Prof. Elis Wadsteins Bog Norden och Våsteuropa i gammal Tid (Stockh. 1925) behandler paany en Række Problemer vedrørende Nordens tidligste Historie, som i den senere Tid gentagne Gange har været drøftede. Grundlaget for Bogen er Forelæsninger ved Goteborgs Hogskola i Vaaren 1922; men Stoffet foreligger nu i udvidet Form og forsynet med rigelige Kildehenvisninger. For Danmarks Vedkommende er disse Studier af overordentlig stor Interesse. Det yil her være umuligt at fremdrage alle væsentlige Enkeltheder; kun visse Punkter af særlig Betydning skal omtales.

Først gælder det Teorien om Danmark som et Navn, der oprindelig har været knyttet til vore sydlige, delvis sumpede Grænseegne nede ved Ejderen. Folkenavnet Daner kunde da enten være dannet direkte som Betegnelse for dem, der boede ved »dani«; eller det kunde være fremkommet derved, at første Led i Sammensætningen Dani-mark opfattedes som Betegnelse for det Folk, der besad vedkommende »Mark«. Hovedtanken i dette vil være kendt fra Forfatterens Afhandling »Namnet Danmark« (Goteborg Hogskolas Årsskrift 1918); i Bogen er Tanken yderligere uddybet og begrundet.

At den sidstnævnte Mulighed maa lades ude af Betragtning er sikkert givet (jfr. Dr. Brøndals Kritik paa dette Punkt i Danske Studier 1920); men derfor kunde Folkenavnet Daner godt til en Begyndelse have haft Tilknytning netop til dette Ejderomraade og være udledt af de derværende Naturforhold. Det er en Opfattelse,som strider stærkt mod den gængse og tilsyneladende er uforenelig med Jordanes berømte Meddelelse om Danerne som udgaaede af Svearnes Stamme; men maaske er Uoverensstemmelsenikke saa stor som antaget. Under alle Omstændigheder har W. fremsat en Teori, som fortjener Overvejelse, og hvis

Gyldighed eller Ikke-Gyldighed maa kunne belyses ved nye Undersøgelser paa bredere Basis. Et — dristigt og foreløbig kun skitsemæssigt — Forsøg i denne Retning er gjort af Docent Elias Wessén i en lille Kronik Skjoldungar och Hadbarder. Till frågan om det danska rikets uppkomst (Svenska Dagbladet 27/₈ 1924).

Mens man endnu maa stille sig interesseret iagttagende overfor W.s ovennævnte Hypotese, er der al Sandsynlighed for, at han har bragt det gamle Stridsspørgsmaal om Geaternes Hjemstavn til en endelig Løsning.

Det blev i sin Tid her i Tidsskriftet (9. R. VII 499) nævnt, at Docent Curt Weibull havde inddraget færdselsgeografiske Synspunkter i Drøftelsen, at han ud fra disse opfattede Geaterne som Jyder, og at hans Argumentation maatte vække Opmærksomhed uden ligefrem at virke overbevisende. Wadstein, som ved sine Fris er-Studier har modtaget stærke Indtryk af færdselsgeografiske Synspunkters Berettigelse, slutter sig til Jyde-Teorien; men hans eget Bidrag til Diskussionen er rent filologisk. Han paaviser for det første, at Ælfreds Brug af Betegnelserne geatas og eote Ikke er vilkaarlig, saa den første kan antages at skyldes Fejlskrivning. Med geatas betegnes Folk fra Jylland — med eote derimod »Jyder« fra Wessex. Det første Navn gaar tilbage til et urgottonsk eutan-, det sidste til et *eutiz eller *eutian. Maaske burde Betydningen af dette have været yderligere belyst ved Inddragelsen af det kendte etniske Stof. Dernæst viser W., at ags. geatas nøje svarer til en frisisk Form *jatar, der lydligt maa forudsættes for vort iutar, og han føres derved til at opfatte de ags. Beretninger om geatas som for en stor Del hvilende paa frisisk Tradition. Dette gælder f. Eks. Bjovulfkvadets Hugleik- Afsnit. Men W. gaar videre: Hugleik kaldes i et frankisk Haandskrift »Goternes« Konge, i et andet — fra 10. Aarh. — »Geternes«. Hidtil har disse Betegnelser været opfattet som Udtryk for Sammenblandinger af Goter, Geter og Gøter. Det paavises nu, at gotar er en normal old(neder)frankisk Skriveform for iutar, og at det samme — for et lidt senere Tidspunkts Vedkommende •— gælder Formen get ar. Ogsaa disse Navne tyder altsaa übetinget paa, at Hugleik har været en Jydekonge. Endelig fremhæver W., at Bjovulf som Jydekonge paa naturlig Maade forklarer hans Stilling som Helt i et stort angelsaksisk Epos; thi Angelsakserne regnede »lutæ« blandt deres Stamfædre, og Bjovulfkvadet er saaledes i Virkeligheden et angelsaksisk Nationalepos.

Der er vel endnu Enkeltheder, som bør drøftes i dette for vor
Folkevandringstids Historie saa vigtige Spørgsmaal. Alligevel kan
der ingen Tvivl være om, at vi stærkt nærmer os den sikre Løsning.Vi

ning.Vier kommet langt bort fra Schiicks og Stjernas blændende,men
temmelig spinkle »Frihaandstegninger«.

Hvor W. i de følgende Afsnit behandler Frisernes Historie og deres Betydning for Vikingetidens nordiske Handel, uddyber han i alt væsentligt kun, hvad han allerede tidligere har redegjort for i Afhandlingen Friserna och forntida handelsvågar i Norden (Goteborgs kungl. vetenskaps- och vitterhetssamhålles handlingar 1918^—19). Nu og da rejser han dog ogsaa her nye Problemer.

Det gælder f. Eks. Danevirkespørgsmaalet. Wadsteins Argumentationmaa vi desværre af Pladshensyn undlade at referere —■ hans Konklusion er denne, at Kovirket er anlagt af Kong Godfred, idet han har brugt Frisere til Hjælp under Arbejdet, at Østervolden maaske stammer fra samme Tid, at Vestervolden maa være anlagt i Begyndelsen af 10. Aarh., da Tyskerne beherskedeLandet mellem Sli og Ej der, og at Forbindelsesvolden tilhører den senere Tid, da denne Landstrækning atter var paa danske Hænder. Det er en radikal Omtydning af det hele Anlæg, og skønt der hos W, findes adskillige interessante lagttagelser, bl. a. byggede paa Selvsyn og paa det uudgivne Kindtske Ms. i Kiel, tør man dog nok mene, at der hører ikke saa lidt mere til, før Spørgsmaalene kan anses for virkelig løste. Det skal indrømmes,at Mullers og Neergaards store Arbejde i første Række havde Værdi derved, at det beskrev Monumenterne, saa godt som dette lod sig gøre uden Gravninger. Forfatternes Tydninger af dem var derimod paa flere Punkter misvisende, og det skal ikke paastaas, at senere Forsøg — som W. uden Skade kunde have taget noget mere Hensyn til — har truffet det rette. Men er det i det hele muligt at komme længere, før Kielmuseet faar gennemførtsine Undersøgelser og — langt om længe — faar publiceret Resultaterne paa en tilfredsstillende Maade? Et saa omdebatteret Spørgsmaal som Forstaaelsen af Dobbeltnavnet Slesvig-Hedeby kan næppe besvares med Sikkerhed, før dette er sket. Personligt føler jeg mig meget lidt overbevist af W.s Opfattelse, hvorved Begyndelsen til Byen inden for Halvkredsvolden henlægges alleredetil Kong Godfreds Dage og ses i Forbindelse med Friserhandelen— en Opfattelse, hvis Rigtighed har afgørende Betydningfor hans øvrige Danevirke-Teorier. Det er vel saaledes, at der bag Halvkredsvolden er gjort Fund, som maa stamme fra det 9. Aarh.; men det er saa übetinget Fundene fra 10. Aarh., som viser, at der bag Volden har været en stor og handelsmægtig Bosættelse. Paa arkæologisk Grundlag vil man ikke kunne hævde, at der allerede i Beg. af det 9. Aarh. paa dette Sted er blevet anlagt en By. Da Spørgsmaal et som nævnt stadig er Genstand

for Drøftelse, turde det være rimeligt at henlede Opmærksomhedenpaa de tre seneste Behandlinger af det: C. A. Nordman's i Finskt Museum 1923, Museumsdirektør Knorr's i Schleswig. Heimatbuch I, 1924 og Docent Elias Wessén's i Namn och Bygd 1925. Af Værdi er ogsaa Adolf Sch tick's Bemærkninger i Fornvånnen 1924. Hvad Navnetolkningen »Haddeby« angaar, har W. derimod sikkert givet rigtig Besked: Forleddet har intet med det formodede Personnavn Hadde- at gøre, men er en lydlig Udvikling af det gamle Haithaby, idet Betoningen i en Sammensætningsom Haithaby-Nor er kommet til at hvile paa sidste Stavelse og derved har fremkaldt Overgangen fra ai til a i første. Ogsaa om selve Navnet turde der dog være andet og mere at sige end dette.

I et Afsnit om Friserne og Sveriges ældste Stad — Birka — gentager og viderefører W., hvad han allerede tidligere har sagt om dette Emne. Som man vil vide, har hans Tolkning af Bynavnet Birka (af frisisk berek = »råttsskipning«) vakt en Del Modsigelse (sml. den mellem ham og Elias Wessén førte Diskussion i Namn och Bygd 1923, 135 ff., 1924, 127 ff. og 1925, 39 ff.). Forholdet er endnu ikke tilfredsstillende udredt, og det er vel tvivlsomt, om det kan udredes; men saa meget turde være givet, at et frisisk berek højst sandsynligt ligger bag det danske Birk, og det Helhedsbillede, som W.s Opfattelse muliggør, kan man vanskeligt undlade at tillægge Betydning, selv om han paa et og andet Punkt gaar for vidt i sin Iver for at finde Friserspor i Norden ■— f. Eks. naar han tænker sig, at det kan være Friserne, som har lært Birkaboerne at kline deres Huse mellem Stolper. Den Kunst kunde vi virkelig heroppe allerede i den yngre Stenalder.

Oversigten over Nordboernes Forhold til Frisland i Vikingetidenog de dansk-tyske Grænseforhold i det 10. Aarh. indeholder ikke meget nyt; men der findes i disse Afsnit flere Synspunkter af Værdi. Et enkelt skal fremhæves: Det er Ejdermundingens Betydningbaade som Udfaldsport for Vikingerne og som Indgangsport for Købmændene. At denne Dobbeltrolle, som sikkert er ldgammel,har »Havdøren« ogsaa politisk Betydning, er selvsagt— men ikke forhen fremhævet med den Klarhed som her. I dette Lys betragter Wadstein bl. a. Henrik Fuglefængers Togt mod Gnupa og den utvivlsomme Aftagen i de danske VikingetogsHyppighed i Tidsrummet c. 935^—990. Der er Ting i Fremstillingen,som jeg ikke kan slutte mig til, f. Eks. Opfattelsen af det berømte Kejserbrev af 965 til de jydske Bisper; men som Helhed betragtet har W. ramt noget baade rigtigt og væsentligt,.

og vi vil nu bedre end før kunne forstaa Grænseforholdene hernede
ved Ej der omkring Oldtidens Slutning.

Bogens sidste Afsnit om de frisiske Laaneord i vore Sprog følger Forfatterens tidligere Behandling af dette Spørgsmaal, bl. a. i Friesische Lehnwdrter im Nordischen (Skr. utg. av Hum. Vetenskapssamf. i Uppsala XXI). Det er en omfattende og interessant Arbejdsmark for Forskeren — om W.s Indsats maa en Filolog dømme.

At W.s Studier over den nordisk-frisiske Handel har beriget vor Viden paa mange Omraader, er utvivlsomt. Det er da godt, at han nu i et enkelt Bind, der tilmed er skrevet i en letlæselig Form, har samlet de væsentligste af de Resultater, hvortil han er kommet. Derved er der samtidig skabt en Oversigt over Danmarks og Sveriges Historie fra c. 500^—1000 e. Kr., som enhver historisk interesseret kan læse med stort Udbytte.