Den 7. Oktober 1925 døde i Berlin Professor Dr. Felix Liebermann. Han var født i 1851 og har aldrig været knyttet til noget Universitet, da han var saaledes stillet, at han helt kunde ofre sig for videnskabelige Studier. Om hans Grundighed vidnede allerede hans første Bog om Forfatteren til det anglonormanniske Skrift »Dialogus de scaccario«, og det var Englands Historie, han viede sit Livs Arbejde, især de angelsaksiske og normanniske Tidsrum, med hvilke han var saa fuldt fortrolig som nogen engelsk Videnskabsmand. Det var ham en Hjertesorg, da Krigen mellem England og Tyskland udbrød, han havde altid arbejdet for Enhed paa Videnskabens Omraade, hvad der da ogsaa fik sit Udtryk, da han tilegnede sit Hovedværk til Mindet om de tyske Forskere Konrad Maurer og Heinrich Brunner og Englænderen F. W. Maitland. Dette Værk »Die Gesetze der Angelsachsen« er bekostet af Savigny-Stiftelsen og udkom i 3 store Kvartbind 1903_—16, det indeholder en Udgave af disse Kilder, der byggede paa det nøjeste Kendskab til Manuskripterne, hvor de saa fandtes, dernæst paa en grundfæstet Indsigt i det angelsaksiske Sprog, dets Form og Stil til forskellige Tider; det gav en Oversættelse paa Tysk af Lovene, Vejledning om deres Tilblivelse og Historie, et Glossar og dernæst et Real-Lexikon, hvori de enkelte Lovregler blev belyste fra alle Sider, saaledes at det i Virkeligheden indeholdt en hel angelsaksisk og anglonormannisk Retshistorie, med Henvisninger til den nyeste Litteratur om alle disse Spørgsmaal. Det er et første Rangs Værk til Oplysning om Englands ældre Middelalder.

Forud for Værket var gaaet en lang Række omfattende Afhandlinger om de enkelte Lovkilder, offentliggjorte i Tidsskrifter eller som særlige Bøger. Endvidere har Liebermann i mange forskellige Tidsskrifter meddelt et Hundredtal af Artikler, Anmeldelser og Notiser, der altid bragte nye Kendsgerninger eller lærerige

I Formen for Liebermanns Afhandlinger og deres Stil var der en ■ karakteristisk Modsætning til, hvad der ydedes af Englandsypperste Retslærde i vor Tid, Maitland, der i øvrigt ærede Liebermann højt; denne forstod stadig at lade sine Undersøgelser faa en æstetisk tiltalende Form og at give selv det tungeste Stof et eget Sving, medens Liebermann altid var den af stræng Saglighedledede, opregnende og leddelende Forsker, der frygtede for, at ikke alting skulde staa dagklart eller blive skarpt forstaaet. løvrigt vil man i hele hans Virken mærke, foruden hans vennesæle Forhold til andre Forskere, den varme Forstaaelse af mange

Livsforhold udenfor Rettens Omraade, et aabent Blik for deres
Udvikling og Fortoninger.

Vi Danske har særlig Grund til at mindes Liebermann med Taknemlighed, da saa mange af de af ham trykte Lovkilder stammer fra danske Lovgivere eller indeholder dansk eller nordisk Ret, hvad den med nordisk Retshistorie fuldt fortrolige Udgiver ogsaa erkender, ligesom han i »Ungedruckte anglo-normannische Geschichtsquellen« (1879) og andre Arbejder har offentliggjort Kilder og behandlet Spørgsmaal vedrørende Danmarks Historie.