R. Mookerji: Local Government in Ancient India. 2. ed.
Oxford 1920.

Hvad der giver denne meget fængslende Bog dens store Værdi, er en grundig Udnyttelse af det rige Materiale, som Indskrifterne yder til Bedømmelse af det demokratiske, lokale Selvstyre i Indien. Vi har ellers hovedsagelig været henvist til den politiske og juridiskeFagliteratur, der udgaaet fra Fyrste- og Brahmankredse giver et meget ensidigt Billede af Forholdene; langt mere levende er det Stof, som navnlig den buddhistiske fortællende Literatur indeholder, men først med Indskrifterne befinder vi os paa den solide Virkeligheds Grund. Mookerjis Bog kombinerer derfor de for største Delen fra Nordindien stammende literære Kilder med

en Række Indskrifter, særlig fra Sydindien. Disse er ganske vist gennemgaaende meget yngre, ja for at karakterisere det »gamle« Indien anvender Forfatteren Indskrifter fra 18. Aarh. og hans Bemærkning »the comparative chronological modernity of the southern evidence is indeed more than compensated by its quantity and the variety of its details« er maaske en lovlig let Maade at redde sig ud af den kronologiske Uoverensstemmelse paa. Ikke desto mindre synes Billedet i det Hele at svare til Virkeligheden, og det er unægtelig en meget betydningsfuld Faktor i det indiske Samfund, Forf. skildrer. Paa lokale Organisationer hvilede baade det økonomiske og sociale Liv i de Landsbyer, Distrikter, Stæder osv., hvor det menige Folk virkede, uden at de politiske Omskiftelser,Fremmedherredømme og Paladsrevolutioner greb synderligtind i Dagliglivet. Kongerne nødtes til at anerkende de Love, der gjaldt i Lav og andre Sammenslutninger; disse maatte til Gengæld respektere Statsmagten paa dens Omraade, sørge for, at Skatterne indgik, ikke bære Vaaben, undtagen hvis paagældendeLandsby blev angrebet af Røvere, ikke foretage sig Ting, der stred mod Moral og Religion (Hasardspil og Prostitution f. Eks.) osv. Foruden Organisation af Handel og Industri tog de lokale Raad sig af mange Ting, der befordrede Almenvellet: anlagde Rasthuse, Hospitaler, Vandværker, Kolonier, hvor Videnskabsmændkunde leve uden at distraheres af Omgivelserne og uden økonomiske Bekymringer o. m. a.; ja i vanskelige Tider med Hungersnød traadte disse Sogneforsamlinger op og bespiste Fattige og andre, naar Centralregeringen ikke formaaede at raade Bod paa Manglerne. Et Udtryk for den Betydning, man tillagde disse Sammenslutninger, har vi i Buddhas Ord, naar han som en af Betingelserne for en Stats Trivsel nævner den, at Statens »Forsamlinger«finder hyppigt Sted og besøges flittigt (f. Eks. Digha Nikaya XVI, 1, 4). — Om saadanne Forsamlingers (Lavs, Raads) Organisation og Funktioner berettes der udførligt i denne fortræffeligeBog, hvis videnskabelige Redelighed ikke angribes af, at Forf. med sin Skildring forbinder en politisk Tendens, idet han mener, at disse Selvstyreorganer vil kunne faa Betydning for Fremtiden. Poul Tuxen.