De Tanker, Georg von Below fremsætter i sin sidste Bog, er Tanker, som har levet længe hos ham. De er allerede til Stede i hans Indlæg i Striden mellem Gothein og Schåfer og i hans Omtale af Bernheims Lehrbuch der historischen Methode i Gottingische gelehrte Anzeigen i 1892 og paa ny i Kritikken over Lamprecht i Historische Zeitschrift i 1898 (H. Z. LXXXI 193:

Die neue historische Methode). Ned gennem Aarene ser man, hvorledes han atter og atter tiltrækkes af methodologiske Spørgsmaal, »Problemernes Litteraturhistorie«, Historiografien. I 1915 gav han i Internationale Monatschrift fiir Wissenschaft, Kunst und Technik et Overblik over den tyske Historieskrivning i det forløbne Hundredeaar, i 1916 er Tidskriftartiklerne blevet til en Bog, der i 1924 yderligere udvides og nu bærer Titlen: Die deutsche Geschichtsschreibung von den Befreiungskriegen bis zu unsern Tagen med Undertitel: Geschichtsschreibung und Geschichtsauffassung.

Bogen er offentliggjort i den Række Haandbøger, som Below og Meinecke udgiver, men har ikke meget af en Haandbogs Karakter, stærkt personligt præget som den er, og med en overvældende Stoffylde, der ikke let lader sig overskue. Den staar nu i Serien Side om Side med Fueters Geschichte der neueren Historiographie, der i sin Grundanskuelse er saa vidt forskellig fra den som muligt. Fueters Haandbog med dens gode Sider og dens svage Sider er vel almindelig kendt. Her skal kun siges, at Below ved meget, som intet Steds kan læses, fordi han gennem mange Aar har staaet i Arbejdet blandt de tyske Historikere og har levet i deres Tradition, medens Fueter i mange Henseender dømmer som den, der staar udenfor. Der er mere Historie i Below trods al hans Ensidighed og Ufordragelighed; der er hos ham en dybere Forstaaelse af Personlighederne og Vurdering af det subjective Moment, ikke blot som Fejlkilde, men som Rigdomskilde. Udæskende anfører han Luthers Ord. »intellectum et sensum non dat nisi ipse affectus et experientia«, som de lyder i Karl Holls Tolkning: »Man versteht nicht in der Kiihle, sondcrn im Affekt, in der Leidenschaft«.

Belows Hovedthesis er, at alt, hvad der har Værdi i den tyske Historieskrivning, strømmer ud fra Romantikken og den historiske Skole, der havde vundet en inderligere og rigere Livsforstaaelse end det 18. Aarhundredes Folk og dermed Evne til at se Fortiden i dybt Perspektiv. Hos Dilthey, Meinecke, Rothacker, H. Oncken finder man i Hovedsagen samme Vurdering af det ny, der fødes først i Aarhundredet, men ingen er fanatisk som Below, der ganske underkender og fordømmer Oplysningstiden saavel som de Aandsstrømninger i det 19. Aarhundrede, der har Væsensfællesskab med den. E. J.