Keith Feiling: A History of the Tory Party 1640^—1714 er en stor Bog paa ca. 500 Sider og en overordentlig grundig Studie, der bringer en Mængde tildels meget detaillerede Oplysninger vedrørende engelsk Politik i det Tidsrum, den omhandler.

Hvad der berettes om Tiden før 1660, er at betragte som Indledning til det følgende. Det smukkeste Kapitel ikke blot i denne Indledning, men i hele Bogen, er Kapitlet om »Kavalererne«, der har Forfatterens Hjerte. Han maler i livlige Farver og med Anvendelse af mange poetiske Citater deres Renæssancekultur, deres undertiden sværmeriske Kongetroskab, deres højkirkelige Kristendom. Den samme Sympati har Forfatteren ikke vist overfor det Parti, hvis bugtede Vej han omhyggelig følger gennem de Hof- og Parlamentsintriger, der blomstrede i Tiden baade før og efter Revolutionen i 1688. Der vil i denne Fremstilling være meget nyt at finde, ikke mindst angaaende de enkelte førende Personligheder som Clarendon, Danby og ganske særlig Bolingbrokes Samtidige og Rival Harley (Jarlen af Oxford). Clarendon skal ses som den egentlige Grundlægger af hele den ældre Torypolitik, hvis Tid var forbi med hans Datterdatters Dronning Annas Død i 1714; Harley fremstilles som den, der først i Praksis søgte, omend famlende, at gaa frem efter den tillempede Tory- Tanke, som Bolingbroke senere udviklede teoretisk, og som kunde blive det brugbare Grundlag for det nye Tory-Parti, der udviklede sig fra Midten af det 18 Aarhundrede.

Hvad er »Tory-Tanken« i sin Kerne? Det er Tanken om naturlig Autoritet, om Statsmagtens Hellighed og om den organiske Enhed af Konge og Folk. Det er — saaledes lyder den sidste Bemærkning i Mr. Feilings Bog — intet mindre end det halve af Menneskets Natur.

Det kan ikke nægtes, at der er noget vist abstrakt — man tør maaske sige noget for udpræget eng elsk-akademisk — over denne Bog i baade Form og Tankegang. Modsætningen mellem Toryer og Whigger betragtes helt som en politisk og

religiøs Idémodsætning. Tidsalderen staar for Forfatteren som »de politiske Teoriers Aarhundrede«, og han fremhæver, at begge Partier er udsprunget fra det samme aristokratiske Samfundslag.Fremhævet burde dog vel ogsaa have været den Betydning,London havde ved den engelske Revolution. Der turde ligge noget baade karakteristisk og symbolsk i, at Cromwell var gift med en Købmandsdatter fra London. Det er sikkert med Rette blevet hævdet, at det mest var de »squires«, der havde Tilknytning til Borgerskabet og dets Pengeinteresser, som blev Whigger, medens det var de mere gammeldags og »feudale« Medlemmeraf denne Stand, som blev Toryer. Sociale Interesser gjorde sig utvivlsomt gældende ved Dannelsen af de to gamle Partier i England, men samtidig selvfølgelig ogsaa i høj Grad Tanker, Tro og Følelser — som ved alle Partidannelser, den parlamentariske Historie kender. Hans Jensen.