tiaars internationale Historie.

Da der ved Stævnets Afslutning blev nedsat en Komité, som først og fremmest fik til Opgave at forberede det næste Historikermøde i Helsingfors, blev det ogsaa overdraget den at tage alle disse Tanker op til Undersøgelse og prøve Mulighederne for deres Gennemførelse. Komitéen kom til at bestaa af det danske Mødes Præsidium, Rigsarkivar Helge Almquist, Professorerne v. Bonsdorff, Edv. Bull, Aage Friis og 6lason samt Raadstuearkivar Axel Linvald. Tillige vedtog Forsamlingen at opfordre Professor Dr. phil. Lauritz Weibull til at indtræde som Repræsentant for Historikerne i Lund¹, samt bemyndigede Komitéen til eventuelt at supplere sig med andre Historikere, hvis Bistand maatte anses for værdifuld for Arbejdet i dets Helhed eller for Behandlingen af enkelte Spørgsmaal.

Med Præsidentens Tak til alle Deltagerne afsluttedes
derefter Forhandlingerne.

---

1 Prof. Lauritz Weibull har senere givet Tilsagn om at indtræde i Komitéen.

Som det altid er Tilfældet ved videnskabelige Stævner, beror Udbyttet ikke alene — nogle vil mene ikke engang i første Række — paa de egentlige videnskabelige Foredrag og Drøftelser, men nok saa meget paa Fagfolks Samvær og private Meningsudvekslinger. Det var ud fra lignende Betragtninger, at Mødets danske Ledelse havde besluttet at henlægge en stor Del af Stævnet til Sorø. Man har vistnok Ret til at betone, at der gennem de tre Dages nære Samvær kom en Sluttethed over Mødet, som ikke let kan opnaas under Opholdet i en Storby. Tilføjes maa det ogsaa, at det gode Arrangement — som skyldtes Skolens Rektor — saavel som det udmærkede Vejr i høj Grad bidrog til det vellykkede Resultat. Det var tillige de danske Historikere kært, at de fik Lejlighed til at vise deres nordiske Fagfæller en af vort Lands smukkeste og mest minderige Egne.

Forskellige Udflugter og Sammenkomster bidrog til at give Stævnet dets Karakter. Straks den første Aften, 29. Juni, var samtlige Deltagere af Københavns Kommunalbestyrelse indbudt til en festlig Sammenkomst paa Københavns Raadhus.Den følgende Aften var Deltagerne den danske MødekomitésGæster ved en Middag i Nimbs Selskabslokaler. Under Opholdet i Sorø fremviste Museumsdirektør Dr. phil. M. Mackeprang Sorø Kirke og var desuden Fører under en længere Udflugt til de arkitektoniske Mindesmærker i Omegnen. Et Foredrag af Professor Dr. phil. Vilh. Andersenom »Emner af Sorøs Litteraturhistorie«, ledsaget af Oplæsning af Brudstykker af Digtninge fra Holberg til Ingemann og holdt en smuk Sommeraften ved Foden af Akademiets Trappe ud til Søen, er senere privat og paa Prent blevet karakteriseret som Mødets smukkeste Oplevelse.Endelig foretog Deltagerne paa Stævnets sidste Dag, 4. Juli, en længere Udflugt over Roskilde og Slangerup til Fredensborg og Frederiksborg og derfra til København. Paa Fredensborg omtalte Prof. Aage Friis i korte Træk Slottets historiske Betydning, hvorefter Slotsforvalteren,

Oberstløjtnant Bjerring, var Fører paa en Rundgang i Slottet og Parken. Paa Frederiksborg Slot gav Museumsdirektør Docent Dr. phil. Francis Beckett en Række Meddelelser om Slottets Bygningshistorie, hvorefter de danske Deltagere var Førere for deres fremmede Kolleger under Besøget i Museet; Dagen, og dermed hele Stævnet, afsluttedes med en Middag paa Den kgl. Skydebane, givet af Bestyrelsen for Det national-historiske Museum paa Frederiksborg.