I Anledning af, at »Norske Selskab« i Oslo i 1922 fejrede sit 150 Aars Jubilæum, har det ladet Litteraturhistorikeren A. EL Winsnes udarbejde et Skrift: Det norske Selskab 1772_—1812. (Aschehoug & Co. (W. Nygaard). Kristiania 1924), der paa Grundlag af trykte og utrykte Kilder skildrer det københavnske Afsnit af Selskabets Tilværelse, fra det stiftedes under Mænd som Nordahl Bruns og Johan Herman Wessels stolte Tegn, indtil det i Tiden ned mod det norske Universitets Oprettelse og Norges Adskillelse fra Danmark ganske übemærket gik ud af Tilværelsen igen. Skildringen er indrettet saaledes, at den meddeler en Række litterære Billeder af de Forfattere, der gennem Aarene var Medlemmer af Selskabet.

Skildringerne har en let, behagelig Form, og Indholdet er i det hele forstandigt og gennemgaaende velovervejet. Dybtgaaende er Opfattelsen ikke, snarere noget letløbende; der haves altid en Forklaring paa rede Haand, i samme Nu Spørgsmaalet toner frem. Saaledes skrives (S. 90) om Wessel: »Hans mangel på natursans er forøvrig lett nok å skjønne. For et menneske med den komiske sans så våken og levende som Wessel, byr naturen lite stoff. Et landskap kan være vakkert, sublimt, stygt, men aldrig — latterlig. Det komiske hører menneskene til.« Som man vil se, er denne Passage i mere end een Henseende højst angribelig. Det havde været reellere af Forfatteren at udtrykke sig saaledes: »Hans Mangel paa Natursans er let nok at forklare; den kom af hans Mangel paa Natursans.«

S. 93 siges: »Gjennem Søren Kierkegård er følgende ytring av
Wessel formidlet: Wessel har sagt jeg holder mig utenfor der

hvor det er trængsel. Her har vi ham.« Formodentlig har S. K.
blot hentydet til Kærlighed uden Strømper III:

»Jeg pleier ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er.«

En kendelig Overvurdering af de norske Digteres Frembringelser finder man paa flere Steder, saaledes S. 209, hvor han roser første Vers af Frimanns Ode til Søvnen: »[det] er ikke bare et henrivende rococomaleri, men har en for den tid enestående melodiøs rytme.« Verset, der er fra ca. 1775, lyder saaledes:

Aander sagte, Vestenvinde,
Milde Luft, udgyd din lunkne Strøm!
Søde Søvn, omfavn Selinde,
Mig til Held, med Lunas bedste Drøm!
Flyder sagte, klare Bække!
Grene bæver stille nu!
Ingen Lyd den Dyrebare vekke!
Se den Skiønne sover nu.

Den malende Anvendelse af trokaiske Ord er meget net, men dermed er ogsaa alt sagt. Ewald stod just ved samme Tid i sit fulde Flor; Frimanns Strofe burde derfor ikke være betegnet som for sin Tid enestaaende melodiøs. Hans Brix.