I en Alder af kun 58 Aar er den svenske Historiker Sam
(Samuel) Glason 19. December 1925 afgaaet ved Døden. Som

Søn af en Professor i Upsala, Fysiologen Edv. Cl., fik han sin akademiske Uddannelse ved Universitetet i denne By. 1895_— 1904 var han ansat i det svenske Rigsarkiv, blev derefter Professori Lund for 1916 at efterfølge Emil Hildebrand som Chef for det svenske Arkivvæsen. Med alt dette var Clason en fremstaaende,meget konservativ Højrepolitiker, gennem mange Aar Medlem af Rigsdagen, havde Sæde i vigtige Udvalg, var saaledes i 1905 Sekretær i Urtima Riksdagens Udvalg vedrørende det norske Spørgsmaal og beklædte 1923_—24 Posten somEcclesiastik-Minister.

I det svenske Arkivvæsen har Clasons Virksomhed sat adskillige Spor. Under Forberedelserne til en Ordning af Lokalarkiverne foretog han paa offentlig Foranstaltning en omfattende Studierejse rundt i Evropa. Dens litterære Resultat: Studier ofver Arkivvåsendet i Utlandet. 1902 (Meddelanden från svenska Riksarkivet. Ny Foljd. 2.) er nu paa mange Punkter forældet, men indeholder talrige ellers vanskeligt tilgængelige Oplysninger om Arkivvæsenets Organisation og Virksomhed i Frankrig, Belgien, Holland og Preussen. Som Arkivchef drog han Nytte af sin politiske Indflydelse. Ikke alene fik han interesserede Privatpersoner til at yde betydelige Bidrag til Indkøb af værdifulde Arkivalier; ogsaa Statens bevilgende Myndigheder formaaede han til store Forhøjelser af Rigsarkivets Budgetter. Med megen Virkning gjorde han gældende, at Rigsarkivet ikke længer kunde betragtes som et blot Arkivdepot, men i Aarenes Løb havde udviklet sig til en virkelig Centralmyndighed for Rigets hele Arkivvæsen. I 1920 førte denne Betragtning (se Clasons omfattende Fremstilling af det svenske Arkivvæsens nyere Udvikling 30/₈ 1919 i Medd. f. sv. Riksarkivet. Ny Foljd. I. VI. S. 74 ff.) til en Omorganisation og Oprettelsen af to nye overordnede Stillinger, som »Arkivraader«. En ny Lønningslov Aaret efter forbedrede Gageringsforholdene, men købtes med en Forøgelse af Arbejdstiden til 7 Timer, som maa virke i høj Grad indskrænkende paa Arkivembedsmændenes videnskabelige Virksomhed. Trods Clasons Kritik bevarede adskillige Sogne deres Ret til at beholde deres gamle Kirkearkiver; derimod lykkedes det ham 1921 at gennemføre Kammerarkivets Forening med Rigsarkivet og derved løse et Spørgsmaal, som siden 1875 havde hørt til det svenske Arkivvæsens vanskeligste Problemer. Mindre Held havde han med sin gentagne Paavisning af de utilstrækkelige Lokaleforhold. I stigende Udstrækning maa det svenske Rigsarkiv benytte tilfældige Lokaler som provisoriske Depoter. Fra dansk Side er der Grund til at nævne, at han i de senere Aar har virksomt understøttet Genoptagelsen af de dansk-norsk-svenske Vatikanundersøgelser.

Sam Clasons videnskabelige Forfattervirksomhed var ikke omfattende, men i karakteristisk Overensstemmelse med stærke Strømninger indenfor svensk historisk Forskning i de sidste Aartier. Hans Disputats (1895) omhandlede Reduktionens forhistoria; næsten alle hans øvrige Arbejder samlede sig om de første Aartier af det 19. Aarhundrede. I den store Sveriges Historia intill tjugonde Seklet skildrede han (1910) Tidsrummet 1809_—44; i en Række andre Arbejder fremsatte og begrundede han en Opfattelse af den store Krise 1808^—09, som paa væsentlige Punkter afveg fra den overleverede. Som Harald Hjårne og hans Elever (se dette Tidsskrift 8. R. 111 299 ff.) har forøget Kendskabet til Karl XII og hans Livsgerning, krævede Glason en Revision af Skildringen af Gustaf IV Adolf og hans triste Skæbne. Med Rette fastslog han, at adskilligt nyt Materiale kunde fremskaffes. I For hundra år sen I—111.I_—III. 1909^—11 (Bd. I sammen med Carl af Petersens) gjorde han selv Begyndelsen ved at udgive en Række Breve og Dagbogsoptegnelser. Umiddelbart før sin Død tilbragte han længere Tid i Moskva for ogsaa at udnytte de russiske Arkiver. Med Rette gjorde han gældende, at den almindelige Opfattelse alene gengav den sejrrige Parts. I en tankevækkende, men omstridt Afhandling i Svensk historisk Tidsskrift 1909: Vart hundraårsminne: krisen 1808^—1809 skitserede han en ny, som formentlig bedre svarede til Virkeligheden. I en Række Afhandlinger, navnlig i Bogen Gustaf IV Adolf och den europeiska krisen under Napoleon (1913) søgte han yderligere at begrunde og gennemføre den.

Ikke en halstarrig, personlig farvet Uvilje mod Napoleon — hævdede Clason — foranledigede Kongens skæbnesvangre Krig med Frankrig. Vigtige realpolitiske Betragtninger, Hensynet til Svensk-Pommern og til Sveriges Næringsliv maatte tale for Tilslutningentil England. Heller ikke for de militære Ulykker bærer Kongen det vigtigste Ansvar. I Sveaborgs forræderiske Overgivelsevar han uden Skyld; mod hans Vilje, paa Grund af de høje Embedsmænds Uvilje mod Krigen og passive Modstand mod lians Befalinger forsømte man at skaffe Midler til Krigsførelsen. Kun for saa vidt har Kongen Skylden, som han ikke ejede Styrke til at tvinge sin Politik igennem; i Virkeligheden beroede Ulykkernepaa Uenigheden mellem Kongen og de øvrige ledende Mænd. Med mere Skel kan der rettes Indvendinger mod RevolutionsmændenesOptræden. Var Kongen virkelig sindssyg, havde det været deres Pligt gennem Embedsnedlæggelse at fremtvinge en Forandring. Adlersparres Tog mod Hovedstaden undgik kun ved •et Mirakel at føre til Borgerkrig; hans Optræden efter Sejren var

næsten udelukkende bestemt ved Hensynet til egen og Tilhængernesfremtidige Sikkerhed. Sejrherrernes militære Foranstaltningervar ligesaa angribelige som de tidligere; den ulykkelige Fred i Frederikshamn var for en stor Del en Følge af deres Tvedragt.I god Pagt med de stærkt nationale Strømninger, som før Verdenskrigen saa stærkt gjorde sig gældende inden for svensk Historieskrivning, tilføjer Clason, at det sikkert for det svenske Folks Udvikling blev en Ulykke, at det ikke 1808 —09 gennem en Kamp paa Liv og Død fik sin Del af den store folkelige Vækkelse, som andre europæiske Folkeslag oplevede under deres Rejsning mod Napoleons Vælde.