Det var et dristigt Forsøg, Dr. Gudmund Schiitte gjorde, da han i 1919 udsendte Bogen Hjemligt Hedenskab i almenfattelig Fremstilling. Trods alle Indvendinger, der kunde rejses mod Enkeltheder i hans Opfattelse, var der ved dette Arbejde indvundet nyt Land for Forskningen og kastet klarere Lys over meget hidtil kendt.

Men naar denne Fremstilling af olddansk Gudetro sammen-

trænges i korte Oversigter, bliver man mere betænkelig. En stor Del af Stoffet er i Virkeligheden ganske uopdyrket, en videnskabelig Tilrettelægning og Bedømmelse af det har ikke fundet Sted, og Oversigtens knappe Form umuliggør som Regel en klar Adskillelse mellem det nogenlunde sikre, det vel begrundede og det kun formodede. Det mærkedes, da den forkortede tyske Udgave — »Dånisches Heidentum« — kom, og det træder ikke mindre stærkt frem i den lille Piéce Hedenskab i Danmark (1925).

I en vis Forstand er S. forsigtigere her end i sin større Bog. F. Eks. er Stednavnenes Vidnesbyrd om Kult behandlet med langt mere Varsomhed end før, da han paa dette Punkt mildest talt løb løbsk. Men Dispositionen er ikke klar, og man maa være opmærksom paa, at netop Stoffets Disponering er en væsentlig Ting, hvor man arbejder med et Materiale af højst forskellig Alder, Art og Oprindelse. Læseren bør aldrig være i Tvivl om, hvorvidt Forfatteren sammenstiller sit Kildestof ud fra rent kronologiske eller ud fra rent indholdsmæssige Synspunkter. Det er han altfor ofte.

Naturligvis er der talrige Enkeltheder i S.s Fremstilling, som kan diskuteres, og personligt tror jeg, at han ikke sjældent er paa Vildspor. Men kan dette foreløbig være anderledes? Den Opgave at tegne den land s egne eller endog den stedegne Form for nordisk Hedenskab er ikke at løbe til. S.s første Arbejde brød i flere Henseender Vej. Nu maa man haabe, at den fuldt videnskabelige, dybtgaaende og omfattende Belysning af de talrige Enkeltspørgsmaal kan blive gennemført i saa vid en Udstrækning som muligt, før Emnet yderligere populariseres. Det er Forskningen, som endnu i rum Tid bør have Ordet.