Paa Foranledning af Direktionen for den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse har Dr. phil. Eiler Nystrøm udarbejdet og i 1925 udsendt et pragtfuldt Værk, indeholdende en udførlig Skildring af Fondets Stiftere og deres Slægt, en Gengivelse af Stiftelsens Fundatser og testamentariske Bestemmelser samt en Redegørelse for dens Virksomhed.

Særlig Interesse frembyder Skildringen af de to Slægter, hvis Dygtighed og Nærsomhed tilvejebragte de store Midler. Baade den islandske Købmand Niels Hendriksen og Præsten Edvard Londemann var Mænd, som vilde frem paa den sociale Rangstige og ejede Betingelserne for at naa deres Maal. Den næste Generation,Henrik Hielmstierne og M. G. Rosencrone, naaede et langt Skridt videre, satte over Kløften, som skilte Borger- og Adelstand,og

stand,ogavancerede frem til høje Embedsstillinger. Hielmstierne blev Kancelliassessor og Højesterets Justitiarius, Rosencrone endogsaa A. P. Bernstorffs Efterfølger som Udenrigsminister i 1780. Ingen af dem satte dog særlige Spor i deres Embedsvirksomhed.Deres Betydning beroede først og fremmest paa deres omfattendekulturelle Interesser og Iver for at støtte Tidens aandeligeBestræbelser. Ud fra sit omfattende Kendskab til det 18. AarhundredesDanmark er det lykkedes Forfatteren at give et udmærketBillede af en Kreds, som har haft en ikke ringe Betydning og i mange Henseender indtager en Særstilling indenfor Datidens Overklasse.Ogsaa af Hielmstiernes og Rosencrones Embedsvirksomhed giver Forfatteren udførlige Skildringer og kan fremhæve adskillige nye Træk. Mærkeligt er det dog, at han slet ikke omtaler Hielmstiernesog Luxdorphs Protest mod Struensees administrative Reformer. Der havde maaske ogsaa været Anledning til at nævne den spydige Dom over Hielmstiernes Virksomhed i Kancelliet,som vistnok skyldes Memorialekspeditionssekretæren i Kabinettet Georg Zoéga, selv om den maaske ikke er fuldt retfærdig.Derefter skulde Hielmstierne kun sjeldent have været at finde i sit Embedskontor, dels paa Grund af sine mange Beskæftigelser,dels fordi han »als ein schwer reicher Mann nicht gerne chainirt seyn will«. »Nach so bewandten Umstånden scheint dies Contoir mehr fur Hielmstierne und Debes [hans Stedfortræder] als die beyden Herrn furs Contoir gemacht zu seyn«. (Den danske Centraladministration, udgivet i Anledning af den danske Kancellibygnings200-Aarsdag. S. 348). I hvert Fald kan det dog ikke siges, at Hielmstierne fra alle Sider karakteriseres som Mønstret paa en Embedsmand.

Redegørelsen for Fondets Virksomhed viser, at neppe noget historisk ArhpiHp i dp siHstp to Mprmp<;k-pfild'*p har set Lvset herhjemme uden Bidrag af den store Formue, som den sidste Repræsentant for de to Slægter skænkede til almennyttige Formaal.