Med L. Stavenow, N. Eden, T. Hojer og E. Heckscher som Redaktionskomité og Sv. Tunberg og S. E. Bring som Udgivere, har Norstedt och Soners Forlag planlagt en Verdenshistorie. Denne nye Verdenshistorie skal udarbejdes af svenske Forfattere paa selvstændig videnskabelig Grund, men uden det tunge kritiske Apparat, idet den har til Hensigt at give den historiske Forsknings sidste Resultater i en for den historisk interesserede Almenhed let tilgængelig Form. Gennem sine 15 Bind vil Norstedts vårldshistoria skildre den europæiske Civilisations Historie i hele sin Udstrækning og samtidig tage Hensyn til, »de av den europeiska civilisationen relativt oberoende och mer fritstående kulturer, vilka formått at håvda sig vid densammas sida.«

For nylig er første Bind af den planlagte Verdenshistorie udkommet. Det behandler den gamle Orients Historie op til Alexander d. stores Sejrstog til Indien og skildrer de gammelorientalske Kulturer som Led af Verdenskulturen. I et livligt og klart Sprog, uden at være tynget af det uhyre Materiale, der ligger til Grund for Fremstillingen, har de to ansete Videnskabsmænd, hvem Redaktionen har overdraget at skrive dette Bind, Assyriologen Knut Tallqvist og Linguisten Jarl Charpentier, givet en omfattende og sikker Fremstilling af de første 4000 Aars Verdenshistorie.

Charpentiers Indledning (S. 1—8)1—8) giver et knapt, næsten for

knapt, Billede af den gamle og den moderne Betragtning af Historiens første Dage og af de Folkestammer, der har præget den historiske Udvikling. Fra Tallqvists Pen skriver sig Hovedpartenaf Bindet, Skildringen af den semitiske Orients (S. 9—218)9^—218) og det gamle Ægyptens Historie (S. 219^—350). Skildringen af de to store, orientalske Kulturkrese er her, i Modsætning til flere andre Fremstillinger af de samme Æmner, holdt ude fra hinanden. Det er heldigt for de to første Aartusinders Vedkommende, hvor Kulturerne udvikler sig hver for sig; men efter Aar 1600 er Vexelvirkningen mellem dem saa stor, at en synchronistisk Fremstilling paa mange Punkter giver et mere levende Billede. Til Grund for sin Skildring af den semitiske Orients Historie har Tallqvist valgt Mesopotamien og ind i denne har han flettet de andre, udenfor Flodlandet hjemmehørende, forasiatiske Folks Historie. Ved Skildringen af Vestasiens Historie dvæler Tallqvist især ved Sumerernes Andel i Eufratlandets Kultur og deres Kampe med Semiterne om Overherredømmet, ved Hammurapitiden og navnlig ved Assyriens Historie, der behandles noget mere detailleretend den babylonske. I Fremstillingen af Ægyptens Historie ligger Hovedvægten paa det nye Riges Tid, særlig indgaaendeomtales Stormagtsperioden under det 18.^—19. Dyn., mere end ved den forasiatiske Historie fremstilles her den kulturelleUdvikling, medens den egentlige politiske Historie træder i Baggrunden. Tallqvists egentlige Fag er Assyriologi; hans Skildring viser derfor ogsaa, at han har langt større Fortrolighed med den semitiske Orients historiske Kildemateriale, og at hans Indarbejdelse af de nyeste Resultater er lykkedes bedre her end i hans Afsnit om Ægypten; hans Behandling af den assyro-babylonskeHistorie er langt friskere end hans Skildring af den gyptiske.Det Afsnit af Bindet stammer fra Charpentiers Haand (S. 351^—520), det skildrer de indoeuropæiske Folks Stilling i den gamle forasiatiske Historie. Efter en længere Indledning om den indoeuropæiske Sprogfamilie og Spørgsmaalet om det indoeuropæiskeUrhjem følger Forfatteren de indo-iranske Folks Historie op til 330; navnlig faar Persien, den for Middelhavskulturkresenvigtigste indo-iranske Stat, en indgaaende Behandling.

I Litteraturfortegnelsen, der afslutter Bindet, savner man desværre flere nyere og betydningsfulde Arbejder, der kunde vise Læseren Vej til de nyeste Behandlinger og de lettest tilgængelige Kilder.

Den gamle Orients Historie ligger vel de fleste Historikere og
historisk interesserede meget fjern; men Vanskelighederne ved

at trænge frem til Forstaaelsen af disse fjerne Tidsrum er maaske ogsaa større end ved nogen anden Del af Historien. Gennem Tallqvists og Charpentiers Arbejde er der nu paa et nordisk Sprog fremkommet et Værk, der giver den orientalistiske Forsknings sidste Resultater paa Historiens Omraade, og som forhaabentlig bidrager sit til at sprede Kendskab til Orientens Oldhistorie indenfor Skandinavien. Otto Koefoed Petersen.