Et af 18. Aarh.s mest interessante Indlæg om danske Landboforhold er den jyske, iøvrig tyskfødte, Kapellan J. D. W. We stenholz' Prisskrift om Folkemængden i Bondestanden. Det blev til som Besvarelse af en Opgave, der var udsat af Generallandvæsenskollegiet »om Aarsagerne, der hindrer Folkemængdens Tiltagelse i Bondestanden«, og det udkom i Trykken 1772 paa kgl. Bekostning. 1919 er det paa M. P. Madsens Forlag blevet udsendt i en moderne Udgave, der er blevet bekostet af et Medlem af Slægten Westenholz, og hvortil Indledning og Anmærkninger er skrevet af den historisk interesserede Pastor Alex. Rasmussen.

En Anmelder i Fortid og Nutid 111, 20, finder, at den største Værdi ved Westenholz' Skildringer ligger i nogle specielle »kulturhistoriske«Oplysninger. Der er da Grund til at betone, at vi her har at gøre med et Skrift af stor socialhistorisk Værdi, som bør kendes af alle, der interesserer sig for vore ældre Samfundsforhold. Hvad var Aarsagen til, at Befolkningstallet paa Landet stod saa nogenlunde stille under de gamle Tilstande før de store Landboreformer?Midt i vidtløftige Betragtninger, der ofte rummer snurrigeRæsonnementer, giver W. dog med klare og tydelige Ord det Svar, der sikkert er det rigtige: hele det gamle Landbosystem, hvis Grundpiller var Godsvæsenet og Landsbyfællesskabet, gav overhovedet ikke de nødvendige Rammer for en større Befolkningsforøgelse.»Hver en By er besat med et vist Antal Gaardmænd og med et vist Antal Husmænd; flere tillades ikke at komme der«. Det gaar, siger Westenholz, med Bondestanden næsten som med Præstestanden; den kan kun rumme et bestemt Antal Individer. Unge Folk maa derfor vente med at fæste 80, »indtil en Gaardmandeller Husmand afgaar, efter hvilken de nygifte kan faa Stedet«.De Forhold, W. angriber, var jo allerede paa hans Tid undergravetaf den tekniske og økonomiske Udvikling og skulde snart i det væsentlige forsvinde ved de store Landboreformer. Man har let ved at tilgive W., at han ikke ræsonnerer endnu dybere ved at spørge, om ikke de gamle Forhold har haft deres Berettigelse engangved at sætte Grænser for Befolkningsforøgelse paa Tider, da der faktisk ikke fandtes Eksistensmuligheder for flere Mennesker i Landet. W. siger, at Bønderne ikke blot ofte maa vente længe paa at kunne gifte sig, det er Ulykken, at naar de endelig bliver gift, bryder de sig ikke om at faa Børn. Det gør et underligt Indtryk i

Virkeligheden at se denne Præst fra Tiden for halvandethundred Aar siden klage over den danske Bondestands Ulyst til at sætte Børn i Verden, over Bønderpigernes Lyst til nok at nyde Kærlighed,men vel at mærke uden Kærligheds Frugt, og over, at »unge Folk lægger dem efter unaturlige Kunster for at undertrykke Frugtbarheden«; det er ganske som moderne Klager over StorstædernesBefolkning. Man kan vel sige, at W.s Betragtninger illustrererGustav Bangs Paastand — jfr. ogsaa Falbe-Hansen: Stavnsbaandsløsningenog Landboreformerne I, 121 — om, at BefolkningensStagnation i ældre Tider ikke blot skyldtes større Dødelighed,men ogsaa de sene Ægteskaber og den temmelig ringe Fødselshyppighed.Ogsaa paa et andet Punkt mindes man om Bang; det er, naar W. taler om de mange Tiggere, der flakker om i Landet; han er her i bedste Overensstemmelse med KirkebogsstudiersSkildring af 17. Aarh.s omvankende Proletariat i Danmark.Hans